Indlæg tagget med ledighed

Fogh lyver! – Ledighed, løgn og politik

30. oktober 2008

I går læste jeg et dobbeltopslag i en avis (jeg husker ikke hvilken). Det var sådan en på-den-ene-side-på-den-anden-side-opstilling af citater. På den ene side kunne man læse Anders Fogh Rasmussens utvetydelige løfter om, hverken at ændre på dagpengeperiodens længe eller dagpengenes størrelse. På den anden fik man så den anden side af tallerknen: det aktuelle forslag om halvering af dagpengeperioden osv. Det fik mig til at lave en googlesøgning på sætningen “Anders Fogh Rasmussen lyver” og – Mein Gott! – jeg skal love for, at der var respons. Der var oven i købet hel hjemmeside, der ikke handler om andet: Fogh lyver!
Der er masser af eksempler på, at Fogh og hans regering fylder os med plat. Vi blev fx lovet “verdens bedste uddannelsessystem”, og hvad har vi fået? Jeg spørger bare! Man får en klarere og klarere fornemmelse af, at regeringen siger et og gør noget helt andet. Den har sin egen dagsorden, som den prøver at banke igennem uden at lytte til andre – og uden at tage hensyn til egne løfter og erklæringer. Og den slipper af med det, fordi en stor del af vælgerskaren tilsyneladende er ligeglade. De er nok heller ikke arbejdsløse – sådan lige pt.
Apropos ledighed og de varslede “reformer” har Lotte skrevet et læseværdig indlæg, der begynder sådan:

Og så til min dommedagsprofeti.

I praksis vil det betyde forøget klapjagt på de få ledige, der er
tilbage. Vi vil få argumenter i retning af, at velfærdssamfundet er
betinget af, at alle påtager sig et arbejde. Der vil ikke
være nogen debat om relevansen af pågældende arbejde set i forhold til
uddannelse, og konkret vil det få den betydning, at de aggressive personager og uoplyste fjloser, der er sat til at puste de få ledige i nakken, de vil af skræk for selv at blive ledige skærpe tonen, og respektløst henvise til forvaltningen, loven og samvittigheden som selve forudsætningen for at finde et arbejde.
Læs videre her.


Little Feat – Apolitical Blues

Farvel A-kasser?

28. oktober 2008

Ledige under The Great Depression

I skrivende stund er regeringen i fuld gang med at smadre a-kasse-systemet. Som tidligere omtalt vil regeringen halvere dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Men det er faktisk ikke det værste. Claus Hjort “Arbeit Macht Frei” Frederiksen og hans følge vil også ændre radikalt på optjeningsretten. Som det er nu skal en arbejdssøgende have 52 ugers fuldtidsarbejde indenfor en periode på tre år for at optjene ret til dagpenge. Efter en periode på dagpenge er kravet 26 uger for at genoptjene retten til pengene. Men regeringen vil reducere kravet, således at man inden for en periode af to år skal have, hvad der svarer til et års fuldtidsarbejde (52 uger) – og bliver man ledig i en kortere periode, skal man starte forfra og optjene 52 uger, før man får ret til dagpenge igen… Regeringens patetiske argument er, at arbejdsmarkedet “skriger på arbejdskraft”, og at dens egne beregninger viser, at skaldede 2000 vil komme i arbejde efter opstramningen. Det sidste er i øvrigt diskutabelt.
Claus Hjort har tydeligvis fordybet sig så meget i sin dagdrøm om det ledighedsfrie, overarbejdende vækstsamfund, at han helt har glemt at kigge ud ad vinduerne på Christiansborg, hvor en anden virkelighed ville kunne fortælle ham, at recessionen er sat ind i Europa og arbejdsløsheden er stigende. Han er også fløjtende uinteresseret i, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem manglen på arbejdskraft og den arbejdskraft, der er ledig. For arbejde er – for Hjorth Frederiksen – ét fedt. Noget helt tredje er, at de påtænkte stramninger vil få mange til at droppe ud af a-kasserne. For hvorfor betale i dyre domme til et system, det i perioder med stor ledighed vil være mere end svært at komme ind i? I deres blinde tiltro til markedets velsignelser og egne evner ud i økonomisk styring ofrer regeringen det såkaldte flexicurity-system, der er en væsentlig del af forklaringen på det danske erhvervslivs økonomiske succes. Oven i hatten så har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti lagt an til en forhandlingsløsning med regeringen. Jeg mener, at de blankt burde afvise forringelserne.

Kastholm, arbejdet og dovenskaben

18. oktober 2008

I dagens udgave af Berlingeren har Claes Kastholm skrevet et interessant indlæg om dovenskab. Udgangspunktet er et brev fra en bistandsklient, der har været på sociale ydelser i ti år og trives godt med det. Bistandsklienten har skrevet sit brev for at berolige alle dem, der frygter at ryge fra understøttelse til bistandsydelse, når regeringen reducerer dagpengeperioden fra fire til to år. Så slemt er det heller ikke, mener skribenten. