Jeg har efterhånden været til mange fine koncerter på det lille århusianske spillested Voxhall. Og gårsdagens koncert med den amerikanske singer-songwriter LucindaWilliams var ingen undtagelse fra den regel. Faktisk hørte koncenten til de allerbedste af slagsen.
Lucinda gik på lidt over kl. 20 sammen med sit lille band bestående af bassisten David Sutton og guitaristen Doug Pettibone, og koncerten varede inklusive to omgange ekstranumre godt og vel to timer. Sceneshow var der ikke noget af. Lucinda stod ved sin mikrofon i midten flankeret af de to andre og fremførte sang efter sang med små, præcise introduktioner. Allerede et par sange inde i koncerten stod det klart for undertegnede, at denne aften helt ville stå i den gode sangs tegn. Ikke noget med rockattituder, overflødig blikfang og udvendig appeleren til publikum. Snarere var der tale om, at Williams antog en professionel beskedenhed, billedligt talt trådte et skridt tilbage og lod sangene om at kommunikere med publikum.
Williams lagde ud med sin vel nok mest kendte og elskede sang â€Passionate Kissesâ€, som hun skrev til kollegaen Mary Chapin Carpenter, der kvitterede med at gøre den til et singlehit i 1993. Dermed anslog Williams lige som grundtonen i sin sangskriverkunst, hvor hjerte-smerte-melankoli er et grundelement. Samtidig forhindrede hun måske, at aftenen skulle gå hen og blive en ønskekoncert. For hun fortsatte med en anden a fhendes mest kendte sange, titelsangen fra gennembrudsalbummet Car wheels on gravel stones, der også står centralt i sangskriverens tematiske univers af eksistentielt betonede sange med rod i etl andligt syd-USA. Og herefter gik det slag i slag med sange fra Williams bagkatalog, et par helt nye sange (der skal indspilles i år) og nogle covernumre.
Williams blev bakket effektivt op afsine to medspillere, der løftede flere af sangene op til regulæ rcountryrock – og ja, rock. Som Williams selv pointerende havde de sparet på trommeslageren (der vist opholdt sig i Rom), men de kunne sagtens rocke alligevel. Jovist kunne de det. Sutton lagde en lækker, blød pulserende bas under sangene, når han ikke lige brugte bassen som slagtøj, og Pettibone leverede et stramt økonomisk guitarspil, der aldrig forfaldt til guitarlir – heller ikke når han kastede sig ud i leg med feedback og guitareffekter. Han forstod at dosere sine virkemidler og underordne dem sangene.
Der var mange højdepunkter på denne aften. For mig var et af højdepunkterne, da Williams spillede den gamle bluesmusiker Skip James’ sang “Hard Time Killing Floor Blues” og forbandt denne sang fra depressionens tid med vor nutids krise. Williams havde på det tidspunkt allerede beklaget sig over, hvordan corporate capitalism havde sat sig ubehagelige spor iden europæiske virkelighed med 7-11-butikker ogMcDonalds-restauranter overalt. Sangen har Williams tidligere spillet i Martin Scorsese Presents the Blues.
Et andet højdepunkt var, da Williams i overtiden spillede Jimi Hendrix’â€Angel†og dedikerede den til den netop afdøde Doors-tangentspiller Ray Mazarek. I det hele taget var det kendetegnende for Williams intimkoncert, at godt nok er mange af sangene eksistentielt indadvendte i deres emnevalg og handler om brydsom kærlighed, død og indadvendthed. Men som de andre storesangskrivere i sin generation – fx Springsteen og Dylan – så er der også et social engagement, der undertiden viser tænder. Tydeligst da Williams henvendt til publikum sagde: Peace, Love and Revolution. Power to the People. Så vidste vi, hvor hun stod. Og hvor ofte oplever man lige en (amerikansk) kunstner melde så klart ud om sit politiske ståsted?
Ogsåden amerikanske religiøse fundamentalisme fik et par ord med på vejen. Dels i den nye sang, Something Wicked This Way Comes(der deler titel med en Ray Bradbury-tekst og – som Lucindas mand måtte belære hende om – stammede fra selveste Shakespeare) og i en sang om ikke at kunne komme overens med gud, sådan som man forventes at skulle i guds eget land. Jo, hos Williams går den sociale indignation og den religiøse skepsis hånd i hånd. Noget,d er har præget hendes nyere sangskrivning.
