CAPAC

Som læserne sikkert vil vide, med mindre man har haft hovedet gravet ned i jorden eller puden som en anden struds, så er den politiske offentlighed for tiden inde i et ophedet skænderi, hvor navngivne danske politikere sætte i relation til nazismen. Den aktuelle mudderkastning blev sat i gang af nogle karikaturtegninger, der blandt andet viste Pia Kjærsgaard med nazistiske tegn, men vandet til mudderpølen var allerede tilført af DFs ideolog Søren Espersen, som for nylig i en kronik i Politiken satte lighedstegn mellem kommunisme, nazisme og så Ole Sohn, nuværende, ledende medlem af SF og tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti i årene for dette partis afvikling.

Den aktuelle mudderkastning handler selvfølgelig om noget andet, nemlig om, hvem der skal til magtens fad efter et kommende valg. SF står godt i meningsmålingerne, og DF ved godt, at deres markante position i magtens centrum vil svinde ind til en plads i oppositionens skygge, hvis S og SF vinder. Derfor prøver man – DF og Venstre – at gøre en sag ud af de omtalte nazikarikaturer. Måske også i håb om, at opmærksomheden vil bortledes fra regeringens aktuelle afmagt den indenrigspolitiske scene.

Det, der er beskæmmende, er den lethed, hvormed man griber til “nazikortet”, som det er blevet udtrykt. Man griber til dette forsmædelige kort, når andre politisk saglige argumenter fejler. Kan man ikke andet, kan man da svine hinanden til.

For generationer, der er yngre end denne blogger, er naziskænderiet måske blot endnu en absurd diskussion i et i forvejen absurd politisk spil i medierne. Men for denne blogger er det infamt at sætte nogen i forbindelse med nazismen uden grund. Nazismen står for den mest radikale, industrialiserede, perverterede udgave af den racisme, vi stadigvæk dagligt konfronteres med i vores virkelighed. At sætte nogen i forbindelse med nazismen – uden grund, uden argumentation – er intet mindre end infamt. Og jeg forstår godt, at DF og fru Kærsgaard er fortørnet over, at nogen vil fremstille dem med nazitegn, selv om de retter bager for smed, når de gør Sten Gade og Kureshi ansvarlige for, hvad andre har bedrevet.

Selv om DF kan give mindelser om nationalsocialisterne i kraft af partiets forlorne nationalisme og indædte, til xenofobi grænsende anti-islamholdning, så er der ikke grund til at mene, at partiet eller dets ledere skulle være nazister. Man skal i den forbindelse huske på, at DF de facto har udrenset alle de elementer, der har haft nazisympatier. Det er – i mine øjne – ganske enkelt en uhyrlig påstand, at kalde DF nazistisk. Lige som det er uhyrligt at sætte Ole Sohn i relation til nazismen, selv om han engang havde sympati for den såkaldt virkeliggjorte socialisme i øst, og selv om han ikke i fuld offentlighed har udøvet en bodshandling – men med sine handlinger og bøger har vist, at han har bevæget sig.

Semiotikeren Per Aage Brandt gjorde for nylig os opmærksom på et forhold, der burde være indlysende for enhver, der har fulgt med i den såkaldte Danish Cartoon-sag. Nemlig, at symboler – fx karikaturtegninger – er voldelige. Symbolerne skaber forbindelser – blender – fx mellem en religion og terrorisme eller mellem en dansk national politiker og den mest rabiate form for racisme, nazisme, og det bringer os i affekt. Vi har nu set det igen med karikaturerne hos Danmarks Løver. Og det, vi kan lære af det, er måske, at vi skal være forsigtige, når vi bruger symboler. Vi ved ikke, hvad de sætter igang. I stedet for at fremstille Pia Kjærsgaard med swastika på ærmet og lille Hitleroverskæg, skulle vi i stedet i skrift og tale kritisere hendes og DFs politik synder og sammen. Det skal ikke forstås som udtryk for selvcensur eller som et ønske om at begrænse vores højt besungne ytringsfrihed, som selvfølgelig er principiel og ikke til diskussion. Det er bare et ønske om, at vi bruger symboler med omtanke – og vælger kritik og oplysning i stedet for uigennemtænkte, voldelige symboler…

