CAPAC

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg savner provoerne. Både dem, der kaldte sig sådan – og herhjemme var repræsenteret af blandt andre Ole Grünbaum – og de andre, fx de situationistiske kunstnere Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Hardy Strid m.fl. Folk, der kunne slå i den kulturelle bolledej og forarge den borgerlige establishment. Der er alt for få af den slags nu til dags, hvor der er mere brug for dem end nogensinde før.

Der er dog undtagelser, fx Jørgen Leth, der alene med sin livsførelse provokerer… I dag kunne jeg læse en opmuntrende historie om Jørgen Nash. En historie om, hvordan han tog det bestående samfund ved næsen med sin allersidste handling. Efter sin død blev Nash kremeret og hans aske blev gravet ned i jorden omkring et kirsebærtræ ved kunstnerkollektivet Drakabyggets lokalitet. På kirkegården i Örkelljunga, hvor Nashs jordiske rester egentlig skulle ligge i en urne, er der en urne med aske fra brændeovnen i Drakabygget… Læs historien her. Meget morsom.

Igen kom jeg forbi hende den unge, afklædte dame i køleskabet – The Party Maker. Og det slog mig, at alle den legale billedpornografis fortræffeligheder og reklameublufærdighedens anmassende æstetik ufortalt – så mangler der noget. Noget, som gamle dages pin-up-piger havde. Selv om budskabet i bund og grund vel er det samme, så var udtrykket noget helt andet. Hos pin-upperne var sex-appealen iscenesat med alskens æstetiske og underfundige finurligheder. Antydningens kunst var i højsædet. Det samme var det grafiske udtryk. Ikke noget med bare at smække kødet op i fjæset på de arme mandfolk, der er styret af deres blikke… Selv om idéen med fotograferede pigemodeller går langt tilbage i tiden, så var det omkring Anden Verdenskrig – nærmere bestemt 1941 – at selve fænomenet “pin-up” dukkede op. Soldaternes behov for noget kønt at kigge på, nye masseproduktionsmetoder m.m. gjorde det muligt at se pin-upperne alle mulige steder, lige fra snuderne på bombemaskinerne, på bagsiden af soldaternes garderobeskabe og til de mange magasiner, der blev trykt.
Med pornobølgen forsvandt meget af denne uskyldige-skyldige underholdning og blev forvist til nogle anakronistiske og nostalgiske dyrkere i magasinverden og samlere af gamle posters og post-kort…
Og – jeg behøver vel ikke at tilføje – at jeg godt kunne ønske mig, at noget af den tids æstetisk og smagfuldhed vendte tilbage i reklamerne og i øvrigt…

Et nostalgisk sus gik gennem capac ved meddelelsen om, at Frøken Klokken – hvis borgerlige navn er Anna Edith Sommer-Jensen – er afgået ved døden i en alder af 89 år. Hvor mange gange har jeg ikke ringet hende op for at høre hendes klare stemme fortælle mig det nøjagtige klokkeslet? Dut. I følge nekrologerne nåede hun at indspille 8.640 af slagsen til brug for den automatiserede oplæsning. Nu er optagelserne – på plade – at finde på Teknisk Museum. Hvil i fred.

“Taler vi om de helt brede linier, synes jeg, at vi går i en retning, der ikke er »favnende« nok. Man går kun efter egen succes og lykke. Det er blevet helt legitimt at lægge alt andet ansvar fra sig”

“Hvorfor må der ikke være andet end purunge TV-værter? Prøv da at tænke på de mange ældre der sidder og ser TV. Måske vil de gerne kigge på en smuk ung kvinde, men der er med garanti lige så mange, der gerne vil have værter med erfaring fra et langt levet liv. Måske skyldes ganske enkelt en slags kollektiv angst for døden, og det der skal komme”

