Indlæg tagget med ledighed

Private jobkonsulenter

2. juni 2009

En af regeringspartiet Venstres ideologiske mærkesager har fra starten været privatisering. Argumentationen har lydt, at private kunne klare ærterne billigere og bedre end det offentlige, fordi den hellige konkurrence (markedet) ville sørge for, at man fik noget for pengene. Men, at det langt fra altid forholder sig således, er der mange eksempler på. Senest er det kommet frem, at de private jobkonsulenter, der skal afholde samtaler med de ledige etc., siden 2001 har kostet skatteyderne en milliard kroner mere, end det ville have kostet, hvis de offentlige jobcentre tog sig af arbejdet. Kendsgerningen fremlægges af Det Nationale Forskningsventer for Velfærd (SFI). Hvis de private jobcentre så var bedre, kunne man måske forsvare, at der blev brugt flere penge, Men det er ikke tilfældet. De private jobkonsulenter er på ingen måde beviseligt bedre. Det er så tydeligt, at selv beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der ellers er kendt for at forsvare regeringens politik uanset hvad, indrømmer, at resultaterne har været for dårlige. Med til billedet af en forfejlet strategi hører også, at de private jobkonsulenter langtfra har den faglige ballast, som de offentlige har. Dagbladet Information har dokumenteret, at 20% af de private jobkonsulenter ikke har en faglig profil, der kvalificerer dem til jobbet.
I lyset af den fremkomne kritik kræver regeringens støtteparti Dansk Folkeparti nu, at de private aktører “skal gås efter i sømmene og kontrollen øges”, som det hedder i Berlingske Tidende. DF vil indføre en slags certificering, og gøre betalingen mere afhængig af resultaterne. Altså såkaldt resultatløn. Og de “lykkeriddere”, der har spundet guld på den førte arbejdmarkedspolitik skal sorteres fra.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Dansk Folkeparti, der i et og alt har stået bag regeringens arbejdsmarkedspolitik – i praksis i det mindste – får kolde fødder, når et så markant ressourcespild kommer for en dag. Man må virkelig undre sig over, at Venstre og regeringen ideologisk kan forsvare en sådan letsindig omgang med skattekronerne, når det burde være tydeligt for enhver, at regeringen har mere end svært ved at finansiere den skrantende “velfærdsstat”. Måske det var på tide, at regeringen tog sine ideologiske briller af og forholdt sig til realiteterne, fx ved at lade de kompetente offentlige institutioner – jobcentre og a-kasserne – tage sig af vejledningen af de ledige…

Arbejdsløsheden igen…

27. maj 2009

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst kommenterede emnet ledighed og aktivering. Men det er ikke glemt. Og nu er der al mulig grund til at vende tilbage. Ledigheden stiger. Der er omkring 75.000-80.000 heltidsledige lige nu, og prognoserne siger, at ledigheden vil fordobles, måske endda tredobles, inden udgangen af 2010.

Samtidig har regeringen uforfærdet sat en såkaldt reform af arbejdsløshedssystemet i gang. En reform, der er udtænkt og møntet på en periode med lav eller faldende ledighed. Endvidere lægges ansvaret for området fra Staten over på kommunerne.

I går kunne man i DR2s transmission fra folketinget høre en behjertet socialdemokrat forsøge at få en arbejdsmarkedsordfører fra det store regeringsparti Venstre til at sige noget om, hvordan regeringen havde tænkt sig at finansiere arbejdsmarkedspolitikken i kommunerne, når nu ledigheden steg voldsomt. Skulle kommunerne hente pengene i børneinstitutionerne, ældreplejen, på anlægsområdet eller? I stedet for et konkret svar (noget, der er en sjældenhed i politik nu om stunder) fik socialdemokraten en dagdrøm, hvor Venstre-manden lod fantasien arbejde på grundlag af nogle få spæde tegn i økonomien på, at krisen måske, måske ikke, var ved at vende… Det var som at se Kejserens Nye Klæder blive opført på tv-skærmen.

Fornemmelsen af, at regeringen ikke har nogen arbejdsmarkedspolitik for krisen, blev bestyrket. Og imedens går mange bygningsarbejdere rundt og venter på at komme ud i perspektivløs, discount-aktivering (kurser i at skrive ansøgninger på pc og deslige), medens køen uden for kursuslokalet vokser og vokser…

Men danskerne er jo glade for den regering, og så længe man ikke selv er ledig, så er der jo ingen grund til at ændre noget…

Arbejdsløsheden anno 2009

15. maj 2009

»Det er fuldstændig uanstændigt den måde, man er arbejdsløs på i dag. Jeg ryster af vrede i en halv time, når jeg har været på jobcenteret«.