Læs også Lars’ kommentar

Forleden hørte jeg en norsk forfatter filosofere over fotografiets særlige poetiske kvaliteter. Fx kan man sidde og kigge på et gammelt fotografi af sig selv og en af sine forældre. Man ser sig selv om barn og sin mor eller far som voksen, medens man selv er ældre end forældrene på billedet. Datiden er fastfrosset, og man befinder sig i en slags fordobling af tid. Af fastfrosset fortid og bevægelig nutid. Og måske også en fortid, der sættes i bevægelse af erindringens kraft.

På dette billede fra 1946 ligger Marilyn Monroe model for pinupkunstneren Earl Moran, der har en stor del af æren for den mytologiske status, MM har fået siden hen. Som indbegrebet af den tidløse blondine, som mænd dengang og siden hen har drømt om. Og er det forståeligt, at hendes samtidige begærede hende, så er det nok mere mystisk, at mænd også i dag kan begære hende, selv om hun for længst er død og borte. Det siger ikke så lidt om fotografiets fortryllende kraft.

Men ville et fænomen som Marilyn Monroe overhovedet være muligt i dag. Ville hun kunne opnå en tilsvarende glamourøs og mytologisk status, hvis hun var dukket op i dagens medier? Et umuligt spørgsmål, men hendes gamle medspiller i filmen Some Like It Hot, Tony Curtis, mener, at det ville være utænkeligt. Tiden, pressen, moralen osv. var en ganske anden. Hør den gamle stjerne fortælle her om en svunden tid.

Det gav et lille rif i hjertet, da jeg ovre hos fruentimmerne læste, at århusianske Østergades Hotel er ved at blive revet ned til fordel for et nyt, mondænt hotel. I århus tror man stadigvæk på, at nyt er bedre end gammelt, at glasfacadepaladser er bedre end gamle huse med historie og karakter (Rema 1000 i stedet for Kellers Gård!).. Hellig enfold.
På Østergades Hotel har jeg været til mange vellykkede koncerter. Med Sebastian (dokumenteret på Livepladen fra 1980), Sneakers (unge og frembrusende), Niels Skousen (Landet Rundt-turen), Lew Lewis m.fl. Som koncertsted betragtet et godt sted, med en ordentlig akustik. Og med den der charme, man kun finder i gamle biografer og teatersale. Minderne har man da lov at have.

Fotoet er lånt fra århus Universitets hjemmeside.

Den navnkundige gade Mejlgade i århus slår et slag for mangfoldigheden. Det er der sørme også brug for i disse mentalt forhudsforsnævrede tider. Jeg citerer fra den modtagne mail:

“D. 8 Maj lægger de gamle brosten i Mejlgade grundlaget for årets største gadefest i DK – Mejlgade For Mangfoldighed.

Gadefesten kommer til at indeholde alt fra workshops, etniske folkekøkkener, 3 musikscener og selvfølgelig FEST. Alle disse forskellige aktiviteter er delt ind i 3 forskellige områder:

– “Open Space” er åbningen og muligheden for alle interesserede i at deltage og bidrage i projektet Mejlgade for Mangfoldighed. Her vil den faste koordinerings gruppe sætte rammerne, og de deltagende sætte grænserne for hvad der er muligt.

– “Learning Space” bliver i form af seminarer og workshops i ugen op til den endelige gadefest lørdag d. 8 maj, en mulighed for at udveksle erfaringer, idéer og verdenssyn, debattere og se ting i nye perspektiver. En mulighed for at pleje de elementer, der er livsnerven i skabelsen af kultur.

– “Public Space”, den store gade fest. Her vil forberedelserne se dagens lys, og århus’ mangfoldige kultur få frit løb. Med et line-up bestående af:

Sort stue, Fler Farver, Lis er stille, skvulp, Annasaid, Flødeklinikken, Copyflex, Khal Allan, Electrojuice, Mislyd, Lortehænderne, RCNRL, Marwan, Ted Esha, Belaj Kru, Storm, Cohnny Jazz, Swingking, DJ Jakob Arnie, Dokkedal & Dixen, Mørk Rom, Lady Box, Wobble Squad, Bobby6Killer, DJ Breakfast, Universalsoundsystem!,!

