CAPAC

Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.

Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.

Dada ist eine neue Kunstrichtung. Das kann man daran erkennen, dass bisher niemand etwas davon wusste und morgen ganz Zuerich davon reden wird. Dada stammt aus dem Lexikon. Es ist furchtbar einfach. Im Franzoesischen bedeutets Steckenpferd. Im Deutschen: Addio, steigt mir bitte den Ruecken runter, auf Wiedersehen ein ander Mal! Im Rumaenischen: ‘Ja wahrhaftig, Sie haben Recht, so ist es. Jawohl, wirklich. Machen wir’. Und so weiter.

Ein internationales Wort. Nur ein Wort und das Wort als Bewegung. Es ist einfach furchtbar. Wenn man eine Kunstrichtung daraus macht, muss das bedeuten, man will Komplikationen wegnehmen. Dada Psychologie, Dada Literatur, Dada Bourgeoisie und ihr, verehrteste Dichter, die ihr immer mit Worten, nie aber das Wort selber gedichtet habt. Dada Weltkrieg und kein Ende, Dada Revolution und kein Anfang. Dada ihr Freunde und Auchdichter, allerwerteste Evangelisten. Dada Tzara, Dada Huelsenbeck, Dada m’dada, Dada mhm’ dada, Dada Hue, Dada Tza.

Wie erlangt man die ewige Seligkeit? Indem man Dada sagt. Wie wird man beruehmt? Indem man Dada sagt. Mit edlem Gestus und mit feinem Anstand. Bis zum Irrsinn, bis zur Bewusstlosigkeit. Wie kann man alles Aalige und Journalige, alles Nette und Adrette, alles Vermoralisierte, Vertierte, Gezierte abtun? Indem man Dada sagt. Dada ist die Weltseele, Dada ist der Clou, Dada ist die beste Lilienmilchseife der Welt. Dada Herr Rubiner, Dada Herr Korrodi, Dada Herr Anastasius Lilienstein.

Das heisst auf Deutsch: die Gastfreundschaft der Schweiz ist ueber alles zu schaetzen, und im Aesthetischen kommt’s auf die Norm an.

Ich lese Verse, die nichts weniger vorhaben als: auf die Sprache zu verzichten. Dada Johann Fuchsgang Goethe. Dada Stendhal. Dada Buddha, Dalai Lama, Dada m’dada, Dada m’dada, Dada mhm’ dada. Auf die Verbindung kommt es an, und dass sie vorher ein bisschen unterbrochen wird. Ich will keine Worte, die andere erfunden haben. Alle Worte haben andere erfunden. Ich will meinen eigenen Unfug, und Vokale und Konsonanten dazu, die ihm entsprechen. Wenn eine Schwingung sieben Ellen lang ist, will ich fueglich Worte dazu, die sieben Ellen lang sind. Die Worte des Herrn Schulze haben nur zwei ein halb Zentimeter.

Da kann man nun so recht sehen, wie die artikulierte Sprache entsteht. Ich lasse die Laute ganz einfach fallen. Worte tauchen auf, Schultern von Worten; Beine, Arme, Haende von Worten. Ay, oi, u. Man soll nicht zuviel Worte aufkommen lasen. Ein Vers ist die Gelegenheit, moeglichst ohne Worte und ohne die Sprache auszukommen. Diese vermaledeite Sprache, an der Schmutz klebt wie von Maklerhaenden, die die Muenzen abgegriffen haben. Das Wort will ich haben, wo es aufhoert und wo es anfaengt.

Jede Sache hat ihr Wort; da ist das Wort selber zur Sache geworden. Warum kann der Baum nicht Pluplusch heissen, und Pluplubasch, wenn es geregnet hat? Und warum muss er ueberhaupt etwas heissen? Muessen wir denn ueberall unseren Mund dran haengen? Das Wort, das Wort, das Weh gerade an diesem Ort, das Wort, meine Herren, ist eine oeffentliche Angelegenheit ersten Ranges.

Hugo Balls åbningsmanifest for Dadaismen, Zürich, d. 14. juli 1916

Den store Danske om dadaismen

Gem

Hvis man – som denne ydmyge blogger – har hang til amerikansk populærkultur, sÃ¥ bør man unde sig selv at besøge det aarhusianske kunsttempel Aros og se udstillingen Wes Lang – The Studio. Lang, der er født i 1972, dyrker den folkelige amerikanske kultur i sine billeder. GenenmgÃ¥ende elementer er dødningehoveder, indianere, pin-up-piger, motorcykler, øl og tatoveringer. Hertil skal lægges en lang række referencer til alt fra rock’n roll til tatoveringer. Udstillingen er mere end en almindelig udstiling, idet man nærmest har omplantet Wes Langs arbejdsstudie til kunstmuseet. Helt bogstaveligt, sÃ¥ man fÃ¥r en fornemmelse af at kigge kunstnere over skulderen.

Det er en udstilling, der både er morbid i sin dyrkelse af døden og livsbekræftende i sin optagethed af det folkeligt kulturelle univers, der citeres og referes til i de nærmest collageagtige billeder. Udstillingen løber frem til den første uge i september.

Dengang beatmusikken kom frem, var der vist ikke mange, der forestillede sig, at musikken og dens frembringelser ville gÃ¥ en og blive eftertragtede kulturelle klenodier. Men sÃ¥dan gik det. Beatmusikken er blevet kulturhistorie. Er kommet pÃ¥ museum. Og pÃ¥ auktion. Gamle plader forhandles til skyhøje priser (fx kan man købe Steppeulvenes single "Du skal ud hvor du ikke kan bunde" for dette nette pris af 3500 kroner eller kult-psych-rock pladen med Fleur de lis for 30.000 kroner – men sÃ¥ er det ogsÃ¥ i en velholdt udgave…). Og er man kendt nok – som fx The Beatles – sÃ¥ kan alt videresælges til skyhøje priser. Forleden solgte McCartney sin gamle, blÃ¥, velholdte Aston Martin DB5 for £344,400. Og Southebys auktioner har lige haft hammerslag pÃ¥ Sir Peter Blakes originale collage til albummet Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Den gik for 55,250 £. Tja.

Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.

Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst pÃ¥ sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min pÃ¥stand.

Disse indledende betragtninger gælder ogsÃ¥ en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer pÃ¥ gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstÃ¥et i kølvandet pÃ¥ den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmÃ¥lstegn ved kapitalismen, har fÃ¥et mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret sÃ¥ imponerende liste nedenfor) stillet musik til rÃ¥dighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sÃ¥dan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer pÃ¥ gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for sÃ¥ meget musik – men da overskuddet gÃ¥r ubeskÃ¥ret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, sÃ¥ er den vel værd at investerer i. Og sÃ¥ fÃ¥r man ogsÃ¥ – kunst for pengene…

Mere om pladen på bevægelsen egen side her.

En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste Ã¥r i anledning af Earth Day.

Læs mere »