Indlæg tagget med kultur

Robert Johnson på frimærket

7. december 2010

Læg godt mærke til frimærket og det foto, der ligger til grund. Hvor er cigaretten? Retoucheringen er ingen tilfældighed i guds eget land. Se blot frimærket med Bette Davies:

Anti-ryger-lobbyisterne har sejret langt ind i helvede, så langt, at man helst så den historiske erindring om tobaksrygningens sorger og glæder udvisket af folkedybets bevidsthed. Hvis den slags puritanske mennesker får magt som de har agt, så ender det såmæn med, at pigen på vores eget Gasolinfrimærke får trusserne trukket op. Af hensyn til ‘den gode og politisk korrekte smag’. Det er lige før, man får lyst til at tænde en stor havaneser, selv om man er ikke-ryger…

Og – som AagePK ganske rigtigt påpeger, så er der historiske forudsætninger for den slags historieforfalskning – i bl. a. Sovjetstaten. Her er Trotzskij forvandlet til en bræddevæg. Ganske vist havde man ikke Photoshop dengang, men censurere den historiske virkelighed kunne man…

Man ser Trotzskij stående til højre for brædderne..

Og nu er han pist borte…

[kilde: Wikipedia]

Satire eller pengene! – om tv, public service og penge

24. november 2010

Public service-tanken har længe været under pres. Ikke mindst gennem de sidste ni års borgerlige regering, der har behandlet DR stedmoderligt og tilsvarende moderligt forkælet de private medieudbydere.

Blandt dagens nyheder finder vi en, der illustrerer, hvorfor public service-tanken er værd at slås for.

Det private tv-selskab SBS har fået støtte fra den såkaldte public service-pulje til produktion af en satireserie af den kendte stand-up-komiker og skuespiller Omar Marzuk. “Cellen” hedder den. Serien er lavet, men tv-selskabet ønsker alligevel ikke at bringe den. Med henvisning til den aktuelle ‘forhøjede terrortrussel’ har selskabet i følge SBS’ informationschef Jesper Jürgensen ‘ikke lyst’ til at sætte programmet på skærmen. Han begrunder det også med, at der er tale om en ‘kommerciel vurdering’. Nu ved vi af gode grunde ikke, hvad programmet indeholder, men må antage, at Omar Marzuk tager fat på emner, der på en eller anden måde relaterer sig til islam og de relaterede politiske emner.

Som udgangspunkt kan en privat medievirksomhed vælge at bringe eller ikke bringe ud fra ‘kommercielle hensyn’. Problemet er her, at SBS har fået skatteborgerpenge for at producere noget, der tjener publice service-formålet. Derfor skal SBS bringe programmet – eller sende pengene retur. Det er kulturminister Per Stig Møller fra de konservative, der slår denne logik fast med syvtommersøm. Æd jeres selvcensur eller bring programmerne!

Sagen fortæller os noget om, hvorfor det er vigtigt, at det offentlige – staten – er garanten for public service. De private medievirksomheders achilleshæl er deres kommercialisme. Tendentielt bringer man kun det, der får kasseapparatet til at klirre sødt (eller hvad de nu gør i disse digitale tider) og undgår alt, hvad der kan skade indtjeningen. Fx ved at være kontroversielt af politiske, religiøse, moralske eller andre grunde.

Man kan mene, hvad man vil om de private medievirksomheders tilstedeværelse i det danske medielandskab, men et eller andet sted er denne lille sag også et argument for bevarelsen og styrkelsen af DR som public service-institution…

John Lennons fingeraftryk

7. oktober 2010

På lørdag ville John Lennon være blevet 70, hvis ellers han ikke for 30 år siden mødte sin banemand, Mark Chapman, der efter sigende bare ville skyde en eller anden kendt person. Men døden sletter ikke alle spor. Tværtimod. Sporene efter Lennon er ikke alene i rillerne på grammofonpladerne, laserhullerne på cd’erne osv. I denne uge har man også mulighed for at få fat i mandens fingeraftryk, som blev lavet i 1970, da Lennon anmodede om at blive amerikansk statsborger.
Som bekendt gik det ikke så let med den ansøgning. FBI overvågede Lennon i årevis, fordi han havde formastet sig til at kritikere Vietnamkrigen m.m. Og mange af Lennons kolleger og venner måtte på banen for at forhindre, at han blev udvist af USA.
Men selv hinsides graven er han åbenbart under overvågning. I hvert fald fortæller auktionarius Peter Siegel til New York Times, at FBI har henvendt sig angående fingeraftrykkene. Men sandheden er nok mere banal. Grunden til, at FBI og den amerikanske stat har vist interesse for papiret, der blev lavet af politiet i 1970, er, at der er tvivl om ejerskabet til det. Hvordan er det landet på denne auktion, hvor det forventes at kunne indbringe mindst 100000 $? Og måske er det dybest set det, det drejer sig om: penge. Som Siegel siger: Hvis fingeraftrykkende havde tilhørt en hvilken som helst andet, så ville FBI og staten nok ikke havde kontaktet ham… [link]


