Indlæg tagget med journalistik

Lotus og den fulde sandhed

21. september 2016

I forgårs viste DR1 første del af dokumentarfilmen “Lotus og den fulde sandhed”. I filmen følger man Lotus Turèll – Dan Turèlls datter – der gennem samtaler med andre mennesker systematisk forsøger at tegne et billede af sin barndom med en fordrukken far.

Ingen tvivl om, at mange har et problem med alkohol. Ja, der er også mange eksempler på, at forfattere og digtere har været og er alkoholiserede. Der er faktisk skrevet bøger om sammenhængen mellem digtning og alkohol (og andre stoffer). Men  hvor interessant er det nu lige for tv-seerne at se Lotus blotlægge sin fars drikkeri?

I betragtning af, hvor sjældent DR (og TV2) for den sags skyld beskæftiger sig med den danske litteraturs store navne ud fra en litterær synsvinkel, så synes jeg dokumentaren her er ret ligegyldig. Jeg ville gerne se en dokumentarfilm om Dan Turèll, men at bruge 2 gange 45 minutter på at følge hans drikkeri, opfatter jeg ikke som godt tv. Det er snarere udtryk for en uheldig tendens i tv-mediet. Tendens kan man kalde føleri-tv. I en tid, hvor journalisterne tydeligvis mangler almindelig dannelse (almendannelse) – herunder historiefaglige og andre koordinater i deres verdensbillede – så glider de umærkeligt ind i den underlige form for journalistik, der hidtil mestendels har brilleret i ugebladene. En journalistik, der fokuserer på det enkelte (helst kendte) individ og dets følelsesmæssige oplevelse af livets tildragelser. Er du i tvivl om, at det forholder sig således, så prøv engang af se et af de nyheds- og aktualitetsprogrammer, vi præsenteres for om morgenen og aftenen på de to store kanaler. Her dyrkes følelrijournalistikken i udpræget grad.

Nej, hvis du vil vide noget om Dan Turèll, så læs hans bøger.

Mig og så tv

1. marts 2016

I år har jeg fået mulighed for at se mere tv om aftenen som følge af et andet job. Men indtil videre har det ikke været nogen fordel, for jeg synes niveauet – det informative og kulturelle –  på de danske kanaler er alarmerende lavt. Især det journalistiske niveau. Fx i et aktualitetsprogram som DR1s Aftenshowet.

Jeg synes ganske enkelt, at journalisterne er for dårligt rustede til jobbet. De er ekstremt personfikserede, de er dårligt forberedte (ingen eller mangelfuld research) og generelt er deres almenviden for dårlig. Fx hev de den nu detroniserede landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen ind i går aftes for mest af alt at sovse rundt i hendes følelsesliv i forbindelse med afgangen. Hvor det kunne være blevet et spændende indslag om de faktiske forhold i den famøse landbrugspakke (hvad der er op og ned på de famøse tal fx og betydningen for miljøet), så blev det blot en omgang føleri på niveau med de kulørte ugeblade. Og så føjer jeg virkelig, at jeg spilder jeg min tid foran tossen…

Den imploderede troværdighed og den journalistiske fortælling

12. februar 2015

I medierne kunne man i går og i dag læse om en amerikansk tv-vært, der var blevet fyret, fordi han angiveligt havde løjet om en militær begivenhed. Det fik mig til at tænke lidt over journalistikkens troværdighed i vores blakkede kulturelle konjunktur.

Skruer vi tiden tilbage til september måned 2007, så skrev jeg et indlæg med overskriften “Jeppe Nybroe – en rigtig journalist”. Titlen var dobbetltydig – kunne både læses som en anerkendelse af journalisten som journalist – og som en ironisk titel, idet det efterfølgende afslørede problemerne med at være en “rigtig” journalist i vores kultur. Eller bedre: Titlen skulle læses og forstås i begge betydninger samtidig. Altså som et paradoksalt udsagn.

I indlægget filosoferede jeg lidt over journalistikkens hang til fiktioner og hævdede – med hjælp fra den afdøde, franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard – at fiktionen – eller om man vil: (op)digtningen – ikke var et supplement, der kom til den rene, ubesmittede journalistisk udefra. Men derimod en betingelse, som journalistikken altid har haft som eksistensgrundlag. Journalistikken har altid digtet og fortalt historier.

