Indlæg tagget med kultur

Robert Johnson på frimærket

7. december 2010

Læg godt mærke til frimærket og det foto, der ligger til grund. Hvor er cigaretten? Retoucheringen er ingen tilfældighed i guds eget land. Se blot frimærket med Bette Davies:

Anti-ryger-lobbyisterne har sejret langt ind i helvede, så langt, at man helst så den historiske erindring om tobaksrygningens sorger og glæder udvisket af folkedybets bevidsthed. Hvis den slags puritanske mennesker får magt som de har agt, så ender det såmæn med, at pigen på vores eget Gasolinfrimærke får trusserne trukket op. Af hensyn til ‘den gode og politisk korrekte smag’. Det er lige før, man får lyst til at tænde en stor havaneser, selv om man er ikke-ryger…

Og – som AagePK ganske rigtigt påpeger, så er der historiske forudsætninger for den slags historieforfalskning – i bl. a. Sovjetstaten. Her er Trotzskij forvandlet til en bræddevæg. Ganske vist havde man ikke Photoshop dengang, men censurere den historiske virkelighed kunne man…

Man ser Trotzskij stående til højre for brædderne..

Og nu er han pist borte…

[kilde: Wikipedia]

Satire eller pengene! – om tv, public service og penge

24. november 2010

Public service-tanken har længe været under pres. Ikke mindst gennem de sidste ni års borgerlige regering, der har behandlet DR stedmoderligt og tilsvarende moderligt forkælet de private medieudbydere.

Blandt dagens nyheder finder vi en, der illustrerer, hvorfor public service-tanken er værd at slås for.

Det private tv-selskab SBS har fået støtte fra den såkaldte public service-pulje til produktion af en satireserie af den kendte stand-up-komiker og skuespiller Omar Marzuk. “Cellen” hedder den. Serien er lavet, men tv-selskabet ønsker alligevel ikke at bringe den. Med henvisning til den aktuelle ‘forhøjede terrortrussel’ har selskabet i følge SBS’ informationschef Jesper Jürgensen ‘ikke lyst’ til at sætte programmet på skærmen. Han begrunder det også med, at der er tale om en ‘kommerciel vurdering’. Nu ved vi af gode grunde ikke, hvad programmet indeholder, men må antage, at Omar Marzuk tager fat på emner, der på en eller anden måde relaterer sig til islam og de relaterede politiske emner.

Som udgangspunkt kan en privat medievirksomhed vælge at bringe eller ikke bringe ud fra ‘kommercielle hensyn’. Problemet er her, at SBS har fået skatteborgerpenge for at producere noget, der tjener publice service-formålet. Derfor skal SBS bringe programmet – eller sende pengene retur. Det er kulturminister Per Stig Møller fra de konservative, der slår denne logik fast med syvtommersøm. Æd jeres selvcensur eller bring programmerne!

Sagen fortæller os noget om, hvorfor det er vigtigt, at det offentlige – staten – er garanten for public service. De private medievirksomheders achilleshæl er deres kommercialisme. Tendentielt bringer man kun det, der får kasseapparatet til at klirre sødt (eller hvad de nu gør i disse digitale tider) og undgår alt, hvad der kan skade indtjeningen. Fx ved at være kontroversielt af politiske, religiøse, moralske eller andre grunde.

Man kan mene, hvad man vil om de private medievirksomheders tilstedeværelse i det danske medielandskab, men et eller andet sted er denne lille sag også et argument for bevarelsen og styrkelsen af DR som public service-institution…

