Indlæg tagget med kultur

Giro 413 – en ø i havet af engelsk pop og rock

7. januar 2010

1. “Kald det kærlighed” – Lars Lilholt Band

2. “Kære lille mormor” – Richard Ragnvald

3. “Rigtige venner” – Jodle Birge

4. “Himmelhunden” – Teddy Edelmann/Sussi & Leo

5. “Mormors kolonihavehus” – Eva Madsen

6. “En dejlig dag” – Tonny Landy

7. “Tak er kun et fattigt ord” – Poul Bundgaard

8. “Vi skal gå hånd i hånd” – Keld og Hilda Heick

9. “Smuk som et stjerneskud” – Brdr. Olsen

10. “Vore allerbedste år” – Lis og Per

Ovenstående liste er en topti over de sange, der er blevet spillet mest i programmet Giro 413 det forløbne årti. For mange af os har, som bloglæserne vil vide, Giro 413 haft en afgørende betydning for vores musikkulturelle dannelse.

Igen og igen støder man på Giro 413 som programmet, der gav adgang – på godt og ondt – til en fælles dansk sangskat. Sådan var det i hvert fald, indtil DRs såkaldte monopol blev brudt, og lytterne kunne spredes til alle de nye kommercielle radiokanaler, hvis de ellers havde lyst. Før var Giro 413 en institution som “Amen i kirken”. Den kørte i de små hjem om søndagen med lige så stor sikkerhed som kirkeklokkernes bimlen lød fra Zions Kirke på Nygårdsvej i min barndoms søndage. Og det var der en vis tryghed og forbandelse over.

Hvis jeg kort skal sammenfatte mit forhold til Giroen, så er det: ambivalens. Her har jeg lærte sange at kende, som jeg stadigvæk holder meget af. Men også sange, der fik mig til at græmmes, og overlæderet i mine sko til at revne. Kærlighed og had. Ambivalensen blev mere udtalt, da jeg opdagede Elvis og alt det, der fulgte. Selv om jeg er blevet meget rummeligere, musikalsk set, med årene, så er der stadigvæk sange, jeg har svært ved at lytte til. På ovenstående liste finder man således en, der også var med i mine dannelsesår: Poul Bundgaards “Tak er kun et fattigt ord”. Og den har altid været for meget i mine ører.

I morgen fylder Giro 413 tres år. Kun Radioavisen (undskyld: radionyhederne) og morgenandagten er ældre. Som man kan læse ud af Berlingske Tidendes omtale af programmet, så har det også været en kampplads, hvor public-service-institutionen DRs rolle som oplysningskanal og smagsdommer tog sig en holmgang med populismen. Katalysator for denne kamp var bl.a. Otto Leisner, der lukkede danskpoppen (i bredeste forstand) ind.

Selv om programmet havde sine gyldne år i tresserne med næste 100% af lytterne i 1961, så er det stadigvæk et af de mest populære programmer i landet med et lyttertal på omkring 800.000 hver søndag på P4. Styrken i programmet er dets folkelighed og oprindelige primitive “interaktivitet”. Som det senere “De Ringer, Vi spiller” med Jørgen Hjorting, var Giro 413 et af de første DR-programmer, der for alvor tog den folkelige lyttermedindflydelse alvorlig. Et folkeligt koncept, der siden i den kommercialiserede musikradios tidsalder er degenereret til tomgangsunderholdning, hvor den eneste reelle motivation for at få lytterne til at ringe eller sende sms er at behage reklameannoncørerne.

Apropos Giro 413, så stødte jeg på programmet igen under læsningen af Christian Braad Thomsens erindringer, hvor det netop har den centrale rolle, som den også fik for mig. Thomsen kommentere bl.a. Johannes Meyers “hit” med Skærsliberens Forårsang (af Kai Normann Andersen). Det er i denne sang, man finder følgende uforglemmelige hyldest til ungdomstiden:

“Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse

Thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

Men sleb dog solskin og dagligt brød.”

Sanselig ungdommelig erotik i poetisk iklædning, så det kunne indgå i et ellers ganske dydigt program som Giroen, selv om det fik vor mor til at rømme sig ved køkkenvasken og farmand til at løfte avisen lidt højere.

