Indlæg tagget med koncert

Drømmepop på en kold aarhusiansk aften – Slowdive

25. februar 2018

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk) – lånt fra Voxhalls hjemmeside.

Med fornemme anmeldelser fra de seneste besøg i landet og med et relativt nyt comeback-album i bagagen indtog kvintetten Slowdive aarhusianske Voxhall i går aftes. Og det er klart, at det skruer forventningerne om en vellykket koncert op. Og Slowdive indfriede da også forventningerne.

Men inden vi skulle nå til hovedmenuen (et kvarter over ni), så skulle vi igennem et sæt med kvartetten Dead Sea. Og det var lidt et studie i opvarmningens problematikker. Og Dead Sea fik rollen som dem, der skulle sætte Slowdives perfektionisme i relief. Dead Sea spiller en afart af elektronisk rock, der er domineret af præ-programmerede trommelyde m.m. Den elektroniske maskine blev suppleret af en forsangerinde (m. et lille keyboard og en digital tromme), en guitarist   og en bassist. Men den præ-programmerede musik dominerede i en grad, så man fik indtryk af, at bandet var i en (u)frivillig spændetrøje. Sangerinden lagde undervejs op til at ville slå sig løs i scenedans og bassisten signalerede, at han gerne ville have friere tøjler. Men det var bare ikke muligt i den elektroniske tvangsjakke. Og måske var det også forklaringen på, at bandet virkede som et band, der endnu ikke har fundet sig selv, ikke har udfoldet et potentiale, det besidder. Bedst fungerede Dead Sea i de mest rockende numre. Og de efterlod et indtryk af, at de nok skal tilbringe mange timer i små klubber rundt omkring, før de får udfoldet deres talent.

Oven på Dead Sea mekaniske electronica virkede det nærmest befriende, da Slowdive entrede scenen og på en grund af tunge, analoge trommer og en lige så markant bas sendte deres drømmepop ud over en propfuld sal. Og fra første sang stod det ganske klart, at Slowdive, der næste år kan fejre 30-års jubilæum, behersker deres udgave af drømmepop til perfektion. Med sanger, sangskriver og guitarist Neil Halstead som kapelmester, stående længst ude til højre, blev Slowdive ført fra den ene sang til den næste (inklusive et par ekstranumre). Sange, der – i mine ører i hvert fald – er som skåret over samme læst, uanset om der er tale om stille eller rockenden numre. Melodiøse sange, der domineres af sfæriske klangflader, der skabes af manipulerede sangstemmer (Rachel Goswells og Halsteads) og effektmærkede guitarer. Det er musik, der lever højt på de drømmeagtige stemninger, effekterne skaber og som giver god mening til genrebetegnelsen “drømmepop”.  Shoegaze var der derimod ikke meget af. Rachel Goswell, der var lidt forkølet på dagen, henvendte sig venligt til publikum og Halstead og de andre havde også løftet blikket mod salen.

På en baggrund af lyseffekter, der gav svage mindelser om de psykedeliske periodes leg med analoge farver, men i kraft af digitalisering lå langt derfra, afviklede Slowdive med tilbagelænet, næsten distanceret coolness deres show til perfektion. Og det var tydeligt, at de fremmødte fans var begejstrede. Men spørgsmålet er, om Slowdives erfarne perfektionisme ikke kun er bandet styrke, men også dets svaghed? Er der udviklingsmuligheder i Slowdives musikalske stil? Det kan kun tiden vise.

Men samlet set levede Slowdive som sagt op til de høje forventninger og leverede et perfektionistisk show, der gav fuld valuta for pengene.

Slowdive + Dead Sea. Voxhall. Lørdag d. 24. februar.

The Jesus and Mary Chain ramte Aarhus

6. oktober 2017

I den første gode halve time af denne koncertefterårsaften i Aarhus er det amerikanske Wesley Eisolds Cold Cave, der har indtaget scenen. På en baggrund af hvide spotlights, der blinker og flimrer ud mod publikum skabes en sort-hvid scenografisk æstetik, der passer fint til bandets udgave af støjende elektronisk dark wave.

Gennem en god håndfuld sange – eller rettere: musiknumre eller -stykker – viser Colds Wave sig at være ægte amerikanske arvtagere af den britiske mørke post-punk med Joy Division som et diskret med markant pejlepunkt i fortiden. Stykkerne – for numrene mangler sangenes struktur – følger hinanden sømløst, fordi forsangeren stort set er tavs mellem numrene og agerer i sit eget shoegazende, introverte univers af mørke, melankolske tekster. Og bandet – to keyboards, guitar og trommer – virker på samme måde distanceret og tilbagetrukkent i forhold til publikum.

