Indlæg tagget med journalistik

Journalistikkens fremtid? Selvmord eller triumf?

25. marts 2009

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begÃ¥et en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier pÃ¥ nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro pÃ¥, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hÃ¥r – og at han tror pÃ¥ journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.


Imidlertid kan der være grund til at være bekymret pÃ¥ forfatterens vegne. For spørgsmÃ¥let, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…


Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe pÃ¥ med, nÃ¥r man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), sÃ¥ er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler pÃ¥, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken pÃ¥ den ene side og de nye webbaserede medier pÃ¥ den anden. Der er ogsÃ¥ tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger ogsÃ¥ en nedladenhed, en arrogant seen ned pÃ¥ de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer pÃ¥ nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og sÃ¥ videre.

Gennem disse citater fÃ¥r man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin stÃ¥r fast pÃ¥ journalistikkens klassiske idealer. Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ med al ønskelig tydelighed, nÃ¥r journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.


Men spørgsmÃ¥let er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder pÃ¥ meningsgyderi og nynarcissisme, sÃ¥ byder de ogsÃ¥ pÃ¥ megen velskreven og vidende journalistik. OgsÃ¥ journalistik, der overgÃ¥r, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dÃ¥rlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot pÃ¥ de sÃ¥kaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb pÃ¥ de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmÃ¥let er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?


Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret pÃ¥ en avis eller to. Med smÃ¥ pauser. Og vil fortsætte sÃ¥ længe jeg kan – og sÃ¥ længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, sÃ¥ er jeg ikke sikker pÃ¥, at den gammeldags avis vil bestÃ¥ i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, sÃ¥ tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere pÃ¥ gulvet…

Et DR-klokkefår: Adam Holm

23. januar 2009

Det kimer i klokker. Etiske klokker. DR-Dead-line-journalisten Adam Holm har fÃ¥et DRs interne etiske klokker til at bimle og bamle, fordi han har overtrÃ¥dt disse regler ved at publicere en kronik i dagbladet Politiken, hvor han – uden pÃ¥ forhÃ¥nd af have fÃ¥et lov at sin chef, Olav Skaaning Andersen (heri bestÃ¥r den egentlige klokkerene brøler) – tillader sig at diskutere ensidigheden i mediernes dækning af Gaza-konflikten.

Et eksempel. Efter at have diskuteret og problematiseret Israels motiver for at gÃ¥ ind i Gaza med voldsom styrke, skriver Holm: “Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres. De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mÃ¥l i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder! I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slÃ¥ det hen som legitim nødværge.”


Det interessante ved Holms kronik – i sammenligning med mange af de andre indlæg, der har været i debatten – er, at den tillader sig at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved de indgroede skemaer og fordomme, som vi tænker denne konflikt i. Fx venstrefløjens gamle trosætning om, at ‘et undertrykt folk altid har ret’. Eller visse borgerlige kommentatorers refleksive griben tilbage til jødernes tragiske historie. Ganske vist nævner Holm den ikke venstrefløjens trosætning ved navn, men det er denne tankegang, han sigter til i ovenstÃ¥ende citat.

Det kan godt være, at palæstinenserne er et lille undertrykt folk, og det kan godt være, at Hamas er blevet valgt ved et demokratisk valg – men berettiger det Hamas’ folk til at skyde raketter ind i den israelske civilbefolkning? Det kan godt være, at Israel har en stats ret til at forsvare sine borger – men berettiger det dem til at fare frem med stÃ¥ stor voldsomhed og tilsidesætte internationale konventioner m.m.? Det er den slags ubehagelig spørgsmÃ¥l, Holm rejser.

Holms kronik udmærker sig ved ikke sÃ¥ meget at tage parti for en af parterne som at stille spørgsmÃ¥l til de udenforstÃ¥endes – altsÃ¥ vores – tænkning og holdning til konflikten ud fra en formening om, at vi burde være de første til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, nÃ¥r det gælder om at holde mÃ¥let for øje: fred og sameksistens mellem to folk. Holm peger ogsÃ¥ pÃ¥ endemÃ¥let: en tostatsløsning. Uden at give noget forenklet bud pÃ¥, hvordan det nÃ¥s.


