Indlæg tagget med kultur

Jagten på de røde lejesvende 3

3. oktober 2010

Så nåede vi frem til tredje og sidste afsnit af DR2s serie “Jagten på de røde lejesvende”. Og hvis man som undertegnede havde haft en vis forventning om, at der måtte komme bare lidt modvægt til de to foregående afsnits skueproceslignende forhør af ‘røde lejesvende’, så blev man da også kommet i møde.

Interessefokus var nu pludselig flyttet fra halvfjerdserne og frem til vor tid med en liberal-borgerlig politisk konjunktur. Men først skulle et par forhør lige gennemføres. Egon Clausen skulle stå til regnskab for, at han i en udsendelse havde formastet sig til at lade en psykolog kommentere en bog af og om Karen Jespersen. På spørgsmålet, om det var en “fair” behandling Jespersen fik, svarede Clausen, at det var det nok ikke. Og selv om “sagen” – set i det store perspektiv – var en bagatel, så pegede den på et fundamentalt spørgsmål, som dette tredje afsnit kom til at kredse om – bevidst eller ubevidst. Nemlig: kan man overhovedet forestille sig journalistisk virksomhed, der er holdningsløs? Er det overhovedet muligt for journalister helt at holde sig fri af en vis stillingtagen?

Spørgsmålene brændte sig på, da Rosenkrands ‘forhørte’ DRs mangeårige Mellemøst-korrespondent Ole Sippel. Sippel har været skydeskive for borgerlige politikere gennem langt tid. Og to af de eksempler, der kom frem i udsendelsen, var dels hans håndteringen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. med citater fra et interview i dagbladet Arbejderen!) og hans rapporter fra krigen i Irak. Sippel blev bl.a. konfronteret med det forhold, at han ikke havde omtalte den palæstinensiske organisation PFLP som en terrororganisation, hvortil Sippel svarede, at han heller ikke omtalte Israel som en terrorstat, selv om Israel begik handlinger, der berettigede til det. Over for spørgsmålet om, hvorvidt han med sit ordvalg valgte side i konflikten, svarede Sippel, at han rapporterede. Jeg synes, at Sippel med sine returneringen fik understreget, at det nærmest vil være umuligt for en analyserende, kritisk rapporterende journalist at undgå at have en holdning. Alene i kraft af sine formuleringer og sit ordvalg. Men også, at det ikke er det centrale. Det centrale for journalisten er at få informationer, nyheder og problemstillinger lagt frem for seerne, lytterne og læserne.

I sidste del af udsendelsen vendte Rosenkrands blikket mod de borgerlige kritikere af DR – og den borgerlige kritiks effekt på DR som det er i dag. Det kom til at handle om den borgerlige kulturkamp, om borgerlige politikeres utilslørede – daglige – kritik og pression over for DRs bestyrelse og ledelse. Hvor betændt det sidste var blev illustreret af Venstremanden Jens Rhode, der ville se udskrifter af sms’er og emails til bl.a. Lisbeth Knudsen for at vedgå, at han – sammen med andre politikere, bl.a. Brian Mikkelsen – havde lagt pres på DR for at få institutionen til at ændre journalistisk kurs i retning af en større regeringsvenlighed. Og det til trods for, at selve det faktum, at han – Rohde – dag ud og dag ind havde tæppebombet DR med kritik, som vanskeligt kunne forstås som andet end et forsøg på massiv holdningspåvirkning. Om Rohde greb til trusler, som Lisbeth Knudsen påstod, skal jeg være usagt, men det må i sig selv være intimiderende hele tiden at skulle udsættes for politisk kritik dagligt og helt ned på indslagsniveau.

Et interessant indslag var interviewet af Per Stig Møller, fordi det kom til at handle om Rosenkrands’ vildledning af sine interviewofre. Møller gav direkte – som ‘de røde lejesvende’ i de foregående afsnit – udtryk for, at han var blevet stillet et andet indhold i udsigt. Det var afslørende for en af udsendelsesrækkens største svagheder.

