CAPAC

Det er agurketid, og meget passende har The Guardian bedt Paul Mccartney og døtrene Stella og Mary skrive lidt om emnet "vegetarianisme". Sir Paul kastede sig allerede over spiser uden kød, da han var sammen med Linda, og har siden været varm fortaler for denne trosretning. Det er dog langt fra så frelst, som det kan lyde. Det handler ikke kun om "kærlighed til dyrene", men også om at reducere CO2-udslippet (hvor animalsk produktion er – indiskutabelt – en stor synder) og om – god mad. Læs selv.

Linda & Paul – Eat at home

Forleden forvildede jeg mig ind i Århus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gå ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gågade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud. I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogel af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek. Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

I går kom jeg til at tænke på den danske kunstner Mikael Witte, der huserede i Århus i min tidlige studietid. I 1976 var han med til at lave “Selskabet for smukkere byfornyelse” og Socialistisk Bogklub, og han begyndte at lave plakater, som vakte postyr i medierne. Der bliver nedlagt fogedforbud mod nogle af dem, blandt ovenstående satiriske plakat med budskabet: Danske svin er sunde. De strutter af penicillin. Landbrugets store organisationer brød sig ikke om budskabet og fik nedlagt  et fogedforbud, som først blev ophævet i 1980.
Jeg så Wittes plakat for mit indre øje, da jeg så TV-avisens indslag om dansk svineproduktions stadigt voksende forbrug af antibiotika. I udsendelsen fremviste en dyrlæge en næsten nyfødt gris, der var født med gul diarre, hvorfor den straks fik en indsprøjtning. Dyrlægens kommentar var, at man ikke med sikkerhed viste, hvorfor smågrise nu blev født med diarré…

Samtidig kom det frem, at forbruget af antibiotika i svineproduktionen er med til at forstærke de problemer, sygehusene har med såkaldt resistente bakterier. Det bliver sværere og sværere at holde disse bakterietyper stangen – og at behandle dem, når de først kommer ind i kroppen på mennesker.
Den konventionelle industrilandbrug har ikke gjort fremskridt siden Mikael Witte lavede sine plakater. Tværtimod. Og det var mildest talt forstemmende at se og høre fødevareminister Henrik Høegh (Venstre) glide af over for kritikken fra dyrlægerne. I stedet for at forholde sig til det konkrete problem, snakkede han om “gule kort” til de landmænd, der var særligt ødsle med antibiotika, og om, hvor stort andre landes forbrug var.
For nylig vakte det furore i medierne, da det kom frem, at tusindvis af smågrise dør hver dag i den danske svineproduktion. Nu forskrækkes forbrugerne for en stund af meldingerne om overforbruget af medicin. Smågrise sprøjtes inden de overhovedet har fået øjne. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre den situation? Det burde være klart for enhver, at produktionsmål og bundlinjetal vejer meget tungere i dansk landbrug – og landbrugspolitik – end hensynet til dyre- og menneskevelfærd. Vi har set det så tit. Vandmiljøplanerne, dyretransporterne, pdyrkning af braklægningsarealer, snyderiet med gamle kødvarer – og nu antibiotikaoverforbruget. Måske er det os ganske almindelige forbrugere, der skal ændre på forholdene, når vi står med hånden nede i køledisken!?

PS. Det fremgik også af udsendelsen, at to svineproducenter havde givet tilsagn om at medvirke i udsendelsen. Men deres brancheorganisation mente, at det ikke var nogen god idé. Heller ikke på det punkt har meget ændret sig de sidste 30-35 år…

To nyheder fra den sidste uges tid har givet anledning til et lille rif i hjertet på denne nostalgiske blogger. I København lukkede en pladeoase for jazzelskere. Og for et par dage siden, kunne man læse, at Malmö Skivhandel er gået konkurs. Pladeforretningen, der ligger på Storgatan i Malmö, er kendt som en af de allersidste rigtige pladebutikker i hele Malmö-regionen. Forklaringen på konkursen er banal: Der sælges ikke mange plader mere. Pladesalget i Sverige er faldet med 20-25% gennem det sidste par år. Synderen er selvfølgelig internettet. Download – legal og illegal – flytter forbruget væk fra pladebutikkerne, og det dør de af. Malmö Skivhandel holder ophørsudsalg de næste uger med 30% rabat. Så mange af de danskere, der i forvejen har holdt Malmös pladesælgere i gang på grund af kronekursen, vil nok kende deres besøgelsestid.