Indlægget var direkte fremkaldt af, at den dengang højtprofilerede tv-journalist Jeppe Nybroe var blevet gået på DR, fordi han angiveligt havde “skadet DRs troværdighed” ved at have krydret nogle af sine tv-indslag med lyde fra eksplosioner. Han havde tilført sine nyhedsindslag nogle effekter – akkurat som man gør i filmfiktioner – for at øge troværdigheden, men kom derved til at skade den (i følge DR). Troværdigheden imploderede paradoksalt nok, fordi journalisten ville styrke den. Men som jeg skrev dengang, så gjorde Nybroes os måske i virkeligheden indirekte en tjeneste ved at påpege “at digtekunsten er den naive realistiske journalistik fuldstændig overlegen. Og at digtekunsten måske er bedre egnet til at fortælle os noget om virkeligheden og sandheden…”.

Siden dengang for syv-otte år siden er der blæst megen troværdighed bort fra tv-mediet – og pludselig er (anti)helten Jeppe Nybroe igen i medierne med sin (mangel på) troværdighed og sin sans for iscenesættelse og fiktion. Nybroe har nemlig udgivet en bog om sin egen kidnapning Kidnappet. I islamisternes fangehul, der er en beretning om Nybroes tilfangetagelse i Libanon, hvor han og en mellemøstlig journalist var gidsler en lille måneds tid.

Bogen blev i forgangne uge anmeldt af kollegaen Adam Holm i Weekendavisen. Og måske har Nybroes forhistorie spøgt i Holms hoved under læsningen og nedfældningen af anmeldelsen, for i hvert fald stikker Holm sin kritiks kniv lige netop ind der, hvor troværdigheden og fiktionen gnubber sig op ad hinanden. Medens andre kolleger er blevet begejstret for Nybroes beretning, så kan Holm ikke lade være med at kaste sig over nogle uklarheder og urimeligheder i bogen:

Selv om al sympati retter sig mod forfatteren, er det svært at dele den begejstring. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og her har bogen visse vanskeligheder. Det er naturligvis ikke pænt at spørge kritisk til et offers beretning, men det er nødvendigt at pirke til nogle generende uklarheder. Blandt adskilligt falder det straks i øjnene, hvordan Nybroe tager sig ud på bogens forside. Det er et såkaldt »proof of life«-billede sendt til familien den 24. februar.

Hvorfor baglandet hjemme i Danmark overhovedet har brug for et sådant bevis, al den stund de hyppigt er i kontakt, virker temmelig mærkværdigt. Mærkværdigt er det også, at Nybroe efter på det tidspunkt at have været holdt som fange i mere end to uger, som han beskriver som uhyrlige, har rene negle, bærer et armbåndsur, som vi ellers forstår var blevet taget fra ham, og blotter en brystkasse, der ser ud, som om den har været eksponeret for sollys. Nybroe lider angiveligt på det tidspunkt af søvnmangel og græder dagligt og kaster op, men øjnene afslører ingen tegn på blodudtrædninger af hverken træthed eller anden belastning.”

Adam Holm har et godt blik for djævlen i detaljen, unøjagtigheder og løse tråde i bogen og antyder, at Nybro har “taget sig visse narrative friheder” og har “malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver”.

I modsætning til Holm har jeg ikke læst bogen, men Holms anmeldelse kunne tyde på, at Nybro stadigvæk er en rigtig journalist, der i sin iver for at fortælle en god og troværdig journalistisk historie overser en række detaljer, der modsiger historiens kerne af troværdighed.

Med til historien hører også, at Nybros medfange, journalisten Rami Aysha, på flere punkter er uenig i Nybros beretning og at bogforlaget har valgt at karakterisere bogen som “en subjektiv beretning”. Altså som en slags new journalism – og dermed er vi igen tilbage i fiktionens og løgnehistoriernes regi.

Danmark Radio og diskursen om konflikten i Gaza

3. august 2014

I følge Danmarks Radios seneste opgørelse, så har den Israelske stats intervention i Gazaområdet indtil videre kostet omkring 1700 palæstinensere livet, ca. 9000 er blevet såret og et større, ukendt antal (anslået 280.000) er på flugt på Gazastriben. Der er blevet dræbt 65 israelere i samme periode, 63 af dem er soldater. En tredjedel af de dræbte palæstinensere var børn og unge.

Konflikten i Gaza er ikke kun en konflikt mellem den israelske stat og de statsløse palæstinensere på Gazastriben. Konflikten er også en ideologisk kamp. Det kom med al ønskelig tydelighed frem i går aftes i DR2s program Deadline (kl. 22.30), hvor man havde et interview med den norske læge Mads Gilbert, der de seneste tre uger har arbejdet på al-Shifa-hospitalet i Gaza. I et åbent brev til offentligheden har Gilbert kritiseret Israel for at gå målrettet mod kvinder og børn i angrebene og har appelleret direkte til præsident Obama om at komme til al-Shifa og tage tragedien i øjensyn (fordi det – i følge Gilbert – ville ændre verdens gang dernede…).

