Indlæg tagget med jazz

Capac anbefaler: Mimi Terris – Flytta Hemifrän

2. juni 2015

CALI142

Der er en let air af tresserne over Mimi Terris nye plade Flytta hemifrån. Vi er tilbage i den tid, hvor store svenske sangerinder som Monika Zetterlund, Lil Babs og Alice Babs var med til at sætte dagsordenen i populærmusikken. Ikke kun i Sverige, men i allerhøjeste grad også herhjemme, hvor deres omgang med pop- og jazz-influeret easy listening strømmede ud af vores public service-radio. Og blev en synlig tråd i mit musikalske bagtæppe. Og den unge Mimi lægger sig naturligt og ubesværet i slipstrømmen af disse store svenske sangerinder med dette album, der oser langt væk af svensk forkærlighed for swingende, let jazz og svensk troubadourtradition.

Og lad mig bare fyre det bedste argument for dette album af med det samme. Den operauddannede Mimi synger bedårende og forførende dejligt og fraserer så det er en lyst sig igennem de snirklede, fortællende svenske tekster. Og bag sig har hun et ensemble – Mårten Lundgren (trompet, flygelhorn), Mattias Carlson (sax, fløjte og klarinet), Måns Persson (guitar), Johan Olsson (piano, accordeon), Marc Davies (bas), Kristoffer Rostedt (trommer), Filip Runesson (violin) og Eoli Strakkvartet (strygere) – der kompetent og med tæft skaber en let og swingende, jazzet baggrund for Mimi Terris dejlige sang og sangforedrag.

Som sagt er der noget tressernostalgisk over det hele, men man skal ikke tage fejl. Mimi Terris er en ung og moderne sangerinde. Det pointeres af det budskab, man kan læse i albummet lille booklet: Till dig som vågar gå vilse. Til dig, der vover at gå forkert /fare vild. For godt nok lægger Mimi sig i kølvandet på tresserdamerne, men hun er også en moderne kvinde, der er et barn af årtiers kvindekamp for ligestilling m.v. Og den let oprørske ånd svæver over Ferris’ tekster.

For eksempel i titelsangen “Flytte hemifrån”: “Jag behöver flytta ut ett tag/ flytta in i mig ett litet slag/ Lyfta på ridan, / ta ett andligt bostadslån/ Flytta hemifrån...”. Flytte hjemmefra – i mere end direkte forstand. En lille rebelsk sang. Eller man kan tage hendes sang “Om kvinnan”, der vender op og ned på mandens forherligelse af kvinden og hiver hende ned på et meget realistisk plan: “Vad hände med Adams revben efter Eden?/ Med klimakterievallninger og osteoporos/ Förvisad til neuros/ Ett uppror föreslås“.

Romantikken forvandlet til realisme – og ubændig oprørstrang. Og sådan er det med Mimi Terris’ tekster. Der er dobbeltbundede og bygger bro mellem tressernes gammeldags forestillinger om kvindeliv og vor tids emancipationsopdragede pigebørn. Og musikalsk lever pladen højt på modsætningen mellem den tresserinspirerede lette og livsbekræftende jazzy, swingende pop og så de moderne, kvasi-nyfeministiske teksters alvor. Og det sikrer, at pladen fremstår som nostalgisk men også meget moderne og vedkommende. En helt igennem dejlig plade. Hermed varmt anbefalet.

Mimi Terris. Flytta Hemifrån. Produceret af Mimi Terris og Ask Kæreby. Callibrated Music. Udkom den 22. maj

 

 

Capac anbefaler: Ola Ã…kerman – Explosion!

1. juni 2015

Explosion! hedder Ola Åkermans nye plade. Og der står flammer ud af hans trombone på coverfotoet. Og så burde vi jo allerede være advaret om, at det må være brændfarligt materiale, pladen byder på. Og det er det også, hvis man dermed mener musik, der fænger og antænder lytteren.

