Indlæg tagget med kultur

Godt Nytår til alle læsere af bloggen

31. december 2008

Selv om der endnu er nogle dejlige timer tilbage af det gamle år, som jeg vil nyde i fulde drag, så vil jeg allerede ønske alle jer derude et rigtigt godt og velsignet nytår. Pas på hinanden – og jer selv – så skal det nok gå alt sammen trods finanskrise og global opvarmning. Og ham Fogh kommer vi nok snart af med…

(Happy Xmas Kyoko
Happy Xmas Julian)

So this is Xmas
And what have you done
Another year over
And a new one just begun
And so this is Xmas
I hope you have fun
The near and the dear one
The old and the young

A very Merry Xmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear

And so this is Xmas
For weak and for strong
For rich and the poor ones
The world is so wrong
And so happy Xmas
For black and for white
For yellow and red ones
Let’s stop all the fight

A very Merry Xmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear

Nytårsfyrværkeri: Skal – skal ikke – og deus ex machina

30. december 2008

Jeg kan vældigt godt lide at se på nytårsfyrværkeri. Men efterhånden gider jeg ikke mere selv at stå med en cerut i hånden og tænde raketter og andet skyts. Jeg kan godt nøjes med at se på. Der er jo nok i forvejen. Så på vejen til det store lokale supermarked vaklede jeg mellem at købe krudt og at droppe det for første gang. Men jeg kunne ikke bestemme mig, og det irriterede min blindtarm gevaldigt. Det danske vægelsind. Og så kom deux ex machina og afgjorde det for mig: I supermarkedet var der opsat en stor plakat, der meddelte, at man beklageligvis ikke solgte nytårsfyrværkeri, fordi man havde haft indbrud! Sådan.

Evighedsstudenten – en uddøende race?

28. december 2008

Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…

Verden i bedring? Brillen og den lille forskel

28. december 2008

Kan verden blive et bedre sted at være – for alle? Jovist kan den det. Men det går sørme langsomt. For langsomt.
Når jeg tænker tilbage til dengang, hvor jeg begyndte at opdage verden uden for min egen familiære horisont, så slår det mig, at al den ulighed, uretfærdighed, sult, krigsførelse osv., som vi også oplever i dag, altid har været der. Den såkaldt tredje og fjerde verden eksisterer stadigvæk. Der er stadigvæk sult, flygtningestrømme og borgerkrig på det afrikanske kontinent. Israelerne og deres arabiske modstandere slår stadigvæk hinanden ihjel for et godt ord. På den led er verden stadigvæk ung.
Men nu og da dukker der historier op, som fortæller om faktiske forbedringer og fremskridt. For nogen tid siden hørte jeg om en dansk øjenlæge, der en gang om året drog et par måneder til Asien for at operere mennesker med en bestemt øjenlidelse. En i og for sig enkelt operation, der gjorde en stor forskel for den enkelte. Forskellen mellem et aktivt liv og et liv, hvor man helt er overladt til andres nåde og forgodtbefindende. Det er ikke altid de store millionbeløb og de store forkromede ulandsprojekter, der gør den store forskel. I går faldt jeg over en parallel historie i The Guardian.
Den handler om fysikprofessor Josh Silver fra Oxford University. Silvers projekt går ud på at forbedre synet for milliarder af mennesker i verdens fattigste områder. Mange af de fattige har brug for synskorrigerende briller. Og briller er dyre. Det samme er optikere, der kan tilpasse brillernes glas til den enkelte. Dertil kommer, at der er langt mellem briller og optikere uden for den vestlige hemisfære. Derfor har Silver opfundet en billig  brille, der kan justeres af brugeren selv. Brillen er forsynet med plastikbrilleglas, der indeholder to små “sække”, der kan fyldes med væske gennem en lille pumpeanordning i brillestangen. Når brugeren har fundet en passende styrke ved at tilføre væske (rent vand), så lukkes tilføringshullet med en lille skrue. Efter sigende er processen så simpel, at der ikke er behov for ret megen oplæring.
Silver har allerede fordelt 30000 briller i forskellige lande, men det er Silvers plan at distribuere 100 millioner par briller om året i den nærmeste fremtid. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad sådan en plan kan have af effekter i en verden, hvor store dele af menneskeheden er analfabeter, og hvor synshandicap kan gøre en almindelig hverdag og overlevelsen til en stor udfordring. Tænk blot på, hvordan du selv ville have klaret din skolegang uden dine briller! 

