Indlæg tagget med Kunst

På kanten med Robert Mapplethorpe

10. juli 2016

Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.

Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.

Dada i 100 år

10. juli 2016

Hugo Ball kubistisk udklædt

Dada ist eine neue Kunstrichtung. Das kann man daran erkennen, dass bisher niemand etwas davon wusste und morgen ganz Zuerich davon reden wird. Dada stammt aus dem Lexikon. Es ist furchtbar einfach. Im Franzoesischen bedeutets Steckenpferd. Im Deutschen: Addio, steigt mir bitte den Ruecken runter, auf Wiedersehen ein ander Mal! Im Rumaenischen: ‘Ja wahrhaftig, Sie haben Recht, so ist es. Jawohl, wirklich. Machen wir’. Und so weiter.

Ein internationales Wort. Nur ein Wort und das Wort als Bewegung. Es ist einfach furchtbar. Wenn man eine Kunstrichtung daraus macht, muss das bedeuten, man will Komplikationen wegnehmen. Dada Psychologie, Dada Literatur, Dada Bourgeoisie und ihr, verehrteste Dichter, die ihr immer mit Worten, nie aber das Wort selber gedichtet habt. Dada Weltkrieg und kein Ende, Dada Revolution und kein Anfang. Dada ihr Freunde und Auchdichter, allerwerteste Evangelisten. Dada Tzara, Dada Huelsenbeck, Dada m’dada, Dada mhm’ dada, Dada Hue, Dada Tza.

Wie erlangt man die ewige Seligkeit? Indem man Dada sagt. Wie wird man beruehmt? Indem man Dada sagt. Mit edlem Gestus und mit feinem Anstand. Bis zum Irrsinn, bis zur Bewusstlosigkeit. Wie kann man alles Aalige und Journalige, alles Nette und Adrette, alles Vermoralisierte, Vertierte, Gezierte abtun? Indem man Dada sagt. Dada ist die Weltseele, Dada ist der Clou, Dada ist die beste Lilienmilchseife der Welt. Dada Herr Rubiner, Dada Herr Korrodi, Dada Herr Anastasius Lilienstein.

Das heisst auf Deutsch: die Gastfreundschaft der Schweiz ist ueber alles zu schaetzen, und im Aesthetischen kommt’s auf die Norm an.

Ich lese Verse, die nichts weniger vorhaben als: auf die Sprache zu verzichten. Dada Johann Fuchsgang Goethe. Dada Stendhal. Dada Buddha, Dalai Lama, Dada m’dada, Dada m’dada, Dada mhm’ dada. Auf die Verbindung kommt es an, und dass sie vorher ein bisschen unterbrochen wird. Ich will keine Worte, die andere erfunden haben. Alle Worte haben andere erfunden. Ich will meinen eigenen Unfug, und Vokale und Konsonanten dazu, die ihm entsprechen. Wenn eine Schwingung sieben Ellen lang ist, will ich fueglich Worte dazu, die sieben Ellen lang sind. Die Worte des Herrn Schulze haben nur zwei ein halb Zentimeter.

Da kann man nun so recht sehen, wie die artikulierte Sprache entsteht. Ich lasse die Laute ganz einfach fallen. Worte tauchen auf, Schultern von Worten; Beine, Arme, Haende von Worten. Ay, oi, u. Man soll nicht zuviel Worte aufkommen lasen. Ein Vers ist die Gelegenheit, moeglichst ohne Worte und ohne die Sprache auszukommen. Diese vermaledeite Sprache, an der Schmutz klebt wie von Maklerhaenden, die die Muenzen abgegriffen haben. Das Wort will ich haben, wo es aufhoert und wo es anfaengt.

Jede Sache hat ihr Wort; da ist das Wort selber zur Sache geworden. Warum kann der Baum nicht Pluplusch heissen, und Pluplubasch, wenn es geregnet hat? Und warum muss er ueberhaupt etwas heissen? Muessen wir denn ueberall unseren Mund dran haengen? Das Wort, das Wort, das Weh gerade an diesem Ort, das Wort, meine Herren, ist eine oeffentliche Angelegenheit ersten Ranges.

