Indlæg tagget med koncert

Den iscenesatte ekstase – rockskjalden Thåström gav koncert på Voxhall

8. marts 2012

På vej hjem gennem en snevåd, kold og mørk by efter koncerten med Thåström kom jeg til at tænke på digteren Thorkil Bjørnvigs gamle bog om beatmusikken Oprøret mod neonguden (1970), hvor han forsøgte at løsrive beatmusikken fra den banalisering, som den ellers var blevet mødt med op gennem tresserne, og indskrive den i en kultisk tradition som en revitalisering af den dionysiske dobbelthed, der løb som en understrøm i antikkens klassiske apollinske tanke. Beatmusikken som en fest elle et orgie, der i sig rummer både det konstruktive og det destruktive. Eros og Thanatos.

Thåström-koncerten i går på Voxhall kunne opleves om et kontrolleret, iscenesat dionysisk mysterium. Et musikalsk og teatralsk kunststykke – med understregning af kunst – hvor overskridelsen mellem dobbelthedens to sider kom på spil på scenen i musikken og Thåströms dramatiske one-man-show.

For øjnene af en næsten fuld sal kom Thåström ind på scenen iført sort hat, sort habit, hvid undertrøje og en halvt løsthængende buksesele. Han opførte en slags dans, der dels afslørede, at Mick Jagger ikke har optrådt forgæves, og dels lignede en stor fugls baskende dans. Thåström var bevæbnet med vinger. Med blikket enten fikseret på mikrofonen, som han trakterede som en forlængelse af sig selv eller måske som sit andet jeg, eller et sted ude i rummet over publikum, sang han, ja, dramatiserede han sine sange. Akkompagneret af et lydhørt og uhyre kompetent femmandsband. Trommer, bas, guitar og to keyboards.

Setlisten var centreret om Thåströms nye plade Beväpna dig med vingar, suppleret med sange fra solokarrieren og bandperioderne i øvrigt.

Thåström lagde ud med titelnummeret på det nye album. Og det stod fra første færd klart, at publikum ville blive præsenteret for lektion i moderne svensk rock. Med en monumental mur af lyd, der i høj grad var inspireret af den industrial rock, som Thåström tidligere med forkærlighed har dyrket, blev den ene sang efter den anden sendt ud over scenekanten i de 90 minutter koncerten varede. Inklusive en lille håndfuld ekstranumre. Balladerne, som Thåström også behersker, var i klart undertal. Det var et rockkoncert. Et helt igennem professionelt rockshow, hvor intet var overladt til tilfældighederne og selv spontaniteten – fx da Thåström hamrede løs på nogle ophængte jernlænker – var iscenesat. Dionysos i lænker.

Koncerten var Thåströms show, og de særdeles kompetente musikere var – og agerede som – statister. Og det skal forstås positivt.

Stadigt vandrende rastløst og dybt koncentreret rundt på scenen, undertiden dansende som Jagger, øldrikkende, svedende, nu og da indforstået grinende, fremførte kunstneren sine poetiske sange med en stemme, der kan få en til at tænke på Tom Waits, men også på landsmanden Ulf Lundell i det dystre, melankolske hjørne.

Koncerten blev afsluttet med Thåströms første singlehit, den bittersøde kærlighedssang ”Fanfanfan”. Men ellers vil jeg ikke fremhæve nogle af sangene på bekostning af andre. For der var , som antydet, tale om et veltilrettelagt, afrundet rockshow, der demonstrerede, at al snak om rockens død er noget inderligt vås, og at rocken stadigvæk besidder den dionysisk-ekstatiske kraft, som Bjørnvig klogt pegede på for mere end fyrre år siden. Thåström viste os også, at rocken er blevet en kunstart, der i de rette hænder er en stor oplevelse. I går aftes var vi udsat for en stor oplevelse. Thåström er en storartet kunstner. Københavnerne kan godt glæde sig til koncerten i aften…

[Fotografiet er lånt fra den norske operas hjemmeside]

CAPAC på Geiger

Shelby Lynne kom forbi spillestedet Train

5. marts 2012

Den 43-årige singer-songwriter Shelby Lynne brød igennem til den store offentlig i 1999 med det selvbevidste album I am Shelby Lynne. Pladen var hendes sjette, og pladen, der var produceret af producer-esset Bill Bottrell (Michael Jackson, Electric Light Orchestra, Sheryl Crow m.fl.) resulterede i en respekt-aftvingende Grammy i kategorien “bedste nye kunstner” i 2000. Men den slags hæder kan narre. Hvordan kan man være ‘bedste nye kunstner’ med sit sjette album, kunne man fx spørge? Og det gjorde Shelby også i sin takketale. Og læser man de amerikanske anmeldere, så kan man også hæfte sig ved, at ingen rutter med stjernene i karaktergivningen – og især fremhæver hendes engagement, attitude og andre udenomsværker ved sangene. Men pladen gjorde et vist indtryk på mig, da den kom i kraft af sin fornemme produktion, de gode medspillere og Shelby Lynnes ubetvivlelige engagement. De bedste steder på pladen kunne give løfter om noget mere. Måske var en ny Emmylou Harris på vej?

