Indlæg tagget med koncert

The Beatles – 4. juni 1964 – KB-Hallen

4. juni 2009

Min kære veninde Gertrud har gjort mig opmærksom på, at det er en helt speciel dag i dag – set fra et Beatlemanisk synspunkt. Det er 45 år siden, Beatles gav deres eneste Danmarks-koncert i KB-Hallen. Jeg kan endnu huske, at jeg var i København den dag, men jeg var for lille til at komme til koncert. Og dagen efter rejste jeg i tog sammen med min mor og nogle unge piger, der havde været til koncerten og snakkede henrevet om de fire drenge fra Liverpool. Det er velkendt, at Ringo ikke var med. I stedet havde man hyret trommeslageren Jimmi Nicoll, der sikrede sig en plads i musikhistorien som vikar.
I de to gange 25 minutter spillede Beatles I saw her standing there, I wanna hold your hand, All My Loving, She Loves you, Till There was you, Roll Over Beethoven, Can´t buy Me Love, This Boy, Twist And Shout og Long Tall Sally. Og med sig som opvarmningsgruppe var selveste Hitmakers, der dengang var et af de førende danske beat-orkestre. På den danske side om Beatles kan man læse lidt om denne privilegerede rolle. Som et kuriosum skal det også nævnes, at musikpiraterne også var på banen dengang. Hvordan søren det lykkedes dem at slæbe en båndoptager ind, ved jeg ikke, men faktum er, at koncerterne blev båndet og udgivet på piratplade efterfølgende…
Beatles anno 1964 . Paris

The Doors Live in Hollywood

26. maj 2009

På Live in Hollywood (2002) er vi tilbage i 1969. Pladen rummer 16 optagelser fra gruppens optræden på The Aquarius Theater. Det er igen Bruce Botnick, der har siddet bag mixerpulten og båndoptageren og foreviget disse veloplagte indspilninger. Morrison indleder med at fortælle om bandets planer om at indspille et live-album i deres hjemstavn. Og derefter får vi en række klassiske sange, fra Break on through over Touch Me og Five to One til Light my Fire. Som på Absolutely Live! og Live in Pittsburgh! er musikken og teksterne i centrum. Og igen forundres man over det samspil, der er, ikke alene mellem instrumentalisterne, men også mellem Morrison og de andre. Sangfortolkning og den til dels improviserende backing glider nærmest organisk sammen. Det må virkelig have været en stor oplevelse at se gruppen live, når det kørte som i dette tilfælde.

Decemberists – Hazard of Love 2…

24. maj 2009

Selv om Decemberists seneste plade Hazards of Love ikke har mødt samme velvilje hos nogle anmeldere som forgængeren The Crane Wife, så skal det ikke forhindre mig i at slå et slag for den. Det er en fin plade, som man ikke sådan lige bliver færdig med…

Arlo Guthrie og familie – koncert

24. maj 2009

Selv om vi ikke hører så meget til Arlo Guthrie mere, så er han stadigvæk ganske aktiv. På NPR kan man høre Woodys søn, dennes søn (Abe) og datter (Sarah Lee), datterens ægtemand (Johnny Irion) og steel-guitaristen Gordon Legacy give en fin koncert.

The Doors – Live in Pittsburgh 1970

19. maj 2009

Omtalen og genhøret af Doors’ vellykkede Absolutely Live! gav mig blod på tanden og lyst til at opsnuse flere af de live-indspilninger, der er kommet siden med gruppen. For The Doors er et af de tresserbands, der står mit musikalske hjerte nærmest og som gennem årene har bevaret den musikalske fascinationskraft usvækket.
Sidste år udsendte nostalgi-pladeselskabet Rhino The Doors Pittsburgh Civic Arena 1970 . Der er tale om optagelser, der er taget fra bandets egne Bright Midnight Archives. Ialt firs minutter fra den koncert de afhold i Pittsburgh den 2. maj 1970. Til forskel fra Absolutely Live!, så er er der tale om mere “rå” indspilninger, der ikke er redigeret så hårdt, nærmest nænsomt af den gamle lydmand Bruce Botnick. Lyden er ikke state of the art anno 2009, til gengæld trænger musikken igennem.
Det er en kendt sag, at Jim Morrison ikke altid var appelsinfri, når han gav koncert. Faktisk var han syrehovedet over dem alle i følge Grace Slick, der aldrig har oplevet nogen konsumere så megen sprut og så mange stoffer som Morrison. Og ofte var han også knokkelskæv på scenen, så de andre musikere havde nok at gøre med at holde ham til mikrofonen. Men i denne optagelse virker han yderst oplagt og energisk i sjælden grad. Det betyder også, at bandet som helhed lykkes med det inspirerede samspil, der har været deres måske fornemste varemærke. Et andet varemærke fra gruppens aktive karriere er dens talent for improvisation, der folder sig ud på smukkeste vis på denne optagelse, fx i den mere end seksten minutter lange udgave af “When the Music is over”.
The Doors’ blues-baggrund skinner tydeligt igennem i denne koncert, der indledes af en kongenial fortolkning af Burnetts og Dixons “Backdoor Man”, der lydefrit glider over i bandets egen “Love hides”. Også Johnsons “Crossroads” og Dixons “Close to you” får gruppens kærlighed at føle. Det gælder i øvrigt også “Mystery Train” af Parker og Phillips, selv om dette rockabilly-nummer vel næppe kan kaldes blues…

Five To One fra PIttsburgh 1970

Genhør og biblioteksfund: The Doors “Absolutely Live!”

