Indlæg tagget med koncert

En aften med Nico Turner og Cat Power, Voxhall d. 1.11.2014

2. november 2014

 

Man behøver ikke at have fulgt ret meget med i Cat Powers musikalske rejse for at vide, at hun har skabt sig et renommé som en på mange måder utilregnelig scenekunster, hvis koncerter til tider har været helt katastrofale, fordi de gik i opløsning i en blanding af alkohol, sceneskræk og andre psykiske problemer. Men disse forventninger blev gjort til skamme i går aftes, hvor Chan Marshall lagde vejen forbi århusianske Voxhall og gav en solokoncert.

Men inden vi nåede så langt skulle vi omkring opvarmningen, der bestod af den unge, eksperimenterende Los Angeles-artist Nico Turner, der fik en god halv time med sin elektriske guitar (med påsat røgelsespind). Turner er undergrund. Hun er mest kendt for sit samarbejde med Cat Power, men har i L.A.-undergrunden gjort sig bemærket med sit band VOICEsVOICEs og har spillet sammen med en række af byens undergrundsnavne. Hun har vist endnu ikke fået udgivet en plade, men man kan lytte til hende fx på Soundcloud.

Nico Turners musik er som sagt eksperimenterende og kan forsøgsvis beskrives som minimalistisk, let støjende storbyrock. De fleste af hendes sange var meget enkle (1-3 akkorder) og svingede sig momentvis op til noget, der lød som garage- eller støjrock. Og sange er måske så meget sagt, for der var nærmest tale om fragmenter, der startede og slutte lige abrupt. Sange, der måske ikke var helt færdigudviklede endnu og godt kunne forekomme en anelse ensformige. Men det samlede indtryk var positivt af en ung kunstner i svøb, der sikkert har potentiale til i hvert fald at blive et hot undergrundskultnavn. Det skal blive spændende at følge hende fremover.

Nico Tuner var et velvalgt navn som opvarmning til excentrikeren Cat Power, der indtog scenen lidt over kl. 22 og gav en godt to timer lang koncert, der stoppede lidt over midnat. Og som allerede antydet, så slap vi for en oplevelse af Chan Marshalls dysfunktionelle sider. Hun havde samlet set styr på situationen, selv om nervøsiteten og desperationen lurede lige under overfladen.

Ganske vist havde hun fra første akkord problemer med sin scenelyd. Først med guitaren og forstærkeren og siden med lyden ved pianoet. Og hun førte en lang nedtonet diskussion med sin lydtekniker. Heldigvis betød disse problemer ikke så meget for oplevelsen i salen. Bortset fra nogle problemer med at få pianoet til at makke ret i afleveringen af en udgave af “What the world needs now” (Jackie Deshannon), så lykkedes det faktisk for Chan Marshall at aflevere sine sange med overbevisning. Forbigående endda på fremragende vis. Ja, faktisk fik jeg det indtryk, at problemerne med lyden fik det bedste frem i Cat Power, der fremstod som en både fokuseret og lidenskabeligt brændende kunstner, der kæmpede en brav kamp for at få sine sange til at virke – og vandt kampen.

Undervejs i koncerten var kunstneren meget snakkesalig og snakkede både med sig selv, lydmanden og publikum. Og det var både om snakkesaligheden, om de personlige og til tider private historier bag hendes meget personlige sange, om hendes liv i det hele taget, om den politiske virkelighed i USA osv. Og på en eller anden måde virkede hendes snakkesalighed forstærkende på indtrykket af en personligt nærvær og engagement, der også skinnede igennem i de stærke, personlige sange, vi blev underholdt med denne første aften i november. Engagement og fokus blev også understreget af, at Marshall ikke ville gøre koncerten til en ønskekoncert (publikum bød flittigt ind med ønsker), men stort set holdt sig til den playliste af sange, som hun faktisk kunne gennemføre. En overbevisende professionel attitude.

Og vi kom godt rundt i repertoiret. Lige fra hendes første plade (som hun let ironisk kaldte den) og frem til hendes nyeste og mest tilgængelige sange fra bl.a. albummet Sun. Og man fik et indtryk af en kunstner, der nok har været plaget af mange problemer undervejs, men som musikalsk og menneskeligt er modnet undervejs. Som hun selv var inde på i sin talestrøm, så har det været hendes ambition at lave et “hitalbum”, og det er til dels lykkedes med Sun, der er kommet på hitlisten. Og hendes seneste sange er da også meget mere tilgængelige end de første pladers mere eksperimenterende sange – uden at sangene har mistet personlig eller musikalsk originalitet.