CINE. Les USA contre John Lennon: la bande annonce
Uploaded by Nouvelobs. – Arts and animation videos.

Jagten på de røde lejesvende 3

3. oktober 2010

Så nåede vi frem til tredje og sidste afsnit af DR2s serie “Jagten på de røde lejesvende”. Og hvis man som undertegnede havde haft en vis forventning om, at der måtte komme bare lidt modvægt til de to foregående afsnits skueproceslignende forhør af ‘røde lejesvende’, så blev man da også kommet i møde.

Interessefokus var nu pludselig flyttet fra halvfjerdserne og frem til vor tid med en liberal-borgerlig politisk konjunktur. Men først skulle et par forhør lige gennemføres. Egon Clausen skulle stå til regnskab for, at han i en udsendelse havde formastet sig til at lade en psykolog kommentere en bog af og om Karen Jespersen. På spørgsmålet, om det var en “fair” behandling Jespersen fik, svarede Clausen, at det var det nok ikke. Og selv om “sagen” – set i det store perspektiv – var en bagatel, så pegede den på et fundamentalt spørgsmål, som dette tredje afsnit kom til at kredse om – bevidst eller ubevidst. Nemlig: kan man overhovedet forestille sig journalistisk virksomhed, der er holdningsløs? Er det overhovedet muligt for journalister helt at holde sig fri af en vis stillingtagen?

Spørgsmålene brændte sig på, da Rosenkrands ‘forhørte’ DRs mangeårige Mellemøst-korrespondent Ole Sippel. Sippel har været skydeskive for borgerlige politikere gennem langt tid. Og to af de eksempler, der kom frem i udsendelsen, var dels hans håndteringen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. med citater fra et interview i dagbladet Arbejderen!) og hans rapporter fra krigen i Irak. Sippel blev bl.a. konfronteret med det forhold, at han ikke havde omtalte den palæstinensiske organisation PFLP som en terrororganisation, hvortil Sippel svarede, at han heller ikke omtalte Israel som en terrorstat, selv om Israel begik handlinger, der berettigede til det. Over for spørgsmålet om, hvorvidt han med sit ordvalg valgte side i konflikten, svarede Sippel, at han rapporterede. Jeg synes, at Sippel med sine returneringen fik understreget, at det nærmest vil være umuligt for en analyserende, kritisk rapporterende journalist at undgå at have en holdning. Alene i kraft af sine formuleringer og sit ordvalg. Men også, at det ikke er det centrale. Det centrale for journalisten er at få informationer, nyheder og problemstillinger lagt frem for seerne, lytterne og læserne.

I sidste del af udsendelsen vendte Rosenkrands blikket mod de borgerlige kritikere af DR – og den borgerlige kritiks effekt på DR som det er i dag. Det kom til at handle om den borgerlige kulturkamp, om borgerlige politikeres utilslørede – daglige – kritik og pression over for DRs bestyrelse og ledelse. Hvor betændt det sidste var blev illustreret af Venstremanden Jens Rhode, der ville se udskrifter af sms’er og emails til bl.a. Lisbeth Knudsen for at vedgå, at han – sammen med andre politikere, bl.a. Brian Mikkelsen – havde lagt pres på DR for at få institutionen til at ændre journalistisk kurs i retning af en større regeringsvenlighed. Og det til trods for, at selve det faktum, at han – Rohde – dag ud og dag ind havde tæppebombet DR med kritik, som vanskeligt kunne forstås som andet end et forsøg på massiv holdningspåvirkning. Om Rohde greb til trusler, som Lisbeth Knudsen påstod, skal jeg være usagt, men det må i sig selv være intimiderende hele tiden at skulle udsættes for politisk kritik dagligt og helt ned på indslagsniveau.