Vi ønsker til lykke med tresårsdagen og samler ind i coveret fra en tom cdboks…

Status Quo – OBE

1. januar 2010

Årskiftet er også den tid, hvor det engelske establishment hædrer og belønner nogle af sine medborgere. Således har det gamle rockband Status Quos centrale medlemmer Francis Rossi og Rick Parfitt modtaget den britiske orden OBE, thi de er blevet officerer i The Most Excellent Order of the British Empire.

The Telegraph kan ikke undlade at gøre opmærksom på, at The Beatles “kun” blev Members af samme orden. Men hæderen har ikke meget at gøre med, at Status Quo, siden de forlod de spæde eksperimenter med progressiv rock (Pictures of Matchstick Men), har holdt sig til en effektiv treakkorders rock og rul, der har kunnet sætte liv i kludene på selv det mest kedelige dansegulv. Hæderen handler om, hvor længe man han tjent sit land (hvilket blandt andet og ikke mindst vil sige: tjent penge til landet…) og repræsenteret det på en positiv måde. Det er ikke primært en musikalsk fortjeneste. Siden John Lennon takkede nej til MBE har rock og pop været en lukrativ del af engelsk erhvervsliv med gode eksportmuligheder. Alt andet lige, så har rock og pop i mange år været en del af The Establishment. Derfor er det helt i orden, at også Status Quo for en medalje til at hænge om halsen. Lad medaljen dingle og foden vippe til Whatever You Want.

Det kulturløse Danmark – Kulturarvens digitalisering

21. december 2009

Man skal ikke have fulgt ret meget med i den siddende regerings “kulturpolitik” for at forstå, at regeringen ikke har meget til overs for kultur, hvis ikke den lige kan sælges på markedet. Et lysende eksempel på den herskende kulturløshed er uviljen til at fremskaffe en halv milliard til at digitalisere – og dermed bevare – dansk litteratur, som er udgivet før 2000.

Det kgl. Bibliotek i København har forgævet efterspurgt hos danske politikere, men har mødt uvilje. Her vil man hellere bruge pengene på bank- og erhvervslivspakker, motorveje, overfinansiering af private hospitaler osv. osv. I konsekvens af kulturløsheden har bibliotekets leder, Erland Kolding Nielsen, så tilbudt Google, at de kan få lov til at indskanne 1.6 millioner bind. Google har nemlig pengene og projektet.

Men det handler ikke kun om penge. Det handler også om dansk kulturs overlevelse i en globaliseret verden, hvor især angelsaksisk bliver mere og mere dominerende. Det handler med andre ord om at videreføre dansk kulturtradition til kommende generationer af danskere  i den digitaliserede tidsalder.

Jeg synes, at det er et klogt træk af biblioteket at kontakte Google. Det er en fallliterklæring for kulturløse danske politikere – inkl. danskhedsfanatikerne i Dansk Folkeparti – at man ikke vil sørge for en national forankret sikring af den skrevne kulturarv. Man tager ikke globaliseringens trussel mod den nationale kultur alvorligt. Og det er godt, at andre så vil søge alternative veje…[kilde: Berl. Tidende]

At have en internetforbindelse eller ikke

30. oktober 2009

Udviklingen af internettet går hurtigt – og er ret uforudsigelig. I Finland har man for nylig vedtaget, at alle finner har ret til en 1 MB forbindelse (og fra 2015) en 100 MB forbindelse. I England har den britiske Labour-politiker Peter Mandelson lige fremsat et forslag, der skal gøre det muligt at afskære ulovlige fildelere fra adgang til nettet. En kamp mellem kommercielle interesser og borgerrettigheder foregår.