Numrene var ensformige, grænsende til det monotone, men det lykkedes alligevel for bandet at komme ud over scenen i kraft af en vis intensitet og nerve, der især trængte igennem fra forsangerens let forpinte, lidenskabelige sangperformance og trommeslagerens energiske udfoldelse. Og det var mit indtryk at mange blandt publikum godt kunne lide, hvad de hørte. Man følte sig hensat til et raveparty eller en storbyklub, hvor musikken ville passe fint til en let beruset, manisk dans.

For mig, der ikke er erklæret fan af The Jesus and Mary Chain virkede Cold Caves opvarmning som en slags fremkaldervæske i forhold til hovednavnets optræden. Forstået på den måde, at The Jesus er bærere af et image, der fortæller, at bandet har røg og ikke mindst støj som post-punk-vandmærke. Og det er da også rigtigt, at bandet – også denne aften – er nedsunket i en kulisse af nærmest uigennemsigtig røg og modlys, og at den guitarfrembragte feed-back-forvrængnings-støj fik lov til at dominere mere og mere som koncerten skred frem.

Men for mig blev det også klart, at godt nok har brødrene Reid et erklæret ambivalent forhold til rock’n roll – sådan som det tydeligvis kommer frem i koncertens indledende sang “Amputation” (“I’m a rock and roll amputation”) og i den sidste sang (fra svanesangsalbummet Munki): “I love rock’n roll….I hate rock’n roll” – men skræller man den post-punk-støjende overfalde af, så finder man ind til en kerne af sange, der står på skuldrene af de sidste mange årtiers klassisk rock’n roll. Sange, der stort set alle er skåret over samme rock’n roll-læst – med et A-stykke og et måske ikke uforglemmeligt, men dog memorabelt, B-stykke, som man som man kan synge med på og som er indgraveret i rygraden på enhver rigtig fan. Sange, der besidder den klassiske rocksangs melodi og tekstlige sans for den gode historie og det seriøse budskab. The Jesus hviler i mine ører på en tradition, der går længere tilbage end til T Rex’ glamrock (som man indledningsvist kunne høre i højtalerne), ja helt tilbage til halvtredsernes rå garagerockere. Det gælder for The Jesus som for andre punk- og post-punk-rockoprørere, at de i oprøret inkorporerer det, de gør oprør imod. Rocken.

Med udgangspunkt i bandets seneste album, det anmelderroste Damage and Joy førte forsanger Jim Reid og bandet (broder William på guitar, suppleret med guitar, bas, trommer – og i et par numre en kvindelig backingsangerinde, Bernadette Denning) os på strejftog tilbage – ja, langt tilbage, til Psychocandy – i sangkataloget. En tour-de-force med fokus på klassiske sange, der vækkede umiskendelig jubel i den fremmødte fanskare. Og sangene blev fremført med styr på den høje lyd og et drive, der måtte overbevise tvivlere om, hvorvidt bandet stadigvæk har noget på hjerte efter genkomsten i 2007. Og de i bund og grund klassiske rocksange blev drevet frem af især William Reids markante, frenetiske guitarfigurer, der satte strøm og støj til sangene, og af forsanger Jim Reids genkendelige hæse, men også paradoksalt klare stemmeføring.

Hele to ombæringer af ekstra-numre blev det til, inden bandet lidt i tolv kunne takke af over for et publikum, der tydeligvis havde fået, hvad de kom for. Og ingen tvivl om det. The Jesus and Mary Chain viste denne aften, at de forudløbende rygter om fine præstationer (på fx Roskilde Festival) ikke bare var tilfældigheder, men at The Jesus har genrejst sig efter års pause og har formået at knytte bånd tilbage til tiden før bruddet. Det kan godt være, at der stadigvæk er splid internt i gruppen mellem de to brødre Reid, men på scenen mærker man den ikke. Her spiller det, højt og støjende. The Jesus er genopstået som Fugl Fønix af asken. Velkommen tilbage. En på alle måder vellykket koncert.

Fotos: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk – Steffens fotos er copyrightbeskyttede og må kun bruges denne ene gang af mig, respektér det venligst.

