Indlæg tagget med koncert

I morgen gælder det ham (dem) her: John Hiatt and the Combo

13. juli 2015

Musikhuset Aarhus

Swans kom forbi Voxhall

6. maj 2015

tumblr_inline_n24xy9uHza1qectsr

Inden vi nÃ¥ede frem til hovedmenuen denne tirsdag aften i maj 2015 mÃ¥tte vi indtage opvarmningsnavnet,  den koreanske kunstner Okkyung Lee. Alene med sit instrument, celloen, blev vi – uden en eneste kommentar – ført igennem to numre, der fremstod som intime og intense improvisationsstykker, domineret af atonalitet og dissonans. Musik, der tydeligvis gjorde indtryk pÃ¥ publikum og med sin radikalt eksperimenterende karakter udgjorde en passende indgang til hovednavnet Swans.

Med Swans indtagelse af scenen ca. klokken 21 tog vi et skridt længere ind i det, som tegneren og forfatteren Peder Bundgaard engang betegnede som grim musik. Swans dyrker grimhedens æstetik. Med bandets udgangspunkt i den sÃ¥kaldte no wave-scene, der samlet set var et opgør med den kommercialisme og pænhed, der greb post-punken (eller i hvert fald den sÃ¥kaldte new wave), rendyrker Swans elementer af punkens æstetik. Støjen har en fremtrædende plads, og sÃ¥ dyrkes der en simpelhed, hvad enten det gælder det rytmiske eller melodiske. En til det monotone grænsende repetiv, cirkulerende bevægelse kendetegnede de fÃ¥, men lange numre, koncerten bød pÃ¥. Typisk startende med noget, der kunne opfattes som en slag intro – fx det første nummers gong-gong og trommer – der dog hurtigt viser sig i stedet for at være en tematisk Ã¥bning, der udvides med de andre instrumenter – guitarer, slagtøj, bas m.v. – og bevæger sig mod en slags klimaks af intensitet og sær skønhed. For grimhedens æstetik udelukker paradoksalt nok ikke en særegen skønhed. Og denne skønhed besidder Swans, nÃ¥r de brænder igennem, hvilket sket flere gange i løbet af denne aften.

Man kan ogsÃ¥ sige, at Swans – med forfatteren Thorkild Bjørnvigs dannede ord (Opgøret med neonguden, 1970) – repræsenterer det dionysiske i rockmusikken. En musik, der med sin uhæmmede, men kontrollerede, fokusering pÃ¥ og rendyrkelse af de grimme sider af punken og rocken, fremtræder som et passioneret, ja driftsbesat, opgør med den banalisering, der konstant har truet rockmusikken fra dens fødsel.

For at forsætte lidt i det spor – det dionysiske – sÃ¥ var der ogsÃ¥ noget kultisk over denne koncert. I hvert fald fremstod forgrundsfiguren i det seksmand store band, Michael Gira, som en slags ypperstepræst eller mÃ¥ske bedre: shaman, der med manende fakter mod publikum (og ogsÃ¥ nu og da mod orkesteret) lignede en Ã¥ndelig vejleder, der forsøgte at hensætte folk i, ja, ekstase. Rockekstase. Og set derfra, hvor jeg stod, sÃ¥ det ud til, at en del af det relativt store publikum faktisk lod sig rive med ind i den suggestive rockekstase. I hvert fald var der ingen tvivl om, at musikken trængte igennem og ind i kroppen pÃ¥ folk.

Efter to timer var det slut. Bandet bukkede (bogstaveligt) og takkede. Og vi kunne forlade Voxhall en oplevelse rigere. Personligt synes jeg, at det var en god koncert. Det er godt, vi har et band som Swans, der med deres eksperimenterende art rock kan minde os om, hvor rocken (eller beaten) også kommer fra, når det hele bliver lidt for pænt og forudsigeligt. Det var denne koncert et vidnesbyrd om, og det skal Swans og Voxhall have tak for.

 

Svanerne lander i Aarhus: Swans på Voxhall i aften

5. maj 2015

swans

SÃ¥ er i opfordret eller advaret: Swans indtager byen i aften for at give koncert. Swans har rod i den sÃ¥kaldte no wave, der opstod i New York omkring 1980. Ikke som en ny bølge, men som en modreaktion mod den kommercialisering, der blev punken til del, da den transformeredes til new wave. Hvor nybølgen lænede sig mod mainstreampoppen og den dansante rock’n roll, gik no wave-kunstnerne en anden vej, hvor der blev lagt vægt pÃ¥ støjens æstetik, pÃ¥ sange, der ikke lod sig tilpasse radioernes popsangsskematik med 2-3 minutters længde og popiørefaldenhed osv. Kort sagt: rock som kunst. Artrock.

