Indlæg tagget med journalistik

Lotus og den fulde sandhed

21. september 2016

I forgÃ¥rs viste DR1 første del af dokumentarfilmen “Lotus og den fulde sandhed”. I filmen følger man Lotus Turèll – Dan Turèlls datter – der gennem samtaler med andre mennesker systematisk forsøger at tegne et billede af sin barndom med en fordrukken far.

Ingen tvivl om, at mange har et problem med alkohol. Ja, der er også mange eksempler på, at forfattere og digtere har været og er alkoholiserede. Der er faktisk skrevet bøger om sammenhængen mellem digtning og alkohol (og andre stoffer). Men  hvor interessant er det nu lige for tv-seerne at se Lotus blotlægge sin fars drikkeri?

I betragtning af, hvor sjældent DR (og TV2) for den sags skyld beskæftiger sig med den danske litteraturs store navne ud fra en litterær synsvinkel, sÃ¥ synes jeg dokumentaren her er ret ligegyldig. Jeg ville gerne se en dokumentarfilm om Dan Turèll, men at bruge 2 gange 45 minutter pÃ¥ at følge hans drikkeri, opfatter jeg ikke som godt tv. Det er snarere udtryk for en uheldig tendens i tv-mediet. Tendens kan man kalde føleri-tv. I en tid, hvor journalisterne tydeligvis mangler almindelig dannelse (almendannelse) – herunder historiefaglige og andre koordinater i deres verdensbillede – sÃ¥ glider de umærkeligt ind i den underlige form for journalistik, der hidtil mestendels har brilleret i ugebladene. En journalistik, der fokuserer pÃ¥ det enkelte (helst kendte) individ og dets følelsesmæssige oplevelse af livets tildragelser. Er du i tvivl om, at det forholder sig sÃ¥ledes, sÃ¥ prøv engang af se et af de nyheds- og aktualitetsprogrammer, vi præsenteres for om morgenen og aftenen pÃ¥ de to store kanaler. Her dyrkes følelrijournalistikken i udpræget grad.

Nej, hvis du vil vide noget om Dan Turèll, så læs hans bøger.

Mig og så tv

1. marts 2016

I Ã¥r har jeg fÃ¥et mulighed for at se mere tv om aftenen som følge af et andet job. Men indtil videre har det ikke været nogen fordel, for jeg synes niveauet – det informative og kulturelle -  pÃ¥ de danske kanaler er alarmerende lavt. Især det journalistiske niveau. Fx i et aktualitetsprogram som DR1s Aftenshowet.

Jeg synes ganske enkelt, at journalisterne er for dÃ¥rligt rustede til jobbet. De er ekstremt personfikserede, de er dÃ¥rligt forberedte (ingen eller mangelfuld research) og generelt er deres almenviden for dÃ¥rlig. Fx hev de den nu detroniserede landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen ind i gÃ¥r aftes for mest af alt at sovse rundt i hendes følelsesliv i forbindelse med afgangen. Hvor det kunne være blevet et spændende indslag om de faktiske forhold i den famøse landbrugspakke (hvad der er op og ned pÃ¥ de famøse tal fx og betydningen for miljøet), sÃ¥ blev det blot en omgang føleri pÃ¥ niveau med de kulørte ugeblade. Og sÃ¥ føjer jeg virkelig, at jeg spilder jeg min tid foran tossen…

Den imploderede troværdighed og den journalistiske fortælling

12. februar 2015

I medierne kunne man i går og i dag læse om en amerikansk tv-vært, der var blevet fyret, fordi han angiveligt havde løjet om en militær begivenhed. Det fik mig til at tænke lidt over journalistikkens troværdighed i vores blakkede kulturelle konjunktur.

Skruer vi tiden tilbage til september mÃ¥ned 2007, sÃ¥ skrev jeg et indlæg med overskriften “Jeppe Nybroe – en rigtig journalist”. Titlen var dobbetltydig – kunne bÃ¥de læses som en anerkendelse af journalisten som journalist – og som en ironisk titel, idet det efterfølgende afslørede problemerne med at være en “rigtig” journalist i vores kultur. Eller bedre: Titlen skulle læses og forstÃ¥s i begge betydninger samtidig. AltsÃ¥ som et paradoksalt udsagn.