Handsome Family kom forbi Aarhus igen…

18. maj 2017

hfkim

Hvor længe holder han? spørger dagbladet Information i dag. Og den ‘han’, der er tale om, er selvfølgelig præsident Donald Trump, der i sin korte embedsperiode har tromlet rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Og hvis man som undertegnede er træt af den løbende, skandaløse fortælling om The Donald, sÃ¥ var den velgørende modgift at gÃ¥ i byen i gÃ¥r for at lytte til og opleve bandet Happy Family, der pÃ¥ en lang tur, lagde vejen forbi spillestedet Atlas.

For i Happy Family kan man ikke lide Trump eller – som forgrundsfigur Brett Sparks (sang og guitar) betegnede ham “the orange ape”. I den orange abemands tid er der ikke noget godt at fortælle om Amerika, kunne fru Rennie Sparks (banjo og basguitar) tilføje som optakt til deres musikalske udfoldelser.

Og musikalsk set passer Happy Family nærmest perfekt til Donaldismens æra. Især de af Rennie forfattede tekster virker med deres groteske og absurde humor som en rigtig modgift til Trumps overfladiske succes og brilleren. Man fristes næsten til at opfatte Happy Family som repræsentanter for de mange amerikanere, der skammer sig over og har dårlig samvittighed over at have en Trump som førstemand.

Sangene, der for størstedelens vedkommende denne aften var hentet fra bagkataloget og ikke fra den seneste plade, udspringer af Sparks-familiens hverdagsliv i og omkring Albuquerque, New Mexico. Sange om slanger, om at købe ind i et spøgelseshjemsøgt Wall Mart sent om aftenen, om et af familiens mange husdyr, om frygt, om Chicago (hvor parret boede en periode – “it sucks”, som Rennie sagde), om en bestemt lufthavn i Chicago med en bestemt “gate” (“I hate it”, pointerede Rennie), men ogsÃ¥ fx om den læderbukseklædte, partyglade, kvindelige pilot Amelia Erhart, der endte sine dage i et fly ud over det store hav.

Men alle sange, der kunne have været danske skillingeviser (hvis eller parret havde levet for mange år siden), som på en tyk bund af mørk humor fortalte små historier, som man kunne være i tvivl om var sande eller det modsatte. Og det hele blev bundet sammen af Rennie Sparks sprechstallmeisteragtige styring af  de musikalske løjer, suppleret af husbond Bretts små afbrydelser.

Stilistisk bevæger Handsome Family sig som altid i grænselandet mellem americana, country, murder ballads og rock. Og denne aften med hovedvægten pÃ¥ rock. En rock, der var meget præget af halvtredsernes garagerock, fx. Link Wray and his Ray-Men. I et kort, vægtigt sæt, der varede ca. halvanden time blev det talrigt fremmødte publikum ført igennem en perlerække af Handsome Familys bedste sange i en fremførelse, der – bortset fra lidt tekniske problemer med Rennies bas – ydede de gode sange og melodier stor retfærdighed. Og et par ekstranumre blev det ogsÃ¥ til, bl.a. en smagsprøve pÃ¥ en ny, ikke helt færdig sang. SÃ¥ Handsome Family er stadigvæk i gang og vi kan se frem til flere møder med dem i Aarhus – forhÃ¥bentlig.

Fotoet ovenfor er taget af Kim la Cour ved koncerten.

Niels Skousen gæster byen

3. november 2016

Min blog har desværre været nede hele dagen. Efter sigende skyldes det en for gammel udgave af WordPress… Men nu er den oppe at køre igen, selv om der er et par smÃ¥ting, der stadigvæk skal fixes.

I 2014 gik jeg glip af en koncert med Niels Skousen. Arbejde og familieliv spændte ben. Og det er sÃ¥dan set ok, men nu er der ingen vej uden om. Om et par timer stÃ¥r Niels pÃ¥ scenen med et nyt band og en ny plade i ærmet. Jeg glæder mig til at høre den gamle troubadour – og vender selvfølgelig tilbage til koncerten snares efter.

PS. Og så nej. Det gik i vasken med den koncert af visse årsager. Det skal bare ikke være mig og Skousen lige pt.

Gårsdagens koncert: Black Mountain på Voxhall, Aarhus

1. november 2016

Lad mig begynde ved slutningen af koncerten med Black Mountain. Da de forlod scenen for første gang lod tangentspilleren (Jeremy Schmidt) et af sine instrumenter stå og spille et enkelt tema, der kørte i ring. Medens publikum klappede og forsøgte (med held) at kalde det fem mand store kanadiske band ind igen til det obligatoriske ekstramateriale.