I sidste del af udsendelsen blev det foreløbige resultat af den årelange borgerlige kulturkamp beskrevet som en overgang fra kritik til politisk virkeliggørelse. Da det ikke lykkes for Jørgen Kleener – Venstremand og formand for DRs bestyrelse – at få DR til at ændre journalistisk kurs, ofres to ledere i DR. Generaldirektør Nissen og tv-avisens leder Lisbeth Knudsen bliver gået. Og nye vinde begynder at blæse i DR. Meget sigende fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen, at DR nu sender X-Factor i primetime, hvor man tidligere kunne finde på at sende noget om Irak-krigen. Og inden rulleteksten ser man så X-Factor-logoet. Selv om man skal passe på med at overfortolke, så ligner det næsten en statement fra tilrettelægger Rosenkrands’ side. Måske en utilsigtet holdningstilkendegivelse. De borgerlige vandt. Men hvad fik vi så i stedet for en kritisk, venstresnoet journalistik om den verden, vi lever i? Underholdning. Hvis denne læsning holder, så kan man sige, at udsendelsesrækken kommer til at bekræfte, at ingen journalistisk virksomhed i sidste ende kan være holdningsløs…

Litteraturen på markedet eller Herrens Mark…

8. september 2010

For den siddende borgerlige regering er kunst og kultur noget, Markedet bør tage sig af. Kan lortet sælge, så er det ok. Kan det ikke, så er det bare markedets ubønhørlige logik. Og markedskræfterne skal have lov til at udfolde sig. Også selv om det sker med støtte fra skattekronerne. Tænk blot på TV2 eller den nye privatdrevne public service-radiokanal. Model privat virksomhed med skattekroner bundet i enden.

Men hvorfor bruge penge på litteratur? Det går da godt med at sælge kriminalromaner af feministisk journalistisk kvalitet? Og selv med en kulturminister med en litteraturvidenskabelige baggrund er der ringe forståelse for betydningen af litteraturstøtte. Den såkaldte Litteraturpulje på 11 millioner,som Statens Kunstråd administrer, ophører i år. Og kulturminister Stig Møller vil ikke love, at den skal fortsætte. Også støtten til litteraturen via bibliotekspengene forringes i år.

Nye spirende forfattere må suge på lappen. Eller skrive nogle kriminalromaner, samtalebøger, emailbøger eller portrætbøger af kændisser… Litteraturen på Herrens Mark eller Herrens til Marked…

Raquel Welch fylder 70

3. september 2010

I Politiken i går læste jeg, at modellen og skuespillerinden Raquel Welch fylder 70 år på søndag. Som tiden dog går. Raquel – hvis rigtige navn er Jo Raquel Tejada – blev et af de førende, måske det førende, sexsymbol, dengang i midten af tresserne, hvor capac for alvor fik interesse for piger. Især takket være sin rolle som klude-bikini-klædt “Loana the Fair One” i Hammerfilmen “One Million Years B.C.” fik hun en hovedrolle i mangen en ungersvends hede drømme. Jeg fik aldrig set filmen. Jeg tror ikke, den blev vist i Esbjerg. Men det var også lige meget. Stillfotos og – ikke mindst – plakater fra filmen blev afbildet i de kulørte blade. Og det var brændstof nok til fantasien – dengang, før internettet gav adgang til alt.

Sexsymbolimaget førte – selvfølgelig – også Raquel til en optræden i datidens førende mandeblad: Playboy, hvor hun blev ophøjet til at være den mest begærede kvinde. Men det åbnede også døren til mere seriøse roller. I cowboyfilmen Bandolero! spillede hun over for selveste James Stewart og Dean Martin, og i Lady in Cement havde hun Frank Sinatra som medspiller.