Læs den opmuntrende historie her – og besøg professor Silvers hjemmeside her.

Stjerne-relikvier

27. december 2008

Jeg læste lige en spøjs nyhed om Scarlett Johanssons snotklud, der var sat til salg på Ebay. Og i dag læser jeg så, at Curt Cobains smadrede guitar er gået for trekvart million kroner på en auktion. Og så siger man, at folk ikke er religiøse længere? Det er da til at blive helt katolsk af, denne idolatri….

Nirvana – Smells Like Teen Spirit live

Glædelig jul til alle!

24. december 2008

Ja, så nåede vi frem endnu engang, folkens. Det er juleaften i aften. Lad julefreden sænke sig over din krop og dit sind, lad glæden strømme. Love is all you need. Glædelig jul fra capac!
 

Glædelig tuneserlov!

21. december 2008

Nu hvor julestemningen omsider skulle begynde at indfinde sig i casa, har et beskedent folketingsflertal – bestående af regeringspartiet og dets nærmeste parlamentariske grundlag – vedtaget den omstridte “tuneserlov” og dermed grundigt forpurret julestemningen i dens opløb. Det ville så være til at leve med. Værre er det, at de ja-stemmende politikere handler i strid med selve demokratiets fundamentale tredeling af magten i en dømmende – , lovgivende – og udøvende del. Denne tredeling er reelt blevet suspenderet af regeringen. Og det er intet mindre end horribelt, at Birthe Rønn Hornbech kan udtale følgende: “Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovstridige”. Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech åbenbart  har betalt for ministerposten med sit gode omdømme og sin sunde, liberale fornuft. Selvfølgelig kan en regering fremsætte grundlovsstridige forslag. Og man behøver ikke at være juridisk ekspert for at se, at tuneserloven karambolerer med den fundamentale, grundlovsikrede tredeling af magten. At Birthe Rønn forsøger at naturalisere regeringens adfærd skriger til himlen og understreger blot den underliggende logik: Intet over og intet under regeringen og dens politik.
Læs og de vilde analytikeres indlæg, som jeg kun kan bifalde.

Tilbagespoling: Tuneserlovens umenneskelighed Ytringsfrihed og magt

Det nationale broderskabs uge…

20. december 2008

På et tidspunkt i går var jeg lige ved at få spat af julen. En vis person, hvis navn ikke skal nævnes i denne blog, udbredte sig salvelses- og følelsesfuldt om julens betydning for fælleskabet og så videre. Og det var lige før, jeg blev angrebet af juleitis i svær grad. Men så er det, jeg altid kan gribe til Tom Lehrer, der forstå at sætte ord på forlorenhed, dobbeltmoral og andre menneskelige lidelser. I en amerikansk kontektst, ganske vist. Men det står en frit for at overføre det til vores egen andedam…


One week of every year is designated National Brotherhood Week. This is just one of many such weeks honoring various worthy causes. One of my favorites is National Make-fun-of-the-handicapped Week which Frank Fontaine and Jerry Lewis are in charge of as you know. During National Brotherhood Week various special events are arranged to drive home the message of brotherhood. This year, for example, on the first day of the week Malcolm X was killed which gives you an idea of how effective the whole thing is. I’m sure we all agree that we ought to love one another and I know there are people in the world that do not love their fellow human beings and I hate people like that. Here’s a song about National Brotherhood Week.

Oh, the white folks hate the black folks,
And the black folks hate the white folks.
To hate all but the right folks
Is an old established rule.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
Lena Horne and Sheriff Clarke are dancing cheek to cheek.
It’s fun to eulogize
The people you despise,
As long as you don’t let ’em in your school.