Lyden nærmede sig det perfekte. Williams gjorde selv opmærksom på det, da hun krævede dette rum, fordi lyden var ‘god’. Det var en underdrivelse. Bruce Spingsteen ville helt sikkert have været grøn af misundelse efter sine oplevelser i Parken. Lydbillledet var klart.Instrumenter og stemmer stod distinkt i helheden. Og bedre blev det kun af, at Lucinda med sin modne tenor forstod at intonere og frasere forbilledligt, så man kunne opfatte hvert eneste ord, der kom fra hendes læber. Jo, Voxhall er et godt spillested, hvor kunstnerne kankomme fuldt til deres ret.
Samlet set gav koncerten et meget vellykket indtryk af spændvidden og dybden i den amerikanske singer-songwriters sangkunst. Her var rock,countryrock, blues og ballader. Her var sange fra hendes eget roste sangkatalog og skønsomt udvalgte covernumre. Ud over Skip James og Hendrix fik vi Bettye Lavettes â€Joy†og sangen â€Honey Beeâ€. Aftenen blev meget mere end en intim aften i fruens selskab. Det bleven fremragende koncertaften med plads til både intimitet i sangene og perspektiv. For at understrege, hvad en koncertaften som denne drejer sig om, takkede Williams sit publikum for, at de havde hentet penge op af lommen for at gå til koncerten i en krisetid. For uden publikum er musikerne ingen ting, lod hun fortstå. En fin gestus af en kunstner, derved, hvad det drejer sig om. Hun må gerne komme igen – tilVoxhall. Â
Det foregående indlæg fik mig til at tænke på dengang, hvor det tyske musikprogram Beat-Club fik lov til at optage Rolling Stones i øvelokalet i 1972. Optagelserne har i mange år cirkuleret i forskellige bootlegudgaver. Og fortjener at komme ud på ordinær vis.
Så gjorde de det igen, Rolling Stones. Gav en lille intim klubkoncert på spillestedet Echoplex i Los Angeles i går aftes som opvarmning til de store forestående koncerter. Nogle få heldige fik billet via et billetlotteri, andre VIP-venner kom ind ad bagdøren. Som jeg tidligere har været inde på, så er der nærmest tradition for, at Rullestenen engang imellem dropper de store stadionoptrædener til fordel for små klubber, hvor det minder om dengang i London, hvor det hele startede. Nogle af de bedste liveoptagelser med bandet finder man på den slags optagelser. Og jeg håber inderligt, at Mick og Co. har haft båndoptageren med og vil udsende den engang inden alt for længe. Ellers er der nok nogle ihærdige bootleggere, der sørger for at få musikken ud til de mange fans…
[Fotoet ovenfor er et hjemmelavet tag fra nedenfor omtalte dvd]
I marts 1972 aflægger Deep Purple besøg i København og giver koncert. Bandet er i sin oprindelige opstilling med Ian Gillan (sang), John Lord (tangenter), Richie Blackmore (gt.) og Roger Glover (bas), og er et etableret navn med fire album på samvittigheden. De har lige udsendt Machine Head, da de optrøder i hovedstaden. Og de har med de fire plader etableret sig som nogle af betonrockens fædre. De spiller højt (så højt som datidens teknologi tillod) og spiller en hård rock, der er enkel, disciplineret og uden Kloge åge-nykker. Den tids moderne no bullshit-rock’n roll. Det studentikose overlod Deep Purple til rivalerne i Led Zeppelin. Det mystifistiske kunne Black Sabbath tage sig af. Når man ser koncerten fra København, kan man godt forstå, hvorfor Deep Purple fik den fornemme status, som bandet stadigvæk har. Det er den rene vare, de leverer.
Koncerten blev først udsendt på dvd i 1987 i Japan (Machine Head Live) og senere som Scandinavian Nights (Live in Denmark 1972). Endelig blev den udsendt sammen med en koncert fra New York fra 1973 med titlen Deep Purple – Live in Concert 72/73. Optagelsen har en for den tid udmærket billed- og lydkvalitet, og hører sammen med fx DRs Led Zeppelin-optagelser med til de koncertoplevelser man som rockfan børn unde sig selv… Lige pt. kan man se og høre hele koncerten på Youtube. Følg linket ovenfor. God fornøjelse.