Hugo Balls åbningsmanifest for Dadaismen, Zürich, d. 14. juli 1916

Den store Danske om dadaismen

Gem

En anbefaling: Wes Lang – The Studio

4. maj 2014

Hvis man – som denne ydmyge blogger – har hang til amerikansk populærkultur, så bør man unde sig selv at besøge det aarhusianske kunsttempel Aros og se udstillingen Wes Lang – The Studio. Lang, der er født i 1972, dyrker den folkelige amerikanske kultur i sine billeder. Genenmgående elementer er dødningehoveder, indianere, pin-up-piger, motorcykler, øl og tatoveringer. Hertil skal lægges en lang række referencer til alt fra rock’n roll til tatoveringer. Udstillingen er mere end en almindelig udstiling, idet man nærmest har omplantet Wes Langs arbejdsstudie til kunstmuseet. Helt bogstaveligt, så man får en fornemmelse af at kigge kunstnere over skulderen.

Det er en udstilling, der både er morbid i sin dyrkelse af døden og livsbekræftende i sin optagethed af det folkeligt kulturelle univers, der citeres og referes til i de nærmest collageagtige billeder. Udstillingen løber frem til den første uge i september.

Collagen fra Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band – auktioneret for £55,250

14. november 2012

Dengang beatmusikken kom frem, var der vist ikke mange, der forestillede sig, at musikken og dens frembringelser ville gå en og blive eftertragtede kulturelle klenodier. Men sådan gik det. Beatmusikken er blevet kulturhistorie. Er kommet på museum. Og på auktion. Gamle plader forhandles til skyhøje priser (fx kan man købe Steppeulvenes single "Du skal ud hvor du ikke kan bunde" for dette nette pris af 3500 kroner eller kult-psych-rock pladen med Fleur de lis for 30.000 kroner – men så er det også i en velholdt udgave…). Og er man kendt nok – som fx The Beatles – så kan alt videresælges til skyhøje priser. Forleden solgte McCartney sin gamle, blå, velholdte Aston Martin DB5 for £344,400. Og Southebys auktioner har lige haft hammerslag på Sir Peter Blakes originale collage til albummet Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Den gik for 55,250 £. Tja.

Occupy This Album – musikere støtter den folkelig Occupy Wall Street-bevægelse

3. maj 2012

Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.

Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst på sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min påstand.

Disse indledende betragtninger gælder også en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer på gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstået i kølvandet på den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen, har fået mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret så imponerende liste nedenfor) stillet musik til rådighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sådan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer på gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for så meget musik – men da overskuddet går ubeskåret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, så er den vel værd at investerer i. Og så får man også – kunst for pengene…

Mere om pladen på bevægelsen egen side her.

En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste år i anledning af Earth Day.

Læs mere »

Guernica – 75 år

27. april 2012

Min gamle veninde Gertrud gør opmærksom på, at det er 75 år siden, den spanske fascist Franco sammen med sine nazistiske allierede bombede den lille by Guernica. Det lykkedes for generalisimoen at ihjelslå og såre en tredjedel af den lille bys ialt 1600 indbyggere. Men Picasso og andre sørgede for, at den brutale handling ikke gik i glemmebogen. Og det er vigtigt i en tid, hvor andre må lide under brutale despoter eller fremmede besættelsesmagter, fx i Syrien eller Afghanistan. Jeg skrev også en note om Guernica i anledning af 70 året.

Andy Warhol Superstar…

28. december 2011

Andy Warhol looks a scream/ Hang him on my wall/ Andy Warhol, Silver Screen/ Can’t tell them apart at all...”. Andy Warhol, eneren, særlingen, den moderbundne bøsse, æsteten, der seismografisk iagttog tresserkommercialismens ekspansion og omsatte den til kunst, der stadigvæk kan virke provokerende, er ikke til at komme uden om, når man beskæftiger sig med tressernes kunst, musik, litteratur osv. Og i går aftes var det igen muligt at se en absolut seværdig dokumentar om den blev, hvidhårede, gådefulde, bebrillede Warhol. DRK viste den franske dokumentar “Vies et oeuvres d’Andy Warhol” – Andy Warhols liv og værker – fra 2007. En fascinerende rejse gennem mandens liv, som det blev dokumenteret i de kameraer, der fulgte hans færden, og af en række af de personer, han omgikkes og arbejdede sammen med.

Filmen er lavet af Jean-Michel Vecchiet og den bliver vist igen d. 30. december kl. 14.10. Så ved I det, hvis i er fans af Warhol Superstar…

PS. Dokumentaren ledsages af megen fascinerende musik – bl.a. Patti Smith (så vidt jeg kan høre…)

…like a Rainbow… Olafur Eliassons regnbue er landet i århus

11. juni 2011

Jeg kører forbi den næsten dagligt. Den ligner en mellemting mellem en UFO og min barndoms hulahopringe og hinkesten. Farvestrålende. Og deroppe kan man se sorte konturer af mennesker, der går rundt og får en slags psykedelisk oplevelse ved at se på århus og Omegn i alle regnbuens farver. Rød, Gul osv.