Oh, the poor folks hate the rich folks,
And the rich folks hate the poor folks.
All of my folks hate all of your folks,
It’s American as apple pie.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
New Yorkers love the Puerto Ricans ’cause it’s very chic.
Step up and shake the hand
Of someone you can’t stand.
You can tolerate him if you try.

Oh, the Protestants hate the Catholics,
And the Catholics hate the Protestants,
And the Hindus hate the Muslims,
And everybody hates the Jews.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
It’s National Everyone-smile-at-one-another-hood Week.
Be nice to people who
Are inferior to you.
It’s only for a week, so have no fear.
Be grateful that it doesn’t last all year!

Tom Lehrer – National Brotherhood Week

Billedet viser – apropos en film om aktiv dødshjælp

16. december 2008

Nej, jeg så ikke den meget omtalte canadiske tv-dokumentar om “aktiv dødshjælp”. Jeg valgte den fra. Udsendelsen har allerede givet anledning til megen debat, og DRs programproduktionsdirektør Mette Boch har valgt at trække sig ud af programetikudvalget i protest.

Jeg ville have gjort det samme. For er der ingen tvivl om, at DR har handlet uetisk ved at vise, hvordan man tager livet af et menneske. Debatten rejser spørgsmålet: Om der er noget som helst, der er “helligt” for de elektroniske medier? Er der emner, der er “ukrænkelige”? Udviklingen i tv-mediet synes at give et ret entydigt svar: Så længe noget kan vises, så viser vi det.

Tv-mediet er i moderniteten – hvor der ikke længere er en fælles etik – drevet af en journalistisk-teknologisk tvang. Det der kan vises, skal vises. Fordi det sælger; fordi det får seerne til at strømme til… Hvad enten det er folks seksualliv (jfv. reality-tv-genren), folks privatliv (jf. fedmeserierne), terroraktioner med død og lemlæstelse (eksemplerne er legio) eller nu – et menneskes aflivning. Tv-mediet er drevet frem af en illusion om, at mediet kan indfange “virkeligheden” bag billedet, “virkelighederne” bag billedet. Det er derfor, tv-speakerne altid advarer mod de “stærke” billeder, når man transmitterer fra det seneste bombede grønsagsmarked et sted i verden.

Men der er, som vi tidligere har noteret os, tale om iscenesættelser og dermed om fiktion. Og dermed sker der noget paradoksalt. Det, der skulle være virkeligt autentisk, bliver til underholdning og mister derved sin autenticitet. Vi befinder os i en medial hyperrealitet. Som Jean Baudrillard sikkert ville have sagt.
Næ, hvis vi for alvor skulle beskæftige os med alvorlige emner som fx aktiv dødshjælp, så tror jeg, det vil være nødvendigt at holde “virkeligheden” på stor afstand. Vi skulle ikke forsøge at vise noget i billeder, men i stedet tale og skrive om det…

Journalistisk “konsekvensrapportage” som skjult politisk budskab

13. december 2008

Jeg har skrevet det før, og gentager det gerne igen: Vi er inde i en kulturkamp, hvor de liberale-borgerlige magthavere og deres støtter i medierne bekæmper alt, hvad der kan forbindes med det symbolske “1968”, med de påstået venstredrejede halvfjerdsere, Socialdemokratiet, velfærdsstaten osv. Det foregår med mere eller mindre spidsfindig retorik, der har til hensigt at forandre den ideologiske dagsorden og opbygge en alternativ “korrekt” politisk tankegang.


En af højrefløjens mere drevne skribenter – og en af denne blogs yndlingsaversioner – er Kastholm i Berlingske Tidende, som jævnlig fører sig frem i sin klumme “Læst og påskrevet”. Således også i dag, hvor det ideologiske felttog retter sig mod journalisterne på DR og – TV2. Den aktuelle anledning er tva-avisernes behandling af et nyt lovforslag, der vil fjerne det særlige børnetilskud til kvinder, som er blevet mødre ved kunstig befrugtning.