Og pÃ¥ vej hjem fra koncerten tænkte jeg lidt over denne lille episode og blev enig med mig selv, at det ingenlunde var den rene tilfældighed (hvis en sÃ¥dan overhovedet findes…), men afspejlede bandets grundliggende musikalske holdning. For det autonome tema understregede, hvad koncerten ogsÃ¥ havde slÃ¥et fast: At Black Mountain er et band, der – som visse forbilleder tilbage i tresserne og halvfjerdserne – tænker musik som en slags organiske stykker, der ikke, som klassikse rocknumre, har fx en intro, et midterstykke og en outro eller et A- og et B-stykke, der veksler mellem hinanden – men som stykker, der ikke rigtig har nogen let afgrænselig begyndelse og slet ikke nogen ditto slutning. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg have troet, at koncerten bestod af et langt musikalsk landskab, der kun pÃ¥ skrømt blev delt op i mindre stykker.

Og hermed er jeg tilbage ved diskussionen om Black Mountain og deres forbindelse til fortiden. Gruppen er jo, som antydet i mit forskræp, en af bannerførerne for hvad man måske kunne kalde neo-psychedeliaen. Og her denne mandag aften i Aarhus midtby gav det god mening at henføre bandets musik til tressernes og halvfjerdsernes psykedelisk inspirerede musik. Black Mountain spiller musik, der i mindre grad er afhængig af en god melodi, fængende riffs og hooklines, men i langt højere grad af stemninger og mentalt stimulerende lydlandskaber.

En anden arv fra fortiden Black Mountain bærer med sig er, at den fem mand store gruppe primært fremstÃ¥r som et kollektiv. Der var kun smÃ¥ forkølede tilløb til noget, der kunne opfattes som solistiske udfoldelser (fx af guitarist og forgrundsfigur Stephen McBean). Det var samspillet, det drejede sig om. Og det blev kun understreget af, at forsangerinden Amber Webber nok stod i forgrunden og havde en placering som forsangerinde, men netop fungerede som integral element i det musikalske udtryk. I en af sangene (jeg husker ikke titlen) sang hun ikke en dechiffrerbar tekst, men lod stemmen fungere som et instrument pÃ¥ linje med de andre – dvs. tangenter, bas, trommer og guitar. Og musikken som sÃ¥dan bar ogsÃ¥ stærkt præg af at være en kollektiv frembringelse. PÃ¥ den led kunne Black Mountain minde om et andet kanadisk band, nemlig The Band – men uden nogen som helst sammenligning i øvrigt.

Skulle man driste sig til at placere bandet i et rockhistorisk perspektiv, sÃ¥ kunne man hævde, at de befinder sig et sted i det musikalske landskab mellem Jefferson Airplane og Iron Butterflyd i det ene hjørne, Deep Purple i det andet hjørne og senere, progressive rockbands i det tredje hjørne. Amber Webbers sang fik mig til at tænke pÃ¥ netop Grace Slick, selv om Amber ikke besidder Slicks imposante stemmekraft. Men i lange passager kunne hun godt lyde som Slick pÃ¥ de mest psykedeliske numre hos Jefferson Airplane. Og Schmidts tangenter kunne ofte lede tanken hen pÃ¥ Deep Purple. Men selv om der sÃ¥ledes – for denne publikum i det mindste – var en vis genkendelighed, sÃ¥ var det ogsÃ¥ tydeligt, at Black Mountain har lyttet til meget af de senere Ã¥rtiers rock og har taget den til sig. Post-punk, post-rock og grunge. Bare for at tage et par eksempler.

Et enkelt ekstranummer blev det til og koncerten, der startede med tre kvarters forsinkelse, varede under to timer. Men i mine ører var det sådan set en meget passende længde, der fik givet et fint indtryk af et interessant band, der er mere kult end mainstream.

Roky på Voxhall, Aarhus torsdag d. 28. april

29. april 2016

roky-erickson-11

“Awesome”. Det var prædikatet, som opvarmningsnavnet Matt Long gav Roky Ericsons præstationer pÃ¥ den igangværende turné, hvor Erickson spiller sange fra sit berømte tresserband The 13th Floor Elevators. “Awesome”. Men var koncerten sÃ¥ “awesome”? Det afhænger rigtignok af, hvilke forventninger, man har haft til den nu alderstegne forgrundsfigur fra tresserbandet, der var toneangivende for den psykedelisk farvede garagerock. Hvis kriteriet var, at Roky og bandet formÃ¥ede at genskabe noget af stemningen fra de gamle sange, sÃ¥ var det en “awesome” koncert.