John Lennons fingeraftryk

7. oktober 2010

På lørdag ville John Lennon være blevet 70, hvis ellers han ikke for 30 år siden mødte sin banemand, Mark Chapman, der efter sigende bare ville skyde en eller anden kendt person. Men døden sletter ikke alle spor. Tværtimod. Sporene efter Lennon er ikke alene i rillerne på grammofonpladerne, laserhullerne på cd’erne osv. I denne uge har man også mulighed for at få fat i mandens fingeraftryk, som blev lavet i 1970, da Lennon anmodede om at blive amerikansk statsborger.
Som bekendt gik det ikke så let med den ansøgning. FBI overvågede Lennon i årevis, fordi han havde formastet sig til at kritikere Vietnamkrigen m.m. Og mange af Lennons kolleger og venner måtte på banen for at forhindre, at han blev udvist af USA.
Men selv hinsides graven er han åbenbart under overvågning. I hvert fald fortæller auktionarius Peter Siegel til New York Times, at FBI har henvendt sig angående fingeraftrykkene. Men sandheden er nok mere banal. Grunden til, at FBI og den amerikanske stat har vist interesse for papiret, der blev lavet af politiet i 1970, er, at der er tvivl om ejerskabet til det. Hvordan er det landet på denne auktion, hvor det forventes at kunne indbringe mindst 100000 $? Og måske er det dybest set det, det drejer sig om: penge. Som Siegel siger: Hvis fingeraftrykkende havde tilhørt en hvilken som helst andet, så ville FBI og staten nok ikke havde kontaktet ham… [link]


CINE. Les USA contre John Lennon: la bande annonce
Uploaded by Nouvelobs. – Arts and animation videos.

Jagten på de røde lejesvende 3

3. oktober 2010

Så nåede vi frem til tredje og sidste afsnit af DR2s serie “Jagten på de røde lejesvende”. Og hvis man som undertegnede havde haft en vis forventning om, at der måtte komme bare lidt modvægt til de to foregående afsnits skueproceslignende forhør af ‘røde lejesvende’, så blev man da også kommet i møde.

Interessefokus var nu pludselig flyttet fra halvfjerdserne og frem til vor tid med en liberal-borgerlig politisk konjunktur. Men først skulle et par forhør lige gennemføres. Egon Clausen skulle stå til regnskab for, at han i en udsendelse havde formastet sig til at lade en psykolog kommentere en bog af og om Karen Jespersen. På spørgsmålet, om det var en “fair” behandling Jespersen fik, svarede Clausen, at det var det nok ikke. Og selv om “sagen” – set i det store perspektiv – var en bagatel, så pegede den på et fundamentalt spørgsmål, som dette tredje afsnit kom til at kredse om – bevidst eller ubevidst. Nemlig: kan man overhovedet forestille sig journalistisk virksomhed, der er holdningsløs? Er det overhovedet muligt for journalister helt at holde sig fri af en vis stillingtagen?

Spørgsmålene brændte sig på, da Rosenkrands ‘forhørte’ DRs mangeårige Mellemøst-korrespondent Ole Sippel. Sippel har været skydeskive for borgerlige politikere gennem langt tid. Og to af de eksempler, der kom frem i udsendelsen, var dels hans håndteringen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. med citater fra et interview i dagbladet Arbejderen!) og hans rapporter fra krigen i Irak. Sippel blev bl.a. konfronteret med det forhold, at han ikke havde omtalte den palæstinensiske organisation PFLP som en terrororganisation, hvortil Sippel svarede, at han heller ikke omtalte Israel som en terrorstat, selv om Israel begik handlinger, der berettigede til det. Over for spørgsmålet om, hvorvidt han med sit ordvalg valgte side i konflikten, svarede Sippel, at han rapporterede. Jeg synes, at Sippel med sine returneringen fik understreget, at det nærmest vil være umuligt for en analyserende, kritisk rapporterende journalist at undgå at have en holdning. Alene i kraft af sine formuleringer og sit ordvalg. Men også, at det ikke er det centrale. Det centrale for journalisten er at få informationer, nyheder og problemstillinger lagt frem for seerne, lytterne og læserne.

