CAPAC

I går nat, da jeg kørte hjem fra arbejde, slukkede jeg for radioen. Jeg orkede ikke endnu engang at høre en af CEPOS’ direktører kværne løs i det samme ideologiske spor som altid. Denne gang handlede det om det offentlige og befolkningens udbredte utilfredshed med den service, det offentlige yder.

Om jeg fatter, at denne lille ideologiske, tanketomme tank altid skal trækkes ind i DRs manege! I stedet sad jeg så og tænkte over en af den foregående dags nyheder. På en skole i Odense var en lærer blevet korporligt overfaldet til en såkaldt skole-hjem-samtale. Læreren havde angiveligt ville hilse på skoleeleven, en pige i 3. klasse, og gjorde, som man nu gør i Danmark: rakte hånden frem mod hende. Faderen til pigen reagerede ved at slå læreren i gulvet og siden bide ham bag øret. I følge Ekstrabladet beskrivelse.

Sceneriet foregik på en skole i Volsmose. Pigens fader er “herboende statsløs palæstinenser” og læreren har “marokkansk baggrund”. Det, der spøgte i mit hoved var imidlertid det med biddet bag øret. Jeg kom i tanke om et slagsmål, jeg engang overværede, mellem to skolekammerater i realskolen, hvor den ene forsøgte at bide næsen af den anden, efter først at have forsøgt at rive den af med to fingre oppe i næseborene. Barnlig aggression.

Billederne tumlede rundt i mit trætte hoved. Men ser vi bort fra, at den aktuelle sag er en voldssag – og bør behandles som sådan – hvad handler den så om? Mange ting. Blandt andet handler den om respekt. Gensidig respekt. Læreren burde selvfølgelig vide – ikke mindst som lærer på en skole med børn med forskellig kulturel baggrund – at man ikke i arabisk kultursammenhæng hilser med håndtryk. Og den palæstinensiske fader burde vide, at håndtrykket er en ganske almindelig høflig hilsen på dansk.

Jeg kunne forestille mig at Dansk Folkepartis automatpiloter straks ville sige, at det handler om islamisk fundamentalisme og manglende vilje til integration. Og at faderen bare skal i kachotten og helst smides ud af landet efterfølgende.

Men sagen handler snarere om, hvor vanskelig et kulturelt møde er på baggrund af utilstrækkelig oplysning, ja, dannelse. Og der er såmæn ikke så langt fra denne episode til de mange andre voldsepisoder, hvor unge med indvandrerbaggrund (og utilstrækkelig skolegang) er involveret. Og så har jeg omhyggeligt undgået at tale om – integration.

Sommertiden sætter gang i de mærkeligste ting. Og en af sommeragurkerne går på, at Pia Kjærsgaard åbenbart ikke har kunnet finde på andre politiske angreb på regeringen end at lange ud efter en af regeringens mest anonyme ministre, Carina Christensen, som efter fru Kjærsgaards mening mangler holdning og slagfærdighed (til bolledejen).

I den anledning lufter Kjærsgaard sine ministerdrømme og mener, at hun ville være en fortræffelig kulturminister. Hun langer ud efter kunst, der har været provokerende (i modsætning til Carina Christensen i øvrigt), hvorefter gamle værker som Bjørn Nørgaards hesteslagtning, de udstoppede hundevalpe og Manzonis lortedåser nævnes.

Men nærlæser man interviewet, så kan man se, at det slet ikke et genopkog af Rindalismen, DFs leder er ude efter. Kunst interesserer sandsynligvis ikke fru Kjærsgaard en døjt. Hun frekventerer med sikkerhed ikke nutidens gallerier og kunstmuseer og vil sikkert skulle læse avisernes kultursider for at nævne et navn på en moderne dansk billedkunstner. Næ, for DFs førstedame drejer det sig om DANSKHEDEN. Citat: “Danskerne skal kende deres kultur, så de kan værdsætte danske værdier og have en løbende debat om det at være dansk”. Altså den danske kultur og de danske værdier, som DF mener at have patent på at formulere. Det ville selvfølgelig være fint med en løbende debat om det at være dansk (har vi i øvrigt ikke det?), men jeg tror ikke, at det interesserer Pia Kjærsgaard en tøddel. Hun ved godt, hvad hun og DF mener om den sag. Og når hun sigter efter kulturministeriet, så er det for at pådutte os andre sin form for danskhed. Peter Rindal var mest bekymret for sine skattekroner og fik i øvrigt sæde i Statens Kunstfond…

PS. I dag onsdag kan man læse, at Kjærsgaard skal i seng med “fjenden”. Måske bliver hun oven i købet klogere på, hvad kunst kan være.

