Indlæg tagget med kultur

Det kulturløse Danmark – Kulturarvens digitalisering

21. december 2009

Man skal ikke have fulgt ret meget med i den siddende regerings “kulturpolitik” for at forstå, at regeringen ikke har meget til overs for kultur, hvis ikke den lige kan sælges på markedet. Et lysende eksempel på den herskende kulturløshed er uviljen til at fremskaffe en halv milliard til at digitalisere – og dermed bevare – dansk litteratur, som er udgivet før 2000.

Det kgl. Bibliotek i København har forgævet efterspurgt hos danske politikere, men har mødt uvilje. Her vil man hellere bruge pengene på bank- og erhvervslivspakker, motorveje, overfinansiering af private hospitaler osv. osv. I konsekvens af kulturløsheden har bibliotekets leder, Erland Kolding Nielsen, så tilbudt Google, at de kan få lov til at indskanne 1.6 millioner bind. Google har nemlig pengene og projektet.

Men det handler ikke kun om penge. Det handler også om dansk kulturs overlevelse i en globaliseret verden, hvor især angelsaksisk bliver mere og mere dominerende. Det handler med andre ord om at videreføre dansk kulturtradition til kommende generationer af danskere  i den digitaliserede tidsalder.

Jeg synes, at det er et klogt træk af biblioteket at kontakte Google. Det er en fallliterklæring for kulturløse danske politikere – inkl. danskhedsfanatikerne i Dansk Folkeparti – at man ikke vil sørge for en national forankret sikring af den skrevne kulturarv. Man tager ikke globaliseringens trussel mod den nationale kultur alvorligt. Og det er godt, at andre så vil søge alternative veje…[kilde: Berl. Tidende]

At have en internetforbindelse eller ikke

30. oktober 2009

Udviklingen af internettet går hurtigt – og er ret uforudsigelig. I Finland har man for nylig vedtaget, at alle finner har ret til en 1 MB forbindelse (og fra 2015) en 100 MB forbindelse. I England har den britiske Labour-politiker Peter Mandelson lige fremsat et forslag, der skal gøre det muligt at afskære ulovlige fildelere fra adgang til nettet. En kamp mellem kommercielle interesser og borgerrettigheder foregår.


I forbindelse med diskussionen om (ulovlig) fildeling, så så jeg forleden programmet So Ein Ding, hvor studieværten Nikolaj Sonne kom ind på et lidt upåagtet problem vedr. den ulovlige fildeling. Nemlig det faktum, at mange kommercielle interesser lukrerer på den ulovlige fildelings eksistens. Ikke alene tjener ejere af servere (fx Pirate Bays) og reklameindustrien på aktiviteten, men også den teknologiske udvikling bærer tydeligt præg af det. Har du fx tænkt på, hvad du skal stille op med en 12 MB (el. større) forbindelse, hvis du kun surfer på nettet, bruger sociale sites (blogs osv.) og sender emails? Eller hvad skal almindelige forbrugere stillle op med harddiskstørrelser på 1 TB? Selv hvis du skal lagre dine egne film og fotos, så er 1 TB altså meget plads.


I So Ein Ding omtalte Nicolaj Sonne såkaldte netværksstreamere. Digitale teknologiske gadgets, der kan hente film på nettet og sende dem via computeren og direkte ind på skærmen. I HD-kvalitet. Et af produkterne var Western Digital netværksstreameren WD TV Live HD, men der findes en række tilsvarende produkter fra de store elektronikgiganter, bl.a. Samsung, LG og Phillips. Umiddelbart ser det hele uskyldigt ud. Men Sonne gjorde opmærksom på, at disse gadgets tog sigte på filformater som MKI og AVI, formater, der foretrækkes af filpirater… Man kan godt undre sig – og det gjorde Sonne – over, at antipiraterne har haft så megen fokus på de små fildelere rundt omkring, men ikke på den anden side – den kommercielle – af problemet. For uden den ville fildelingens problem havde et helt andet – og mindre – omfang…

Et håndtryk

22. oktober 2009

I går nat, da jeg kørte hjem fra arbejde, slukkede jeg for radioen. Jeg orkede ikke endnu engang at høre en af CEPOS’ direktører kværne løs i det samme ideologiske spor som altid. Denne gang handlede det om det offentlige og befolkningens udbredte utilfredshed med den service, det offentlige yder.

Om jeg fatter, at denne lille ideologiske, tanketomme tank altid skal trækkes ind i DRs manege! I stedet sad jeg så og tænkte over en af den foregående dags nyheder. På en skole i Odense var en lærer blevet korporligt overfaldet til en såkaldt skole-hjem-samtale. Læreren havde angiveligt ville hilse på skoleeleven, en pige i 3. klasse, og gjorde, som man nu gør i Danmark: rakte hånden frem mod hende. Faderen til pigen reagerede ved at slå læreren i gulvet og siden bide ham bag øret. I følge Ekstrabladet beskrivelse.

Sceneriet foregik på en skole i Volsmose. Pigens fader er “herboende statsløs palæstinenser” og læreren har “marokkansk baggrund”. Det, der spøgte i mit hoved var imidlertid det med biddet bag øret. Jeg kom i tanke om et slagsmål, jeg engang overværede, mellem to skolekammerater i realskolen, hvor den ene forsøgte at bide næsen af den anden, efter først at have forsøgt at rive den af med to fingre oppe i næseborene. Barnlig aggression.

