Lou & Laurie – til København
20. marts 2009
Med efternavnene Reed og Anderson. Billetsalget til ægteparrets “The Yellow Pony and Other Songs and Stories-koncert den 16. juli i DRs koncerthus (!) kan allerede købes den 23. marts.
Indlæg tagget med koncert
Sir Tom Jones – unplugged
3. marts 2009
Tom Jones har droppet botoxen og hårfarven og ligner nu den voksne mand, han er. Det kan vi godt lide her i bloggen, hvor vi ikke går ind for markedsstyret ungdomsdyrkelse. Til gengæld fejler Toms stemme ikke noget, når først den er blevet varmet op. Det kan man høre på denne fine, lille unplugged-koncert, som NRP har lavet. Nyd den.
Cliff & the Shadows – den sidste turné
25. februar 2009Det skulle være sikkert og vist, at Cliff Richard og hans gamle band The Shadows for en allersidste gang går sammen for at lave en koncertturné, som blandt andet vil bringe dem til Arena på Fyn og Gigantium i ålborg. For en nostalgiker som mig er konstellationen Cliff og The Shadows uløseligt forbundet til den tid, hvor man enten var til Elvis, Cliff eller The Beatles. En kort periode, der snart blev forstyrret af mange andre navne som Stones, Kinks osv. Siden har det jo kun været svært at være rigtig fan eller?
Bruce Springsteen – Herning, den 8. juli 2009
20. januar 2009
I går spillede han akustisk for præsident Obama, og til juli spiller han for jyder og andet godtfolk i Herning! Billedsalg gennem Billetlugen fra den 26.januar.
Genhør: George Harrison – The Concert for Bangladesh
8. december 2008
Når talen falder på George Harrison kommer vi ikke uden om The Concert for Bangladesh, som George Harrison og en masse venner afholdt i 1971 for at samle penge ind til hjemløse Bengali, der var på flugt efter Bangladeshs befrielseskrig. Koncerten blev afholdt i Madison Square Garden i New York
og er på flere måder noget særligt. Dels er den et af de tidlige eksempler på en vellykket live-udgivelse – og dels er den forløber for en række – mere eller mindre vellykkede – velgørenhedskoncerter, som vi har måttet overvære siden…
Det var med vennen og læremesteren Ravi Shankars mellemkomst, at Harrison blev engageret i sagen. Først blev singlen “Bangladesh” udsendt og derefter fulgte så den store koncert, der resulterede i et tredobbelt album – og senere endnu en dobbeltdvd. George Harrison red på succesbølgen efter All Things Must Pass og kunne derfor være nogenlunde sikker på, at begivenheden ville blive fulgt med interesse. Især, fordi han hidkaldte en række af sine gode musikalske venner. Ud over den uundgåelige Eric Clapton var Bob Dylan, Billy Preston, Ringo Starr, Leon Russell, Badfinger og selvfølgelig Ravi Shankar med til at løfte arrangementet. Koncerten blev en stor succes og indsamlede mange penge. Efterfølgende er der dog – ikke usædvanligt – rejst tvivl om, hvor mange af pengene, der faktisk tilflød ofrene. Til George Harrisons store forbitrelse.
Men musikken står tilbage som en fint vidnesbyrd om en ædel handling.
På albummets første side fik Ravi Shankar lov til at indlede koncerten med et næsten sytten minutter langt nummer “Bangla Dhun”. Og man kan høre Harrison indledningsvist bede koncertpublikum og at sætte sig ned og lytte andægtigt til citarmesteren. Herefter tager Harrison over – til rockpublikummets tydelige begejstring. Harrison spiller en række af sine bedste sange. Det samme gør Dylan senere i koncerten, hvor vi får både Blowin’ in the Wind, Mr. Tambourine Man, Just Like A Woman og et par andre klassikere.
En særlig attraktion på pladen er Leon Russell og de andre musikeres sejt svingende medley af Jagger/Richard-klassikere Jumpin’ Jack Flash og Leiber/Stoller/Pomus-sangen Young Blood. Leon Russell kan virkelig få tingene til at koge….
Koncerten sluttes af med en fin, følsom udgave af “Banglasdesh” med Harrison selv.
Bangladesh-koncerten er en af de mange fine live-album, der udkom i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Og den fortjener at blive lyttet til. De medvirkende musikere trykker den virkelig af og har noget på hjerte…
PS. Meget sigende for pladeindustrien opgave man siden det originale pladecover, der viser et udsultet flygtningenbarn, til fordel for et – i øvrigt ikke særlig godt – billede af George Harrison. Man skulle jo helst ikke forbinde musikken med verden tragedier. Det sælger jo nok ikke…
George Harrison – Bangladesh
The Eagles til århus
5. december 2008
Hvis det var sket i halvfjerdserne, ville jeg have tænkt: Det er løgn! Men Kulturplakaten oplyser ganske rigtigt, at det store gamle country-rock-band The Eagles – i den gamle opstilling med Glenn Frey, Don Henley, Joe Walsh og Timothy B. Schmit – kommer til århus og giver koncert på NRGi Parken den 30. maj næste år. Der kan bestilles/købes billetter fra den 11. december på billetnet.dk.
