CAPAC

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hånden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gå galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fået fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er også overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles årets bedste kriminalroman. Og bogen har fået tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da også ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, får et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slår vejen forbi pølsevognen på Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger på hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-årige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 år gammel sag om en niårig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, så synes jeg den mangler både fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række små kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fået dramaturgiske beta-blokkere. Sagt på en anden måde, så forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg på forhånd accepteret som et vilkår ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. Måske har jeg bare for høje forventninger til den så populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og måske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse på det tidspunkt.

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

Som så ofte før var det en tilfældighed, der gjorde, at jeg fik set den engelske tv-krimi Red Riding: In the Year of Our Lord 1974, der har fået den danske titel Pigen med den røde hætte: 1974. Jeg blev hængende ved tv, efter at have set The Walking Dead...

Filmen er den første i en serie på tre, hvor Channel 4 omsætter forfatteren David Peaces  Red Riding Quartet (1999-2002) til filmmediet. De næste to dele skulle komme på DR den kommende tid – på søndage. Hold øje med dem, hvis du er til krimier, der hæver sig over gennemsnittet.

I aftenens afsnit, der foregår i det herrens år 1974, møder vi den unge avisrapporter Eddie Dunford fra Yorkshire Post. Han er vendt tilbage til Nordengland efter et mislykket ophold i den sydlige del af landet, og bliver kastet ud i en modbydelig sag om en ung pige, der er fundet tortureret, voldtaget og kvalt på en byggegrund. Den kæderygende rapporter får hurtigt den ide, at sagen har forbindelse til to lignende sager med to forsvundne og formodentlig døde piger.

En fordrukken kollega, Barry Gannon (Anthony Flanagan), er samtidig på sporet af en større korruptionssag, der involverer det lokale politi, avisens ledelse, de lokale politikere og byggematadoren og forretningsmanden John Dawson som den magtfulde edderkop i det korrupte nets midte. Og det viser sig snart, at der er en ubehagelig forbindelse mellem de forsvundne piger og korruptionen. Den myrdede pige findes på Dawsons byggegrund, hvor Dawson også har sørget for at brænde en sigøjnerlejr ned med den begrundelse, at sigøjnerne ville skade byggeprojektets omdømme. Da Barry dør ved en mystisk trafikulykke får Eddie overdraget Barrys informationer – fotos osv. – af BJ, en ung rødhåret, homoseksuel mand, som Barry vist har haft et mere end professionelt forhold til. Og så ruller lavinen.

Dunford er en ung baryler, der akkompaneret af smøger, øl, sex og rockmusik forfølger sagen med ungdommelig ildhu og i voksende konflikt med sin chef, politiet og det korrupte sammenrend af magtfulde personer i byen. Han opfører sig og ligner det, han er: en ung halvfjerdseroprører. Dunford er en herlig atypisk detektivtype. En anti-helt, der går sine egne veje og ikke af vejen for at indlede et hedt, erotisk forhold til den myrdede piges moder, der også viser sig at have et problematisk forhold til byggematadoren Dawson. Men Dunford lader sig ikke korrumpere, og det betyder, at han får magten – og ikke mindst et par bundkorrupte politibetjente – på nakken. Bogstaveligt talt.

Hvordan afsnittet ender vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af (den er kommet på dvd…). Men slutningen er ikke helt ordinær.

Det, der gør filmen værd at bruge et par sene nattetimer på, er, at den er fornemt filmet i mørke, langsomme, stemningsfulde billeder fra det nordengelske landskab, og fordi, skuespillerne – som så ofte i engelsk tv-dramatik – spiller mere end overbevisende godt. I alle roller.

Kriminalromaner læses bedst i biografen. Så kort kan min foreløbige fordom over for tidens kriminalromaner sammenfattes. Efter adskillige forsøg på at læse nogle af de meget omtalte og meget solgte kriminalromaner, må jeg erkende, at jeg synes, de – generelt set – er for dårligt skrevet. Litterært betragtet.
Derfor foretrækker jeg, at se kriminalfortællinger i biografen og på tv, hvor billedmediet kan kompensere for megen litterær hakkelse…

Aftenens filmoplevelse var Henry Millers Anamorph fra 2007 med Willem Dafoe (kendt fra Lars von Triers Anti-Christ) i hovedrollen. Jeg havde fået den ned i indkøbkurven i den lokale brugs, hvor den var til salg for en tier. Jeg faldt for coveret, der signalerede noget Saw-blodigt, og så den kendsgerning, at Willem Dafoe havde hovedrollen. Så kunne det nok ikke gå helt galt…

Og det holdt stik. Willem Dafoes præstation er bestemt med til at hæve niveauet i filmen.