Shelby Lynne, hvis borgerlige navn er Shelby Lynn Moorer, kommer fra en musikalsk familie, men også en familie, hvor faderen kom ud i et intenst alkoholmisbrug og skød både sin kone og sig selv. Som ganske ung begyndte hun en karriere som country-kunster og debuterede i 1989 med albummet Sunrise. Hun fik det belastende prædikat ‘lovende’ af kritikerne og fortsatte med at udsende Nashville-producerede plader, der bevægede sig i en mere og mere mainstream-country-pop-retning uden at vise sig på countryhitlisternes øverste halvdel.

Men Shelby Lynne ville noget andet og brød derfor med det store plademærke Epic for at finde musikalsk husly i mindre plademærker som Morgan Creek og Magnatone, hvor hun udsendte et par country-plader, der dels var mere traditionelle country-and-western og moderne alternative country – i jagten på en personlig stil. Succesen udeblev, og efter en mere eller mindre frivillig pause på tre år forlod hun Nashville-miljøet og slog sig ned i Californien for at skrive sine egne sange og indspille sine egne plader – og ud af skuffelserne og modgangen de foregående år kom så gennembruddet med I am Shelby Lynne. De efterfølgende plader – på store plademærker som Island og Capitol – kunne ikke leve op til Grammy-pladens forhåbninger. Og efter at have udsendt sit album med Dusty Springfield-cover-numre Just A Little Loving i 2008, tog Shelby konsekvensen og lavede sit eget pladeselskab, Everso Records, hvor der er kommet tre album siden 2010. Senest Revelation Road i 2011. Selv om pladerne har fået pæne, velmenende, men også forbeholdne anmeldelser, så har de ikke solgt stort.

I går aftes kunne man så opleve Shelby Lynne på de århusianske spillested Train. Solo med guitar. Og det gør en forskel, når man har hendes gennemproducerede plader med backing i erindring.

Shelby Lynne er en lille, blond dame. Hun fylder ikke meget i projektørens skarpe lys. Og selv hendes relativt lille, akustiske Gibson-guitar forekom at være kæmpestor i hendes favn. Som aftenen skred frem måtte jeg også spørge mig selv, om hun ikke også er en lille kunstner? En kunstner, der vil sin kunst, vil sine sange, men alligevel kun en lille kunstner? En kunstner, der ikke kommer ud over prædikatet ‘lovende’?

I hvert fald kunne jeg konstatere, at formatet – sang og akustisk guitar – kan afsløre en kunstners format, både med hensyn til storhed og kleinhed. Med guitaren i hånd kan man ikke skjule, hvad storladen pladeproduktion og professionel backing kan sløre. Og i Shelby Lynnes tilfælde blev det tydeligt for mig, at hun kæmper engageret med de sange, hun tror på, men også, at hun er en ganske ordinær guitarist og en lige så ordinær sangerinde.

Og sangene, der kredsede om hendes eget liv, hendes oplevelser med kærlighedens ups and downs, hendes kristne tro og andre temaer fra hverdagen, forekom mig at være ret så banale historier. Og måske forstærkedes denne oplevelse af teksterne af, at sangene som musik manglede melodier. Kun et par gange var der tilløb til noget, der kunne minde om en klassisk iørefaldende countrysang.

Salen var ikke fyldt helt op, men der var tydeligvis en del af publikum, der satte pris på Shelby Lynnes præstation. Og når jeg selv blev hængende den times tid, koncerten varede, så skyldes det især Shelby Lynnes professionalisme og engagement. Man kan ikke tage fra hende, at hun vil sin kunst. Og det er da noget, selv om det ikke er nok…

Inden Shelby Lynne overtog scenen kunne man opleve den danske singer-songwriter CS Nielsen, der har modtaget ret så fine anmeldelser for sin seneste plade Man of the Fall (Nielsens anden udgivelse). Og Nielsen var en positiv oplevelse. En stilfærdig optræden med få, humoristiske kommentarer, ledsagede et fornemt guitarspil, en god stemme og en håndfuld engelsksprogede sange, der tematisk lænede sig op af sangskriver-mytologien hos forbillederne – Johnny Cash, Hank Williams, Townes Van Zandt osv. – og sprogligt set ikke kunne sige sig fri for at blive hængende i klicheerne. Men CS Nielsen skal blive interessant at følge, hvis han kan få lagt mere afstand til sine forbilleder. Og jeg tror, det ville være oplagt for ham at begynde at skrive og synge sange på dansk. Men forbeholdene til trods var CS Nielsen absolut en god oplevelse i den lille halve time, han havde fået til rådighed.

.

 

Shelby Lynne – Revelation Road – Letterman Show

The Jayhawks besøgte Voxhall

4. marts 2012

Man kan, som min sidemand ved gårsdagens koncert gjorde, undre sig over, at The Jayhawks ikke er mere kendte, end tilfældet er. At bandet ikke er et større navn, end tilfældet er.

Men måske er det i virkeligheden ikke så underligt.

The Jayhawks blev dannet for mere end 25 år siden – helt nøjagtig i 1985 – i det område i Minnesota, man kalder the Twin Cities, efter de to byer Minneapolis og Saint Paul. Drivkraften dengang og nu er sangskriveren Mark Olson, der kreativt og på scenen flankeres af guitaristen og sangskriveren Gary Louris.