Billederne tumlede rundt i mit trætte hoved. Men ser vi bort fra, at den aktuelle sag er en voldssag – og bør behandles som sådan – hvad handler den så om? Mange ting. Blandt andet handler den om respekt. Gensidig respekt. Læreren burde selvfølgelig vide – ikke mindst som lærer på en skole med børn med forskellig kulturel baggrund – at man ikke i arabisk kultursammenhæng hilser med håndtryk. Og den palæstinensiske fader burde vide, at håndtrykket er en ganske almindelig høflig hilsen på dansk.

Jeg kunne forestille mig at Dansk Folkepartis automatpiloter straks ville sige, at det handler om islamisk fundamentalisme og manglende vilje til integration. Og at faderen bare skal i kachotten og helst smides ud af landet efterfølgende.

Men sagen handler snarere om, hvor vanskelig et kulturelt møde er på baggrund af utilstrækkelig oplysning, ja, dannelse. Og der er såmæn ikke så langt fra denne episode til de mange andre voldsepisoder, hvor unge med indvandrerbaggrund (og utilstrækkelig skolegang) er involveret. Og så har jeg omhyggeligt undgået at tale om – integration.

Rindalismen er død! Rindalismen længe leve?

4. august 2009

Sommertiden sætter gang i de mærkeligste ting. Og en af sommeragurkerne går på, at Pia Kjærsgaard åbenbart ikke har kunnet finde på andre politiske angreb på regeringen end at lange ud efter en af regeringens mest anonyme ministre, Carina Christensen, som efter fru Kjærsgaards mening mangler holdning og slagfærdighed (til bolledejen).

I den anledning lufter Kjærsgaard sine ministerdrømme og mener, at hun ville være en fortræffelig kulturminister. Hun langer ud efter kunst, der har været provokerende (i modsætning til Carina Christensen i øvrigt), hvorefter gamle værker som Bjørn Nørgaards hesteslagtning, de udstoppede hundevalpe og Manzonis lortedåser nævnes.

Men nærlæser man interviewet, så kan man se, at det slet ikke et genopkog af Rindalismen, DFs leder er ude efter. Kunst interesserer sandsynligvis ikke fru Kjærsgaard en døjt. Hun frekventerer med sikkerhed ikke nutidens gallerier og kunstmuseer og vil sikkert skulle læse avisernes kultursider for at nævne et navn på en moderne dansk billedkunstner. Næ, for DFs førstedame drejer det sig om DANSKHEDEN. Citat: “Danskerne skal kende deres kultur, så de kan værdsætte danske værdier og have en løbende debat om det at være dansk”. Altså den danske kultur og de danske værdier, som DF mener at have patent på at formulere. Det ville selvfølgelig være fint med en løbende debat om det at være dansk (har vi i øvrigt ikke det?), men jeg tror ikke, at det interesserer Pia Kjærsgaard en tøddel. Hun ved godt, hvad hun og DF mener om den sag. Og når hun sigter efter kulturministeriet, så er det for at pådutte os andre sin form for danskhed. Peter Rindal var mest bekymret for sine skattekroner og fik i øvrigt sæde i Statens Kunstfond…

PS. I dag onsdag kan man læse, at Kjærsgaard skal i seng med “fjenden”. Måske bliver hun oven i købet klogere på, hvad kunst kan være.

De kommercielle radioer og danskheden

15. juni 2009

Citat:”To ud af tre musiknumre spillet i radioens P3 er fra udlandet. Lidt bedre vilkår har dansk musik på P4, hvor godt to ud af fem numre er spillet af danske musikere.Alligevel er de to radiokanaler meget bedre ved den danske musik end kommercielle radiostationer som The Voice og Radio 100FM, hvor mindre end hver femte sang er fra en dansk kunstner, viser en opgørelse fra Koda, der har set på fordelingen af dansk og udenlandsk musik i radioen fra 2006-08.”. I går havde jeg et indlæg om de kommercielle radioers ønske om at hæve prisen for den afspillede musik. I forlængelse af dagens nyhed må kan konkludere, at det i hvert fald ikke er dansk musik, der ruinerer de kommercielle radioer! Jim Receveur fra Radio 100FM slår hovedet på sømmet, når han siger: “Vi ville gerne spille mere dansk musik, men vi tør ikke risikere det som kommerciel kanal“. Vi er nogen, der husker samme radios reklamekanal, der i nedladende, fordomsfuld form fortalte, at man ikke spillede jazz, spillemandsmusik osv. Nej, risikoen for ikke at behage flertallet af lyttere med det sikre hitlistegods, afholder de kommercielle kanaler fra at formidle kendskab til en lang række musikalske genrer og musik, der ikke på en eller anden måde er mainstream. Det er nok også forklaringen på, hvorfor alle disse kommercielle stationer langt hen ad vejen ligner hinanden. Nyheden undertreger vigtigheden af, at vi har en stærk public-service-radiostation, der ikke bare tør, men skal spille musik, der ikke er hitlistematerial og ikke er på angelsaksisk, men fx på noget så eksotisk som dansk… Og sjov nok er musikindustrien herhjemme, repræsenteret af Jesper Bay fra Ifpi, enig, når han udtrykker ønsket om, at DRs P3 skal “forpligtes” på at spille den lokale, danske musik i endnu større omfang, end tilfældet er nu… Forklaringen er selvfølgelig, at Bay repræsenterer den danske del af musikindustrien og derfor har en (økonomisk) interesse i at fremme den danske musik. Men ikke desto mindre…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...