Plottet i filmen kan ikke siges at være specielt opfindsomt eller udspekuleret. Et langt stykke hen ad vejen ligner det, hvad vi har set i andre tilsvarende amerikanske kriminalfilm. En politimand inddrages i en makaber sag om en serial killer, der – som titlen antyder – arrangerer sine mord efter nøje tilrettelagte æstetiske kriterier. Mordenes karakter genopliver mindet om en tidligere række mord, som angiveligt var blevet udført af ‘Uncle Eddie’. Spørgsmålet er så, om der er tale om en såkaldt ‘copy cat’, eller om ‘Uncle Eddie’ alligevel ikke er død, sådan som politiets fortælling om den gamle sag foreskriver.
Stan Aubrey – aka Dafoe – bliver sat på sagen. Og til klicheerne hører, at han er en afdanket politimand, der nærmer sig pensionsalderen, er tvangsneurotisk og lettere fordrukken. Han har også – som det sig hør og bør – en yngre kollega, der er lige så meget konkurrent som samarbejdspartner.
Aubrey går fåmælt i gang med at opvikle den indviklede sag, der snart viser sig at have tråde tilbage til Uncle Eddie og til Aubreys egen forhistorie. Mere skal ikke afsløres her.
Det interessante ved filmen er såmæn ikke de spektakulære mord og deres leg med det æstetiske anamorph-tema, men derimod Willem Dafoes neddæmpede, indadvendte og alt andet end heroiske spil. Her har vi at gøre med en slags moderne anti-helt. Og han får godt modspil af Scott Speedman i rollen som den unge Carl, men også Peter Stomare gør indtryk som den skarpsindige ven og kunstkender Blair Collet.

Til plussiden hører også, at filmen er fortalt i et tempo, der ligger langt fra tidens pulserende actionfilm. Den lever mere ved sin rugende stemning end ved adrenalinfremkaldende handling.

Alt i alt er det en kriminalfilm, der trods mængden af klicheer nok er værd at bruge en almindelige hverdagsaften på – hvis man ellers er til krimi. Især på grund af Willem Dafoe…

PS. Filmen bygger vist ikke på en roman …

Trailer

Da jeg første gang hørte, at BBC havde tænkt sig at føre Sherlock Holmes-figuren op til vort århundrede, kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. Billedet af en hatteklædt, violinspillende detektivnørd fra 1800-tallet i vor strømlinede, digitale tidsalder kunne jeg ikke forlig mig med, men samtidig måtte jeg også se, hvad det gik ud på.

Og jeg må sige, at de tre afsnit, jeg har set, har været overraskende underholdende og medrivende.

Man kan sige, at det lykkes for skaberne – Mark Gatiss og Steve Moffat – at omplante Sherlock til dagens England, fordi de skærer ind til Sherlock Holmes-fortællingernes skelet. Væk er al den bedagede, victorianske redundans i gaslysets skær. Tilbage er de basale konflikter, som udfolder sig omkring Sherlock Holmes, hans hjælper Watson og superskurken Moriarty. Og så Holmes’ broder som en ekstra dimension.

Benedict Cumberbatch er et pletskud af en casting til rollen som den nærmest autistisk-rationalistiske Sherlock, der lever og ånder for opdageriet og kun frygter – kedsomheden. Og lige så velvalgt er Martin Freeman som militærlægen, der bliver Sherlocks alt andet end underdanige, men også uundværlige, hjælper, som prøver at have et almindeligt liv med kvinder ved siden af, men hele tiden bliver forstyrret af den monomane Holmes.

Underholdningsværdien i serien kommer fra et godt skuespil (igen, igen..) og fra det adrenalinfremkaldende detetivarbejde, som Holmes og Co. Holmes var allerede en psykopatologisk figur i de gamle Doyle-fortællinger, og i den nye udgave er han nærmest en ekstrem repræsentant for vor tids mere eller mindre autistiske lidelsesfigurer. Han registrer og analyserer alt, hvad der kommer under hans næse. Alt. Det kan næsten forekomme lidt komisk. Som en karikatur af den gamle Holmes. Men underholdende, det er det. Hermed anbefalet kriminørder.