Forleden – i forgårs tror jeg, det var – kunne man opleve Tim Christensen på bedste nørdvis åbne en postpakke fra Amazon med – den nye vinylboks med The Beatles. Det skete på Tims nye weblog. Jeg kom til at tænke på den lille video få minutter inde i den koncert, som Tim gav på det aarhusianske spillested Voxhall i går aftes.
Tim Christensen har ikke lagt skjul på, at han er en kæmpestor Beatlesfan, der som lille kunne drømme om at tage en tidsrejse tilbage for at møde sine idoler Lennon og McCartney. Og ånden fra The Beatles og tresserne svævede da også over musikken i går. Ikke mindst i det akustiske solosæt, der indledte koncerten, hvor Tim alene med sin guitar diverterede med syv numre. Der er noget ved Tims stemme, melodierne og det harmoniske, der uvægerligt sender tankerne tilbage til Beatles og ikke mindst Paul McCartney, som Tim og vennerne for nylig viede en hel koncert til. Men det slog mig også, at der måske i virkeligheden er tale om mere end â€bare†en tydelig Beatlesveneration i musikken. Måske er der i virkeligheden tale om, at det ikke bare er McCartney og Beatles, der skinner igennem, men hele den vesterlandske tradition for gode popsange, som samme McCartney for nylig udnævnte til at være sin primære inspirationskilde (hvormed han gjorde rock’n rollen til noget ikke uvæsentligt, men dog sekundært…).
Der var en hel del coversange i koncerten. I solosættet dukkede versioner udgaver af Depeche Mode, Ozzy Osborne (!) op sammen med en ‘afdizzyficeret’ udgave af en af Dizzy Mizz Lizzys kendte sange. Det var cover-versioner, der i mine ører lod Tim Christensen fremstå som den fremmeste, nutidige danske forvalter af den romantiske popsang, som Beatles befrugtede med rock’n roll, og som generationerne før fandt i de store uudtømmelige amerikanske sangbog fra forrige århundrede.
Tim indtog scenen præcist kl. 21 og indtog den med en afslappet selvfølgelighed, som vidste han, at han var på hjemmebane. Og det var han sådan set også. For der var ingen tvivl om, at fanklubben af unge, der var flasket op med Dizzy Mizz Lizzy og Nicolai & Julie-titelsangen “Right Next to the Right One”, var massivt tilstede. Fra første akkord klappede de og sang med på de kendte sange – også uden at hovedfiguren havde behøvet at opfordre dem til det. Således i sikker havn kunne Tim koncentere sig om arbejdet. Og som kunstner afslørede han sig selv som ikke blot en mere en kompetent guitarist, men ikke mindst som en sanger, der helt har styr på sin stemmes potentiale og begrænsninger – og ubesværet kan formidle en ballades stille, intime fortrolighed og den lidenskabelige, intense modsætning, som i det efterfølgende bandsæt fik mine tanker til at glide hen på en Little Richards energiske eruptioner.
Jeg bemærkede mig, at Tim bar på en t-shirt med navnet Tame Impala, det australske neo-psychedeliske band, der hører til blandt de mange moderne bands, der står solidt forankret i traditionen. Og jeg kunne kun læse det som et tegn på Tim Christensens placering med et ben i tressernes pop og beat og den rock, der kom til siden hen.
Og netop den rock, der kom til siden hen, prægede det elektriske sæt. Ganske vist kalder de sig Tim Christensen & The Damn Crystals, men fremhævelsen af solisten og singer-songwriteren kan ikke ændre på den forhold, at Tim sammen med guitaristen Lars Skjærbæk, bassisten Søren Michael Koch, keyboardspilleren Christoffer Møller og trommeslageren Jesper Lind udgør et sammetømret band. Det blev også i den grad understreget af lydbilledet, som – hørt fra, hvor jeg stod, sådan cirka i midten tæt på scenen – rendyrkede det samlede udtryk og lod de enkelte instrumenter underordne den nærmest monoagtige helhed. En velstyret, velgørende lyd, der kun forbipasserende blev generet af Jesper Linds buldrende, kropsgennembankende stortromme.
Det elektriske sæt dyrkede både den romantisk-melodiske popsang og den rock, som Tim Christensen engang excellerede i sammen med trioen Dizzy Mizz Lizzy. Overgangen og forbindelsen mellem den balladedyrkende akustiske indledning og det elektriske sæt blev på fornemste vis understreget af en coverversion af Crowded House’s ‘Distant Sun’. Crowded House er om nogen australienernes svar på The Beatles, og der er ikke langt fra Neil Finn og til Tim Christensen i tilgangen til musikken.