I forbindelse med diskussionen om (ulovlig) fildeling, så så jeg forleden programmet So Ein Ding, hvor studieværten Nikolaj Sonne kom ind på et lidt upåagtet problem vedr. den ulovlige fildeling. Nemlig det faktum, at mange kommercielle interesser lukrerer på den ulovlige fildelings eksistens. Ikke alene tjener ejere af servere (fx Pirate Bays) og reklameindustrien på aktiviteten, men også den teknologiske udvikling bærer tydeligt præg af det. Har du fx tænkt på, hvad du skal stille op med en 12 MB (el. større) forbindelse, hvis du kun surfer på nettet, bruger sociale sites (blogs osv.) og sender emails? Eller hvad skal almindelige forbrugere stillle op med harddiskstørrelser på 1 TB? Selv hvis du skal lagre dine egne film og fotos, så er 1 TB altså meget plads.


I So Ein Ding omtalte Nicolaj Sonne såkaldte netværksstreamere. Digitale teknologiske gadgets, der kan hente film på nettet og sende dem via computeren og direkte ind på skærmen. I HD-kvalitet. Et af produkterne var Western Digital netværksstreameren WD TV Live HD, men der findes en række tilsvarende produkter fra de store elektronikgiganter, bl.a. Samsung, LG og Phillips. Umiddelbart ser det hele uskyldigt ud. Men Sonne gjorde opmærksom på, at disse gadgets tog sigte på filformater som MKI og AVI, formater, der foretrækkes af filpirater… Man kan godt undre sig – og det gjorde Sonne – over, at antipiraterne har haft så megen fokus på de små fildelere rundt omkring, men ikke på den anden side – den kommercielle – af problemet. For uden den ville fildelingens problem havde et helt andet – og mindre – omfang…

Et håndtryk

22. oktober 2009

I går nat, da jeg kørte hjem fra arbejde, slukkede jeg for radioen. Jeg orkede ikke endnu engang at høre en af CEPOS’ direktører kværne løs i det samme ideologiske spor som altid. Denne gang handlede det om det offentlige og befolkningens udbredte utilfredshed med den service, det offentlige yder.

Om jeg fatter, at denne lille ideologiske, tanketomme tank altid skal trækkes ind i DRs manege! I stedet sad jeg så og tænkte over en af den foregående dags nyheder. På en skole i Odense var en lærer blevet korporligt overfaldet til en såkaldt skole-hjem-samtale. Læreren havde angiveligt ville hilse på skoleeleven, en pige i 3. klasse, og gjorde, som man nu gør i Danmark: rakte hånden frem mod hende. Faderen til pigen reagerede ved at slå læreren i gulvet og siden bide ham bag øret. I følge Ekstrabladet beskrivelse.

Sceneriet foregik på en skole i Volsmose. Pigens fader er “herboende statsløs palæstinenser” og læreren har “marokkansk baggrund”. Det, der spøgte i mit hoved var imidlertid det med biddet bag øret. Jeg kom i tanke om et slagsmål, jeg engang overværede, mellem to skolekammerater i realskolen, hvor den ene forsøgte at bide næsen af den anden, efter først at have forsøgt at rive den af med to fingre oppe i næseborene. Barnlig aggression.

Billederne tumlede rundt i mit trætte hoved. Men ser vi bort fra, at den aktuelle sag er en voldssag – og bør behandles som sådan – hvad handler den så om? Mange ting. Blandt andet handler den om respekt. Gensidig respekt. Læreren burde selvfølgelig vide – ikke mindst som lærer på en skole med børn med forskellig kulturel baggrund – at man ikke i arabisk kultursammenhæng hilser med håndtryk. Og den palæstinensiske fader burde vide, at håndtrykket er en ganske almindelig høflig hilsen på dansk.

Jeg kunne forestille mig at Dansk Folkepartis automatpiloter straks ville sige, at det handler om islamisk fundamentalisme og manglende vilje til integration. Og at faderen bare skal i kachotten og helst smides ud af landet efterfølgende.

Men sagen handler snarere om, hvor vanskelig et kulturelt møde er på baggrund af utilstrækkelig oplysning, ja, dannelse. Og der er såmæn ikke så langt fra denne episode til de mange andre voldsepisoder, hvor unge med indvandrerbaggrund (og utilstrækkelig skolegang) er involveret. Og så har jeg omhyggeligt undgået at tale om – integration.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 9 af 24« Første...567891011121314...Sidste »