Boom Quips, + mange flere”

Læs mere her http://mejlgadeformangfoldighed.dk/

Video – Lyd

Der er løbet megen musik gennem ørerne, siden Jann Wenner og Ralph J. Gleason skabte kulturtidsskriftet “Rolling Stone”. Det var i 1967, og stedet var – hvad ellers – San Francisco. Navnet tog de fra Muddy Waters-sangen og fik dermed et navn med indbygget reference til både blues, rock og elektrisk folk. Med mere.

Magasinet blev allerede dengang identificeret med de kontrakulturelle strømninger i tiden, men var et alment kulturtidsskrift i svøb. Et blad, der ikke kun skrev om tidens populærkultur, men også med talent kastede sig over fx politik, og dermed skrev magasinet sig ind en fornem journalistisk magasintradition.

Efter nogle år i halvfemserne, hvor man forsøgte sig med en “modernisering” af bladet for at tækkes det unge segment blandt konsumenterne, er man igen på det seneste vendt tilbage til de gamle kulturkritiske dyder. Og selv om hippiestøvet og pionerånden for længst er blæst af det hæderkronede blad, så har det stadigvæk – også i disse krisetider – et anseligt antal abonnenter.

Et medie som Rolling Stone er ikke bedre end summen af dets skribenter, og Rolling Stone har været velsignet med mange velskrivende medarbejdere gennem årene. Lige fra galningen Hunter S. Thompson over legenden Lester Bangs til Patti Smith. Og heri finder man nok noget af forklaringen på bladets slidstyrke.

En fare for et blad som Rolling Stone har fra starten været, at det kunne ende som et menighedstidsskrift for gerontorockere, der var unge i 1967. Og det er da også kritikere, der mener, når defx har brugt magasinets mange lister over bedste albums osv. som målestok. Men det er en lidt urimelig kritik, al den stund kanoniske lister altid har det handicap, at det er svært at vurdere holdbarheden af de nyeste kulturelle tilbud, medens klassikerne jo netop beviser deres klassikerstatus ved stadigvæk at blive konsumeret.

I morgen træder bladet så ind i en ny fase. Det bliver nemlig muligt – mod passende betaling – at dykke ned i hele bagkataloget på internettet. Man kan undre sig over, at det først sker nu. Men bedre sent osv.

PS. Det får mig til at tænke på, at det jo ville være en brillant idé, hvis danske musiktidsskrifter gjorde det samme. Jeg så gerne, at Børge, Beat, MM, Levende Billeder osv. blev lagt ud på nettet.

Ethvert fremskridt rummer også tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregående årtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og også i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, så mødes du som ung af overbærenhed, forståelse, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.

Selv om den ovenstående beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, så mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forståelse for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando på væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg på at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?

I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de såkaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der går tilbage til halvfemserne, men også har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens ånd på individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret består i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. Måske er slackerne ikke så spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i håret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnåle og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør på deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.

Slacker

My Generation – The Who

TV2 gik i royal mode i går aftes, hvor kanalen holdt fest for Dronning Margrethe i anledning af hendes forestående, runde fødselsdag. Jeg så lidt af udsendelsen, fordi især Frøkenen blev ved med at kalde mig ind til “husalteret”. Og jeg var da også indstillet på at se hr. Kim Larsen. For hvad ville en fremmed fugl dog i det volière? En folkelig, rygende, ikke-royalist? Men som Larsen selv har udtrykt det, så kan han jo godt “lide Damen”. Og hvorfor ikke sige til lykke til en, man godt kan lide? Larsen kom og spillede, som Larsen nu gør, og det er godt nok. Og flere af de andre optrædende – fx Sir Cliff Richard, Ørkenens Sønner, De Nattergale – leverede varen. Men ellers var det en sær udynamisk forestilling, hvor TV2-journalisterne gik i royal selvsving og førte sig frem med uklædelig falsk beskedenhed, og hvor vi endnu engang måtte bevidne, at kongefamilien bliver en mere og mere integreret del af underholdningsindustrien. For en stund blev diskussionen om kongefamiliens forbrug af skattekroner dysset ned, medens dronningen blev inddraget i Rune Klans meget profane, stand-up-tryllenummer med skinkeskiver. Scenen, hvor dronningen skulle vælge en skive skinke og sætte sin signatur på den med en spritpen, illustrerede med al ønskelig tydelighed, hvor “almindelig”, dronningen og den royale familie er blevet. At det var den kommercielle tv-station TV2, der stod for det royale show, siger vist alt om, hvor kongedømmet finder sig legitimitet i dagens Danmark. TV2, som gerne vil fremstå som folkelig tv-kanal, men gerne ser public service-forpligtelsen indskrænket til indtægtsgivende virksomhed, fx når man beder sig fritaget for at lave børneudsendelser.

