Indlæg tagget med krimi

1864 – en serie, jeg ikke så færdig

1. december 2014

Nej, jeg stod af efter andet afsnit. Ikke, fordi det jeg havde set gjorde mig særlig skeptisk eller nedslået. Men andet kom på tværs – og så blev Ole Bornedals serie til polittisk og kulturelt debatemne i dagevis. Og er der noget, der kan ødelægge en film- eller tv-oplevelse for mig, så er det for megen omtale og for meget markskrigeri. Jeg fulgte ikke med i detaljer, men et par klip står stadigvæk lysende for mig. Dels Bornedals behjertede forsøg på at insistere på sin kunstneriske frihed (over for dem, der mener, at historieskrivning er en slags objektiv videnskab – hvilket den ikke er, aldrig har været og aldrig bliver). Og dels den tidligere hjemmehjælper og nuværende folketingspolitiker Pia Kjærsgaard insisteren på, at der var tale om “manipulation” (som om hun har nogen som helst kvalificeret forudsætning for at ytre sig om et historisk drama som 1864! Bliv ved din populistiske læst Pia Kjærsgaard!).

Jeg vil se serien, når jeg engang får tid til at se den i sammenhæng – fx på dvd. Nu er serien vist og slaget om serien vil i løbet af kort tid være en saga blot – og DR kan i det skjulte planlægge, hvornår de vil genudsende den – for det vil jo med mediets indbyggede gentagelsestvang ske.

Selv har jeg – når jeg ikke blev forstyrret af alskens gøremål – holdt mig til at se kriminalserier. Primært genudsendelser af Barnaby, Vera, Lewis og andre britiske kvalitetsserier. Fordelen ved dem er, at de er det pureste litterære opspind – og netop derfor har en masse at sige om det samfund og den tid, vi lever i.

Krimianbefaling: Scott & Bailey

22. september 2014

28381

Selv om allersidste afsnit af den britiske krimiserie Scott & Bailey løb over skærmen i går, så kan jeg godt give den en anbefaling med på vejen, for tro mig, DR skal nok genudsende den på et tidspunkt – for det gør DR med stort set alle de britiske krimiserier.

Hovedpersonerne i serien er de to politidetektiver Janet Scott (Lesley Sharp) og Rachel Bailey (Suranne Jones), der sammen opklarer forbrydelser i et fiktivt Manchesterpolitikorps under ledelse af den tredje kvindelige hovedperson Gill Murray (Amelia Bullmore), af Janet og Rachel kaldet Godzilla…

Serien har alle de kvaliteter, vi forventer af en god britiske krimiserie. Gode, indviklede plots. Fine miljøbeskrivelser og gode skuespilpræstationer over hele linjen. Når serien rager lidt ekstra frem, så er det, fordi den har to – ja, faktisk tre – kvindelige hovedpersoner. Uden at den af den grund kan kategoriseres som femikrimi. Og det interessante er, at de to detektivers privatliv spiller en næsten lige så stor rolle i serien som de enkelte plots og selve politiarbejdet. Både Janet og Rachel er nærmest gift med deres arbejde. Til gengæld har de masser af problemer på privatlivsfronten. Janet bor med sin gamle, skarptandede mor og børnene efter en seperation fra manden, og Rachel lever alene med alt, hvad det indebærer. På overfladen har de styr på deres privatliv, men i virkeligheden lever de i en skrøbelig virkelighed, der let kan bryde sammen. Janet holder krampagtigt fast i kernefamiliefacaden, medens Rachels liv bærer præg af, at hun langt fra har løbet hornene af sig. Løse seksuelle forbindelser og en del alkoholindtagelse er en del af det billede, der tegner sig – og noget af det, der sammen med arbejdslivets byrde binder de to i øvrigt vidt forskellige damer sammen i en venskab, de først med tiden lærer at acceptere.

Foreløbigt har serien løbet over tre sæsonner, men rygtet vil vide, at man er i fuld gang med at producere en fjerde sæson. Og det kan man kun håbe på, for det er en fremragende krimiserie, som man kun kan blive revet med af.

 

En krimianbefaling: Y Gwyll – Hinterland – en engelsk-walisisk krimiserie

22. maj 2014

Det har i en længere periode været lidt tyndt med solide tv-krimier på DR, men for et par uger siden kom kvaliteten tilbage for fuld musik. I relativ ubemærkethed er DR 1 begyndt at sende Y Gwyll eller Hinterland, som den hedder på engelsk. Y Gwyll betyder i øvrigt tusmørket eller skumringen – og siger en hel del om stemningen i den serie.

Hovedpersonene er kriminalinspektør Tom Mathias (spillet fremragende af den waliske Richard Harrington). Han er en plaget mand, der med ægteskabelige lig i lasten kommer fra London til Aberystwyst på den øde, forblæste og store .walisiske vestkyst. Hvad der plager ham i fortiden får vi ikke direkte indblik i, men nogle telefonbeskeder og lign. antyder et forlist ægteskab og de problemer, der følger i halen på sådan et forlis. Og Mathias kastes straks ud i en mystisk mordsag om en ældre kvindes forsvinden. En sag, der hurtigt viser sig at have dybe historiske rødder og involverer en overtrobehæftet bro – Djævelens bro – og et gammelt børnehjem, hvor forholdene ikke var, som de burde være.

