Indlæg tagget med koncert

Young Flowers besøger Aarhus i morgen

13. februar 2015

Ja, jeg skal ikke lægge skjul pÃ¥, at jeg har set frem til koncerten med genopstÃ¥ede Young Flowers. Bandet, der med kun to album – Blomsterpistolen (1968) og No 2 (1969) – skrev sig varigt ind i dansk rockhistorie. Oprindeligt bestod Young Flowers af Jens Henrik Dahl (gt.), Peter Ingemann (bas og sang) og Ken Gudman (trommer). Jens Dahl blev hurtigt erstattet af Peer Frost fra Peter Bellis Les Rivals. Efter gendannelsen af bandet i 2013 har ex-Gasolin Søren Berlev overtaget pladsen bag trommerne i stedet for afdøde Ken Gudman.

Young Flowers var det danske svar pÃ¥ tresserbeatens store trioer, Jimi Hendrix Experience og – mÃ¥ske ikke mindst – Cream. Og musikken var ogsÃ¥ præget af tiden – fra psykedelisk beat over britisk R&B-funderet rock.

Gruppens plader er heldigvis blevet genudsendt i flere omgang. Senest er der kommet en samling af studieindspilingerne under titlen Take Warning (dobbeltcd på Rpm International). Og de to første rigtige studiealbum findes også i boksen Dansk Rock Historie (den gule boks). Og så har Tømrer Claus udgivet en live-plade (Young Flowers Live) og en plade med radiooptagelser (DR Sessions) på sit plademærke Karma Music i hhv. 2002 og 2004. Så bandets musik er veldokumenteret.

Young Flowers fik ogsÃ¥ æren af at levere lidt musik til Jens Jørgen Thorsens Henry Miller-filmatisering Stille dage i Clichy, hvor de optræder med numrene “Menilmontant” og “Party Beat” side om side med Country Joe McDonald, Papa Bue’s Viking Jazz Band, Ben Webster m.fl. Dengang fint selskab at være med i.

Jeg vender tilbage med en omtale af koncerten, der foregår på Atlas,  snarest.

Niels Skousen – kom, spillede og…

19. december 2014

Desværre gik jeg glip af gÃ¥rsdagens koncert med Niels Skousen pÃ¥ Voxhall. Et arbejdsliv kom pÃ¥ tværs og spændte ben for den plan. Jeg havde ellers glædet mig til at opleve Skousen og Co. Men sÃ¥ mÃ¥ man jo “nøjes” med hans seneste fine album Smil eller dø og de koncertanmeldelser, begivenheden har kastet af sig. Gaffas anmelder er meget positiv og taler om magiske øjeblikke. SÃ¥dan skal det være. Desværre er der ikke sÃ¥ mange i Aarhus og omegn, der gik efter magien. Salen var kun halvfuld, kan man forstÃ¥. Fy-skamme-skamme publikum. Jeg hÃ¥ber Skousen kommer forbi igen i 2015 og at jeg har tid til at være med næste gang.

Her er en optagelse fra Store Vega. Det smager da lidt af fugl. Videoen er lagt op af BBLse Рtak for l̴n.

En vældig fin stund med Ane Brun på Voxhall, lørdag d. 14. 11. 2014

15. november 2014

0045993995_4917210a

Med sin igangværende solotur har den norske singer-songwriter Ane Brun valgt en af populærmusikkens uopslidelige grundformler: En singer-songwriter med sine sange, sin stemme og sin guitar. Og Brun tematiserede faktisk det rekursive og retrospektive, da hun forklarede, at hun med sit fravalg af et stort ledsagende orkester så at sige vendte tilbage til oprindelsen, til dengang, hvor hun for et par årtier siden begyndte at optræde meget med udgangspunkt i sin fødeby, Molde.

Og i et stramt iscenesat show førte Brun publikum tilbage gennem sangskattens mange “lÃ¥ter” . PÃ¥ en baggrund af forrevne, hvide  tøjstykker, der illuderede bÃ¥de norsk bjerglandskab og storbyskyline opførte lydmanden Magnus Eriksson et veritabelt lysshow, der udgjorde et til tider nærmest psykedelisk drømmelandskab, opførte Brun med sine guitarer (og et par gange afløst af elektrisk piano) sine mere end tyve sange.