I indlægget filosoferede jeg lidt over journalistikkens hang til fiktioner og hævdede – med hjælp fra den afdøde, franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard – at fiktionen – eller om man vil: (op)digtningen – ikke var et supplement, der kom til den rene, ubesmittede journalistisk udefra. Men derimod en betingelse, som journalistikken altid har haft som eksistensgrundlag. Journalistikken har altid digtet og fortalt historier.

Indlægget var direkte fremkaldt af, at den dengang højtprofilerede tv-journalist Jeppe Nybroe var blevet gÃ¥et pÃ¥ DR, fordi han angiveligt havde “skadet DRs troværdighed” ved at have krydret nogle af sine tv-indslag med lyde fra eksplosioner. Han havde tilført sine nyhedsindslag nogle effekter – akkurat som man gør i filmfiktioner – for at øge troværdigheden, men kom derved til at skade den (i følge DR). Troværdigheden imploderede paradoksalt nok, fordi journalisten ville styrke den. Men som jeg skrev dengang, sÃ¥ gjorde Nybroes os mÃ¥ske i virkeligheden indirekte en tjeneste ved at pÃ¥pege “at digtekunsten er den naive realistiske journalistik fuldstændig overlegen. Og at digtekunsten mÃ¥ske er bedre egnet til at fortælle os noget om virkeligheden og sandheden…”.

Siden dengang for syv-otte Ã¥r siden er der blæst megen troværdighed bort fra tv-mediet – og pludselig er (anti)helten Jeppe Nybroe igen i medierne med sin (mangel pÃ¥) troværdighed og sin sans for iscenesættelse og fiktion. Nybroe har nemlig udgivet en bog om sin egen kidnapning Kidnappet. I islamisternes fangehul, der er en beretning om Nybroes tilfangetagelse i Libanon, hvor han og en mellemøstlig journalist var gidsler en lille mÃ¥neds tid.

Bogen blev i forgangne uge anmeldt af kollegaen Adam Holm i Weekendavisen. Og måske har Nybroes forhistorie spøgt i Holms hoved under læsningen og nedfældningen af anmeldelsen, for i hvert fald stikker Holm sin kritiks kniv lige netop ind der, hvor troværdigheden og fiktionen gnubber sig op ad hinanden. Medens andre kolleger er blevet begejstret for Nybroes beretning, så kan Holm ikke lade være med at kaste sig over nogle uklarheder og urimeligheder i bogen:

Selv om al sympati retter sig mod forfatteren, er det svært at dele den begejstring. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og her har bogen visse vanskeligheder. Det er naturligvis ikke pænt at spørge kritisk til et offers beretning, men det er nødvendigt at pirke til nogle generende uklarheder. Blandt adskilligt falder det straks i øjnene, hvordan Nybroe tager sig ud på bogens forside. Det er et såkaldt »proof of life«-billede sendt til familien den 24. februar.

Hvorfor baglandet hjemme i Danmark overhovedet har brug for et sÃ¥dant bevis, al den stund de hyppigt er i kontakt, virker temmelig mærkværdigt. Mærkværdigt er det ogsÃ¥, at Nybroe efter pÃ¥ det tidspunkt at have været holdt som fange i mere end to uger, som han beskriver som uhyrlige, har rene negle, bærer et armbÃ¥ndsur, som vi ellers forstÃ¥r var blevet taget fra ham, og blotter en brystkasse, der ser ud, som om den har været eksponeret for sollys. Nybroe lider angiveligt pÃ¥ det tidspunkt af søvnmangel og græder dagligt og kaster op, men øjnene afslører ingen tegn pÃ¥ blodudtrædninger af hverken træthed eller anden belastning.”

Adam Holm har et godt blik for djævlen i detaljen, unøjagtigheder og løse trÃ¥de i bogen og antyder, at Nybro har “taget sig visse narrative friheder” og har “malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver”.

I modsætning til Holm har jeg ikke læst bogen, men Holms anmeldelse kunne tyde på, at Nybro stadigvæk er en rigtig journalist, der i sin iver for at fortælle en god og troværdig journalistisk historie overser en række detaljer, der modsiger historiens kerne af troværdighed.

Med til historien hører ogsÃ¥, at Nybros medfange, journalisten Rami Aysha, pÃ¥ flere punkter er uenig i Nybros beretning og at bogforlaget har valgt at karakterisere bogen som “en subjektiv beretning”. AltsÃ¥ som en slags new journalism – og dermed er vi igen tilbage i fiktionens og løgnehistoriernes regi.