Den engelske impressario, manager, pladekunstner m.m. Malcolm McLaren er død. Hans navn forbindes især med punken, nærmere bestemt med innovationen af The Sex Pistols, men også med The New York Dolls, som han var manager for. For mig står han som populærmusikkens svar på Jens Jørgen Thorsen. Lige som den farverige dansker var McLaren optaget af provokationen og den spektakulære iscenesættelse – også selv om det kostede på indholdssiden. McLaren var da også – qva et temmelig mislykket forsøg på at komme igennem den engelske art school, som har fostret så mange talenter – påvirket af situationisterne, akkurat som Thorsen. Skal man være diplomatisk, kan man måske sige, at McLaren foregreb den aktuelle medietendens til at gå op i den chokerende, imponerende udvendighed som dække over et pauvert indhold eller en mangel på talent. I Sex Pistols’ og New York Dolls’ tilfælde kunne hans galmandsværk dog ikke dække over hverken punkens utæmmede, testotoronbestemte urkraft eller de amerikanske metropoldrenges rock’n roll-hjerte. Hvil i fred.

I Berlingeren kommenterer forfatteren Klaus Rifbjerg den nationale kulturelle udvikling gennem de seneste årtier og siger blandt andet: »De nationalromantiske forestillinger om renhed og dyden og alt muligt andet, som var en del af spektret dengang, hvor vores verden var meget lille, har overvintret under et lag af fladhed, og nu stikker det så pludselig hovedet frem igen og er meget synligt. Det er sært for mig at opleve, at den intolerance, som man kunne formode ville være nogenlunde afskaffet, afmonteret i løbet af 1960erne og i forbindelse med ungdomsoprøret, og hvad der ellers skete der med seksuel frigørelse, kvinders ligeberettigelse osv., den eksisterer altså stadigvæk.«

Set i det perspektiv kan det, der skete i tresserne og halvfjerdserne godt se ud som et mislykket projekt. Den seksuelle frigørelse forvandlet til industriel automatporno og bornert kamp mod købesex, kvindefrigørelsen reduceret til et spørgsmål om pladser i virksomhedsbestyrelser og optimerede karrieremuligheder osv. Karikeret sagt. Men man kan også vælge det mere optimistiske version: Det, der blev sat i gang dengang (og havde forløbere i de foregående årtier) er langt fra fuldendt. Der er lang vej endnu. Udviklingen går ikke lineært frem, men frem og tilbage. Nogle gange et skridt frem og to tilbage.

Jeg kom til at tænke på Rifbjergs kulturskepsis, da jeg i the Independent læste om en ny udstilling om Elvis Presley med titlen: “Elvis: The groundbreaking, hip-shaking, newsmaking story”. Som bekendt har Elvis passeret sin 75 årsdag, og Newseum i Washington har i sin udstilling valgt at fokusere på det skandaløse i den unge Elvis’ gennembrud. Elvis som en trussel mod moralen hos de unge amerikanere. Set i lyset af Elvis’ senere halvgudsstatus kan det være svært at forstå, at medierne udsatte den unge rock’n roller for brutal og negativ kritik. Elvis var “farlig”. Og – som bekendt – klippede man underlivet af ham, da han optrådte i The Ed Sullivan Show. Pigerne og drengene måtte fantasere sig til det gyngende underliv – hvilket de så gjorde. Godt hjulpet på vej af musikken, som selv ikke et flimrende sort-hvid-tv kunne kastrere…