Hvad skal man så mene om den udvikling? Andet end, at det er meget svært at gøre noget ved det. Det er mere end svært at konkurrere med nettets udbud og prisniveau. Det er det forbaskede markeds skyld. Udviklingen. Fremskridtet vil nogen måske endda kalde det. Og som vi alle ved, så er fremskridt også tilbageskridt. Vi vil savne de vidende, engagerede pladesælgere (boghandlere…), som man kunne få en inspirerende snak med. Og vi vil savne glæden ved at stå og bladre i rækkerne af plader og fortabe os i musikkens verden…

“Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”

Kim Larsen om Bob Dylan

Ja, ja, forleden kunne man læse Joni Mitchell udtale følgende: “Bob is not authentic at all. He’s a plagiarist, and his name and voice are fake. Everything about Bob is a deception. We are like night and day, he and I.“. Og den Bob, der er tale om, er selvfølgelig Dylan. Måske er rønnebærrene blevet sure eller måske er det bare en reaktion på, at Bob Dylan altid skal bruges som målestok for enhver sangskriver på denne klode. Og så kommer vores egen skjald Larsen og gør Dylan (og Beatles) til ikke-kunst, til pop. Jeg tror, det hænger sammen med en idealiseret opfattelse af, hvad kunst er. Og man fristes til at citere Poul Henningsen efter hukommelsen: I stedet for at diskutere, hvad kunst er, så bør man spørge: Er det god eller dårlig kunst. Og både Dylan og Beatles er god kunst – for det meste…

I den sidste tid har jeg haft brug for det fænomen, man kalder “kundeservice”. Man ringer eller skriver (on-line…) til et firma for at få løst et teknologisk problem. Med sin telefon, sit internet osv. En ting er, at man først skal igennem telefonlabyrinten (tast dit-og-dat med muzak som underlægning og efterfølgende omstillinger…). Men de sidste tre gange har jeg haft den mystiske oplevelse, at de tekniske problemer “forsvandt”, medens jeg fortalte om dem…

Som en sæbeboble, der plop! forsvandt. Nogen forklaring fik jeg ikke af kundeservicepersonen, der blot lod som ingenting, da jeg spurgte til det mystiske. Min teori er ikke videre spirituel. Jeg tror ikke på telekinese og anden hokuspokus. Men jeg tror, at firmaerne har en kundepolitik, der går ud på at holde kortene tæt på kroppen. Man kunne ikke drømme om at indrømme fejl og mangler med mindre de er så iøjnefaldende, at man ikke kan komme udenom. Når man lægger telefonen på, sidder man tilbage med en fornemmelse af at være blevet kørt rundt i manegen ved næsen. Kundeservice?

Som læserne sikkert vil vide, med mindre man har haft hovedet gravet ned i jorden eller puden som en anden struds, så er den politiske offentlighed for tiden inde i et ophedet skænderi, hvor navngivne danske politikere sætte i relation til nazismen. Den aktuelle mudderkastning blev sat i gang af nogle karikaturtegninger, der blandt andet viste Pia Kjærsgaard med nazistiske tegn, men vandet til mudderpølen var allerede tilført af DFs ideolog Søren Espersen, som for nylig i en kronik i Politiken satte lighedstegn mellem kommunisme, nazisme og så Ole Sohn, nuværende, ledende medlem af SF og tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti i årene for dette partis afvikling.