Danmark Radio og diskursen om konflikten i Gaza

3. august 2014

I følge Danmarks Radios seneste opgørelse, så har den Israelske stats intervention i Gazaområdet indtil videre kostet omkring 1700 palæstinensere livet, ca. 9000 er blevet såret og et større, ukendt antal (anslået 280.000) er på flugt på Gazastriben. Der er blevet dræbt 65 israelere i samme periode, 63 af dem er soldater. En tredjedel af de dræbte palæstinensere var børn og unge.

Konflikten i Gaza er ikke kun en konflikt mellem den israelske stat og de statsløse palæstinensere pÃ¥ Gazastriben. Konflikten er ogsÃ¥ en ideologisk kamp. Det kom med al ønskelig tydelighed frem i gÃ¥r aftes i DR2s program Deadline (kl. 22.30), hvor man havde et interview med den norske læge Mads Gilbert, der de seneste tre uger har arbejdet pÃ¥ al-Shifa-hospitalet i Gaza. I et Ã¥bent brev til offentligheden har Gilbert kritiseret Israel for at gÃ¥ mÃ¥lrettet mod kvinder og børn i angrebene og har appelleret direkte til præsident Obama om at komme til al-Shifa og tage tragedien i øjensyn (fordi det – i følge Gilbert – ville ændre verdens gang dernede…).

Det var den danske journalist Martin Krasnik, der var i studiet og interviewede Gilbert. Og det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at Krasnik forsøgte at fremstille Gilbert som en læge, der var ude i et politisk ærinde. UnderforstÃ¥et: At Gilbert ikke blev ved sin læst (og lappede de sÃ¥rede sammen…), men politiserede og tog parti for terrororganisationen Hamas. Men interviewet tog en overraskende vending, fordi Gilbert afviste Krasniks forsøg pÃ¥ at sætte sig pÃ¥ talen om Gaza-konflikten. Det lykkedes – set herfra – for Gilbert at flytte problemet over pÃ¥ DR-journalisten, der blev udstillet som en eksponent for den amerikanskdominerede diskurs og ideologi om Gaza-konflikten. I et relativt kort øjeblik (set i det store mediesammenhæng….) blev det tydeligt, at Danmarks Radio med den i øvrigt seriøse Martin Krasnik i spidsen er mere end villige agenter for den herskende ideologi og amerikanernes definitionsmagt i Gaza-konflikten. Det er en øjenÃ¥bner af dimensioner – og man kan kun beklage, at mange flere sÃ¥kaldte eksperter og journalister ikke gÃ¥r i Gilberts fodspor og udøver magtkritik af de herskende medier.

Gense udsendelsen her.

 

Tænketanke…

14. februar 2014

Jeg har undertiden forholdt mig til fænomenet tænketanke her i bloggen. Mest i form af kritik af den liberalistiske tænketank Cepos. Men der findes andre, fx Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea. Fælles for tænketankene er, at de arbejder ud fra et ideologisk grundlag. Cepos står på en nyliberalistisk fundament, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på et socialdemokratisk og Cevea på, hvad man forsigtigt kunne kalde et centrum-venstre-grundlag.

Og det er et velkendt fænomen, at repræsentanter for ikke mindst de to førstnævnte tænketanke ofte er i medierne som kommentatorer til tidens politisk-økonomiske forhold. Og det i et sådant omfang, at man som almindelig tv-seer og avislæser godt kan undre sig over, hvorfor de får så stor opmærksomhed som selvbestaltede eksperter?! Derfor var det med en vis forventning, jeg i går aftes satte mig til at se programmet Bag Borgen: De indflydelsesrige tænketanke på DR1. Vært var DR1s politiske journalist Ask Rostrup.

Nu var der en chance for at få kigget tænketankene lidt efter i sømmene og få svar på, hvorfor pokker de har tilranet sig så stor en betydning i medierne. Troede jeg. For faktisk var det skuffende, ja ligefrem beskæmmende, at se, hvor lidt journalist Rostrup fik ud af programmet. Fx fik vi ikke kastet lys over, hvem der faktisk er de økonomiske sponsorer bag Cepos. Vi fik kun at vide, at der var tale om donationer fra privatpersoner og firmaer, men ikke hvem. Vi fik oplyst, at partierne Venstre og Konservative, sammen med erhvervspersoner som Bent Fabricius Bjerre og Michael Laudrup havde været med til at søsætte den ideologiske tænketank, men de reelle økonomiske bagmænd kom ikke frem i lyset. Og journalist Rostrup gjorde end ikke tilløb til at grave i det. Til trods for, at der har cirkuleret rygter om, at fx Saxo Bank var en vigtig støtte. Det skreg så meget desto mere til himlen som direktøren for AE åbenhjertigt fortalte, at deres penge kom fra fagbevægelsen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor penǵene kommer fra, for pengedonationer forpligter. Man donerer kun penge, hvis man i en eller anden grad har en forventning om, at pengene går til et formål, man sympatiserer med.

