I går kunne man læse en nyhed om, at en censor ved en midtjysk ungdomsuddannelse ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander. Og inden man kunne nå at få hånden op af lommen, var sagen blevet en sag på allerhøjeste politiske niveau. Kultur- og ligestillingsminister Manu Sareen fra de Radikale
opfordrer pigerne til at klage over censoren. Sareen køber en kvindelig eksaminands argument om, at censorens holdning indebærer en slags diskrimination af kvinderne og derfor ringerestiller dem i eksamenssituationen.
Venstres såkaldte integrationsordfører Inger Støjbjerg gør det til et
spørgsmål om ‘at efterleve helt normale danske værdier’, og Dansk Folkepartis Martin Henriksen trækker ganske forventeligt i danskhedshåndbremsen og kræver, at censoren enten makker ret og giver pote til pigerne – eller modtager en fyreseddel.
Hvorfor ryger nu sådan en ganske banal hverdagssituation op på allerhøjeste politiske niveau, kunne man passende spørge? Jeg tror, at det handler om, at denne lillebitte sag i en nøddeskal demonstrerer den kulturelle integrations umulighed. Den integrationstanke, vi bl.a. finder hos Dansk Folkeparti og Inger Støjberg, arbejder med en forestilling om, at man bare sådan lige kan sætte sig ud over ens egen kultur – ens opdragelse og de normer og adfærdsmønstre, man fra barnsben har fået indpodet – og falde i et med en anden kulturs vaner og adfærdsmønstre. Men efter mere end 40 år med indvandring til landet og en lang række sager om tørklæder, bedetæpper osv., så burde det stå indlysende klart for enhver (også dem i den borgerlige lejr), at hverken magt, ideologisk pression eller lovgivning kan tvinge nogen til at handle mod deres kulturelle overbevisning. Den kulturelle selvforståelse eller identitet er som en anden natur. Og den laver man ikke bare sådan om på.
Man kan hilse på mange måder. Jeg er selv i den heldige situation at arbejde sammen med mange mennesker med en anden national baggrund end den danske. Mennesker med tyrkisk, marokkansk, afghanistansk, iransk, somalisk, hollandsk osv. baggrund. Og der hilses på mange måder. Danskerne siger oftest bare ‘hej’ eller lignende. En af mine kolleger hilser altid ved at føre højre hånd op til hjerteregionen og nikke høfligt, når jeg hilser på ham med et goddag eller et vink på distancen. Andre giver hånd. Nogle giver en et hjerteligt knus. Og – det er pointen – det fungerer alt sammen uden problemer og med gensidig respekt. Vi er ikke integreret i et arbejdsfællesskabs helhed, men trives i et kollegialt fællesskab med vores kulturelle forskelligheder.
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge censoren til at give hånd til damerne. Og jeg tror ikke, at
censoren vil behandle eksaminanderne af hunkøn anderledes end de mandlige, blot fordi hans kulturelle baggrund foreskriver ham ikke at give hånd til dem. Selv om hans kulturelle baggrund måtte rumme et element af et – set fra vores kulturelle sfære – bedaget kvindesyn, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at censoren ikke vil kunne forholde sig sagligt og fagligt til damernes præstationer. Det kræver blot en tilstrækkelig professionel tilgang til opgaven.
