Indlæg tagget med koncert

Den iscenesatte ekstase – rockskjalden Thåström gav koncert på Voxhall

8. marts 2012

På vej hjem gennem en snevåd, kold og mørk by efter koncerten med Thåström kom jeg til at tænke på digteren Thorkil Bjørnvigs gamle bog om beatmusikken Oprøret mod neonguden (1970), hvor han forsøgte at løsrive beatmusikken fra den banalisering, som den ellers var blevet mødt med op gennem tresserne, og indskrive den i en kultisk tradition som en revitalisering af den dionysiske dobbelthed, der løb som en understrøm i antikkens klassiske apollinske tanke. Beatmusikken som en fest elle et orgie, der i sig rummer både det konstruktive og det destruktive. Eros og Thanatos.

Thåström-koncerten i går på Voxhall kunne opleves om et kontrolleret, iscenesat dionysisk mysterium. Et musikalsk og teatralsk kunststykke – med understregning af kunst – hvor overskridelsen mellem dobbelthedens to sider kom på spil på scenen i musikken og Thåströms dramatiske one-man-show.

For øjnene af en næsten fuld sal kom Thåström ind på scenen iført sort hat, sort habit, hvid undertrøje og en halvt løsthængende buksesele. Han opførte en slags dans, der dels afslørede, at Mick Jagger ikke har optrådt forgæves, og dels lignede en stor fugls baskende dans. Thåström var bevæbnet med vinger. Med blikket enten fikseret på mikrofonen, som han trakterede som en forlængelse af sig selv eller måske som sit andet jeg, eller et sted ude i rummet over publikum, sang han, ja, dramatiserede han sine sange. Akkompagneret af et lydhørt og uhyre kompetent femmandsband. Trommer, bas, guitar og to keyboards.

Setlisten var centreret om Thåströms nye plade Beväpna dig med vingar, suppleret med sange fra solokarrieren og bandperioderne i øvrigt.

Thåström lagde ud med titelnummeret på det nye album. Og det stod fra første færd klart, at publikum ville blive præsenteret for lektion i moderne svensk rock. Med en monumental mur af lyd, der i høj grad var inspireret af den industrial rock, som Thåström tidligere med forkærlighed har dyrket, blev den ene sang efter den anden sendt ud over scenekanten i de 90 minutter koncerten varede. Inklusive en lille håndfuld ekstranumre. Balladerne, som Thåström også behersker, var i klart undertal. Det var et rockkoncert. Et helt igennem professionelt rockshow, hvor intet var overladt til tilfældighederne og selv spontaniteten – fx da Thåström hamrede løs på nogle ophængte jernlænker – var iscenesat. Dionysos i lænker.

Koncerten var Thåströms show, og de særdeles kompetente musikere var – og agerede som – statister. Og det skal forstås positivt.

Stadigt vandrende rastløst og dybt koncentreret rundt på scenen, undertiden dansende som Jagger, øldrikkende, svedende, nu og da indforstået grinende, fremførte kunstneren sine poetiske sange med en stemme, der kan få en til at tænke på Tom Waits, men også på landsmanden Ulf Lundell i det dystre, melankolske hjørne.

Koncerten blev afsluttet med ThÃ¥ströms første singlehit, den bittersøde kærlighedssang ”Fanfanfan”. Men ellers vil jeg ikke fremhæve nogle af sangene pÃ¥ bekostning af andre. For der var , som antydet, tale om et veltilrettelagt, afrundet rockshow, der demonstrerede, at al snak om rockens død er noget inderligt vÃ¥s, og at rocken stadigvæk besidder den dionysisk-ekstatiske kraft, som Bjørnvig klogt pegede pÃ¥ for mere end fyrre Ã¥r siden. ThÃ¥ström viste os ogsÃ¥, at rocken er blevet en kunstart, der i de rette hænder er en stor oplevelse. I gÃ¥r aftes var vi udsat for en stor oplevelse. ThÃ¥ström er en storartet kunstner. Københavnerne kan godt glæde sig til koncerten i aften…

[Fotografiet er lånt fra den norske operas hjemmeside]

