Indlæg tagget med journalistik

Fjendebillede: Al-Quada

5. februar 2008

I den forgangne uge var der en nyhed fremme i medierne, som gjorde indtryk på undertegnede. Det forlød, at Al-Quada-sympatisanter havde brugt to kvinder med Downs Syndrom som selvmordsbombere. Til historien hører også, at bomberne, der forårsagede voldsomme ødelæggelser, blev udløst af bagmænd – der befandt sig på sikker distance. Min tanke var straks: Hvor nedrig kan man være? Hvor ondt kan mennesket være?
Og det var måske også det budskab, der skulle sendes ud i verdenssamfundet. For medens jeg så småt overvejede at skrive et harmdirrende indlæg til min blog, så var der et eller andet der skurrede i mine ører eller nagede mit sind. Kunne der være tale om et propagandatrip – et lige så nedrigt og ondskabsfuldt taktisk pus? Ville Al-Quada-krigerne ikke kunne gennemskue, hvilken effekt sådan en handling ville få i offentligheden? Og så videre. Mistanken blev bekræftet, da jeg hørte journalist Lars Møller Rasmussen – på DRs Orientering – stille og roligt demontere troværdigheden af denne grimme nyhed. Her blev der skabt fundamental tvivl om rigtigheden af nyheden, og meget pegede på, at nyheden skulle være en brik i det nye billede af Irak-situationen, som den amerikanske administration ønsker at skabe: At det går fremad for amerikanerne og at modstanderne er på tilbagetog. Lyt selv.
Endnu engang må man erkende, at medierne – i hvert fald de hurtige nyhedsmedier – er blevet et gidsel i den moderne krigsførelse. Og det er klogt at være skeptisk og afvente eftertankens arbejde.

Leif Blædel, journalist – 85 år

5. februar 2008

Hjernen skrumper ind med alderen. Cirka 10%. Det er en uundgåelig udvikling. Kroppens almindelige forfald. Men det betyder ikke, at hjernen bliver ringere til det, den skal foretage sig. Tænke. Man kan fortsat tænke skarpt, klogt, kritisk osv. Man skal blot holde den i gang. Det er vigtigt. Den bliver lidt langsommere, men ellers kan den være med. Oven i købet med livets erfaring som ballast.
Et godt eksempel på en ældre hjerne, der fungerer upåklageligt, er Leif Blædels. Jeg har tidligere lovprist denne uortodokse, snusfornuftige – i positiv forstand – journalist, der altid har et skarpt blik for tidens politiske korrektheder og “sandheder”, og aldrig går af vejen for at stille ubehagelige spørgsmål eller tale myndigheder og beslutningstagere midt imod. Så sent som i denne forgangne weekend havde han en længere læseværdig artikel om en gammel bog og dens mulige betydning for nutiden. Blædel skriver for Weekendavisen og er en af grundene til, at man kan læse denne på mange måder forudsigelige, borgerlige avis, der i sit voliere rummer flere forstokkede, ideologisk forblændede journalister, men altså også en klarttænkende enegænger som Blædel (plus et par andre læseværdige skribenter). Stort til lykke til Leif. Håber han fortsætter til pennen falder ud af hånden på ham.

Biografi om Hunter S. Thompson

17. november 2007

Det siger næsten sig selv, at Gonzo-journalisten over alle gonzo-journalister, Hunter S. Thompson ikke kunne undgå at blive biograferet. Med det liv…
Jann S. Wnner og Corey Seymour har forsøgt at udrede trådene i mandens liv og skuespilleren Johnny Depp, der har portrætteret manden på film, har skrevet et forord. Bogen anmeldes – overvejende positivt – flere steder på nettet, blandt andet af L. A. Times.

Tåkrummende

14. november 2007

Valgresultatet? Ikke just overraskende. Og de eneste sejrherrer må siges at være Socialistisk Folkeparti, der med sin fordobling af stemmerne for alvor gør sig fortjent til betegnelsen folkeparti. Til lykke til SF’erne.
DR1 valgdækning var decideret pinlig og afslørede den politiske journalistiks deroute til underholdning på niveau med Billed-Bladet og Se & Hør. Bo Reimar var i hopla, en fisk i vandet, en ål i mudder, i et studiet, der med sin mangfoldighed af kulørte målinger lignede en nyere udgave af Palles Tivoli, dog uden dennes folkelige munterhed; men ellers bød aftenen på spændingsdræbende malkning af den mindste statistiske information, der løb ind fra første sekund. Heldigvis holdt de fleste politikere sig for gode til at kommentere foreløbighederne til langt ud på aftenen. Ellers ville ikke have været til at bære.
Man skal lede længe efter magen til paparazzi-lignende, nedgørende, snagende journalistik. Der gik Bodil Cath i det. Tænk sig, at man kan sætte en journalist til at bruge det meste af en aften på at opspore, hvor Anders Fogh Rasmussen spiser sin aftensmad eller til at stå og fryse på en villavej sammen med Pia Kjærsgaards lille hund. Man græmmes.