Michael Johnson, arbejdsløs murer

Støiberg og “opkvalificeringen”

4. maj 2009

I går aftes tonede fru beskæftigelsesminister Støiberg frem på skærmen iført pelskrave og skulle udtale sig om den voldsomt stigende arbejdsløshed – pt. omkring 80.000 heltidsledige. En arbejdsmarkedforsker fra ålborg konstaterede tørt, at “systemet” ikke var indrettet på at efteruddanne de mange, der sandsynligvis aldrig ville kunne vende tilbage til den brance, de kom fra. Og Inger kørte i rundkreds, medens hun repeterede, at regeringens sandelig havde gjort noget for at de ledige kunne opkvalificeres (fx at arbejdsgivere kunne få tilskud – hvilket jo nok skal hjælpe de fyrede… eller forlængelse af voksenlærlingeordningen) og var klar til at “justere på skruerne”, hvis det skulle være nødvendigt. Og så indføjede hun reflektorisk, at der sandelig stadigvæk var brug for social- og sundhedshjælpere, og der var plads på uddannelserne.

Men sagen er, at det nok ikke er tilstrækkeligt at stramme en skrue her eller der, når hele systemet stort set er indrettet på meningsløs aktivering i form at jobskrivningsøvelser… Der skal kroner på bordet. Systemet skal reformeres, og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis ellers prognoserne for ledigheden holder. Det skal blive “spændende” at se, hvordan jorden begynder at brænde under fruens fødder, efterhånden som arbejdsløshedsspiralen drejer. Allerede nu ser det ud, som om fru Støiberg ikke rigtig ved, hvilket ben hun skal stå på.

Ledighed, opkvalificering og efteruddannelse

2. maj 2009

“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!

Claus “Der-er-arbejd-til-alle-der-gider-arbejde” Hjort Frederiksen fremturer igen

12. april 2009

Selv ikke en dyb finans- og økonomikrise, der smider tusindvis af danskere ud i ledighed, kan få den forhenværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til at ryste på sin ideologiske hånd. Der er stadigvæk masser af job, man kan få, hæver Claus. Der er efterspørgsel på sygeplejersker, pædagoger, butiksansatte og folk inden for regnskab (det tror da pokker!). Men professor Bent Greve fra RUC slår hul på Claus Hjorts ideologiske bobbel: “- Mange af dem, der bliver ledige, kan ikke få de ledige job, der er. Det er jo ikke en trøst for ham, der har 15 års erfaring som slagteriarbejder, at der er et job et andet sted i landet på et område, som han ikke vil have en chance for at få”. Nej, Claus Hjort, arbejde er ikke ét fedt.

Om den danske arbejdsmarkedsmodel – en radioudsendelse

20. marts 2009

På hjem fra job hørte jeg som som sædvanlig P1 Debat. Denne gang krydsede LO-bossen Harald Børsting klinger med Cepos-medlemmet Mads Hansen. Og det var morsomt. Faktisk må jeg le flere gange. Højlydt.
Emnet var den danske, såkaldte flexicurity-model med dagpengesystem og let adgang til fyringer m.m. Det sjove var, at Børsting, der er en erfaren, jævn, jordbunden mand med herlig dialekt, leverede en sønderlemmende kritik af den ideologisk omtågede Mads Hansen. Man fik virkelig et indtryk af, at Mads Hansen som flere af sine ideologiske kolleger fra Cepos har hovedet oppe i de ideologiske skydække, hvor det nærmeste, de kommer virkeligheden er en lige så ideologiske OECD-rapport. Hør udsendelsen. Det er morsomt.

Klapjagten på de ledige fortsætter

14. februar 2009

Næppe har man i sit stille sind glædet sig over, at 4-ansøgninger-om-ugen-kravet er blevet droppet, før man læser, at de ledige sandelig skal skrive den samme mængde ansøgninger som før. Hvilket måske betyder, at man i nogle uger skal skrive x-antal…

Vanviddet fortsætter. Og man gruer for, hvad det vil gøre ved aktiveringssystemet, når ledigheden kommer op på det dobbelte, tredobbelte, firdobbelte…


Og dernæst har jeg snakket med en nabo, der har været igennem en alvorlig kræftsygdom og – efter en alt for kort rekreationsperiode på nogle få uger – begyndt på et deltidsjob. Hun jages rundt i manegen af jobcenteret, der hele tiden skal sikre sig, at hun ikke danderer rundt og nasser på os andre hårdt belastede arbejdsomme skatteborgere! Hun kunne også fortælle om en bekendt, der på grund af alvorlig sygdom  er blevet 100% uarbejdsdygtig. Alligevel er Claus Hjort Frederiksens små hjælpere i hælene på hende. For der kunne jo være tale om pjæk eller arbejdsvægring, så længe vedkommende ikke har fået tildelt førtidspension. I øvrigt har ingen hjulpet hende i gang med den proces…


Jeg har givet udtryk for det før: Social- og velfærdspolitik er blevet til uanstændig, uværdig arbejdsmarkedpolitik under regeringen Fogh-Kjærsgaard. Den enkelte vejes i forhold til hvor mange procent arbejde, der er tilbage i kroppen, og alle andre hensyn bliver sat i parentes.