Men, for mig, er der ingen tvivl om, at det ville hjælpe gevaldigt på processen, hvis vi, de udenforstående, i stedet for blot at give vores sympati og anti-pati til kende, holdt fast i, at begge parter har en forpligtelse på at arbejde hen mod en fredelig løsning. Vi redder ikke et eneste menneskeliv, vi forhindrer ikke lidelsen, vi fjerner ikke de stadige angst ved blot at lufte vores sympati for den ene af parterne.


For min part, så vil jeg fremover holde min sympati for mig selv og forsøge at holde fast i dette perspektiv.


Lad bare klokkerne bimle og bamle i hovedet pÃ¥ Holms chef, den tidl. doping-ghostbuster m-m. Olav Skaaning Andersen. For det er en vigtig og relevant kronik, Holm har begÃ¥et. Formelt set er det i orden med en tjenstlig skideballe, men hvis jeg var chefen ville jeg nok være lidt tilfreds alligevel…

Døden i medierne…

20. januar 2009

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. PÃ¥ DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning pÃ¥ dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsÃ¥nd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnÃ¥ det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke fÃ¥ virkeligheden til at rykke nærmere pÃ¥ læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille mÃ¥ned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sÃ¥rede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det mÃ¥ være at opholde sin pÃ¥ et landomrÃ¥de, der er pÃ¥ størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel pÃ¥ diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstÃ¥ og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, sÃ¥ handler Politikens nye linje ikke sÃ¥ meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-sÃ¥-vil-og-skal-vi-ogsÃ¥-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere pÃ¥ en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i gÃ¥r var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død pÃ¥ stuegulvet. Den døde mand havde ligget sÃ¥dan i fem uger i sommervarmen. Og pÃ¥ afstand sÃ¥ man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der ogsÃ¥ gemmer pÃ¥ en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Apropos Dronningens nytårstale

2. januar 2009

Nej, dette indlæg skal slet ikke handle om Daisys nytårstale. Men traditionen tro overværede Fruen og jeg Dronningens tale til Folket. Ikke, fordi capac er royalist, for det er han ikke. Men sådan er traditionen her i casa, hvor Fruen godt kan lide det royale, og jeg går alligevel  til og fra køkkenet.
I gamle dage var denne tilbagevendende begivenhed ikke akkompagneret af – for ikke at sige: sovset ind i – journalistisk indledning og eftersnakkeri. Nu til dags kan Dronningens tale, der jo ellers udmærker sig ved at være velformuleret og klar, Ã¥benbart ikke stÃ¥ alene, men skal absolut give anledning til, at ikke bare Bo Reimer, men ogsÃ¥ to “eksperter”, skal kloge sig pÃ¥ hendes kongelige højheds bekostning. Med en attitude, der var Se & Hørs hofsnoge værdig, blev der tærsket langhalm pÃ¥ dronningens tale i form af “fortolkning” og “oversættelse”, sÃ¥ man skulle tro, at seeren havde behov for pædagogisk støttepædagogik for at fatte, hvad dronningen havde pÃ¥ hjerte…
For nylig sÃ¥ jeg et program i serien “Monopolets helte” om de gamle kendinge fra DR TV. Det var denne gang om Poul Jørgensen, som i mange Ã¥r stod for hæderlig og kompetent formidling af kongeligt stof. Og han kritiserede den nye tendens, fordi den gjorde selve indslaget til en biting. Og det er sÃ¥ sandt, som det er sagt. Den journalistiske indsovsnings analyseren og kommenteren berøver begivenheden dens betydning og gennemslagskraft. Det er journalistisk omklamring, der grænser til kvælning. Det er journalistisk over-kill. Og det er synd for Dronningen og for dem, der gerne vil høre og se det. Vi mÃ¥ hÃ¥be, at nogen sætter en stopper for den slags journalisme – ellers mÃ¥ vi jo boykotte den, hjemme i de smÃ¥ hjem…