Men selv i no wave-sammenhæng er Swans nærmest aparte. Det er sigende, at den engelske wiki-artikel om no wave ikke nævner Swans. Måske fordi Swans er no no wave. De går deres helt egne vegne.

Efter ti album i perioden 1983-1996 holdt Swans en pause og blev gendannet i 2010, hvor kun forgrundsfiguren Michael Gira og guitaristen Norman Westberg var tilbage. Og det har kastet tre album af sig, hvoraf de seneste to – The Seer (2012) og To be kind (2014) – har fÃ¥et meget fin kritik. Sidstnævnte blev fx indlemmet pÃ¥ adskillige Ã¥rslister over Ã¥rets bedste plade. Det skete ogsÃ¥ i vores eget førende musikblad Gaffa.

Hvilke forventninger skal man sÃ¥ have til koncerten i aften? Ja, man gør bedst i at lade popørerne blive hjemme i natbordsskuffen (og mÃ¥ske i stedet iføre sig ørepropper med lyddæmpning). Der er lagt op til musik, der søger grænserne af og overskrider dem. Æstetisk og pÃ¥ anden mÃ¥de. Læser man anmeldelserne fra de seneste gange bandet besøgte Danmark (Roskilde 2011, Koncerthuset 2012 og Store Vega 2014) vil man vide, at Swans bÃ¥de kan skuffe og overraske positivt. Afhængigt af, hvor kompromissøgende bandet er den pÃ¥gældende aften. SÃ¥ – vel mødt. Omtale af koncerten følger (nok engang i morgen).

 

En aften med Crosby, Stills og Nash

19. marts 2015

Skulle det ikke blive til for mit vedkommende. Arrangementet med de tre kunstnere i Musikhuset fredag den 9. oktober 2015 blev udsolgt, inden jeg kunne sige Crosby, Stills og Nash. En trio, der for er forbundet med megen nostalgi. I min studietid var vi et par kammerater, der rÃ¥dyrkede musikken omkring Crosby, Stills, Nash og Young. Og min kammerat købte nærmest alt, hvad der kom med d’herrer, hvor jeg var lidt mere selektiv og foretrak Young og Stills.

Ikke mindst kvartettens berømte koncert i Falkoner Teateret den 11. januar 1970 var med til at sende dem helt op pÃ¥ stjernehimlen. Deja Vu – den første plade med Young – var endnu ikke udkommet, men Crosby, Stills & Nash havde gjort et stort indtryk, selv pÃ¥ blaserte anmeldere, ikke mindst i kraft af de tre titlebærende navnes vokalharmonier, der – som Torben Bille skarpt bemærkede – satte et stort spørgsmÃ¥lstegn ved alle de danske, mandlige vokalister, vi havde dengang…

Og trioen fortsatte trods Neil Youngs mellemkomst og har udsendt plader med mellemrum. I 1991 udkom samleboksen CSN, der gav et vue over tyve års vokalekvilibrisme og sangskrivning. Siden er kommet After the Storm (1994) og Carry On (1998). Dertil skal lægges plader fra de enkelte medlemmer og fra duoen Crosby og Nash.

Trioens debutplade stÃ¥r stadigvæk som et strÃ¥lende mesterværk fra tressernes slutÃ¥r, et lydspor fra den allerede dengang hensygnende hippietid med storslÃ¥ede sange som pophittet “Marrakesh Express”, “Wooden Ships”, “Helplessly Hoping” og “Suite: Judy Blue Eyes”. Sange, der var i pagt med tidsÃ¥nden bÃ¥de med hensyn til kærlighedsbudskabet, drømmene og den nedtonende samfundskritik. Og sange, der kom til at sætte dagsordenen for hele den singer-songwriter-kultur, der flød fra den amerikanske vestkyst de efterfølgende Ã¥r.

