Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.
Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.
Dada ist eine neue Kunstrichtung. Das kann man daran erkennen, dass bisher niemand etwas davon wusste und morgen ganz Zuerich davon reden wird. Dada stammt aus dem Lexikon. Es ist furchtbar einfach. Im Franzoesischen bedeutets Steckenpferd. Im Deutschen: Addio, steigt mir bitte den Ruecken runter, auf Wiedersehen ein ander Mal! Im Rumaenischen: ‘Ja wahrhaftig, Sie haben Recht, so ist es. Jawohl, wirklich. Machen wir’. Und so weiter.
Ein internationales Wort. Nur ein Wort und das Wort als Bewegung. Es ist einfach furchtbar. Wenn man eine Kunstrichtung daraus macht, muss das bedeuten, man will Komplikationen wegnehmen. Dada Psychologie, Dada Literatur, Dada Bourgeoisie und ihr, verehrteste Dichter, die ihr immer mit Worten, nie aber das Wort selber gedichtet habt. Dada Weltkrieg und kein Ende, Dada Revolution und kein Anfang. Dada ihr Freunde und Auchdichter, allerwerteste Evangelisten. Dada Tzara, Dada Huelsenbeck, Dada m’dada, Dada mhm’ dada, Dada Hue, Dada Tza.
Wie erlangt man die ewige Seligkeit? Indem man Dada sagt. Wie wird man beruehmt? Indem man Dada sagt. Mit edlem Gestus und mit feinem Anstand. Bis zum Irrsinn, bis zur Bewusstlosigkeit. Wie kann man alles Aalige und Journalige, alles Nette und Adrette, alles Vermoralisierte, Vertierte, Gezierte abtun? Indem man Dada sagt. Dada ist die Weltseele, Dada ist der Clou, Dada ist die beste Lilienmilchseife der Welt. Dada Herr Rubiner, Dada Herr Korrodi, Dada Herr Anastasius Lilienstein.
Das heisst auf Deutsch: die Gastfreundschaft der Schweiz ist ueber alles zu schaetzen, und im Aesthetischen kommt’s auf die Norm an.
Ich lese Verse, die nichts weniger vorhaben als: auf die Sprache zu verzichten. Dada Johann Fuchsgang Goethe. Dada Stendhal. Dada Buddha, Dalai Lama, Dada m’dada, Dada m’dada, Dada mhm’ dada. Auf die Verbindung kommt es an, und dass sie vorher ein bisschen unterbrochen wird. Ich will keine Worte, die andere erfunden haben. Alle Worte haben andere erfunden. Ich will meinen eigenen Unfug, und Vokale und Konsonanten dazu, die ihm entsprechen. Wenn eine Schwingung sieben Ellen lang ist, will ich fueglich Worte dazu, die sieben Ellen lang sind. Die Worte des Herrn Schulze haben nur zwei ein halb Zentimeter.
Da kann man nun so recht sehen, wie die artikulierte Sprache entsteht. Ich lasse die Laute ganz einfach fallen. Worte tauchen auf, Schultern von Worten; Beine, Arme, Haende von Worten. Ay, oi, u. Man soll nicht zuviel Worte aufkommen lasen. Ein Vers ist die Gelegenheit, moeglichst ohne Worte und ohne die Sprache auszukommen. Diese vermaledeite Sprache, an der Schmutz klebt wie von Maklerhaenden, die die Muenzen abgegriffen haben. Das Wort will ich haben, wo es aufhoert und wo es anfaengt.
Jede Sache hat ihr Wort; da ist das Wort selber zur Sache geworden. Warum kann der Baum nicht Pluplusch heissen, und Pluplubasch, wenn es geregnet hat? Und warum muss er ueberhaupt etwas heissen? Muessen wir denn ueberall unseren Mund dran haengen? Das Wort, das Wort, das Weh gerade an diesem Ort, das Wort, meine Herren, ist eine oeffentliche Angelegenheit ersten Ranges.
Hugo Balls åbningsmanifest for Dadaismen, Zürich, d. 14. juli 1916
Hvis man – som denne ydmyge blogger – har hang til amerikansk populærkultur, sÃ¥ bør man unde sig selv at besøge det aarhusianske kunsttempel Aros og se udstillingen Wes Lang – The Studio. Lang, der er født i 1972, dyrker den folkelige amerikanske kultur i sine billeder. GenenmgÃ¥ende elementer er dødningehoveder, indianere, pin-up-piger, motorcykler, øl og tatoveringer. Hertil skal lægges en lang række referencer til alt fra rock’n roll til tatoveringer. Udstillingen er mere end en almindelig udstiling, idet man nærmest har omplantet Wes Langs arbejdsstudie til kunstmuseet. Helt bogstaveligt, sÃ¥ man fÃ¥r en fornemmelse af at kigge kunstnere over skulderen.
Det er en udstilling, der både er morbid i sin dyrkelse af døden og livsbekræftende i sin optagethed af det folkeligt kulturelle univers, der citeres og referes til i de nærmest collageagtige billeder. Udstillingen løber frem til den første uge i september.