Men den gamle sandhed om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, gjorde sig gældende. Ja, omtalen af Elvis som moralsk farlig og sexet virkede som en ubetalelig reklame for manden. Det satte for alvor skub i interessen og efterspørgslen – og det var brændstof til den frigørelsesproces, som ramte ungdommen i de forstokkede halvtredsere og tressere. At Elvis så endte som en forspist, overmedicineret kæmpebaby i en rhinstensbesat sparkedragt er et sindbillede på den vesterlandske konsumkulturs fantastiske evne til at opsuge de strømninger, der modsiger og modarbejder konformismen og den nedgroede moralisme.

Men da Elvis døde på gulvet i sit badeværelse, var der allerede andre, der havde taget over. De langhårede englændere. Punken. Og så videre.

Men hvor er oprøret i dag? Hvor er rebellerne, der tager over, hvor MC5, The Clash osv. slap faklen? De var der i hvert fald ikke i Parken i går aftes. Men lur mig om ikke der her og der rundt i de små øvelokaler og garager er nogen, der har lyst til at smadre anlægget, råbe ukvemsord og politiske punchlines op i fjæset på pænheden, pisse ud over scenekanten og skrue op for anlægget og give den etablerede kedsomhed fuckfingeren! Jeg tror det.

The man in the crowd with the multicoloured mirrors

On his hobnail boots

Lying with his eyes while his hands are busy

Working overtime

A soap impression of his wife which he ate

And donated to the National Trust.

At sætte Abbey Road studierne til salg svarer vel nogenlunde til, at vi herhjemme ville sælge H. C. Andersens barndomshjem eller Den Lille Havfrue. Abbey Road studierne er nærmest blevet et nationalt klenodie, fordi – men ikke kun derfor – The Beatles skabte noget af deres bedste lige netop dér.
Siden nyheden kom frem har The National Trust (National Trust for Places of Historic Interest or Natural Beauty), der arbejder med bevaring af naturområder, kyststrækninger, bygninger m.v. i England, Wales og Nordirland vist interesse for at overtage adressen. Det samme har musicalkomponisten Sir Andrew Lloyd Webber. Og debatten har rullet i de engelske medier. Ikke kun af nostalgiske grunde, men fordi salget af et af britisk musiklivs kronjuveler er blevet et symbol eller – om man vil – symptom på musikbranchens aktuelle krise.

Som Simon Heffer mere end antyder i en artikel i Telegraph, så er salget af det prestigiøse optagestudie måske et tegn på, at den periode, hvor dyrebare (i mere end en forstand) pladeproduktioner fandt sted, har fremtiden bag sig. Heffers vinkel er den klassiske musik. Han noterer sig, at det bliver mere og mere almindeligt med live-optagelser af klassiske koncerter. De er relativt billige at lave, og man får en masse atmosfære for pengene. Men nogle af indspilningerne lider også under en dårligere lyd, end man er vant til. Måske er det en af udvejene for den klassiske musik: koncertoptagelser. Hvis ellers man formår at få styr på lyden.

For studiooptagelser vil blive sjældnere. Musikbranchen lider under den teknologiske udvikling (internet, fildeling…), men er også ramt hårdt af den finansielle krise. Markedet presser priserne på cd’er og musikfiler – og det kan både de stadigt færre pladebutikker, kunstnerne og pladeselskaberne mærke. Hvornår har du fx købt en cd til fuld pris? (Jeg gjorde det sidste måned, fordi jeg blev fristet over evne). Se på priserne på nye cd’er på fx amazon.com, play.com eller cdwow.com, og du finder forklaringen. Når man på amazon.com kan købe hele album i mp3-format til et par dollars, så bliver er svært at tjene penge på musik.

