Indlæg tagget med krimi

Sherlock i det 21. århundrede

2. maj 2011

Da jeg første gang hørte, at BBC havde tænkt sig at føre Sherlock Holmes-figuren op til vort århundrede, kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. Billedet af en hatteklædt, violinspillende detektivnørd fra 1800-tallet i vor strømlinede, digitale tidsalder kunne jeg ikke forlig mig med, men samtidig måtte jeg også se, hvad det gik ud på.

Og jeg må sige, at de tre afsnit, jeg har set, har været overraskende underholdende og medrivende.

Man kan sige, at det lykkes for skaberne – Mark Gatiss og Steve Moffat – at omplante Sherlock til dagens England, fordi de skærer ind til Sherlock Holmes-fortællingernes skelet. Væk er al den bedagede, victorianske redundans i gaslysets skær. Tilbage er de basale konflikter, som udfolder sig omkring Sherlock Holmes, hans hjælper Watson og superskurken Moriarty. Og sÃ¥ Holmes’ broder som en ekstra dimension.

Benedict Cumberbatch er et pletskud af en casting til rollen som den nærmest autistisk-rationalistiske Sherlock, der lever og Ã¥nder for opdageriet og kun frygter – kedsomheden. Og lige sÃ¥ velvalgt er Martin Freeman som militærlægen, der bliver Sherlocks alt andet end underdanige, men ogsÃ¥ uundværlige, hjælper, som prøver at have et almindeligt liv med kvinder ved siden af, men hele tiden bliver forstyrret af den monomane Holmes.

Underholdningsværdien i serien kommer fra et godt skuespil (igen, igen..) og fra det adrenalinfremkaldende detetivarbejde, som Holmes og Co. Holmes var allerede en psykopatologisk figur i de gamle Doyle-fortællinger, og i den nye udgave er han nærmest en ekstrem repræsentant for vor tids mere eller mindre autistiske lidelsesfigurer. Han registrer og analyserer alt, hvad der kommer under hans næse. Alt. Det kan næsten forekomme lidt komisk. Som en karikatur af den gamle Holmes. Men underholdende, det er det. Hermed anbefalet kriminørder.

Jar City – islandsk krimi

21. marts 2010

Det siger sikkert noget om den islandske kriminalfilm Jar City, at jeg først omtaler den en uges tid, efter den er blevet vist på DRK. Men forklaringen er, at den har spøgt i min bevidsthed siden. Billeder og stemninger er dukket op med mellemrum. Og selv om DRK ikke skulle finde på at vise den igen, så kan man godt se den alligevel, for den er kommet på dvd.
Når Jar City (2006)  er værd at omtale, så er det ikke, fordi den er synderlig original som kriminalhistorie betragtet. I sin grundstruktur er det en traditionel detektivhistorie, en whodunnit-fortælling, om et mord og dets opklaring. Nej, det interessante ved Jar City ligger i udenomsværkerne, imiljøskildringen, persongalleriet og stemningen.
Hvis man – som undertegnede – er tilbøjelig til at forbinde Island med varme kilder, gejsere og ture pÃ¥ hesteryg i en underskøn natur, sÃ¥ fÃ¥r man sin opfattelse grundigt revideret af instruktøren Baltasar Kormákurs kuldslÃ¥ede, nøgterne, realistiske skildring af det islandske velfærdssamfund bagside (før finanskrisen). Skal man pege pÃ¥ sammenligninger, sÃ¥ mÃ¥ det være visse engelske krimier, der ogsÃ¥ kan det der med at fremstille samfundets bund uden æstetisk filter.
Jar City er en filmatisering af den deroppe vældig populære forfatter Arnaldur Indriðasons tredje bind om politikommisær Erlendurs arbejde på den nordatlantiske ø. Mýrin er den islandske titel.
En mand findes myrdet i en kælderlejlighed, hvor en fæl stank af død og forrådnelse slår politifolkene i møde. Ved siden af liget finder man et lille fotografi af en gravplads, hvor en fireårig pige blev begravet tilbage i halvfjerdserne. Og med dette foto i hånden begynder Erlendur og hans unge kollega sammenbidt og møjsommeligt at stykke puslespillet sammen til en opklaring af mordet. Det viser sig at være en grum intrikat historie om seksuel afspresning, uønsket svangerskab, en korrupt politimand og hans kriminelle venner, genetiske lidelse, fortidens uafrystelige synder, løgne, fortrængninger og meget mere.

Undervejs føres vi gennem det ene trøstesløse miljø efter det andet. Betonslummet, hvor Erlendur leve sit liv i tavshed med take-away-måltider, kolde og forblæste marker og kirkegårde, junkiehuler osv. Filmen fortælles lige ud ad landevejen, uden action og i en rolig rytme. Dramatikken og spændingen kommer fra politimanden Erlendurs vedholdende og systematiske afdækning af det ene spor efter det andet.
Persongalleriet i filmen er så langt fra amerikanske stjerneglamour, som man vel kan tænke sig. Ingvar Eggert Sigurðsson, der spiller Erlendur, ligner mest af alt en af dem, der sidder på en bænk henne ved indkøbscenteret med en lille pose bajere ved sin side. Og også de andre er som trukket ud af den kedelige hverdag.
Erlendur er da heller ikke nogen helt. Han er indbegrebet af en politimand, der går i et med sit job, samtidig med, at ham uden videre held forsøger at være far for sin tyveårige junkiedatter, der perifert er knyttet til det miljø, hvori mordet er begået. Som sådan er han vel en kliché fra krimilitteraturen. Den ensomme, forknytte arbejdsnarkoman, der betaler prisen i form af et forkvaklet familieliv, som han forsøgsvis reparerer på, selv om det er udsigtsløst.
Selv om kriminalhistorien altså ikke er nyskabende, men holder sig til kendte stereotyper og klicheer, så er filmen uafrystelig i fremstilling af det islandske samfunds vrangside og dens fortabte sjæle.
Filmen blev en kæmpesucces i hjemlandet, og det hedder sig, at amerikanerne vil lave en af deres remakes af filmen. Det kan godt være, at Stieg Larsson-filmatiseringerne har reddet de dansk biografer endnu engang, men Jar City fortjener lige så mange tilskuere. Mindst.