Om det er stor kunst, ved jeg ikke. Men den er blevet en slags vartegn for århus. Den kan ses på lang afstand. Fx når man nærmer sig byen udefra. Den er påfaldende. Iøjnefaldende. Og netop farvestrålende.

Regnbuen er landet på en taget af kunstmuseet Aros i en by, der ellers primært gør sig i erhvervsbyggeri af glas og beton. Som tidligere borgmester for Socialdemokraterne Flemming Knudsen engang udtalte: Erhvervsbyggeri er kultur. I den forbindelse er det herligt med sådan et stykke farvestrålende legetøj på toppen af Aros. Det er lidt pjanket og pjattet. Lidt provokerende på sådan en ungdommelig flower-power-facon.

Og jeg har ladet mig fortælle, at der er københavnere, der er lidt misundelige…

Jeg håber, den får lov til at ligge i lang tid. Selv om den ligger lidt skævt – som en frisbee, der er smidt derop af et ungt menneske i Mindeparken…

200 £ for coveret til Sgt. Pepper

25. januar 2011

I only got £200 for designing Sgt Pepper. I could kick myself and be bitter about it (I don’t even get royalties, despite the cover becoming legendary) but what use is that? I have to move on. Focus on what you can do, not what you can’t or should have done.”

Sir Peter Blake

Rigtig attitude Peter! I den branche er der altid en risiko for at blive tørret…

Hans Jørgen Nielsen om kultur, bl.a. om beat

24. juni 2010

Forleden forvildede jeg mig ind i århus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gå ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gågade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud med.

I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogle af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek.

Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

Bedste albumkunst gennem tiderne

21. juni 2010

Den slags lister kan altid give anledning til diskussion – for ikke at sige ballade. Om kriterier, valg og – ikke mindst – fravalg. Men magasinet Wired gør det alligevel. Og uden at gå i clinch med Wired, så vil jeg nøjes med at konstatere, at næsten alle de udvalgte er fra albummet storhedsperiode i tresserne og halvfjerdserne… Det kan næsten ikke være anderledes – eller?

Larsen om Dylan

10. maj 2010

“Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”

Kim Larsen om Bob Dylan

Ja, ja, forleden kunne man læse Joni Mitchell udtale følgende: “Bob is not authentic at all. He’s a plagiarist, and his name and voice are fake. Everything about Bob is a deception. We are like night and day, he and I.“. Og den Bob, der er tale om, er selvfølgelig Dylan. Måske er rønnebærrene blevet sure eller måske er det bare en reaktion på, at Bob Dylan altid skal bruges som målestok for enhver sangskriver på denne klode. Og så kommer vores egen skjald Larsen og gør Dylan (og Beatles) til ikke-kunst, til pop. Jeg tror, det hænger sammen med en idealiseret opfattelse af, hvad kunst er. Og man fristes til at citere Poul Henningsen efter hukommelsen: I stedet for at diskutere, hvad kunst er, så bør man spørge: Er det god eller dårlig kunst. Og både Dylan og Beatles er god kunst – for det meste…

Lort nok – et lille kunstfilosofisk indlæg

13. marts 2010

Når talen falder på kunst, så er det klogt at holde fast i salig Poul Henningsens tanke. Det drejer sig ikke om at diskutere, om et kunstværk er kunst eller ikke kunst. Men om det er god eller dårlig kunst. Lad det være en kommentar til vor nyslåede kulturministers forsøg på at vække debatten om kunsten til live.
Er lort på en Bodum-kaffekanden god eller dårlig kunst? Performancekunstneren Uwe Max Hansen udstillede i fredags en kande lort på Louisiana. Inspireret af Piero Manzonis berømt-berygtede kunstobjekt Merde d’Artiste (Kunstnerlort) har Jensen skabt sit objekt med den erklærede hensigt at gøre Manzonis ide mere visuel. Lorten skulle med andre ord være mere synlig. Hertil kan man mene, at Merde d’Artiste i forvejen er ved at blive synlig, fordi lorten tærer sig gennem dåsen. Og man må spørge: Hvori består det nytænkende, konceptuelle fremskridt i Jensens lorteobjekt? Jeg mener, at Jensens objekt er og bliver noget lort – i begge betydninger af ordet. Det er ikke et kunstværk, der lægger noget til kunsthistorien. Hverken som provokation betragtet eller som koncept. Måske illustrerer Bodumkanden blot, at billedkunsten – eller i hvert fald en del af den – er i dyb krise. Lort nok. [link]

Spise med Price

22. februar 2010

I de forgangne par uger har man kunnet opleve, at madprogrammet Spise med Price – med brødrene James og Adam Price – er blevet en vaskeægte tv-succes. Alene på Facebook har programmet i løbet og nul komma fem fået 9000 fans. Ikke nok med det, så har successen været så håndgribelig, at Danmarks Radio har berøvet den “hemmelige kanal” DR2 programmet og flyttet det over på DR1. Og hvad skyldes så denne succes?