Journalistisk “konsekvensrapportage” som skjult politisk budskab

13. december 2008

Jeg har skrevet det før, og gentager det gerne igen: Vi er inde i en kulturkamp, hvor de liberale-borgerlige magthavere og deres støtter i medierne bekæmper alt, hvad der kan forbindes med det symbolske “1968”, med de pÃ¥stÃ¥et venstredrejede halvfjerdsere, Socialdemokratiet, velfærdsstaten osv. Det foregÃ¥r med mere eller mindre spidsfindig retorik, der har til hensigt at forandre den ideologiske dagsorden og opbygge en alternativ “korrekt” politisk tankegang.


En af højrefløjens mere drevne skribenter – og en af denne blogs yndlingsaversioner – er Kastholm i Berlingske Tidende, som jævnlig fører sig frem i sin klumme “Læst og pÃ¥skrevet”. SÃ¥ledes ogsÃ¥ i dag, hvor det ideologiske felttog retter sig mod journalisterne pÃ¥ DR og – TV2. Den aktuelle anledning er tva-avisernes behandling af et nyt lovforslag, der vil fjerne det særlige børnetilskud til kvinder, som er blevet mødre ved kunstig befrugtning.


Kastholms kritik mod journalisterne er snedig. Han griber ikke til den gamle, fortærskede Erhard Jakobsenske model, hvor journalisterne blot udstilles som en flok røde lejesvende, der sidder pÃ¥ DR, Politiken og Gyldendal og styrer det danske Ã¥ndslivs politiske indhold. Næ, Kastholm, der jo selv tilhører standen, ved bedre. Han angriber selve den journalistiske metode, den sÃ¥kaldte “konsekvensrapportage”. Denne rapportageform gÃ¥r i sin enkelhed ud pÃ¥, at journalisterne forsøger at beskrive konsekvenserne af en beskemt begivenhed. Fx det omtalte lovforslag.


Først fremstiller Kastholm det nye lovforslag som en lillebitte justering i et kolossalt velfærdssystem (“en lillebitte beskæring af velfærdsstatens umÃ¥delige ydelser”). En justering, der burde erstattes af regulære nedskæringer, i følge Kastholm.


Dernæst fremstilles regeringen som ædle politikere, der blot vil borgerne deres eget bedste, nemlig “genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv”, som det sÃ¥ smukt hedder. Men den ædle politik hæmmes af de elektroniske medier og deres konsekvensrapportager. De to tv-kanaler skaber en storm i et glas vand, kan man forstÃ¥, ved at beskrive, hvilke konsekvenser det omtalte lovforslag fÃ¥r for de kvinder, der berøres af ændringen. Derved kommer den heroiske justering af velfærdsstatens “umÃ¥delige ydelser” til de “forkælede” danskere til at fremstÃ¥ som regulær ondskab. Og det er jo ikke meningen.


Og sÃ¥ sætter Kastholm diskret trumf pÃ¥: Og de elektroniske medier kommer derved til at tjene velfærdsstatsprojektet, der jo er “et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt”. Tableau. Ved af beskrive, hvorledes et lille lovforslag rammer enkelte mennesker som en objektiv vold, fx ved at lade udvalgte personer fortælle om følgerne af et sÃ¥dant lovforslag, sÃ¥ bliver journalisterne automatisk “røde lejesvende”, selv om de ikke selv ved det…


Med Kastholms ordvalg, sÃ¥ er medierne ikke “hovedÃ¥rsagen” til tingenes tilstand, men de er “medskyldige”. Konsekvensrapportagen er “det politiske budskab” og det lyder: “Hvor er I dog onde og uretfærdige, nÃ¥r I fjerner dette tilskud”.