Den aktuelle mudderkastning handler selvfølgelig om noget andet, nemlig om, hvem der skal til magtens fad efter et kommende valg. SF står godt i meningsmålingerne, og DF ved godt, at deres markante position i magtens centrum vil svinde ind til en plads i oppositionens skygge, hvis S og SF vinder. Derfor prøver man – DF og Venstre – at gøre en sag ud af de omtalte nazikarikaturer. Måske også i håb om, at opmærksomheden vil bortledes fra regeringens aktuelle afmagt den indenrigspolitiske scene.

Det, der er beskæmmende, er den lethed, hvormed man griber til “nazikortet”, som det er blevet udtrykt. Man griber til dette forsmædelige kort, når andre politisk saglige argumenter fejler. Kan man ikke andet, kan man da svine hinanden til.

For generationer, der er yngre end denne blogger, er naziskænderiet måske blot endnu en absurd diskussion i et i forvejen absurd politisk spil i medierne. Men for denne blogger er det infamt at sætte nogen i forbindelse med nazismen uden grund. Nazismen står for den mest radikale, industrialiserede, perverterede udgave af den racisme, vi stadigvæk dagligt konfronteres med i vores virkelighed. At sætte nogen i forbindelse med nazismen – uden grund, uden argumentation – er intet mindre end infamt. Og jeg forstår godt, at DF og fru Kærsgaard er fortørnet over, at nogen vil fremstille dem med nazitegn, selv om de retter bager for smed, når de gør Sten Gade og Kureshi ansvarlige for, hvad andre har bedrevet.

Selv om DF kan give mindelser om nationalsocialisterne i kraft af partiets forlorne nationalisme og indædte, til xenofobi grænsende anti-islamholdning, så er der ikke grund til at mene, at partiet eller dets ledere skulle være nazister. Man skal i den forbindelse huske på, at DF de facto har udrenset alle de elementer, der har haft nazisympatier. Det er – i mine øjne – ganske enkelt en uhyrlig påstand, at kalde DF nazistisk. Lige som det er uhyrligt at sætte Ole Sohn i relation til nazismen, selv om han engang havde sympati for den såkaldt virkeliggjorte socialisme i øst, og selv om han ikke i fuld offentlighed har udøvet en bodshandling – men med sine handlinger og bøger har vist, at han har bevæget sig.

Semiotikeren Per Aage Brandt gjorde for nylig os opmærksom på et forhold, der burde være indlysende for enhver, der har fulgt med i den såkaldte Danish Cartoon-sag. Nemlig, at symboler – fx karikaturtegninger – er voldelige. Symbolerne skaber forbindelser – blender – fx mellem en religion og terrorisme eller mellem en dansk national politiker og den mest rabiate form for racisme, nazisme, og det bringer os i affekt. Vi har nu set det igen med karikaturerne hos Danmarks Løver. Og det, vi kan lære af det, er måske, at vi skal være forsigtige, når vi bruger symboler. Vi ved ikke, hvad de sætter igang. I stedet for at fremstille Pia Kjærsgaard med swastika på ærmet og lille Hitleroverskæg, skulle vi i stedet i skrift og tale kritisere hendes og DFs politik synder og sammen. Det skal ikke forstås som udtryk for selvcensur eller som et ønske om at begrænse vores højt besungne ytringsfrihed, som selvfølgelig er principiel og ikke til diskussion. Det er bare et ønske om, at vi bruger symboler med omtanke – og vælger kritik og oplysning i stedet for uigennemtænkte, voldelige symboler…

Læs også Lars’ kommentar

Forleden hørte jeg en norsk forfatter filosofere over fotografiets særlige poetiske kvaliteter. Fx kan man sidde og kigge på et gammelt fotografi af sig selv og en af sine forældre. Man ser sig selv om barn og sin mor eller far som voksen, medens man selv er ældre end forældrene på billedet. Datiden er fastfrosset, og man befinder sig i en slags fordobling af tid. Af fastfrosset fortid og bevægelig nutid. Og måske også en fortid, der sættes i bevægelse af erindringens kraft.