Presset får også musikbranchen til at begrænse udbuddet. Flere genoptryk, flere samlinger af musik, vi har i forvejen, færre nyudgivelser i butikkerne og på tv-reklamerne. Og det gør det sværere at overleve. Både som populærkunstner og klassisk ditto. Heffer begræder udviklingen for de klassiske emsembler, der har svært ved at trække publikum til koncerterne, hvis de ikke spiller greatest hits eller melodier kendt fra reklameverdenen. Og ved udsigten til, at Abbey Road studierne skal forvandles til museum gribes han af tristesse. For hvordan skal det gå med de klassiske musikere og komponister, der gerne ville indspille i et rigtigt studie? “Det, der sker i Abbey Road må nødvendigvis ses som en advarsel til hele vores musikliv: Men en advarsel til hvem?”, skriver Heffer til slut. Og sætter sin lid og sine forhåbninger til folkets gode vilje. Tja.

1. “Kald det kærlighed” – Lars Lilholt Band

2. “Kære lille mormor” – Richard Ragnvald

3. “Rigtige venner” – Jodle Birge

4. “Himmelhunden” – Teddy Edelmann/Sussi & Leo

5. “Mormors kolonihavehus” – Eva Madsen

6. “En dejlig dag” – Tonny Landy

7. “Tak er kun et fattigt ord” – Poul Bundgaard

8. “Vi skal gå hånd i hånd” – Keld og Hilda Heick

9. “Smuk som et stjerneskud” – Brdr. Olsen

10. “Vore allerbedste år” – Lis og Per

Ovenstående liste er en topti over de sange, der er blevet spillet mest i programmet Giro 413 det forløbne årti. For mange af os har, som bloglæserne vil vide, Giro 413 haft en afgørende betydning for vores musikkulturelle dannelse.

Igen og igen støder man på Giro 413 som programmet, der gav adgang – på godt og ondt – til en fælles dansk sangskat. Sådan var det i hvert fald, indtil DRs såkaldte monopol blev brudt, og lytterne kunne spredes til alle de nye kommercielle radiokanaler, hvis de ellers havde lyst. Før var Giro 413 en institution som “Amen i kirken”. Den kørte i de små hjem om søndagen med lige så stor sikkerhed som kirkeklokkernes bimlen lød fra Zions Kirke på Nygårdsvej i min barndoms søndage. Og det var der en vis tryghed og forbandelse over.

Hvis jeg kort skal sammenfatte mit forhold til Giroen, så er det: ambivalens. Her har jeg lærte sange at kende, som jeg stadigvæk holder meget af. Men også sange, der fik mig til at græmmes, og overlæderet i mine sko til at revne. Kærlighed og had. Ambivalensen blev mere udtalt, da jeg opdagede Elvis og alt det, der fulgte. Selv om jeg er blevet meget rummeligere, musikalsk set, med årene, så er der stadigvæk sange, jeg har svært ved at lytte til. På ovenstående liste finder man således en, der også var med i mine dannelsesår: Poul Bundgaards “Tak er kun et fattigt ord”. Og den har altid været for meget i mine ører.

I morgen fylder Giro 413 tres år. Kun Radioavisen (undskyld: radionyhederne) og morgenandagten er ældre. Som man kan læse ud af Berlingske Tidendes omtale af programmet, så har det også været en kampplads, hvor public-service-institutionen DRs rolle som oplysningskanal og smagsdommer tog sig en holmgang med populismen. Katalysator for denne kamp var bl.a. Otto Leisner, der lukkede danskpoppen (i bredeste forstand) ind.

Selv om programmet havde sine gyldne år i tresserne med næste 100% af lytterne i 1961, så er det stadigvæk et af de mest populære programmer i landet med et lyttertal på omkring 800.000 hver søndag på P4. Styrken i programmet er dets folkelighed og oprindelige primitive “interaktivitet”. Som det senere “De Ringer, Vi spiller” med Jørgen Hjorting, var Giro 413 et af de første DR-programmer, der for alvor tog den folkelige lyttermedindflydelse alvorlig. Et folkeligt koncept, der siden i den kommercialiserede musikradios tidsalder er degenereret til tomgangsunderholdning, hvor den eneste reelle motivation for at få lytterne til at ringe eller sende sms er at behage reklameannoncørerne.