Kastholms kritik mod journalisterne er snedig. Han griber ikke til den gamle, fortærskede Erhard Jakobsenske model, hvor journalisterne blot udstilles som en flok røde lejesvende, der sidder på DR, Politiken og Gyldendal og styrer det danske åndslivs politiske indhold. Næ, Kastholm, der jo selv tilhører standen, ved bedre. Han angriber selve den journalistiske metode, den såkaldte “konsekvensrapportage”. Denne rapportageform går i sin enkelhed ud på, at journalisterne forsøger at beskrive konsekvenserne af en beskemt begivenhed. Fx det omtalte lovforslag.


Først fremstiller Kastholm det nye lovforslag som en lillebitte justering i et kolossalt velfærdssystem (“en lillebitte beskæring af velfærdsstatens umådelige ydelser”). En justering, der burde erstattes af regulære nedskæringer, i følge Kastholm.


Dernæst fremstilles regeringen som ædle politikere, der blot vil borgerne deres eget bedste, nemlig “genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv”, som det så smukt hedder. Men den ædle politik hæmmes af de elektroniske medier og deres konsekvensrapportager. De to tv-kanaler skaber en storm i et glas vand, kan man forstå, ved at beskrive, hvilke konsekvenser det omtalte lovforslag får for de kvinder, der berøres af ændringen. Derved kommer den heroiske justering af velfærdsstatens “umådelige ydelser” til de “forkælede” danskere til at fremstå som regulær ondskab. Og det er jo ikke meningen.


Og så sætter Kastholm diskret trumf på: Og de elektroniske medier kommer derved til at tjene velfærdsstatsprojektet, der jo er “et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt”. Tableau. Ved af beskrive, hvorledes et lille lovforslag rammer enkelte mennesker som en objektiv vold, fx ved at lade udvalgte personer fortælle om følgerne af et sådant lovforslag, så bliver journalisterne automatisk “røde lejesvende”, selv om de ikke selv ved det…


Med Kastholms ordvalg, så er medierne ikke “hovedårsagen” til tingenes tilstand, men de er “medskyldige”. Konsekvensrapportagen er “det politiske budskab” og det lyder: “Hvor er I dog onde og uretfærdige, når I fjerner dette tilskud”.


Over for Kastholm snedige taktik må man blot spørge: Hvordan har Kastholm så tænkt sig, at journalistikken skulle omtale et sådant lovforslag? Det ligger i kortene, at de elektroniske medier burde beskrive fjernelse af det pågældende børnetilskud som et gode. Som en god handling, der kun har til hensigt, at gøre de ramte kvinder til “sunde og raske” borgere, der klarer sig selv – uden den onde stats subsidier. Det, Kastholm indirekte efterlyser, er i virkeligheden en kritikløs journalistik, der ikke fremstiller konflikter og modsætninger mellem borgerne og magthaverne. Lidt i stil med den form for journalistik, som man finder i diktatoriske stater som Nord-Korea eller Iran…

Men i et åbent samfund med demokratiske idealer bør journalistikken netop beskrive konsekvensen af magthavernes handlinger, selv om det ikke behager disse personer. Og en når en konsekvent beskrivelse fremstår som en kritik, så er det ikke, fordi journalisterne pr. definition handler som “røde lejesvende”, men fordi den beskrevne politiske handling faktisk har negative konsekvenser for nogle mennesker i dette land.


Kastholms indlæg er et skoleeksempel på, hvordan borgerlige skribenter forsøger at sætte en alternativ politisk korrekt dagsorden. I hvor høj grad det vil lykkes vil tiden vise…

Bettie Page – Pin-Uppernes dronning – er død, 85

12. december 2008

Den vel nok mest berømte (/berygtede) pin-up-pige fra 1950’er, Bettie Page, er død af lungebetændelse, 85 år gammel. Hun blev et sex-ikon, da hun optrådte som Miss Januar i Playboy i 1955. Siden har hun været at finde afbilledet utallige steder i letpåklædt og – uha! – endda nøgen tilstand. Hun har været flere mandlige generationers drenges og mænds våde drøm. Allerede et par år efter sit gennembrud fik hun nok af modelkarrieren og kastede sig over religionen i stedet og forlod offentlighedens søgelys. Men lige siden har hendes billeder været genstand for nærmest kult-agtig dyrkelse og samlermani. For at forstå hendes succes skal man nok have en fornemmelse af halvtredsernes indeklemte forhold  til det seksuelle og den spirende frigørelse på området. Bettie var en flot ung dame med funklende grå øne, knaldsort, blankt hår og timeglasfigur. Og hun kunne på ejendommelig vis forene halvtredsernes “pæne” pige og femme-fatalen i en figur. Og det er der jo mange mænd, der ikke kunne stå for. Og stadigvæk ikke kan stå for… Bettie blev et symbol på den seksuelle frigørelse, der var på vej. Hvil i fred, Bettie.

