Indlæg tagget med journalistik

Benægtelse af holocaust – ang. Erik Haaest

18. juli 2007

Skal det være tilladt at benægte, at holocaust har fundet sted? At millioner af mennesker – jøder, homoseksuelle, sigøjnere m.fl. – endte deres liv i udryddelseslejrenes krematorier i hitlerismens tid? Debatten går rundt omkring i Europa, hvor holocaustbenægtelsen er blevet en slags bevægelse. Og en flig af debatten finder vi i dagens avis, hvor tildelingen af et arbejdslegat til forfatteren Erik Haaest har afstedkommet voldsom kritik af legatuddeleren, Kunstrådet. Journalisten Poul Schmidt har bedt om aktindsigt i legatbegrundelsen og mener, at det er kritisabelt, at Kunstrådet giver skattekroner til en aktivist for holocaustbenægterbevægelsen.

Niels Brunse, der er en kendt oversætter og har siddet i udvalget, afviser, at Haaests velkendte holdninger skulle have nogen betydning og udtaler: “det er ikke vores opgave at tage politisk stilling. Det projekt, han ansøgte om støtte til, var godt”. Hvad skulle vi dog opnå ved at forbyde folk at ytre den slags absurde påstande andet end at fortrænge ondskabsfulde tanker og holdninger fra det offentlige rum, men ikke at fjerne dem? De vil fortsat være der i hovedet på disse forvirrede mennesker? Kan vi ved forbud forhindre ondskaben i at eksistere? Nej. Lad folk sige, hvad de mener, tror og tænker, så vi kan imødegå deres uforgribelige meninger med kritik, oplysning og – ikke mindst – latter(liggørelse).

PS. Erik Haaest spillede en ret stor rolle i capacs ungdom, hvor han udgav nogle af de få blade, der beskæftigede sig med tidens pigtrådsmusik. Det var blade som Beat, Hit og – ikke mindst – Børge. Siden har Erik Haaest slået sine folder på, hvad man kunne kalde journalistikkens overdrev. Se herom på hans egen hjemmeside.

Forbrydelse og etnicitet – en replik

14. juli 2007

Dansker med indvandrerbaggrund

For snart længe siden, læste jeg i en avis (sikkert den lokale), om det aarhusianske politis forsigtige omgang med statistikker, der kunne afsløre, at mennesker “med indvandrerbaggrund”, som det hedder i pressesprog, er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. Siden har jeg set flere sådanne statistikker, der bekræfter denne overrepræsentation. Hos Ulla Nørtoft Thomsen (artiklen Clueless) kan man læse en debat om mediernes sløring – lad os sige det på den måde – af den side af kriminaliteten med udgangspunkt i en aktuel voldtægtssag. Som jeg fremhæver i en kort kommentar, så er det ikke mit indtryk, at aviser og andre medier generelt fortier forbrydernes etniske eller kulturelle baggrund. Snarere tværtimod.
Jeg har ikke noget at indvende imod, at medierne bringer sådanne oplysninger for en dag. Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvad vi skal bruge oplysningerne – både de statistiske og de faktuelle – til? Efter min mening tegner sådanne oplysninger endnu et forstemmende billede af det danske samfunds utilstrækkelige evne og vilje til at rumme mennesker, der kommer fra en anden kulturel kontekst.

Kriminalitetsstatistikkerne er ikke meget bevendt i sig selv. De bør sammenholdes med andre statistiske oplysninger om sociale forhold, uddannelse, familieforhold erhvervsmuligheder osv. Kriminalitetstatistikkerne må sætte i relief, hvis man vil forstå, hvorfor der er en statistisk slagside. Ellers puster man blot til fremmedfjendtlighedens flamme, der brænder så let…