Missil-Jens Rohde er fyret

14. november 2007

Ikke just overraskende: TV2 Radios direktør Jens “Missil” Rohde er blevet fyret som direktør for TV2 Radio på grund af “spion”-sagen i Ekstrabladet. Han fik jo en kraftig advarsel sidst har trådte i spinaten ved at kommentere Helle Thorning Schmidts lederevener. Mon ikke Jens skal holde sig til politik…

Exit Ralf Pittelkow

11. november 2007

Først var der en, så var der to og nu tre… Tante Berlinger kan i dag fortælle, at også socialministerens mand Ralf Pittelkow er blevet “afsat” som valgkommentator på TV2. Er der tale om et opgør med den journalistiske “bananrepublik” eller vender de spinpolitiske virrehoveder tilbage efter valget? Vi følger udviklingen nøje….

Missil-Jens Rohde ser “spioner”

10. november 2007

Med usvigelig sikkerhed bliver valgkampen gradvist mere beskidt som dead-line nærmer sig, og det giver anledning til mere eller mindre underholdende indslag. I dag kan man læse om TV2-Radioens direktør Jens Rohde, der er blevet sendt i skammekrogen af sin overordnede efter at være blevet afsløret som kilde til Ekstra-Bladets “sensationelle” historie om socialdemokraten Henrik Sass Larsens påståede “spionage” mod sit eget parti til fordel for Venstre under sidste valgkamp. Vi har i denne blog flere gange kommenteret det forhold, at journalister – inden for disciplinen “spin” – har umådeligt svært ved at skelne mellem rollen som troværdig, uafhængig journalistisk kommentator og så rollen som politiker eller politisk medaktør. Og nu får vi så oven i købet en mediedirektør, der heller ikke kan holde styr på sit politiske instinkt. Så vidt jeg husker er det ikke første gang det tidlige folketingsmedlem for Venstre har trådt i den politiske spinat (nemlig, da han som relativt nyudnævnt direktør luftede sin tvivl om Helle Thorning Schmidts lederevner). Måske keder Jens Rhode sig i sin nuværende stilling, for der er som bekendt ikke megen gang i biksen.
Nu kan man så bare vente på, at det næste politiske missil fra Rohde vender tilbage og rammer ham i nakken. Tilsyneladende slipper han med en reprimande denne gang. Er det acceptabelt med en mediedirektør, der så åbenlyst blander sig i politik? Var der nogen der sagde “medie-bananrepublik”?
Samtidig må man sige, at “episoden” er et symptom på, at partiet Venstre er trængt i denne valgkamp.

Politisk hyperbol

1. november 2007

Capac-bloggen skal ikke handle ret meget om det forestående folketingsvalg. Eller sagt på en anden måde: Vi vil kun beskæftige os med de mere underholdende indslag i den såkaldte valgkamp. Fx Paula Larrains indtog i de Konservastive, og de følger det får.
I går var der to hændelser af underholdende værdi. Dels havde Se & Hørs chefredaktør og tv-kommentator på begge kanaler, Henrik Qvortrup, købt sig til en “afsløring” af Ny Alliances formand Naser Khader. Han skulle angiveligt have betalt for “sort arbejde” i forbindelse med arbejdet på en port ved Khaders hjem. Kilden var en anonym håndværker, der blev betalt op mod 7.000 kr. af Qvortrups blad for historien. Siden er det blevet dokumenteret, at såvel Khader som arbejdsgiveren har orden i papirerne. Og Qvortrup har mistet sit job som valgkommentator på TV2. Man kan vel sige, at Qvortrup har skudt sig selv i foden. Hvem kan tage en journalist, der bryder den uskrevne regel om, at informationer skal bygge på mindst to uafhængige kilder, alvorlig? Hvem vil ikke levere en saftig opdigtet historie – anonymt – for 7000 kr.? Det er jo penge lige ned i foret.
Det andet mediescoop var Villy Søvndals usandhed, som blev fyret af i går aftes i SFs præsentation på DR1. Villy Søvndal kom for skade at sige, at han selv havde besøgt 20 plejehjem og sygehuse – og bevidnet, at det stod ilde til med standarden under Fogh-regeringen. Eller noget i den retning. I pressen er det blevet tolket som et spørgsmål om “troværdighed” (og medierne skulle snakke!) og “løgn”. Måske skulle d’herrer og d’damer journalister lige spise brød til. I retorikken har man et begreb, der hedder hyperbol, dvs. en sproglig overdrivelse. Fx er der tale om en hyperbol, hvis jeg siger til min datter: Nu er det for 117. gang, jeg siger til dig, at du skal sørge for at hænge dit håndklæde op på knagen efter badet. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg faktisk har sagt det 117 gange. Men den slags sproglige finurligheder har journalister det svært med…

