Indlæg tagget med kultur

PÃ¥ kanten med Robert Mapplethorpe

10. juli 2016

Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.

Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.

Et fyrtårn er væltet: Klaus Ribjerg er død, 83 år gammel

5. april 2015

MÃ¥ske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen gÃ¥r i en retning, der pÃ¥ langt de fleste mÃ¥der – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – gÃ¥r den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – bÃ¥de kærligt og knap sÃ¥ kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenÃ¥det rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men ogsÃ¥ stÃ¥r for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem Ã¥rene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende Ã¥rhundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.

Nu er han ikke mere, og dansk Ã¥ndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtÃ¥rn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet pÃ¥ dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, nÃ¥r idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke pÃ¥ det… Farvel Rif og tak for alle ordene.

En arbejdersøn vender hjem: Billy Bragg i Barking, Essex

18. juni 2014

Billy Bragg vender tilbage til fødebyen. En historisk og kulturel rejse, man kan lære af. Og hvad sker der med pubberne? De forsvinder i England. Et stykke arbejderkultur forsvinder stille og roligt. Fuck de sociale medier…

Håndtryk – og den umulige integration

14. juni 2013
I går kunne man læse en nyhed om, at en censor ved en midtjysk ungdomsuddannelse ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander. Og inden man kunne nå at få hånden op af lommen, var sagen blevet en sag på allerhøjeste politiske niveau. Kultur- og ligestillingsminister Manu Sareen fra de Radikale opfordrer pigerne til at klage over censoren. Sareen køber en kvindelig eksaminands argument om, at censorens holdning indebærer en slags diskrimination af kvinderne og derfor ringerestiller dem i eksamenssituationen.
Venstres såkaldte integrationsordfører Inger Støjbjerg gør det til et spørgsmål om ‘at efterleve helt normale danske værdier’, og Dansk Folkepartis Martin Henriksen trækker ganske forventeligt i danskhedshåndbremsen og kræver, at censoren enten makker ret og giver pote til pigerne – eller modtager en fyreseddel.
Hvorfor ryger nu sådan en ganske banal hverdagssituation op på allerhøjeste politiske niveau, kunne man passende spørge? Jeg tror, at det handler om, at denne lillebitte sag i en nøddeskal demonstrerer den kulturelle integrations umulighed. Den integrationstanke, vi bl.a. finder hos Dansk Folkeparti og Inger Støjberg, arbejder med en forestilling om, at man bare sådan lige kan sætte sig ud over ens egen kultur – ens opdragelse og de normer og adfærdsmønstre, man fra barnsben har fået indpodet – og falde i et med en anden kulturs vaner og adfærdsmønstre. Men efter mere end 40 år med indvandring til landet og en lang række sager om tørklæder, bedetæpper osv., så burde det stå indlysende klart for enhver (også dem i den borgerlige lejr), at hverken magt, ideologisk pression eller lovgivning kan tvinge nogen til at handle mod deres kulturelle overbevisning. Den kulturelle selvforståelse eller identitet er som en anden natur. Og den laver man ikke bare sådan om på.
Man kan hilse på mange måder. Jeg er selv i den heldige situation at arbejde sammen med mange mennesker med en anden national baggrund end den danske. Mennesker med tyrkisk, marokkansk, afghanistansk, iransk, somalisk, hollandsk osv. baggrund. Og der hilses på mange måder. Danskerne siger oftest bare ‘hej’ eller lignende. En af mine kolleger hilser altid ved at føre højre hånd op til hjerteregionen og nikke høfligt, når jeg hilser på ham med et goddag eller et vink på distancen. Andre giver hånd. Nogle giver en et hjerteligt knus. Og – det er pointen – det fungerer alt sammen uden problemer og med gensidig respekt. Vi er ikke integreret i et arbejdsfællesskabs helhed, men trives i et kollegialt fællesskab med vores kulturelle forskelligheder.
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge censoren til at give hånd til damerne. Og jeg tror ikke, at censoren vil behandle eksaminanderne af hunkøn anderledes end de mandlige, blot fordi hans kulturelle baggrund foreskriver ham ikke at give hånd til dem. Selv om hans kulturelle baggrund måtte rumme et element af et – set fra vores kulturelle sfære – bedaget kvindesyn, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at censoren ikke vil kunne forholde sig sagligt og fagligt til damernes præstationer. Det kræver blot en tilstrækkelig professionel tilgang til opgaven.

Er dansk pop og rock bevaringsværdig?

