Indlæg tagget med kultur

Raquel Welch fylder 70

3. september 2010

I Politiken i går læste jeg, at modellen og skuespillerinden Raquel Welch fylder 70 år på søndag. Som tiden dog går. Raquel – hvis rigtige navn er Jo Raquel Tejada – blev et af de førende, måske det førende, sexsymbol, dengang i midten af tresserne, hvor capac for alvor fik interesse for piger. Især takket være sin rolle som klude-bikini-klædt “Loana the Fair One” i Hammerfilmen “One Million Years B.C.” fik hun en hovedrolle i mangen en ungersvends hede drømme. Jeg fik aldrig set filmen. Jeg tror ikke, den blev vist i Esbjerg. Men det var også lige meget. Stillfotos og – ikke mindst – plakater fra filmen blev afbildet i de kulørte blade. Og det var brændstof nok til fantasien – dengang, før internettet gav adgang til alt.

Sexsymbolimaget førte – selvfølgelig – også Raquel til en optræden i datidens førende mandeblad: Playboy, hvor hun blev ophøjet til at være den mest begærede kvinde. Men det åbnede også døren til mere seriøse roller. I cowboyfilmen Bandolero! spillede hun over for selveste James Stewart og Dean Martin, og i Lady in Cement havde hun Frank Sinatra som medspiller.

Noget stort skuespillertalent har Welch ikke været begavet med, men ikke desto mindre fik hun en Golden Globe i 1974 for sin hovedrolle i Richard Lesters “De tre musketerer” . Men med en fager figur og et kønt ansigt kan man nå langt i underholdningsbranchen (se bare de kulørte blade…). Og Welch har holdt karrieren kørende lige siden dengang, hun iført præhistorisk bikini indtog væggene på karlekamrene, med mindre roller i diverse tv-serier og film. Hun har også forsøgt sig – med begrænset held – som sangerinde og har tjent penge på skønhedsindustrien med “The Raquel Welch Total Beauty and Fitness Program” ( i firserne ) og som model for kosmetikindustrien. Hun er stadigvæk erhvervsaktiv, har været gift fire gange og har i år fået udsendt en biografi med den sigende titel: Raquel: Beyond the Cleavage… Til lykke.

Mere nekrofili: J. D. Salingers lokum

19. august 2010

null

Penge lugter ikke, siger et gammelt ordsprog (Pecunia non olet – for latinere). Og det er ikke kun Elvis Presleys obduktionsinstrumenter, man kan slå mønt på, men også forfatteren J. D. Salingers lokum. Ikke rengjorte lokum, forstås. Det er Vanity Fair, der bringer nyheden om det gamle toilet, der stod i forfatterens hjem i Cornish, New Hampshire. Og vi ved godt, at der udtænkes mange gode tanker, medens blære og tarm udtømmes. Og denne almindelige erfaring bruger sælgeren da også i sin markedsføring af det gamle das: Tænk på, hvilke tekster, der mon er blevet undfanget på dette lokum? Måske inspirationen vil stige op gennem din røv, hvis du køber det og bruger det?! Møblet er sat til salg på Ebay. Prisen: 1 million dollars – inkl. fragt….
PS. Toilettet på billedet er ikke Salingers. Blot en illustration.

Ringos barndomshjem møder bulldozeren

18. august 2010

Det var John Lennon, der drømte om at være en arbejderklassehelt i sin søgen efter et ståsted i denne verden og en mening med livet. Men – som Torben gør opmærksom på i sit fødselsdagsportræt af Ringo Starr – så var det Ringo, der om nogen kunne gøre krav på den rolle. Selv om han sikkert blot er tilfreds med at være sluppet ud af sin barndom blandt samfundets bærme. Ringo har aldrig været til de store budskaber. Det skulle da lige være Peace, Love and Understanding, som han gjorde opmærksom på i forbindelse med et fødselsdagsinterview.

Hvad Ringo tænker ved nyheden om, at hans barndomshjem i Madryn Rd, Liverpool, skal rives ned, kan man kun gisne om. Måske vil det give et lille nostalgisk gib i hjertet, men det er svært at forestille sig, at han vil sætte himlen i bevægelse for at redde det gamle lort. Det er der til gengæld andre, der vil. Fans betragter planerne om nedrive husene i Madryn Rd som et stykke rendyrket kulturel vandalisme, grænsende til det kriminelle. Og man har sammenlignet det med en nedrivning af Shakespeares fødested.

Måske fortæller det lidt om forskellen mellem Ringo, John og Paul, at de to sidstnævntes barndomshjem for længst er blevet underlagt The National Trust, medens Ringos har fået lov til at forfalde og siden 2005 har været øremærket til nedrivning? Eller afspejler det blot en erkendelse af, at her virkelig ikke er noget, der er værd at samle på?

Lur mig, om ikke de massive protester vil resultere i en eller anden form for bevarelse af stedet. Et forslag går på at flytte stedet – sten for sten – til at Liverpool’s Museum of Life, der skal åbne næste år i Liverpools dockområde.

Tilbage er så spørgsmålet, om stedet, hvor Ringo blev født, faktisk er bevarelsesværdigt? Skal vi for enhver pris bevare den slags, blot fordi hovedpersonen er kendt? Ringo blev født der, men boede mange andre steder. Skal de så også bevares? På den anden side, så er der penge i lortet. Fans fra hele verden kommer forbi for at kaste et blik på den vaklende rønne. Og turistindtægter skal man ikke kimse ad.

Aldrig mere Love Parade?

26. juli 2010

19 mennesker mistede forleden livet i forbindelse med den store Love Parade i Duisburg, Tyskland. De blev mast ihjel i en tunnel ved en indgang. Andre 342 blev kvæstet. Medens man debatterer heftigt, hvad årsagerne var, og hvem, der skal tillægges ansvaret for det skete, har arrangørerne af Love Parade meldt ud, at det blev den sidste Love Parade.

Aldrig mere Love Parade? Det er forståeligt, at man midt i tragedien smider håndklædet i ringen. Chokket og sorgen er overvældende. Men er det det rigtige at gøre? Nej, det mener jeg ikke. Ved store arrangementer af den her karakter, er der altid en risiko for, at der opstår kaos og paniksituationer, der kan være farlige. Hvis ikke sikkerhedsforholdene er i top. Vi har set det på Roskilde Festival ved Pearl Jam-koncerten for 10 år siden. Vi har set det i forbindelse med store forboldstævner. Og hverken Roskilde Festival eller fodbold er blevet stoppet af den grund. Og netop Love Parade er der mere brug for end nogensinde før. I en tid, hvor homofobien trives i bedste velgående indenlands (husk den seneste DF-skandale…) og udenlands (vi husker rapporterne fra de baltiske lande for nylig…). Vi skal lære af den tragiske hændelse, sørge for bedre sikkerhedstiltag og lade kærlighedsparaderne blomstre overalt…

Eksistens

Familien Mccartney slår et slag for vegetarmaden

16. juli 2010

Det er agurketid, og meget passende har The Guardian bedt Paul Mccartney og døtrene Stella og Mary skrive lidt om emnet "vegetarianisme". Sir Paul kastede sig allerede over spiser uden kød, da han var sammen med Linda, og har siden været varm fortaler for denne trosretning. Det er dog langt fra så frelst, som det kan lyde. Det handler ikke kun om "kærlighed til dyrene", men også om at reducere CO2-udslippet (hvor animalsk produktion er – indiskutabelt – en stor synder) og om – god mad. Læs selv.

Linda & Paul – Eat at home

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 5 af 2412345678910...Sidste »