Indlæg tagget med kritik

Tom Odell – mellem kommerciel succes og kritisk fiasko

27. juni 2013

Under overskriften “Offensively dull piano pop destined for Brits ubiquity” jorder New Musical Express’ anmelder Mark Beaumont den unge singer-songwriter Tom Odells nye plade Long way down. Den fÃ¥r et 0 ud af 10 mulige point pÃ¥ anmelderskalaen. Værre kan det ikke være. Beaumont slutter sin anmeldelse af med denne svada: “the 22-year-old from Chichester is just a poor, misguided wannabe who’s fallen into the hands of the music industry equivalent of Hungarian sex traffickers. Then he comes over all Lionel Richie on ‘Supposed To Be’. I wish I could say there’s a place in Hell reserved for Tom Odell. There’s not. Just loads more Brits. He’ll be all over 2013 like a virulent dose of musical syphilis, pounding and warbling away at every Papal election and Bradley Wiggins finishing line. Be warned, you can’t unhear it.”
Anmeldelse eller karaktermord? Tom Odells far har angiveligt reageret voldsomt pÃ¥ anmeldelsen, men Tom selv griner nok hele vejen hen til banken, for pladen er røget direkte ind pÃ¥ hitllistens førsteplads. Pladekøberne har tydeligvis ikke læst Beaumonts anmeldelse eller, hvis de har, sÃ¥ er de fuldstændig ligeglade med kritikerens vurdering. Og sangerinden Lily Allen, der har udgivet pladen pÃ¥ sit mærke – og i øvrigt har opdaget Tom Odell – tweeter med vanlig skarphed: “For all the people asking who the NME is, it’s like this fanzine that people used to read in the 90s.” Touché.
Nu er det ikke første gang, kritikere og publikum er gÃ¥et grueligt galt af hinanden. Masser af anmelderroste plader sælger ikke en meter og vice versa. Det betyder ikke, at anmelderne er tosser alle til hobe, men det siger noget om, hvilke kvaliteter i musikken publikum vægter højt. I Tom Odells tilfælde er de kvaliteter, som fÃ¥r Beaumont til at vende tommelfingeren nedad, de samme kvaliteter, som fÃ¥r publikum til lommerne. Og egentlig tror jeg, at alle musikelskere har det. MÃ¥ske læser man gerne anmeldelser for at blive orienteret om, hvad der sker pÃ¥ markedet. Men, om anmeldelsen er god eller ej, er ikke nødvendigvis afgørende for, om man køber pladen. Jeg har selv købt mange gode plader med dÃ¥rlige anmeldelser…

 

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

12. april 2013

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:

“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn. Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne. Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”.

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside]

Carsten

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Grammofunch: Largo at last

19. november 2012

I dg udkommer Grammofunchs andet album Largo at last. Bag bandnavnet Grammofunch gemmer sig sangskriverne Jeppe Gram og Rune Funch. På debupladen bevægede Grammofunch sig i jazzens grænseland. På den nye plade er stilen, som titlen Largo at last antyder en form for alvorstung postrock, altså en rockform, der lever højt på stemninger og lydtekstturer. Inspirationskilderne skal uden tvivl findes i Bristol-trip hoppen md navne som Massive Attack, Portishead og Tricky. Altså en musikform, der lever højt på gode melodier, gode vokaler (her repræsenteret ved sangerinden Qarin Wikström), electronica og tunge beats.

I den klassiske musik betegner largo et bredt musikstykke af alvorsfuld karakter. Det samme kan man sige om Largo at last. Det er en plade, der pÃ¥ tekstniveau dykker ned i livets alvor. De begivnehder, der er alvorlige og givende. Livets given og tagen sÃ¥ at sige. Og teksterne er itonesat, sÃ¥ alvorens mangefacieterede stemninger kommer til at dominere. StorslÃ¥ede, soniske stemningsbilleder, der kommenterer livets tildragelser. som fx i sangen “Welcome”, der byder velkommen til livets karuselture. MÃ¥ske et velkommen til et nyt lille menneske pÃ¥ livets scene, men ogsÃ¥ et alment velkommen til at gribe livets udfordringer og gaver.

Ud over komponisterne funch og Gram – og sangerinden Qarin – medvirker Simon Toldam (tangenter), Jeppe Skovbakke (bas) og Thomas Høffding (sang pÃ¥ “Welcome”). Og sammen har de skabt et album, der er som et filmisk rum. Fuld af melankolske og alvorsfulde stemningsmalerier. Et album, der inviterer til aktiv lytten og til aktiv deltagelse i det liv, vi alle deler pÃ¥ den blÃ¥ planet. Er man til postrock, sÃ¥ kommer man ikke uden om Grammofunchs nye skive. Hermed anbefalet.