23. marts 2013

Kunne man forestille sig, at der blev lavet en officiel kanon for danske pop- og rockindspilninger gennem tiderne? PÃ¥ linje med litterære kanoner? Og som udtryk for, at man havde en kulturpolitik, der sikrede, at de udvalgte indspilningern (plader) skulle være tilgængelige for borgerne – og blev genoptryk med jævne mellemrum?

Det er ofte nok blevet pÃ¥peget, at pladeselskaberne ikke er tynget af bekymringer over kulturarven. Det afslører udvalget af genoptryk og bokssæt med stor tydelighed. Pop- og rockmusikken er i forvejen blevet kulturelt anerkendt, sÃ¥ der mangler blot sÃ¥dan en blÃ¥stempling. Men det forudsætter selvfølgelig, at man har en kulturpolitik pÃ¥ omrÃ¥det…
I USA har man noget, der ligner den form for kulturbevaring lidt. Nemlig the National Recording Registry under Library of Congress. Her registreres bevaringsværdige optagelser for eftertiden.
Siden indførelsen af the National Recording Preservation Act of 2000 har Library of Congres hvert Ã¥r udvalgt 25 indspilninger, der er ‘kulturlet, historisk og æstetisk betydningsfulde’. Indtil videre er det blevet til 375 optagelser.
Blandt de senest optagne er Simon & Garfunkets album Sounds of Silence, Pink Floyds The Dark Side of the Moon, soundtracket Saturday Night Fever, Cheap Thrills med Janis Joplin og Big Brother and the holding Company og Ramones Ramones. Hele listen for 2012 kan studeres her. En alfabetisk oversigt over alle registreringerne finder man her.

For popnørder: Tio i topp – en bog en et legendarisk svensk musikprogram

9. december 2012

Hvor vi havde Jørgen de Mylius, “Efter skoletid” og hitlisterne, havde svenskerne i Ã¥rene 1961-1974 hitlisteprogrammet Tio i topp. Programmet var en videreudvikling af hitlistetanken, som man allerede kendte i Sverige. I stedet for at fÃ¥ svenske lyttere til at stemme pÃ¥ melodierne pr. brev, besøgte programmet forskellige steder, hvor de unge kunne afgive stemme ved hjælp af sÃ¥kalde mentometerknapper. NÃ¥r man trykkede pÃ¥ knapperne kom der en maskingeværlignende lyd i radioapperaterne. Inden det livetransmitterede program gik i luften lørdag eftermiddag kl. 15 fik juryen mulighed for at gennemlytte ti nye sange. Halvdelen af de ti sange skulle efterfølgende kappes med den aktuelle listes ti deltagere om lytternes gunst. Først skullle publikum stemme pÃ¥ de sange, der skulle ud af listen. Og dernæst vælge vinderne.

Programmet var uhyre populært og listen smittede direkte af pÃ¥ salgslisten. Men omkring 3 millioner lyttere var Tio i topp afgørende for formidlingen af popkulturen – pÃ¥ samme mÃ¥de som “Efter skoletid” og hitlisterne var det herhjemme…

Nu har Eric Hallberg & Ulf Henningsson sÃ¥ lavet en stor bog om programmet med titlen TIO I TOPP – med de utslagna “PÃ¥ försök” 1961-74 (forlaget Premium Publishing). I bogen gennemgÃ¥s alle de sange og kunstnere, der var med. OgsÃ¥ dem, der var “boblere”, som Mylius kaldte aspiranterne til sine lister…

560 sider i A4-format er der brugt til at kortlægge dette stykke kulturhistorie. Mon nogen kunne finde pÃ¥ at lave noget lignende om Danmarks Radios betydning for poppen og rocken? Det ville i hvert fald være ønskeligt – og et vægtigt bidrag til bevaringen af kulturarven!

PS. Som esbjergenser kom jeg aldrig i nærheden af dette program, men måske nogle af de sjællandske læsere lyttede med, når maskingeværet skrattede og den søde pop lød ud af monoradioen?

Livskunstneren Jørgen Leth fylder 75

14. juni 2012

I dag fylder digteren, journalisten, filmmageren og livskunstneren Jørgen Leth 75 Ã¥r. Og det er lidt underligt at tænke pÃ¥, for i mit hoved stÃ¥r Leth med en særegen, passioneret, livsbekræftende – ja, ungdommelig – lethed. Men sÃ¥dan er det.

