I rutebilen overhørte jeg (ufrivilligt) en folkeskolelærerindes konversation med sine elever af hunkøn. Og overlæderet i mine vintersko var ved at springe. Dels var lærerinden grebet af den pædagogiske virus, der hedder “forsøg at være ung med de unge”. Og dels talte hun, som om hun også var 14-15 år. “Fedt”, sagde hun hele tiden. Da hun så sagde “sådan hyggeagtigt“, røg mit snørebånd på højre sko…
I England har en række musikere fra blandt andet Blur, Radiohead, Coldplay m.fl. dannet en interesseorganisation – FAC – der skal varetage kunstnernes interesser i den digitale revolutions tidsalder. Det handler selvfølgelig om at forsvare kunstnernes rettigheder. Det interessante er, at kunstnerne ikke træder i musikindustriens fodspor. Til forskel for visse af musikbranchens traditionalister opfatter FAC ikke den digitale tidsalder som et “dødsstød” for musikken, men som en “udfordring”. “Nok er pladeselskaberne svækket, men det bør kun styrke musikerne”, som det udtrykkes. Underforstået: Pladeselskaberne har ikke altid været musikernes “venner” og allierede – tværtimod. FAC er et vigtigt talerør i en turbulent tid, hvor copyright-lovene er under forvandling.
Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. På DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning på dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsånd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnå det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke få virkeligheden til at rykke nærmere på læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille måned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sårede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det må være at opholde sin på et landområde, der er på størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel på diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstå og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, så handler Politikens nye linje ikke så meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-så-vil-og-skal-vi-også-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…
I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere på en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i går var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død på stuegulvet. Den døde mand havde ligget sådan i fem uger i sommervarmen. Og på afstand så man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der også gemmer på en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.
Magister Gaasegaaek gør mig opmærksom på, at Trine Michelsen er død. Trine, der var datter af den kendte tv-filmmand Ole Michelsen (“Bogart”), blev kendt som en efterspurgt nøgenmodel, men havde også en mindre, men markant, karriere som skuespillerinde. Det var jobbet som pin-up, der gav hende et par roller i nogle italienske B-film med gysende og erotisk indhold. Hun fik også en mindre rolle i den seriøse amerikanske film Pigen i Gyngen, en filmatisering af Richard Adams roman af samme navn. Sent i karrieren var hun også med i Lars von Triers Idioterne og nogle af Søren Faulis film. Trine døde af kræft, kun 42 år gammel. Hvil i fred.
Taget herfra.
For fyrre år siden forlod Apollo 8 Jorden for at aflægge Månen. Fotografiet af jorden, der står op blev taget omkring juleaften 1968, men blev først tryk i aviserne i denne uge for fyrre år siden. Rejsens mål var Månen og at bane vejen for senere månelandinger, men det var også en øjenåbner af rang at se vores lille blå planet svæve i universet. Det var slet ikke planlagt, at astronauterne skulle fotografere jorden. Det hele drejede sig om Månen og rejsen omkring denne kolde planet. Men det smukke billede af den blå jord brændte sig ind på nethinden og ind i erindringen. Jeg tror, vi kan lære et eller andet af den historie.
Selv om der endnu er nogle dejlige timer tilbage af det gamle år, som jeg vil nyde i fulde drag, så vil jeg allerede ønske alle jer derude et rigtigt godt og velsignet nytår. Pas på hinanden – og jer selv – så skal det nok gå alt sammen trods finanskrise og global opvarmning. Og ham Fogh kommer vi nok snart af med…
(Happy Xmas Kyoko
Happy Xmas Julian)
So this is Xmas
And what have you done
Another year over
And a new one just begun
And so this is Xmas
I hope you have fun
The near and the dear one
The old and the young
A very Merry Xmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear
And so this is Xmas
For weak and for strong
For rich and the poor ones
The world is so wrong
And so happy Xmas
For black and for white
For yellow and red ones
Let’s stop all the fight
A very Merry Xmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear
Jeg kan vældigt godt lide at se på nytårsfyrværkeri. Men efterhånden gider jeg ikke mere selv at stå med en cerut i hånden og tænde raketter og andet skyts. Jeg kan godt nøjes med at se på. Der er jo nok i forvejen. Så på vejen til det store lokale supermarked vaklede jeg mellem at købe krudt og at droppe det for første gang. Men jeg kunne ikke bestemme mig, og det irriterede min blindtarm gevaldigt. Det danske vægelsind. Og så kom deux ex machina og afgjorde det for mig: I supermarkedet var der opsat en stor plakat, der meddelte, at man beklageligvis ikke solgte nytårsfyrværkeri, fordi man havde haft indbrud! Sådan.
Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…
Kan verden blive et bedre sted at være – for alle? Jovist kan den det. Men det går sørme langsomt. For langsomt.
Når jeg tænker tilbage til dengang, hvor jeg begyndte at opdage verden uden for min egen familiære horisont, så slår det mig, at al den ulighed, uretfærdighed, sult, krigsførelse osv., som vi også oplever i dag, altid har været der. Den såkaldt tredje og fjerde verden eksisterer stadigvæk. Der er stadigvæk sult, flygtningestrømme og borgerkrig på det afrikanske kontinent. Israelerne og deres arabiske modstandere slår stadigvæk hinanden ihjel for et godt ord. På den led er verden stadigvæk ung.
Men nu og da dukker der historier op, som fortæller om faktiske forbedringer og fremskridt. For nogen tid siden hørte jeg om en dansk øjenlæge, der en gang om året drog et par måneder til Asien for at operere mennesker med en bestemt øjenlidelse. En i og for sig enkelt operation, der gjorde en stor forskel for den enkelte. Forskellen mellem et aktivt liv og et liv, hvor man helt er overladt til andres nåde og forgodtbefindende. Det er ikke altid de store millionbeløb og de store forkromede ulandsprojekter, der gør den store forskel. I går faldt jeg over en parallel historie i The Guardian.
Den handler om fysikprofessor Josh Silver fra Oxford University. Silvers projekt går ud på at forbedre synet for milliarder af mennesker i verdens fattigste områder. Mange af de fattige har brug for synskorrigerende briller. Og briller er dyre. Det samme er optikere, der kan tilpasse brillernes glas til den enkelte. Dertil kommer, at der er langt mellem briller og optikere uden for den vestlige hemisfære. Derfor har Silver opfundet en billig brille, der kan justeres af brugeren selv. Brillen er forsynet med plastikbrilleglas, der indeholder to små “sække”, der kan fyldes med væske gennem en lille pumpeanordning i brillestangen. Når brugeren har fundet en passende styrke ved at tilføre væske (rent vand), så lukkes tilføringshullet med en lille skrue. Efter sigende er processen så simpel, at der ikke er behov for ret megen oplæring.
Silver har allerede fordelt 30000 briller i forskellige lande, men det er Silvers plan at distribuere 100 millioner par briller om året i den nærmeste fremtid. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad sådan en plan kan have af effekter i en verden, hvor store dele af menneskeheden er analfabeter, og hvor synshandicap kan gøre en almindelig hverdag og overlevelsen til en stor udfordring. Tænk blot på, hvordan du selv ville have klaret din skolegang uden dine briller!
Læs den opmuntrende historie her – og besøg professor Silvers hjemmeside her.
