Indlæg tagget med jul

Julesang fra My bubba & Mi

24. december 2012

Tilbagespoling

Juletræ, julestemning og – julemusik

20. december 2012

På mandag går det rigtig løs. Julegaverne er købt. Det samme er juletræet. Og det kostede lige lidt tradition. I casa capac har juletræet nemlig altid været en almindelige rødgran. Men stærkere magter (læs: Fruen) ville det anderledes i år, så derfor hjemslæbtes en Normannsgran. Fred med det. Traditioner står for fald. Sådan er det bare…

Og så er der musikken. The Beach Boys er uomgængelige, og deres julesange mangler selvfølgelig ikke i udbuddet af julemusik. Under title Beach Boys Christmas Harmonies har deres pladeselskab genudsendt de kendte sange (du kan genhøre dem her…). Men man kunne sikkert have fundet en ældre udgave og sparet lidt penge oven i købet. Men sangene holder i Stranddrengenes udgaver. Hos AOL kan man også lytte til gamle drenge som Bing Crosby og The Rat Pack, hvis man da ikke foretrækker en opsamling med nyere kunstnere. Men for mig blev julestemningen forsigtigt antændt ved lytningen til Tracey Thorns album Tinsel and Light, hvor Everyhing but the Girl-forsangerinden behændigt undgår de mest fortærskede julesange, samtidig med at hun med sin gode stemme lader julesneen dale over fx Joni Mitchells juleambivalente ode “River”. Tinsel and Light er julepladen for mig i år. Alene titlen er det hel værd. Flitterstads og lys. Lyt med her.

I stedet for en julekalender – hvad skal vi lytte til i dag. Afsnit 10

16. december 2012

Hvis jeg skulle eller skal købe en juleplade i år – sidste år var det Bob Dylans, der kom i indkøbskurven – så skal det være Tracey Thorns Tinsel and Lights. Ikke alene har pladen fået mere end pæne omtaler med på vejen i hjemlandet, men den kvindelige halvdel af Everything But The Girl har også en stemme, der passer såre fint til julens stemninger og englelyde. På pladen går Tracey behændigt uden om de mest fortærskede julestandards, men en enkelt bliver det dog til: “Have your self a merry little Christmas“. Man kan vel ikke sige, at Thorn føjer noget til sangen, men hun gør det smukt og ikke sværere end nødvendigt. Og det er en stor kvalitet i min karakterbog. Det understreges også af hendes fortolkning af Joni Mitchells “River“, der på smukkeste vis indfanger den ambivalens over for julen, som mange af os går rundt med…

Tilbagespoling

En uundgåelig julesang: Happy Xmas (War is over) – John Lennon & Yoko Ono

7. december 2012

I denne uge for 40 år siden dukkede John & Yoko/The Plastic Ono Band op på den danske top-10 med "Happy Xmas (War is over)" på en 3. plads. Siden dengang har sangen været en af de uundgåelige, der er med på diverse genoptryk af juleopsamlingsplader.

Pladen blev udsendt første gang i USA i december 1971. Først året efter udkom den i Storbritannien, hvor den straks lagde sig på en 4. plads på den britiske top-10-liste.

Ud over at være en meget iørefaldende popsang, så var sangen også Johns & Yokos kommentar til Vietnamkrigen, som dengang fyldte meget i medierne og var med til at politisere mange unge. Man kan mene, at sangen historisk set var politisk korrekt, fordi den satte ord på den stemning, der var i den såkaldte "verdensopinion". Men omvendt så kan man også hævde, at sangen stadigvæk er sørgelig aktuel.

Glemt er til gengæld bagsiden, hvor Yoko på meget Onosk vis synger den lille, smukke sang: "Listen, Snow is falling.". Den burde spiles mere end tilfældet er.

Glow Kit sparker kærligt til julen: “Christmas Daze”

7. december 2012

De århusianske energirockere i Glow Kit markerer den forestående jul med en single, der blæser den værste forløjethed og julefims væk med energisk rock. Nyd “Christmas Daze”…

Den 1. december – Så tag mit hjerte

1. december 2012

Jeg ved ikke om Tove Ditlevsen overhovedet havde julen i tankerne, da hun skrev sit kærlighedsdigt “Så tag mit hjerte”, men i mit hoved – og i Danmarks Radios Pigekors såre smukke version – kandiderer sangen helt bestemt til at være med i festligholdelsen af det, man kalder ‘hjerternes fest’.