Journalistikkens hyperrealitet: Fra Nybroe til Larrain

31. oktober 2007

På Center for vild analyse har man også kastet sig over fænomenet Paula Larrain og diverterer med en interessant psykoanalytisk inspireret analyse af konflikten mellem Paula Larrains kendis-kandidatur og opponenten Helle Sjelle, der mener, at det gælder om selv at bidrage med noget. Begge har et problem med den demokratiske repræsentation. Paula mener, at det er nok at være kendt, Helle, at det er nok at bidrage. Men hvor er det repræsenterede? I det repræsentative demokrati repræsenterer man jo nogen. Man er “folkevalgt” og repræsenterer – formelt set i hvert fald – “folket” eller “folk”. Men det synes ikke at bekymre de to damer.
Nu er det ikke første gang, vi i denne blog har behandlet journalisternes problem med repræsentationen. For et stykke tid siden omtalte vi tv-journalisten Jeppe Nybroe, der fik ørerne i maskinen, fordi han tog let på repræsentationen af “virkeligheden” ved at pynte med lånte granatknald. Han opdigtede med andre ord.
Man kunne udkaste den teori, at det, vi er vidne til med Nybroe og Larrain, er journalistikkens bevægelse i retning af en Baudrillards hyperrealitet. En realitet, hvor tegnenes henvisning til andet end sig selv bliver mere og mere ligegyldig. Forestillinger som “troværdighed” og “objektivitet” spiller en mindre og mindre rolle, og det er kun public-service-institutionen DR som seriøsitetens sidste bastion i tv-mediernes række, der endnu – for en tid – kan forfægte “troværdigheden” som et journalistisk ideal. I den journalistiske hyperrealitet er repræsentationen sat på spil – i enhver betydning af dette udtryk.
Man kunne se den lethed, hvormed Larrain har bevæget sig fra speakerrollen over TV2 bonede dansegulve til det Konservative Folkepartis mediebårne kandidatur, som et godt argument for sådan en tanke.

Journalist med slag i

12. september 2007

Jens Blauenfeldt viser et maleri frem...

»Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt af«.

Der skal ikke være tvivl om det: DRs journalister er fremme i skoene. Først havde vi sagen om tv-skærmtrolden, Jeppe Nybroe, der tog den journalistiske fiktion lidt for alvorlig og derfor fik en fratrædelsesordning; så var der Kim Bilsøe Lassen, der lod en britisk, islamisk fundamentalist fremføre sin propaganda ganske uimodsagt, og nu er der så den sympatiske Jens Blauenfeldt, kendt fra det underholdende snageprogram “Kender du typen?”, der i Aftenshowet, hvor han er vært, glemte den gamle sandhed om, at man skal tænke for man taler, også selv om man siger, hvad man tænker. Udtalelsen, der kom i anledning af årsdagen for angrebet på tvillingetårnene i New York, er i strid med DRs regler for, hvad en medarbejder må sige. Det er i øvrigt en tendens på DR, at man udtrykker noget, man ikke mener. Jeg tænker selvfølgelig på DR-direktørens støtte-t-shirt for Ungdomshuset.
Selv undskylder Jens Blauenfeldt og tilføjer: “Nu, hvor jeg ser mine egne ord på tryk, kan jeg godt se, at de kan tolkes politisk. Det var under ingen omstændigheder min mening, og det er jeg ked af og beklage”. Vi takker for udlægningen. Slip of the Tongue.

