Indlæg tagget med kultur

Mejlgade for Mangfoldighed

23. april 2010

Den navnkundige gade Mejlgade i Århus slår et slag for mangfoldigheden. Det er der sørme også brug for i disse mentalt forhudsforsnævrede tider. Jeg citerer fra den modtagne mail:

“D. 8 Maj lægger de gamle brosten i Mejlgade grundlaget for årets største gadefest i DK – Mejlgade For Mangfoldighed.

Gadefesten kommer til at indeholde alt fra workshops, etniske folkekøkkener, 3 musikscener og selvfølgelig FEST. Alle disse forskellige aktiviteter er delt ind i 3 forskellige områder:

- “Open Space” er åbningen og muligheden for alle interesserede i at deltage og bidrage i projektet Mejlgade for Mangfoldighed. Her vil den faste koordinerings gruppe sætte rammerne, og de deltagende sætte grænserne for hvad der er muligt.

- “Learning Space” bliver i form af seminarer og workshops i ugen op til den endelige gadefest lørdag d. 8 maj, en mulighed for at udveksle erfaringer, idéer og verdenssyn, debattere og se ting i nye perspektiver. En mulighed for at pleje de elementer, der er livsnerven i skabelsen af kultur.

- “Public Space”, den store gade fest. Her vil forberedelserne se dagens lys, og Århus’ mangfoldige kultur få frit løb. Med et line-up bestående af:

Sort stue, Fler Farver, Lis er stille, skvulp, Annasaid, Flødeklinikken, Copyflex, Khal Allan, Electrojuice, Mislyd, Lortehænderne, RCNRL, Marwan, Ted Esha, Belaj Kru, Storm, Cohnny Jazz, Swingking, DJ Jakob Arnie, Dokkedal & Dixen, Mørk Rom, Lady Box, Wobble Squad, Bobby6Killer, DJ Breakfast, Universalsoundsystem!,!

Boom Quips, + mange flere”

Læs mere her http://mejlgadeformangfoldighed.dk/

VideoLyd

Rolling Stone åbner dørene – på nettet

16. april 2010

Der er løbet megen musik gennem ørerne, siden Jann Wenner og Ralph J. Gleason skabte kulturtidsskriftet “Rolling Stone”. Det var i 1967, og stedet var – hvad ellers – San Francisco. Navnet tog de fra Muddy Waters-sangen og fik dermed et navn med indbygget reference til både blues, rock og elektrisk folk. Med mere.

Magasinet blev allerede dengang identificeret med de kontrakulturelle strømninger i tiden, men var et alment kulturtidsskrift i svøb. Et blad, der ikke kun skrev om tidens populærkultur, men også med talent kastede sig over fx politik, og dermed skrev magasinet sig ind en fornem journalistisk magasintradition.

Efter nogle år i halvfemserne, hvor man forsøgte sig med en “modernisering” af bladet for at tækkes det unge segment blandt konsumenterne, er man igen på det seneste vendt tilbage til de gamle kulturkritiske dyder. Og selv om hippiestøvet og pionerånden for længst er blæst af det hæderkronede blad, så har det stadigvæk – også i disse krisetider – et anseligt antal abonnenter.

Et medie som Rolling Stone er ikke bedre end summen af dets skribenter, og Rolling Stone har været velsignet med mange velskrivende medarbejdere gennem årene. Lige fra galningen Hunter S. Thompson over legenden Lester Bangs til Patti Smith. Og heri finder man nok noget af forklaringen på bladets slidstyrke.

En fare for et blad som Rolling Stone har fra starten været, at det kunne ende som et menighedstidsskrift for gerontorockere, der var unge i 1967. Og det er da også kritikere, der mener, når defx har brugt magasinets mange lister over bedste albums osv. som målestok. Men det er en lidt urimelig kritik, al den stund kanoniske lister altid har det handicap, at det er svært at vurdere holdbarheden af de nyeste kulturelle tilbud, medens klassikerne jo netop beviser deres klassikerstatus ved stadigvæk at blive konsumeret.