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket, og det har lidt,

nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres og det kan segne

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig, at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses – men kun af dig.

Run, run, Raindeer…. Dagen derpå er også en juledag

25. december 2011

Den sidste skefuld ris à la mande er nedsvælget, gaverne modtaget og – ikke mindst – givet og så sidder jeg dagen derpå med den tilbagevendende følelse af, at julen er ovre, ja, at  året er omme. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke. Men det slår aldrig fejl. Sådan er det hvert år juledag.

Det fortager sig sig, når jeg kigger på kalenderen og besinder mig på, at der stadigvæk står jul skrevet over dagen i dag og dagen i morgen – og der er en hel uge, inden vi træder ind i 2012.

Som før skrevet kommer jeg ikke uden om Stranddrengene i julen. Deres tilgang til julen løfter den op af den risengrød-tunge sentimentalitet, som altid truer med at trække julen ned et sted, hvor den ikke skal være. Og deres vokalarbejde sidder lige i skabet, uden at være englekor. Lige nu kan du høre hele Beach Boys juleplade – lige her. Fortsat glædelig jul

Neil Young med frue synger julen ind…

3. december 2010

Dylan gjorde det sidste år: Sang julen ind med en plade, der undgik det salvelsesfulde til fulde og ikke drunknede i andefedt og forlorn sentimentalitet. Neil Young gør det i går med hjælp af fru Peggi og Ben Keith. Ganske vist kun i en enkelt sang – den kendte “Les Trois Cloches”. Du kan høre den her, hvor den er med på en af de mange opsamlinger, der sendes ud på markedet lige nu. Men den sang er hele pladen værd – og ikke et (ondt) ord om de andre…

Skal det være jul, så lade det være jul – eller ‘if you can’t beat them, join them’

20. november 2010

I halvfjerdsernes revolutionære periode forsøgte mange at afskaffe julen, men det viste sig at være sværere end at omstyrte samfundet med demonstrationer og politisk retorik. Så mange endte med at spise ande- og flæskesteg i familiens skød iført andefødder, langt hår og chillum i baglommen. If you can’t beat them, join them.

Men lige så svært det viste sig at være at afskaffe den hedensk-kristne jul i familien, lige så svært har det været at komme fri af den efterfølgende ambivalens over for juletræer, kommercielt gavebytteri og almen forspisthed. Ambivalensen har jeg stadigvæk. Den er intakt, men jeg lever med den, lige som jeg lever med andre ambivalenser.
Nå, men for at gøre en kort historie lang, eller hvordan det nu er, så købte jeg i dag kogekonen Camilla Plums bog “Jul” i den lokale formedelst en hund. Min datter elsker nemlig KLEJNER, og jeg har nærmest lovet at koge nogle til hende i julen, så vi slipper for at indkøbe dem i dyre domme hos den nærmeste bager. Skal det være jul, så…osv.

Jul og musik

25. oktober 2010

I går gjorde en tv-speaker mig opmærksom på, at jeg nok også i år vil være for sent på den. Der er nemlig nøjagtig en måned til den store forbrugsfest: juleaften. Og jeg har endnu ikke så meget som skænket de obligatoriske julegaver en eneste tanke. Det har ellers i årevis været mit forsæt at få det overstået i løbet af november måned – senest. Men underholdningsindustrien har ikke været lullet ind i dagens trummerum, for de ved godt, at det ikke kun er jingle bells, der lyder i den søde julemåned, men også kasseapparaternes mere eller mindre digitale klimpten. Det er i julen årets omsætning for alvor skal sikres med bøger, film, opsamlingsplader og – ikke mindst – juleplader. Og en hel del musikere har da også tilbragt sommeren og det øvrige år i pladestudierne for få indsunget julesange og -musik. Det gælder fx Mariah Carey med hendes Merry Christmas II You, Indigo Girls med Holly Happy Days, Storbritanniens Got Talent-vinder Susan Boyle med The Gift og Ex-Eurytmics’ Annie Lennox med A Christmas Cornucopia. Blot for at nævne et par – af de kvindelige bidrag – til den forestående prøvelse udi overspisning og absurde julelege. Men husk: Opsamlingspladerne kan du købe hele året – oven i købet til nedsat pris – og julemusikken kommer også hurtigt på tilbud.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 512345