Opdatering 13/9: Blauenfeldts fortalelse er – ikke overraskende – blevet et indslag på YouTube

DR fyrer

12. september 2007

Måtte have den tykke fleecetrøje på til morgen, da Gravhunden skulle luftes i Pindemarken. Bladenes farveeksplosion på træerne taler sit tydelig sprog: efteråret og fyringsssæsonen er over os. Smukt er det, men også koldt. Og det ved man åbenbart på DR, for her er man begyndt at fyre. For i dag fyrer man 60 personer – og fjerner ialt 160 stillinger. Nogle journalister er gået hjem. Overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, men såre forståeligt.

Undren

12. september 2007

Kim Bilsøe Lassen – ugens journalistiske yndlingsaversion – kunne næsten ikke få ordene vendt rigtigt i munden for at fortælle om den “store” regeringsrokade, der gav anledning til ekstra-tv-aviser. En rokade, der er en politisk botox-indsprøjning uden den store praktiske betydning, hvilket SFs formand Villy Søvdahl også allerede har slået fast. Imedens sad jeg og ventede for at høre mere om situationen i Indien. For på tekst-tv havde jeg læst, at Indien er ramt af de værste oversvømmelser i mange år, 2000 (!) landsbyer er forsvundet under vand og 3,5 millioner mennesker (!) har mistet deres hjem. Ialt er 10 millioner mennesker i Assam-delstaten ramt af oversvømmelserne. Det er mere end en tredjedel af statens indbyggere. Men nej. Journalisterne har deres egne prioriteringer.

Jeppe Nybroe – en rigtig journalist

2. september 2007

Det var den nu afdøde franske sociolog og betydningsforsker Jean Baudrillard, der med vanlig sans for provokationens noble kunstart hævdede at Golf-krigen aldrig havde fundet sted – altså bortset fra i mediernes såkaldte hyperrealitet.

Baudrillards tanke vakte røre i brede kredse, akademiske og journalistiske heriblandt, men egentlig var hans fortjeneste blot at radikalisere en almindelig kendsgerning: At al journalistik i bund og grund er iscenesættelserfiktioner med andre ord. Men, vel at mærke, fiktioner, der lever højt på, at vi – læserne, lytterne og seerne – tror på, at fiktionerne et eller anden sted rummer lidt af den såkaldte virkelighed. At tv-journalistikken afspejler virkeligheden, som man siger. Og denne illusion må ikke brydes.
Den danske stjerne-tv-vært Jeppe Nybroe fra DR har som bekendt gjort sig skyldig i at bryde denne illusion ved at levere den rene fiktion til aftensmaden. Derfor er anklagen mod ham, at han har “skadet DRs troværdighed”, som det hedder. Man kunne gå et skridt videre og sige: tv-journalistikken i det hele taget. Og nu viser det sig så, at det muligvis ikke er første gang. Landets aviser ( fx her og her) skriver, at manden har manipuleret med nogle eksplosioner, hvis lyde han har genbrugt i andre sammenhænge. Sikkert for at skabe lidt dramatik omkring indslagene. En mediekommentator foreslår så, at alle Nybros indslag ses efter i sømmene, og måske vil det så vise sig, at Nybroe slet ikke har været i Irak, men måske har optaget sine film på Amager Strand eller en anden nærliggende lokalitet…
Det er nok ikke sandsynligt, at Jeppe Nybroe kan fortsætte sin vellønnede karriere i TV-Avisen, måske må han tage til takke med et journalistisk underholdningsprogram, hvor indholdet alligevel ikke betyder så meget, eller blive dansepartner i Danse-Grand-Prix. En flot fyr er han jo.
Jeppe Nybroe er – eller skal man skrive: var? – en rigtig journalist. Han iscenesatte sine journalistiske historier med en digters fantasi – og begik den fejl at blive afsløret. Det er langt fra første gang den journalistiske løgn således er blevet stillet til skue, og hver gang har det medført stort ståhej. Men efter nogen tid er den skrøbelige “troværdighed” blevet retableret.
Det interessante ved sagen er vel, at Nybroes såkaldte manipulationer vel ikke anfægtede rigtigheden af de informationer, han videregav. For eksempel at de danske besættelsestropper forlod Irak. At han befandt sig et andet sted og på et andet tidspunkt, end han foregøglede os, ændrer ikke ved dette faktum.
Måske er det Nybroes fortjeneste – ufrivilligt – at have peget på, at digtekunsten er den naive realistiske journalistik fuldstændig overlegen. Og at digtekunsten måske er bedre egnet til at fortælle os noget om virkeligheden og sandheden…

Jeppe Nybroe har også fået sin egen wiki.