CAPAC på Geiger

Shelby Lynne kom forbi spillestedet Train

5. marts 2012

Den 43-årige singer-songwriter Shelby Lynne brød igennem til den store offentlig i 1999 med det selvbevidste album I am Shelby Lynne. Pladen var hendes sjette, og pladen, der var produceret af produceresset Bill Bottrell (Michael Jackson, Electric Light Orchestra, Sheryl Crow m.fl.) resulterede i en respektaftvingende Grammy i kategorien “bedste nye kunstner” i 2000. Men den slags hæder kan narre. Hvordan kan man være ‘bedste nye kunstner’ med sit sjette album, kunne man fx spørge? Og det gjorde Shelby også i sin takketale. Og læser man de amerikanske anmeldere, så kan man også hæfte sig ved, at ingen rutter med stjernene i karaktergivningen – og især fremhæver hendes engagement, attitude og andre udenomsværker ved sangene. Men pladen gjorde et vist indtryk på mig, da den kom i kraft af sin fornemme produktion, de gode medspillere og Shelby Lynnes ubetvivlelige engagement. De bedste steder på pladen kunne give løfter om noget mere. Måske var en ny Emmylou Harris på vej?

Shelby Lynne, hvis borgerlige navn er Shelby Lynn Moorer, kommer fra en musikalsk familie, men også en familie, hvor faderen kom ud i et intenst alkoholmisbrug og skød både sin kone og sig selv. Som ganske ung begyndte hun en karriere som countrykunster og debuterede i 1989 med albummet Sunrise. Hun fik det belastende prædikat ‘lovende’ af kritikerne og fortsatte med at udsende Nashville-producerede plader, der bevægede sig i en mere og mere mainstream-country-pop-retning uden at vise sig på countryhitlisternes øverste halvdel.

Men Shelby Lynne ville noget andet og brød derfor med det store plademærke Epic for at finde musikalsk husly i mindre plademærker som Morgan Creek og Magnatone, hvor hun udsendte et par country-plader, der dels var mere traditionelle country-and-western og moderne alternative country – i jagten på en personlig stil. Successen udeblev, og efter en mere eller mindre frivillig pause på tre år forlod hun Nashvillemiljøet og slog sig ned i Californien for at skrive sine egne sange og indspille sine egne plader – og ud af skuffelserne og modgangen de foregående år kom så gennembruddet med I am Shelby Lynne. De efterfølgende plader – på store plademærker som Island og Capitol – kunne ikke leve op til Grammy-pladens forhåbninger. Og efter at have udsendt sit album med Dusty Springfield-cover-numre Just A Little Loving i 2008, tog Shelby konsekvensen og lavede sit eget pladeselskab, Everso Records, hvor der er kommet tre album siden 2010. Senest Revelation Road i 2011. Selv om pladerne har fået pæne, velmenende, men også forbeholdne anmeldelser, så har de ikke solgt stort.

I går aftes kunne man så opleve Shelby Lynne på de århusianske spillested Train. Solo med guitar. Og det gør en forskel, når man har hendes gennemproducerede plader med backing i erindring.

Shelby Lynne er en lille, blond dame. Hun fylder ikke meget i projektørens skarpe lys. Og selv hendes relativt lille, akustiske Gibson-guitar forekom at være kæmpestor i hendes favn. Som aftenen skred frem måtte jeg også spørge mig selv, om hun ikke også er en lille kunstner? En kunstner, der vil sin kunst, vil sine sange, men alligevel kun en lille kunstner? En kunstner, der ikke kommer ud over prædikatet ‘lovende’?

I hvert fald kunne jeg konstatere, at formatet – sang og akustisk guitar – kan afsløre en kunstners format, både med hensyn til storhed og kleinhed. Med guitaren i hånd kan man ikke skjule, hvad storladen pladeproduktion og professionel backing kan sløre. Og i Shelby Lynnes tilfælde blev det tydeligt for mig, at hun kæmper engageret med de sange, hun tror på, men også, at hun er en ganske ordinær guitarist og en lige så ordinær sangerinde.