Citat:”To ud af tre musiknumre spillet i radioens P3 er fra udlandet. Lidt bedre vilkår har dansk musik på P4, hvor godt to ud af fem numre er spillet af danske musikere.Alligevel er de to radiokanaler meget bedre ved den danske musik end kommercielle radiostationer som The Voice og Radio 100FM, hvor mindre end hver femte sang er fra en dansk kunstner, viser en opgørelse fra Koda, der har set på fordelingen af dansk og udenlandsk musik i radioen fra 2006-08.”. I går havde jeg et indlæg om de kommercielle radioers ønske om at hæve prisen for den afspillede musik. I forlængelse af dagens nyhed må kan konkludere, at det i hvert fald ikke er dansk musik, der ruinerer de kommercielle radioer! Jim Receveur fra Radio 100FM slår hovedet på sømmet, når han siger: “Vi ville gerne spille mere dansk musik, men vi tør ikke risikere det som kommerciel kanal“. Vi er nogen, der husker samme radios reklamekanal, der i nedladende, fordomsfuld form fortalte, at man ikke spillede jazz, spillemandsmusik osv. Nej, risikoen for ikke at behage flertallet af lyttere med det sikre hitlistegods, afholder de kommercielle kanaler fra at formidle kendskab til en lang række musikalske genrer og musik, der ikke på en eller anden måde er mainstream. Det er nok også forklaringen på, hvorfor alle disse kommercielle stationer langt hen ad vejen ligner hinanden. Nyheden undertreger vigtigheden af, at vi har en stærk public-service-radiostation, der ikke bare tør, men skal spille musik, der ikke er hitlistematerial og ikke er på angelsaksisk, men fx på noget så eksotisk som dansk… Og sjov nok er musikindustrien herhjemme, repræsenteret af Jesper Bay fra Ifpi, enig, når han udtrykker ønsket om, at DRs P3 skal “forpligtes” på at spille den lokale, danske musik i endnu større omfang, end tilfældet er nu… Forklaringen er selvfølgelig, at Bay repræsenterer den danske del af musikindustrien og derfor har en (økonomisk) interesse i at fremme den danske musik. Men ikke desto mindre…

Begribeligt nok, så har der hersket tvivl om street art-kunstneren Banksys identitet. Hvor gammel han var, hvor han boede osv. var usikkert. Måske var han slet ikke en “han” og måske var han slet ikke et individ, men måske en gruppe. Alligevel var der noget, der kunne tyde på, at han var en mand – og at hans karriere tog sit udgangspunkt i den engelske by Bristol. I omtalerne af ham kan man også se begrebet grafitti brugt, men Banksy er ikke rigtig grafitti-kunstner. Han arbejder med “stencils” – udskårne skabeloner på papir. En af mange street art-teknikker – og i øvrigt en teknik, han deler med pariseren Blek le Rat. Som andre talentfulde street art-kunstnere har han været i klemme mellem kunstinteresserede interesser – og myndighedernes bekæmpelse. Galleriejere har forsøgt at sælge hans “værker” dér hvor de var lavet, medens myndighederne har forsøgt at fjerne dem med alskens midler. I de seneste år er han kommet op til overfladen af kulturen og har lavet udstillinger flere steder, bl.a. i USA. Og nu falder hjembyen Bristol så til patten og laver en stor retrospektiv udstilling med hans værker. Det er lige efter bogen om outsider-kunstnere, der med tiden vinder anerkendelse…

Jeg må have fat i så’n en mobilos med fotografiapparat indbygget, så jeg kan dokumentere den typografiske erosion i sproget. I dag kom jeg forbi Livs sandwich-forretning med s-genitiv og Accent aigu i stedet for apostrof. Djævelen gemmer sig i detaljen..