I morgen træder bladet så ind i en ny fase. Det bliver nemlig muligt – mod passende betaling – at dykke ned i hele bagkataloget på internettet. Man kan undre sig over, at det først sker nu. Men bedre sent osv.

PS. Det får mig til at tænke på, at det jo ville være en brillant idé, hvis danske musiktidsskrifter gjorde det samme. Jeg så gerne, at Børge, Beat, MM, Levende Billeder osv. blev lagt ud på nettet.

Slacker!

15. april 2010

Ethvert fremskridt rummer også tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregående årtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og også i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, så mødes du som ung af overbærenhed, forståelse, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.

Selv om den ovenstående beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, så mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forståelse for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando på væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg på at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?

I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de såkaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der går tilbage til halvfemserne, men også har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens ånd på individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret består i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. Måske er slackerne ikke så spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i håret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnåle og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør på deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.

Slacker

My Generation – The Who

Kim Larsen & Fars Pige

14. april 2010

TV2 gik i royal mode i går aftes, hvor kanalen holdt fest for Dronning Margrethe i anledning af hendes forestående, runde fødselsdag. Jeg så lidt af udsendelsen, fordi især Frøkenen blev ved med at kalde mig ind til “husalteret”. Og jeg var da også indstillet på at se hr. Kim Larsen. For hvad ville en fremmed fugl dog i det volière? En folkelig, rygende, ikke-royalist? Men som Larsen selv har udtrykt det, så kan han jo godt “lide Damen”. Og hvorfor ikke sige til lykke til en, man godt kan lide? Larsen kom og spillede, som Larsen nu gør, og det er godt nok. Og flere af de andre optrædende – fx Sir Cliff Richard, Ørkenens Sønner, De Nattergale – leverede varen. Men ellers var det en sær udynamisk forestilling, hvor TV2-journalisterne gik i royal selvsving og førte sig frem med uklædelig falsk beskedenhed, og hvor vi endnu engang måtte bevidne, at kongefamilien bliver en mere og mere integreret del af underholdningsindustrien. For en stund blev diskussionen om kongefamiliens forbrug af skattekroner dysset ned, medens dronningen blev inddraget i Rune Klans meget profane, standup-tryllenummer med skinkeskiver. Scenen, hvor dronningen skulle vælge en skive skinke og sætte sin signatur på den med en spritpen, illustrerede med al ønskelig tydelighed, hvor “almindelig”, dronningen og den royale familie er blevet. At det var den halvkommercielle tv-station TV2, der stod for det royale show, siger vist alt om, hvor kongedømmet finder sig legitimitet i dagens Danmark. TV2, som gerne vil fremstå som folkelig tv-kanal, men gerne ser public service-forpligtelsen indskrænket til indtægtsgivende virksomhed, fx når man beder sig fritaget for at lave børneudsendelser.

Malcolm McLaren er død. 64 år

9. april 2010

Den engelske impressario, manager, pladekunstner m.m. Malcolm McLaren er død. Hans navn forbindes især med punken, nærmere bestemt med innovationen af The Sex Pistols, men også med The New York Dolls, som han var manager for. For mig står han som populærmusikkens svar på Jens Jørgen Thorsen. Lige som den farverige dansker var McLaren optaget af provokationen og den spektakulære iscenesættelse – også selv om det kostede på indholdssiden. McLaren var da også – qva et temmelig mislykket forsøg på at komme igennem den engelske art school, som har fostret så mange talenter – påvirket af situationisterne, akkurat som Thorsen. Skal man være diplomatisk, kan man måske sige, at McLaren foregreb den aktuelle medietendens til at gå op i den chokerende, imponerende udvendighed som dække over et pauvert indhold eller en mangel på talent. I Sex Pistols’ og New York Dolls’ tilfælde kunne hans galmandsværk dog ikke dække over hverken punkens utæmmede, testotoronbestemte urkraft eller de amerikanske metropoldrenges rock’n roll-hjerte. Hvil i fred.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 7 af 23« Første...3456789101112...Sidste »