Sammen med sine musikere – Magnus Lindberg (guitar), MÃ¥ns Mernsten (tangenter), Mats Ingvarsson (bas) og Marcus Liliequist (trommer) – har Ã…kerman skabt et medrivende, dansant album, der befinder sig i krydsfeltet mellem jazz, funk, soul. AltsÃ¥ musik, der et eller andet sted stÃ¥r i gæld til den fusionsmusik, der blev skabt og udviklet i halvfjerdserne af folk som Miles Davis, Weather Report, Return to Forever, Herbie Hancock og mange andre, som modigt satte sig ud over jazzpuristernes berøringsangst i forhold til tidens mere “folkelige” musikalske udtryk. Og gjorde det med udpræget succes.

Ã…kerman har skrevet alle numrene pÃ¥ pladen og befinder sig centralt og med tyngde i det musikalske udtryk med sin personlige stofmættede, fyldige trombonelyd. Men samtidigt levnes der – helt i jazzens Ã¥nd – god plads til de andre musikere, der fÃ¥r lov til at udfolde sig improvisatorisk ved siden af Ã…kermans trombone og sammen væver de et tæt og organisk lydbillede. Pladen byder pÃ¥ pÃ¥ regulære uptempo-numre, der direkte appellerer til danseskoene, og pÃ¥ forfinede ballader – som fx “Maybe the flower will blossom after all” – der inviterer til fordybelse og meditation. Explosion! er en plade, der rækker ud mod bÃ¥de den inkarnerede elsker af jazz-funk-fusion og andre lyttere, der blot sætter pris pÃ¥ musik, der kan sætte gang i fest og dans, men ogsÃ¥ vil kunne dyrke fordybelsen. Hermed anbefalet.

Ola Ã…kerman. Explosion! Producer: Ola Ã…kerman. Callibrated Music. Udkom d. 29. maj.

 

 

Capac anbefaler: Snorre Kirk – Europa

21. maj 2015

I nogle af mine seneste pladeomtaler har jeg kredset om jazzen, der altid har været lidt perifer her i bloggen. Ikke, fordi jeg ikke holder af jazz, for det gør jeg bestemt, hvilket mine pladereoler også bærer præg af. Og med Snorre Kirks nye og andet album er der ikke mere kredsen rundt omkring jazzen som katten om den varme grød. For albummet Europa er moderne jazz uden tilsætningsstoffer fra andre genrer.

Snorre Kirk er en ung, men allerede velrenommeret og rost jazz-trommespiller. Og Europa er den “svære” toer for Snorre Kirk. Men at dømme efter pladens musik, sÃ¥ har det været alt andet end svært at lave den. For det lyder legende let og helt ubesværet, nÃ¥r Snorre Kirk folder sig ud sammen med sine bandmedlemmer: Jan Harbeck (tenorsaxofon), Tobias Wirklund (cornet), Oilly Wallace (altsaxofon), Magnus Hjorth (piano) og Lasse Mørch (bas). Snorre Kirk er komponisten og orkesterlederen, men som trommeslager falder han helt naturligt ind i bandsammenhængen, selv om produktionene og miksningen heldigvis lader trommespillet stÃ¥ markant og tydeligt i det samlede musikalske billede.

Og musikken er meget melodiøs og meget swingende jazz med klare forbindelser tilbage til de bedste og største jazznavne  fra Miles Davis til Duke Ellington. Og de tre blæsere spiller med en meget varm og ren tone, der bærer Kirk meget iørefaldende melodier frem med en næsten naturlig lethed. Og de støttes på smukkeste vis af Kirks eget opfindsomme og nuancerede trommespil, Mørcks diskrete og dog markante bas og Hjorths lydhøre, akkompagnerende piano, der nu og da folder sig improviserende ud i små soli.

Europa er en helt igennem professionel plade, der overbeviser om, at Snorre Kirk og hans orkester har meget at byde pÃ¥ og er et argument for, at jazzen stadigvæk lever og har det godt i Danmark, selv om skeptikere mener noget andet. Byd Snorre Kirk og hans fine toer velkommen, hvis du er til jazz – eller mÃ¥ske bare har lyst til at lytte til noget andet… Hermed anbefalet.