Noget stort skuespillertalent har Welch ikke været begavet med, men ikke desto mindre fik hun en Golden Globe i 1974 for sin hovedrolle i Richard Lesters “De tre musketerer” . Men med en fager figur og et kønt ansigt kan man nå langt i underholdningsbranchen (se bare de kulørte blade…). Og Welch har holdt karrieren kørende lige siden dengang, hun iført præhistorisk bikini indtog væggene på karlekamrene, med mindre roller i diverse tv-serier og film. Hun har også forsøgt sig – med begrænset held – som sangerinde og har tjent penge på skønhedsindustrien med “The Raquel Welch Total Beauty and Fitness Program” ( i firserne ) og som model for kosmetikindustrien. Hun er stadigvæk erhvervsaktiv, har været gift fire gange og har i år fået udsendt en biografi med den sigende titel: Raquel: Beyond the Cleavage… Til lykke.

Mere nekrofili: J. D. Salingers lokum

19. august 2010

null

Penge lugter ikke, siger et gammelt ordsprog (Pecunia non olet – for latinere). Og det er ikke kun Elvis Presleys obduktionsinstrumenter, man kan slå mønt på, men også forfatteren J. D. Salingers lokum. Ikke rengjorte lokum, forstås. Det er Vanity Fair, der bringer nyheden om det gamle toilet, der stod i forfatterens hjem i Cornish, New Hampshire. Og vi ved godt, at der udtænkes mange gode tanker, medens blære og tarm udtømmes. Og denne almindelige erfaring bruger sælgeren da også i sin markedsføring af det gamle das: Tænk på, hvilke tekster, der mon er blevet undfanget på dette lokum? Måske inspirationen vil stige op gennem din røv, hvis du køber det og bruger det?! Møblet er sat til salg på Ebay. Prisen: 1 million dollars – inkl. fragt….
PS. Toilettet på billedet er ikke Salingers. Blot en illustration.

Ringos barndomshjem møder bulldozeren

18. august 2010

Det var John Lennon, der drømte om at være en arbejderklassehelt i sin søgen efter et ståsted i denne verden og en mening med livet. Men – som Torben gør opmærksom på i sit fødselsdagsportræt af Ringo Starr – så var det Ringo, der om nogen kunne gøre krav på den rolle. Selv om han sikkert blot er tilfreds med at være sluppet ud af sin barndom blandt samfundets bærme. Ringo har aldrig været til de store budskaber. Det skulle da lige være Peace, Love and Understanding, som han gjorde opmærksom på i forbindelse med et fødselsdagsinterview.

Hvad Ringo tænker ved nyheden om, at hans barndomshjem i Madryn Rd, Liverpool, skal rives ned, kan man kun gisne om. Måske vil det give et lille nostalgisk gib i hjertet, men det er svært at forestille sig, at han vil sætte himlen i bevægelse for at redde det gamle lort. Det er der til gengæld andre, der vil. Fans betragter planerne om nedrive husene i Madryn Rd som et stykke rendyrket kulturel vandalisme, grænsende til det kriminelle. Og man har sammenlignet det med en nedrivning af Shakespeares fødested.

Måske fortæller det lidt om forskellen mellem Ringo, John og Paul, at de to sidstnævntes barndomshjem for længst er blevet underlagt The National Trust, medens Ringos har fået lov til at forfalde og siden 2005 har været øremærket til nedrivning? Eller afspejler det blot en erkendelse af, at her virkelig ikke er noget, der er værd at samle på?

Lur mig, om ikke de massive protester vil resultere i en eller anden form for bevarelse af stedet. Et forslag går på at flytte stedet – sten for sten – til at Liverpool’s Museum of Life, der skal åbne næste år i Liverpools dockområde.

Tilbage er så spørgsmålet, om stedet, hvor Ringo blev født, faktisk er bevarelsesværdigt? Skal vi for enhver pris bevare den slags, blot fordi hovedpersonen er kendt? Ringo blev født der, men boede mange andre steder. Skal de så også bevares? På den anden side, så er der penge i lortet. Fans fra hele verden kommer forbi for at kaste et blik på den vaklende rønne. Og turistindtægter skal man ikke kimse ad.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 4 af 2312345678910...Sidste »