På dette billede fra 1946 ligger Marilyn Monroe model for pinupkunstneren Earl Moran, der har en stor del af æren for den mytologiske status, MM har fået siden hen. Som indbegrebet af den tidløse blondine, som mænd dengang og siden hen har drømt om. Og er det forståeligt, at hendes samtidige begærede hende, så er det nok mere mystisk, at mænd også i dag kan begære hende, selv om hun for længst er død og borte. Det siger ikke så lidt om fotografiets fortryllende kraft.

Men ville et fænomen som Marilyn Monroe overhovedet være muligt i dag. Ville hun kunne opnå en tilsvarende glamourøs og mytologisk status, hvis hun var dukket op i dagens medier? Et umuligt spørgsmål, men hendes gamle medspiller i filmen Some Like It Hot, Tony Curtis, mener, at det ville være utænkeligt. Tiden, pressen, moralen osv. var en ganske anden. Hør den gamle stjerne fortælle her om en svunden tid.

Det gav et lille rif i hjertet, da jeg ovre hos fruentimmerne læste, at århusianske Østergades Hotel er ved at blive revet ned til fordel for et nyt, mondænt hotel. I Århus tror man stadigvæk på, at nyt er bedre end gammelt, at glasfacadepaladser er bedre end gamle huse med historie og karakter (Rema 1000 i stedet for Kellers Gård!).. Hellig enfold.
På Østergades Hotel har jeg været til mange vellykkede koncerter. Med Sebastian (dokumenteret på Livepladen fra 1980), Sneakers (unge og frembrusende), Niels Skousen (Landet Rundt-turen), Lew Lewis m.fl. Som koncertsted betragtet et godt sted, med en ordentlig akustik. Og med den der charme, man kun finder i gamle biografer og teatersale. Minderne har man da lov at have.

Fotoet er lånt fra Århus Universitets hjemmeside.

Den navnkundige gade Mejlgade i Århus slår et slag for mangfoldigheden. Det er der sørme også brug for i disse mentalt forhudsforsnævrede tider. Jeg citerer fra den modtagne mail:

“D. 8 Maj lægger de gamle brosten i Mejlgade grundlaget for årets største gadefest i DK – Mejlgade For Mangfoldighed.

Gadefesten kommer til at indeholde alt fra workshops, etniske folkekøkkener, 3 musikscener og selvfølgelig FEST. Alle disse forskellige aktiviteter er delt ind i 3 forskellige områder:

- “Open Space” er åbningen og muligheden for alle interesserede i at deltage og bidrage i projektet Mejlgade for Mangfoldighed. Her vil den faste koordinerings gruppe sætte rammerne, og de deltagende sætte grænserne for hvad der er muligt.

- “Learning Space” bliver i form af seminarer og workshops i ugen op til den endelige gadefest lørdag d. 8 maj, en mulighed for at udveksle erfaringer, idéer og verdenssyn, debattere og se ting i nye perspektiver. En mulighed for at pleje de elementer, der er livsnerven i skabelsen af kultur.

- “Public Space”, den store gade fest. Her vil forberedelserne se dagens lys, og Århus’ mangfoldige kultur få frit løb. Med et line-up bestående af:

Sort stue, Fler Farver, Lis er stille, skvulp, Annasaid, Flødeklinikken, Copyflex, Khal Allan, Electrojuice, Mislyd, Lortehænderne, RCNRL, Marwan, Ted Esha, Belaj Kru, Storm, Cohnny Jazz, Swingking, DJ Jakob Arnie, Dokkedal & Dixen, Mørk Rom, Lady Box, Wobble Squad, Bobby6Killer, DJ Breakfast, Universalsoundsystem!,!

Boom Quips, + mange flere”

Læs mere her http://mejlgadeformangfoldighed.dk/

Video – Lyd