Chan Marshall gjorde et stort og godt indtryk denne aften på Voxhall. Hun kæmpede bravt med sine sange og ikke mindst hendes mørke, sært smukke stemme med dens klare udtale og fornemme frasering af de personlige sangtekster gjorde et stort indtryk på mig. Selv om ikke alt lykkedes for Marshall, så tog hun alle stik hjem denne aften. Oveni skal så lægges den åbenhjertighed og det nærvær, hun lagde for dagen med sin konstante og til tider ganske afslørende snak til publikum. Det lykkedes Chan Marshall at vinde publikums gunst (ikke kun de højrøstede og tydelige fans) denne aften. Og hengivenheden blev understreget, da hun sluttede af med at dele sin blomsterbuket med nogle at publikummerne længst fremme ved scenekanten.

The War on Drugs – Voxhall, Aarhus, søndag d. 16.10.2014

27. oktober 2014

Som tidligere antydet, sÃ¥ er The War on Drugs et orkester, man har store forventninger til. Med deres tredje album Lost in the Dream er bandet for alvor brudt igennem fra undergrunden til mainstream, og bandet har haft kritikerne med sig – ogsÃ¥ nÃ¥r de har optrÃ¥dt rundt omkring. PÃ¥ den baggrund ville det være naturligt at have visse forventninger til koncerten denne milde efterÃ¥rsaften i den jyske hovedstad. Levede den sÃ¥ op til forventningerne? Ikke helt efter min opfattelse.

Men aftenen begyndte et andet sted. Uden at være på plakaten fik den unge, blonde belgiske singersongwriter Karolien Van Ransbeck rollen som opvarmningsnavn klokken 20, hvor musikken skulle begynde. Uden megen snak afleverede Ransbeck en god håndfuld sange fra sit solorepertoire (til daglig spiller hun i bandet Few Bits). Lidt indadvendte, melankolske sange, der godt kunne minde mig om en tidlige Suzanna Vega. Og Ransbeck viste sig at være både en god sangerinde og en god guitarist. Hun kunne godt fortjene selv at være på plakaten engang. Og publikum var hende venlig stemt og klappede pænt efter hvert nummer.

Lidt over klokken 21 var det sÃ¥ tid for hovednavnet at tage over. Voxhall har jeg ofte nok rost for at have en god akustik og en god lyd, men det kneb med det sidste denne aften. Lyden var – oplevet fra midten af gulvet blandt publikum – en anelse overstyret. Især stortrommen slog sig bogstaveligt talt ind i kroppene pÃ¥ publikum. Der kunne godt være skruet lidt ned for volumen uden at det ville være gÃ¥et ud over det musikalske udtryk. Bedre blev det ikke af, at bandet Ã¥benbart ikke havde færdiggjort deres lydprøver og insisterede lidt pÃ¥ at bruge indledende minutter pÃ¥ den øvelse, hvilket kun kan opfattes som uprofessionelt. Oven i skal sÃ¥ lægges, at den obligatoriske baggrundsdÃ¥semusik ganske uhæmmet og højt fortsatte helt ind i de første akkorder af bandets musik. Temmelig respektløst over for bÃ¥de musikere og publikum.

Men så kom det seks mand store The War on Drugs da omsider igang og spillede godt og vel halvanden time nærmest non-stop. Det ene nummer efter det andet gled over i hinanden og først i sidste tredjedel begyndte forsanger og -grundfigur Adam Granduciel at henvende sig høfligt til publikum.

Hvordan oplevedes så bandets skamroste, sjælfulde, detaljrede udgave af FM-rocken på en dansk scene? I mine ører afsløredes gruppens musikalske begrænsninger sig i livesituationen. Og disse begræsninger klæber sig især til bandets på enhver måde centrale hovedperson, sangskriveren og orkesterlederen Adam Granduciel. Selv om Granduciel blev backet op af kompetente og godt sammenspillede musikere på guitar, tangenter, trombone, saxofon, bas og trommer, så blev det tydeligt, at Granduciel selv er en ganske ordinær kunstner. En ordinær sanger, en ordinær guitarist og en ganske ordinær mundharmonikaspiller. Og det ordinære stopper ikke her. I mine ører er han også en ganske ordinær sangskriver. Jeg tror ikke, at en eneste af de sange, orkesteret fremførte denne søndag aften vil overleve i rockens store sangbog. Så er det sagt.