DR-Skandalen: At rette smed for bager

22. juni 2007

“Hvis alle betalte deres licens, behøvede DR ikke fyre én eneste medarbejder”. Nyheden, der her citeres fra DR Nyhederne, har cirkuleret de sidste par dage i medierne, efter at tidsskriftet Samvirke har lavet en beregning af, hvor mange licens-snydere der findes. Overskriften lyder: Sortseere koster fyringer. En tendentiøs journalistisk vinkling må man nok sige, idet den jo gør de anslået 300.000 sortseerne til syndebukke for regeringens katastrofale kulturpolitik på området. Selvfølgelig ville det være godt, hvis licensbetalingen kom i orden for snydernes vedkommende (samtidig med at man kunne give rabat til pensionister, studerende, ledige, bistandsklienter osv.). Men det skulle være sket for mange år siden. Og det har intet med DRs aktuelle krise at gøre!
Med den slags journalistiske vinklinger retter man smed for bager. Journalisterne forvrænger ganske enkelt virkeligheden med den slags dumsmarte historier. Ret skytset mod den konservative kulturminister og regeringen, der mener, at licensbetalerne ikke skal betale mere, så nedskæringerne kunne undgås, men åbenbart accepterer, at samme licensbetalere får meget mindre kvalitet for de samme licensmidler…

Kvalitetsreformer…

21. juni 2007

Capac tror, at det er symptomatisk, at regeringen har benævnt sit projekt for det offentlige en “kvalitetsreform”. Der tales om kvalitet, fordi det er det, der mangler. Det forholder sig lige som, når landbrugets repræsentanter taler om dyrevelfærd og laver regler for samme: Det sker, når den ikke længere er en realitet. Spørgsmålet er så, om regeringen og dens støtter er i stand til at levere kvalitet. Jeg tvivler. Læs mere »

Dum af fjernsyn – og avislæsning

8. maj 2007


Tanten fodrer os med nyheden: Små og store børn bliver dumme af fjernsyn. Ikke, at det i sig selv er overraskende, at tossekassen kan gøre nogen dum med det udbud, der tilbydes. Hvis man var overladt til det medie alene, så var man ilde stedt, hvad enten man er barn eller voksen, bor i århus eller på Ny Guinea.
Det mest “overraskende” ved artiklen er vel, at den er endnu et eksempel på tankeløs journalistisk, der blot videreformidler en “nyhed” ukritisk. ‘Ny amerikansk forskning viser…” – jamen, så må det vel stå til troende, ikke sandt? Og når det så er trykt i et perifert tidsskrift med titlen “Journal of the American Medical Association’s Archives of Pediatrics and Adolescent Medicine”, ja, så er der da ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved noget eller fx nærlæse artiklen grundig… Vel? Det er der nok heller ikke tid til, for der er sikkert andre “nyheder” af samme slags som blot skal videreekspederes til de informationshungrende læsere.

Ungeren, de unge og medierne

16. marts 2007

Demokrati indebærer dialog, skrev Klaus Rifbjerg forleden. Og journalist Lisbeth Knudsen fortsætter ud af samme tangent: “Hvor er de indsigtsfulde artikler og tv-indslag om, hvad der sker i ungdomsmiljøet lige nu efter nedrivningen af Ungdomshuset på Nørrebro? Hvor er den kritiske afdækning af anholdelserne og retsbehandlingen af de mange sager mod de unge på Nørrebro? De gamle medier har ikke et brugbart kildenet blandt de unge. De taler alene om de unge, men ikke med de unge. Det er på internettet det interessante foregår, hvis man vil følge ungdomsmiljøerne…”. Læs videre på Lisbeths blog: her.

Mikael Rothstein – og mistænkeliggørelsens retorik

12. marts 2007


Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette årti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fået en klagesag på halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” består i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gå ind på indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet består i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, når han åbner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf på: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif består i at insinuere, at Mikael Rothstein på en eller anden måde bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) står i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. Altså med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgå i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel på, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gå i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter på universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.