Over for Kastholm snedige taktik mÃ¥ man blot spørge: Hvordan har Kastholm sÃ¥ tænkt sig, at journalistikken skulle omtale et sÃ¥dant lovforslag? Det ligger i kortene, at de elektroniske medier burde beskrive fjernelse af det pÃ¥gældende børnetilskud som et gode. Som en god handling, der kun har til hensigt, at gøre de ramte kvinder til “sunde og raske” borgere, der klarer sig selv – uden den onde stats subsidier. Det, Kastholm indirekte efterlyser, er i virkeligheden en kritikløs journalistik, der ikke fremstiller konflikter og modsætninger mellem borgerne og magthaverne. Lidt i stil med den form for journalistik, som man finder i diktatoriske stater som Nord-Korea eller Iran…

Men i et Ã¥bent samfund med demokratiske idealer bør journalistikken netop beskrive konsekvensen af magthavernes handlinger, selv om det ikke behager disse personer. Og en nÃ¥r en konsekvent beskrivelse fremstÃ¥r som en kritik, sÃ¥ er det ikke, fordi journalisterne pr. definition handler som “røde lejesvende”, men fordi den beskrevne politiske handling faktisk har negative konsekvenser for nogle mennesker i dette land.


Kastholms indlæg er et skoleeksempel pÃ¥, hvordan borgerlige skribenter forsøger at sætte en alternativ politisk korrekt dagsorden. I hvor høj grad det vil lykkes vil tiden vise…

The Gonzo Tapes – Hunter S. Thompson

11. december 2008

Den afdøde New Journalism-forfatter, syrehoved og meget mere Hunter S. Thompson, der stod model til Doonesburys tegneseriefigur Duke har posthumt fÃ¥et udgivet en fem-cd-boks med tanker og refleksioner, som blev indspillet i Ã¥rene 1965-1975. Optagelserne har ikke tidligere været udgivet, men har ligget pÃ¥ bÃ¥nd i kælderen i Thompsons hus i Woody Creek, Colorado. Boksættet rummer ogsÃ¥ en lille bog med sjældne fotos af hovedpersonen og illustrationer af ingen ringere end Ralph Steadman. En oplagt fødselsdagsgave for tilhængere af denne velskrivende galning…

En (politisk) misantrop taler ud…

8. november 2008

Man har ikke andre at stole pÃ¥ end sig selv og – hvis man er usædvanlig heldig – sin nærmeste familie og en enkelt ven‘. Nærværende citat stammer fra Claes Kastholms kommentar til Obama-valget og George W. Bush-eftermælet i dagens Berlinger. Udsagnet gælder den lære, man (som politiker) kan drage af mediernes dom over George W. Bushs regeringsperiode, der har efterladt ham som den mest upopulære præsident i mands mind. To udsigtsløse krige, et smadret økonomi, en finanskrise af dimensioner, en perspektivløs klimapolitik er blandt de “resultater”, som Bush giver videre til sin efterfølger. Men Kastholms udsagn gÃ¥r dybere endnu. Det gælder menneskeheden som sÃ¥dan. Hos Kastholm glider fornuftbundet skepsis over i grundfæstet misantropi.

Den aura af hÃ¥b, der har bredt sig omkring Barrack Obama og har afsat sig hos mange amerikanere – og ikke-amerikanerne – som en ny optimisme med hensyn til fremtiden  diagnosticeres som effekten af en politisk forførelse. Kastholm skriver:

Jeg kunne ønske, at en vaks dokumentarfilmmand lavede en sammenklipning af de nærbilleder af de henrykte masser i Chicago, vi sÃ¥ pÃ¥ CNN tirsdag nat, og de mange filmoptagelser der findes af Hitlers møder med de jublende masser i naziregimets første Ã¥r. Synet giver stof til eftertanke. Det er de samme ansigter, det samme henførte blik, de samme smil gennem tÃ¥rer. Man mÃ¥ selvfølgelig skelne mellem den bevægelse, man ser i ansigterne pÃ¥ sorte amerikanere, de har jo en ægte grund til at være bevægede, og de salighedstÃ¥rer, der strømmer fra alle mulige andre. Der er en hjemløs religiøs længsel pÃ¥ spil“.