Roky Erickson er blevet en alderstegen bamse, der tydeligvis ikke går så godt længere (han er 68). Og han tilbragte da også det meste af koncerten (bortset fra de obligatoriske ekstranumre) siddende på en bredsædet stol og med sin guitar om halsen. Og hans traktering af guitaren begrænsede sig til lidt nedtonet rytmeguitarspil, der lå milevidt fra forne tiders udfoldelser på det instrument. Men heldigvis kunne bandet kompensere på det punkt.

Inden vi kom til selve koncerten fik vi en kort opvarmning af bandets trommeslager Matt Long, der med el-guitaren som instrument gav en håndfuld smagsprøver på sine egne sange. Sange, der kan beskrives som melodiske singer-songwriter-sange med rockkant af den type, man ikke lige kan huske, når man først har hørt dem, men gerne vil høre igen engang. Et sympatisk bekendtskab.

Og da Long satte sig bag trommerne hos Roky, var han fra første taktslag primus motor for bandets genskabelse af lyden fra The 13th Floor Elevators. Der var smæld og drive i hans trommespil og det løftede hele bandets præstation. Og han blev godt støttet af Jason Richard på bas, Eli Southard på lead-guitar og Jegar Erickson, der tog sig af backingvokalen og med en moonshine-lignende dunk frembragte de psykedeliske, gutterale lyde, der er en væsentlig del af Elevators tidlige psykedeliske indspilninger.

Roky var hovednavnet, og der var en nærmest ærbødig attitude over for ham fra de andre musikeres side. Og Roky klarede da også ærterne. Hans stemme er ganske velbevaret med sin karakteristiske skarpe og lidt nasale klang. Og han førte os gennem en lang række af Elevators sange uden af ymte et eneste ord mellem sangene. De kom som perler på en snor i et langt sæt, der varede en halvanden times tid, inklusive en lille håndfuld ekstranumre. Og det lykkedes at genskabe lyden og stemningen fra Elevators klassiske sange. Selvfølgelig i moderne iklædning. Den teknologiske udvikling siden midttresserne satte sit præg i form af en moderne koncertlyd. Men alligevel formåede Roky og Co. at frembringe den rigtige garagelyd med den karakteristiske psykedeliske farvning.

Og det var da ogsÃ¥ tydeligt, at det fremmødte publikum, der bestod af lige dele seniorer og ungdom, var godt tilfreds med Rokys præstation. Roky, Roky, Roky genlød kaldet, da der skulle hentes nogle ekstranumre. Jo, Roky var lykkedes med sit projekt i Aarhus denne lidt regnfulde torsdag aften i april. Som et af bandmedlemmerne kort nævnte, sÃ¥ har Roky ogsÃ¥ lavet andet siden dengang, han lagde ud. Men denne aften stod i Elevators tegn. Og tak for det. En “awesome” aften pÃ¥ den beskrevne betingelser.

Fotoet ovenfor er lånt fra Voxhalls hjemmeside.

En aften med Burnin Red Ivanhoe

18. marts 2016

‘Alting var bedre i de gamle dage’. SÃ¥dan cirka lyder en tekstlinje fra en af de sange, som Burnin Red Ivanhoe fremførte i gÃ¥r aftes pÃ¥ spillestedet Atlas i Aahus Midtby. Og dermed blev den nostalgiske tone slÃ¥et an, hvis den ikke allerede havde været det før. For Burnin Red Ivanhoe er, som kapelmester Karsten Vogel sÃ¥ rigtigt sagde indledningsvist, et gammelt orkester. Et orkester, der gÃ¥r tilbage til sidste halvdel af 1960’erne, hvor Karsten Vogel (musik) sammen med Niels Erik Wille (tekster) havde lavet 18 numre og blot manglede et orkester til at fremføre dem. Resten er historie, dansk rockhistorie.

I dag fremstÃ¥r Burnin Red Ivanhoe i en lettere forynget udgave, idet de to forgrundsfigurer – saksofonist m.m. Karsten Vogel og multiinstrumentalist m.m. Kim Menzer – er suppleret af yngre musikere: Lone Selmer (sang, tangenter), Assi Roar (bas), Klaus Menzer (trommer) og Jens Runge (sang og guitar). Derfor fremstod bandet ogsÃ¥ meget anderledes end pÃ¥ coverfotoet ovenfor, men musikalsk set var kontinuiteten intakt. De tre nye medlemmer havde tydeligvis og uden de store problemer adopteret Ã¥nden og ikke mindst lyden fra det hæderkronede gamle rockorkester.