Tendentiøs journalistik – i DR

26. februar 2007

Tidligt i morges så jeg en overskrift på DR tekst-tv, som vækkede min nysgerrighed: “Hver femte ledig vil ikke arbejde”. Men artiklen var ikke af finde i oversigten, så jeg gik på nettet og fandt ganske rigtig artiklen på DR Nyhedernes side.

I artiklen refereres en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) således, at “hver femte ledige ikke ønsker at arbejde, selv om hun eller han hverken har psykiske eller sociale problemer”. Som forventeligt er Dansk Arbejdsgiverforening “rystet” over det påståede forskningsresultat, og som forventeligt ser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen undersøgelsen som værende en trussel mod dagpengesystemet.

Men, hvis man ulejliger sig til Socialforskningsinstituttets hjemmeside, tegner der sig et noget andet billede. Her finder man SFIs pressemeddelelse med overskriften “4 ud af 5 ledige vil gerne i arbejde – på visse betingelser”. Man bemærker, at forskerne har en diametral anden vinkling på historien. Og vel at mærke en vinkling, der bygger på pressemeddelelsens indhold. Undersøgelsens sigte har været at belyse “motivation og fleksibilitet” hos de ledige, og man har i den forbindelse kigget på faktorer som løn, fagområde, arbejdstider, transporttid og omstillingsparathed (hvor hurtigt kan du starte?).

Jeg citerer resten af pressemeddelelsen:

“60 procent er parate til at arbejde for det samme – eller mindre – i løn som de får på dagpenge eller kontanthjælp.
Knap halvdelen søger job, som ligger uden for deres eget fagområde.
Over 60 procent er parate til skiftende arbejdstider – dog ikke natarbejde.
Kun få er fleksible på alle områder. Men det er også få, som slet ikke er fleksible.
Danskere vil ikke bruge tid på transport til arbejde
De fleste er dog ikke særligt fleksible, når det gælder transporttid.

Mindre end halvdelen af de ledige er villige til at påtage sig mere end
en times samlet daglig rejsetid til og fra arbejde. Det er langt
mindre, end der kræves i de gældende rådighedsregler, hvor ledige skal
påtage sig en samlet daglig transporttid på tre timer og i særlige
tilfælde op til fire timer. Men i Danmark er det ikke kun ledige, der
er uvillige til at flytte eller rejse langt efter arbejde. Tidligere
undersøgelser viser, at det samme gælder for beskæftigede.
Ledige i venteposition
Der er ca. 20 procent, som svarer, at de ikke ønsker et arbejde. Godt
halvdelen begrunder det med, at de er tilfredse med deres nuværende
deltidsarbejde, at de ønsker at færdiggøre aktivering, har tilsagn om
job senere, eller har tilsagn om uddannelse. Et nej til arbejde er
således for nogle ledige udtryk for en form for venteposition.
Ældre og deltidsledige er mindst motiverede
Der er forskel på motivation og fleksibilitet hos forskellige grupper
ledige. Ledige med lang videregående uddannelse er generelt mere
motiverede og fleksible end andre. Blandt hhv. ældre og
deltidsforsikrede er der flere, der er meget lidt motiverede. De ældres
lave motivation skyldes formentlig, at mange er ved at indstille sig på
at trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Mens mange
deltidsledige tilsyneladende er tilfredse med deltidsarbejde og
supplerende dagpenge.”

Hvis vi tager DRs overskrift, så er den tendentiøs i den forstand, at den fremstiller hver femte ledige som arbejdssky. Men nærlæser man pressemeddelsen vil man se, at de lediges forbehold er betinget af fornuftige hensyn, fx at man har et tilfredsstillende deltidsarbejde, er i gang med et aktiveringsforløb, som man gerne vil afslutte, har fået løfte om et snarligt job eller tilsagn om uddannelse. At påstå, som DR-journalisten gør med sin artikel og sin overskrift, er en grov, tendentiøs misfortolkning af pressemeddelelsen. Den er så grov, at man må stille spørgsmål ved den unavngivne DR-journalists journalistiske hæderlighed og troværdighed. Han/hun går bestemte politiske interessers ærinde.