I sidste del af udsendelsen vendte Rosenkrands blikket mod de borgerlige kritikere af DR – og den borgerlige kritiks effekt på DR som det er i dag. Det kom til at handle om den borgerlige kulturkamp, om borgerlige politikeres utilslørede – daglige – kritik og pression over for DRs bestyrelse og ledelse. Hvor betændt det sidste var blev illustreret af Venstremanden Jens Rhode, der ville se udskrifter af sms’er og emails til bl.a. Lisbeth Knudsen for at vedgå, at han – sammen med andre politikere, bl.a. Brian Mikkelsen – havde lagt pres på DR for at få institutionen til at ændre journalistisk kurs i retning af en større regeringsvenlighed. Og det til trods for, at selve det faktum, at han – Rohde – dag ud og dag ind havde tæppebombet DR med kritik, som vanskeligt kunne forstås som andet end et forsøg på massiv holdningspåvirkning. Om Rohde greb til trusler, som Lisbeth Knudsen påstod, skal jeg være usagt, men det må i sig selv være intimiderende hele tiden at skulle udsættes for politisk kritik dagligt og helt ned på indslagsniveau.

Et interessant indslag var interviewet af Per Stig Møller, fordi det kom til at handle om Rosenkrands’ vildledning af sine interviewofre. Møller gav direkte – som ‘de røde lejesvende’ i de foregående afsnit – udtryk for, at han var blevet stillet et andet indhold i udsigt. Det var afslørende for en af udsendelsesrækkens største svagheder.

I sidste del af udsendelsen blev det foreløbige resultat af den årelange borgerlige kulturkamp beskrevet som en overgang fra kritik til politisk virkeliggørelse. Da det ikke lykkes for Jørgen Kleener – Venstremand og formand for DRs bestyrelse – at få DR til at ændre journalistisk kurs, ofres to ledere i DR. Generaldirektør Nissen og tv-avisens leder Lisbeth Knudsen bliver gået. Og nye vinde begynder at blæse i DR. Meget sigende fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen, at DR nu sender X-Factor i primetime, hvor man tidligere kunne finde på at sende noget om Irak-krigen. Og inden rulleteksten ser man så X-Factor-logoet. Selv om man skal passe på med at overfortolke, så ligner det næsten en statement fra tilrettelægger Rosenkrands’ side. Måske en utilsigtet holdningstilkendegivelse. De borgerlige vandt. Men hvad fik vi så i stedet for en kritisk, venstresnoet journalistik om den verden, vi lever i? Underholdning. Hvis denne læsning holder, så kan man sige, at udsendelsesrækken kommer til at bekræfte, at ingen journalistisk virksomhed i sidste ende kan være holdningsløs…

Litteraturen på markedet eller Herrens Mark…

8. september 2010

For den siddende borgerlige regering er kunst og kultur noget, Markedet bør tage sig af. Kan lortet sælge, så er det ok. Kan det ikke, så er det bare markedets ubønhørlige logik. Og markedskræfterne skal have lov til at udfolde sig. Også selv om det sker med støtte fra skattekronerne. Tænk blot på TV2 eller den nye privatdrevne public service-radiokanal. Model privat virksomhed med skattekroner bundet i enden.

Men hvorfor bruge penge på litteratur? Det går da godt med at sælge kriminalromaner af feministisk journalistisk kvalitet? Og selv med en kulturminister med en litteraturvidenskabelige baggrund er der ringe forståelse for betydningen af litteraturstøtte. Den såkaldte Litteraturpulje på 11 millioner,som Statens Kunstråd administrer, ophører i år. Og kulturminister Stig Møller vil ikke love, at den skal fortsætte. Også støtten til litteraturen via bibliotekspengene forringes i år.

Nye spirende forfattere må suge på lappen. Eller skrive nogle kriminalromaner, samtalebøger, emailbøger eller portrætbøger af kændisser… Litteraturen på Herrens Mark eller Herrens til Marked…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 4 af 2412345678910...Sidste »