I dagens udgave af Berlingeren 
har Claes Kastholm skrevet et interessant indlæg om dovenskab. Udgangspunktet er et brev fra en bistandsklient, der har været på sociale ydelser i ti år og trives godt med det. Bistandsklienten har skrevet sit brev for at berolige alle dem, der frygter at ryge fra understøttelse til bistandsydelse, når regeringen reducerer dagpengeperioden fra fire til to år. Så slemt er det heller ikke, mener skribenten. Selv om der er smalhans…
Det, der undrer Kastholm er, at nogle danskere frivilligt vælger “et livslangt ferieliv på de arbejdende menneskers regning” i stedet for at “mase på for hurtigst muligt at skaffe sig et nyt arbejde”. Kastholm ærinde er ikke så troskyldigt, som det først ser ud. Det handler ikke bare om en undren over andre menneskers forhold til det at arbejde og dovenskab. Det handler ikke bare om, at nogle mennesker vægrer sig mod at arbejde og foretrækker at dovne.
Nej. Der er tale om et regulært ideologisk felttog mod “vores system”. Og det vil med andre ord sige: det, vi også kalder “velfærdsstaten”. Den ideologiske lanse sætter sin spids i med en henvisning til Vaclav Havels udsagn om, at det værste ved det kommunistiske system var, at det korrumperede menneskene moralsk.
Med dette retorisk greb får Kastholm diskret underforstået, at “vores system”, der sikrer, at ledige kan få dagpenge eller kontanthjælp, i sin kerne er den rene og skinbarlige kommunisme. Vælfærdsstaten er kommunisme. Og at “systemet” følgelig er moralsk korrumperende.
Den lokale politiske adresse i Kastholms indlæg er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, fordi de angiveligt vil tage “de svages parti”, som det formuleres.
Under Kastholms argumentation arbejder en ideologisk logik, som man igen og igen støder ind i, når borgerlige politikere og skribenter er på færde: At arbejde og dovenskab er simple modsætninger. Hvis du ikke arbejder (=lønarbejder), så er du doven. Det er denne logik, der bærer aktiveringscirkusset omkring de ledige, hvor det hele går ud på, at du beskæftiges med surrogatarbejde (ansøgninger, “kurser” osv.), indtil du finder et rigtigt skattegivende lønarbejde. Er du ledig, så er du under mistanke for dovenskab. Og skal kontrolleres og aktiveres i hoved og røv.
Men dovenskab og arbejde er ikke simple modsætninger. Jeg kender et hav af mennesker, der til enhver tid ville bytte deres arbejde ud med lønarbejdsfrihed. Som hellere end gerne ville være fri for det arbejde, de har nu. Mennesker, der drømmer om at gå på efterløn eller vinde den store pengegevinst, så de kan trække sig tilbage fra arbejdslivet. Faktisk er drømmen om et lønarbejdsfrit liv en af de store drivkræfter bag den organiserede spillegalskab – Danske Spil m.m. – i dette land.
Men ønsket om at slippe ud af lønarbejdsslaveriet betyder bare ikke nødvendigvis, at alle disse mennesker er dovne.
Det dybt problematiske ved Kastholms optik er, at han kun ser dovenskaben. For selvfølgelig er der mennesker, der ønsker at dovne den og lade det offentlige betale for deres forsørgelse. Lige som der er dovne mennesker alle steder på denne klode. Men langt de fleste på dagpenge og kontanthjælp er uforskyldt havnet der. Fordi vores arbejdsmarked – eller rettere det private og offentlige erhvervsliv – lever højt på, at folk kan fyres efter behov. Fordi voksne mennesker over 45 år ikke er attraktive på samme arbejdsmarked (selv om politikerne prøver at bilde os noget andet ind). Fordi mange mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige -fysisk og eller psykisk – af opslidende og stressende arbejde på arbejdsmarkedet. Og så videre.
Med sit enøjede indlæg leverer Kastholm krudt til den borgerlige kanon, der vil skyde den danske arbejdsmarkedsmodel og “velfærdsstaten” (den rester, der endnu er…) i stumper og stykker.