Man bemærker også, at de lediges forbehold over for rejsetider på mere end en time om dagen (eller tre-fire timer, som rådighedsreglerne kræver) er forbehold, de deler med folk i beskæftigelse. Der er altså tale om forbehold, som folk i almindelighed deler. Måske skulle man nedjustere de absurde krav til transporttid og spørge sig selv om, hvilken børnefamilie eller eneforsørger, der kan få en hverdag til at hænge sammen med 3-4 timers transport oven i en 8-timers arbejdsdag?

Med mindre man mener, at kæft-trit-og-retning er acceptabelt i et demokrati, må man sige, at pressemeddelelsen blot viser, at også ledige borgere tillader sig at have en holdning til rådighedsreglerne og tillader sig at stille krav til det arbejdsliv, de vil have. Og sådan bør det også være. Og det bør selv en vellønnet, højresnoet DR-journalist sgu da kunne forstå!

Pressemeddelelsen og rapporten kan læses her.

Omsorg, magt og journalistik

22. februar 2007

I går kunne man i medierne høre, se og læse, at fire medarbejdere i den berygtede sag om ydmygende behandling af udviklingshæmmede var blevet fyret. Så vidt så godt. Eller? Min første tanke var: Hvad med institutionslederen, der har ansvaret for behandlingen af de udviklingshæmmede og i medierne vaskede hænder helt op til albuerne? Skulle hun ikke vises vintervejen?
Det er måske kendetegnende på vores forhold til ansvaret i det offentlige, at det er de små, der må undgælde i sager som denne.
Lisbeth Knudsen, som jeg flere gange har omtalt her i bloggen, kommenterer også sagen og er inde på lidt af det samme. Hun reflekterer i sin blog over brugen af skjult kamera i journalistisk arbejde og peger i den forbindelse på, at det bliver sværere og sværere for journalisterne at leve op til deres rolle som magtens vagthunde og demokratiets forsvarere, fordi magtens folk er begyndt at opruste på kommunikationsfronten. De omgærdes nu af kommunikationsrådgivere, spin-doktorer, juridistiske eksperter osv. for at holde pressen og dermed offentligheden stangen og undgå enhver form for dårlig eller kritisk omtale.

Afghanistan-dokumentarfilmen på DR og statsministerens udfald mod DR er blot et enkelt eksempel. Et problem med denne oprustning er, at det bliver sværere og sværere for medierne at afsløre topfolkene, dvs. politiske ledere, erhvervsledere, offentlige chefer osv. Til gengæld er der risiko for, at der ryger nogle hoveder på folk længere nede i hierarkiet. Som fx i sagen om misrøgten af de udviklingshæmmede…
Der er mange problemer i denne sammenhæng. Et af dem er, at magtens arrogance og tvivlsomme demokratiske sindelag er mere iøjnespringende end nogensinde før. Et andet, at journalisternes forpligtelse til at bruge skjult kamera og andre snilde værktøjer er mere påkrævet end tidligere. Dertil kommer et helt andet problem vedr. de efterhånden mange chokerende sager om fiaskoer i det såkaldte velfærdssystems behandling af ældre, udviklingshæmmede osv. Nemlig, at noget tyder på, at menneskesynet er blevet sygt, som Lisbeth udtrykker det. Eller man kan udtrykket det således, at omsorgen for vores medmennesker er blevet et surt arbejde, hvor etik og menneskelige værdier ikke længere spiller nogen rolle. Om du tager dig af en udviklingshæmmet eller kører med skrald kan komme ud på ét. Men selvfølgelig er der undtagelser.
Hvad skal man gøre ved det? Lisbeth peger på, at en professionalisering af ledelserne i de offentlige institutioner er nødvendig. Men det er kun den ene side af det. Hvad stiller man op med den dårlige “kultur”? Det handler, som Knudsen er inde på, om selvransagelse hos de involverede. Men det handler også om, hvem der skal tage vare på de udsatte? Hvem er det, vi overlader plejejobbet og uddanner til at påtage sig disse belastende, krævende og ofte dårligt betalte job i omsorgssektoren? Er det folk, der brænder for at være noget for andre? Eller blot folk, der tilfældigvis kunne få et job dér? Noget tyder jo på, at uddannelserne er for dårlige. Og tror man virkelig, at en såkaldt topstyret “kvalitetsreform” i sig selv kan ændre noget ved elendighederne? Og slipper vi for at indføre skærpet, uafhængig kontrol af de mange institutioner for at begrænse disse chokhistorier, selv om det vil koste mange skattekroner? Det tror jeg ikke.