Et interessant indslag var interviewet af Per Stig Møller, fordi det kom til at handle om Rosenkrands’ vildledning af sine interviewofre. Møller gav direkte – som ‘de røde lejesvende’ i de foregående afsnit – udtryk for, at han var blevet stillet et andet indhold i udsigt. Det var afslørende for en af udsendelsesrækkens største svagheder.

I sidste del af udsendelsen blev det foreløbige resultat af den årelange borgerlige kulturkamp beskrevet som en overgang fra kritik til politisk virkeliggørelse. Da det ikke lykkes for Jørgen Kleener – Venstremand og formand for DRs bestyrelse – at få DR til at ændre journalistisk kurs, ofres to ledere i DR. Generaldirektør Nissen og tv-avisens leder Lisbeth Knudsen bliver gået. Og nye vinde begynder at blæse i DR. Meget sigende fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen, at DR nu sender X-Factor i primetime, hvor man tidligere kunne finde på at sende noget om Irak-krigen. Og inden rulleteksten ser man så X-Factor-logoet. Selv om man skal passe på med at overfortolke, så ligner det næsten en statement fra tilrettelægger Rosenkrands’ side. Måske en utilsigtet holdningstilkendegivelse. De borgerlige vandt. Men hvad fik vi så i stedet for en kritisk, venstresnoet journalistik om den verden, vi lever i? Underholdning. Hvis denne læsning holder, så kan man sige, at udsendelsesrækken kommer til at bekræfte, at ingen journalistisk virksomhed i sidste ende kan være holdningsløs…

Litteraturen på markedet eller Herrens Mark…

8. september 2010

For den siddende borgerlige regering er kunst og kultur noget, Markedet bør tage sig af. Kan lortet sælge, så er det ok. Kan det ikke, så er det bare markedets ubønhørlige logik. Og markedskræfterne skal have lov til at udfolde sig. Også selv om det sker med støtte fra skattekronerne. Tænk blot på TV2 eller den nye privatdrevne public service-radiokanal. Model privat virksomhed med skattekroner bundet i enden.

Men hvorfor bruge penge på litteratur? Det går da godt med at sælge kriminalromaner af feministisk journalistisk kvalitet? Og selv med en kulturminister med en litteraturvidenskabelige baggrund er der ringe forståelse for betydningen af litteraturstøtte. Den såkaldte Litteraturpulje på 11 millioner,som Statens Kunstråd administrer, ophører i år. Og kulturminister Stig Møller vil ikke love, at den skal fortsætte. Også støtten til litteraturen via bibliotekspengene forringes i år.

Nye spirende forfattere må suge på lappen. Eller skrive nogle kriminalromaner, samtalebøger, emailbøger eller portrætbøger af kændisser… Litteraturen på Herrens Mark eller Herrens til Marked…

Raquel Welch fylder 70

3. september 2010

I Politiken i går læste jeg, at modellen og skuespillerinden Raquel Welch fylder 70 år på søndag. Som tiden dog går. Raquel – hvis rigtige navn er Jo Raquel Tejada – blev et af de førende, måske det førende, sexsymbol, dengang i midten af tresserne, hvor capac for alvor fik interesse for piger. Især takket være sin rolle som klude-bikini-klædt “Loana the Fair One” i Hammerfilmen “One Million Years B.C.” fik hun en hovedrolle i mangen en ungersvends hede drømme. Jeg fik aldrig set filmen. Jeg tror ikke, den blev vist i Esbjerg. Men det var også lige meget. Stillfotos og – ikke mindst – plakater fra filmen blev afbildet i de kulørte blade. Og det var brændstof nok til fantasien – dengang, før internettet gav adgang til alt.

Sexsymbolimaget førte – selvfølgelig – også Raquel til en optræden i datidens førende mandeblad: Playboy, hvor hun blev ophøjet til at være den mest begærede kvinde. Men det åbnede også døren til mere seriøse roller. I cowboyfilmen Bandolero! spillede hun over for selveste James Stewart og Dean Martin, og i Lady in Cement havde hun Frank Sinatra som medspiller.

