Indlæg tagget med journalistik

Fjendebillede: Al-Quada

5. februar 2008

I den forgangne uge var der en nyhed fremme i medierne, som gjorde indtryk pÃ¥ undertegnede. Det forlød, at Al-Quada-sympatisanter havde brugt to kvinder med Downs Syndrom som selvmordsbombere. Til historien hører ogsÃ¥, at bomberne, der forÃ¥rsagede voldsomme ødelæggelser, blev udløst af bagmænd – der befandt sig pÃ¥ sikker distance. Min tanke var straks: Hvor nedrig kan man være? Hvor ondt kan mennesket være?
Og det var mÃ¥ske ogsÃ¥ det budskab, der skulle sendes ud i verdenssamfundet. For medens jeg sÃ¥ smÃ¥t overvejede at skrive et harmdirrende indlæg til min blog, sÃ¥ var der et eller andet der skurrede i mine ører eller nagede mit sind. Kunne der være tale om et propagandatrip – et lige sÃ¥ nedrigt og ondskabsfuldt taktisk pus? Ville Al-Quada-krigerne ikke kunne gennemskue, hvilken effekt sÃ¥dan en handling ville fÃ¥ i offentligheden? Og sÃ¥ videre. Mistanken blev bekræftet, da jeg hørte journalist Lars Møller Rasmussen – pÃ¥ DRs Orientering – stille og roligt demontere troværdigheden af denne grimme nyhed. Her blev der skabt fundamental tvivl om rigtigheden af nyheden, og meget pegede pÃ¥, at nyheden skulle være en brik i det nye billede af Irak-situationen, som den amerikanske administration ønsker at skabe: At det gÃ¥r fremad for amerikanerne og at modstanderne er pÃ¥ tilbagetog. Lyt selv.
Endnu engang mÃ¥ man erkende, at medierne – i hvert fald de hurtige nyhedsmedier – er blevet et gidsel i den moderne krigsførelse. Og det er klogt at være skeptisk og afvente eftertankens arbejde.

Leif Blædel, journalist – 85 Ã¥r

5. februar 2008

Hjernen skrumper ind med alderen. Cirka 10%. Det er en uundgåelig udvikling. Kroppens almindelige forfald. Men det betyder ikke, at hjernen bliver ringere til det, den skal foretage sig. Tænke. Man kan fortsat tænke skarpt, klogt, kritisk osv. Man skal blot holde den i gang. Det er vigtigt. Den bliver lidt langsommere, men ellers kan den være med. Oven i købet med livets erfaring som ballast.
Et godt eksempel pÃ¥ en ældre hjerne, der fungerer upÃ¥klageligt, er Leif Blædels. Jeg har tidligere lovprist denne uortodokse, snusfornuftige – i positiv forstand – journalist, der altid har et skarpt blik for tidens politiske korrektheder og “sandheder”, og aldrig gÃ¥r af vejen for at stille ubehagelige spørgsmÃ¥l eller tale myndigheder og beslutningstagere midt imod. SÃ¥ sent som i denne forgangne weekend havde han en længere læseværdig artikel om en gammel bog og dens mulige betydning for nutiden. Blædel skriver for Weekendavisen og er en af grundene til, at man kan læse denne pÃ¥ mange mÃ¥der forudsigelige, borgerlige avis, der i sit voliere rummer flere forstokkede, ideologisk forblændede journalister, men altsÃ¥ ogsÃ¥ en klarttænkende enegænger som Blædel (plus et par andre læseværdige skribenter). Stort til lykke til Leif. HÃ¥ber han fortsætter til pennen falder ud af hÃ¥nden pÃ¥ ham.

Biografi om Hunter S. Thompson

17. november 2007

Det siger næsten sig selv, at Gonzo-journalisten over alle gonzo-journalister, Hunter S. Thompson ikke kunne undgÃ¥ at blive biograferet. Med det liv…
Jann S. Wnner og Corey Seymour har forsøgt at udrede trÃ¥dene i mandens liv og skuespilleren Johnny Depp, der har portrætteret manden pÃ¥ film, har skrevet et forord. Bogen anmeldes – overvejende positivt – flere steder pÃ¥ nettet, blandt andet af L. A. Times.

