Indlæg tagget med kultur

Larsen om Dylan

10. maj 2010

“Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”

Kim Larsen om Bob Dylan

Ja, ja, forleden kunne man læse Joni Mitchell udtale følgende: “Bob is not authentic at all. He’s a plagiarist, and his name and voice are fake. Everything about Bob is a deception. We are like night and day, he and I.“. Og den Bob, der er tale om, er selvfølgelig Dylan. Måske er rønnebærrene blevet sure eller måske er det bare en reaktion på, at Bob Dylan altid skal bruges som målestok for enhver sangskriver på denne klode. Og så kommer vores egen skjald Larsen og gør Dylan (og Beatles) til ikke-kunst, til pop. Jeg tror, det hænger sammen med en idealiseret opfattelse af, hvad kunst er. Og man fristes til at citere Poul Henningsen efter hukommelsen: I stedet for at diskutere, hvad kunst er, så bør man spørge: Er det god eller dårlig kunst. Og både Dylan og Beatles er god kunst – for det meste…

Kundeservice

4. maj 2010

I den sidste tid har jeg haft brug for det fænomen, man kalder “kundeservice”. Man ringer eller skriver (on-line…) til et firma for at få løst et teknologisk problem. Med sin telefon, sit internet osv. En ting er, at man først skal igennem telefonlabyrinten (tast dit-og-dat med muzak som underlægning og efterfølgende omstillinger…). Men de sidste tre gange har jeg haft den mystiske oplevelse, at de tekniske problemer “forsvandt”, medens jeg fortalte om dem…

Som en sæbeboble, der plop! forsvandt. Nogen forklaring fik jeg ikke af kundeservicepersonen, der blot lod som ingenting, da jeg spurgte til det mystiske. Min teori er ikke videre spirituel. Jeg tror ikke på telekinese og anden hokuspokus. Men jeg tror, at firmaerne har en kundepolitik, der går ud på at holde kortene tæt på kroppen. Man kunne ikke drømme om at indrømme fejl og mangler med mindre de er så iøjnefaldende, at man ikke kan komme udenom. Når man lægger telefonen på, sidder man tilbage med en fornemmelse af at være blevet kørt rundt i manegen ved næsen. Kundeservice?

“Nazikortet”

29. april 2010

Som læserne sikkert vil vide, med mindre man har haft hovedet gravet ned i jorden eller puden som en anden struds, så er den politiske offentlighed for tiden inde i et ophedet skænderi, hvor navngivne danske politikere sætte i relation til nazismen. Den aktuelle mudderkastning blev sat i gang af nogle karikaturtegninger, der blandt andet viste Pia Kjærsgaard med nazistiske tegn, men vandet til mudderpølen var allerede tilført af DFs ideolog Søren Espersen, som for nylig i en kronik i Politiken satte lighedstegn mellem kommunisme, nazisme og så Ole Sohn, nuværende, ledende medlem af SF og tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti i årene for dette partis afvikling.

Den aktuelle mudderkastning handler selvfølgelig om noget andet, nemlig om, hvem der skal til magtens fad efter et kommende valg. SF står godt i meningsmålingerne, og DF ved godt, at deres markante position i magtens centrum vil svinde ind til en plads i oppositionens skygge, hvis S og SF vinder. Derfor prøver man – DF og Venstre – at gøre en sag ud af de omtalte nazikarikaturer. Måske også i håb om, at opmærksomheden vil bortledes fra regeringens aktuelle afmagt den indenrigspolitiske scene.

Det, der er beskæmmende, er den lethed, hvormed man griber til “nazikortet”, som det er blevet udtrykt. Man griber til dette forsmædelige kort, når andre politisk saglige argumenter fejler. Kan man ikke andet, kan man da svine hinanden til.

For generationer, der er yngre end denne blogger, er naziskænderiet måske blot endnu en absurd diskussion i et i forvejen absurd politisk spil i medierne. Men for denne blogger er det infamt at sætte nogen i forbindelse med nazismen uden grund. Nazismen står for den mest radikale, industrialiserede, perverterede udgave af den racisme, vi stadigvæk dagligt konfronteres med i vores virkelighed. At sætte nogen i forbindelse med nazismen – uden grund, uden argumentation – er intet mindre end infamt. Og jeg forstår godt, at DF og fru Kærsgaard er fortørnet over, at nogen vil fremstille dem med nazitegn, selv om de retter bager for smed, når de gør Sten Gade og Kureshi ansvarlige for, hvad andre har bedrevet.

