Indlæg tagget med koncert

Drømmepop på en kold aarhusiansk aften – Slowdive

25. februar 2018

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk) – lånt fra Voxhalls hjemmeside.

Med fornemme anmeldelser fra de seneste besøg i landet og med et relativt nyt comeback-album i bagagen indtog kvintetten Slowdive aarhusianske Voxhall i går aftes. Og det er klart, at det skruer forventningerne om en vellykket koncert op. Og Slowdive indfriede da også forventningerne.

Men inden vi skulle nå til hovedmenuen (et kvarter over ni), så skulle vi igennem et sæt med kvartetten Dead Sea. Og det var lidt et studie i opvarmningens problematikker. Og Dead Sea fik rollen som dem, der skulle sætte Slowdives perfektionisme i relief. Dead Sea spiller en afart af elektronisk rock, der er domineret af præ-programmerede trommelyde m.m. Den elektroniske maskine blev suppleret af en forsangerinde (m. et lille keyboard og en digital tromme), en guitarist   og en bassist. Men den præ-programmerede musik dominerede i en grad, så man fik indtryk af, at bandet var i en (u)frivillig spændetrøje. Sangerinden lagde undervejs op til at ville slå sig løs i scenedans og bassisten signalerede, at han gerne ville have friere tøjler. Men det var bare ikke muligt i den elektroniske tvangsjakke. Og måske var det også forklaringen på, at bandet virkede som et band, der endnu ikke har fundet sig selv, ikke har udfoldet et potentiale, det besidder. Bedst fungerede Dead Sea i de mest rockende numre. Og de efterlod et indtryk af, at de nok skal tilbringe mange timer i små klubber rundt omkring, før de får udfoldet deres talent.

Oven på Dead Sea mekaniske electronica virkede det nærmest befriende, da Slowdive entrede scenen og på en grund af tunge, analoge trommer og en lige så markant bas sendte deres drømmepop ud over en propfuld sal. Og fra første sang stod det ganske klart, at Slowdive, der næste år kan fejre 30-års jubilæum, behersker deres udgave af drømmepop til perfektion. Med sanger, sangskriver og guitarist Neil Halstead som kapelmester, stående længst ude til højre, blev Slowdive ført fra den ene sang til den næste (inklusive et par ekstranumre). Sange, der – i mine ører i hvert fald – er som skåret over samme læst, uanset om der er tale om stille eller rockenden numre. Melodiøse sange, der domineres af sfæriske klangflader, der skabes af manipulerede sangstemmer (Rachel Goswells og Halsteads) og effektmærkede guitarer. Det er musik, der lever højt på de drømmeagtige stemninger, effekterne skaber og som giver god mening til genrebetegnelsen “drømmepop”.  Shoegaze var der derimod ikke meget af. Rachel Goswell, der var lidt forkølet på dagen, henvendte sig venligt til publikum og Halstead og de andre havde også løftet blikket mod salen.

På en baggrund af lyseffekter, der gav svage mindelser om de psykedeliske periodes leg med analoge farver, men i kraft af digitalisering lå langt derfra, afviklede Slowdive med tilbagelænet, næsten distanceret coolness deres show til perfektion. Og det var tydeligt, at de fremmødte fans var begejstrede. Men spørgsmålet er, om Slowdives erfarne perfektionisme ikke kun er bandet styrke, men også dets svaghed? Er der udviklingsmuligheder i Slowdives musikalske stil? Det kan kun tiden vise.

Men samlet set levede Slowdive som sagt op til de høje forventninger og leverede et perfektionistisk show, der gav fuld valuta for pengene.

Slowdive + Dead Sea. Voxhall. Lørdag d. 24. februar.

The Jesus and Mary Chain ramte Aarhus

6. oktober 2017

I den første gode halve time af denne koncertefterårsaften i Aarhus er det amerikanske Wesley Eisolds Cold Cave, der har indtaget scenen. På en baggrund af hvide spotlights, der blinker og flimrer ud mod publikum skabes en sort-hvid scenografisk æstetik, der passer fint til bandets udgave af støjende elektronisk dark wave.