Det var Menzer og Vogel, der som en slags kapelmesterpar, førte an i løjerne. Vogel fortalte om gamle dage – om dengang i sluttresserne, hvor bandet spillede en snevejrsaften pÃ¥ Stakladen, om bandets gamle turbus “Wilhelm” (el. var det “William”?), om historien bag bandnavnet, om tilblivelsen af de første atten sange osv. Og anekdoterne blev garneret med humoristiske lyrisk-politiske indslag om musikkens status i vor tids konjunktur og andet. Og derved sørgede Vogel for at foretage en solid kobling mellem for- og nutid. En kobling, der sÃ¥ blev understøttet og udbygget i det musikalske.

Hovedvægten i det musikalske program lÃ¥ ogsÃ¥ pÃ¥ gamle dage med numre fra især hovedværket M144 (“Ridder Rød”, “Tingel-Tangel Mand”, “Indre Landskab”, “Medardus”, “Purple Hearts” og afslutningsvis som ekstranummer “Ivanhoe i Brøndbyerne”). Og med Kim Menzer som det store legebarn eller klovnen (forstÃ¥et i den mest positive betydning), der, iført rød hue og hawaii-skjorte, med hÃ¥ndholdte klokker, mundharmonika, trækbasun, tværfløjte og didgeredoo sørgede for at etablere forbindelse til fortiden, herunder tressernes udmærkede og veludviklede sans for at lade det gale og kreative blomstre. Imedens spillede Karsten Vogel pÃ¥ sine saksofoner (nÃ¥r han ikke lige for en kort stund afløste Lone Selmer ved keyboardet) med sin karakteristiske og prægnante lyd og sørgede for at skabe det cross over mellem free form-jazz (Ayler ikke mindst) og progressiv rock, der udmærker Burnin Red Ivanhoes stil. Og unge Runge pÃ¥ guitar havde læst lektien og forstod i sine soli at demonstrere, at han sagtens kunne løfte arven fra bandets tidligere guitarister og lade inspirationen fra ikke mindst Jimi Hendrix skinne igennem.

Publikum, der fyldte pænt i salen (og sad ned!) tilhørte mestendels det ‘grÃ¥nende segment’, altsÃ¥ dem, der er gamle nok til at kunne huske ‘de gode gamle dage’. Og det var mit indtryk, at de fik, hvad de kom for.

Men det var ikke bare en nostalgisk aften. I hvert fald ikke nostalgi i den forstand som det indledende citat antyder: et begær efter at vende tilbage til en tid, hvor alt var bedre. Nej, aftenen var nostalgisk i den forstand, at Vogel, Menzer og Co. (be)viste, at Vogels musik og Willes vilde, syrede tekster i de rette musikalske hænder fremstår lige så friske som dengang de blev skabt og fremført første gang. Og at Burnin Red Ivanhoe burde kunne tale til et langt yngre publikum, fx dem, der dyrker den moderne udgave af psykedeliaen og står med hovedet i vinylbunkerne for at finde perler fra dengang det hele startede. Uden sammenligning i øvrigt så er Burnin Red Ivanhoe Danmarks svar på Grateful Dead, et langvarig band med en unik lyd. Og heldigvis er Burnin Red Ivanhoe stadigvæk i gang. Keep on trucking.

 

Gong Gong The Elephant Song 

AC/DC kommer – til Aarhus

18. december 2015

Og billetsalget Ã¥bner i dag kl. 10. Jeg kender flere, der gerne stÃ¥r i kø længe fÃ¥r at sikre sig en billet til koncerten i Ceres Park d. 12. juni 2016. Og det er forstÃ¥eligt nok, for AC/DC er højfrekvent, energisk, ukompliceret rock og rul af den slags, der altid vil være plads til og behov for. Ingen fine fornemmelser, bare pÃ¥ med de korte shorts og sÃ¥ derudaf – ud over rampen. Og det skal de nok komme disse australiere…

På Voxhall: En aften med Built to Spill

8. november 2015

bts-untethered-470x470

Som tidligere nævnt ramte indiekvarttetten Built to Spill Aarhus i går som første stop på deres lille besøg i Danmark (d. 10 er de på Loppen i København). Med albummet Untethered Moon er bandet på sæt og vis genopstået og har fået, hvad der er blevet beskrevet som et mindre comeback.