Snorre Kirk. Europa. Calibrated Music. Produktion: Snorre Kirk. Udkom den 8. maj

 

Fandens jul

25. november 2014

Julen truer. Butikkerne bugner af julevarer – og fruen er allerede begyndt at efterlyse “julekasserne” med al julepyntet og deslige. SÃ¥ hvad kunne være mere passende en at tage hul pÃ¥ den søde juletid med en sang, der tager toppen af den værste julekvalme? Og det gør Judith Owen og Harry Shearer med deres nyfortolkning af Spinal Taps gamle heavy-metal-julesang “Christmas with the Devil”. Owens og Shearers udgave ligger langt fra heavy metal og er en rigtig jazzballade. Owens og Shearers sang udsendes pÃ¥ en single – og pÃ¥B-siden finder man en helt anderledes julet sang, “The Dancing Tree“.

 

Farvel Mr. Acker Bilk

3. november 2014

Mr. Acker Bilk var med sin klarinet med til at male min barndoms musikalske bagtæppe. Han blev spillet flittigt, som jeg husker det, på Danmarks radios program 3, hvor Giro 413 og andre populære programmer blev sendt. Nu er Bilk død i en alder af 85 år.

Det jeg forbinder med Bilk var lyden af klarinetten mere end Bilks jazzgrundlag. Sammen med Benny Goodman var han indbegrebet af klarinetlyden dengang. Et lidt overset instrument i populærmusikken – stadigvæk, hvis du spørger mig.

Lad os sÃ¥ bare tage hans store succes… Strangers on the Shore

Og lidt af den jazz, han var forankret i… Creole Jazz

Hundredåret for Sun Ra

18. oktober 2014

Sun Ra kaldte Herman Poole Blount sig som kunstner, dvs. jazz-komponist, bandleader, pianist, digter og filosof. Han blev født i det dybe syd af Amerika, Birmingham Alabama. Musikalsk begyndte han som beundrer af datidens store swingnavne, Fletcher Henderson og Duke Ellington. Men fra midten af 1950’erne begyndte han en musikalsk rejse med sit Arkestra. En rejse ind i et eklektisk musikunivers, hvor alskens jazzstilarter mødte hinanden og blev opløst i musikalske improvisationer. Og Sun Ra var en af de første i jazzmusikke, der helhjertet tog de elektroniske keyboards til sig. Og det var medvirkende til, at han og hans musik blev en indflydelsesrig inspirator for generationer af jazz-, funk- og teknomusikere. Til trods for, at mange af hans plader udkom pÃ¥ hans eget lille obskure plademærke og derfor forblev ukendte for det store flertal. Men med mere end 100 udgivelser satte Sun Ra sig et markant spor i musikken. Et spor, der kan aflæses den dag i dag – mere end et Ã¥rti efter hans død og i hundredeÃ¥ret for hans fødsel.

I forbindelse med 100-års-dagen i maj måned er der blevet udgivet en plade, In the Orbit of Ra, der giver et bud på et lille tværsnit af Sun Ras musikalske rejse. Kurator for udgivelsen er Sun Ras medarbejder, saksofonisten Marshall Allen, der også har videreført The Arkestra efter Sun Ras bortgang.

David Bowie gÃ¥r til jazzen… Sue (Or In A Season Of Crime)

13. oktober 2014

Her i weekenden var der premiere pÃ¥ David Bowies nye jazz-single “Sue (or in a season of crime)”. Bowie har indspillet den sammen med Maria Schneider Orchestra i New York og den skal med pÃ¥ et kommende retrospektivt  opsamlingsalbum. Det er vist førte gang, Bowie for alvor har kastet sig over jazzen. Sangen havde premiere pÃ¥ BBC6 søndag.