I april omtalte jeg de londonske planer om at omdanne Alfred Hitchcocks barndomsbiograf EMD i det nordlige London til en sekt.kirke. I den forbindelse nævnte jeg, at bl.a. Beatles og Stones havde trådt deres ungdommelige sko dér.Og nu forlyder det, at selveste Mick Jagger har erklæret sin støtte til dem, der vil bevare kulturstedet for eftertiden. Til NME siger han bl.a.: “Cinemas and live venues like the Granada where the Stones played in the early days, learning our craft on the way, are the lifeblood of our cultural history…It’s heartbreaking to hear about such a beautiful, important historical building and centre of entertainment being lost to the local community. I fully support the campaign to keep it open and provide film, music and the arts for generations to come.”. Sådan Mick, op på barrikaderne!

På min vej fra det lokale indkøbscenter kom jeg – og den samlede familie – til at ligge bag ved en mellemstor landrover af asiatisk oprindelse. En af den slags, hvor reservehjulet er placeret under bagsmækken. Og på den cirkelformede beholder stod der med store krøllede bogstaver:

Mor`s dyt

Og straks tordnede min indre Jeronimus sig op og overtog mine taleevner, og det resulterede i en længere uafbrudt jeremiade over den fortsatte erosion af det danske sprog – ikke mindst under indflydelse af det allestedsnærværende anglo-amerikanske sprogområde. For det første er s-genitiv på danske uden diakritisk tegn, med undtagelse af navneord, der ender på netop -s. Fx Hans’ hat, Jens’ øl. For at det ikke skulle være løgn, så var der gået ged i de diakritiske tegn. Hvis man skal bruge diakritisk tegn i forbindelse med genitiv, så er det apostrof ( ‘ ). Og ikke, som i dette tilfælde, accent grave ( ` ).der i øvrigt ikke længere er et autoriseret dansk diakritisk tegn. Frøkenen tilsidesatte straks min jeremiade med en tør konstatering af, at det “så bedre ud” med sådan et tegn i genitiven – uanset om det er apostrof eller accent grave. Og ser man på hyppigheden af s-genitiver med apostrof (el. andre diakritiske tegn…) i gadebilledet og medierne, så må man nok indse, at den sproglige udvikling snart vil gøre denne (mis)brug til officiel sprogpolitik.

Og derefter stat Jeronimus sin pibe ind igen med en stille beklagelse af almendannelsens og sædernes almene forfald…

I dag er det så kvindernes internationale kampdag. Og i Fruens dameblad kan jeg læse, at den kamp, der skal føres, er kampen for ens egen karriere. Fremad med rundsave på designerblusens albuer. Og det hu-hej, hvor det går. Kvinderne vælter ind i bestyrelser og lederstillinger – og alle mulige andre steder.Og selv om jeg har lidt svært ved at se forskel på de kvindelige ledere og deres mandlige forgængere (er der overhovedet nogen forskel?), så al mulig held med det.
Engang var feltråbet “Ingen kvindekamp uden klassekamp” og omvendt – og kvindekampen havde en tydelig social dimension. Sådan er det vist ikke længere, hvor kvinderne er kommet til fadet og har overtaget mændenes positioner – i et og alt…
Til lykke med dagen. Der er problemer nok at tage fat på.

“Jeg forsvarer disse onde, idiotiske, dårlige, smagløse Muhammed-tegninger. Skal de ansvarlige finde sig i mordtrusler? Nej, nej, nej. Der giver jeg mig under ingen omstændigheder. Salman Rushdie har jeg også støttet hele vejen, efter fatwaen mod ham for 20 år siden. Jeg var personligt involveret, da de tyske forlag stiftede et kooperativ, der kunne udgive »De sataniske vers«, fordi intet enkeltforlag ville lægge navn til. Ytringsfriheden må for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.”

Hans Magnus Enzensberger – læs resten her.

I går så jeg DR2s udsendelse om elektroniske gadgets So ein Ding. DR skal have ros for at lave sådan et program. Der er behov for det i en tid, hvor vi overstrømmes af alskens nye elektroniske påfund. Men formen, kære venner! Hvorfor i hede hule Hammerum skal værten Nikolaj Sonne føre sig frem som om, han var underholdningsvært på TV2? Hvorfor denne smartness? Er det sådan en ny entertainment-virus, der har grebet DR? Se blot på DRs nye filmprogram, hvor værten også fører sig frem, som om han var det centrale i programmet! Giv mig noget radio i stedet for. P1 eller sådan.