Men inden vi nåede så langt, skulle vi – publikum – igennem opvarmningen. Der var tale om ca. 45 minutter med züricher-kvartetten Disco Doom, der efter sigende skulle være et af de bedste bands fra Schweiz i vor tid. Og i deres sæt fik de vist, at de bestemt er mere doom end disco. Disco Doom demonstrerede, at de – dvs. Anita Rufer, Gabriele De Mario, Flo Goette og Tobi Schramm – står med alle ben dybt nede i post-rocken og især post-Velvet Underground-støjrocken. Et stor håndfuld forglemmelige sange, der blev venligt og høftligt modtaget af det lille, klappende publikum, der var mødt op til opvarmningen, gjorde sig især i kraft af et energisk støjende drive. Og kvartetten fik den for opvarmningsband utaknemmelige rolle at sætte hovednavnets præstation i relief.

Og det viste sig da også, at Built to Spill i deres halvanden time lange sæt havde så meget mere at byde på. Ganske vist var der strejf af støjrock at spore i Idaho-kvartettens musik, men der var også meget mere og andet at glæde sig over.

I et langt fortættet sæt, hvor den ene sang afløste den næste som perler på en snor og næsten uden kommentarer, afsløredes det, at godt nok er Built to Spill et band, men det er stadigvæk sangeren og guitaristen Dough Martsch, der er det autoritative midtpunkt og forgrundsfiguren, medens de øvrige var henvist til at være meget kompetente og loyale medspillere, men ikke decideret backingband.

Og over for et pænt besøgt Voxhall, hvor en stor del af publikum tydeligvis var fans af dette kult-indieband, førte Martsch tilhørerne igennem en lang række sange, der udmærkede sig ved at være særdeles medrivende og iørefaldende. Sange, der har melodiske kvaliteter, men især bider sig fast i bevidstheden i kraft af fængende guitarhooks. Og sange, der for en dels vedkommende overbeviste ved at rumme elementer af både det balladeagtige og det ligefremt rockende. I det hele taget udmærkede den amerikanske indiekvartets musik sig ved en langt større kompleksitet end opvarmningen. En kompleksitet, der kom til udtryk som nogle meget varierede sange, hvor ballade møder støjende, huggende rock i fornøjelige synteser og med Dave Martsch som det indlysende midtpunkt med sin lyse mandsstemme, der i forbifarten kunne minde om en ung Neil Young, og et medrivende og meget ekspressivt guitarspil, hvor guitaren både blev trakteret som rytmeguitar og post-Hendrixsk ekspressiv singleguitar.

Med et par ekstrenumre kørte Martsch og Co. koncerten hjem og – må man sige – leverede varen til fulde over for et forventningsfuldt og begejstret publikum. Aftenen var ikke spildt, så at sige…

 

The Tallest Man on Earth besøgte Voxhall, Aarhus, lørdag d. 10. oktober

11. oktober 2015

tallest

“Koncerten med The Tallest Man on Earth er UDSOLGT” meddelte et opslag over døren til Voxhall, da jeg ankom til spillestedet i god tid før koncerten. Og den besked – og den store kø foran billetkontoret – blev hængende i bevidstheden et stykke tid. For hvorfor er der udsolgt? Bevares The Tallest Man on Earth – kunstnernavn for Kristian Matsson – kommer med endog fine plade- og koncertanmeldelser (bl.a fra Roskilde Festival og Store Vega) i ryggen, men alligevel? Mange gode navne med fornemme foromtaler fylder ikke et spillested som Voxhall op til randen. SÃ¥ hvorfor?

Men inden jeg fik lidt at et svar pÃ¥ spørgsmÃ¥let, mÃ¥tte vi – publikum – opleve opvarmningsnavnet, Phil Cook. Guitarist, sanger og sangskriver fra North Carolina ( i det sydlige USA), som Cook med slet skjult stolthed fremhævede som et sted, der har skabt musik med hjerte, musik, der ‘har ændret verden’. Og musik som han selv dyrker. Med en god hÃ¥ndfuld sange, der stak dybt i gospel, blues og gammel rock’n roll fik Cook et godt tag i et oplagt publikum, der tydeligvis kunne lide ham og hans musik og endda indlod sig pÃ¥ at synge med pÃ¥ en sang om sangskriveren lille 4-Ã¥rige, søvnglade søn.

Og så viste det sig senere, at Phil Cook ikke var en tilfældig support, men en god ven af og musikalsk inspirator for Matsson. Og et navn, man fik lyst til at høre mere af og om.