Bandets første to plader – Jayhawks (1986) og Blue Earth (1989) – kom på små plademærker. De fleste af sangene stod Mark Olson for, og de gav en forsmag på den form for americana, der med små forandringer undervejs er blevet Jayhawks stil. Pladerne solgte ikke stort, men var med til at gøre bandet kendt og skattet blandt andere kunstnere.

Først da det i 1991 lykkes Jayhawks at få pladekontrakt med det relativt store Def American-plademærke kom det til et egentlig nationalt gennembrud. Albummet Hollywood Town Hall (1992) – og singleuddraget “Waiting for the Sun” – kom på hitlisterne. Singlen nåede en 20. plads, og albummet kom i top 200. Og skaren af fans voksede.

Efterfølgeren Tomorrow the Green Grass (1995) blev også pænt modtaget af publikum, men kunne slet ikke spille sig ind. Nogenlunde samtidig var bandet efter nogle mindre udskiftninger ved at antage den form, det har haft siden. Tangentspilleren Karen Grotberg og trommeslageren, sangeren og sangskriveren Tom O’Reagan kom med.

Men på dette tidspunkt blev Mark Olson også kæreste med sangskriveren og musikeren Victoria Williams, og det betød at Jayhawks for en tid blev centreret om Gary Louris’ sangskrivning, da Olson lagde sine kræfter i det nye ægteskab og parrets fælles bandprojekt Original Harmony Ridge Creekdippers. Albummet Sound of Lies (1997) var præget af Louris’ stilistiske orientering og trak Jayhawks i retning af Neil Young-inspireret rock og country.

Efter pladerne Smile (2000) og Rainy Day Music (2003), der hver på deres måde viste sider af americana, skulle der komme til at gå otte år, inden deres seneste plade udkom, Mockingbird Time (2011). Jayhawks har ikke været formelt opløst i den forgangne periode, men medlemmerne – der nu omfatter Mark Olson, Gary Louris, Marc Perlman, Karen Grotberg og Tim O’Reagan, har spillet i andre sammenhænge. Blandt andet har Olson og Louris dyrket duoformatet.

I går aftes kunne man – hvis man ellers havde kendt til besøgelsestid – opleve The Jayhawks på den århusianske spillested Voxhall. Med sig som support – og viste det sig senere på aften også som medspiller – havde de sangeren, sangskriveren og guitaristen Chuck Prophet, der har en fortid i firserkultbandet Green on Red.

Jayhawks gik på scenen kl. 22 og leverede de næste knap to timer et professionelt show, der førte tilskuerne gennem mange af bandets meste kendte og elskede sange, men også kom helt ud i krogene, fx til en sang fra den kreative overskudsplade The Mystery Demos. Samlet set var koncerten en rundgang på bandets americana-palet, der har mange kulører og afslører, at Jayhawks har ladet sig inspirere af mange kilder fra Hank Williams og frem til i dag. Lige fra den Neil Youngske guitarlyd (på Crosby, Stills, Nash & Youngs hovedværk Deja Vu) over den unge Bob Dylan (Louris’ mundharmonikaspil) til The Feelies. Blot for at nævne nogle at de oplagte associationer, jeg fik under koncerten.

De to frontfigurer havde helt konkret delt scenen mellem sig (som Olson spøgefuldt kommenterede undervejs), og selv om Olson ofte fremhæves som forgrundsfiguren, så var der denne aften i det mindste tale om en fin balance. Olson med sin akustiske guitar midt på scenen og Louris med mundharmonika og lead-guitar til venstre.

Hver for sig besidder de to herre ikke de store stemmer, men Louris lyse og Olsons robuste stemme gled nærmest unisont smukt sammen i duetterne. Godt understøttet af Grotbergs og O’Reagans vokale supplement.

Da bandet kom ind på scenen kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det lige så godt kunne have være fire personer ude fra gaden. Olson lignede en lokal skolelærer, der lige var kommet fra job på en nærliggende folkeskole, Louris’ en bebrillet bibliotekar, Grotberg naboens pæne kone og så videre. Men bandets nærmest undselige fremtræden stod i diametral modsætning til den kollektive musikalske udfoldelse. Her var et band, der – som andre markante bands i americana-traditionen, fx bandet The Band – først og fremmest var på scenen for musikkens skyld. For den kollektive musikudfoldelses skyld.

Fra første akkord var Olson og hans kolleger professionelt tilstede og i musikkens favntag. Den ene sang afløste den anden uden pause og kun ledsaget af et par enkle kommentarer fra Olson og Louris. For mig lykkes en koncert for alvor, når man som tilhører pludselig slår hjernen fra og bliver et med lyden og situationen – på næste zenagtig vis. Og det skete for mig godt halvvejs inde i koncerten. Så kan det ikke blive bedre. Og da koncerten – efter de obligatoriske tre ekstranumre – var ovre, kunne det for min skyld godt have fortsat et time eller to.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så tror jeg, at grunden til, at The Jayhawks ikke er mere kendte end tilfældet er, at de stadigvæk – efter mere end 25 år i musikkens tjeneste – spiller for sangenes og musikkens skyld og inden for en stilart (hvis man da kan kalde det konglomerat af stilistiske elementer, der udgør ‘americana’, sådan), der altid har haft det svært med mainstream-koncepterne, og som de ikke er færdig med at udforske mulighederne i.