Selv om DF kan give mindelser om nationalsocialisterne i kraft af partiets forlorne nationalisme og indædte, til xenofobi grænsende anti-islamholdning, så er der ikke grund til at mene, at partiet eller dets ledere skulle være nazister. Man skal i den forbindelse huske på, at DF de facto har udrenset alle de elementer, der har haft nazisympatier. Det er – i mine øjne – ganske enkelt en uhyrlig påstand, at kalde DF nazistisk. Lige som det er uhyrligt at sætte Ole Sohn i relation til nazismen, selv om han engang havde sympati for den såkaldt virkeliggjorte socialisme i øst, og selv om han ikke i fuld offentlighed har udøvet en bodshandling – men med sine handlinger og bøger har vist, at han har bevæget sig.

Semiotikeren Per Aage Brandt gjorde for nylig os opmærksom på et forhold, der burde være indlysende for enhver, der har fulgt med i den såkaldte Danish Cartoon-sag. Nemlig, at symboler – fx karikaturtegninger – er voldelige. Symbolerne skaber forbindelser – blender – fx mellem en religion og terrorisme eller mellem en dansk national politiker og den mest rabiate form for racisme, nazisme, og det bringer os i affekt. Vi har nu set det igen med karikaturerne hos Danmarks Løver. Og det, vi kan lære af det, er måske, at vi skal være forsigtige, når vi bruger symboler. Vi ved ikke, hvad de sætter igang. I stedet for at fremstille Pia Kjærsgaard med swastika på ærmet og lille Hitleroverskæg, skulle vi i stedet i skrift og tale kritisere hendes og DFs politik synder og sammen. Det skal ikke forstås som udtryk for selvcensur eller som et ønske om at begrænse vores højt besungne ytringsfrihed, som selvfølgelig er principiel og ikke til diskussion. Det er bare et ønske om, at vi bruger symboler med omtanke – og vælger kritik og oplysning i stedet for uigennemtænkte, voldelige symboler…

Læs også Lars’ kommentar

Ville Marilyn Monroe være mulig i dag?

29. april 2010

Forleden hørte jeg en norsk forfatter filosofere over fotografiets særlige poetiske kvaliteter. Fx kan man sidde og kigge på et gammelt fotografi af sig selv og en af sine forældre. Man ser sig selv om barn og sin mor eller far som voksen, medens man selv er ældre end forældrene på billedet. Datiden er fastfrosset, og man befinder sig i en slags fordobling af tid. Af fastfrosset fortid og bevægelig nutid. Og måske også en fortid, der sættes i bevægelse af erindringens kraft.

dette billede fra 1946 ligger Marilyn Monroe model for pinupkunstneren Earl Moran, der har en stor del af æren for den mytologiske status, MM har fået siden hen. Som indbegrebet af den tidløse blondine, som mænd dengang og siden hen har drømt om. Og er det forståeligt, at hendes samtidige begærede hende, så er det nok mere mystisk, at mænd også i dag kan begære hende, selv om hun for længst er død og borte. Det siger ikke så lidt om fotografiets fortryllende kraft.

Men ville et fænomen som Marilyn Monroe overhovedet være muligt i dag. Ville hun kunne opnå en tilsvarende glamourøs og mytologisk status, hvis hun var dukket op i dagens medier? Et umuligt spørgsmål, men hendes gamle medspiller i filmen Some Like It Hot, Tony Curtis, mener, at det ville være utænkeligt. Tiden, pressen, moralen osv. var en ganske anden. Hør den gamle stjerne fortælle her om en svunden tid.

Farvel Østergades Hotel

24. april 2010

Det gav et lille rif i hjertet, da jeg ovre hos fruentimmerne læste, at århusianske Østergades Hotel er ved at blive revet ned til fordel for et nyt, mondænt hotel. I Århus tror man stadigvæk på, at nyt er bedre end gammelt, at glasfacadepaladser er bedre end gamle huse med historie og karakter (Rema 1000 i stedet for Kellers Gård!).. Hellig enfold.
På Østergades Hotel har jeg været til mange vellykkede koncerter. Med Sebastian (dokumenteret på Livepladen fra 1980), Sneakers (unge og frembrusende), Niels Skousen (Landet Rundt-turen), Lew Lewis m.fl. Som koncertsted betragtet et godt sted, med en ordentlig akustik. Og med den der charme, man kun finder i gamle biografer og teatersale. Minderne har man da lov at have.

Fotoet er lånt fra Århus Universitets hjemmeside.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 6 af 23« Første...234567891011...Sidste »