Dengang beatmusikken kom frem, var der vist ikke mange, der forestillede sig, at musikken og dens frembringelser ville gÃ¥ en og blive eftertragtede kulturelle klenodier. Men sÃ¥dan gik det. Beatmusikken er blevet kulturhistorie. Er kommet pÃ¥ museum. Og pÃ¥ auktion. Gamle plader forhandles til skyhøje priser (fx kan man købe Steppeulvenes single "Du skal ud hvor du ikke kan bunde" for dette nette pris af 3500 kroner eller kult-psych-rock pladen med Fleur de lis for 30.000 kroner – men sÃ¥ er det ogsÃ¥ i en velholdt udgave…). Og er man kendt nok – som fx The Beatles – sÃ¥ kan alt videresælges til skyhøje priser. Forleden solgte McCartney sin gamle, blÃ¥, velholdte Aston Martin DB5 for £344,400. Og Southebys auktioner har lige haft hammerslag pÃ¥ Sir Peter Blakes originale collage til albummet Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Den gik for 55,250 £. Tja.
Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.
Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst pÃ¥ sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min pÃ¥stand.
Disse indledende betragtninger gælder ogsÃ¥ en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer pÃ¥ gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstÃ¥et i kølvandet pÃ¥ den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmÃ¥lstegn ved kapitalismen, har fÃ¥et mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret sÃ¥ imponerende liste nedenfor) stillet musik til rÃ¥dighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sÃ¥dan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer pÃ¥ gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for sÃ¥ meget musik – men da overskuddet gÃ¥r ubeskÃ¥ret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, sÃ¥ er den vel værd at investerer i. Og sÃ¥ fÃ¥r man ogsÃ¥ – kunst for pengene…
En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste Ã¥r i anledning af Earth Day.
Min gamle veninde Gertrud gør opmærksom på, at det er 75 år siden, den spanske fascist Franco sammen med sine nazistiske allierede bombede den lille by Guernica. Det lykkedes for generalisimoen at ihjelslå og såre en tredjedel af den lille bys ialt 1600 indbyggere. Men Picasso og andre sørgede for, at den brutale handling ikke gik i glemmebogen. Og det er vigtigt i en tid, hvor andre må lide under brutale despoter eller fremmede besættelsesmagter, fx i Syrien eller Afghanistan. Jeg skrev også en note om Guernica i anledning af 70 året.
“Andy Warhol looks a scream/ Hang him on my wall/ Andy Warhol, Silver Screen/ Can’t tell them apart at all...”. Andy Warhol, eneren, særlingen, den moderbundne bøsse, æsteten, der seismografisk iagttog tresserkommercialismens ekspansion og omsatte den til kunst, der stadigvæk kan virke provokerende, er ikke til at komme uden om, nÃ¥r man beskæftiger sig med tressernes kunst, musik, litteratur osv. Og i gÃ¥r aftes var det igen muligt at se en absolut seværdig dokumentar om den blev, hvidhÃ¥rede, gÃ¥defulde, bebrillede Warhol. DRK viste den franske dokumentar “Vies et oeuvres d’Andy Warhol” – Andy Warhols liv og værker – fra 2007. En fascinerende rejse gennem mandens liv, som det blev dokumenteret i de kameraer, der fulgte hans færden, og af en række af de personer, han omgikkes og arbejdede sammen med.
Filmen er lavet af Jean-Michel Vecchiet og den bliver vist igen d. 30. december kl. 14.10. SÃ¥ ved I det, hvis i er fans af Warhol Superstar…
PS. Dokumentaren ledsages af megen fascinerende musik – bl.a. Patti Smith (sÃ¥ vidt jeg kan høre…)
Jeg kører forbi den næsten dagligt. Den ligner en mellemting mellem en UFO og min barndoms hulahopringe og hinkesten. Farvestrålende. Og deroppe kan man se sorte konturer af mennesker, der går rundt og får en slags psykedelisk oplevelse ved at se på Århus og Omegn i alle regnbuens farver. Rød, Gul osv.
Om det er stor kunst, ved jeg ikke. Men den er blevet en slags vartegn for Århus. Den kan ses på lang afstand. Fx når man nærmer sig byen udefra. Den er påfaldende. Iøjnefaldende. Og netop farvestrålende.
Regnbuen er landet på en taget af kunstmuseet Aros i en by, der ellers primært gør sig i erhvervsbyggeri af glas og beton. Som tidligere borgmester for Socialdemokraterne Flemming Knudsen engang udtalte: Erhvervsbyggeri er kultur. I den forbindelse er det herligt med sådan et stykke farvestrålende legetøj på toppen af Aros. Det er lidt pjanket og pjattet. Lidt provokerende på sådan en ungdommelig flower-power-facon.
Og jeg har ladet mig fortælle, at der er københavnere, der er lidt misundelige…
Jeg hÃ¥ber, den fÃ¥r lov til at ligge i lang tid. Selv om den ligger lidt skævt – som en frisbee, der er smidt derop af et ungt menneske i Mindeparken…
“ I only got £200 for designing Sgt Pepper. I could kick myself and be bitter about it (I don’t even get royalties, despite the cover becoming legendary) but what use is that? I have to move on. Focus on what you can do, not what you can’t or should have done.”
Forleden forvildede jeg mig ind i Ã…rhus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gÃ¥ ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gÃ¥gade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge pÃ¥ en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud med.
I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogle af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek.
Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