Det ordinære i Granduciels kunst bliver udstillet, nÃ¥r man som han og bandet har valgt at spille storladen rock pÃ¥ de stier, som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neil Young, Bob Seeger m.fl. har trÃ¥dt for mange Ã¥r siden. En musikform, der egner sig til festivaler og store sportarenaer, og hvor der i numrene er obligatorisk plads til guitarsoloer. Granduciels sange, der pÃ¥ plade især gør sig ikraft af deres introverte og rigt facetterede lydbilleder, kom i koncertsituationen her til at fremstÃ¥ som sange, der ganske enkelt ikke er gode nok. Ordinære sange, der mangler melodisk prægnans, iørefaldende b-stykker, fængende riffs og hvad der ellers kan gøre, at dad-rocken, som den jo flatterende kaldes, kan mønstre noget af den bedste rockmusik, der er blevet frembragt. Granduciels manglende format som sangskriver trak det samlede indtryk ned pÃ¥ det ordinære plan. Og bedre blev det ikke af, at han hverken er en særlig god sanger (det var ogsÃ¥ mere end svært at opfatte, hvad han sang) eller nogen original guitarist (i de ret lange til dels improviserede solopassager stod klicheerne i kø) og en fatalt dÃ¥rlig mundharmonikaspiller (heldig vis fandt han kun mundharmonikaen frem et par gange eller tre). Det samlede indtryk var – for nu at skære det ud i pap: en ordinær koncert.

Men det overvejende ungdommelige publikum var tydeligvis tilfredse med forestillingen og fik de ekstranumre, de bad om. Og jeg er ret sikker på, at der er en eller anden anmelder rundt om i dette land, der vil have en ganske anden mening om koncerter. Men sådan er der jo så meget.

Hvordan The War on Drugs kommer videre mÃ¥ guderne vide. Men oven pÃ¥ denne aften synes jeg ikke der er grund til at forvente en himmelflugt. Men vi fÃ¥r se og ikke mindst – høre.

Opdatering: For god ordens skylde: Hvis man vil læse mere positive anmeldelser, sÃ¥ foreslÃ¥r jeg at man gÃ¥r til Gaffa, Aarhus Stiftstiden, Jyllands-Posten eller Soundvenue (google: the war on drugs voxhall – og du skal finde…).

 

Og så til koncert: The War on Drugs rammer Voxhall, Aarhus

26. oktober 2014

Med mange flotte koncert- og pladeanmeldelser i ryggen kommer Philadelphia-bandet The War on Drugs forbi Aarhus i aften, og jeg har været ude tidligt og sikre mig en adgangsbillet til den for længst udsolgte koncert.

Orkesteret blev dannet af Kurt Vile og Adam Granduciel i 2005, men allerede efter debutalbummet Wagonwheel Blues (2008) valgte Kurt Vile at forfølge sin drøm om en solokarriere og overlod derfor roret til Graduciel. Man kan vel sige, at The War on Drugs først blev et sammentømret band efter Viles afsked, for de første år brugte Vile og Graduciel forskellige musikere som backing, men de besluttede til sidst at etablere et rigtigt orkester med Charlie Hall på trommer og orgel, Kyle Lloyd på trommer og Dave Hartley på bas. Men siden er der sket flere ændringer. Hall og Lloyd har forladt gruppen, og i dag består The War vist nok af Granduciel, David Hartley, Robbie Bennett og Charlie Hall.

Tre album er det efterhånden blevet til. I 2008 kom de svære toer Slave Ambient, der fik kritikerne med sig. Og i år er så kommet Lost in the Dream.

I sin nuværende form spiller The War on Drugs en traditionsladet rock, der ville være utænkelig uden traditionen over Bob Dylan og Bruce Springsteen. Hos War finder du samme ubesværede storladenhed som hos Dylan og Springsteen, samme flair for episke rocksange, men også et let og luftigt klangunivers, der afslører, at The War on Drugs tilhører en yngre generation og har fået impulser fra moderne indierock, americana og folk. Som de bedste nye rockbands bærer The War on Drugs traditionalismen med sig og forvalter den med både respektfuldhed og nytænkning. The War on Drugs er et band, man gør klogt i at holde øre med.