Og sÃ¥ er der video “Adventurous minds”

Grammofunch. Largo at last. 2012. Udkommer i digital form i dag. Kan erhverves her.

The first four – from Gudrun Solja with love…

18. november 2012

Tv-mediet kan med sin dyrkelse af den skinnende overflade og fascinationen af øjeblikket nok sikre de warholske femten minutters berømmelse eller gøre et ungt mennesket til ‘stjerne for en aften’. Men eksempler på, at berømmelsen ofte ikke holder meget længere end projektørlyset er tændt, er legio. Hvem husker EyeQ i dag…

På den anden side kan tv heller ikke holde et talent nede. Hvis talentet også har noget på hjerte, så skal det nok finde vej til sit publikum. Den færøske sangerinde Gudrun Solja har været vejen om DRs “Stjerne for en aften”, hvor hun vandt i 2003. Og det banede vejen for et par plader med fortolkninger af andres sange.

I morgen udkommer så EP’en The first four, hvis titel signalerer en ny begyndelse og et løfte om mere. Sammen med Maria Guttesen (der også spiller en række instrumenter på pladen og står for produktion og arrangementer) og Lene Drachmann (tekster) har Gudrun Solja lavet fire personlige, alvorlige popsange, der nok er indiskutabel poprock, men ligger milevidt fra den blanke, kantløse mainstream.  Der er erfaringtyngde i teksterne. Det er refleksion og eftertanke, der præger sangene, hvad enten det er den besværlige kærlighed, vi ikke kommer uden om (“Got that smile again”), tabets uafvendelighed (“If I could”) eller identitetens skrøbelighed (“Lack of words”).

Og med hjælp fra guitaristerne Simon Bekker og Peter Steenild og bassisten Thomas Sejthen har Gudrun Solja sammen med Maria Guttesen skabt fire sange, der både giver noget til det fordringsløse popøre (fx i det latente pophit “Got that smile again”) og til den lytter, der gerne vil udfordres af originale arrangementer. Og så er der Gudrun Soljas stemme, der har forførende poptøssødme, men også ubesværet klarer mere modne fraseringsudfordringer som i “If I Could”, hvor der spændes over hvisken og råb. En stemme med potentiale til mere.

Og EP’en giver som sagt et løfte om mere. Og dette mere kunne passende være et helt album, hvor Gudrun Solja, Maria og Lene kunne folde den indiskutable talentmasse helt ud. Det vil jeg se frem til. Hermed anbefalet.Video: “If I Could”

GudrunSolja. The First Four. Produceret af: Maria Guttesen. MGRoots Records. 2012. Udkommer i morgen.

 

En aften med Tim Christensen & the Damn Crystals – hvor den romantiske popsang mødte grungen

17. november 2012

Forleden – i forgårs tror jeg, det var – kunne man opleve Tim Christensen på bedste nørdvis åbne en postpakke fra Amazon med – den nye vinylboks med The Beatles. Det skete på Tims nye weblog. Jeg kom til at tænke på den lille video få minutter inde i den koncert, som Tim gav på det aarhusianske spillested Voxhall i går aftes.

Tim Christensen har ikke lagt skjul pÃ¥, at han er en kæmpestor Beatlesfan, der som lille kunne drømme om at tage en tidsrejse tilbage for at møde sine idoler Lennon og McCartney. Og Ã¥nden fra The Beatles og tresserne svævede da ogsÃ¥ over musikken i gÃ¥r. Ikke mindst i det akustiske solosæt, der indledte koncerten, hvor Tim alene med sin guitar diverterede med syv numre. Der er noget ved Tims stemme, melodierne og det harmoniske, der uvægerligt sender tankerne tilbage til Beatles og ikke mindst Paul McCartney, som Tim og vennerne for nylig viede en hel koncert til. Men det slog mig ogsÃ¥, at der mÃ¥ske i virkeligheden er tale om mere end ”bare” en tydelig Beatlesveneration i musikken. MÃ¥ske er der i virkeligheden tale om, at det ikke bare er McCartney og Beatles, der skinner igennem, men hele den vesterlandske tradition for gode popsange, som samme McCartney for nylig udnævnte til at være sin primære inspirationskilde (hvormed han gjorde rock’n rollen til noget ikke uvæsentligt, men dog sekundært…).

Der var en hel del coversange i koncerten. I solosættet dukkede versioner udgaver af Depeche Mode, Ozzy Osborne (!) op sammen med en ‘afdizzyficeret’ udgave af en af Dizzy Mizz Lizzys kendte sange. Det var cover-versioner, der i mine ører lod Tim Christensen fremstÃ¥ som den fremmeste, nutidige danske forvalter af den romantiske popsang, som Beatles befrugtede med rock’n roll, og som generationerne før fandt i de store uudtømmelige amerikanske sangbog fra forrige Ã¥rhundrede.