Og sangene, der kredsede om hendes eget liv, hendes oplevelser med kærlighedens ups and downs, hendes kristne tro og andre temaer fra hverdagen, forekom mig at være ret så banale historier. Og måske forstærkedes denne oplevelse af teksterne af, at sangene som musik manglede melodier. Kun et par gange var der tilløb til noget, der kunne minde om en klassisk iørefaldende countrysang.

Salen var ikke fyldt helt op, men der var tydeligvis en del af publikum, der satte pris på Shelby Lynnes præstation. Og når jeg selv blev hængende den times tid, koncerten varede, så skyldes det især Shelby Lynnes professionalisme og engagement. Man kan ikke tage fra hende, at hun vil sin kunst. Og det er da noget, selv om det ikke er nok…

Inden Shelby Lynne overtog scenen kunne man opleve den danske singer-songwriter CS Nielsen, der har modtaget ret så fine anmeldelser for sin seneste plade Man of the Fall (Nielsens anden udgivelse). Og Nielsen var en positiv oplevelse. En stilfærdig optræden med få, humoristiske kommentarer, ledsagede et fornemt guitarspil, en god stemme og en håndfuld engelsksprogede sange, der tematisk lænede sig op af sangskrivermytologien hos forbillederne – Johnny Cash, Hank Williams, Townes Van Zandt osv. – og sprogligt set ikke kunne sige sig fri for at blive hængende i klicheerne. Men CS Nielsen skal blive interessant at følge, hvis han kan få lagt mere afstand til sine forbilleder. Og jeg tror, det ville være oplagt for ham at begynde at skrive og synge sange på dansk. Men forbeholdene til trods var CS Nielsen absolut en god oplevelse i den lille halve time, han havde fået til rådighed.

.

 

Shelby Lynne – Revelation Road – Letterman Show

The Jayhawks besøgte Voxhall

4. marts 2012

Man kan, som min sidemand ved gårsdagens koncert gjorde, undre sig over, at The Jayhawks ikke er mere kendte, end tilfældet er. At bandet ikke er et større navn, end tilfældet er.

Men måske er det i virkeligheden ikke så underligt.

The Jayhawks blev dannet for mere end 25 år siden – helt nøjagtig i 1985 – i det område i Minnesota, man kalder the Twin Cities, efter de to byer Minneapolis og Saint Paul. Drivkraften dengang og nu er sangskriveren Mark Olson, der kreativt og på scenen flankeres af guitaristen og sangskriveren Gary Louris.

Bandets første to plader – Jayhawks (1986) og Blue Earth (1989) – kom på små plademærker. De fleste af sangene stod Mark Olson for, og de gav en forsmag på den form for americana, der med små forandringer undervejs er blevet Jayhawks stil. Pladerne solgte ikke stort, men var med til at gøre bandet kendt og skattet blandt andere kunstnere.

Først da det i 1991 lykkes Jayhawks at få pladekontrakt med det relativt store Def American-plademærke kom det til et egentlig nationalt gennembrud. Albummet Hollywood Town Hall (1992) – og singleuddraget “Waiting for the Sun” – kom på hitlisterne. Singlen nåede en 20. plads, og albummet kom i top 200. Og skaren af fans voksede.

Efterfølgeren Tomorrow the Green Grass (1995) blev også pænt modtaget af publikum, men kunne slet ikke spille sig ind. Nogenlunde samtidig var bandet efter nogle mindre udskiftninger ved at antage den form, det har haft siden. Tangentspilleren Karen Grotberg og trommeslageren, sangeren og sangskriveren Tom O’Reagan kom med.

Men på dette tidspunkt blev Mark Olson også kæreste med sangskriveren og musikeren Victoria Williams, og det betød at Jayhawks for en tid blev centreret om Gary Louris’ sangskrivning, da Olson lagde sine kræfter i det nye ægteskab og parrets fælles bandprojekt Original Harmony Ridge Creekdippers. Albummet Sound of Lies (1997) var præget af Louris’ stilistiske orientering og trak Jayhawks i retning af Neil Young-inspireret rock og country.