Spids Nøgenhat på Atlas, lørdag d. 11. oktober

12. oktober 2014

spidsnogenhat_enmarkeligkop

MÃ¥ske var det slet ikke en koncert, jeg deltog i i gÃ¥r aftes. MÃ¥ske var det i virkeligheden et genoptryk af den i sentresserne populære happening. En kunstnerisk begivenhed, der kunne involvere bÃ¥de dette og hint – fx en koncert. Men i dette tilfælde ogsÃ¥ en dj og en dokumentarfilm.

Da jeg havde gemt mobiltelefonen godt dybt nede i buskelommen ( i en øjebliks naiv forventning om, at andre ogsÃ¥ ville gøre noget lignende – jeg skulle blive meget klogere i løbet af aftenen) og trÃ¥dte ind i det lille spillested Atlas, blev jeg mødt af lysshow pÃ¥ alle vægge, akkompagneret af  DJ Slangeklædte Fjerguds udladninger af moderne, primært dansk, psykedelisk musik. Og allerede her, halvanden time inden aftenens hovednavn indtog scenen, gik det op for mig, at den moderne udgave af psykedelisk musik selvfølgelig er et simulakrum. Farverne, der dansede lystigt pÃ¥ væggene, var ikke udflydende analoge farver, der lystigt smeltede sammen, sÃ¥dan som det var i gamle dage, hvor man arbejdede med glasplader, farver og belysning. Næh, de nye psykeliske mønstre var logisk nok digitale udgaver. Men selv om den nostalgiske illusion sÃ¥ledes blev brudt, sÃ¥ fejlede stemningen ikke noget. Foreningen af lyd og lys gav plads til bÃ¥de nostalgiske associationer og overvejelser omkring den moderne psykedeliske musiks egenart.

Halvvejs inde i forspillet til koncertdelen blev Niels Plenges dokumentarfilm “Har du set mit psykedeliske tapet” vist pÃ¥ scenebagtæppet. En film, der fortæller en historie om skabelsen af det lille pladeselskab Orfeus og skabelsen af bandet Spids Nøgenhat, fordi de to tildragelser hænger nøje sammen. En fascinerende lille historie om, hvordan et vinyldedikeret lille selskab bliver til i cd-mediets og streamingtjenesternes tid og en historie om, hvordan Spids Nøgenhat nærmest ved tilfældighedernes gunst bliver til som band ud af en indspilningsproces (til bandets første album). En film, der ogsÃ¥ giver et fint billede at et subkulturelt univers, hvor gammeldags vinyl og nostalgisk musikorientering gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd. Kan kun anbefales.

Klokken 21.30 gik Spids Nøgenhat sÃ¥ pÃ¥, akkurat som lovet. Og frem til kl. 23 kørte de et stramt show af, der i kraft af musikalsk disciplin og musikalsk intensitet og nærvær, nærmest var en ironisk kommentar til gamle dages Ã¥h sÃ¥ tilbagelænede, flippede koncerter. Og med Uffe Lorenzen (Aramis eller Lorenzo alias Guf alias mange andre navne) i spidsen med orgel og akustisk guitar blev vi ført igennem en række af bandets allerbedste numre – inklusive hittet “Lolland Falster” – og inklusive tre ekstranumre. Og Spids Nøgenhat spiller psykedelisk rock med tyk streg under rock. For jeg tror nok, at det, der adskiller Spids Nøgenhat fra de gamle psykedeliske orkestre, er, at de har været igennem en musikalsk periode, hvor den hÃ¥rde rock har sat sig et kraftigt aftryk pÃ¥ rockens udtryk i almindelighed. Og det hÃ¥rde rockudtryk blev sikret af rytmekernen af trommer og bas, Anders ‘Moody Guru’ Skjødt og Anders ‘Fuzz Daddy’ Grøn, der – med et par rolige numre som undtagelser – skabte en konstant medrivende grundlag for de psykedelisk flyvske guitarister, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, som flankerede Uffe Lorenzen og supplerede hinanden pÃ¥ næsten telepatisk indforstÃ¥et vis. Og denne cocktail at heavy rock og moderne psykedelia gik tydeligvis lige i hjertet og kroppen pÃ¥ det overvejende unge publikum, der denne aften forsagede landskampfodbold og andre underholdningstilbud i den jyske hovedstads centrum for at indtage en portion spids nøgenhat nogle fÃ¥ skridt fra Aarhus Ã…. Og det blev en pÃ¥ alle mÃ¥der rigtig god koncert, som Spids Nøgenhat fik afleveret, inden de gav ordet tilbage til DJ Slangeklædte Fjergud. Det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat kom med fred og fik alle med, for nu at citere bandet selv.