Læs også herher og her.

Beskæftigelsesministeren og realitetsprincippet

3. februar 2009

Dagens nyhed for de ledige er, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen omsider har droppet kravet om, at ledige skal skrive fire ansøgninger om ugen. Massiv kritik fra a-kasser og arbejdsgivere – og en stigende arbejdsløshed – har fået ministeren til at resignere. I stedet skal a-kasserne hjælpe de ledige med at søge jobs – sådan som de også tidligere har gjort. Man kan ikke ligefrem kalde det et fremskridt, men der er en absurditet mindre i det Frederiksenske aktiveringscirkus…

Arbejdsløshedskasse

25. januar 2009

Siden jeg blev færdig med min uddannelse har jeg været medlem af en a-kasse og har betalt, hvad det kostede. Og jeg er fortsat medlem og vil være det resten af den tid, jeg er indskrevet på arbejdsmarkedet. Men ikke alle er det. I Fogh-regeringens periode har især mange unge droppet den faste udgift, fordi de har været forført af de borgerlige, neo-liberale talestrøm om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen på, at den borgerlige politik nok skulle klare ærterne…

Men finanskrisen, der er blevet til en generel økonomis krise, hvis dyb man kun kan gisne om, har belært os, at de borgerlige ideologers tale har lige så meget indhold som Baron von Münchhausens historier, og nu stiger arbejdsløsheden med støt tempo. Ingen kan vide sig sikre. Både høj og lav kan blive ramt af ledighed. Og så melder spørgsmålet sig så: Skal “samfundet” redde dem, der ikke i tide har meldt sig ind i en a-kasse? Skal “samfundet” holde hånden under dem, der naivt har troet på politikernes floromvundne vrøvl? Eller må de tage til takke med socialkontoret?

Socialdemokraten og arbejdsmarkedordføreren, Thomas Adelskov, mener, at “vi” skal give dem en chance for at komme ind i varmen. Men vil det være retfærdigt over for alle dem, der i årevis  har betalt deres a-kasse-bidrag i forvisning om, at ledigheden en dag kunne ramme dem? Og måske oven i købet har lavet en ekstra forsikring for at gøre overgangen til ledighed mere skånsom i de første måneder?


Adelskovs holdning kan man læse som et forsøg på at påtage sig det politiske ansvar for politisk vildledning om markedets indretning. Ledigheden er – og vil altid være – en del af den kapitalistiske økonomi. På godt og ondt. Måske ville det være på tide, at man accepterede dette økonomiske faktum og gjorde det obligatorisk for arbejdssøgende at være medlem af en a-kasse? Så ville vi være fri for det problem, vi nu står med.

Kunst er kunst, og arbejde er arbejde – eller?

15. januar 2009

Citat: »Kunstnere er ramt af at blive sammenlignet med det øvrige
arbejdsmarked, selv om de i de fleste tilfælde lever et freelanceliv
med et helt anderledes og mere ustabilt arbejde. Det er helt i orden at
stille krav til kunstnere, men der skal være en respekt og en balance,
så man kan få dagpenge i en periode og samtidig være i fred, hvis man
har arbejdet så og så meget over et år
«. Ordene er Martin Tullinius. Tulinius er teaterchef for Kaleidoskop, der for øjeblikket leverer en slags politisk teater om teaterarbejde og dagpengeregler. Nu skriver jeg “teaterarbejde”, og det er retteligen forkert, set fra Tulinus’ synsvinkel, for teater er KUNST. Og KUNSTNERE bør ikke ‘rammes’ ved at blive ‘sammenlignet’ med ‘det øvrige arbejdsmarked’. Læsere af denne blog, ved godt, at sådan der beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen og konsorter ikke på det. For ham er arbejde et fedt. Om du arbejder med KUNST, fiskefilettering eller undervisning, så kommer det ud på ét. Arbejde er arbejde. Og er du ledig,så skal du påtage dig arbejde, arbejdets art ufortalt. Punktum. Slut. Finale.
Jeg mener også, at Tulinius’ argument er kritisabelt. Hvis KUNSTNERNE skal behandles med særlig ‘respekt’ på grund af deres særlige arbejdsforhold, så må samme ‘respekt’ gælde andre faggrupper. Fx de mange højtuddannede akademikere, der er henvist til deltidsarbejde som undervisningsassistenter, vikarer og lignende. I det hele taget er der behov for en ledighedspolitik, hvor man tager højde for den enkeltes specifike kvalifikationer og erfaringer, i stedet for at slå alle i hartkorn med hinanden. Og en ny ledighedspolitik haster. Ledigheden stiger nemlig…