De tre Grunge-musketerer kaldte en Gaffa-journalist engang Dizzy Mizz Lizzy, og netop grungen dyrkelse af en enkel hard-core-rock med smag for forvrængede guitarer stak undertiden sit hoved frem i sangene, og momentvis – fx og tydeligt i den nye sang â€Happy ever after†fra bandets seneste album – gled musikken ud i rockklichéernes hængedynd, hvor guitarduellen mellem kapelmesteren og singleguitaristen tangerede det ordinære og fik en til at tænke: Tomme tønder… Det var ikke kun mig, der et forbigående øjeblik tabte tråden. En ung dame tog sig i at kigge på armebånduret, medens en anden lige fik sendt en sms… Men fanklubben slugte det råt.
Det var dog kun et forbigående problem, der blot kunne tjene som understregning af, hvor styrken i dette fortrinlige band ligger. Ikke som heavyrockere på rockens klichedyrkende festivaloverdrev, men som et solidt sammenspillet combo af lykkelige, rockende riddere af den melodiske, romantiske ballade. På de betingelser melder jeg mig gerne ind i fanklubben, for samlet set var det en overbevisende koncert, hvor vi både kom tilbage i Dizzy Mizz Lizzy-kateloget og rundt i Tim Christensen soloarbejder. En alt i alt vellykket koncert, der giver en smag efter mere og ikke lod sig forstyrret af mængden af tændte, fotograferende mobiltelefoner eller et en håndfuld temmelig overrislede unge mænd, der hensynsløst maste sig frem i salen for at råbe og hoppe. (De burde være gået på værtshus i stedet…)
Fotos fra koncerten er af Simon Skipper (c). Tak til Simon for samarbejdet.
I kølvandet på albummet TIM CHRISTENSEN & THE DAMN CRYSTALS besøger Tim og Co. Aarhus på fredag. Jeg overværer koncerten og bringer en udførlig omtale efterfølgende, men vil lige benytte lejligheden til at gøre opmærksom på begivenheden. Det foregår på Voxhall fredag d.16/11-2012 kl. 21 (dørene åbnes kl. 20). Samtidig kan man passende vise gruppens seneste video “Never Be One Until We’re Two” til det fjerde singleudspil fra albummet. Beatlesindflydelsen er diskret, men umiskendeligt hørbar. Og så har Tim søsat en serie EP‘er med akustiske sange. Den første er kommet på vinyl (+ digital download). Jeg vender tilbage efter koncerten.
Der er noget eksklusivt over det amerikanske band Spain, der næste år kan fejre sit tyve års jubilæum. I år har de udsendt albummet The Soul of Spain, og det er det fjerde siden 1995, hvor debutten og hovedværket The Blue Moods of Spain blev udsendt. Sølle fire album i løbet af små to årtier, hvis vi ser bort fra opsamlingsalbummet Spirituals: The Best of Spain fra 2003.
Men det eksklusive er ikke tilfældigt, og det blev understreget af den koncert, det Los Angeles-baserede band leverede i går aftes på det århusianske spillested Voxhall. Spains kultrenommé blev grundlagt med debutalbummet, der som titlen angiver er et musikalsk og tekstligt studie i melankoliens facetter. Det er en plade, der er fuldendt i den forstand, at den lukker sig omkring sit tema – og definerer Spains stil.
For er der noget, der blev tydeligt under det første lange sæt ved gårsdagens koncert, hvor Spain genopførte The Blue Moods of Spain i sin helhed, så var det, at Spain er et band med en distinkt stil. Med den hornbrillebeklædte Josh Haden – søn af jazz-musikeren Charlie Haden – som centrum og vokal forgrundsfigur bekræftede Spain tekstligt, musikalsk og adfærdsmæssigt, at de stadigvæk lever op til deres renommé som mestre udi slow-core.
Koncerten begyndte 20.15, hvor de fem fåmælte musikere indtog scenen og med et enkelt “Hello” fra Haden gik i gang med at opføre debutpladens sange. Typisk for bandets optræden var koncentrationen helt på musikken. Her var ingen utidig leflen for publikum. Haden kiggede enten ned eller sang med øjnene lukket. Der var noget shoegazing-indadvendt over attituden. Et kort øjeblik – et par sange inde i koncerten – måtte jeg spørge mig selv, om det, jeg følte, var kedsomhed. Men snart blev en undertrykt gaben afløst af en fascination af det nedtonede, tilbagelænede, indadvendte og intense univers, Spain lukkede publikum ind i. For selv om Spains attitude var langt fra den udadvendthed, man ofte forbinder med rock, så er der noget inkluderende over bandets koncentrerede musiceren. Man blev nærmest smittet af den blå stemnings mange lag.