Jeg har selv set programmet flere gang og været ganske godt underholdt, medens jeg konstaterede, at de to herrer i hvert fald ikke blev mindre trinde, efterhånden som serien skred frem. Jeg tror, der er flere forklaringer. En af dem er, at de to brødre (som også skriver om mad i Politiken) går til gryderne med uselvhøjtidelig appetit og en stor portion humor, der bl.a. – og tydeligt – lægger afstand til madsnobberiet, hvad enten der står skrevet Michelin på det eller Meyersk tilbage-til-de-violette-gulerødder og jordbærrene fra Sydgrønland.

Og dels er der et moment af protest mod sundhedsfanatismen i den herskende politiske kultur. Som hos deres salige far – John Price, der også var gourmet og gourmand – fedtes der ikke småligt med piskefløde og lurmærket smør. Man skal ikke følge duoens “kostråd”, hvis man vil passe sine badebukser til sommer!

Der er noget Konrad og Axel i TV-Køkkenet over brødreparrets politisk ukorrekte opprioritering af glæden ved mad, fornøjelsen ved kogekunst og smagsoplevelser og fortrængning af blegsottige sundhedsapostle med en økologisk løgring som glorie. Igen og igen har jeg kunnet høre kendingsmelodien til Konrads og Axels gamle madprogram for mit indre øre, når jeg har set de to tyksakke muntre sig med gode råvarer, vin og alskens køkkengrej. De slår et slag for den madglæde, der i disse år nærmest er blevet tabu. Og jeg tror, at mangen en seer i deres stille sind identificerer sig med den åbenlyse appetit (uden dårlig samvittighed og kalorietælleri).  Og derfor skal de være velkommen på DR1 i de bedste sendetid. DR2 har jo stadigvæk Fru Plum, der også står for det politisk ukorrekte, omend med en lidt anden rustik tilgang. Velbekomme.

PS. På DRs arkivside Bonanza kan man i øvrigt gense Konrad Bjerre Christensen og Axel Larsen i en udsendelse fra 1973. Ren nostalgi.

Rindalismen er død! Rindalismen længe leve?

4. august 2009

Sommertiden sætter gang i de mærkeligste ting. Og en af sommeragurkerne går på, at Pia Kjærsgaard åbenbart ikke har kunnet finde på andre politiske angreb på regeringen end at lange ud efter en af regeringens mest anonyme ministre, Carina Christensen, som efter fru Kjærsgaards mening mangler holdning og slagfærdighed (til bolledejen).

I den anledning lufter Kjærsgaard sine ministerdrømme og mener, at hun ville være en fortræffelig kulturminister. Hun langer ud efter kunst, der har været provokerende (i modsætning til Carina Christensen i øvrigt), hvorefter gamle værker som Bjørn Nørgaards hesteslagtning, de udstoppede hundevalpe og Manzonis lortedåser nævnes.

Men nærlæser man interviewet, så kan man se, at det slet ikke et genopkog af Rindalismen, DFs leder er ude efter. Kunst interesserer sandsynligvis ikke fru Kjærsgaard en døjt. Hun frekventerer med sikkerhed ikke nutidens gallerier og kunstmuseer og vil sikkert skulle læse avisernes kultursider for at nævne et navn på en moderne dansk billedkunstner. Næ, for DFs førstedame drejer det sig om DANSKHEDEN. Citat: “Danskerne skal kende deres kultur, så de kan værdsætte danske værdier og have en løbende debat om det at være dansk”. Altså den danske kultur og de danske værdier, som DF mener at have patent på at formulere. Det ville selvfølgelig være fint med en løbende debat om det at være dansk (har vi i øvrigt ikke det?), men jeg tror ikke, at det interesserer Pia Kjærsgaard en tøddel. Hun ved godt, hvad hun og DF mener om den sag. Og når hun sigter efter kulturministeriet, så er det for at pådutte os andre sin form for danskhed. Peter Rindal var mest bekymret for sine skattekroner og fik i øvrigt sæde i Statens Kunstfond…

PS. I dag onsdag kan man læse, at Kjærsgaard skal i seng med “fjenden”. Måske bliver hun oven i købet klogere på, hvad kunst kan være.