Som skrevet, så havde Jayhawks Chris Prophet med som ‘support’. Og rollen som opvarmningsnavn har ofte været utaknemmelig. Men i den halve time, Prophet havde at gøre godt med, tog han alene mand med sit eminente guitarspil og sin energiske sang den fyldte sals publikum i sin hule hånd. Ikke engang et par lydudfald kunne bringe ham ud af fatning, men blev blot en del af fremførelsens ‘magi’. Flere af sangene var taget fra Prophets seneste plade Temple Beautiful (2011), der tematiserer Prophets egen fødeby, San Francisco. Og med sine små muntre bemærkningen (bl.a. om den danske komiker Lars von Trier…) fik han afviklet et lille energisk show , der kun kunne give appetit på en regulær koncert med denne californiske bon viveur, som Mark Olson kaldte ham.

Lad bankboksen i Herning kappes med Horsens og andre store provinsbyer om de Store Stadionnavne, så længe det lille århusianske spillested Voxhall får lov til at musikalsk vellykkede koncerten som den med Jayhawks og Prophet!

Det eneste minus ved koncerten var, at tre godt overrislede ungersvende fra MIG-generationen (Mig! Mig! Mig!) mente sig berettiget til ganske hensynløst at mase sig helt frem til scenekanten, hvor de brugte tiden på at snakke højlydt med og mobiltelefonfotografere hinanden og – med lidet held – at komme i kontakt med bandets keyboardspiller, der dog håndterede chikanen med stoisk ro og professionalisme. Heldigvis kunne en hærdebred kontrollør tæmme dem, men det kunne godt være sket på et tidligere tidspunkt. Desværre en den slags malplacerede koncertdeltagere ikke ualmindelige i århusiansk musikliv – og man kunne godt ønske sig, at spiledestederne var lidt mere på stikkerne og sørgede for at dæmpe dem ned – alternativt lempe dem ud af vagten…

The Beach Boys kommer til århus

16. februar 2012

Dette er ikke en nyhed. Den var ‘på alles læber’ i går. Beach Boys kommer – og af alle steder til århus. Fik i den derovre på Djævleøen? Men min første tanke var nu ikke: Hurra! Derimod en uudgrundelig følelse af, at det her skulle være sket for mange år siden. Men dengang var der ingen nødvendighed i, at bands af den størrelse kom forbi århus. Tiderne har ændret sig – og pengene ligger på landevejene og ikke i pladestudiet.

Selvfølgelig er det en begivenhed af resterne af Beach Boys – med Brian i spidsen – kommer og optræder på Musikhusets amfiscene. Et stykke rockhistorie kommer forbi. Og sandsynligvis for første og eneste gang.  Og billetterne skal nok blive revet væk, når de slippes løs den 20. februar. Men apropos foregående indlæg om Beatles’ gendannelse, så foretrækker jeg nok at huske Beach Boys fra deres storhedstid i stedet for at blive skuffet. Men, jeg er sikkert bare en gammel dreng, der foretrækker nostalgiens solbeskinnede strande fremfor en oplevelse af, at verden ikke er, hvad den var. For det er den jo aldrig…

Jovist, jeg kommer til koncerten, hvis ellers jeg 1. kan få fri fra arbejde og 2. kan få fat i en billet. I den rækkefølge.

Beach Boys – Fun-Fun-Fun – live i HD anno dazumal

Amerika kunne ikke lide mig – Adele giver en Little Desk Concert

15. februar 2011

Halvfemserne og Nullerne har generøst overskyllet musikken med nye kvindelige sangtalenter. Adele (Laurie Blue Adkins) er en af de mange indlysende talenter, der tager konkurrencen op med fx Amy Winehouse og Duffy om at blive the leading lady blandt britiske kvindelige vokalister. To album er det blevet til for den 22-årige Londonpige. I 2008 kom “19”, og i år er kommet “21”. Og synge det kan hun. Lyt til hendes lille koncert hos NRP, hvor der bliver skåret ind til benet. Det er lige på og akustisk – og ingen pladestudiedikkedarer. Den rene vare. Og Adele synger sin unge sjæl ud og må overbevise amerikanerne om, at de tog fejl, hvis det ikke kunne lide hende tidligere…

Paul McCartney slår et slag for 100 Club, London

15. december 2010

Adressen er 100 Oxford Street, W, og oprindeligt hed steddet The Feldman Swing Club og har siden 1942 været et populært musiksted. Først var det jazzen, der svingede der med deltagelse af både amerikanske og europæiske topnavne. Og siden har stedet huset musiknavne fra snart sagt enhver genre. Blandt andet optrådte fx The Who og The Rolling Stones (med to berømmede optrædener i firserne) der.

Club 100 fik en opblomstring omkring punkscenen, bl.a. ved at skabe den første ‘internationale punkfestival’ med navne som Sex Pistols Siouxsie and the Banshees, The Clash, The Buzzcocks og The Damned. Og der er blevet optaget flere livealbums på stedet, bl. a. med The Sex Pistols.