Sange, der – som Brun var inde pÃ¥ – ofte drejer sig om det uopslidelige emne, kærligheden, fordi det aldrig helt lykkes at skrive den perfekte kærlighedssang. Man starter sÃ¥ godt, men sÃ¥ gÃ¥r det galt i andet vers – og man mÃ¥ fortsætte jagten pÃ¥ den helt rigtige silly lovesong. Og der var rigtig nok mange af sangene, der kredsede om emnet. Og Ane Brun fremførte dem med sin meget smukke stemme, der ubesværet gik op i det høje toneleje. En stemme, der tilførte sangene en særlig inderlighed og hele tiden bar pÃ¥ en smuk lidenskabelig glød, der gav varme og energi til sangene, som alle bÃ¥de er prægnant melodiske og rytmisk markante.

Rejsen tilbage til det oprindelige blev helt tydelig, da Ane Brun fandt sin mintgrønne el-guitar frem og førte os tilbage til dengang, hvor hun iført baseball cap og bukser med hængerøv førte sig frem som “tuff”, ung performer. Og her blev det tydeligt, at rockens udtryk ikke ligger hende sÃ¥ fjernt – og det mÃ¥ske faktisk er i den, hun henter sin rytmiske prægnans i sin traktering af guitaren.

Undervejs blev der ogsÃ¥ plads til et par covernumre, bl.a. Alphavilles “Big in Japan” og Arcade Fires “Neighbourhoods”. Coversange, der faldt rigtig godt i trÃ¥d med Bruns egne sange. Fire ekstranumre blev det ogsÃ¥ til, bl.a. hendes seneste større hit “Oh Love” fra 2013.

Showet var som sagt helt igennem iscenesat og meget professionelt. Det afspejlede sig ogsÃ¥ i den flotte gestus, hvormed hun bad publikum om at give sine hÃ¥rdt arbejdende medhjælpere – lysteknikeren, lydmanden, altmuligmanden pÃ¥ scenen og Anders, der solgte cd’er, vinyler og merchandise – en stor hÃ¥nd. Der var styr pÃ¥ sagerne, overskud og plads til at være generøs. Det var, denne novemberaften i Aarhus, med Bruns egne ord “en vældig fin stund”. Og Ane mÃ¥ gerne komme forbi igen – med eller uden band.

PS. Der var – mod forventning – ingen opvarmning denne aften. Men selv om jeg gerne ville have hørt hende damen fra Malmø, sÃ¥ gjorde det ikke noget, for egentlig foretrækker jeg at nøjes med hovednavnet ved en koncert.

 

Opvarmning: Alice Boman

14. november 2014

Det er svært at finde mange oplysninger om afternens opvarmningsnavn. Alice Boman er fra Malmö og har udgivet pladen Skisser, der består af sange, der vist er blevet til uden henblik på udgivelse. Og så sammenlignes Bomans stemme et sted med selveste Nina Simone. Mon ikke hun er værd at opleve på en dansk scene?

Fra Molde via Stockholm til Aarhus: Ane Brun

13. november 2014

Ane Bruns – eller Brunvold, som hun egentlig hedder – musikalske løbebane startede for alvor, da hun i 2001 slog sig ned i den svenske hovedstad Stockholm. Bag sig  havde hun en opvækst i en kunstnerisk anlagt familie i Molde, Norge, musikalske tilløb og nogle forsøg pÃ¥ at fÃ¥ en universitetsuddannelse. Men musikken fik overtaget. Og i 2002 kom hendes første langspiller med den pirrende titel Spending time with Morgan, der mÃ¥ske ikke blæste nogen omkuld, men dog gjorde opmærksom pÃ¥ et oplagt singer-songwriter-talent med potentiale.

Bedre gik det i 2005 med albummet A Temporary Dive, der kom efter en længere pause fra musikken. En mere moden plade, der blev godt modtaget af musikpressen og kastede en del musikprisnomineringer af sig. Pladen blev fulgt op af endnu en senere samme Ã¥r, hvor Duets udkom. En plade, hvor Brun som titlen angiver sang duetter med en række kunstnere – bl.a. Ron Sesmith, Teitur og bandet Madrugada.

I tiden efter har Ane Brun optrÃ¥dt i forskellige udgaver – lige fra ren solist over større ensembler med strygere osv. Og hendes variation som udøvende kunstner afspejler sig ogsÃ¥ pÃ¥ de plader, hun siden har udgivet: Chaning of the Seasons (2008), Sketches (2008), It all start with one (2011) og et par live-plader (2007 og 2009). Sidste Ã¥r kom der ogsÃ¥ en retrospektiv opsamling, Songs – 2003-2013, der giver et fint tværsnit af den begavede singer-songwriter med den smukke stemme. I morgen lægger hun vejen forbi den jyske hovedstad, hvor hun giver solokoncert. Den har jeg set frem til længe – og vender selvfølgelig tilbage, nÃ¥r den er oplevet.