Noget stort skuespillertalent har Welch ikke været begavet med, men ikke desto mindre fik hun en Golden Globe i 1974 for sin hovedrolle i Richard Lesters “De tre musketerer” . Men med en fager figur og et kønt ansigt kan man nå langt i underholdningsbranchen (se bare de kulørte blade…). Og Welch har holdt karrieren kørende lige siden dengang, hun iført præhistorisk bikini indtog væggene på karlekamrene, med mindre roller i diverse tv-serier og film. Hun har også forsøgt sig – med begrænset held – som sangerinde og har tjent penge på skønhedsindustrien med “The Raquel Welch Total Beauty and Fitness Program” ( i firserne ) og som model for kosmetikindustrien. Hun er stadigvæk erhvervsaktiv, har været gift fire gange og har i år fået udsendt en biografi med den sigende titel: Raquel: Beyond the Cleavage… Til lykke.

Mere nekrofili: J. D. Salingers lokum

19. august 2010

null

Penge lugter ikke, siger et gammelt ordsprog (Pecunia non olet – for latinere). Og det er ikke kun Elvis Presleys obduktionsinstrumenter, man kan slå mønt på, men også forfatteren J. D. Salingers lokum. Ikke rengjorte lokum, forstås. Det er Vanity Fair, der bringer nyheden om det gamle toilet, der stod i forfatterens hjem i Cornish, New Hampshire. Og vi ved godt, at der udtænkes mange gode tanker, medens blære og tarm udtømmes. Og denne almindelige erfaring bruger sælgeren da også i sin markedsføring af det gamle das: Tænk på, hvilke tekster, der mon er blevet undfanget på dette lokum? Måske inspirationen vil stige op gennem din røv, hvis du køber det og bruger det?! Møblet er sat til salg på Ebay. Prisen: 1 million dollars – inkl. fragt….
PS. Toilettet på billedet er ikke Salingers. Blot en illustration.

Ringos barndomshjem møder bulldozeren

18. august 2010

Det var John Lennon, der drømte om at være en arbejderklassehelt i sin søgen efter et ståsted i denne verden og en mening med livet. Men – som Torben gør opmærksom på i sit fødselsdagsportræt af Ringo Starr – så var det Ringo, der om nogen kunne gøre krav på den rolle. Selv om han sikkert blot er tilfreds med at være sluppet ud af sin barndom blandt samfundets bærme. Ringo har aldrig været til de store budskaber. Det skulle da lige være Peace, Love and Understanding, som han gjorde opmærksom på i forbindelse med et fødselsdagsinterview.

Hvad Ringo tænker ved nyheden om, at hans barndomshjem i Madryn Rd, Liverpool, skal rives ned, kan man kun gisne om. Måske vil det give et lille nostalgisk gib i hjertet, men det er svært at forestille sig, at han vil sætte himlen i bevægelse for at redde det gamle lort. Det er der til gengæld andre, der vil. Fans betragter planerne om nedrive husene i Madryn Rd som et stykke rendyrket kulturel vandalisme, grænsende til det kriminelle. Og man har sammenlignet det med en nedrivning af Shakespeares fødested.

Måske fortæller det lidt om forskellen mellem Ringo, John og Paul, at de to sidstnævntes barndomshjem for længst er blevet underlagt The National Trust, medens Ringos har fået lov til at forfalde og siden 2005 har været øremærket til nedrivning? Eller afspejler det blot en erkendelse af, at her virkelig ikke er noget, der er værd at samle på?

Lur mig, om ikke de massive protester vil resultere i en eller anden form for bevarelse af stedet. Et forslag går på at flytte stedet – sten for sten – til at Liverpool’s Museum of Life, der skal åbne næste år i Liverpools dockområde.

Tilbage er så spørgsmålet, om stedet, hvor Ringo blev født, faktisk er bevarelsesværdigt? Skal vi for enhver pris bevare den slags, blot fordi hovedpersonen er kendt? Ringo blev født der, men boede mange andre steder. Skal de så også bevares? På den anden side, så er der penge i lortet. Fans fra hele verden kommer forbi for at kaste et blik på den vaklende rønne. Og turistindtægter skal man ikke kimse ad.

Aldrig mere Love Parade?

26. juli 2010

19 mennesker mistede forleden livet i forbindelse med den store Love Parade i Duisburg, Tyskland. De blev mast ihjel i en tunnel ved en indgang. Andre 342 blev kvæstet. Medens man debatterer heftigt, hvad årsagerne var, og hvem, der skal tillægges ansvaret for det skete, har arrangørerne af Love Parade meldt ud, at det blev den sidste Love Parade.