Klokken cirka 22 dukkede Matsson så op sammen med sit fire mand høje band. Ja, han kom springende ind på scenen som en anden skovtrold. En ung faun, der straks tog førertrøjen på og med sin aktive og nærværende optræden fra første færd tryllebandt et i forvejen forventningsfuldt og entusiatisk publikum. Og det var her noget af svaret på ovenstående spørgsmål begyndte at finde lidt af en forklaring. For der midt på gulvet foran The Tallest Man og Co. blev det hurtigt klart, at vi var kommet med Matsson-fanklubben til koncert. En stor del af det overvejende unge publikum var tydeligvis hard core-fans, der ikke alene kunne de fleste af Matssons sange udenad (og klappede og sang med på sangene), men også agerede med den for fans typiske begejstring, der ikke lader megen plads til kritisk distance eller forbehold.

Der er nu heller ikke nogen grund til at være specielt kritisk over for Matsson og hans band. For man mÃ¥ sige, at kunstneren leverede varen. Med et sjældent set nærvær, energi og intensitet afleverede Matsson en stribe af sine meget iørefaldende og vedkommende sange, kun kort afbrudt af en obligatorisk udskifning af guitaren efter hver sang (og smiden bort af den brugte plekter). Og der var ingen tvivl om, at Matsson var hovedpersonen. Det bÃ¥de kompetente og lydhøre amerikanske band  – viola, el-guitar, bas, saksofon, trommer, keyboards og steel guitar – var et langt stykke hen i koncerten henvist til rollen som akkompagnement, hvilket blev understreget af en del sange, hvor Matsson stod alene pÃ¥ scenen. Først til slut i den ordinære koncert fik bandet mulighed for at rocken igennem sammen med hovednavnet – og Phil Cook som tangentspiller – som et regulært sammentømret band. Noget, der gav en lyst til at se, hvordan det projekt ville kunne udvikle sig fremover.

Vi var til koncert med fanclubben – pÃ¥ godt og pÃ¥ ondt. For en stor del af de fremmødte var meget snakkesalige. At man snakker før koncerten begynder og i pausen mellem opvarmning og hovednavn er kun forstÃ¥eligt, selv om det udviklede sig til en næste metalllisk klingende summen. Men, nÃ¥r man fortsætter ind i selve koncerten bliver det for meget. Og Kristian Matsson mÃ¥tte da ogsÃ¥ – meget diskret – henstille til nogle af publikummerne,  at de holdt mund og lyttede og oplevede koncerten. For det er jo det, vi var der for. Men i vores selvoptagede kultur er det Ã¥benbart svært for nogle at vise det hensyn over for kunstnerne og de øvrige publikummer. Dertil kom, at nogle fÃ¥ lod sig rive sÃ¥ meget med af Matssons – det skal understreges – meget medrivende og dansante sange, at de hoppede og fægtede med armene, sÃ¥ de bagvedstÃ¥ende fik ødelagt deres oplevelse – og højlydt mÃ¥tte pÃ¥tale den dÃ¥rlige opførsel. Og det hører da heller ingen steder hjemme at opføre sig pÃ¥ den mÃ¥de.

Men bortset fra denne lille drÃ¥be malurt i koncertbægeret, sÃ¥ var det en pÃ¥ enhver mÃ¥de fremragende koncert. Vi fik ogsÃ¥ et par ekstranumre. Og The Tallest Man on Earth kommer mÃ¥ske ikke i Guinness Book of Records pÃ¥ grund af sin højde, men han viste, at han sikkert er The Tallest i mangen en fans pladesamling og overbevist os andre om, at han har nogle fantastiske sange i ærmet. Sange, der tydeligvis stÃ¥r i gæld til den folkrocktradition, der bl.a. tæller Bob Dylan (som Matsson direkte henviser til i sangen “King of Spain”, hvor han bærer støvler af spansk læder…), men ogsÃ¥ er præget af en svensk tradition for gode popsange. Og sange, der blev afleveret med nærvær, energi og intensitet, der gjorde koncerten nærmest formfuldendt.

Jeg bliver nok ikke fan af Matsson, og kunne godt ønske mig, at han engang begyndte at synge pÃ¥ sit modersmÃ¥l – men han har – sammen med sit gode band – givet mig en at de store koncertoplevelser i Ã¥r. OgsÃ¥ med det forbehold, jeg havde over for en del af publikum. Kom igen Kristian.

Fotoet ovenfor er lånt fra Voxhalls hjemmeside.