For mig kom højdepunktet pÃ¥ en velgørende koncertaften, da bandet – efter at have ført os gennem de bedste af deres egne sange – greb tilbage til Røde Mors klassiker fra 1970 “Lille Johnnys mund” og kærligt og respektfuldt forvandlede den til et neo-psykedelisk rocknummer. Her gav simulakret lige pludselig rigtig mening for mig, fordi bandet med nærmest historisk ironi greb tilbage i tiden til en klassiker og derved reaktualiserede et politisk rocknummer (der dengang var en kommentar til Vietnamkrigen) i en tid, hvor danske politikere sender danske sønner og døtre i krig. SÃ¥dan.

Med deres koncert fik Spids Nøgenhart vist, at det giver god musikalsk mening bevidst at lade sig inspirere af foregående generationers musikalske ideer, og bandet fik demonstreret, at de må være et af de bedste rocklivebands i disse år. Vi kan kun håbe på, at Spids Nøgenhat snart igen vil besøge Aarhus og lade de spidse nøgenhatte danse på væggene og i lydbillederne.

 

Da Bob Dylan og band indtog Amfiscenen i Aarhus

10. juli 2014

Som antydet i gårsdagens skriverier i anledning af besøget, så havde jeg forsøgt at skrue forventningerne helt ned til aftenens koncert med Bob Dylan and his band. Mine forventninger var at opleve en kunstner med professionelt fokus på sangene og deres formidling – og som sådan blev forventninger til fulde indfriet.

Men inden vi kom så langt, måtte publikum gennem en lang ventetid. Portene blev åbnet kl. 18.30 og først klokken 22 gik Dylan og Co. på scenen, selv om det efter planen skulle være sket en halv time før.Noget af ventetiden blev tildelt det unge danske stjernefrø Ida Gard, der havde fået den (u)taknemmelige rolle at være opvarmning til Dylan. Og jeg synes, det var et malplaceret valg. Selv om Gard var tydeligt benovet over at skulle dele scene med en anden og større sangskriver, så var afstanden mellem den unge X-Factor-relaterede nærmest på enhver tænkelig måde uoverstigelig og legitimerede i sig selv Dylans lidt forsinkede optræden. Bevares Gard har en køn stemme, hun havde tydeligvis et vist gehør hos det yngste (jævnaldrende) segment nede ved scenens forkant. Men hendes hendes ubehjælpelige melodier (?), hendes meget snakkesalige og meget ungdommelige tekster om at kysse drenge i en mindre provinsby, fordrive tiden med chokoladespiseri og tvkiggeri og spise svanesteg med familien fungerede bedst – hvis man skal være venlig – som kontrast til mesterens sange. Gard satte niveauet i relief så at sige.

Og jeg kunne ikke lade være med at grunde over, hvorfor man i det hele taget synes, det er en god idé at have opvarmning til et stort og varmt navn?! For min skyld kunne man godt droppe det fremover og flytte publikums entre et par timer frem.

Klokken 22 gik Dylan så selv på scenen, efter at guitaristen Stu Kimball og de andre i bandet havde indtaget den helt sorte scene. En ret effektfuld entre, fordi bandet var iklædt grå jakkesæt, der matchede den sorte baggrund perfekt. Dylan selv var i en lys habit og en passende hat og indtog med stoisk ro sin rolle som band leader i et helt igennem professionelt show. Og set og hørt fra min centrale placering i forhold til scenen var det i allerhøjeste grad en bandpræstation, man fik serveret.

Dylan optrådte dels som forsanger i front på scenen eller sad bag flyglet i højre side, når han ikke lige (mellem numrene) gik rundt og gav dessiner til de andre.Og hvilket band! Et tæt sammenspillet rockband med klar forkærlighed for country (understreget af instrumenterne steel guitar, banjo og gulvbas) og andre rootselementer. Og i bandets håndtering fremstod Dylans sange som genfødte.