Aldrig mere Love Parade? Det er forståeligt, at man midt i tragedien smider håndklædet i ringen. Chokket og sorgen er overvældende. Men er det det rigtige at gøre? Nej, det mener jeg ikke. Ved store arrangementer af den her karakter, er der altid en risiko for, at der opstår kaos og paniksituationer, der kan være farlige. Hvis ikke sikkerhedsforholdene er i top. Vi har set det på Roskilde Festival ved Pearl Jam-koncerten for 10 år siden. Vi har set det i forbindelse med store forboldstævner. Og hverken Roskilde Festival eller fodbold er blevet stoppet af den grund. Og netop Love Parade er der mere brug for end nogensinde før. I en tid, hvor homofobien trives i bedste velgående indenlands (husk den seneste DF-skandale…) og udenlands (vi husker rapporterne fra de baltiske lande for nylig…). Vi skal lære af den tragiske hændelse, sørge for bedre sikkerhedstiltag og lade kærlighedsparaderne blomstre overalt…

Eksistens

Familien Mccartney slår et slag for vegetarmaden

16. juli 2010

Det er agurketid, og meget passende har The Guardian bedt Paul Mccartney og døtrene Stella og Mary skrive lidt om emnet "vegetarianisme". Sir Paul kastede sig allerede over spiser uden kød, da han var sammen med Linda, og har siden været varm fortaler for denne trosretning. Det er dog langt fra så frelst, som det kan lyde. Det handler ikke kun om "kærlighed til dyrene", men også om at reducere CO2-udslippet (hvor animalsk produktion er – indiskutabelt – en stor synder) og om – god mad. Læs selv.

Linda & Paul – Eat at home

Hans Jørgen Nielsen om kultur, bl.a. om beat

24. juni 2010

Forleden forvildede jeg mig ind i århus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gå ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gågade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud med.

I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogle af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek.

Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

Velkommen til svineri(g)et!

14. juni 2010

I går kom jeg til at tænke på den danske kunstner Mikael Witte, der huserede i århus i min tidlige studietid. I 1976 var han med til at lave “Selskabet for smukkere byfornyelse” og Socialistisk Bogklub, og han begyndte at lave plakater, som vakte postyr i medierne. Der bliver nedlagt fogedforbud mod nogle af dem, blandt ovenstående satiriske plakat med budskabet: Danske svin er sunde. De strutter af penicillin. Landbrugets store organisationer brød sig ikke om budskabet og fik nedlagt  et fogedforbud, som først blev ophævet i 1980.
Jeg så Wittes plakat for mit indre øje, da jeg så TV-avisens indslag om dansk svineproduktions stadigt voksende forbrug af antibiotika. I udsendelsen fremviste en dyrlæge en næsten nyfødt gris, der var født med gul diarre, hvorfor den straks fik en indsprøjtning. Dyrlægens kommentar var, at man ikke med sikkerhed viste, hvorfor smågrise nu blev født med diarré…

Samtidig kom det frem, at forbruget af antibiotika i svineproduktionen er med til at forstærke de problemer, sygehusene har med såkaldt resistente bakterier. Det bliver sværere og sværere at holde disse bakterietyper stangen – og at behandle dem, når de først kommer ind i kroppen på mennesker.
Den konventionelle industrilandbrug har ikke gjort fremskridt siden Mikael Witte lavede sine plakater. Tværtimod. Og det var mildest talt forstemmende at se og høre fødevareminister Henrik Høegh (Venstre) glide af over for kritikken fra dyrlægerne. I stedet for at forholde sig til det konkrete problem, snakkede han om “gule kort” til de landmænd, der var særligt ødsle med antibiotika, og om, hvor stort andre landes forbrug var.
For nylig vakte det furore i medierne, da det kom frem, at tusindvis af smågrise dør hver dag i den danske svineproduktion. Nu forskrækkes forbrugerne for en stund af meldingerne om overforbruget af medicin. Smågrise sprøjtes inden de overhovedet har fået øjne. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre den situation? Det burde være klart for enhver, at produktionsmål og bundlinjetal vejer meget tungere i dansk landbrug – og landbrugspolitik – end hensynet til dyre- og menneskevelfærd. Vi har set det så tit. Vandmiljøplanerne, dyretransporterne, pdyrkning af braklægningsarealer, snyderiet med gamle kødvarer – og nu antibiotikaoverforbruget. Måske er det os ganske almindelige forbrugere, der skal ændre på forholdene, når vi står med hånden nede i køledisken!?

