Indlæg tagget med kultur

So ein Un-Ding – fra brokkassen

18. februar 2009

I går så jeg DR2s udsendelse om elektroniske gadgets So ein Ding. DR skal have ros for at lave sådan et program. Der er behov for det i en tid, hvor vi overstrømmes af alskens nye elektroniske påfund. Men formen, kære venner! Hvorfor i hede hule Hammerum skal værten Nikolaj Sonne føre sig frem som om, han var underholdningsvært på TV2? Hvorfor denne smartness? Er det sådan en ny entertainment-virus, der har grebet DR? Se blot på DRs nye filmprogram, hvor værten også fører sig frem, som om han var det centrale i programmet! Giv mig noget radio i stedet for. P1 eller sådan.

Dagens sprogbrok

6. februar 2009

I rutebilen overhørte jeg (ufrivilligt) en folkeskolelærerindes konversation med sine elever af hunkøn. Og overlæderet i mine vintersko var ved at springe. Dels var lærerinden grebet af den pædagogiske virus, der hedder “forsøg at være ung med de unge”. Og dels talte hun, som om hun også var 14-15 år. “Fedt”, sagde hun hele tiden. Da hun så sagde “sådan hyggeagtigt“, røg mit snørebånd på højre sko…

FAC – Featured Artists’ Coalition

4. februar 2009

I England har en række musikere fra blandt andet Blur, Radiohead, Coldplay m.fl. dannet en interesseorganisation – FAC – der skal varetage kunstnernes interesser i den digitale revolutions tidsalder. Det handler selvfølgelig om at forsvare kunstnernes rettigheder. Det interessante er, at kunstnerne ikke træder i musikindustriens fodspor. Til forskel for visse af musikbranchens traditionalister opfatter FAC ikke den digitale tidsalder som et “dødsstød” for musikken, men som en “udfordring”. “Nok er pladeselskaberne svækket, men det bør kun styrke musikerne”, som det udtrykkes. Underforstået: Pladeselskaberne har ikke altid været musikernes “venner” og allierede – tværtimod. FAC er et vigtigt talerør i en turbulent tid, hvor copyright-lovene er under forvandling.

Døden i medierne…

20. januar 2009

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. På DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning på dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsånd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnå det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke få virkeligheden til at rykke nærmere på læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille måned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sårede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det må være at opholde sin på et landområde, der er på størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel på diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstå og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, så handler Politikens nye linje ikke så meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-så-vil-og-skal-vi-også-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere på en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i går var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død på stuegulvet. Den døde mand havde ligget sådan i fem uger i sommervarmen. Og på afstand så man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der også gemmer på en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Trine Michelsen er død

20. januar 2009

Magister Gaasegaaek gør mig opmærksom på, at Trine Michelsen er død. Trine, der var datter af den kendte tv-filmmand Ole Michelsen (“Bogart”), blev kendt som en efterspurgt nøgenmodel, men havde også en mindre, men markant, karriere som skuespillerinde. Det var jobbet som pin-up, der gav hende et par roller i nogle italienske B-film med gysende og erotisk indhold. Hun fik også en mindre rolle i den seriøse amerikanske film Pigen i Gyngen, en filmatisering af Richard Adams roman af samme navn. Sent i karrieren var hun også med i Lars von Triers Idioterne og nogle af Søren Faulis film. Trine døde af kræft, kun 42 år gammel. Hvil i fred.

Trine mindes også på Facebook

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 11 af 23« Første...78910111213141516...Sidste »