Man kan læse mere om stedets glorværdige historie på hjemmesiden for 100 Club.
Nu er det kendte spillested komme i fare for at bliver lukket, og det har fået flere stjerner – bl.a Ronnie Wood (Rolling Stones), Liam Gallagher (Oasis) og Paul McCartney – til støtte klubben for at undgå lukningen. Den for tiden hyperaktive Paul McCartney, som lige har optrådt på Apollo Theater i byen og fortsætter i hjembyen Liverpool om et par dage,  gør det med en minikoncert for omkring 300 gæster. Og der skal nok blive rift om billetterne, da det er ti år siden, han gav en lignende performance, nemlig i Cavern Club. Tommelfingrene op for Macca – og 100 Club.

I Saw Her Standing There – fra Cavern Club-koncerten

Signe Toly Anderson – Jefferson Airplanes første sangerinde

28. november 2010

Signe var Jefferson Airplanes første sangerinde. Man kan høre hendes kraftige, energiske stemme på gruppens flotte debutalbum Takes Off fra 1966. Især på nummeret “Chauffeur Blues”, hvor hun synger alene. På de øvrige numre synger hun sammen med Paul Kantner.
Anderson havde en fortid som lokal, velanskrevet folke- og jazzsangerinde i San Francisco, inden hun kom med i Jefferson Airplane. Og hun giftede sin i 1965 med en af medlemmerne af kunstnerkommunen The Merry Pranksters  Jerry Anderson. året efter fødte hun sin første datter, og moderskabet – og nogle stridigheder med gruppens medlemmer og den første manager, Matthew Katz, fik Anderson til at forlade gruppen. Som man kan høre på de tilgængelige optagelser med Signe, så var det ikke talentet, der fejlede noget, men hun passede åbenbart ikke ind i gruppen socialt. Det gjorde til gengæld afløseren, Grace Slick.
Signes sidste optræden med Jefferson Airplane var på The Fillmore Auditorium den 15. oktober 1966, hvor gruppen spillede to sæt. Som mange andre koncerter på Fillmore blev den optaget, men har kun cirkuleret rundt i mange år som bootleg. Indtil nu, hvor koncerten udgives sammen med fire andre Airplane-koncerter i ialt seks cd-pakker: Jefferson Airplane “Live at the Fillmore and Matrix” (Collector’s Choice, 2010). På optagelsen kan man høre Marty Balin fortælle, at Signe ville træde ud af gruppen, og Signes egen afskedshilsen til publikum: “I want you all to wear smiles and daisies and box balloons. I love you all. Thank you and goodbye.”
Efter Jefferson Aiplane sang Signe sammen med det ret ukendte, ti mand store foretagende Carl Smith and the Natural Gas Company, som vist aldrig har fået udgivet noget på plade. Signe har været aktiv som sangerinde helt frem til slutningen af 1990’erne, bl.a. med gæsteoptrædener i diverse post-Airplane-projekter, som fx Jefferson Starship, Next Generation.

Chauffeur’s BluesHigh Flyin’ BirdIt’s No Secret

Teenage Fanclub kom forbi – Århus

15. november 2010

I sin lille bog 31 Songs om elskede sange – sange, han elskede engang, og sange, han ikke kan holde op med at elske – omtaler den engelske forfatter Nick Hornby hele to sange af det skotske band Teenage Fanclub. “Your Love Is The Place Where I Come From” og “Ain’t That Enough” (begge fra albummet Songs from Northern Britain, 1997).

Den første forbinder Hornby med et musikalsk og litterært arrangement, som skulle samle penge ind til sønnens skole. Og de to – arrangement og sang – vil for altid være forbundet. Den anden sang modstiller han Suicides forfærdelige og forfærdende “Frankie Teardrop” og konstaterer tørt: Jeg kan bedre lide Teenage Fanclubs sang. “Det er et tre minutters udbrud af Byrdsk pop, pakket med solskin, hooks og god vilje…den er mere elskelig. Den har en melodi og det hele, og i det hele taget foretrækker jeg sange med en melodi”. Sådan.

Nick Hornby dukkede op i mit hoved, da jeg i går overværede Teenage Fanclubs tætte 80 minutter lange koncert på Voxhall foran et lille, men tydeligvis veloplagt publikum, der både var ungt og gråt i toppen.

Bandet blev dannet i 1989 og har ti album – plus det løse – bag sig. Og så består gruppen af ikke mindre end tre sangskrivende forgrundsfigurer – Norman Blake (sang, guitar), Raymond McGinley (sang, guitar) og Gerard Love (sang, bas). Også på den led kan Teenage Fanclub lede tankerne hen på Beatles og Byrds. Byrds er en tilbagevendende reference i litteraturen om Teenage Fanclub. Og det skyldes kombinationen af ringlende guitarer og harmoniske vokaler. Men skal man absolut pege på inspirationspunkter, så er det ikke kun det tre store B’er – Beatles, Byrds og Beach Boys – der kommer på tale, men i det hele taget tressernes og halvfjerdsernes vokal- og guitarprægede poprock.