Det var den danske journalist Martin Krasnik, der var i studiet og interviewede Gilbert. Og det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at Krasnik forsøgte at fremstille Gilbert som en læge, der var ude i et politisk ærinde. Underforstået: At Gilbert ikke blev ved sin læst (og lappede de sårede sammen…), men politiserede og tog parti for terrororganisationen Hamas. Men interviewet tog en overraskende vending, fordi Gilbert afviste Krasniks forsøg på at sætte sig på talen om Gaza-konflikten. Det lykkedes – set herfra – for Gilbert at flytte problemet over på DR-journalisten, der blev udstillet som en eksponent for den amerikanskdominerede diskurs og ideologi om Gaza-konflikten. I et relativt kort øjeblik (set i det store mediesammenhæng….) blev det tydeligt, at Danmarks Radio med den i øvrigt seriøse Martin Krasnik i spidsen er mere end villige agenter for den herskende ideologi og amerikanernes definitionsmagt i Gaza-konflikten. Det er en øjenåbner af dimensioner – og man kan kun beklage, at mange flere såkaldte eksperter og journalister ikke går i Gilberts fodspor og udøver magtkritik af de herskende medier.

Gense udsendelsen her.

 

Tænketanke…

14. februar 2014

Jeg har undertiden forholdt mig til fænomenet tænketanke her i bloggen. Mest i form af kritik af den liberalistiske tænketank Cepos. Men der findes andre, fx Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea. Fælles for tænketankene er, at de arbejder ud fra et ideologisk grundlag. Cepos står på en nyliberalistisk fundament, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på et socialdemokratisk og Cevea på, hvad man forsigtigt kunne kalde et centrum-venstre-grundlag.

Og det er et velkendt fænomen, at repræsentanter for ikke mindst de to førstnævnte tænketanke ofte er i medierne som kommentatorer til tidens politisk-økonomiske forhold. Og det i et sådant omfang, at man som almindelig tv-seer og avislæser godt kan undre sig over, hvorfor de får så stor opmærksomhed som selvbestaltede eksperter?! Derfor var det med en vis forventning, jeg i går aftes satte mig til at se programmet Bag Borgen: De indflydelsesrige tænketanke på DR1. Vært var DR1s politiske journalist Ask Rostrup.

Nu var der en chance for at få kigget tænketankene lidt efter i sømmene og få svar på, hvorfor pokker de har tilranet sig så stor en betydning i medierne. Troede jeg. For faktisk var det skuffende, ja ligefrem beskæmmende, at se, hvor lidt journalist Rostrup fik ud af programmet. Fx fik vi ikke kastet lys over, hvem der faktisk er de økonomiske sponsorer bag Cepos. Vi fik kun at vide, at der var tale om donationer fra privatpersoner og firmaer, men ikke hvem. Vi fik oplyst, at partierne Venstre og Konservative, sammen med erhvervspersoner som Bent Fabricius Bjerre og Michael Laudrup havde været med til at søsætte den ideologiske tænketank, men de reelle økonomiske bagmænd kom ikke frem i lyset. Og journalist Rostrup gjorde end ikke tilløb til at grave i det. Til trods for, at der har cirkuleret rygter om, at fx Saxo Bank var en vigtig støtte. Det skreg så meget desto mere til himlen som direktøren for AE åbenhjertigt fortalte, at deres penge kom fra fagbevægelsen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor penǵene kommer fra, for pengedonationer forpligter. Man donerer kun penge, hvis man i en eller anden grad har en forventning om, at pengene går til et formål, man sympatiserer med.

I det hele taget stod det skralt til med den kritiske journalistik i det program. Rostrup var mest af alt mikrofonholder for de to direktører, der forståeligt nok fremførte deres respektive holdninger uden modstand. Ikke en eneste gang anholdt Rostrup nogle af påstandende, som fx da direktøren for Cepos – for gud ved hvilken gang – fremførte påstanden om, at det ikke ville have den store effekt, hvis man reducerede det offentlige med fx 10 milliarder.

Udsendelsen var et flop. Den kunne teoretiske set have været oplysende for seerne, den kunne have kastet lys over, hvordan den ideologiske kamp konkret bliver ført i disse år osv., men desværre forblev den en ukritisk bekræftelse af det billede, man i forvejen havde af tænketankene position i medielandskabet. Og den var endnu et søm til den kritiske journalistiks ligkiste.

Du kan se udsendelsen her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 1212345678910...Sidste »