Inden gruppen opløstes i 1980 havde jeg en længere periode, hvor jeg var meget optaget af The Eagles. Man kommer selvfølgelig ikke uden om deres klassiske værk “Hotel California”, men også efterfølgeren – det mørke, dystre og skarpe rock-album The Long Run med det monolitisk-sorte cover – er et mesterværk, man bør lytte til, inden det er for sent.
Den hvide koncert
23. november 2008
Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede i fælleskab 40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.
Apropos: Det hvide album genfortolket
En aften med Ron Sexsmith
21. november 2008
I min egen Singer-Songwriter Hall of Fame har den canadiske sangskriver Ron Sexsmith for længst fået i en varig plads. Og derfor var det en selvfølgelighed, da jeg i går havde taget fri fra arbejde for, sammen med et par dusin andre publikummer, at overvære mandens anden koncert i Århus.
Den nu 44-årige, trinde herre med det viltre hår, kan skrive sange af en kvalitet, der har fået Paul Mccartney, John Hiatt og Elvis Costello – i øvrigt Sexsmiths egne forbilleder – ind i hans fanskare. Og det taler vel for sig selv.
Bortset fra albummet Retriever (2004) er Sexsmiths plader ikke særligt poporienterede. Dertil er hans sange for komplekse. Og det er nok dette forhold, der har givet ham ry af at være en musikernes musiker.
Almindeligvis har jeg for vane at skrue forventningerne ned, når jeg går til koncert. Det har erfaringen lært mig at gøre. Men denne gang var jeg ret overbevist om, at Sexsmiths sange nok skulle klare distancen. Manden selv og hans guitar/klaver skulle nok klare ærterne på Voxhalls velegnede scene.
Og koncerten gik da også over al forventning. Akkompagneret af en lydhør basist og en ligeså lydhør guitarist (hvis navne jeg ikke lige fik fat i…), leverede Sexsmith en intens koncert med et udvalg af sange fra sin seneste plade – Exit Strategy of the Soul – og fra det store bagkatalog. Ikke så megen snak.
Nummer på nummer blev leveret på stribe – inklusive de obligatoriske tre dacapo-numre. Sexsmiths sange har den formidable kvalitet, at de kan få hårene til at rejse sig på min nakke og få drivisen i min hjerne til at smelte. Og det skete flere gange i går aftes. Mange af sangene er, som Mccartney ville sige, ‘Silly Lovesongs’, men Sexsmith leverer beviset for, at man kan blive ved med at skrive om kærlighedens veje og irveje. Det handler om, hvordan man gør det. Og Sexsmiths sangskriverkunst gør en forskel. Ron Sexsmiths har ikke den største stemme blandt popsangere og er heller ej verdens bedste guitarist eller klaverbokser (fx lavede han et par bøffer undervejs..). Men det er såre ligegyldigt, når man skriver store sange og leverer dem engagement og hjerte. Jeg ved ikke, hvordan de andre publikummer havde det bagefter. Men jeg var opløftet, følte mig en meter højere og lettet. Gennemlyst af musik…
Uden tvivl en koncertoplevelse, som ikke bliver overgået i meget lang tid.Jeg skal heller ikke glemme at nævne koncertens opvarmere, duoen Madison Violet, der ligeledes kommer fra Canada. Madison Violet – også kaldet Madviolet – består af består af Benley MacEschern og Lisa MacIsaac. I koncerten gav de smagsprøver på deres kommende album Not Fool For Trying. Med guitarer og fiddle gelejdede de os gennem en halv times sange om hjertebrud og andet. Stilen er en afart af alternativ-country-folk. Bestemt værd at lægge øre til. Besøg deres hjemmeside, hvor der er flere oplysninger og smagsprøver at hente.
This Is How I Know (Live at the Woodshed)
Med Stones i parken…
17. november 2008
Did you hear about the midnight rambler
Everybody got to go
Did you hear about the midnight rambler
The one that shut the kitchen door
He dont give a hoot of warning
Wrapped up in a black cat cloak
He dont go in the light of the morning
He split the time the cockrel crows…
For et stykke tid siden købte jeg dvd’en The Rolling Stones in the Park 1969. Den berømte koncert i Hyde Park, der blev afholdt et par dage efter Brian Jones’ alt for tidlige dødsfald. Så vidt jeg ved er koncerten aldrig blevet udsendt som (officiel) live-plade. Og det er lidt en skam. For optagelserne her viser lidt om, hvorfor Rullestenene har kunnet holde sig på banen – musikalsk set – i så mange år. Hvorfor de stadigvæk har noget at byde på. Som en fan skriver et sted, så besidder disse optagelser en særlig rå energi, der senere blev poleret op (uden at forsvinde). Bandet lægger ud med en sej, blueset udgave af Midnight Rambler, og man hører Mick Jagger – inden han begynder at synge – sige “yes, very good”; og det er hvad det er. Very good. Det er rå R&B, som den man finder rundt omkring i Stones værk, og som de altid har formået at finde tilbage til, når inspirationen har svigtet eller andre problemer har presset sig på. Så har de altid kunnet gå ind i en eller anden lille klub og vende tilbage til de rødder, der altid har holdt dem fast i musikken. Trods alle millionerne, jetset-livet, stofferne osv.