Men også de andre moderne forvaltere af de to mytologiske årtiers rock sætter spor. Big Star for at nævne et fjerde B. Men Teenage Fanclub er også helt sig selv. Inspirationen fortættes i de tre sangskriveres egentlig meget ensartede, melodiske sange til det man kalder stil. Teenage Fanclub har sin egen stil, der er med årene er blevet ganske distinkt.Det understregede koncerten i går aftes, hvor gruppen spillede et par sange fra deres seneste, fine udgivelse, albummet “Shadows” (2010) og et udvalg af de bedste sange fra bagkataloget, sluttende med deres første single.

Teenage Fanclub lignede en flok grånende familiefædre, der havde fået bevilliget en boys night out. Og sådan lød det også. De spillede deres fængende, melodiske sange med en tæft og indlevelse, der let kunne forveksles med professionalisme. Sange, der nok har rod i rockens gyldne årtier og i grungen og punkens oprørske råhed, men som alligevel besidder sen særlig tidløshed, som gode sange med melodi altid har været udmærket med. Teenage Fanclub må gerne komme igen for min skyld. Og tak til Voxhall for endnu engang at have hentet et godt navn til byen.

 

Buffalo Springfield – anno 2010

26. oktober 2010

For første gang i fyrre år har det legendariske band Buffalo Springfield stået på scenen sammen igen. Anledningen er en velgørenhedskoncert til fordel for Bridge School, som drives af Neil og Peggy Young for handicappede børn. Hvert år afholdes støttekoncerter med forskellige kendte navne. I år var også Pearl Jam, Modest Mouse, Grizzly Bear, Merle Haggard og et par stykker mere inviteret. Haggard blev dog forhindret af sygdom. Buffalo Springfield – med Neil Young, Steven Stills, Richard Furay, Joe Vitale og Rick Ross spillede klassiske sange som For What It’s Worth,” “Burned”, “Rock N Roll Woman,” og “Mr. Soul.”
Her er de så med Mr. Soul:

På verdensturné med Paul Mccartney 1989-1990

30. maj 2010

Medens store dele af befolkningen – og blogland – fulgte med i Melodi Grand Prix 2010, tog jeg på turné med Paul Mccartney i 1989-1990. Get Back – The Movie hedder dvd’en. Meget passende, for filmen dokumenterer Paul Mccartney første længerevarende turne i mere end et tiår. årene med The Beatles var fortid. Omend levende sådan. årene med Wings var ligeså. Og Mccartney var nået så langt i sin bearbejdning af sin fortid, at han frit kunne forholde sig til sangskatten fra de foregående år – og bruge dem i koncertøjemed. Og det gjorde han på denne turné.
Bag sig havde Mccartney fru Linda Mccartney, på keyboard og sang, guitaristen Hamish Stuart (Average White Band, Chaka Khan, Aretha Franklin og – senere – Ringo Starrs All Stars), Robbie McIntosh (The Pretenders), guitaristen Paul “Wix” Wickens (meget brugt sessionmusiker for bl.a. Bob Dylan, Joni Mitchell m.fl.) og trommeslageren Chris Witten (også sessionmusiker for de kendte). Og turnéen blev dokumenteret på dobbeltlivealbummet Tripping the Live Fantastic og altså omtalte film. I øvrigt førte turnéen Mccartney og Co. til både Norge og Sverige – men ikke lille Danmark. Og så er det jo rart at kunne se Richard Lesters – manden bag “A Hard Day’s Night” og “Help” – dokumentation af koncerterne.

Ud over det centrale, dvs. optagelserne af selve numrene – primært fra The Beatles’ periode  – har Richard Lester lagt små illustrative klip fra diverse film ind. De kunne for min skyld godt være udeladt, for optagelserne af bandet og dets publikum behøver ikke pynt.

PS. Illustrationen ovenfor stammer fra turnéens officielle press kit, som blev uddelt til publikummer rundt omkring – lånt fra en fanside.

Og YouTube er leveringsdygtig: Get Back – del Idel II del III

Wilco kom forbi århus…

26. maj 2010

Hvad stiller man op sådan en sort tirsdag, hvor det politiske establishment for alvor er trådt i karakter og har stillet sin sorte, asociale sjæl til skue for offentligheden? Hvis man ikke vil slå sig på flasken, så kan man jo lytte til god musik. Og tilfældet ville, at det amerikanske band Wilco havde valgt at give koncert i det århusianske Musikhuset. Af alle steder. For Musikhuset er ikke just kendt for at satse på rock, men snarere på “sikre”, afprøvede mainstreamprodukter.

Nuvel, Wilco havde fået lov til at slå deres folder på den store scene, og det kunne jeg selvfølgelig ikke ignorere, hvorfor jeg havde købt en billet på allerførste række, så jeg bogstaveligt talt kunne se forsanger Jeff Tweedy og guitarist Nels Cline lige i øjnene.

Selv om det måske nok strider mod rockens natur, at man sidder i en magelig, plydsbetrukket stol, så fungerede koncerten upåklageligt. Wilco gik på et par minutter over otte og spillede derpå non-stop i to timer, inkl. to ekstranumre. Meget professionelt og lige efter mine forventninger.