Som åndsfællerne i Tindersticks formår Spain at bygge melodisk og komplekse sange op omkring den melankolske grundfølelse. Små enkle sange kombineres med længere komplekse mellemspilsstykker, hvor de fem musikere – ud over Haden på bas tre guitarister, hvoraf den ene også trakterede keyboards, og en trommeslager – fik mulighed at udfolde sig på nærmest improvisatorisk vis.
Efter opførelsen af The Blue Moods var der meget passende indlagt en pause, inden sidste, kortere set i Hadens melankolske kammerkoncert. Og her viste Spain sig fra en lidt mere udadvendt side med numre fra det senere repertoire, der minder mere om regulær rock uden dog at miste sit anstrøg af melankoli. Selv om hele orkesteret – bortset fra Haden selv – er skiftet ud siden starten, så er Spain stadigvæk en stilistisk enhed. Efter et enkelt ekstranummer var den godt og vel to timer lange koncert slut – og det ville næste føles som et brud på eksklusiviteten, hvis de obligatorisk ekstranumre havde været i flertal. Haden satte punktum med et fingerkys til publikum.
I aften har københavnerne muligheden for at få en sjælden aften i melankoliens skygge. Hvis de ellers kender deres besøgelsestid.
Forståeligt nok er medlemmerne af tuaregbandet Tinariwen lidt trætte af at høre om deres fortid som tuaregkrigere. Et årti er gået, siden gruppen slog igennem med The Radio Tisdas Sessions, og siden har de markeret sig som nogle af de fremmeste eksponenter for den verdensmusik, der blander traditionelle afrikanske musikformer med vestlige. Riflerne er for længst stillet i ørkensandet, og i stedet er det guitarerne, der får lov at tale.
I går aftes besøgte Tinariwen det århusianske spillested Voxhall, og allerede inde i det andet nummer stod det klart for denne publikummer, at aftenen kunne gå hen og blive en af året helt store koncertoplevelser. En oplevelse for både krop og sind. Og fornemmelsen skulle vise sig at holde stik.
Fem minutter over otte gik de fem musikere på scenen over for en fyldt sal af medlevende, ja, entusiastiske koncerttilskuere og demonstrerede i cirka halvanden time, hvorfor Tinariwen med rette er blevet et skamrost koncertnavn og en ledestjerne for alle med appetit på musik fra de afrikanske kontinent.
Koncerten gav et fornemt indtryk af spændvidden i Tinariwens musik – lige fra sange, hvor det lokale, traditionelle udtryk dominerede over numre, hvor indflydelsen fra rap og blues-baseret rock dominerede. I de bedste af numrene er legeringen af den musikalske inspirations forskellige kilder af en sådan karakter, at kategoriseringens meningsfuldhed ophæves. Det er verdensmusik, slet og ret. Det er medrivende, velspillet musik.
Og hvis det ikke havde været klar for mig før koncerten, så blevet det under denne koncert: Tinariwens musik er i den grad dansant. Det var umuligt at stå stille til de medrivende rytmer, og flere af publikummerne forsøgte da også at danse, selv om pladsen ikke ligefrem tillod den fulde udfoldelse. Ikke mindst i kraft af den virtuose slagstøjspiller Said Ag Ayad, der havde en fremtrædende rolle med sine eksotiske trommer – især en halvkugleformet tromme med en meget dyb, baslyd – gik de seje, svingende rytmer lige i kroppen som et ekstra pulsslag. Det dansante blev også understreget af to dansende medlemmer af bandet, en yndefulde sanger- og danserinde og en af guitaristerne, Abdallah Ag Alhousseyni, som foretrak at kaste sig ud i dans – og blev tituleret Le danseur du dessert – Ørkenens danser. Jeg fik ikke fat i alle navnene på de fem medvirkende, men så vidt jeg kunne se, var grundlæggeren Ibrahim Ag Alhabib ikke til stede. Det blev vist også nævnt at slagtøjspilleren. Det gjorde dog ikke den store forskel, for Tinariwens musik er i den grad et kollektivt udtryk.