Opdatering: Bo gjorde opmærksom på det, og vi vil – helt uden at hovere eller noget – bare sige, at det tænkte vi jo nok – ovenfor…

Opdatering: Jeppe Nybroe er blevet gjort til grin på YouTube via en række videoer. Fiktionerne ruller… Læs også Uffes kommentar her.

Rigtig og urigtig journalistik

15. august 2007

For en del år siden læste capac på Danmarks Journalisthøjskole for at erhverve sig Den journalistiske tillægsuddannelse. Og jeg kan huske, at vi brugt en hel del tid på at diskutere, hvad en nyhed kunne tænkes at være – og hvad nyhedsjournalistik og anden journalistik var. Og jeg kan sige så meget, at det ikke var så enkelt, som det umiddelbart kan tage sig ud. Der kan opstilles mange kriterier.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg i automobilet overhørte en diskussion mellem David Trads – der er chefredaktør på en gratisavis, der har nyheden helt fremme i sit navn – og Mette Borch – der er tidl. chefredaktør på Jyske Vestkysten, nuværende pro-rektor ved århus Universitet m.m. Det drejede sig om Guldbrandsens dokumentarfilm om Irak-krigen, der i dag er blevet renset for anklager om journalistisk uvederhæftighed.

I den forbindelse fremførte David Trads en definition på journalistik, som fik mange ting til at falde på plads for mig, blandt andet vedrørende den avis, han er chefredaktør for. Han sagde nogenlunde sådan: Det er meget enkelt. Enten er det rigtigt eller også er det ikke rigtigt. Med et så forenklet syn på journalistik, kan jeg godt forstå, hvorfor avisen Dagen ikke blev nogen succes, og hvorfor Trads’ avis har haft svært ved at forholde sig nuanceret til Guldbrandsens kritiske film om Irak-krigen og…fortsæt selv.

Gårsdagens antikvariske: Susan Lenox

27. juli 2007

David Graham Phillips: Susan Lenox. Gyldendalske Boghandel. 1933. 3. oplag. Oversat fra amerikansk “Susan Lennox, her Fall and Rise” af O. C. Molbech. Fineste stand. Halvlæderindbundet på Ringgive Andersens Bogbinderi i Esbjerg (!). 601 sider. Købt hos en lokal antikvarboghandler. Billigt.

Tak til bibliotekar Susanne Balslev for tippet:

Pissoir-bogen havde jeg i forvejen og Kaviar-bogen var et hit i min ungdom…

David Graham Phillips blev født i 1887 og ernærede sig som journalist og reporter. I 1902 udsendte han romanen The Great God Success, der solgte så godt, at han kunne leve af royalities og freelance-journalistik. Han var en ferm journalist, og i 1906 fik han publiceret en artikel med titlen “The Treason of the Senate” i det fine magasin Cosmopolitan. I artiklen afslørede han, hvordan kampagnebidragydere blev begunstiget af medlemmer af det amerikanske senat. Artiklen medførte en større skandale og var med til at indføre “the 17. Amendment”, hvori reglerne for valg af senatorer præciseres.

Artiklen var med til at give Phillips et ry som muckraker, dvs. en journalist, der har specialiseret sig i at undersøge og skrive om korruption. Han var altså en forløber for folk som Ralph Nader og Hunter S. Thompson, og det kom til at koste ham livet, idet en sindsforvirret læser skød ham i januar 1911. Mordet har i øvrigt været genstand for en anden roman, Daniel D. Victors “The Seventh Bullet”, hvori selveste Sherlock Holmes får lov til at undersøge sagen… Måske man skulle opspore den.
Romanen om Susan Lennox og andre af Phillips’ romaner kan i øvrigt downloades i tekstversioner fra Gutenberg-projektet (her). De fleste kan også lånes via bibliotek.dk. Mig bekendt er Susan Lennox den eneste af Phillips romaner, som er oversat til dansk.

Som indledningsbilledet afslører blev bogen omsat til film i 1931 med Greta Garbo og Clark Gable i hovedrollerne. Instruktøren var Robert Z. Leonard, der har et hav af film på samvittigheden. Læs også Channel4s saftige beskrivelse af filmen her.