16. maj 2009

Et af weekendens faste ritualer er en tur forbi det lokale bibliotek for at aflevere og hente (især) musik. Og denne lørdag var ingen undtagelse.

Og for at det ikke skal være løgn, så havde biblioteket igen fyldt op i udsalgskassen. Og blandt de plader, jeg ikke kunne lade ligge tilbage, var The Doors live-album “Absolutely Live!” fra 1970.

Pladen blev til på den måde, at produceren Paul Rotchild ud fra en lang række koncertoptagelser fra 1970 – bl.a. en berømmet koncert i Detroit – flikkede en sammenhængende koncert sammen af det bedste materiale. Som jeg tidligere har været inde på, så er mange koncertoptagelser – ikke mindst fra live-albummenes tidlige år – konstruktioner eller fiktioner, fordi de er stærkt redigerede. I nogle tilfælde er der sågar lagt ekstra lydspor på i studiet.

Det gør ikke så meget i mine ører, så længe iscenesættelsen er tro mod musikerne og deres musik. Og det gælder i høj grad “Absolutely Live!”, der er gruppens første og eneste officielle live-album.Jeg havde engang i starten af halvfjerdserne mulighed for at blive den lykkelige ejer af dette dobbelt-live-album med det flotte blå cover (som man af uransagelige årsager har skiftet ud med et grå-brunligt og grimmere på cd-versionen…). Jeg havde fået foræret en plade med The Association af en bekendt Grønlands-farer, men pladen faldt ikke rigtig i min smag dengang og så fik jeg lov til at bytte til en anden og sad så der med henholdsvis “Morrison Hotel” og “Absolutely Live!”. Valget faldt på førstnævnte, hvilket jeg bestemt aldrig har fortrudt. Men det var lidt af et dilemma at sidde i som ung, fattig, musikelskende student…

Nu er pladen så blevet indlemmet i samlingen som cd, og musikken holder 100%. Doors var et fantastisk band med en helt unik sound og karisma. I eftertiden er forsangeren Jim Morrison blevet kanoniseret til en halv-gud – og han har også haft alle de elementer, der skal til for at få mytologisk status: Et godt udseende, en tidlig og lettere mystificeret død, en på samme tid genialsk og gal udstråling, en god portion digterisk talent, en formidabel rockstemme og en narcissistisk scene-optræden, som end ikke Mick Jagger kunne hamle op med…

Men med årene er det blevet tydligere og tydeligere for mig, at Jim kun ville have været en skygge af sig selv uden Densmore, Krieger og Manzarek som eminent sammenspillet, swingende, lydhørt ensemble, der nærmest bar Morrisons præstationer frem. Og netop på live-optagelser som “Absolutely Live!” får man et godt indtryk af, hvor godt dette samspil var. Den indkøbte cd er i øvrigt en 40 års jubilæums-udgave, som Elektra har udgivet sammen med Rhino. Den indeholder i alt 21 numre, hvor en del er outtakes fra den oprindelige udgave. Absolutely Live! indgår også på dobbeltcd’en med titlen The Doors in Concert, hvor albummet er lagt sammen med Alive She Cried!”

Opdateret, juli 2020

 


Doors – Unknown Soldier – Live at the Hollywood Bowl

Green Onions – Booker T.

6. maj 2009

Booker T har som nævnt udsendt et nyt soloalbum efter en lang pause, og Jools Holland har ikke været sen til at invitere den gode orgel-troldmand i studiet, hvor han bl.a. gav en forrygende udgave af den uopslidelige klassiker Green Onions. Her.

Genhør: Beach Boys – Live in London

3. maj 2009

Beach Boys’ andet live-album fra 1970 – Live in London – klarede sig ikke så godt på hitlisterne som den første, Beach Boys Concert (1964). Det kan godt undre lidt, når man hører det teknisk-kvalitative spring, der er mellem de to udgivelser. Men forklaringen ligger nok også et andet sted. Bandet skulle afslutte en kontrakt med EMI/Capitol, og det blev så gjort med dette live-album, der oven i købet kom i en engelsk udgave (i 1970) og en amerikansk med titlen Beach Boys ’69 (så sent som 1976).

Dertil kommer, at gruppens popularitet i hjemlandet var faldet en del i årene omkring 1968. Af kontraktmæssige årsager figurerer Brian Wilson som producer, selv om han ikke havde meget med pladen at gøre, da han var gået i indre eksil.