Gennem en god håndfuld sange – eller rettere: musiknumre eller -stykker – viser Colds Wave sig at være ægte amerikanske arvtagere af den britiske mørke post-punk med Joy Division som et diskret med markant pejlepunkt i fortiden. Stykkerne – for numrene mangler sangenes struktur – følger hinanden sømløst, fordi forsangeren stort set er tavs mellem numrene og agerer i sit eget shoegazende, introverte univers af mørke, melankolske tekster. Og bandet – to keyboards, guitar og trommer – virker på samme måde distanceret og tilbagetrukkent i forhold til publikum.

Numrene var ensformige, grænsende til det monotone, men det lykkedes alligevel for bandet at komme ud over scenen i kraft af en vis intensitet og nerve, der især trængte igennem fra forsangerens let forpinte, lidenskabelige sangperformance og trommeslagerens energiske udfoldelse. Og det var mit indtryk at mange blandt publikum godt kunne lide, hvad de hørte. Man følte sig hensat til et raveparty eller en storbyklub, hvor musikken ville passe fint til en let beruset, manisk dans.

For mig, der ikke er erklæret fan af The Jesus and Mary Chain virkede Cold Caves opvarmning som en slags fremkaldervæske i forhold til hovednavnets optræden. Forstået på den måde, at The Jesus er bærere af et image, der fortæller, at bandet har røg og ikke mindst støj som post-punk-vandmærke. Og det er da også rigtigt, at bandet – også denne aften – er nedsunket i en kulisse af nærmest uigennemsigtig røg og modlys, og at den guitarfrembragte feed-back-forvrængnings-støj fik lov til at dominere mere og mere som koncerten skred frem.

Men for mig blev det også klart, at godt nok har brødrene Reid et erklæret ambivalent forhold til rock’n roll – sådan som det tydeligvis kommer frem i koncertens indledende sang “Amputation” (“I’m a rock and roll amputation”) og i den sidste sang (fra svanesangsalbummet Munki): “I love rock’n roll….I hate rock’n roll” – men skræller man den post-punk-støjende overfalde af, så finder man ind til en kerne af sange, der står på skuldrene af de sidste mange årtiers klassisk rock’n roll. Sange, der stort set alle er skåret over samme rock’n roll-læst – med et A-stykke og et måske ikke uforglemmeligt, men dog memorabelt, B-stykke, som man som man kan synge med på og som er indgraveret i rygraden på enhver rigtig fan. Sange, der besidder den klassiske rocksangs melodi og tekstlige sans for den gode historie og det seriøse budskab. The Jesus hviler i mine ører på en tradition, der går længere tilbage end til T Rex’ glamrock (som man indledningsvist kunne høre i højtalerne), ja helt tilbage til halvtredsernes rå garagerockere. Det gælder for The Jesus som for andre punk- og post-punk-rockoprørere, at de i oprøret inkorporerer det, de gør oprør imod. Rocken.

Med udgangspunkt i bandets seneste album, det anmelderroste Damage and Joy førte forsanger Jim Reid og bandet (broder William på guitar, suppleret med guitar, bas, trommer – og i et par numre en kvindelig backingsangerinde, Bernadette Denning) os på strejftog tilbage – ja, langt tilbage, til Psychocandy – i sangkataloget. En tour-de-force med fokus på klassiske sange, der vækkede umiskendelig jubel i den fremmødte fanskare. Og sangene blev fremført med styr på den høje lyd og et drive, der måtte overbevise tvivlere om, hvorvidt bandet stadigvæk har noget på hjerte efter genkomsten i 2007. Og de i bund og grund klassiske rocksange blev drevet frem af især William Reids markante, frenetiske guitarfigurer, der satte strøm og støj til sangene, og af forsanger Jim Reids genkendelige hæse, men også paradoksalt klare stemmeføring.

Hele to ombæringer af ekstra-numre blev det til, inden bandet lidt i tolv kunne takke af over for et publikum, der tydeligvis havde fået, hvad de kom for. Og ingen tvivl om det. The Jesus and Mary Chain viste denne aften, at de forudløbende rygter om fine præstationer (på fx Roskilde Festival) ikke bare var tilfældigheder, men at The Jesus har genrejst sig efter års pause og har formået at knytte bånd tilbage til tiden før bruddet. Det kan godt være, at der stadigvæk er splid internt i gruppen mellem de to brødre Reid, men på scenen mærker man den ikke. Her spiller det, højt og støjende. The Jesus er genopstået som Fugl Fønix af asken. Velkommen tilbage. En på alle måder vellykket koncert.