Allerede et par numre inde i koncerten slog det mig, hvorfor kritikere, selv om de var vilde med bandets musik, har haft deres problemer med at indkredse gruppens stil. Wilco er i udtalt grad stilblandere, eklektikere. Selv om Wilco udspringer af det alternative countryband Uncle Tupelo, så har gruppen for længst forladt countrymusikken som værende den eneste stilistiske reference. De to indledende numre stod i dyb gæld til grungen og ikke mindst noiserocken. Men i løbet af koncerten blev det klart, at gruppen ikke sådan lader sig sætte på formel. Ballader, countrynumre, regulære guitarrocknumre vekslede med hinanden og viste et band, der ubesværet udfolder sig i et spektrum fra Sonic Youth til Hank Williams. Billedligt talt.

Hvis man endelig skal pege på noget, der kunne udgøre sammenhængskraften (for nu at give dette forslidt ord lidt mening…) i Wilco, så er der rocken. Den udskældte, guitarbaserede rock. Og Wilco leverede beviset på, at rygterne om guitarrockens død eller anakronisme er vildt overdrevne. Den lever i bedste velgående, når Nels Cline aflokker sine Fenderguitarer såvel klange fra forvrængningens overdrev og fra den lyriske diskretions finesser og i samspil med de to andre guitarister i gruppen, Jeff Tweedy og Pat Sansone.

Wilco står for mig som nogle af de ypperlige repræsentanter for den moderne rock, som man også finder repræsenteret i det store indiefelt. Et band, der i en globaliseret verden er bevidste om den store, frugtbare og nærmest uudtømmelige, amerikanske musiktradition og uden puritansk finfølelse bruger løs af dens mange udtryk. Man forstår godt, hvorfor pladeselskaberne har taget sig til hovedet. For hvordan skal man dog markedsføre et band som Wilco?

Som musikelsker er man til gengæld bare glad for at få chancen for at få hjernen blæst ud og ører blæst fri for støv af et engageret, velspillende band med volumenknappen næsten helt i bund. De må gerne komme forbi århus en anden god gang og få en til at glemme den indeklemte politiske virkelighed i lille Danmark…

Sætlisten ( i følge Gaffa):
Ashes of American Flags
Bull Black Nova
I Am Trying To Break Your Heart
One Wing
Via Chicago
War on War
Country Disappeared
Handshake Drugs
Impossible Germany
Sky Blue Sky
California Stars
Sonny Feeling
Jesus etc.
Hate it Here
Theologians
You Never Know
Heavy Metal Drummer
Walken
I’m The Man Who Loves You
Hummingbird
Shot In The Arm
————–
The Late Greats
I’m A Wheel

En aften med melankoliens varme riddere – Tindersticks på Voxhall

11. marts 2010

Da Tindersticks næsten på slaget 22.00 indtog scenen på århusianske Voxhall, var det som at se en flok familiefædre på deres månedlige fridag med gutterne. Casual påklædt – med undtagelse af trommeslageren Earl Harvin, der var i stramt jakkesæt, vest, slips og tilhørende smart hat – gik de lige til sagen, dvs. musikken, med en nærmest ydmyg attitude, der mere end antydede, hvad denne aften skulle dreje sig om: musikken. Og ikke andet end den.

Meget passende, for Voxhall var fyldt mere end godt op, og der var ikke plads til meget andet end at klappe og lytte med. En kammerkoncert med et band, der – med de obligatoriske omskiftelser – har været på banen i næsten to årtier, og som har formået at fastholde sin musikalske identitet på tværs af musikalsk udvikling og udskiftning i geledderne. Lydniveauet var behersket, og lydbilledet stod fint afbalanceret. Og det passede som fod i hose til Tindersticks diskrete musik.

Tindersticks er centreret omkring forsangeren Stuart Staples, tangentspilleren David Boulter og guitaristen Neil Fraser, som alle har været med fra de unge år. Stilen er en afart af den i forvejen udvandede genre: soul. En slags blue-eyed soul, legeret med stilelementer fra nær og fjern, og med et umiskendeligt anstrøg af melankoli.

Og denne onsdag aften i marts, hvor sneen og mørket omsider synes på vej ud, demonstrerede Tindersticks, hvorfor de med god grund er blevet opfattet som halvfemser-britpoppens velgørende antipoder. Til forskel fra britpoppens stjerner, der i høj grad var i pagt med deres overfladiske samtid, spiller Tindersticks en musik, der på mærkelig vis er tidløs. Dybt melodisk, stemningsfuld med en uafrystelig blå tone – selv i de få, men markante uptemponumre – der knytter an til en strømning i populærmusikken, som går helt tilbage til fyrrerne, trediverne, tyverne…

Måske hænger det sammen med musikkens og tekstuniversets melancholia? Melankolien, der jo er en grundfigur i det moderne, er konstant tilstede i musikken og teksterne. Men formildet, opbrudt af den understrøm af humor og, ja, ironi, der løber gennem sangene. Som fx i sangen “Peanuts” om fyren, der elsker peanuts, fordi han elsker en pige, der elsker peanuts… Et sørgmuntert snapshot af en kærlighedshistorie. Og hvis jeg ikke tager helt fejl, så var der flere blandt publikum, der klukkede lidt her – og i andre sange. Den ene sang tog den næste og efter to sæt ekstranumre af i alt fire sange var det slut efter halvanden time.