Ulf Pilgaard

Det forlyder, at et kulturministerielt udvalg overvejer at pålægge internetudbyderne at sætte en stopper for den “ulovlige fildeling” af film, musik og så videre. Sådan som det er sket i Frankrig.
Ser vi bort fra de tekniske og administrative problemer, det vil medføre – for slet ikke at tale om de udgifter, det måtte påføre internetudbyderne – så er det centrale spørgsmål vel, om det vil begrænse den ulovlige fildeling?
Ser vi på de hidtidige forsøg på at sætte en bremse på udviklingen – fx i form af kryptering osv., så tyder noget på, at det ikke vil lykkes.
Piraterne har allerede meldt ud, at de som modspil vil begynde at kryptere de ulovlige filer, så udbyderne ikke kan se, hvad de gemmer… Når det drejer sig om det digitale er der altid et modspil.
Og hvordan skal udbyderne fx kunne skelne mellem alle de tusindvis af gratis, legale filer, der er i omløb og så de ulovlige? I hvert fald vil de få nok at se til med filtre og løbende overvågning af de millioner af data, der løber gennem serverne… Og mon ikke det vil resultere i en fordyrelse af internetabonnementerne?!
Personligt har jeg svært ved at forestille mig, at en sådan lov vil ændre ret meget ved status qvo. Især de unge har vænnet sig til, at internettet er et tag-selv-bord, når det gælder musik og film. Og de vil nok forstå at omgå de restriktioner, der vil blive pålagt udbyderne.
Der må tænkes i kreative, alternative løsninger på det alvorligste problem: At musikerne og de andre kunstnere mister penge på fildelingen. Opgaven lyder: At kunstnerne skal sikres en acceptabel fortjeneste for deres udgivelser. Forbud og kriminalisering af internetbrugerne er fortidens svar på problemet. Hvad er nutidens – og fremtidens?
Jeg har ved flere lejligheder fremhævet spændende nye initiativer, senest fra musikere Peter Gabriel. Og der skal flere til, for der er nok ikke en enkelt løsning på problemet. Måske kunne man betale noget via medielicensen, som vi jo alligevel er pålagt som internetbrugere? Andre forslag? Anyone!?

“Kvinderne vandt kønskampen. De kan ikke længere bebrejde mænd, at de utilfredse med deres liv. Det er et stort tab, for vi kvinder bliver aldrig tilfredse”

“Engang var mænd lykkelige på bekostning af kvinder. I dag er kvinderne også frie til at jagte deres egen lykke, men der er ingen, der bekymrer sig om børnene. I dag gifter folk sig igen og igen i jagten på personlig lykke, og det falder dem ikke ind at tænke på, at deres børn måske ikke er så glade.”

“Jeg ser ikke længere mænd som en undertrykkende kraft i forhold til vestlige kvinder. I dag skal feminismen rettes mod Mellemøstens kulturer. Feministerne skal ikke bekymre sig alt for meget om ligeløn, for det slag er næsten vundet. I stedet skulle de rette opmærksomheden mod kvinder fra andre kulturer, så vi alle sammen kan leve sammen under ordentlige forhold. Muslimske kvinder skal tjene deres egne penge, så de ikke længere er afhængige af mændene”

Fay Weldon

Popsangeren Kim Larsen har sammen med Himmelblå-fonden lanceret en kampagne mod det 1-år gamle rygelov under mottoet “Gesundheit macht frei”. Den åbenlyse allusion til nazisternes kz-overskrift “Arbeit macht frei” er faldet en del mennesker for brystet, blandt andet administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed. Der mener, at det er udtryk for manglende respekt for de mange jøder, der mistede livet i lejrene.
Sagen rejser debatten om, hvorvidt det er acceptabelt at bruge nazismen og dens historie som reference i diskussioner i det hele taget. En debat, der med mellemrum dukker op. For at besvare spørgsmålet bør man måske vende det om og spørge: skal vi undlade at drage sammenligninger med nazismen? Skal vi forbyde det? Tabuisere det?
Da jeg læste på Danmarks Journalisthøjskole blev jeg skoset for at have sammenlignet en førende dansk kvindesagskvindes syn på moderskabet og moderens forhold til sit afkom med nazisterne Blut-und-Boden-ideologi. Kritikeren, en tidligere rektor, mente, at det ville forplumre debatten og vække harme hos den pågældende kvinde og hos læserne af min artikel. Men jeg mener, at kritikeren tog fundamentalt fejl. Nazismen, dens ideologi og handlinger er et grimt sår i Europas historie, som vi aldrig må glemme eller – fortie. Og til denne nødvendige erindring hører også, at vi genkender dens ansigt og elementer i nutiden. Fx i de totalitære tendenser, der er i den aktuelle, borgerlige sundhedspolitik. Når Arne Rolighed inddrager jødeudryddelserne og taler om manglende respekt for jøderne, så skyder han over målet og demonstrer, at han ikke har fattet pointen. Og det er en skam.