Fotos: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk – Steffens fotos er copyrightbeskyttede og må kun bruges denne ene gang af mig, respektér det venligst.

Handsome Family kom forbi Aarhus igen…

18. maj 2017

hfkim

Hvor længe holder han? spørger dagbladet Information i dag. Og den ‘han’, der er tale om, er selvfølgelig præsident Donald Trump, der i sin korte embedsperiode har tromlet rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Og hvis man som undertegnede er træt af den løbende, skandaløse fortælling om The Donald, sÃ¥ var den velgørende modgift at gÃ¥ i byen i gÃ¥r for at lytte til og opleve bandet Happy Family, der pÃ¥ en lang tur, lagde vejen forbi spillestedet Atlas.

For i Happy Family kan man ikke lide Trump eller – som forgrundsfigur Brett Sparks (sang og guitar) betegnede ham “the orange ape”. I den orange abemands tid er der ikke noget godt at fortælle om Amerika, kunne fru Rennie Sparks (banjo og basguitar) tilføje som optakt til deres musikalske udfoldelser.

Og musikalsk set passer Happy Family nærmest perfekt til Donaldismens æra. Især de af Rennie forfattede tekster virker med deres groteske og absurde humor som en rigtig modgift til Trumps overfladiske succes og brilleren. Man fristes næsten til at opfatte Happy Family som repræsentanter for de mange amerikanere, der skammer sig over og har dårlig samvittighed over at have en Trump som førstemand.

Sangene, der for størstedelens vedkommende denne aften var hentet fra bagkataloget og ikke fra den seneste plade, udspringer af Sparks-familiens hverdagsliv i og omkring Albuquerque, New Mexico. Sange om slanger, om at købe ind i et spøgelseshjemsøgt Wall Mart sent om aftenen, om et af familiens mange husdyr, om frygt, om Chicago (hvor parret boede en periode – “it sucks”, som Rennie sagde), om en bestemt lufthavn i Chicago med en bestemt “gate” (“I hate it”, pointerede Rennie), men ogsÃ¥ fx om den læderbukseklædte, partyglade, kvindelige pilot Amelia Erhart, der endte sine dage i et fly ud over det store hav.

Men alle sange, der kunne have været danske skillingeviser (hvis eller parret havde levet for mange år siden), som på en tyk bund af mørk humor fortalte små historier, som man kunne være i tvivl om var sande eller det modsatte. Og det hele blev bundet sammen af Rennie Sparks sprechstallmeisteragtige styring af  de musikalske løjer, suppleret af husbond Bretts små afbrydelser.

Stilistisk bevæger Handsome Family sig som altid i grænselandet mellem americana, country, murder ballads og rock. Og denne aften med hovedvægten pÃ¥ rock. En rock, der var meget præget af halvtredsernes garagerock, fx. Link Wray and his Ray-Men. I et kort, vægtigt sæt, der varede ca. halvanden time blev det talrigt fremmødte publikum ført igennem en perlerække af Handsome Familys bedste sange i en fremførelse, der – bortset fra lidt tekniske problemer med Rennies bas – ydede de gode sange og melodier stor retfærdighed. Og et par ekstranumre blev det ogsÃ¥ til, bl.a. en smagsprøve pÃ¥ en ny, ikke helt færdig sang. SÃ¥ Handsome Family er stadigvæk i gang og vi kan se frem til flere møder med dem i Aarhus – forhÃ¥bentlig.

Fotoet ovenfor er taget af Kim la Cour ved koncerten.

Niels Skousen gæster byen

3. november 2016

Min blog har desværre været nede hele dagen. Efter sigende skyldes det en for gammel udgave af WordPress… Men nu er den oppe at køre igen, selv om der er et par smÃ¥ting, der stadigvæk skal fixes.

I 2014 gik jeg glip af en koncert med Niels Skousen. Arbejde og familieliv spændte ben. Og det er sÃ¥dan set ok, men nu er der ingen vej uden om. Om et par timer stÃ¥r Niels pÃ¥ scenen med et nyt band og en ny plade i ærmet. Jeg glæder mig til at høre den gamle troubadour – og vender selvfølgelig tilbage til koncerten snares efter.

PS. Og så nej. Det gik i vasken med den koncert af visse årsager. Det skal bare ikke være mig og Skousen lige pt.