Sammen med sin tro væbner, den stoiske Mared Rhys (Mali Harries), optrævler Mathias den indviklede og uhyggelige historie om den gamle dame og hendes overlevende børnehjemsbørn.

I det andet afsnit, Natmusik, der blev vist i mandags, er der også tale om en sag, der har tråde tilbage i tiden. På en afsidesliggende lille gård finder man en gammel mand med smadret baghoved. Det viser sig hurtigt, at der ikke er tale om et banalt rovmord, men om en sag, der involverer briternes forhold til de tyske soldater under Anden Verdenskrig.

For begge afsnit gælder det, at plottet er smukt udtænkt med overraskende dimensioner af historie og miljøkarakter. Fortiden væves forsigtigt ind i en betændt nutid, hvor den særlige lokale walisiske kultur, sproget og den storslåede, barske natur indgår som faste farvende elementer. Instruktøren – Gareth Bryn – formår at forbinde de forskelige dimensioner smukt i en særlig realisme, der lugter langt væk af lokalkolorit og med en stemning, der er præget af den lokale walisiske natur og vejrforholdene. En stemning af skumring og tusmørke, der ikke kun skabes af det vi ser, men i høj grad også af, at sagerne befinder sig i et felt mellem lys og mørke, mellem nutid og fortid.

De fire politifolk – ud over Mathias og Mared er der Lloyd Elis (Alex Harries) og Siân Owens (Hannah Daniel) som trofaste hjælpere – udfører deres opgaver med et engagement, der ligner besættelse. Og spillet er intet mindre end fremragende. Harrington er overbevisende som den følelsesmæssigt forslåede, evigt løbende politimand, der på typisk mandlig facon flygter fra sin fortid og sine problemer ind i sit arbejde. Lige så fremragende er Mali Harries i rollen som den jordbundne, snusfornuftige, stoiske Mared, der hele tiden er ved Mathias’ side og forsøger at holde ham på sporet i sagerne, der stritter i alle mulige retninger.

For krimifans er der al mulig grund til at reservere de kommende to mandage til at se de næste to afsnit af første sæson – og så håbe på, at DR også vil vide sæson 2. Det er britisk tv-krimi, når den er allerbedst – og endnu en understregning af, at det er filmen og tv-serien, der har førertrøjen på på krimifeltet…

PS. De to omtalte afsnit kan endnu ses på DRs hjemmeside.

 

Kriminalromaner skal ses i biografen eller på tv: Father Brown

3. maj 2014

Medens jeg styk for styk arbejder mig igennem Jo Nesbøs krimi Genfærd, så kompenserer jeg for den lave litterære kvalitet ved at se kriminalserier på tv. Det omfatter blandt andet serien om Father Brown, der udstråles på DR1 om eftermiddagen på hverdage. Serien bygger på G. K. Chestertons Father Brown-skikkelse og tilhører den klassisk-britiske whodunnit-genre. Og lige som Miss Marple og Poirot, der også har kørt på det tidspunkt, har serien alle disse let bedagede krimiers kvalitetsmærker. Lige fra det åbenbart uudtømmelige britiske provinslocations, der altid udgør en nærmest perfekt ramme om de nedrige forbrydelser, der rammer de pæne britiske provinsbyer, over et vel-castet skuespillerhold og velturnerede replikker til den elementære krimispænding. Den trinde Mark Williams som den romersk-katolske præst Father Brown udfylder på enhver måde både præstekjolen og rolle som ihærdige præst, der til stadighed – og til politiets store ærgelse – udforsker de forbrydelser, der bliver begået i hans menigheds område. Selv om idyllen, hyggen og veltilfredsheden godt ham blive for meget i serier som denne – fx i den gamle Barnaby – så er den faktisk ganske underholdende.

Krimilæsning – den fortsatte saga om den dårlige litteratur

24. april 2014

I mit fortsatte forsøg på at forstå, hvorfor krimien er så populær i disse år, er jeg kommet til den berømmede journalist, musiker og forfatter Jo Nesbø og hans roman Genfærd. Jeg er halvvejs inde i romanen og må erkende, at jeg nok ikke bliver enig med de lobhudlende anmeldere, der falder i lettere svime over bogen. Jeg synes ganske enkelt, at Jo Næsbo ikke skriver særlig godt. Jeg har svært ved at goutere hovedpersonen Harry Hole og jeg synes plottet i bogen – hvis man ellers kan tale om et plot – er omstændeligt og alt for kulørt indviklet til at fænge min interesse. Bogen er – så langt jeg er kommet med den – et eksempel på den elefantiasis, der har grebet en del af krimierne. Man tror mængden af sider kan kompensere for et godt, stramt styret plot, klart tegnede personer og præcise miljøbeskrivelser. Jeg tror, man ville gøre klogt i at gå tilbage til de gamle mestre – fra Christie til Chandler – og lære et og andet om begrænsningens kunst.  Men nu vil jeg så læse den færdig og kaste mig over en anden for at se, om det skulle lykkes at finde noget, der både er kriminalistisk spændende og velskrevet.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 9123456789