Forudsigeligt og fantasiløst – jagten på efterlønnen og dagpengene

29. december 2008

Endnu engang skal man læse en borgerlig økonoms forudsigelige løsning på velfærdsproblemet. Cand. oecon fra århus Universtiet og medlem af Arbejdsmarkedskommisionen, Jørgen Søndergaard efterlyser grundlæggende ændringer i såvel efterlønsordningen som dagpengene. Så flere bliver og kommer ind på arbejdsmarkedet, lyder argumentet. Men det er hamrende-jamrende fantasiløst og forudsigeligt. For det første er de to ideer blevet skudt ned, fordi der hverken er opbakning politisk eller folkeligt til forringelser på det område. For det andet er det forstemmende endnu engang at se en fremtrædende økonom, der ikke kan pege på konstruktive alternativer til de to ideer. Jeg mener, at man sagtens kan gøre noget for at holde på ældre medarbejdere uden af fjerne den nuværende efterlønsordning. Det kræver blot (!), at man gør noget radikalt ved arbejdsmarkedets indgroede fordomme over for voksne medarbejdere i form af en klar seniorpolitik. Politikerne kunne jo få de offentlige arbejdsgivere til at gå i forvejen ved næste overenskomst. Og med hensyn til de ledige – så kunne en mere opbyggelig og motiverende arbejdsmarkedpolitik end den af Claus Hjorth Frederiksen bedrevne klapjagt på ledige med garanti få de sidste arbejdsduelige ud i lyset. Og endelig kunne en omfordeling af skattebyrderne i dette land nok også være en del af problemløsningen. Søndergaard taler om, at der skal gøres op med myterne (på de danske arbejdsmarked). Man kunne sige, at der også er skattepolitiske myter at gøre op med. Fx den om at nulskat er til fordel for alle – eller den om, at vi alle betaler for meget i skat. Jeg kender mange, der sagtens kunne betale mere uden at gå væsentligt ned i levefod…

Proforma-ansøgninger

12. december 2008

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt på de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har også ret. Men, nede i artiklen kunne man så konstatere, at Frederiksen på ingen måde har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække på kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altså ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rådighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt må man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der findes sådan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt står i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og så videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

115.000 uden a-kasse

25. november 2008

I dagens aviser kan man læse, at 115.000 danskere har valgt at droppe a-kassen. De har angiveligt troet på regeringens prædiken om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen på, at det ikke kunne gå den anden vej. Det gør det altså nu. Og en række danskere må se i øjnene, at de ender på socialhjælp, når de får fyresedlen. Skal staten også gå ind og redde dem, lige som man reddede bankspekulanterne og alle dem med dristige lån i huset? Måske burde man i stedet overveje, at gøre det lovpligtigt som arbejdstager at være med i en offentlig a-kasse. Det ville være i god overensstemmelse med realiteterne i vores kapitalistiske økonomi.

Dagpengereformens udsættelse og Socialdemokratiet

2. november 2008

Efter alt at dømme er den såkaldte reform af dagpengene og ledighedsperioden udsat på ubestemt tid. Det lykkedes ikke regeringen at løkke – undskyld: lokke – socialdemokraterne i den fælde, det ville være at gå med til markante forrringelser på et yderst tvivlsomt argumentativt grundlag. I følge regeringens egne beregninger ville de påtænkte forringelser give 2000 flere i arbejde. Beregninger, der er rejst tvivl om fra flere sider. Til gengæld ville en socialdemokratisk medvirken med stor sandsynlighed have kostet partiet opbakning i partiets traditionelle valgskare. Og det har partiet ikke råd til. Lars Løkke Rasmussens forsøg på at gøre Socialdemokraterne til et “økonomisk uansvarligt parti” er ren spil for galleriet og illustrerer blot hans frustration over ikke at kunne forlede partiet til at begå en stor brøler.
Derimod må man undre sig dybt over den voldsomme interesse, som regeringen netop har lagt for dagen over for dagpengene og de ledige. Man kunne få det indtryk, at netop dette lille punkt var afgørende for velfærdssamfundet bestående. Det absurde skal ses i forhold til de mange, mange millioner, regeringen netop uden at blinke har postet ud i banker og kreditforeninger.
Set herfra har regeringens nærmest hysteriske optagethed af dagpengeområdet karakter af en politisk taktisk – og nu forfejlet – prioritering, der primært har haft til hensigt at sikre regeringen magten i en endnu længere periode ved at svække Socialdemokratiet. Det er så ikke umiddelbart lykkedes.
Noget andet er så, at regeringen kunne have brugt energien til at skabe arbejdskraft på mange andre måder, fx ved at give de i forvejen veluddannede ledige bedre omskolingsmuligheder. Med titusindvis af ledige ville det være oplagt at gøre det.