Indlæg tagget med koncert

The Eagles til Ã…rhus

5. december 2008

Hvis det var sket i halvfjerdserne, ville jeg have tænkt: Det er løgn! Men Kulturplakaten oplyser ganske rigtigt, at det store gamle country-rock-band The Eagles – i den gamle opstilling med Glenn Frey, Don Henley, Joe Walsh og Timothy B. Schmit – kommer til Ã…rhus og giver koncert pÃ¥ NRGi Parken den 30. maj næste Ã¥r. Der kan bestilles/købes billetter fra den 11. december pÃ¥ billetnet.dk.
Inden gruppen opløstes i 1980 havde jeg en længere periode, hvor jeg var meget optaget af The Eagles. Man kommer selvfølgelig ikke uden om deres klassiske værk “Hotel California”, men ogsÃ¥ efterfølgeren – det mørke, dystre og skarpe rock-album The Long Run med det monolitisk-sorte cover – er et mesterværk, man bør lytte til, inden det er for sent.

Den hvide koncert

23. november 2008

Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede  i fælleskab  40-Ã¥ret for The Beatles’ sÃ¥kaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 Ã¥r pÃ¥ bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt pÃ¥ en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet pÃ¥ halen for MTV-værten?! Var det et forsøg pÃ¥ at fÃ¥ ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde pÃ¥, var  selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.

Apropos: Det hvide album genfortolket

En aften med Ron Sexsmith

21. november 2008

I min egen Singer-Songwriter Hall of Fame har den canadiske sangskriver Ron Sexsmith for længst fået i en varig plads. Og derfor var det en selvfølgelighed, da jeg i går havde taget fri fra arbejde for, sammen med et par dusin andre publikummer, at overvære mandens anden koncert i Århus.

Den nu 44-årige, trinde herre med det viltre hår, kan skrive sange af en kvalitet, der har fået Paul Mccartney, John Hiatt og Elvis Costello – i øvrigt Sexsmiths egne forbilleder – ind i hans fanskare. Og det taler vel for sig selv.

Bortset fra albummet Retriever (2004) er Sexsmiths plader ikke særligt poporienterede. Dertil er hans sange for komplekse. Og det er nok dette forhold, der har givet ham ry af at være en musikernes musiker.

Almindeligvis har jeg for vane at skrue forventningerne ned, når jeg går til koncert. Det har erfaringen lært mig at gøre. Men denne gang var jeg ret overbevist om, at Sexsmiths sange nok skulle klare distancen. Manden selv og hans guitar/klaver skulle nok klare ærterne på Voxhalls velegnede scene.

Og koncerten gik da også over al forventning. Akkompagneret af en lydhør basist og en ligeså lydhør guitarist (hvis navne jeg ikke lige fik fat i…), leverede Sexsmith en intens koncert med et udvalg af sange fra sin seneste plade – Exit Strategy of the Soul – og fra det store bagkatalog. Ikke så megen snak.

Nummer på nummer blev leveret på stribe – inklusive de obligatoriske tre dacapo-numre. Sexsmiths sange har den formidable kvalitet, at de kan få hårene til at rejse sig på min nakke og få drivisen i min hjerne til at smelte. Og det skete flere gange i går aftes. Mange af sangene er, som Mccartney ville sige, ‘Silly Lovesongs’, men Sexsmith leverer beviset for, at man kan blive ved med at skrive om kærlighedens veje og irveje. Det handler om, hvordan man gør det. Og Sexsmiths sangskriverkunst gør en forskel. Ron Sexsmiths har ikke den største stemme blandt popsangere og er heller ej verdens bedste guitarist eller klaverbokser (fx lavede han et par bøffer undervejs..). Men det er såre ligegyldigt, når man skriver store sange og leverer dem engagement og hjerte. Jeg ved ikke, hvordan de andre publikummer havde det bagefter. Men jeg var opløftet, følte mig en meter højere og lettet. Gennemlyst af musik…

Uden tvivl en koncertoplevelse, som ikke bliver overgået i meget lang tid.Jeg skal heller ikke glemme at nævne koncertens opvarmere, duoen Madison Violet, der ligeledes kommer fra Canada. Madison Violet – også kaldet Madviolet – består af består af Benley MacEschern og Lisa MacIsaac. I koncerten gav de smagsprøver på deres kommende album Not Fool For Trying. Med guitarer og fiddle gelejdede de os gennem en halv times sange om hjertebrud og andet. Stilen er en afart af alternativ-country-folk. Bestemt værd at lægge øre til. Besøg deres hjemmeside, hvor der er flere oplysninger og smagsprøver at hente.

 

This Is How I Know (Live at the Woodshed)

Med Stones i parken…

17. november 2008

Did you hear about the midnight rambler
Everybody got to go
Did you hear about the midnight rambler
The one that shut the kitchen door
He dont give a hoot of warning
Wrapped up in a black cat cloak
He dont go in the light of the morning
He split the time the cockrel crows…


For et stykke tid siden købte jeg dvd’en The Rolling Stones in the Park 1969. Den berømte koncert i Hyde Park, der blev afholdt et par dage efter Brian Jones’ alt for tidlige dødsfald. SÃ¥ vidt jeg ved er koncerten aldrig blevet udsendt som (officiel) live-plade. Og det er lidt en skam. For optagelserne her viser lidt om, hvorfor Rullestenene har kunnet holde sig pÃ¥ banen – musikalsk set – i sÃ¥ mange Ã¥r. Hvorfor de stadigvæk har noget at byde pÃ¥. Som en fan skriver et sted, sÃ¥ besidder disse optagelser en særlig rÃ¥ energi, der senere blev poleret op (uden at forsvinde). Bandet lægger ud med en sej, blueset udgave af Midnight Rambler, og man hører Mick Jagger – inden han begynder at synge – sige “yes, very good”; og det er hvad det er. Very good. Det er rÃ¥ R&B, som den man finder rundt omkring i Stones værk, og som de altid har formÃ¥et at finde tilbage til, nÃ¥r inspirationen har svigtet eller andre problemer har presset sig pÃ¥. SÃ¥ har de altid kunnet gÃ¥ ind i en eller anden lille klub og vende tilbage til de rødder, der altid har holdt dem fast i musikken. Trods alle millionerne, jetset-livet, stofferne osv.

Stones Country Honk (Hyde Park 1969)

Nina Persson og A Camp – til Ã…rhus og København

7. november 2008

Sverige er begavet med et utal af talentfulde sangerinder. En af dem – og en af mine yndlinge – er Nina Persson fra The Cardigans. Ved siden af succesfulde Cardigans har Nina Persson haft nogle soloprojekter, blandt andet A Camp, der har lavet to plader og efterhÃ¥nden er blevet en fasttømret trio, der ogsÃ¥ omfatter Ninas husbond, Nathan Larson, og Niclas Frisk (Atomic Swing). Den 30. marts næste Ã¥r rammer A Camp spillestedet Train i Ã…rhus og dagen efter gælder det København. I betragtning af, hvor lidt svensk musik, der kommer til landet, er det en glædelig nyhed.

A Camp :: I Can Buy You