Hurtigt opklaret – en østrigsk krimiserie

21. marts 2010

Hører du – som undertegnede – til den race, der foretrækker at “læse” kriminalhistorier på biograflærredet eller på tv, så skulle du måske overveje at se et par afsnit af den østrigske krimiserie “Hurtig opklaring”. Den danske titel er ikke så tvetydig som den tyske – Schnell ermittelt – der spiller på kriminalinspektør Angelika Schnells efternavn. Efter af have set et par afsnit af serien, kan jeg konstatere, at den er velgørende anderledes (forandring fryder!), end de i øvrigt udmærkede engelske krimiserier, som DR(2) har diverteret sine seere med. For det første er afsnittene kortere (omkring 40 minutter). For det andet, så er tonen helt anderledes.

Angelika Schnell er en moderne, frigjort europæisk karrierekvinde. Hun er alene med to børn, men har stadigvæk professionel kontakt med eksmanden, der er retsmediciner, hvilket giver anledning til lidt post-ægteskabelig ordskubberi. Ved sin side har hun den ældre, korpulente kollega Franitschek, der er indbegrebet af den gammeldags mand, og som – måske meget tidstypisk – har svært ved at følge med den frembrusende Angelika, både i direkte og overført forstand. En duo, der sætter kønnene i relief. Plottene i afsnittene er både udspekulerede, som tiden fordrer, og underholdende. Og de afvikles i et rapt tempo. Mest velgørende er det dog, at serien er krydret med en god portion humor. Den frigjorte, charmerende Schnell glorificeres ikke mere, end at hendes splittelse mellem moderrolle, karriere og jagten på en mand gøres til genstand for overbærende smil undervejs.

Følg med p åtorsdag, kl. 21.40 på den hemmelige kanal, DR2.

Og der var så Forbrydelsen 2

29. november 2009

Forbrydelse – eller svinestreger – i en højere sags tjeneste. Det var, hvad det var. Et stykke tid – vel et par afsnit – havde man haft fornemmelsen af, at Lund jagtede en marionet og trÃ¥dene førte op i de højre magtlags sfære. Og selv om mistanken ogsÃ¥ havde peget pÃ¥ kollega Strange med tatoveringen pÃ¥ overarmen, sÃ¥ var whodunnit-pilen blevet ved med at dirre og svinge. Først med de sidste brikker, der Ã¥benbarede den hemmelige mission til krigen, faldt Lunds mistanke tungt og ubønhørligt pÃ¥ manden, der efterstræbte hendes hjerte. Og i bedste tradition fra den samfundskritiske krimi efter Wahlöö og Sjöwall trak forbrydelsen grimme spor ind i magtens centrum – hvad enten det var den politiske, den militære eller den politimæssige. Kurt Ravns statsminister fik lov til at formulere moralen, hvis man kan kalde det sÃ¥dan: I visse situationer, fx krig, mÃ¥ man tilsidesætte demokratiets spilleregler for at kunne forsvare – demokratiet. Den rigtige forbryder fik Lund ikke ram pÃ¥…

Forbrydelsen 2

23. november 2009

DRs krimisatsning Forbrydelsen 2 lakker mod enden. Og mit indtryk er, at den overgår første satsning.

Min hovedanke mod den var, at den var for hårtrukken. Jeg synes ikke, at en så enkel mordsag kunne holde til at blive bredt ud over så mange afsnit. Dermed ikke sagt, at den var mislykket. Slet ikke. Jeg fulgte troskyldigt med gennem alle afsnit.

Men toeren slipper for det kritikpunkt. En af forklaringerne er, tror jeg, at der er flere lag i den nye fortælling. Politik, forsvar, besættelsestid, islamisk fundamentalisme, personlige forhold m.m. væves sammen i et intrikat mønster, hvor det er mere end svært med sikkerhed at sige, hvor gådens løsning ligger indvævet.

Selv her før sidste afsnit er det ikke sikkert, hvem der har brugt Søgaards kælderskabsnøgle. Er det mon Bilal? Eller skulle det mon vise sig, at nogen højere pÃ¥ strÃ¥ er den ansvarlige? Ved at tilføje nye oplysninger løbende har manuskriptforfatterne formÃ¥et – pÃ¥ godt og ondt – at sende tilskuerne i en ny retning med spørgsmÃ¥let: Whodunnit?

Det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at den “gale” Raben holder fast i sin forklaring, no matter what. Og mÃ¥ske er der en pointe dér? Hvorom alting er, sÃ¥ er Forbrydelsen 2 – som et stykke søndagsunderholdning – en vellykket leg med krimiens spændingselementer. Man sidder som naglet til stolen med hÃ¥nden krampagtigt om kaffekruset. Der spilles godt over hele linjen. Der fortælles med tempo og drive, sÃ¥dan som tv-medier nu om stunder forlanger, det skal være.

Jeg har nogle indvendinger, men vil lade dem ligge, for som helhed betragtet er det en vellykket serie, som tv-konkurrenterne får mere end svært ved at overgå.