John Lennon og Jesus

23. november 2008

Vi – der har nogle år på bagen – husker vel dengang, hvor John Lennon kom for skade at påstå, at The Beatles var mere populære end Jesus Kristus. Det gav anledning til afbrænding af Beatles-plader i USA og anden kævl og ævl fra kristne rundt omkring, og ikke mindst i United Bluff. Nu meddeler New Musical Express så, at selveste Vatikanstaten har tilgivet John Lennon posthumt for hans brøde. Hvad mon den anti-autoritære Lennon ville have sagt til det?

God is a concept
By which we measure
Our pain
I’ll say it again
God is a concept
By which we measure
Our pain
I don’t believe in magic
I don’t believe in I-ching
I don’t believe in Bible
I don’t believe in tarot
I don’t believe in Hitler
I don’t believe in Jesus
I don’t believe in Kennedy
Í don’t believe in Buddha
I don’t believe in Mantra
I don’t believe in gita
I don’t believe in yoga
I don’t believe in kings
I don’t believe in Elvis
I don’t believe in Zimmerman
I don’t believe in Beatles
I just believe in me
Yoko and me
And that’s reality
The dream is over
What can I say?
The dream is over
Yesterday
I was the dreamweaver
But now I’m reborn
I was the Walrus
But now I’m John
And so dear friends
You just have to carry on
The dream is over

Bøsser og lesbiske – andenrangs(skatte)borgere?

9. november 2008

Midt i glæden over, at en ung, amerikaner af afro-amerikansk afstamning er gået hen og blevet præsident for USA, så har den ellers liberale stat Californien med et snævert flertal forbudt ægteskabsindgåelse mellem homosexuelle mennesker. At amerikanerne længe har haft et anstrengt forhold til sex, ved vi godt, men det er alligevel lidt nedslående, at netop vælgerne i Californien har taget den beslutning.
Sangskriveren, sangeren og musikeren Melissa Etheridge, der er erklæret lesbisk og gift med Tammy Lynn Michaels, har i konsekvens af beslutningen, der altså annulere hendes ægteskabs gyldighed, erklæret, at hun ikke vil betale samme skat som de fuldgyldige medlemmer af det californiske samfund! På The Daily Beast giver hun udtryk for, at hvis man ikke nyder de samme rettigheder som andre, så skal man heller ikke betale det samme i skat. Og det er vel sund logik!? Tonen i Etheridges indlæg er ramsaltet sarkastisk. Som andre amerikanske stater har også Califonien økonomiske problemer at slås med – og et fald i skatteindbetalingen fra de mange homosexuelle – forsigtigt anslået er 20% af californierne homosexuelle – i staten vil givetvis kunne mærkes.
Og Melissa angriber også den amerikanske achilleshæl: moralen – eller måske skulle man sige dobbelt-moralen. For, hvordan man man forsvare, at man lovgiver ud fra moralsk fordømmelse? Der fødes homosexuelle mennesker hver eneste dag; man kan ikke fjerne dem ved lovgivning. Som Etheridge skriver.
Og så slår hun hovedet på sømmet, når hun fremhæver, at det, der sker, er en stigmatisering af en befolkningsgruppe på linje med den, der foregik over for de “sorte” i tresserne og tidligere. Proposition 8, som loven kaldes, fastlåser en ulighed, en diskrimination. Fastholder amerikanene i en dem-og-os-tænkning, der burde være fortid. De fattige og os, de sorte og os, de homosexuelle og os… Burde være fortid netop nu, hvor en af “dem” er blevet præsident… Og Etheridge ser Proposition 8 som en af de sidste krampetrækninger i den gamle bornerte amerikanske verden: “This crazy fearful insanity will end soon. This great state and this great country of ours will finally come to the understanding that there is no “them”. We are one. We are united. What you do to someone else you do to yourself. That “judge not, lest ye yourself be judged” are truthful words and not Christian rhetoric.” Og hun slutter af med at erklære, at hun bliver i staten og fortsætter kampen mod idiotiet. For det er “the American Way” at gøre det.