Det siger sikkert noget om den islandske kriminalfilm Jar City, at jeg først omtaler den en uges tid, efter den er blevet vist på DRK. Men forklaringen er, at den har spøgt i min bevidsthed siden. Billeder og stemninger er dukket op med mellemrum. Og selv om DRK ikke skulle finde på at vise den igen, så kan man godt se den alligevel, for den er kommet på dvd.
Når Jar City (2006)  er værd at omtale, så er det ikke, fordi den er synderlig original som kriminalhistorie betragtet. I sin grundstruktur er det en traditionel detektivhistorie, en whodunnit-fortælling, om et mord og dets opklaring. Nej, det interessante ved Jar City ligger i udenomsværkerne, imiljøskildringen, persongalleriet og stemningen.
Hvis man – som undertegnede – er tilbøjelig til at forbinde Island med varme kilder, gejsere og ture på hesteryg i en underskøn natur, så får man sin opfattelse grundigt revideret af instruktøren Baltasar Kormákurs kuldslåede, nøgterne, realistiske skildring af det islandske velfærdssamfund bagside (før finanskrisen). Skal man pege på sammenligninger, så må det være visse engelske krimier, der også kan det der med at fremstille samfundets bund uden æstetisk filter.
Jar City er en filmatisering af den deroppe vældig populære forfatter Arnaldur Indriðasons tredje bind om politikommisær Erlendurs arbejde på den nordatlantiske ø. Mýrin er den islandske titel.
En mand findes myrdet i en kælderlejlighed, hvor en fæl stank af død og forrådnelse slår politifolkene i møde. Ved siden af liget finder man et lille fotografi af en gravplads, hvor en fireårig pige blev begravet tilbage i halvfjerdserne. Og med dette foto i hånden begynder Erlendur og hans unge kollega sammenbidt og møjsommeligt at stykke puslespillet sammen til en opklaring af mordet. Det viser sig at være en grum intrikat historie om seksuel afspresning, uønsket svangerskab, en korrupt politimand og hans kriminelle venner, genetiske lidelse, fortidens uafrystelige synder, løgne, fortrængninger og meget mere.

Undervejs føres vi gennem det ene trøstesløse miljø efter det andet. Betonslummet, hvor Erlendur leve sit liv i tavshed med take-away-måltider, kolde og forblæste marker og kirkegårde, junkiehuler osv. Filmen fortælles lige ud ad landevejen, uden action og i en rolig rytme. Dramatikken og spændingen kommer fra politimanden Erlendurs vedholdende og systematiske afdækning af det ene spor efter det andet.
Persongalleriet i filmen er så langt fra amerikanske stjerneglamour, som man vel kan tænke sig. Ingvar Eggert Sigurðsson, der spiller Erlendur, ligner mest af alt en af dem, der sidder på en bænk henne ved indkøbscenteret med en lille pose bajere ved sin side. Og også de andre er som trukket ud af den kedelige hverdag.
Erlendur er da heller ikke nogen helt. Han er indbegrebet af en politimand, der går i et med sit job, samtidig med, at ham uden videre held forsøger at være far for sin tyveårige junkiedatter, der perifert er knyttet til det miljø, hvori mordet er begået. Som sådan er han vel en kliché fra krimilitteraturen. Den ensomme, forknytte arbejdsnarkoman, der betaler prisen i form af et forkvaklet familieliv, som han forsøgsvis reparerer på, selv om det er udsigtsløst.
Selv om kriminalhistorien altså ikke er nyskabende, men holder sig til kendte stereotyper og klicheer, så er filmen uafrystelig i fremstilling af det islandske samfunds vrangside og dens fortabte sjæle.
Filmen blev en kæmpesucces i hjemlandet, og det hedder sig, at amerikanerne vil lave en af deres remakes af filmen. Det kan godt være, at Stieg Larsson-filmatiseringerne har reddet de dansk biografer endnu engang, men Jar City fortjener lige så mange tilskuere. Mindst.

Hører du – som undertegnede – til den race, der foretrækker at “læse” kriminalhistorier på biograflærredet eller på tv, så skulle du måske overveje at se et par afsnit af den østrigske krimiserie “Hurtig opklaring”. Den danske titel er ikke så tvetydig som den tyske – Schnell ermittelt – der spiller på kriminalinspektør Angelika Schnells efternavn. Efter af have set et par afsnit af serien, kan jeg konstatere, at den er velgørende anderledes (forandring fryder!), end de i øvrigt udmærkede engelske krimiserier, som DR(2) har diverteret sine seere med. For det første er afsnittene kortere (omkring 40 minutter). For det andet, så er tonen helt anderledes.

