Indlæg tagget med kultur

Ringos barndomshjem møder bulldozeren

18. august 2010

Det var John Lennon, der drømte om at være en arbejderklassehelt i sin søgen efter et ståsted i denne verden og en mening med livet. Men – som Torben gør opmærksom på i sit fødselsdagsportræt af Ringo Starr – så var det Ringo, der om nogen kunne gøre krav på den rolle. Selv om han sikkert blot er tilfreds med at være sluppet ud af sin barndom blandt samfundets bærme. Ringo har aldrig været til de store budskaber. Det skulle da lige være Peace, Love and Understanding, som han gjorde opmærksom på i forbindelse med et fødselsdagsinterview.

Hvad Ringo tænker ved nyheden om, at hans barndomshjem i Madryn Rd, Liverpool, skal rives ned, kan man kun gisne om. Måske vil det give et lille nostalgisk gib i hjertet, men det er svært at forestille sig, at han vil sætte himlen i bevægelse for at redde det gamle lort. Det er der til gengæld andre, der vil. Fans betragter planerne om nedrive husene i Madryn Rd som et stykke rendyrket kulturel vandalisme, grænsende til det kriminelle. Og man har sammenlignet det med en nedrivning af Shakespeares fødested.

Måske fortæller det lidt om forskellen mellem Ringo, John og Paul, at de to sidstnævntes barndomshjem for længst er blevet underlagt The National Trust, medens Ringos har fået lov til at forfalde og siden 2005 har været øremærket til nedrivning? Eller afspejler det blot en erkendelse af, at her virkelig ikke er noget, der er værd at samle på?

Lur mig, om ikke de massive protester vil resultere i en eller anden form for bevarelse af stedet. Et forslag går på at flytte stedet – sten for sten – til at Liverpool’s Museum of Life, der skal åbne næste år i Liverpools dockområde.

Tilbage er så spørgsmålet, om stedet, hvor Ringo blev født, faktisk er bevarelsesværdigt? Skal vi for enhver pris bevare den slags, blot fordi hovedpersonen er kendt? Ringo blev født der, men boede mange andre steder. Skal de så også bevares? På den anden side, så er der penge i lortet. Fans fra hele verden kommer forbi for at kaste et blik på den vaklende rønne. Og turistindtægter skal man ikke kimse ad.

Aldrig mere Love Parade?

26. juli 2010

19 mennesker mistede forleden livet i forbindelse med den store Love Parade i Duisburg, Tyskland. De blev mast ihjel i en tunnel ved en indgang. Andre 342 blev kvæstet. Medens man debatterer heftigt, hvad årsagerne var, og hvem, der skal tillægges ansvaret for det skete, har arrangørerne af Love Parade meldt ud, at det blev den sidste Love Parade.

Aldrig mere Love Parade? Det er forståeligt, at man midt i tragedien smider håndklædet i ringen. Chokket og sorgen er overvældende. Men er det det rigtige at gøre? Nej, det mener jeg ikke. Ved store arrangementer af den her karakter, er der altid en risiko for, at der opstår kaos og paniksituationer, der kan være farlige. Hvis ikke sikkerhedsforholdene er i top. Vi har set det på Roskilde Festival ved Pearl Jam-koncerten for 10 år siden. Vi har set det i forbindelse med store forboldstævner. Og hverken Roskilde Festival eller fodbold er blevet stoppet af den grund. Og netop Love Parade er der mere brug for end nogensinde før. I en tid, hvor homofobien trives i bedste velgående indenlands (husk den seneste DF-skandale…) og udenlands (vi husker rapporterne fra de baltiske lande for nylig…). Vi skal lære af den tragiske hændelse, sørge for bedre sikkerhedstiltag og lade kærlighedsparaderne blomstre overalt…

Eksistens

Familien Mccartney slår et slag for vegetarmaden

16. juli 2010

Det er agurketid, og meget passende har The Guardian bedt Paul Mccartney og døtrene Stella og Mary skrive lidt om emnet "vegetarianisme". Sir Paul kastede sig allerede over spiser uden kød, da han var sammen med Linda, og har siden været varm fortaler for denne trosretning. Det er dog langt fra så frelst, som det kan lyde. Det handler ikke kun om "kærlighed til dyrene", men også om at reducere CO2-udslippet (hvor animalsk produktion er – indiskutabelt – en stor synder) og om – god mad. Læs selv.

Linda & Paul – Eat at home

Hans Jørgen Nielsen om kultur, bl.a. om beat

24. juni 2010

Forleden forvildede jeg mig ind i Århus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gå ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gågade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud. I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogel af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek. Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

Velkommen til svineri(g)et!

14. juni 2010

I går kom jeg til at tænke på den danske kunstner Mikael Witte, der huserede i Århus i min tidlige studietid. I 1976 var han med til at lave “Selskabet for smukkere byfornyelse” og Socialistisk Bogklub, og han begyndte at lave plakater, som vakte postyr i medierne. Der bliver nedlagt fogedforbud mod nogle af dem, blandt ovenstående satiriske plakat med budskabet: Danske svin er sunde. De strutter af penicillin. Landbrugets store organisationer brød sig ikke om budskabet og fik nedlagt  et fogedforbud, som først blev ophævet i 1980.
Jeg så Wittes plakat for mit indre øje, da jeg så TV-avisens indslag om dansk svineproduktions stadigt voksende forbrug af antibiotika. I udsendelsen fremviste en dyrlæge en næsten nyfødt gris, der var født med gul diarre, hvorfor den straks fik en indsprøjtning. Dyrlægens kommentar var, at man ikke med sikkerhed viste, hvorfor smågrise nu blev født med diarré…

Samtidig kom det frem, at forbruget af antibiotika i svineproduktionen er med til at forstærke de problemer, sygehusene har med såkaldt resistente bakterier. Det bliver sværere og sværere at holde disse bakterietyper stangen – og at behandle dem, når de først kommer ind i kroppen på mennesker.
Den konventionelle industrilandbrug har ikke gjort fremskridt siden Mikael Witte lavede sine plakater. Tværtimod. Og det var mildest talt forstemmende at se og høre fødevareminister Henrik Høegh (Venstre) glide af over for kritikken fra dyrlægerne. I stedet for at forholde sig til det konkrete problem, snakkede han om “gule kort” til de landmænd, der var særligt ødsle med antibiotika, og om, hvor stort andre landes forbrug var.
For nylig vakte det furore i medierne, da det kom frem, at tusindvis af smågrise dør hver dag i den danske svineproduktion. Nu forskrækkes forbrugerne for en stund af meldingerne om overforbruget af medicin. Smågrise sprøjtes inden de overhovedet har fået øjne. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre den situation? Det burde være klart for enhver, at produktionsmål og bundlinjetal vejer meget tungere i dansk landbrug – og landbrugspolitik – end hensynet til dyre- og menneskevelfærd. Vi har set det så tit. Vandmiljøplanerne, dyretransporterne, pdyrkning af braklægningsarealer, snyderiet med gamle kødvarer – og nu antibiotikaoverforbruget. Måske er det os ganske almindelige forbrugere, der skal ændre på forholdene, når vi står med hånden nede i køledisken!?

PS. Det fremgik også af udsendelsen, at to svineproducenter havde givet tilsagn om at medvirke i udsendelsen. Men deres brancheorganisation mente, at det ikke var nogen god idé. Heller ikke på det punkt har meget ændret sig de sidste 30-35 år…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...