Mere Sonny Boy Williamson: Kirk in Copenhagen

1. juni 2014

Vi skal ikke helt slippe den gamle bluesmester Sonny Boy Williamson. Jeg har lyttet meget til det lille bokssæt Bye Bye Sonny. der over to cd’er dokumenterer Williamsons sessions med Yardbirds, The Animals og Brian Auger. Indspilninger, der repræsenterer noget a det bedste af mødet med den gamle blues og de nye bluesdrenge fra Storbritannien.

Williamsons ophold i Europa i starten er fuld af anekdoter om afbrændte hotelværelser, slagsmÃ¥l i gaden osv. Mindre kendt er det mÃ¥ske, at Williamson ogsÃ¥ var et smut i København, hvor han under dæknavnet Big Skol medvirkede pÃ¥ jazzmusikeren Rahsaan Roland Kirks livealbum Kirk in Copenhagen (Mercury 1963) pÃ¥ nummeret “The Monkey Thing”. Et af de fineste øjeblikke i Williamsons europæiske eventyr. Han døde kort tid efter, han var vendt tilbage til USA.

Den vist nok sidste indspilning Williamson nÃ¥ede at lave i England var “I’m Trying To Make London My Home” sammen med afdøde Hubert Sumlin pÃ¥ guitar.

Capac anbefaler: Betasongs – af Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus

30. marts 2014

Mennesker mødes og sød musik opstår belærte digteren Schade os om. Og i mødet mellem jazzsangerinden og -komponisten Ulla Britt Simonsen og electronica-musikeren Christoffer Magdalus er mødet resulteret i en EP, hvor jazz og electronica mødes og befrugter hinanden.

Pladen bestÃ¥r af syv numre, hvoraf to er sÃ¥kaldte ‘radio edits’, altsÃ¥ skÃ¥ret til, sÃ¥ de egner sig særligt til radiomediet. Et sÃ¥dant ‘radio edit’ erdet første nummer “Evolution”, hvor det er jazzen, der har det musikalske overtag. En omgang latino-jazz svæver over en solid rytmisk bund, hvor det elektroniske pibler op. Omvendt er det electronicaen, der fører ordet pÃ¥ “In the Sky”, hvor jazzen især er tilstede i Ulla Britts dejlige stemmes indfølende fraseringer og en slentrende bas. 

Men ellers er musikken på pladen ikke sådan lige til at sætte på plads i bestemte katagorier. Det er ikke musik for fastholdere. Det er tværtimod tydeligt at de to musikere med held har bestræbt sig på at skabe hybridmusik i mødet mellem jazz og electronica. Elektro-jazz kalder de to kunstnere selv deres musik, men det synes jeg er lidt for beskedent, selv om det ikke er decideret forkert. Musikken er en holmgang mellem de to musikalske orienteringer, men har også en klar dimension af iørefaldende poplyd, der måske forklarer radioaspirationerne.

I hvert fald er der ingen musikalsk grund til, at Betasongs ikke skulle kunne finde vej til radiostationernes playlister – eller til musikelskernes ører. Ikke mindst de ører, der gerne vil udfordres lidt med hensyn til forventninger om, hvordan jazz eller electronica skal og kan lyde. Hermed anbefalet.

Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus. Betasongs. Gateway Music. Udkommer i morgen.

 

