CAPAC

Dengang beatmusikken kom frem, var der vist ikke mange, der forestillede sig, at musikken og dens frembringelser ville gå en og blive eftertragtede kulturelle klenodier. Men sådan gik det. Beatmusikken er blevet kulturhistorie. Er kommet på museum. Og på auktion. Gamle plader forhandles til skyhøje priser (fx kan man købe Steppeulvenes single "Du skal ud hvor du ikke kan bunde" for dette nette pris af 3500 kroner eller kult-psych-rock pladen med Fleur de lis for 30.000 kroner – men så er det også i en velholdt udgave…). Og er man kendt nok – som fx The Beatles – så kan alt videresælges til skyhøje priser. Forleden solgte McCartney sin gamle, blå, velholdte Aston Martin DB5 for £344,400. Og Southebys auktioner har lige haft hammerslag på Sir Peter Blakes originale collage til albummet Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Den gik for 55,250 £. Tja.

Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.

Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst på sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min påstand.

Disse indledende betragtninger gælder også en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer på gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstået i kølvandet på den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen, har fået mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret så imponerende liste nedenfor) stillet musik til rådighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sådan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer på gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for så meget musik – men da overskuddet går ubeskåret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, så er den vel værd at investerer i. Og så får man også – kunst for pengene…

Mere om pladen på bevægelsen egen side her.

En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste år i anledning af Earth Day.

Læs mere »

Min gamle veninde Gertrud gør opmærksom på, at det er 75 år siden, den spanske fascist Franco sammen med sine nazistiske allierede bombede den lille by Guernica. Det lykkedes for generalisimoen at ihjelslå og såre en tredjedel af den lille bys ialt 1600 indbyggere. Men Picasso og andre sørgede for, at den brutale handling ikke gik i glemmebogen. Og det er vigtigt i en tid, hvor andre må lide under brutale despoter eller fremmede besættelsesmagter, fx i Syrien eller Afghanistan. Jeg skrev også en note om Guernica i anledning af 70 året.

“Andy Warhol looks a scream/ Hang him on my wall/ Andy Warhol, Silver Screen/ Can’t tell them apart at all...”. Andy Warhol, eneren, særlingen, den moderbundne bøsse, æsteten, der seismografisk iagttog tresserkommercialismens ekspansion og omsatte den til kunst, der stadigvæk kan virke provokerende, er ikke til at komme uden om, når man beskæftiger sig med tressernes kunst, musik, litteratur osv. Og i går aftes var det igen muligt at se en absolut seværdig dokumentar om den blev, hvidhårede, gådefulde, bebrillede Warhol. DRK viste den franske dokumentar “Vies et oeuvres d’Andy Warhol” – Andy Warhols liv og værker – fra 2007. En fascinerende rejse gennem mandens liv, som det blev dokumenteret i de kameraer, der fulgte hans færden, og af en række af de personer, han omgikkes og arbejdede sammen med.

Filmen er lavet af Jean-Michel Vecchiet og den bliver vist igen d. 30. december kl. 14.10. Så ved I det, hvis i er fans af Warhol Superstar…

PS. Dokumentaren ledsages af megen fascinerende musik – bl.a. Patti Smith (så vidt jeg kan høre…)

Jeg kører forbi den næsten dagligt. Den ligner en mellemting mellem en UFO og min barndoms hulahopringe og hinkesten. Farvestrålende. Og deroppe kan man se sorte konturer af mennesker, der går rundt og får en slags psykedelisk oplevelse ved at se på Århus og Omegn i alle regnbuens farver. Rød, Gul osv.

Om det er stor kunst, ved jeg ikke. Men den er blevet en slags vartegn for Århus. Den kan ses på lang afstand. Fx når man nærmer sig byen udefra. Den er påfaldende. Iøjnefaldende. Og netop farvestrålende.

Regnbuen er landet på en taget af kunstmuseet Aros i en by, der ellers primært gør sig i erhvervsbyggeri af glas og beton. Som tidligere borgmester for Socialdemokraterne Flemming Knudsen engang udtalte: Erhvervsbyggeri er kultur. I den forbindelse er det herligt med sådan et stykke farvestrålende legetøj på toppen af Aros. Det er lidt pjanket og pjattet. Lidt provokerende på sådan en ungdommelig flower-power-facon.

Og jeg har ladet mig fortælle, at der er københavnere, der er lidt misundelige…

Jeg håber, den får lov til at ligge i lang tid. Selv om den ligger lidt skævt – som en frisbee, der er smidt derop af et ungt menneske i Mindeparken…

“ I only got £200 for designing Sgt Pepper. I could kick myself and be bitter about it (I don’t even get royalties, despite the cover becoming legendary) but what use is that? I have to move on. Focus on what you can do, not what you can’t or should have done.”

Sir Peter Blake

Rigtig attitude Peter! I den branche er der altid en risiko for at blive tørret…

Forleden forvildede jeg mig ind i Århus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gå ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gågade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud. I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogel af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek. Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

Den slags lister kan altid give anledning til diskussion – for ikke at sige ballade. Om kriterier, valg og – ikke mindst – fravalg. Men magasinet Wired gør det alligevel. Og uden at gå i clinch med Wired, så vil jeg nøjes med at konstatere, at næsten alle de udvalgte er fra albummet storhedsperiode i tresserne og halvfjerdserne… Det kan næsten ikke være anderledes – eller?

“Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”

Kim Larsen om Bob Dylan

Ja, ja, forleden kunne man læse Joni Mitchell udtale følgende: “Bob is not authentic at all. He’s a plagiarist, and his name and voice are fake. Everything about Bob is a deception. We are like night and day, he and I.“. Og den Bob, der er tale om, er selvfølgelig Dylan. Måske er rønnebærrene blevet sure eller måske er det bare en reaktion på, at Bob Dylan altid skal bruges som målestok for enhver sangskriver på denne klode. Og så kommer vores egen skjald Larsen og gør Dylan (og Beatles) til ikke-kunst, til pop. Jeg tror, det hænger sammen med en idealiseret opfattelse af, hvad kunst er. Og man fristes til at citere Poul Henningsen efter hukommelsen: I stedet for at diskutere, hvad kunst er, så bør man spørge: Er det god eller dårlig kunst. Og både Dylan og Beatles er god kunst – for det meste…

Når talen falder på kunst, så er det klogt at holde fast i salig Poul Henningsens tanke. Det drejer sig ikke om at diskutere, om et kunstværk er kunst eller ikke kunst. Men om det er god eller dårlig kunst. Lad det være en kommentar til vor nyslåede kulturministers forsøg på at vække debatten om kunsten til live.
Er lort på en Bodum-kaffekanden god eller dårlig kunst? Performancekunstneren Uwe Max Hansen udstillede i fredags en kande lort på Louisiana. Inspireret af Piero Manzonis berømt-berygtede kunstobjekt Merde d’Artiste (Kunstnerlort) har Jensen skabt sit objekt med den erklærede hensigt at gøre Manzonis ide mere visuel. Lorten skulle med andre ord være mere synlig. Hertil kan man mene, at Merde d’Artiste i forvejen er ved at blive synlig, fordi lorten tærer sig gennem dåsen. Og man må spørge: Hvori består det nytænkende, konceptuelle fremskridt i Jensens lorteobjekt? Jeg mener, at Jensens objekt er og bliver noget lort – i begge betydninger af ordet. Det er ikke et kunstværk, der lægger noget til kunsthistorien. Hverken som provokation betragtet eller som koncept. Måske illustrerer Bodumkanden blot, at billedkunsten – eller i hvert fald en del af den – er i dyb krise. Lort nok. [link]