Efter pladerne Smile (2000) og Rainy Day Music (2003), der hver på deres måde viste sider af americana, skulle der komme til at gå otte år, inden deres seneste plade udkom, Mockingbird Time (2011). Jayhawks har ikke været formelt opløst i den forgangne periode, men medlemmerne – der nu omfatter Mark Olson, Gary Louris, Marc Perlman, Karen Grotberg og Tim O’Reagan, har spillet i andre sammenhænge. Blandt andet har Olson og Louris dyrket duoformatet.

I går aftes kunne man – hvis man ellers havde kendt til besøgelsestid – opleve The Jayhawks på den århusianske spillested Voxhall. Med sig som support – og viste det sig senere på aften også som medspiller – havde de sangeren, sangskriveren og guitaristen Chuck Prophet, der har en fortid i firserkultbandet Green on Red.

Jayhawks gik på scenen kl. 22 og leverede de næste knap to timer et professionelt show, der førte tilskuerne gennem mange af bandets meste kendte og elskede sange, men også kom helt ud i krogene, fx til en sang fra den kreative overskudsplade The Mystery Demos. Samlet set var koncerten en rundgang på bandets americana-palet, der har mange kulører og afslører, at Jayhawks har ladet sig inspirere af mange kilder fra Hank Williams og frem til i dag. Lige fra den Neil Youngske guitarlyd (på Crosby, Stills, Nash & Youngs hovedværk Deja Vu) over den unge Bob Dylan (Louris’ mundharmonikaspil) til The Feelies. Blot for at nævne nogle at de oplagte associationer, jeg fik under koncerten.

De to frontfigurer havde helt konkret delt scenen mellem sig (som Olson spøgefuldt kommenterede undervejs), og selv om Olson ofte fremhæves som forgrundsfiguren, så var der denne aften i det mindste tale om en fin balance. Olson med sin akustiske guitar midt på scenen og Louris med mundharmonika og lead-guitar til venstre.

Hver for sig besidder de to herre ikke de store stemmer, men Louris lyse og Olsons robuste stemme gled nærmest unisont smukt sammen i duetterne. Godt understøttet af Grotbergs og O’Reagans vokale supplement.

Da bandet kom ind på scenen kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det lige så godt kunne have være fire personer ude fra gaden. Olson lignede en lokal skolelærer, der lige var kommet fra job på en nærliggende folkeskole, Louris’ en bebrillet bibliotekar, Grotberg naboens pæne kone og så videre. Men bandets nærmest undselige fremtræden stod i diametral modsætning til den kollektive musikalske udfoldelse. Her var et band, der – som andre markante bands i americana-traditionen, fx bandet The Band – først og fremmest var på scenen for musikkens skyld. For den kollektive musikudfoldelses skyld.

Fra første akkord var Olson og hans kolleger professionelt tilstede og i musikkens favntag. Den ene sang afløste den anden uden pause og kun ledsaget af et par enkle kommentarer fra Olson og Louris. For mig lykkes en koncert for alvor, når man som tilhører pludselig slår hjernen fra og bliver et med lyden og situationen – på næste zenagtig vis. Og det skete for mig godt halvvejs inde i koncerten. Så kan det ikke blive bedre. Og da koncerten – efter de obligatoriske tre ekstranumre – var ovre, kunne det for min skyld godt have fortsat et time eller to.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så tror jeg, at grunden til, at The Jayhawks ikke er mere kendte end tilfældet er, at de stadigvæk – efter mere end 25 år i musikkens tjeneste – spiller for sangenes og musikkens skyld og inden for en stilart (hvis man da kan kalde det konglomerat af stilistiske elementer, der udgør ‘americana’, sådan), der altid har haft det svært med mainstream-koncepterne, og som de ikke er færdig med at udforske mulighederne i.