TÃ¥krummende

14. november 2007

Valgresultatet? Ikke just overraskende. Og de eneste sejrherrer mÃ¥ siges at være Socialistisk Folkeparti, der med sin fordobling af stemmerne for alvor gør sig fortjent til betegnelsen folkeparti. Til lykke til SF’erne.
DR1 valgdækning var decideret pinlig og afslørede den politiske journalistiks deroute til underholdning på niveau med Billed-Bladet og Se & Hør. Bo Reimar var i hopla, en fisk i vandet, en ål i mudder, i et studiet, der med sin mangfoldighed af kulørte målinger lignede en nyere udgave af Palles Tivoli, dog uden dennes folkelige munterhed; men ellers bød aftenen på spændingsdræbende malkning af den mindste statistiske information, der løb ind fra første sekund. Heldigvis holdt de fleste politikere sig for gode til at kommentere foreløbighederne til langt ud på aftenen. Ellers ville ikke have været til at bære.
Man skal lede længe efter magen til paparazzi-lignende, nedgørende, snagende journalistik. Der gik Bodil Cath i det. Tænk sig, at man kan sætte en journalist til at bruge det meste af en aften på at opspore, hvor Anders Fogh Rasmussen spiser sin aftensmad eller til at stå og fryse på en villavej sammen med Pia Kjærsgaards lille hund. Man græmmes.

Missil-Jens Rohde er fyret

14. november 2007

Ikke just overraskende: TV2 Radios direktør Jens “Missil” Rohde er blevet fyret som direktør for TV2 Radio pÃ¥ grund af “spion”-sagen i Ekstrabladet. Han fik jo en kraftig advarsel sidst har trÃ¥dte i spinaten ved at kommentere Helle Thorning Schmidts lederevener. Mon ikke Jens skal holde sig til politik…

Exit Ralf Pittelkow

11. november 2007

Først var der en, sÃ¥ var der to og nu tre… Tante Berlinger kan i dag fortælle, at ogsÃ¥ socialministerens mand Ralf Pittelkow er blevet “afsat” som valgkommentator pÃ¥ TV2. Er der tale om et opgør med den journalistiske “bananrepublik” eller vender de spinpolitiske virrehoveder tilbage efter valget? Vi følger udviklingen nøje….

Missil-Jens Rohde ser “spioner”

10. november 2007

Med usvigelig sikkerhed bliver valgkampen gradvist mere beskidt som dead-line nærmer sig, og det giver anledning til mere eller mindre underholdende indslag. I dag kan man læse om TV2-Radioens direktør Jens Rohde, der er blevet sendt i skammekrogen af sin overordnede efter at være blevet afsløret som kilde til Ekstra-Bladets “sensationelle” historie om socialdemokraten Henrik Sass Larsens pÃ¥stÃ¥ede “spionage” mod sit eget parti til fordel for Venstre under sidste valgkamp. Vi har i denne blog flere gange kommenteret det forhold, at journalister – inden for disciplinen “spin” – har umÃ¥deligt svært ved at skelne mellem rollen som troværdig, uafhængig journalistisk kommentator og sÃ¥ rollen som politiker eller politisk medaktør. Og nu fÃ¥r vi sÃ¥ oven i købet en mediedirektør, der heller ikke kan holde styr pÃ¥ sit politiske instinkt. SÃ¥ vidt jeg husker er det ikke første gang det tidlige folketingsmedlem for Venstre har trÃ¥dt i den politiske spinat (nemlig, da han som relativt nyudnævnt direktør luftede sin tvivl om Helle Thorning Schmidts lederevner). MÃ¥ske keder Jens Rhode sig i sin nuværende stilling, for der er som bekendt ikke megen gang i biksen.
Nu kan man sÃ¥ bare vente pÃ¥, at det næste politiske missil fra Rohde vender tilbage og rammer ham i nakken. Tilsyneladende slipper han med en reprimande denne gang. Er det acceptabelt med en mediedirektør, der sÃ¥ Ã¥benlyst blander sig i politik? Var der nogen der sagde “medie-bananrepublik”?
Samtidig mÃ¥ man sige, at “episoden” er et symptom pÃ¥, at partiet Venstre er trængt i denne valgkamp.

Politisk hyperbol

1. november 2007

Capac-bloggen skal ikke handle ret meget om det forestående folketingsvalg. Eller sagt på en anden måde: Vi vil kun beskæftige os med de mere underholdende indslag i den såkaldte valgkamp. Fx Paula Larrains indtog i de Konservastive, og de følger det får.
I gÃ¥r var der to hændelser af underholdende værdi. Dels havde Se & Hørs chefredaktør og tv-kommentator pÃ¥ begge kanaler, Henrik Qvortrup, købt sig til en “afsløring” af Ny Alliances formand Naser Khader. Han skulle angiveligt have betalt for “sort arbejde” i forbindelse med arbejdet pÃ¥ en port ved Khaders hjem. Kilden var en anonym hÃ¥ndværker, der blev betalt op mod 7.000 kr. af Qvortrups blad for historien. Siden er det blevet dokumenteret, at sÃ¥vel Khader som arbejdsgiveren har orden i papirerne. Og Qvortrup har mistet sit job som valgkommentator pÃ¥ TV2. Man kan vel sige, at Qvortrup har skudt sig selv i foden. Hvem kan tage en journalist, der bryder den uskrevne regel om, at informationer skal bygge pÃ¥ mindst to uafhængige kilder, alvorlig? Hvem vil ikke levere en saftig opdigtet historie – anonymt – for 7000 kr.? Det er jo penge lige ned i foret.
Det andet mediescoop var Villy Søvndals usandhed, som blev fyret af i gÃ¥r aftes i SFs præsentation pÃ¥ DR1. Villy Søvndal kom for skade at sige, at han selv havde besøgt 20 plejehjem og sygehuse – og bevidnet, at det stod ilde til med standarden under Fogh-regeringen. Eller noget i den retning. I pressen er det blevet tolket som et spørgsmÃ¥l om “troværdighed” (og medierne skulle snakke!) og “løgn”. MÃ¥ske skulle d’herrer og d’damer journalister lige spise brød til. I retorikken har man et begreb, der hedder hyperbol, dvs. en sproglig overdrivelse. Fx er der tale om en hyperbol, hvis jeg siger til min datter: Nu er det for 117. gang, jeg siger til dig, at du skal sørge for at hænge dit hÃ¥ndklæde op pÃ¥ knagen efter badet. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg faktisk har sagt det 117 gange. Men den slags sproglige finurligheder har journalister det svært med…