 

Young Flowers Reunion-koncert – Atlas, lørdag den 14. februar 2015

15. februar 2015

“Vi er gamle”, sagde Peter Ingmann i forbindelse med sine introducerende kommentarer til Young Flowers reunion-koncert på spillestedet Atlas i Aarhus. Og tematiserede dermed det nostalgiske ved en sådan gendannelse. Mere end fyrre år er gået, siden Ingmann sammen med Ken Gudman og Jens Henrik Dahl/ Peer Frost første gang skruede op for Marshall-forstærkerne og leverede syre- og bluesrock. Og en gendannelseskoncert af den karakter kalder selvfølgelig på nostalgien.

I Ingmanns udlægning gav nostalgien ganske god mening. Mange år er gået og d’herrer Frost og Ingmann er kommet i en alder, hvor man begynder at kunne se en ende på det hele (trommeslager Søren Berlev er et årti yngre…). Og derfor forekom det Ingman naturligt, at man vendte tilbage til dengang, hvor det hele begyndte. Vende tilbage til ungdommens drømme og forhåbninger, så at sige.

Og nostalgien giver netop god mening, når man vender tilbage til 1. det gode musikalske udgangspunkt, hvor inspirationen blev hentet fra den frodige syrerock og den udtømmelige kilde i blues og 2. til de smukke drømme, der ikke helt blev indfriet, men stadigvæk lever et eller andet sted. En nostalgi, der er uden forloren sentimentalitet. Og således fremstillet kunne bandet gå i gang med sangen “Drømmesyn”, en syret, psykedelisk sang.

Den blev straks fulgt op af “Hey Princess”, en heftig blues-rocksag. Og med de to sange som indledning markerede Young Flowers så at sige den musikalske spændvidde i bandet“ fra den psykedelisk inspirerede syrerock til den hårde bluesrock. Og denne aften på Atlas var det især den bluesbaserede rock“ med inspiration fra Cream, Jimi Hendrix Experience, Canned Heat m.fl. – der var repræsenteret i repertoiret. Og det blev understreget af Peter Ingmanns lille ‘pædagogiske’ forklaring af, at al blues (rock, pop osv.) grunder sig i 12-takters blues. Og i hele to bluesnumre. Dels “3 birds” og B. B. Kings “You upset me baby” (sidstnævnte på opfordring fra en publikummer).

Syrerocken var repræsenteret i ovennævnte “Drømmesyn” og i “Søgelyset” og “Oppe I Træet” fra det navnkundige første album Blomsterpistolen. Men ellers, som sagt, var det bluesrocken, der dominerede. Lige fra den flotte udgave af “Daybreak” (fra album No 2) over to majestætiske udgaver af Cream-klassikerne “Sunshine of your Love” og “Tales of Brave Ulysses” (udgaver, der ikke lod meget at ønske i forhold til originalerne) og til en fin version af Steppenwolfs “The Pusher”.

Peter Ingmann førte ordet og var“ sådan som tilfældet også var, da han var i byen med Skousen & Ingeman“ orkesterleder. Men derudover overbeviste han om, at han også er en mere end habil sanger inden for den genre, Young Flowers bestrider“ og om, at han ikke blot faldt tilbage i bassistens klasssike rolle som puls i rytmegruppen, men i flere omgange demonstrerede, at bassen er en basguitar, der kan spille op mod og med leadguitaristen og oven i købet kaste en solo af sig.

Men selv om Ingmann således var frontfigur – og fungerede godt og autoritativt som sådan – så stjal leadguitarist Peer Frost ofte billedet med sine mange fine soli, der blev fremført med en stoisk overlegenhed, der stod i grel modsætning til mange leadguitaristers egocentriske sceneshow. Og den ofte under- og miskendte trommeslager Søren Berlev fik bag sit imposante trommebatteri vist, at han ikke blot er et dynamisk tyngepunkt i trioen, men også er gruppens publikumsopgejler og en værdig afløser for den alt for tidligt afdøde Ken Gudman. Og sammen fungerede de tre musikere overbevisende som en solidt sammenspillet treenighed, der sagtens kunne matche forbillederne fra gamle dage.

 Koncerten startede et kvarter over 21 og sluttede ca. et kvarter i midnat. To heftige, medrivende sæt, der fik det seniorprægede publikum op på mærkerne. Og koncerten sluttede med et ekstranummer “25 øre”, der med sin swingende, seje boogie-rock sendte en kærlig hilsen til Canned Heat“ og til et tilfreds publikum, der blev lukket ud i den aarhusianske nat.