Forleden var jeg ved at køre i grøften. Det skyldtes en ungmø i et køleskab. Ikke så meget, at hun var i et køleskab (ikke mit!), men at hun nærmest var totalfornøjet, og ved nærmere eftersyn var udstyret med et brystparti, der var mishandlet af silikone – eller værre endnu: Photoshoppere! Om det er for meget, som Mette skriver (hun har nemlig også mødt The Party Maker), vil jeg overlade til andre at dømme om. Men banalt er budskabet: Drik denne alkoholiserede læskedrik og få en forvrænget blondine på den dumme. Lad os så afskaffe det der sex…

Via maskinrummets statistik er har capac mødt sig selv i googlesk forklædning. Læs her. Også andre bloggere har været igennem den sproglige vridemaskine. Her. Længe leve glooglebaliseringen.

Kultur er et tveægget sværd. Rigdom og begrænsning. Opbyggelig og destruktiv. Og når kulturer mødes bliver tvetydigheden tydeligere.
I dagens avis læser jeg en interessant notits om sæddonorer.
Det er jo en kendt sag, at fertiliteten er truet i den vestlige verden. Meget tyder på, at vores levevis med forurening på mange planer har en negativ effekt på mænds og kvinders evne til at formere sig. Og dette tunge lod falder også på dem, der er indvandret fra fx Mellemøsten og de arabiske lande.
For et par med kulturelt bestemte forestillinger om et familieliv med egne børn, kan det være et stort nederlag at skulle indse, at man ikke er i stand til selv at sikre reproduktionen. Men med moderne befrugtningsteknologi er der skabt genveje til det forjættede land. Flere kan blive forældre og danne familie trods delvis ufrugtbarhed. Sædbankerne udgør i så henseende et vitalt supplement til den udbredte infertilitet.
Nøden lærer nøgen kvinde at spinde, siger man. Og den fertilitetsmæssige nødvendighed får indvandrerpar til at søge til sædbankerne og fertilitetsklinikkerne. Et kompromis i forhold til kulturelt farvede drømme og forestillinger om, hvad et parforhold skal føre med sig. Men kulturen forsætter sit nådesløse spil. For de søgende efterlyser sæd, der lever op til kulturelt bestemte, rigide forestillinger om etnisk udseende osv. Men her rammes de så af deres egne kulturelle fordommes hammer, for der er åbentbart ingen af Mellemøstlig oprindelse, der ønsker at være sæddonor. Fordi det strider mod de kulturelle forstillinger om, hvor sæden skal gøre godt. Nemlig i familien. Og kun der.
En illustration af, at kulturens fordomme er tveæggede. De slår tilbage på en selv, hvis man ikke kan gøre op med dem….

Jeg har bemærket det før og bemærkede det igen: I Berlin har man en udviklet kultur omkring det at stige ind og ud af tog og sporvogne. Når toget stopper træder de indstigende til side for de udstigende. Det gør på- og udstigning til et svir. No problemos. Sådan er det ikke i Danmark. Jeg så det med det samme, da vi ramte Fredericia. Alle kæmper mod alle for at komme ud og ind.
I Berlin så jeg også affaldsspande, der var opdelt efter emner: papir, plastik, indpakning osv. Og affaldspande med en lille tragt til cigaretskodder. Kan man overhovedet forestille sig sådan noget i Danmark, hvor vi jo bare smider lortet på gaden, som en undersøgelse for nylig slog fast?
Hvornår har jeg sidst mødt en butiksekspedient, der ønskede mig en rigtig god dag – og i øvrigt forstod at hjælpe mig? Selvfølgelig er det kun indlærte manerer, men alligevel…

Her i bloggen fremlægger vi gerne opbyggelige nyheder. Som fx den om, hvordan det fine, modkulturelle musikmagasin Arthur blev reddet fra at gå rabundus af sine egne læsere. Arthur magazine har eksisteret siden 2002 og blev lynhurtigt et blad, som man henviste til, hvis man havde interesse i indie-musik, der lå uden for maintsteam. Selv et efterhånden mondænt blad som Rolling Stone henviser til Arthur som den inspirerende lillebroder. Støjende rock, støjende musik i det hele taget, folk, psychedelia osv. Arthur udmærker sig også ved ikke kun at henvende sig til et ungdommeligt segment, men er tvær-generations-orienteret: “not just the hippies, but the beats before them, the punks after them, the ravers in the ’90s and anyone doing anything interesting and progressive now” (med redaktør Jay Babcocks formulering).
Arthurs ophavsmand er Laris Kreslins, der vil være kendt for andre navnkundige musikblade som Sound Collector og Audio Review.
Men det er svært at drive et blad økonomisk i dag. Og efter at have opbygget en gæld på 20.000 $ måtte chefredaktøren, Jay Babcock, smide håndklædet i ringen. Derfor lavde han et Obama-stunt og sendte følgende besked til sine læsere: “Arthur magazin mangler 20.000 $ inden 1. juli, ellers dør det”. Og i løbet af kun to dage havde 264 læsere fra USA, Australien og Japan indsamlet ialt 21.000 $. Nu har bladet så fået en vitaminindsprøjtning og kan lidt igen. Og Babcock siger: “I’m going to get a sixer of beer, go back to my apartment, smoke a
cocktail, drink a beer and finish the magazine. And you can quote me on
that”. En opmuntrende historie.