CAPAC anbefaler: Jazz pÃ¥ danska – Søren Lampe Oktet

16. juni 2013

Titlen på Søren Lampes tredje album afslører på det allertydeligste, hvor inspirationen er hentet. Nemlig hos den svenske jazzmusiker Jan Johansson og hans klassiske album Jazz på svenska, der for nylig af tidsskriftet Sonic blev udvalgt til at være et af de allerbedste svenske album gennem tiderne. Et album, der stadigvæk sælger (forleden faldt jeg over en lydopdateret tilbudsudgave i en lokal pladeforrretning) og tilhører den eksklusive samling af jazzalbum, der også finder vej til pladehylderne hos lyttere, der ellers ikke er til jazz. Lige som fx plader af Louis Armstrong eller Getz og Gilbertos sambajazzplader.
Det er altså ikke nogen dybt original idé Søren Lampe og hans musikervenner haf fået, men pladen demonstrer, at det er en særdeles slidstærk idé at jazzificere velkendte gode sange og melodier fra den nationale sangbog.
Den første sang er hentet lige lukt ud af Højskolesangbogen, nemlig Jeppe Aakjærs stærke socialkritiske tekst om stenhuggeren “Jens Vejmand”. I oktettens udgave bliver Aakjærs sang løftet op til sejt swingende bigbandjazz med melodisk inspiration fra en anden stor dansker, komponisten Carl Nielsen. Det klæder den dybt alvorlige “Jens Vejmand” godt at fÃ¥ et løft af swingende lethed.
Den afløses af sangen “Jean Baptiste”, der er en kærlighedserklæring til mundharmonikavirtuosen og jazzmennesket Toots Thielemans og især dennes berømte “Bluesette”, som alle pÃ¥ min alder vil kunne huske fra dampradioen, hvor den gennem tiderne er blevet spillet igen og igen. Og man kan sagtens generindre Thielemanns sang og tone i danskernes filigranagtige jazzmusiceren.
Pladens tredje sang er Ludvid Brandstrups og Norman Andersens klassiker “Pige træd varsomt”, der aktuelt og venligt rummer en advarsel til alle, der drømmer om at gøre sig pÃ¥ teaterets scenegulv (filmens lærred, tv’ets projektørlys..osv.). En slidstærk tekst med en dejlig melodi, der hos Lampe og Co. forvandles til en nedtonet og fortrolig lille sag domineret af Lampes stemme og Hans Ulriks guitar.
“Ghettodrengen”, der er skrevet af Per Gade, bygger pÃ¥ Donny Hathaways “The Ghetto”, er vel tænkt som en aktuel kommentar til et politisk-kulturelt problem, der cirkulerer i medierne i disse Ã¥r. Og det er der blevet en funky, swingende sag ud af med indbyggede lækre improvisationsforløb (piano, guitar).
Med “Kys hinanden” vendes der tilbage til den store danske sangbog store sange. Epes kærlighedspositive tekst er det absolutte modstykke til “Det var en lørdag aften” og taler med sit dybt sympatiske budskab om at kysse hinanden lidt mere stadigvæk til danske lyttere. Arrangementet er igen bigbandjazz, men med en klædelig respekt for den fine teksts dominante rolle. Her er Lampe helt fremme i lydbilledet. Lampe har ikke nogen stor stemme, men i denne sang afsløres stemmens kvaliteter: en ligefrem, klar frasering og en umiskendelig ærlighed i fortolkningen.
Svend Asmussens og Neumans forvrøvlede “Pølsesnak” leveres med venerativ citering af Asmussens violinspil (spillet f Kristina Jørgensen) og kærlig genbrug af Leo Mathiasens jazzstil.
“Livets enkle melodi” er skrevet af lars Jansson og Søren Lampe og er som titlen antyder en lille enkel melodi, en lille livbekræftende vise eller – vuggevise mÃ¥ske endda.  “Sommerblues” er Lampes bluesede modspil til Thøger Larsens “Du danske sommer jeg elsker dig…skønt du sÃ¥ ofte har sveget mig”.
Pladens sidste to numre er Lars Janssons/Søren Lampes “Du lille mand”, en let swingende sang om det stressende, krævende over-jeg, som mange af os slæber rundt pÃ¥, og Tove Ditlevsens fine kærlighedsdigt “SÃ¥ tag mit hjerte”, der i Lampes tonesætning bliver til en indfølt jazzballade med indfølt spil af Kapser Villaume (piano) og Thomas Fonnesbæk (bas).
Uden sammenligning i øvrigt, så er Jazz på danska et album, der som Lars Johanssons klassiker Jazz på svenska, byder på en fin vifte af jazzudtryk. Og den vil sagtens kunne glide ind i pladesamlingen hos jazzskeptikerne, der kun sætter jazz på grammofonen engang imellem, når lige netop den stemning melder sig. Hermed uforbeholdent anbefalet.
Søren Lampe Oktet. Jazz på danska. Gateway Music. Udkommer i morgen.