PÃ¥ dagen kan jeg ikke lade være med at tænke pÃ¥ sagen eller snarere balladen om den unge kvinde fra Haiti, som Leth dyrkede elskov med og skrev uforfærdet om – og fik bornerte gammelfeminister og sensationslystne, journalistiske moralvogtere pÃ¥ nakken. En nakke, han pÃ¥ intet tidspunkt bøjede. For er der noget, der kendetegner Jørgen Leth – og som jeg beundrer ham for – sÃ¥ er det, at han har været tro mod sine egne passioner og sin egen livsdrift. Denne trofasthed er en mangelvare nu til dags, hvor konformismen er mindst lige sÃ¥ beklemmende, som den var i halvtredsene. Den er bare anderledes.

Den første gang jeg stødte pÃ¥ Jørgen Leth – digteren Jørgen Leth – synes jeg ikke, at han var noget særligt, fordi jeg ikke havde blik for den konkrete, sanselige enkelhed, der præger hans kunstneriske udfoldelser. Leth gør det ikke sværere end nødvendigt er. Og netop derfor har han mÃ¥ske sÃ¥ let en adgang til det skønne og poetiske.

Til lykke på dagen.

PS. Medens jeg har griflet ovenstÃ¥ende ideosynkratiske tekst, ser jeg, at Torben (selvfølgelig…) har publiceret sin personlige hyldest og anmeldelse af Leths nye bog. Læs med her.

Herbs is his Majesty’s! – Da Paul McCartney var i brummen i Tokyo

9. december 2011

Engang var Sir Paul McCartney ikke kun fortaler for kødløse dage og vegetarisk livsholdning, men også en stor nyder af andre grønsager. Jeg tænker på dem, der kan ryges og drikkes. Cannabis. Hash. “Urter”. Og i 1980 måtte han tilbringe 10 dage i fængslet i Tokyo, fordi myndighederne havde fundet 7.7 ounces (1 ounce er ca. 28,35 g.) cannabis i Maccas bagage. Wings-turnéen i Japan blev aflyst, og Macca sendt hjem med besked om ikke at vende tilbage (til fortrydelse for mange).

 

Nedenstående brev er fra reggaelegenden Lee “Scratch” Perry, der går i forbøn for McCartney hos det japanske justitsministerium. Og når man læser, hvad han skriver, er det lige før, man undrer sig over, at overtalelsen ikke lykkes. Hvilken lovprisning af “grønsagerne”! Brevet stammer fra en anbefalelsesværdig side, hvor gamle breve genoptrykke i facsimile med oversættelse. Her finder man mange sjove, bl.a. fra Jimi Hendrix.

 

 

 

Marianne Faithfull som stilikon: La Motocyclette (1968)

11. november 2011

[Stillbillede fra La Motocyclette]

Genudsendelser, genudsendelser. På filmområdet hersker der ikke den store opfindsomhed på de landsdækkende kanaler. Alt for mange gode gamle film står på hylderne og samler støv, og spændende uafhængige filmproduktioner når aldrig frem til skærmen. Årsagssammenhængen fortaber sig i kontraktaftaler med store mediekoncerner og redaktionel slaphed.

Men heldigvis er der undtagelser. Og som regel sker det pÃ¥ de “hemmelige” kanaler DR 2 og DR K. Fx er det den 17. november pÃ¥ DR K muligt at se den franske film La Motocylette (da. Pigen pÃ¥ motorcyklen) fra 1968. I en hovedrolle ses Marianne Faithfull. Og i en anden Alain Delon.

I filmen – der ogsÃ¥ bærer den pikante engelske titel Naked under Leather (dengang vidste man, hvordan man skulle sælge varen….) – kan man opleve Faithfull for det, hun ogsÃ¥ var: stilikon. Hun dannede mode med sin kropsnære, full body dragt af læder, som mange motorcyklister tog til sig.

I filmen spiller Faithfull en alt andet en ‘faithfull’ nygift kvinde, der pÃ¥ motorcykel forlader sin ægtemand for at kaste sig i armene pÃ¥ en elsker i den tyske by Heidelberg.

Filmen, der blev forhindret i at deltage ved det års Cannes Film Festival på grund af studenteroprøret i Paris, er interessant ved sin tidsåndskolorit med nærmest psydelisk drømmende billeder. Også filmkunsten mærkede det kulturelle opbrud og de mange former for frisættelse, der fandt sted i starten af tresserne. Filmen er i øvrigt baseret på en fortælling af den surrealistisk inspirerede forfatter André Pieyre de Mandiargues.

“Sagen mod sexanklagede Strauss-Kahn vakler”

21. august 2011

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – ogsÃ¥ selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, sÃ¥ er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslÃ¥, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel pÃ¥ de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, sÃ¥ mÃ¥ disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.