Udgangspunktet var bandets nyeste, roste album Falling Down A Mountain fra i år, men der var også afstikkere tilbage i tiden, helt tilbage til debutten (fx Marbles). En rejse gennem tiden, der blot bekræfter det indtryk af tidløshed, jeg nævnte ovenfor. En koncert i ordets strengeste forstand, hvor musikken var i centrum, illustreret af Stuart Staples konstant lukkede øjne, der var udtryk for hengivelse til musikken og koncentration – og ikke (i hvert fald ikke kun) narcissistisk selvnydelse. Kun en enkelt sang fik en kommentar med på vejen, nemlig det allersidste, som Staples med et lille skævt smil til publikum kaldte “a good one”. Ironi, så det baskede, når man havde været igennem det ene overbevisende, ja fremragende, nummer efter det andet.

Efter sidste nummer, “Raindrops”, forlod bandet scenen på samme uglamourøse vis, som de indtog den. Melankoliens varme riddere kom forbi. Og tak for det.

PS. Tindersticks spiller i København i aften – og der skulle vist være et par billetter endnu. Det skal også nævnes, at københavnske CODY fik fornøjelsen af, at varme publikum op i en halv times tid. En meget passende opvarmning, for så vidt det syv mand store CODY spiller en tilbagelænet form for americana (eller skulle man sige amagerkana?). Selv om de ikke fik meget tid, så overbeviste de om, at de – som fx One Eyed Mule – er levende bevis på, at americana også kan spilles med overbevisning i Danmark. Og at man må give sig tid til en hel koncert med dem alene. Kom igen.

En omgang americana kommer til byen: Grant-Lee Phillips

10. marts 2010

For trekvart år siden omtalte jeg Grant-Lee Philllips i ganske positive vendinger, fordi jeg havde fået hans tredje album for en slik i den lokale bibliotekskasse. Og nu fortæller Voxhall mig så, at de har engageret manden til at spille søndag den 25. april. Og der har jeg fri. Hvordan kunne de vide det? Herligt.

Simon & Garfunkel på tur

9. marts 2010

Sat 4/24 – New Orleans LA – Jazz & Heritage Festival – On sale now

Thu 4/29 – Vancouver BC – General Motors Place – On sale 3/12 @ 10AM

Sat 5/1 – Edmonton AB – Rexall Place – On sale 3/12 @ 10AM

Sun 5/2 – Calgary AB – Pengrowth Saddledome – On sale 3/12 @ 10AM

Tue 5/4 – Saskatoon SK – Credit Union Centre – On sale 3/12 @ 10AM

Wed 5/5 – Winnipeg MB – MTS Centre – On sale 3/12 @ 10AM

Fri 5/7 – Fargo ND – Fargodome – On sale now

Sat 5/8 – St. Paul MN – Xcel Energy Center – On sale 3/13 @ 10AM

Sun 5/9 – Madison WI – Kohl Center Arena – On sale 3/13 @ 10AM

Tue 5/11 – Detroit MI – TBA

Wed 5/12 – Toronto ON – Air Canada Centre – On sale 3/12 @ 10AM

Fri 5/14 – Ottawa ON- Scotiabank Place – On sale 3/12 @ 10AM

Sat 5/15 – Montreal QC – Bell Centre – On sale 3/13 @ 10AM

Sådan ser turplanen for Simon & Garfunkels kommende turné i Nordamerika ud. Duoen er en af de musikalske konstellationer, som jeg altid har drømt om at opleve på en konsertscene. Men i mange år var det nærmest tabu at tale om gendannelse af duoen, selv om det er sket alligevel ved festlige lejligheder. Min lyst til at lytte til de to sangere blev forstærket meget, da jeg første gang hørte deres dobbeltalbum The Concert in Central Park og så den tilhørende video (1982). Det overbeviste mig om, at de sagtens kunne leve op til studiopladernes høje niveau i levende live.

Det forlyder også, at de to gamle venner vil drage til Australien og New Zealand til sommer. Måske kan nogen lokke dem til at fortsætte til Europa?

Jackson Browne & David Lindley

6. marts 2010

Jackson Brownes storhedstid var i halvfjerdserne. Med albummene Jackson Browne, For Everyman, Late for the Sky, The Pretender og højdepunktet Running on Empty slog han sit navn fast som en af de uomgængelige amerikanske sangskrivere og musikere. Siden faldt populariteten noget. Det samme gjorde pladesalget. Hvilket nok siger mere om udviklingen i musikbranchen, der altid har været på jagt efter nye ansigter og nye trends, der kunne kaste guld af sig og ikke så meget om Jackson Brownes kvaliteter som sangskriver. Han er da også fortsat med at udgive med jævne mellemrum – sådan 3-5 år. Han er blevet beskyldt for at være “politisk korrekt”, fordi han har holdt fast i sin ungdoms drømme om et mere retfærdigt samfund. Men sangene har ikke fejlet noget.

Og i år udsender han et dobbeltalbum sammen med sin gamle kompagnon, strengetroldmanden David Lindley. Titlen er Love Is Strange, og den indeholder liveoptagelser fra Jacksons og Lindleys koncerter i Spanien i 2006. Duoen kommer også på en længere Europaturné, der – desværre – fører dem i en bue uden om lille Danmark. Så hvis man vil se dem, skal man enten til Sverige (Göteborg, Stockholm), Tyskland (Hamborg), England eller Beneluxlandene.