Leif Blædel – journalist

20. februar 2007

I denne blog har journalister nu og da været skydeskive for kritik og og så videre. Men, der er da også journalister, der gør faget ære. En af dem er Leif Blædel. Han er efterhånden oppe i årene (f. 1923), og der kan gå længe mellem, at der kommer noget fra hans hånd.

Engang skrev han for Information, nu skriver han i Weekendavisen. Allerede da han var ved Information, lagde jeg mærke til hans jordbundne, fornuftige skribentvirksomhed, der ofte havde det med at fjerne sløret fra meget af det forblommede vrøvl, der fylder de skrevne såvel som æterbårne medier. Et andet kendetegn ved Blædel er hans ubestikkelige forsvar for de journalistiske principper i et demokratisk samfund.

I sidste udgave af WA kommenterer har en af DR2s seværdige programmer – Chefredaktørernes Klub (ledet af Clemens Kærgård) – hvor debatten drejede sig om statsministerens angreb på DR i forbindelse med den noksom omtalte dokumentarfilm om krigen i Afghanistan. Deltagerne var Hans Engell fra Ekstra Bladet, Lisbeth Knudsen, tidligere DR, David Trads, Nyhedsavisen og Jakob Høyer, MetroXpress. Det, der er faldet Blædel for brystet, er, at de nævnte herrer from the Press helt uanfægtet og ukritisk modtog Lisbeth Knudsens beskrivelse af regeringens – åbenbart bevidste, ja, strategiske – bestræbelse på at dæmonisere Danmarks Radio.

Hun gav rystende eksempler på, hvor regeringens repræsentanter gentagne gange havde angrebet DRs nyhedsformidling og endda havde truet med, at det ville få økonomiske konsekvenser (licenspengene!), hvis ikke DRs medarbejdere makkede ret.

Det er da også – mildest talt – chokerende, at disse fire mandlige repræsentanter for store meningsdannende medier nærmest uden at trække på skulderen kan modtage vidnesbyrd om, hvad Blædel meget rammende betegner som et forsøg på en Berlusconisk kastrering af DR. Det er forstemmende, at højtsiddende chefredaktører ikke kender deres journalistiske rolle som de politiske magthaveres ubestikkelige kritikere. Godt, at vi har en gammel journalist som Blædel. Og godt, at han støtter op om Lisbeth Knudsen.