Gårsdagens koncert: Black Mountain på Voxhall, Aarhus

1. november 2016

Lad mig begynde ved slutningen af koncerten med Black Mountain. Da de forlod scenen for første gang lod tangentspilleren (Jeremy Schmidt) et af sine instrumenter stå og spille et enkelt tema, der kørte i ring. Medens publikum klappede og forsøgte (med held) at kalde det fem mand store kanadiske band ind igen til det obligatoriske ekstramateriale.

Og pÃ¥ vej hjem fra koncerten tænkte jeg lidt over denne lille episode og blev enig med mig selv, at det ingenlunde var den rene tilfældighed (hvis en sÃ¥dan overhovedet findes…), men afspejlede bandets grundliggende musikalske holdning. For det autonome tema understregede, hvad koncerten ogsÃ¥ havde slÃ¥et fast: At Black Mountain er et band, der – som visse forbilleder tilbage i tresserne og halvfjerdserne – tænker musik som en slags organiske stykker, der ikke, som klassikse rocknumre, har fx en intro, et midterstykke og en outro eller et A- og et B-stykke, der veksler mellem hinanden – men som stykker, der ikke rigtig har nogen let afgrænselig begyndelse og slet ikke nogen ditto slutning. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg have troet, at koncerten bestod af et langt musikalsk landskab, der kun pÃ¥ skrømt blev delt op i mindre stykker.

Og hermed er jeg tilbage ved diskussionen om Black Mountain og deres forbindelse til fortiden. Gruppen er jo, som antydet i mit forskræp, en af bannerførerne for hvad man måske kunne kalde neo-psychedeliaen. Og her denne mandag aften i Aarhus midtby gav det god mening at henføre bandets musik til tressernes og halvfjerdsernes psykedelisk inspirerede musik. Black Mountain spiller musik, der i mindre grad er afhængig af en god melodi, fængende riffs og hooklines, men i langt højere grad af stemninger og mentalt stimulerende lydlandskaber.

En anden arv fra fortiden Black Mountain bærer med sig er, at den fem mand store gruppe primært fremstÃ¥r som et kollektiv. Der var kun smÃ¥ forkølede tilløb til noget, der kunne opfattes som solistiske udfoldelser (fx af guitarist og forgrundsfigur Stephen McBean). Det var samspillet, det drejede sig om. Og det blev kun understreget af, at forsangerinden Amber Webber nok stod i forgrunden og havde en placering som forsangerinde, men netop fungerede som integral element i det musikalske udtryk. I en af sangene (jeg husker ikke titlen) sang hun ikke en dechiffrerbar tekst, men lod stemmen fungere som et instrument pÃ¥ linje med de andre – dvs. tangenter, bas, trommer og guitar. Og musikken som sÃ¥dan bar ogsÃ¥ stærkt præg af at være en kollektiv frembringelse. PÃ¥ den led kunne Black Mountain minde om et andet kanadisk band, nemlig The Band – men uden nogen som helst sammenligning i øvrigt.

Skulle man driste sig til at placere bandet i et rockhistorisk perspektiv, sÃ¥ kunne man hævde, at de befinder sig et sted i det musikalske landskab mellem Jefferson Airplane og Iron Butterflyd i det ene hjørne, Deep Purple i det andet hjørne og senere, progressive rockbands i det tredje hjørne. Amber Webbers sang fik mig til at tænke pÃ¥ netop Grace Slick, selv om Amber ikke besidder Slicks imposante stemmekraft. Men i lange passager kunne hun godt lyde som Slick pÃ¥ de mest psykedeliske numre hos Jefferson Airplane. Og Schmidts tangenter kunne ofte lede tanken hen pÃ¥ Deep Purple. Men selv om der sÃ¥ledes – for denne publikum i det mindste – var en vis genkendelighed, sÃ¥ var det ogsÃ¥ tydeligt, at Black Mountain har lyttet til meget af de senere Ã¥rtiers rock og har taget den til sig. Post-punk, post-rock og grunge. Bare for at tage et par eksempler.

Et enkelt ekstranummer blev det til og koncerten, der startede med tre kvarters forsinkelse, varede under to timer. Men i mine ører var det sådan set en meget passende længde, der fik givet et fint indtryk af et interessant band, der er mere kult end mainstream.