Apropos Giro 413, så stødte jeg på programmet igen under læsningen af Christian Braad Thomsens erindringer, hvor det netop har den centrale rolle, som den også fik for mig. Thomsen kommentere bl.a. Johannes Meyers “hit” med Skærsliberens Forårsang (af Kai Normann Andersen). Det er i denne sang, man finder følgende uforglemmelige hyldest til ungdomstiden:

“Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse

Thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

Men sleb dog solskin og dagligt brød.”

Sanselig ungdommelig erotik i poetisk iklædning, så det kunne indgå i et ellers ganske dydigt program som Giroen, selv om det fik vor mor til at rømme sig ved køkkenvasken og farmand til at løfte avisen lidt højere.

Vi ønsker til lykke med tresårsdagen og samler ind i coveret fra en tom cdboks…

årskiftet er også den tid, hvor det engelske establishment hædrer og belønner nogle af sine medborgere. Således har det gamle rockband Status Quos centrale medlemmer Francis Rossi og Rick Parfitt modtaget den britiske orden OBE, thi de er blevet officerer i The Most Excellent Order of the British Empire.

The Telegraph kan ikke undlade at gøre opmærksom på, at The Beatles “kun” blev Members af samme orden. Men hæderen har ikke meget at gøre med, at Status Quo, siden de forlod de spæde eksperimenter med progressiv rock (Pictures of Matchstick Men), har holdt sig til en effektiv treakkorders rock og rul, der har kunnet sætte liv i kludene på selv det mest kedelige dansegulv. Hæderen handler om, hvor længe man han tjent sit land (hvilket blandt andet og ikke mindst vil sige: tjent penge til landet…) og repræsenteret det på en positiv måde. Det er ikke primært en musikalsk fortjeneste. Siden John Lennon takkede nej til MBE har rock og pop været en lukrativ del af engelsk erhvervsliv med gode eksportmuligheder. Alt andet lige, så har rock og pop i mange år været en del af The Establishment. Derfor er det helt i orden, at også Status Quo for en medalje til at hænge om halsen. Lad medaljen dingle og foden vippe til Whatever You Want.

Man skal ikke have fulgt ret meget med i den siddende regerings “kulturpolitik” for at forstå, at regeringen ikke har meget til overs for kultur, hvis ikke den lige kan sælges på markedet. Et lysende eksempel på den herskende kulturløshed er uviljen til at fremskaffe en halv milliard til at digitalisere – og dermed bevare – dansk litteratur, som er udgivet før 2000.

Det kgl. Bibliotek i København har forgævet efterspurgt hos danske politikere, men har mødt uvilje. Her vil man hellere bruge pengene på bank- og erhvervslivspakker, motorveje, overfinansiering af private hospitaler osv. osv. I konsekvens af kulturløsheden har bibliotekets leder, Erland Kolding Nielsen, så tilbudt Google, at de kan få lov til at indskanne 1.6 millioner bind. Google har nemlig pengene og projektet.

Men det handler ikke kun om penge. Det handler også om dansk kulturs overlevelse i en globaliseret verden, hvor især angelsaksisk bliver mere og mere dominerende. Det handler med andre ord om at videreføre dansk kulturtradition til kommende generationer af danskere  i den digitaliserede tidsalder.

Jeg synes, at det er et klogt træk af biblioteket at kontakte Google. Det er en fallliterklæring for kulturløse danske politikere – inkl. danskhedsfanatikerne i Dansk Folkeparti – at man ikke vil sørge for en national forankret sikring af den skrevne kulturarv. Man tager ikke globaliseringens trussel mod den nationale kultur alvorligt. Og det er godt, at andre så vil søge alternative veje…[kilde: Berl. Tidende]

Udviklingen af internettet går hurtigt – og er ret uforudsigelig. I Finland har man for nylig vedtaget, at alle finner har ret til en 1 MB forbindelse (og fra 2015) en 100 MB forbindelse. I England har den britiske Labour-politiker Peter Mandelson lige fremsat et forslag, der skal gøre det muligt at afskære ulovlige fildelere fra adgang til nettet. En kamp mellem kommercielle interesser og borgerrettigheder foregår.