I det hele taget stod det skralt til med den kritiske journalistik i det program. Rostrup var mest af alt mikrofonholder for de to direktører, der forstÃ¥eligt nok fremførte deres respektive holdninger uden modstand. Ikke en eneste gang anholdt Rostrup nogle af pÃ¥standende, som fx da direktøren for Cepos – for gud ved hvilken gang – fremførte pÃ¥standen om, at det ikke ville have den store effekt, hvis man reducerede det offentlige med fx 10 milliarder.

Udsendelsen var et flop. Den kunne teoretiske set have været oplysende for seerne, den kunne have kastet lys over, hvordan den ideologiske kamp konkret bliver ført i disse år osv., men desværre forblev den en ukritisk bekræftelse af det billede, man i forvejen havde af tænketankene position i medielandskabet. Og den var endnu et søm til den kritiske journalistiks ligkiste.

Du kan se udsendelsen her.

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

12. april 2013

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:
Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn.

Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne.

Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”

Vi ved ikke, hvad der er os i vente pÃ¥ vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været sÃ¥ privilegeret at lære Torben at kende for nogle fÃ¥ Ã¥r siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde ogsÃ¥ en aftale om en ‘mandefrokost’ i Ã¥r, men den bliver sÃ¥ ikke til noget. Desværre.

Men mange Ã¥r før vores skriverier sÃ¥dan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – sÃ¥ vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtÃ¥rn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhÃ¥bentlig fÃ¥r lov at stÃ¥ en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside. Foto: Claus Bjørn Larsen/POLFOTO, 2008.]

Carsten

 

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Journalisten og forfatteren Erik Haaest er død, 76 år

26. januar 2012

Som der stÃ¥r i den engelske udgave af Wikipedia, sÃ¥ var Erik Haaest en ‘controversial danish journalist’. Og kontroversiel bliver man, nÃ¥r man fx melder sig ind i koret af holocaustskeptikere og i øvrigt forsvarer ultrahøjreorienterede synspunkter.

Haaest, der opr. hed Hansen, stammede fra Kerteminde og efter at have aftjent sin værnepligt kastede hans sig over journalistikken. Han blev mesterudlært ved Skjern Dagblad (1958-59) og Lollands Tidende. Og siden slog han sine journalistiske folder i B.T., Se og Hør, Ude og Hjemme og Ugens Rapport. Heri kan man så vælge at lægge en bestemt fortolkning af hans journalistiks habitus.

Han var også redaktør for Danske Tidende i årene 1978-81 og markerede dermed sit politiske tilhørsforhold i landskabet omkring Mogens Glistrups Fremskridtspartiet.

NÃ¥r han fortjener en minderune her i bloggen, sÃ¥ er det ikke pÃ¥ grund af hans odiøse politiske journalistik og forfatterskab, der gerne kredsede om mere ømtÃ¥lige emner undre 2. verdenskrig (Frikorps Danmark, Hipofolk og Waffen SS fx) eller berømt-berygtede kriminalsager (dobbeltmorden pÃ¥ Peter Bangs vej, Edderkoppesagen), men alene, fordi han som udgiver og redaktør af ungdomsbladene Beat og Børge i tresserne var med til at stimulere ungdommens interesse for den nye musik og dens idoler. Ja, for sÃ¥dan en som mig, der voksede pÃ¥ i Esbjerg, var de to blade (og Hit) sammen med Danmarks Radio og tysk tv de vigtigste kilder til information om, hvad der skete. Udenlandske musikblade var der langt mellem derovre pÃ¥ vestkysten. At han sÃ¥ – som Torben har pÃ¥peget – ikke interesserede sig en døjt for selve musikken og kulturen omkring den er en anden sag. Han gjorde det for pengenes skyld. Men det var – og er – han jo langtfra den eneste, der gjorde. Han virkede ogsÃ¥ som koncertarrangør og impressario og har skrevet bøger om beatmusik – bl.a. om Peter Belli og The Kinks.

Erik Haaest døde den 23. januar efter længere tids sygdom.