Ryszard Kapuscinski er død

24. januar 2007


Til min fødselsdag i december fik jeg tilsendt Ryszard Kapuscinskis bog om Afrika The Shadow of the Sun af en god ven i Tyskland. Og i dag læse jeg så, at forfatteren er død i en alder af 74. Han døde i sit hjemland Polen, i Warzawa, vist nok som følge af en kræftsygdom.
Dermed er der sat punktum for en bemærkelsesværdig journalistisk karriere. Kapscinski, der skev for velrenommerede blade som The New Yorker, The New York Times Magazine og Granta var repræsentant for den journalistiske retning, der smelter de klassiske, journalistiske værktøjer (nyhed, research…) sammen med skønlitteraturens digteriske virkemidler. Det kunne være nærliggende at kalde ham en eksponent for New Journalism, altså den subjektfarvede virkelighedsbeskrivelse, som man finder hos en Thomas Wolfe eller en Hunter S. Thompson; og det er da heller ikke helt ved siden af. Selv gav han udtryk for, at der var tale om “personlig rapportage”, ja, og “litteratur” simpelthen. For ham var det ikke tilstrækkeligt at viderebringe nyheder og baggrundsfakta. Ved hjælp af litteraturens virkemidler ville han have læserne til at sanse den verden, han skrev om. Som da han i sin bog “Imperium” – om Rusland efter Sovjetimperiets fald – ville beskrive kulden i sovjetstatens straffekolonier og citerede en skolepiges ord: Hun kunne fortælle, hvem der var gået forbi hendes hus, ud fra størrelsen af de tunneller, de havde efterladt i den krystalliserede luft…

Normaliteten – og dens grænser – en anbefaling

22. januar 2007

DR2s nyhedsmagasin Deadline har en sektion 2, hvor der er tid til lidt fordybelse. I går aftes var emnet Hvad er normalt? Jes Stein Petersen havde inviteret en forfatter, Merete Pryds Helle, og to medicinere, hhv. Preben Brandt, der er kendt som talsmand for samfundets bærme, og Bent Rosenbaum, der er psykiater fra den Freudiansk-Lacanianske skole.
Selvfølgelig ved vi godt, at normaliteten – som Rosenbaum var inde på – er en konstruktion, en idealitet, men samtidig er den også en kulturel og politisk realitet i den forstand, at de “unormale” med alskens midler forsøges indlemmet i normaliteten. Brandt nævnte som eksempel, at det i den nuværende politiske konjunktur er unormalt ikke at have et arbejde. De arbejdsløse, specielt dem, der af den ene eller anden grund, ikke betragter lønarbejde som noget attraktivt, er u-normale. Og Rosenbaum var inde på at også normaliteten var behæftet med psykopatologiske træk og nævnte som eksempel den kynisme, man møder fx hos administratorer og arbejdsgivere, der sender mennesker ud i arbejdsløshed under dække af en managementretorik, der slører den vold, der udøves, eller hos politikere, der ligeledes taler i realitets”løse” termer med fatal effekt…

Nyheder, nyheder og atter nyheder

27. december 2006

Citat nr. 1:

»Når vi er kommet os over benovelsen over, at vi kan få nyheder alle vegne og blive opkoblet hele tiden, så tror jeg, at vi som forbrugere begynder at efterspørge en anden form for kvalitet. Måske noget af det, som nicheaviserne kan i dag, eller en helt ny form for journalistik. Det kan være i retning af skarpere holdninger, dybere research og perspektivering, eller det kan være medborgerjournalistik – lokal-lokal journalistik – hvor borgerne selv bidrager med nyheder, osv.”

Citat nr. 2:

“Interviewer: Det er ikke mit indtryk, at det er karriefremmende at være oprørsk journalist i dag?”
»Nej, men det er dét, som giver spændende journalistik. Hvis vi får ledelser, som kun styrer efter markedet, og journalister, som bare passer karrieren og har et godt job, får vi bare mere grød. Så får vi simpelthen en hammerkedelig medieverden, som bliver så glatpoleret, at folk kommer til at kede sig ihjel.«

af Lisbeth Knudsen (af)gået leder i DR. Læs hele interviewet her.

Lisbeth Knudsen

Lisbeth har også sin egen blog – Mediebloggen – hvor hun skriver om journalistik m.m. Den vil fremover være at finde i min linksamling.

Lisbeth Knudsen er lige blevet udnævnt til at være formand for Danmarks Journalisthøjskole. Så måske er der håb for den danske journalistik endnu…