Som skrevet, så havde Jayhawks Chris Prophet med som ‘support’. Og rollen som opvarmningsnavn har ofte været utaknemmelig. Men i den halve time, Prophet havde at gøre godt med, tog han alene mand med sit eminente guitarspil og sin energiske sang den fyldte sals publikum i sin hule hånd. Ikke engang et par lydudfald kunne bringe ham ud af fatning, men blev blot en del af fremførelsens ‘magi’. Flere af sangene var taget fra Prophets seneste plade Temple Beautiful (2011), der tematiserer Prophets egen fødeby, San Francisco. Og med sine små muntre bemærkningen (bl.a. om den danske komiker Lars von Trier…) fik han afviklet et lille energisk show , der kun kunne give appetit på en regulær koncert med denne californiske bon viveur, som Mark Olson kaldte ham.

Lad bankboksen i Herning kappes med Horsens og andre store provinsbyer om de Store Stadionnavne, så længe det lille århusianske spillested Voxhall får lov til at musikalsk vellykkede koncerten som den med Jayhawks og Prophet!

Det eneste minus ved koncerten var, at tre godt overrislede ungersvende fra MIG-generationen (Mig! Mig! Mig!) mente sig berettiget til ganske hensynløst at mase sig helt frem til scenekanten, hvor de brugte tiden på at snakke højlydt med og mobiltelefonfotografere hinanden og – med lidet held – at komme i kontakt med bandets keyboardspiller, der dog håndterede chikanen med stoisk ro og professionalisme. Heldigvis kunne en hærdebred kontrollør tæmme dem, men det kunne godt være sket på et tidligere tidspunkt. Desværre en den slags malplacerede koncertdeltagere ikke ualmindelige i århusiansk musikliv – og man kunne godt ønske sig, at spiledestederne var lidt mere på stikkerne og sørgede for at dæmpe dem ned – alternativt lempe dem ud af vagten…

The Beach Boys kommer til Ã…rhus

16. februar 2012

Dette er ikke en nyhed. Den var ‘pÃ¥ alles læber’ i gÃ¥r. Beach Boys kommer – og af alle steder til Ã…rhus. Fik i den derovre pÃ¥ Djævleøen? Men min første tanke var nu ikke: Hurra! Derimod en uudgrundelig følelse af, at det her skulle være sket for mange Ã¥r siden. Men dengang var der ingen nødvendighed i, at bands af den størrelse kom forbi Ã…rhus. Tiderne har ændret sig – og pengene ligger pÃ¥ landevejene og ikke i pladestudiet.

Selvfølgelig er det en begivenhed af resterne af Beach Boys – med Brian i spidsen – kommer og optræder pÃ¥ Musikhusets amfiscene. Et stykke rockhistorie kommer forbi. Og sandsynligvis for første og eneste gang.  Og billetterne skal nok blive revet væk, nÃ¥r de slippes løs den 20. februar. Men apropos foregÃ¥ende indlæg om Beatles’ gendannelse, sÃ¥ foretrækker jeg nok at huske Beach Boys fra deres storhedstid i stedet for at blive skuffet. Men, jeg er sikkert bare en gammel dreng, der foretrækker nostalgiens solbeskinnede strande fremfor en oplevelse af, at verden ikke er, hvad den var. For det er den jo aldrig…

Jovist, jeg kommer til koncerten, hvis ellers jeg 1. kan få fri fra arbejde og 2. kan få fat i en billet. I den rækkefølge.

Beach Boys – Fun-Fun-Fun – live i HD anno dazumal

Amerika kunne ikke lide mig – Adele giver en Little Desk Concert

15. februar 2011

Halvfemserne og Nullerne har generøst overskyllet musikken med nye kvindelige sangtalenter. Adele (Laurie Blue Adkins) er en af de mange indlysende talenter, der tager konkurrencen op med fx Amy Winehouse og Duffy om at blive the leading lady blandt britiske kvindelige vokalister. To album er det blevet til for den 22-Ã¥rige Londonpige. I 2008 kom “19”, og i Ã¥r er kommet “21”. Og synge det kan hun. Lyt til hendes lille koncert hos NRP, hvor der bliver skÃ¥ret ind til benet. Det er lige pÃ¥ og akustisk – og ingen pladestudiedikkedarer. Den rene vare. Og Adele synger sin unge sjæl ud og mÃ¥ overbevise amerikanerne om, at de tog fejl, hvis det ikke kunne lide hende tidligere…