Artikel om Arthur

Som det ikke var nok med at spraye grafitti på H. C. Andersens gravsten. Nu har nogle vandaler (fans?!) stjålet Joy Division-forsangeren Ian Curtis’ gravsten. Curtis’ gravsted i Macclesfield er blevet et pilgrimsted for Joy Division-fans på samme måde som Jim Morrisons i Paris. Indtil videre er politiet uden spor af gerningsmændene. Skam tage dem!

Love will tear us apart

For ikke så længe siden aflagde jeg Assistens Kirkegård i København et besøg. Kirkegården er en oase i København. Og et historisk og kulturelt monument over byens liv. Her ligger videnskabsmænd, filosoffer og digtere side om side med andre borgere, der på hver sin måde har bidraget til storbyens liv. I dagens aviser kan man læse, at H. C. Andersens gravsten har været udsat for grafitti. Nogen har skrevet “69 DANSK KULTUR” på stenen ((1. Uden at vide det, kunne man tænke sig, at “69” er en henvisning til et noksom bekendt ungdomshus på Jagtvej, der blev revet ned på skammeligste vis. Siden vågnede nogle politikere op og gav de unge et andet sted at være. Godt så. Men måske man så skulle overveje at give de unge lidt dannelse også, når man nu alligevel har pungen fremme. Så havde man måske undgået hærværket mod eventyrdigterens sidste sten…)) Og selv om man har forsøgt at fjerne det fra sandstensmonumentet, så er det stadigvæk læseligt. Hærværk? Ja, for grafitti er pr. definition hærværk. Det hører med til grafitti-udtrykket, at det krænker – ejendomsretten, love, regler, forordninger osv. Alt, hvad der repræsenterer den offentlige orden. Når grafittien ophøjes til “kunst”, civiliseres på dertil indrettede skriveflader eller lige frem indlemmes på kunstmuseer, så er det ikke længere grafitti.
Forklaringen på H. C. Andersen-hærværket skulle være, at man er begyndt at rense muren rundt om Assistens Kirkegård for grafitti. At der derfor er tale om en slags hævn. Intet er helligt for grafittien. Den er respektløs, grænsesøgende, grænseoverskridende. Derfor er den forbudt. Den er en moderne arvtager til fortidens udskårne hjerter på træerne, lokumspoesien og de indristninger, der har fulgt mennesket siden tidernes morgen. Den repræsenterer et aspekt ved skriften som sådan, ved poesien, litteraturen. Et basalt aspekt, der vedrører det at sætte sig spor. Kilroy was here.

Apropos: Gravfred

Piger af islamisk tro og kultur får rekonstrueret deres tabte mødom mod betaling. En mindre – sikkert lukrativ – industri er opstået omkring genskabelsen af den tabte uskyld. Men enkelte af de piger, der ønsker at tage deres kommende ægtemand – og hele den pukkelryggede familie – ved næsen på denne måde får operationen betalt af det offentlige. Og dette faktum har skabt røre i såvel læge- som politikerkredse. Når det offentlige betaler, så sker det ud fra en lægefaglig vurdering. Man siger ja til finansieringen, hvis man formoder, at den mødomsberøvede kvinde vil komme i livstruende konflikt med familiære ærebegreber…
Diskussionen om de forbaskede mødomme, som danske unge piger vel helst ser taget først som sidst (af den rette udvalgte selvfølgelig!), er interessant, fordi den lille hinde er et symbol på, hvad man kunne kalde integrationens træghed. En integration, der sker på trods, med andre ord. De islamiske piger trodser rigide kulturelt betingede æresbegreber ved – som andre danske piger – at knalde med dem, de har lyst til. Prisen er så, hvad prisen er for en rekonstruktion af hymen. Den rigide ære får sit for husfreden skyld. Den dobbeltbundede seksualmoral lever i bedste velgående. Og integrationen skrider stille og roligt frem rundt omkring under dynerne – eller hvor liderligheden og lysten ellers udfolder sig…