PS. Det fremgik også af udsendelsen, at to svineproducenter havde givet tilsagn om at medvirke i udsendelsen. Men deres brancheorganisation mente, at det ikke var nogen god idé. Heller ikke på det punkt har meget ændret sig de sidste 30-35 år…

Pladebutikkernes endeligt

7. juni 2010

To nyheder fra den sidste uges tid har givet anledning til et lille rif i hjertet på denne nostalgiske blogger. I København lukkede en pladeoase for jazzelskere. Og for et par dage siden, kunne man læse, at Malmö Skivhandel er gået konkurs. Pladeforretningen, der ligger på Storgatan i Malmö, er kendt som en af de allersidste rigtige pladebutikker i hele Malmö-regionen. Forklaringen på konkursen er banal: Der sælges ikke mange plader mere. Pladesalget i Sverige er faldet med 20-25% gennem det sidste par år. Synderen er selvfølgelig internettet. Download – legal og illegal – flytter forbruget væk fra pladebutikkerne, og det dør de af. Malmö Skivhandel holder ophørsudsalg de næste uger med 30% rabat. Så mange af de danskere, der i forvejen har holdt Malmös pladesælgere i gang på grund af kronekursen, vil nok kende deres besøgelsestid.

Hvad skal man så mene om den udvikling? Andet end, at det er meget svært at gøre noget ved det. Det er mere end svært at konkurrere med nettets udbud og prisniveau. Det er det forbaskede markeds skyld. Udviklingen. Fremskridtet vil nogen måske endda kalde det. Og som vi alle ved, så er fremskridt også tilbageskridt. Vi vil savne de vidende, engagerede pladesælgere (boghandlere…), som man kunne få en inspirerende snak med. Og vi vil savne glæden ved at stå og bladre i rækkerne af plader og fortabe os i musikkens verden…

Larsen om Dylan

10. maj 2010

“Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”

Kim Larsen om Bob Dylan

Ja, ja, forleden kunne man læse Joni Mitchell udtale følgende: “Bob is not authentic at all. He’s a plagiarist, and his name and voice are fake. Everything about Bob is a deception. We are like night and day, he and I.“. Og den Bob, der er tale om, er selvfølgelig Dylan. Måske er rønnebærrene blevet sure eller måske er det bare en reaktion på, at Bob Dylan altid skal bruges som målestok for enhver sangskriver på denne klode. Og så kommer vores egen skjald Larsen og gør Dylan (og Beatles) til ikke-kunst, til pop. Jeg tror, det hænger sammen med en idealiseret opfattelse af, hvad kunst er. Og man fristes til at citere Poul Henningsen efter hukommelsen: I stedet for at diskutere, hvad kunst er, så bør man spørge: Er det god eller dårlig kunst. Og både Dylan og Beatles er god kunst – for det meste…

Kundeservice

4. maj 2010

I den sidste tid har jeg haft brug for det fænomen, man kalder “kundeservice”. Man ringer eller skriver (on-line…) til et firma for at få løst et teknologisk problem. Med sin telefon, sit internet osv. En ting er, at man først skal igennem telefonlabyrinten (tast dit-og-dat med muzak som underlægning og efterfølgende omstillinger…). Men de sidste tre gange har jeg haft den mystiske oplevelse, at de tekniske problemer “forsvandt”, medens jeg fortalte om dem…

Som en sæbeboble, der plop! forsvandt. Nogen forklaring fik jeg ikke af kundeservicepersonen, der blot lod som ingenting, da jeg spurgte til det mystiske. Min teori er ikke videre spirituel. Jeg tror ikke på telekinese og anden hokuspokus. Men jeg tror, at firmaerne har en kundepolitik, der går ud på at holde kortene tæt på kroppen. Man kunne ikke drømme om at indrømme fejl og mangler med mindre de er så iøjnefaldende, at man ikke kan komme udenom. Når man lægger telefonen på, sidder man tilbage med en fornemmelse af at være blevet kørt rundt i manegen ved næsen. Kundeservice?