Tim indtog scenen præcist kl. 21 og indtog den med en afslappet selvfølgelighed, som vidste han, at han var pÃ¥ hjemmebane. Og det var han sÃ¥dan set ogsÃ¥. For der var ingen tvivl om, at fanklubben af unge, der var flasket op med Dizzy Mizz Lizzy og Nicolai & Julie-titelsangen “Right Next to the Right One”, var massivt tilstede. Fra første akkord klappede de og sang med pÃ¥ de kendte sange – ogsÃ¥ uden at hovedfiguren havde behøvet at opfordre dem til det. SÃ¥ledes i sikker havn kunne Tim koncentere sig om arbejdet. Og som kunstner afslørede han sig selv som ikke blot en mere en kompetent guitarist, men ikke mindst som en sanger, der helt har styr pÃ¥ sin stemmes potentiale og begrænsninger – og ubesværet kan formidle en ballades stille, intime fortrolighed og den lidenskabelige, intense modsætning, som i det efterfølgende bandsæt fik mine tanker til at glide hen pÃ¥ en Little Richards energiske eruptioner.

Jeg bemærkede mig, at Tim bar på en t-shirt med navnet Tame Impala, det australske neo-psychedeliske band, der hører til blandt de mange moderne bands, der står solidt forankret i traditionen. Og jeg kunne kun læse det som et tegn på Tim Christensens placering med et ben i tressernes pop og beat og den rock, der kom til siden hen.

Og netop den rock, der kom til siden hen, prægede det elektriske sæt. Ganske vist kalder de sig Tim Christensen & The Damn Crystals, men fremhævelsen af solisten og singer-songwriteren kan ikke ændre på den forhold, at Tim sammen med guitaristen Lars Skjærbæk, bassisten Søren Michael Koch, keyboardspilleren Christoffer Møller og trommeslageren Jesper Lind udgør et sammetømret band. Det blev også i den grad understreget af lydbilledet, som – hørt fra, hvor jeg stod, sådan cirka i midten tæt på scenen – rendyrkede det samlede udtryk og lod de enkelte instrumenter underordne den nærmest monoagtige helhed. En velstyret, velgørende lyd, der kun forbipasserende blev generet af Jesper Linds buldrende, kropsgennembankende stortromme.

Det elektriske sæt dyrkede både den romantisk-melodiske popsang og den rock, som Tim Christensen engang excellerede i sammen med trioen Dizzy Mizz Lizzy. Overgangen og forbindelsen mellem den balladedyrkende akustiske indledning og det elektriske sæt blev på fornemste vis understreget af en coverversion af Crowded House’s ‘Distant Sun’. Crowded House er om nogen australienernes svar på The Beatles, og der er ikke langt fra Neil Finn og til Tim Christensen i tilgangen til musikken.

De tre Grunge-musketerer kaldte en Gaffa-journalist engang Dizzy Mizz Lizzy, og netop grungen dyrkelse af en enkel hard-core-rock med smag for forvrængede guitarer stak undertiden sit hoved frem i sangene, og momentvis – fx og tydeligt i den nye sang ”Happy ever after” fra bandets seneste album – gled musikken ud i rockklichéernes hængedynd, hvor guitarduellen mellem kapelmesteren og singleguitaristen tangerede det ordinære og fik en til at tænke: Tomme tønder… Det var ikke kun mig, der et forbigÃ¥ende øjeblik tabte trÃ¥den. En ung dame tog sig i at kigge pÃ¥ armebÃ¥nduret, medens en anden lige fik sendt en sms… Men fanklubben slugte det rÃ¥t.

Det var dog kun et forbigÃ¥ende problem, der blot kunne tjene som understregning af, hvor styrken i dette fortrinlige band ligger. Ikke som heavyrockere pÃ¥ rockens klichedyrkende festivaloverdrev, men som et solidt sammenspillet combo af lykkelige, rockende riddere af den melodiske, romantiske ballade. PÃ¥ de betingelser melder jeg mig gerne ind i fanklubben, for samlet set var det en overbevisende koncert, hvor vi bÃ¥de kom tilbage i Dizzy Mizz Lizzy-kateloget og rundt i Tim Christensen soloarbejder. En alt i alt vellykket koncert, der giver en smag efter mere og ikke lod sig forstyrret af mængden af tændte, fotograferende mobiltelefoner eller et en hÃ¥ndfuld temmelig overrislede unge mænd, der hensynsløst maste sig frem i salen for at rÃ¥be og hoppe. (De burde være gÃ¥et pÃ¥ værtshus i stedet…)

Fotos fra koncerten er af Simon Skipper (c). Tak til Simon for samarbejdet.