Indlæg tagget med kultur

PÃ¥ kanten med Robert Mapplethorpe

10. juli 2016

Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.

Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.

Et fyrtårn er væltet: Klaus Ribjerg er død, 83 år gammel

5. april 2015

MÃ¥ske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen gÃ¥r i en retning, der pÃ¥ langt de fleste mÃ¥der – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – gÃ¥r den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – bÃ¥de kærligt og knap sÃ¥ kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenÃ¥det rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men ogsÃ¥ stÃ¥r for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem Ã¥rene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende Ã¥rhundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.

Nu er han ikke mere, og dansk Ã¥ndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtÃ¥rn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet pÃ¥ dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, nÃ¥r idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke pÃ¥ det… Farvel Rif og tak for alle ordene.

En arbejdersøn vender hjem: Billy Bragg i Barking, Essex

18. juni 2014

Billy Bragg vender tilbage til fødebyen. En historisk og kulturel rejse, man kan lære af. Og hvad sker der med pubberne? De forsvinder i England. Et stykke arbejderkultur forsvinder stille og roligt. Fuck de sociale medier…

HÃ¥ndtryk – og den umulige integration

14. juni 2013
Igår kunne man læse en nyhed om, at en censor ved en midtjysk ungdomsuddannelse ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander. Og inden man kunne nå at få hånden op af lommen, var sagen blevet en sag på allerhøjeste politiske niveau. Kultur- og ligestillingsminiser Manu Sareen fra de Radikale opfordrer pigerne til at klage over censoren. Sareen køber en kvindelig eksaminands argument om, at censorens holdning indebærer en slags diskrimination af kvinderne og derfor ringerestiller dem i eksamenssituationen.
Venstres sÃ¥kaldte integrationsordfører Inger Støjbjerg gør det til et spørgsmÃ¥l om ‘at efterleve helt normale danske værdier’, og Dansk Folkepartis Martin Henriksen trækker ganske forventeligt i danskhedshÃ¥ndbremsen og kræver, at censoren enten makker ret og giver pote til pigerne – eller modtager en fyreseddel.
Hvorfor ryger nu sÃ¥dan en ganske banal hverdagssituation op pÃ¥ allerhøjeste politiske niveau, kunne man passende spørge? Jeg tror, at det handler om, at denne lillebitte sag i en nøddeskal demonstrerer den kulturelle integrations umulighed. Den integrationstanke, vi bl.a. finder hos Dansk Folkeparti og Inger Støjberg, arbejder med en forestilling om, at man bare sÃ¥dan lige kan sætte sig ud over ens egen kultur – ens opdragelse og de normer og adfærdsmønstre, man fra barnsben har fÃ¥et indpodet – og falde i et med en anden kulturs vaner og adfærdsmønstre. Men efter mere end 40 Ã¥r med indvandring til landet og en lang række sager om tørklæder, bedetæpper osv., sÃ¥ burde det stÃ¥ indlysende klart for enhver (ogsÃ¥ dem i den borgerlige lejr), at hverken magt, ideologisk pression eller lovgivning kan tvinge nogen til at handle med deres kulturelle overbevisning. Den kulturelle selvforstÃ¥else eller identitet er som en anden natur. Og den laver man ikke bare sÃ¥dan om pÃ¥.
Man kan hilse pÃ¥ mange mÃ¥der. Jeg er selv i den heldige situation at arbejde sammen med mange mennesker med en anden national baggrund end den danske. Mennesker med tyrkisk, marokkansk, afghanistansk, iransk, somalisk, hollandsk osv. baggrund. Og der hilses pÃ¥ mange mÃ¥der. Danskerne siger oftes bare ‘hej’ eller lignende. En af mine kolleger hilser altid ved at føre højre hÃ¥nd op til hjerteregionen og nikke høfligt, nÃ¥r jeg hilser pÃ¥ ham med et goddag eller et vink pÃ¥ distancen. Andre giver hÃ¥nd. Nogle giver en et hjerteligt knus. Og – det er pointen – det fungerer alt sammen uden problemer og med gensidig respekt. Vi er ikke integreret i et arbejdsfælleskabs helhed, men trives i et kollegialt fællesskab med vores kulturelle forskelligheder.
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge censoren til at give hÃ¥nd til damerne. Og jeg tror ikke, at censoren vil behandle eksaminanderne af hunkøn anderledes end de mandlige, blot fordi hans kulturelle baggrund foreskriver ham ikke at give hÃ¥nd til dem. Selv om hans kulturelle baggrund mÃ¥tte rumme et element af et – set fra vores kulturelle sfære – bedaget kvindesyn, sÃ¥ er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at censoren ikke vil kunne forholde sig sagligt og fagligt til damernes præstationer. Det kræver blot en tilstrækkelig professionel tilgang til opgaven.

Er dansk pop og rock bevaringsværdig?

23. marts 2013

Kunne man forestille sig, at der blev lavet en officiel kanon for danske pop- og rockindspilninger gennem tiderne? PÃ¥ linje med litterære kanoner? Og som udtryk for, at man havde en kulturpolitik, der sikrede, at de udvalgte indspilningern (plader) skulle være tilgængelige for borgerne – og blev genoptryk med jævne mellemrum?

Det er ofte nok blevet pÃ¥peget, at pladeselskaberne ikke er tynget af bekymringer over kulturarven. Det afslører udvalget af genoptryk og bokssæt med stor tydelighed. Pop- og rockmusikken er i forvejen blevet kulturelt anerkendt, sÃ¥ der mangler blot sÃ¥dan en blÃ¥stempling. Men det forudsætter selvfølgelig, at man har en kulturpolitik pÃ¥ omrÃ¥det…
I USA har man noget, der ligner den form for kulturbevaring lidt. Nemlig the National Recording Registry under Library of Congress. Her registreres bevaringsværdige optagelser for eftertiden.
Siden indførelsen af the National Recording Preservation Act of 2000 har Library of Congres hvert Ã¥r udvalgt 25 indspilninger, der er ‘kulturlet, historisk og æstetisk betydningsfulde’. Indtil videre er det blevet til 375 optagelser.
Blandt de senest optagne er Simon & Garfunkets album Sounds of Silence, Pink Floyds The Dark Side of the Moon, soundtracket Saturday Night Fever, Cheap Thrills med Janis Joplin og Big Brother and the holding Company og Ramones Ramones. Hele listen for 2012 kan studeres her. En alfabetisk oversigt over alle registreringerne finder man her.