Undervejs i koncerten kunne jeg høre flere jævnaldrende publikummer omkring mig brokke sig over, at Dylan ikke spillede sine klassikere. Men det gjorde han faktisk. Fx fik vi både “Tangled up in blue” og “A simple twist of fate” fra Blood on the tracks. Men – som tilfældet også var med de andre og senere sange, så blev de leveret i radikalt anderledes arrangementer, der næsten udviskede sangenes oprindelige melodiske kvaliteter og kun lod genkendeligheden skinne igennem i teksterne. Selv de afsluttende udgaver af “All along the Watchtower” og “Blowin in the Wind” lod sangene fremstå som forvandlede og nyfortolkede.

Heldigvis var lyden god og gjorde, at man både kunne høre, at Dylan godt kan synge, selv om stemmen er rusten som et gammelt skibsvrag og slidt af alder, og det var faktisk muligt at skelne de enkelte ord, hvilket var en stor fordel for genkendeligheden af sangene. Repertoiret havde lagt hovedvægten på sange fra den sene del af karrieren (bortset fra de allerede nævnte), og arrangementerne var lagt sådan, at sangene fremstod med en overbevisende samtidighed. Som moderne rocksange med en umiskendelig flavour af countryrock, ja endda country swing. Skuffende sikkert for dem, der lod nostalgien råde i forventningernes dyb. Men for mig var det blot et bevis på, at Dylan stadigvæk er en Kunstner med stor K, en kunstner, der fokuserer på sangenes betydning og på formidlingen af dem. Og i den kunstneriske proces må smålige hensyn til nostalgi og genkendelighed vige. Professionalismen var til at føle på. Mellem numrene blev lyset slukket, så sangene kom nærmest som perler på en snor uden kommentarer fra mesteren selv. Det eneste, vi hørte fra Dylan var et høfligt godaften til alle, da pausen kom. Eller blev koncerten afviklet stramt og reguleret. Det lykkedes dog publikum at fremtvinge et par ekstranumre, der blev fremført med ekstra lys på scenen. Men alt i alt var det et højt professionelt show fra en kunstner på uendelig turne med sin sangskat. Dylan og bandet leverede varen denne varme aften i Aarhus og demonstrerede, at han stadigvæk er en kunstner, man gør klogt i at tage alvorlig. En kunstner, der går sine egne veje som altid. Og så er det op til en selv at vurdere, om man er med eller ikke. Bandet ( i flg. medierne):George Recile – trommerTony Garnier – bas Charlie Sexton – leadguitar Stu Kimball – rytmeguitar Donnie Herron – banjo, bratsch, violin, pedal steel, lap steel, elektrisk mandolin

Sætlisten (i følge andre medier):Sætliste1. Things Have Changed2. She Belongs to Me3. Beyond Here Lies Nothin’4. Workingman’s Blues #25. Waiting for You6. Duquesne Whistle7. Pay In Blood8. Tangled Up In Blue9. Love Sick(pause)10. High Water (For Charley Patton)11. Simple Twist of Fate12. Early Roman Kings13. Forgetful Heart14. Spirit On the Water15. Scarlet Town16. Soon After Midnight17. Long and Wasted YearsEkstranumre18. All Along the Watchtower19. Blowin’ In the Wind

PS. Og så lige et par dråber malurt i bægeret. Inden koncerten fik man (hvis man havde købt billet på nettet) en mail om betingelserne for koncerten. Man måtte ikke selv medbringe mad og drikke, men var henvist til et mad- og drikkevaretelt, hvor man kunne fouragere til skyhøje restaurantpriser. Det synes jeg ikke er rimeligt. Dernæst var det forbudt at medbringe billed- og lydudstyr. Det forhindrede dog ikke nogen i at fotografere og filme med deres smartphones. Igen et urimeligt og umuligt krav til publikum (hvis man da ikke vil kropsvisitere alle….). Optrækkeri og hysteriske krav til publikum klæder på ingen måde arrangørerne. Endelig måtte jeg endnu engang konstatere, at folks koncertadfærd i allerhøjeste grad er influeret af vor tids hang til mobiltelefoner og sociale medier. Engang kunne man fornøje sig over et bølgende hav af tændte lightere under koncerten. Denne gang kom lysene fra – ja tænk engang – tændte mobiltelefoner. Og jeg må virkelig undre mig, når jeg ser, at unge og ældre publikummer, der har betalt 700 kroner for en koncertbillet bruger tiden under koncerten på sociale medier på mobilos eller på at se kvartfinale mellem Holland og Argentina på sin 4″-skærm.