Hér knækker filmen, hér springer kæden helt af for Kastholm. En sammenligning mellem de iscenesatte (Riefenstal!), jublende masser i den nazistiske selvfremstilling og -forherligelse og billederne af bevægede amerikanerne, der efter nogle tunge Ã¥r med Bush-administrationen omsider fÃ¥r grund til at hÃ¥be pÃ¥ en forandring handler først og fremmest om Kastholms eget kulsorte syn pÃ¥ politik og politikere i særdeles og mennesker i almenhed. Hvad religiøst skulle der være i, at almindelige amerikanerne – eller europæere – giver følelsesmæssigt udtryk for et hÃ¥b om en bedre fremtid? Om forandring til noget bedre?


Selv om man selvfølgelig kan være skeptisk med hensyn til Obamas muligheder for at skabe store og vedvarende forandringer i det amerikanske samfund, så betyder det ikke, at man skal lade håbet drukne i sort misantropi. Der var også mange, der ikke troede på, at Berlinmuren nogensinde ville forsvinde. Men det gjorde den så let som ingenting, fordi nogle mennesker havde et håb om noget bedre og andet end det bestående.

Nødvendigheden af spin

29. april 2008

Som sÃ¥ ofte lyttede jeg til P1-debat pÃ¥ vej fra arbejde ud pÃ¥ natten. Denne gang drejede det sig om fænomenet spin. Nærmere bestemt om de siddende regerings ansættelse af et hav af spin-doktorer til varetagelse af politikernes mediebehov. I debatten deltog Per Clausen fra Enhedslisten, der blandt andet har kritiseret statsministeren for at føre folketinget bag lyset med spin i sagen om Løkke Rasmussens “bilagsrod”. Og sÃ¥ deltog den fhv. spin-doktor for de konservative Niels Krause Kjær, som jeg tidligere har været efter i denne blog.

Der var specielt en ting, der faldt mig for brystet, og det var, at Krause Kjær igen og igen pointerede, at politikerne ikke kommer uden om spin-medarbejdere, fordi det aktuelle mediebillede er “sÃ¥ kaotisk” at politikerne ville være pÃ¥ herrens mark, hvis de ikke havde journalistiske hjælpere ved hÃ¥nden. PÃ¥standen blev gentaget sÃ¥ mange gange, at selv Per Clausen gik med pÃ¥ den.

Men jeg mener, at det er en påstand hevet ud af det blå. Et godt eksempel er vores integrationsminister Birthe Rønn Rasmussen, der har frabedt sig en spinner. Hun er et godt eksempel, fordi hun er en politiker, der tror på sine egne grundholdninger og politiske tankegods, og derfor kan hun godt begå sig den åh så kaotiske medieverden.
NÃ¥r spinneriet har fÃ¥et sÃ¥ stor en udbredelse hænger det sammen med, at det politiske i høj grad har tabt forbindelsen til det ideologiske. Mange politikere svæver og fluktuerer i forhold til folkeopinionens svingninger og har derfor – for at blive siddende! – brug for nogle journalistiske opspinnere, der kan sørge for, at de fÃ¥r sagt det mest opportune pÃ¥ det rigtige tidspunkt. Samtidig er spinneriet udtryk for, at journaliststanden har tilranet sig en central position i fortolkningen af den politiske virkelighed, som den ikke burde have.

Hvis politikerne besindede sig pÃ¥, hvad de faktisk stod for, holdningsmæssigt og ideologisk – i stedet for at blive grebet af forblændende magtbegær – sÃ¥ ville spinneriet blive reduceret til noget ubetydeligt. Krause Kjærs insisteren pÃ¥ spindoktorernes uundværlighed og forudsigelsen af, at der vil være endnu flere om ti Ã¥r, er, efter min mening, udtryk for en journalistisk selvovervurdering og -forherligelse, der er helt ude i hampen…