Angelika Schnell er en moderne, frigjort europæisk karrierekvinde. Hun er alene med to børn, men har stadigvæk professionel kontakt med eksmanden, der er retsmediciner, hvilket giver anledning til lidt post-ægteskabelig ordskubberi. Ved sin side har hun den ældre, korpulente kollega Franitschek, der er indbegrebet af den gammeldags mand, og som – måske meget tidstypisk – har svært ved at følge med den frembrusende Angelika, både i direkte og overført forstand. En duo, der sætter kønnene i relief. Plottene i afsnittene er både udspekulerede, som tiden fordrer, og underholdende. Og de afvikles i et rapt tempo. Mest velgørende er det dog, at serien er krydret med en god portion humor. Den frigjorte, charmerende Schnell glorificeres ikke mere, end at hendes splittelse mellem moderrolle, karriere og jagten på en mand gøres til genstand for overbærende smil undervejs.

Følg med på torsdag, kl. 21.40 på den hemmelige kanal, DR2.

Forbrydelse – eller svinestreger – i en højere sags tjeneste. Det var, hvad det var. Et stykke tid – vel et par afsnit – havde man haft fornemmelsen af, at Lund jagtede en marionet og trådene førte op i de højre magtlags sfære. Og selv om mistanken også havde peget på kollega Strange med tatoveringen på overarmen, så var whodunnit-pilen blevet ved med at dirre og svinge. Først med de sidste brikker, der åbenbarede den hemmelige mission til krigen, faldt Lunds mistanke tungt og ubønhørligt på manden, der efterstræbte hendes hjerte. Og i bedste tradition fra den samfundskritiske krimi efter Wahlöö og Sjöwall trak forbrydelsen grimme spor ind i magtens centrum – hvad enten det var den politiske, den militære eller den politimæssige. Kurt Ravns statsminister fik lov til at formulere moralen, hvis man kan kalde det sådan: I visse situationer, fx krig, må man tilsidesætte demokratiets spilleregler for at kunne forsvare – demokratiet. Den rigtige forbryder fik Lund ikke ram på…

DRs krimisatsning Forbrydelsen 2 lakker mod enden. Og mit indtryk er, at den overgår første satsning.

Min hovedanke mod den var, at den var for hårtrukken. Jeg synes ikke, at en så enkel mordsag kunne holde til at blive bredt ud over så mange afsnit. Dermed ikke sagt, at den var mislykket. Slet ikke. Jeg fulgte troskyldigt med gennem alle afsnit.

Men toeren slipper for det kritikpunkt. En af forklaringerne er, tror jeg, at der er flere lag i den nye fortælling. Politik, forsvar, besættelsestid, islamisk fundamentalisme, personlige forhold m.m. væves sammen i et intrikat mønster, hvor det er mere end svært med sikkerhed at sige, hvor gådens løsning ligger indvævet.

Selv her før sidste afsnit er det ikke sikkert, hvem der har brugt Søgaards kælderskabsnøgle. Er det mon Bilal? Eller skulle det mon vise sig, at nogen højere på strå er den ansvarlige? Ved at tilføje nye oplysninger løbende har manuskriptforfatterne formået – på godt og ondt – at sende tilskuerne i en ny retning med spørgsmålet: Whodunnit?

Det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at den “gale” Raben holder fast i sin forklaring, no matter what. Og måske er der en pointe dér? Hvorom alting er, så er Forbrydelsen 2 – som et stykke søndagsunderholdning – en vellykket leg med krimiens spændingselementer. Man sidder som naglet til stolen med hånden krampagtigt om kaffekruset. Der spilles godt over hele linjen. Der fortælles med tempo og drive, sådan som tv-medier nu om stunder forlanger, det skal være.

Jeg har nogle indvendinger, men vil lade dem ligge, for som helhed betragtet er det en vellykket serie, som tv-konkurrenterne får mere end svært ved at overgå.

Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine få forbehold over for Forbrydelsen 1 gik på, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat på en hård prøve. Nok også for hård. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab på en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til både Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sådan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er på arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød på til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger på gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hånddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstående chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man således skal sluge adskillige kameler med hud, hår og pukkel, så er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – også bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…