Bortset fra alle de ydre omstændigheder så afslører pladen i allerhøjeste grad bandets kvaliteter som live-gruppe. Med højdepunkter som “Darlin'”, “God only knows”, “Good Vibrations”, “Barbara Ann” og “Sloop John B” viser gruppen en imponerende evne til at genskabe sangene med detaljeret præcision, samtidig med at live-konceptets særlige stemning lægger et ekstra fascinerende lag på oplevelsen. Den koncert ville jeg gerne have overværet…

Venice – Live! – på kanal Capac! Kl. 21 i aften.

20. april 2009

Venices egen annoncering.

Live-webkoncert på Capac! I morgen.

19. april 2009

Hvis ellers koderne vil makke ret, så har capac i morgen fornøjelsen af for første gang at præsentere sine læsere for en direkte live-koncert! Det drejer sig om det unge, lovende band Venice, der – som tidligere omtalt – forsøger at vise nye veje for musikformidlingen. På opfordring fra Jannick fra Battle & Bounce stiller jeg blog capac til rådighed for det unge orkester, således at koncerten bliver transmitteret på her og på deres egen blog og vist også et andet sted. Jeg håber, at eksperimentet lykkes – og at I måske vil lægge vejen forbi og være til koncert i en halv times tid.

Koncerten løber af stablen fra kl. 21 til ca. 21.35

PS. I næste uge har jeg også fornøjelsen af at omtale Venices nye album Sober, der udkommer den 27. april.

Decemberists live… SXSW Crossroads

10. april 2009

Colin Meloy og bandet Decemberists, der er aktuelle med det meget fine og anderledes album Hazards of Love, kan opleves på to fine, små videoer optaget fra IFC’s 2009 SXSW Crossroads Party – her og her.

Simon and Garfunkel – sammen igen…

7. april 2009

Det er mange år siden, de så sådan ud. Det er også mange år siden efterhånden, at de to herrer har optrådt sammen. Men nu skulle det være sikkert, at de to troubadurer drager på turné sammen til Australien og New Zealand. De nærmere omstændigheder kan man læse om i Billboard.

Antony and the Johnsons – Kiss my Name

6. april 2009

Som musikelskerne sikkert allerede har bemærket så besøger fænomenet Antony and the Johnsons København til august, hvor der gives koncert med DR Radiounderholdningsorkesteret. Bare man havde tid og sådan… Men lad os nyde en helt ny optagelse med foretagendet fra tv.

Gensyn: Paul Mccartney in Red Square

2. april 2009

I går aftes – ja, nat var det faktisk – kunne jeg ikke lige falde til ro og satte mig derfor til at se noget af Paul Mccartneys live-dvd “In Red Square” fra 2004. Ud over at være en fremragende koncertfilm med Mccartney og bandet i topform, så er den et bevægende dokument over det russiske publikums oplevelser med The Beatles i tiden før “murens fald”. Som den franske filosof Michel Serres engang pointerede var The Beatles og deres musik symbol på kærligheden og på den personlige frihed. Og selv om gruppen på ingen måde var firkantet politiske, så dokumenterer de enkelte publikummers udsagn med al ønskelig tydelighed, at musikken – sådan som de progressive bands i tresserne og halvfjerdserne påstod – faktisk kan påvirke, inspirere og bevæge andre mennesker til at fastholde drømmen om et andet liv og et andet samfund – og give dem styrke til at arbejde for det…

Til matiné med Peter H. Olesen og Michael Lund

22. marts 2009

Forleden fik jeg en email-invitation fra Peter H. Olesen til at deltage i en lille semi-hemmelig matiné i det indre århus. Nærmere bestemt hos Charlotte Fogh Contemporary i Klostergade (skråt over for grønthandleren…). Og sådan en opfordring kan man som musikelsker og poesiditto ikke sidde overhørig. Dels er det jo ikke hver dag halvdelen af hedengangne (?) Olesen-Olesen lægger vejen forbi den jyske hovedstad, og dels kan jeg – sikkert noget aldersbestemt – godt lige små arrangementer, hvor der ikke er for mange publikummer, og der ikke er for langt mellem kunstnerne og tilhørerne. Så sådan blev det.
Godt og vel en times tid fik den lille flok sammen med Peter og hans velspillende makker, chauffør og guitarist m.m. Michael Lund. Peter læste op fra to af sine tekstsamlinger – digte og tekststykker – og duoen fremførte en række ældre og nye sange fra den Olesenske sangskat. Og mellem numrene fortalte Peter om sangenes betydning og anekdoter fra sangskriverens liv i øvrigt. Personlige lunser til publikum.
Jeg synes, det er en fortræffelig idé at tage rundt om give sådanne små intime koncerter, hvor kunstner og publikum bogstaveligt sagt kan se hinanden i øjnene. Poetiske tekster som Peters fortjener en sådan ramme, hvor det er muligt at afkode hvert eneste ord.
Han fik fint med- og modspil fra Michael Lund, der er en lydhør akkompagnatør på sine vintage-strenge. Er man til dansk singer-songwriter-kunst, så er duoen værd at spendere et par timer på. Hvis ellers man kan finde dem på deres halv-hemmelige mission rundt i landet. Hermed anbefalet.