[Billedet er lÃ¥nt fra The Baronets’ hjemmeside og viser gruppen – m. Lasse Helner til venstre – sammen med Erik Haaest i midten]

NÃ¥r en midaldrende mand springer ud som syrisk, lesbisk blogger…

13. juni 2011

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig sÃ¥, at den 35-Ã¥rige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-Ã¥rig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er ogs̴ en p̴mindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er Рgenerelt set Рhybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er ogsÃ¥ interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgÃ¥ i vores opfattelse af, hvad der foregÃ¥r i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, sÃ¥ har de ogsÃ¥ indebÃ¥ret en kritik af det bestÃ¥ende syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster sÃ¥ have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, sÃ¥ har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. AltsÃ¥ lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fÃ¥et punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er mÃ¥ske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. BÃ¥de de etablerede nyhedsmedier og de sociale….

Død mand sladrer ikke – om døde kilder, døde murere og journalistikkens hang til fiktion

29. maj 2011

Ingen tvivl om det. Det går hurtigere og hurtigere i journalistikken. Ikke mindst nyhedsjournalistikken. Der skal produceres nyheder nok til at holde TV2 News, DR Update og de almindelige nyhedsprogrammer i gang i døgndrift. Plus siderne på internettet. Og fristelsen til at give iscenesættelserne af indslagene lidt ekstra i form af båndede bombedrøn eller citater fra for længst afdøde kilder må være stor.

I dagens avis kan man læse om akademikeren Mads Qvordrup, der har gjort karriere i journalistikkens verden og er steget op af karrierestigen til en plads i semi-berømmelsens lys som skærmtrold pÃ¥ TV2 News. Og her er han blevet afsløret i at citere en for længst afdød kilde. ‘Forbrydelsen’ er ikke sket, medens Qvordrup var pÃ¥ skærmen hos TV2 News, men da han agerede journalist pÃ¥ dagbladet Information. Selv om det sÃ¥ledes kan siges  at være en gammel nyhed, sÃ¥ er han, som det hedder i tv-journalistlingoet, blevet ‘pillet af skærmen’. Han er blevet ‘sat pÃ¥ pause’ og skal til samtale. Og sÃ¥ vil han mÃ¥ske nok dukke op igen, nÃ¥r medienyhedsrumlen for længst har ladet den lille episode glide i baggrunden sammen med atomkatastrofen i Japan, det folkelige oprør i Ægypten og orkanerne i USA…

Mads Qvordrup undskylder sig med, at han ikke er uddannet journalist, men akademiker. Og at den skrevne journalistik ikke har været hans stærke side. Nu ved jeg godt, at akademikere ikke er i høj kurs lige for øjeblikket. Især ikke humanistiske. Men alligevel. Man er en død murer, hvis man ikke kan kende forskel på en levende kilde og en, der har været død i lang tid.

Sagen er endnu et eksempel på, at nyhedsjournalistikkens troværdighed står og falder med en realistisk fiktion. Vi skal simpelthen tro, at de vi ser og hører faktisk er sket eller sker. Og troværdigheden ryger på gulvet med et drøn, når det viser sig, at realismen er en iscenesættelse og altid har været det. Som da Jeppe Nybroe afspillede en fil med bombedrøn, eller Mads Qvordrup lader døde genopstå som levende kilde.

Men om fjorten dage er sagen glemt. Og Mads vil tilsmile dig igen i projektørlyset på TV3 News. Eller måske ikke alligevel. For måske har Qvordrup begået tilsvarende og andre fadæser i sin tid som skrivende journalist ved Information.

Kilde: JP

Den farlige radios død – og de røde lejesvende

4. maj 2011

I gÃ¥rsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke fÃ¥r indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands pÃ¥ de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man mÃ¥ske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsÃ¥nd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens RadiorÃ¥d og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi hÃ¥ber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at Ã¥bne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, sÃ¥ledes at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske hÃ¥ndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, sÃ¥ er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten pÃ¥ de røde lejesvende’ – en jagt, der har stÃ¥et pÃ¥ i henved 40 Ã¥r og som de siddende regering satte pÃ¥ dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt pÃ¥ de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er ogsÃ¥ med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, nÃ¥r han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden gÃ¥r hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.

Relevante spørgsmÃ¥l mÃ¥ man sige. Hvad, Rosenkrands ikke fÃ¥r belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergÃ¥et i løbet af de forgangne 40 Ã¥r. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og fÃ¥r fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet