CAPAC

Dengang beatmusikken kom frem, var der vist ikke mange, der forestillede sig, at musikken og dens frembringelser ville gå en og blive eftertragtede kulturelle klenodier. Men sådan gik det. Beatmusikken er blevet kulturhistorie. Er kommet på museum. Og på auktion. Gamle plader forhandles til skyhøje priser (fx kan man købe Steppeulvenes single "Du skal ud hvor du ikke kan bunde" for dette nette pris af 3500 kroner eller kult-psych-rock pladen med Fleur de lis for 30.000 kroner – men så er det også i en velholdt udgave…). Og er man kendt nok – som fx The Beatles – så kan alt videresælges til skyhøje priser. Forleden solgte McCartney sin gamle, blå, velholdte Aston Martin DB5 for £344,400. Og Southebys auktioner har lige haft hammerslag på Sir Peter Blakes originale collage til albummet Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Den gik for 55,250 £. Tja.

Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.

Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst på sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min påstand.

Disse indledende betragtninger gælder også en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer på gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstået i kølvandet på den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen, har fået mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret så imponerende liste nedenfor) stillet musik til rådighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sådan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer på gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for så meget musik – men da overskuddet går ubeskåret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, så er den vel værd at investerer i. Og så får man også – kunst for pengene…

Mere om pladen på bevægelsen egen side her.

En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste år i anledning af Earth Day.

Læs mere »

Min gamle veninde Gertrud gør opmærksom på, at det er 75 år siden, den spanske fascist Franco sammen med sine nazistiske allierede bombede den lille by Guernica. Det lykkedes for generalisimoen at ihjelslå og såre en tredjedel af den lille bys ialt 1600 indbyggere. Men Picasso og andre sørgede for, at den brutale handling ikke gik i glemmebogen. Og det er vigtigt i en tid, hvor andre må lide under brutale despoter eller fremmede besættelsesmagter, fx i Syrien eller Afghanistan. Jeg skrev også en note om Guernica i anledning af 70 året.

“Andy Warhol looks a scream/ Hang him on my wall/ Andy Warhol, Silver Screen/ Can’t tell them apart at all...”. Andy Warhol, eneren, særlingen, den moderbundne bøsse, æsteten, der seismografisk iagttog tresserkommercialismens ekspansion og omsatte den til kunst, der stadigvæk kan virke provokerende, er ikke til at komme uden om, når man beskæftiger sig med tressernes kunst, musik, litteratur osv. Og i går aftes var det igen muligt at se en absolut seværdig dokumentar om den blev, hvidhårede, gådefulde, bebrillede Warhol. DRK viste den franske dokumentar “Vies et oeuvres d’Andy Warhol” – Andy Warhols liv og værker – fra 2007. En fascinerende rejse gennem mandens liv, som det blev dokumenteret i de kameraer, der fulgte hans færden, og af en række af de personer, han omgikkes og arbejdede sammen med.

Filmen er lavet af Jean-Michel Vecchiet og den bliver vist igen d. 30. december kl. 14.10. Så ved I det, hvis i er fans af Warhol Superstar…

PS. Dokumentaren ledsages af megen fascinerende musik – bl.a. Patti Smith (så vidt jeg kan høre…)

Jeg kører forbi den næsten dagligt. Den ligner en mellemting mellem en UFO og min barndoms hulahopringe og hinkesten. Farvestrålende. Og deroppe kan man se sorte konturer af mennesker, der går rundt og får en slags psykedelisk oplevelse ved at se på Århus og Omegn i alle regnbuens farver. Rød, Gul osv.

Om det er stor kunst, ved jeg ikke. Men den er blevet en slags vartegn for Århus. Den kan ses på lang afstand. Fx når man nærmer sig byen udefra. Den er påfaldende. Iøjnefaldende. Og netop farvestrålende.

Regnbuen er landet på en taget af kunstmuseet Aros i en by, der ellers primært gør sig i erhvervsbyggeri af glas og beton. Som tidligere borgmester for Socialdemokraterne Flemming Knudsen engang udtalte: Erhvervsbyggeri er kultur. I den forbindelse er det herligt med sådan et stykke farvestrålende legetøj på toppen af Aros. Det er lidt pjanket og pjattet. Lidt provokerende på sådan en ungdommelig flower-power-facon.

Og jeg har ladet mig fortælle, at der er københavnere, der er lidt misundelige…

Jeg håber, den får lov til at ligge i lang tid. Selv om den ligger lidt skævt – som en frisbee, der er smidt derop af et ungt menneske i Mindeparken…