Journalistikkens hyperrealitet: Fra Nybroe til Larrain

31. oktober 2007

PÃ¥ Center for vild analyse har man ogsÃ¥ kastet sig over fænomenet Paula Larrain og diverterer med en interessant psykoanalytisk inspireret analyse af konflikten mellem Paula Larrains kendis-kandidatur og opponenten Helle Sjelle, der mener, at det gælder om selv at bidrage med noget. Begge har et problem med den demokratiske repræsentation. Paula mener, at det er nok at være kendt, Helle, at det er nok at bidrage. Men hvor er det repræsenterede? I det repræsentative demokrati repræsenterer man jo nogen. Man er “folkevalgt” og repræsenterer – formelt set i hvert fald – “folket” eller “folk”. Men det synes ikke at bekymre de to damer.
Nu er det ikke første gang, vi i denne blog har behandlet journalisternes problem med repræsentationen. For et stykke tid siden omtalte vi tv-journalisten Jeppe Nybroe, der fik ørerne i maskinen, fordi han tog let pÃ¥ repræsentationen af “virkeligheden” ved at pynte med lÃ¥nte granatknald. Han opdigtede med andre ord.
Man kunne udkaste den teori, at det, vi er vidne til med Nybroe og Larrain, er journalistikkens bevægelse i retning af en Baudrillards hyperrealitet. En realitet, hvor tegnenes henvisning til andet end sig selv bliver mere og mere ligegyldig. Forestillinger som “troværdighed” og “objektivitet” spiller en mindre og mindre rolle, og det er kun public-service-institutionen DR som seriøsitetens sidste bastion i tv-mediernes række, der endnu – for en tid – kan forfægte “troværdigheden” som et journalistisk ideal. I den journalistiske hyperrealitet er repræsentationen sat pÃ¥ spil – i enhver betydning af dette udtryk.
Man kunne se den lethed, hvormed Larrain har bevæget sig fra speakerrollen over TV2 bonede dansegulve til det Konservative Folkepartis mediebårne kandidatur, som et godt argument for sådan en tanke.

Journalist med slag i

12. september 2007

Jens Blauenfeldt viser et maleri frem...

»Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt af«.

Der skal ikke være tvivl om det: DRs journalister er fremme i skoene. Først havde vi sagen om tv-skærmtrolden, Jeppe Nybroe, der tog den journalistiske fiktion lidt for alvorlig og derfor fik en fratrædelsesordning; sÃ¥ var der Kim Bilsøe Lassen, der lod en britisk, islamisk fundamentalist fremføre sin propaganda ganske uimodsagt, og nu er der sÃ¥ den sympatiske Jens Blauenfeldt, kendt fra det underholdende snageprogram “Kender du typen?”, der i Aftenshowet, hvor han er vært, glemte den gamle sandhed om, at man skal tænke for man taler, ogsÃ¥ selv om man siger, hvad man tænker. Udtalelsen, der kom i anledning af Ã¥rsdagen for angrebet pÃ¥ tvillingetÃ¥rnene i New York, er i strid med DRs regler for, hvad en medarbejder mÃ¥ sige. Det er i øvrigt en tendens pÃ¥ DR, at man udtrykker noget, man ikke mener. Jeg tænker selvfølgelig pÃ¥ DR-direktørens støtte-t-shirt for Ungdomshuset.
Selv undskylder Jens Blauenfeldt og tilføjer: “Nu, hvor jeg ser mine egne ord pÃ¥ tryk, kan jeg godt se, at de kan tolkes politisk. Det var under ingen omstændigheder min mening, og det er jeg ked af og beklage”. Vi takker for udlægningen. Slip of the Tongue.

Opdatering 13/9: Blauenfeldts fortalelse er Рikke overraskende Рblevet et indslag p̴ YouTube