Når man tænker over det, så er situationen vel ikke meget anderledes herhjemme. Jovist, vi anerkender de homosexuelles ret til at indgå registreret partnerskab, men hate-crimes og diskrimination er stadigvæk en del af hverdagen herhjemme. Og hvad med alle vores medborgere, der tilfældigvis har en familiær fortid i andre lande? Hvad med “dem”? Er det rimeligt, at de skal betale det samme i skat, når de ikke har samme rettigheder – fx til arbejde – som os andre?

Melissa Etheridge I Will Never Be The Same

Tilpasninger – politikens objektive vold

31. oktober 2008

Selv om de magthavende politikere vrider deres begrænsende retoriske evner af led for at beskrive den offentlige sektor som en sektor, der er fuld af ressourcer og kvalitet, så kan den almindelige bruger af folkeskolen, hospitalerne, bibliotekerne osv. godt se, at virkeligheden er en anden, som man siger.

Over hele landet står mange biblioteker over for den kendsgerning, at de endnu engang skal spare. Som tidligere omtalt betyder det blandt andet lukninger af små filialbiblioteker. Cirka halvdelen af landets biblioteker skal spare. Bibliotekarernes og brugernes opråb og protester er tilsyneladende nyttesløse, for politikerne ved, at det har højere prioritet at bruge flere penge på sygehuse, folkeskoler og børnepasning.

Folkeoplysning og kulturel dannelse har lavprioritet. Man kan selvfølgelig godt forstå, at den enkelte borger prioriterer det højere at kunne komme på hospitalet og få behandlet en lidelse end at kunne låne en bog eller et andet medie på et lokalt bibliotek. Men den landspolitiske og kommunalpolitiske prioritering er også udtryk for en forstemmende kulturløshed.

At kulturminister Carina Kristensen kalder de forestående nedskæringer på bibliotekerne for “tilpasninger til udfordringerne i videnssamfundet”, så er det udtryk for enten himmelråbende dumhed eller kynisme. Måske endda begge dele…

Kan TV2 holde vand?

22. oktober 2008

Selv om EF-domstolen i dag har fastslået, at TV2 ikke – som påstået af konkurrenterne bag Viasat og SBS – har modtaget ulovlig statsstøtte fra 1995, så er koncernen problemer langt fra løst. Med dommen annullerer EF-domstolen en EU-kommisionsafgørelse fra 2004, som påstod det modsatte og hævdede, at TV2 skulle tilbagebetale et beløb på 628 millioner plus renter og renters rente. Ialt i omkredsen af 1,1 milliard. TV2, der som tidligere omtalt i forvejen står i økonomiske problemer, slap altså med skrækken. Denne gang. For siden dengang har staten igen pumpet skattekroner i foretagendet for at holde det oven vande. I 2004 foretog man en såkaldt rekapitalisering – og Viasat og Co. startede en ny og uafsluttet sag i EU. Dertil skal så lægges, at staten for ganske nylig har tilført flere midler i form af et 500 millioner stort lån for at forhindre skuden i at synke brat…
Problemet med TV2 er vel grundlæggende, at staten både vil have en public service-station (og konkurrent til DR) og drive TV2 som en semi-privat-reklamefinansieret virksomhed. Man vil både blæse og have mel i munden. Set fra konkurrenternes synspunkt må det være særdeles irriterende med en sådan hybrid. Og måske ville det også være mere rimeligt, at TV2 blev helt privatiseret – med public service-forpligtelser. Så kunne vi jo få en demonstation af, hvor umuligt det er… Men indtil videre må vi nok afvente, hvor længe plimsolleren kan holde sig flydende. Ved årsskiftet skal TV2 nemlig tilbagebetale statslånet.