‘Snydeprogram’ til ledige

9. april 2008

Via vores mere eller mindre arbejdsledige medblogger Carsten – filoffen blandt bloggere – er jeg blevet gjort opmærk som en artikel i Politiken. Den drejer sig om arbejdsløsheden og de lediges pligt til at skrive fire jobansøgninger om ugen og logge sig ind pÃ¥ www.jobnet.dk en gang om ugen (hvis de ellers ønsker at modtage dagpenge). Som tidligere omtalt har en mand, Søren W. Rasmussen, udfærdiget et program, der automatisk kan sørge for, at man husker at logge pÃ¥ hver uge og fÃ¥r sendt fire standardiserede ansøgninger om job. Indtil videre har 42.000 været inde pÃ¥ Rasmussens side og hente programmet. SÃ¥ det mÃ¥ siges at være en succes.
Så vidt, så godt.
Artiklens overskrift (rubrik) lyder: “Snydeprogram til ledige har stor succes”. At tale om snydeprogram mÃ¥ siges at være udtryk for tendentiøs journalistik. Der er pÃ¥ ingen mÃ¥de tale om snyd. Blot om forenkling. De afsendte ansøgninger er, som Rasmussen understreger, bindende. Og reagerer en arbejdsgiver pÃ¥ en sÃ¥dan ansøgning, skal man som ledig møde op til jobsamtale. Det kan heller ikke siges at være snyd, at man anvender moderne teknologi til at aktivere sit cv pÃ¥ www.jobnet.dk. Der findes et hav af tilsvarende programmer, der sørger for at holde en underrettet om, hvornÃ¥r man skal hvad og hvor. Elektroniske kalendere osv.
Det uheldige ved overskriften er, at den kæler for den indgroede fordom, som ogsÃ¥ regeringen plejer, nemlig, at ledige i bund og grund er en flok dovne labaner, der ikke ønsker at arbejde og derfor skal holdes til ilden hele tiden med mere eller mindre meningsløse aktiviteter – kaldet aktivering.
SÃ¥ længe beskæftigelsesministeren farer frem med absurde krav til de ledige, sÃ¥ er det pÃ¥ sin plads, at andre bruger deres sunde fornuft og hjælper de ledige med en praktisk løsning pÃ¥ de absurde problemer. HK har – som man kan se pÃ¥ deres hjemmeside – bakket helt op om programmet.
Nu venter vi bare pÃ¥, at arbejdsløsheden vil stige brat igen (de første økonomiske tegn har allerede meldt sig…). SÃ¥ vil arbejdsgivere drukne i automatiserede ansøgninger, og absurditeten stÃ¥ klar for enhver, der kan Ã¥bne øjnene…
Andre indlæg om emnet: klik på kategorien aktivering og scroll ned.

Politiske kommentatorer

26. marts 2008

Jeg havde netop lejlighed til at se programmet “Debatten” pÃ¥ DR1. Debatten drejede sig om oppositionen – repræsenteret af SFs Villy Søvndal, Det Radikale Venstres Margrete Vestager, Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen og Enhedslistens Frank Aaen – og den parlamentariske situation, der er opstÃ¥et som følge af SFs markante fremgang. Vil en samling af oppositionen være mulig? Og hvad betyder Villy Søvndals markante udmeldinger om islamisk fundamentalisme og udemokratiske bevægelser i den sammenhæng? Osv.
Med i udsendelsen var – selvfølgelig – en journalistisk ordstyrer og sÃ¥ Niels Krause Kjær, journalist og forfatter fra Syddansk Universitet. Sidstnævnte havde en slags rolle som “oversætter” og “fortolker” af politikernes argumentation. Krause Kjærs kvalifikationer ufortalt, sÃ¥ er hans rolle et symtom pÃ¥ den grasserende spinificering af det politiske. Politikernes ord kan Ã¥benbart ikke længere stÃ¥ alene. De skal tygges igennem af en spinner og som søbemad lempes ind i vælgerne. Jeg mener, at denne spinificering er en trussel mod demokratiet. Dels giver politikerne en aura af uforstÃ¥elighed og mistænkelighed. Man kan ikke rigtig have tiltro til, hvad politikerne siger. Ja, værre endnu: De ved ikke, hvad de siger. Derfor er det nødvendigt at oversætte og fortolke, hvad der kommer fra deres læber. Dels er dette journalistiske op-spin nedladende over for vælgerne. “NÃ¥, I tror, I ved, hvad politikerne snakker om?! Næ, nu skal I høre her. Sagen er… osv.”. MÃ¥ vi sÃ¥ blive fri!