Stones Country Honk (Hyde Park 1969)
Nina Persson og A Camp – til århus og København
7. november 2008
Sverige er begavet med et utal af talentfulde sangerinder. En af dem – og en af mine yndlinge – er Nina Persson fra The Cardigans. Ved siden af succesfulde Cardigans har Nina Persson haft nogle soloprojekter, blandt andet A Camp, der har lavet to plader og efterhånden er blevet en fasttømret trio, der også omfatter Ninas husbond, Nathan Larson, og Niclas Frisk (Atomic Swing). Den 30. marts næste år rammer A Camp spillestedet Train i århus og dagen efter gælder det København. I betragtning af, hvor lidt svensk musik, der kommer til landet, er det en glædelig nyhed.
A Camp :: I Can Buy You
Aftenens koncert: Okkervil River
2. november 2008
Rygterne om bandets sceneoptræden og strømmen af lovprisninger af deres plader havde lokket capac til byen for at opleve Okkervil River. Bandet, der allerede har 10 år på bagen, stammer fra Texas og har taget navn efter en novelle af en russisk forfatter. Det egentlige gennembrud hos kritikerne kom med albummet Black Sheep Boy, Okkervils tredje udspil, der er bygget tematisk op omkring Tim Hardins gamle sang Black Sheep Boy. Sangskriveren er gruppens centrale figur, Will Sheff, der også er forgrunds- og midtpunktsfigur ved bandets koncerter, som fx den, Okkervil River gav på Voxhall i går aftes.
Kritikersuccessen med Black Sheep Boy er blevet fulgt op af albummet The Stage Names, der også er blevet overhældt med rosende anmeldelser og har solgt ganske godt efter sigende. Dertil kommer, at de har udsendte – som gratis download – et helt coveralbum med titlen Golden Opportunities Mixtape (hent den her), hvor man kan høre covers af John Phillips, Randy Newman, Jimmy Webb, Joni Mitchell, John Cale m.fl. For en god måneds tid siden kom det seneste album, The Stand Ins, der også er blevet vel modtaget af kritikken.
Koncerten i går aftes levede helt op til capacs forventninger. Rygterne ville vide, at Okkervil River leverer medrivende musikalske oplevelser. Og efter en stille akustisk indgang fik Will Sheff og bandet publikum op på dupperne. Som sagt er Will Sheff det visuelle og musikalske midtpunkt. Med en næsten teatralsk stageperformance sikrer han sig publikums opmærksomhed, medens han med næsten selvforglemmende indlevelse sang sig gennem en række af bandets bedste sange. Stilen er indie-rock med americana-krydderier fra en lang række instrumenter ud over det almindelige: Steel-guitar, banjo, mandolin, trompet og violin. Halvanden time ud i en køre blev det til, sådan cirka. Et par ekstranumre, som det sig hør og bør, blev det også til. Blandt andet en fin udgave af John Lennons Jealous Guy, som gruppen for første gang fremførte med hele bandet. En fin koncert, som publikum kunne tage med sig i erindringens lomme.
PS. Okkervil River har danske Katrine Ottesen med på sin turné som support. Katrine, der albumdebuterer i denne måned, indledte koncerten med en håndfuld sange, som hun selv akkompagnerede med elektronisk backing. En speciel oplevelse. En særpræget, god stemme. Aparte, egensindige sange. Hold øje med hende. Hun skal nok blive til noget…
John Hammond – sanger og sangskriver
27. oktober 2008
Selv om solens skinner fra en smuk efterårshimmel, så kan man godt have the blues på sådan en mandag… Og hvad er et bedre middel mod en lille forstemthed end netop the blues. Og den rene vare leverer John Hammond (f. 1942), der siden 1962 har udsendt godt og vel tredive albums med sine personlige, fortrindsvis akustisk underlagte, bluessange. Hammond har aldrig været nogen stor sællert, til gengæld har han en trofast fanskare, der elsker hans musik, og rækken af musikere, der beundrer ham er lang som et ondt år. Hammond er nær ven af Tom Waits og i 2004 udsendte han albummet Wicked Grin, hvor han leverer fine fortolkninger af Waits-sange (med Waits som backing…).
Lyt til denne fremragende koncert med John Hammond på The Mountain Stage. Det kan ikke blive ret meget bedre…
One-eyed Mule drager udenlands…
7. oktober 2008
For snart længe siden omtalte jeg i rosende vendinger det danske americana-band One-eyed Mules andet album “From the Beats to the Bible”. Og der er åbenbart andre, der har fået ørerne op for dette orkester. I hvert fald besøger de ikke alene århus (Studenterhuset d. 9/10), men også London (Pigalle Club 6/10) og Luxembourg (Rockhal 26/10).
One-Eyed Mule: “Sad Little Lovesong” live at Rust Copenhagen