I forbindelse med diskussionen om (ulovlig) fildeling, så så jeg forleden programmet So Ein Ding, hvor studieværten Nikolaj Sonne kom ind på et lidt upåagtet problem vedr. den ulovlige fildeling. Nemlig det faktum, at mange kommercielle interesser lukrerer på den ulovlige fildelings eksistens. Ikke alene tjener ejere af servere (fx Pirate Bays) og reklameindustrien på aktiviteten, men også den teknologiske udvikling bærer tydeligt præg af det. Har du fx tænkt på, hvad du skal stille op med en 12 MB (el. større) forbindelse, hvis du kun surfer på nettet, bruger sociale sites (blogs osv.) og sender emails? Eller hvad skal almindelige forbrugere stillle op med harddiskstørrelser på 1 TB? Selv hvis du skal lagre dine egne film og fotos, så er 1 TB altså meget plads.

I So Ein Ding omtalte Nicolaj Sonne såkaldte netværksstreamere. Digitale teknologiske gadgets, der kan hente film på nettet og sende dem via computeren og direkte ind på skærmen. I HD-kvalitet. Et af produkterne var Western Digital netværksstreameren WD TV Live HD, men der findes en række tilsvarende produkter fra de store elektronikgiganter, bl.a. Samsung, LG og Phillips. Umiddelbart ser det hele uskyldigt ud. Men Sonne gjorde opmærksom på, at disse gadgets tog sigte på filformater som MKI og AVI, formater, der foretrækkes af filpirater… Man kan godt undre sig – og det gjorde Sonne – over, at antipiraterne har haft så megen fokus på de små fildelere rundt omkring, men ikke på den anden side – den kommercielle – af problemet. For uden den ville fildelingens problem havde et helt andet – og mindre – omfang…

I går nat, da jeg kørte hjem fra arbejde, slukkede jeg for radioen. Jeg orkede ikke endnu engang at høre en af CEPOS’ direktører kværne løs i det samme ideologiske spor som altid. Denne gang handlede det om det offentlige og befolkningens udbredte utilfredshed med den service, det offentlige yder.

Om jeg fatter, at denne lille ideologiske, tanketomme tank altid skal trækkes ind i DRs manege! I stedet sad jeg så og tænkte over en af den foregående dags nyheder. På en skole i Odense var en lærer blevet korporligt overfaldet til en såkaldt skole-hjem-samtale. Læreren havde angiveligt ville hilse på skoleeleven, en pige i 3. klasse, og gjorde, som man nu gør i Danmark: rakte hånden frem mod hende. Faderen til pigen reagerede ved at slå læreren i gulvet og siden bide ham bag øret. I følge Ekstrabladet beskrivelse.

Sceneriet foregik på en skole i Volsmose. Pigens fader er “herboende statsløs palæstinenser” og læreren har “marokkansk baggrund”. Det, der spøgte i mit hoved var imidlertid det med biddet bag øret. Jeg kom i tanke om et slagsmål, jeg engang overværede, mellem to skolekammerater i realskolen, hvor den ene forsøgte at bide næsen af den anden, efter først at have forsøgt at rive den af med to fingre oppe i næseborene. Barnlig aggression.

Billederne tumlede rundt i mit trætte hoved. Men ser vi bort fra, at den aktuelle sag er en voldssag – og bør behandles som sådan – hvad handler den så om? Mange ting. Blandt andet handler den om respekt. Gensidig respekt. Læreren burde selvfølgelig vide – ikke mindst som lærer på en skole med børn med forskellig kulturel baggrund – at man ikke i arabisk kultursammenhæng hilser med håndtryk. Og den palæstinensiske fader burde vide, at håndtrykket er en ganske almindelig høflig hilsen på dansk.

Jeg kunne forestille mig at Dansk Folkepartis automatpiloter straks ville sige, at det handler om islamisk fundamentalisme og manglende vilje til integration. Og at faderen bare skal i kachotten og helst smides ud af landet efterfølgende.

Men sagen handler snarere om, hvor vanskelig et kulturelt møde er på baggrund af utilstrækkelig oplysning, ja, dannelse. Og der er såmæn ikke så langt fra denne episode til de mange andre voldsepisoder, hvor unge med indvandrerbaggrund (og utilstrækkelig skolegang) er involveret. Og så har jeg omhyggeligt undgået at tale om – integration.