Med deres solbrændte verdensblues trak de musikalske nomader i Tinariwen en klappende, dansende, hujende publikum ind i musikkens kraftcentrum og måtte overbevise enhver skeptiker om, at musikken er et sprog, der ikke kender eller anerkender nogen grænser – og et sprog, vi alle kan forstå, hvis bare vi åbner op for det. I går aftes lykkedes det for ensemblet Tinariwen at åbne porten til musikken for mange i publikum, tror jeg, men en både beskeden, engageret og levende optræden. Til alle jer, der ikke var der, vil jeg bare sige: Kend jeres besøgelsestid næste gang. For det er en ekstraordinær musikalsk oplevelse at være i rum med Tinariwens musiksoldater.
For et par dage siden omtalte jeg for første gang Minnesota-bandet Dark Dark Dark, og i går aftes havde jeg så mulighed for at opleve dem live ved en lille koncert på det fine, lille spillested Atlas i Aarhus midtby (Atlas er en lillebroder til Voxhall).
Som det fremgik af min omtale af deres seneste plade, så er det et band, der er svær at fastholde musikalsk set. Og det indtryk blev bekræftet ved koncerten. Som på de omtalte plader, så er det sangerinden Nona Maries Invies, der er den centrale figur. Ja, man faktisk var hun i kapelmesterens rolle. Og med sin ikke særlig store, men særprægede stemme, og sit nærmest minimalistisk spil på pianoet førte hun publikum gennem en række sange i den time, koncerten varede.
Hvad der blev tydeligt under bandets optræden var, at deres musik først og fremmest er interessant ved sine stemninger og lydbilleder. Det fem mand store band trakterer en lang række instrumenter. Ud over guitar, trommer, bas og klaver blev der brugt elektrisk banjo, harmonika, trompet og en del slagtøj fra småtingsafdelingen. Og hele arsenalet af instrumenter blev brugt til at kreere stemninger og sære lydmalerier. Det blev blandt andet illustreret af bandets langhårede og -skæggede trommeslager, der kun undtagelsesvis faldt ind i en fast rytme, men ellers legede med forskellige lydmønstre og effekter (fx ved at gnide trommestikken hen over rillerne på et bækken…).
Undervejs dukkede begrebet ‘shoegazer’ op i mit hoved. Ikke, fordi musikken minder om de bands, man almindeligvis forbinder med den term, men fordi Dark Dark Dark er et meget indadvendt, nærmest eksklusivt band. Selv om forsangerinden på et tidspunkt greb mikrofonen, forlod klaverskamlen og vendte sig mod publikum, så fik jeg alligevel en fornemmelse af, at det mest var for et syns skyld.
Med sit fravær af regulære melodier – af den slags man kan huske – er der tale om en musikform, der lever højt på, at publikum går med ind i bandets legende, eksperimenterende sangunivers. Det var mit indtryk, at de fremmødte gjorde det, men også, at de gerne havde set bandet i en mere udadvendt rolle. Det afsløredes i et af numrene, hvor Dark Dark Dark spillede noget, der ligner almindelig rock. Her lød klapsalverne lidt mere entusiatiske.
Efter en time var koncerten slut. Ingen ekstranumre. Og det siger en del om den reservation, gruppen udstråler. Der er ingen tvivl om, at Dark Dark Dark er en særlig fugl i populærmusikkens voliere. Et band, der uden tvivl vil få en lille skare af kultfans, der vil dyrke deres særlige musikform. Hvis bandet ønsker at komme ud over disse begrænsninger – hvilket er tvivlsomt – så kommer de ikke uden om at finde en mere udadvendt form – både i fremtræden og musikalsk udtryk… Men en interessant oplevelse var det bestemt.
Med som opvarmning havde Dark Dark Dark det ny, debuterende sjællandske band SCHULTZ&FOREVER, der er centreret om den unge singer-songwriter Jonathan Schultz. Man kunne godt mærke på bandet – og ikke mindst forgrundsfiguren Jonathan – at de var uvant med at stå over for et publikum. Lige som man fornemmede, at det var en band på vej. De har endnu ikke fundet deres personlige udtryk eller stil. I de bedste, mest velfungerende numre, kunne man høre, at der er et potentiale for iørefaldende indiepopsange, medens andre numre var mere konturløse og eksperimenterende. Ikke tilfældigt hed en af sangene “Skitse 1”. Bandet optræder også på Spot-festivalen til maj.
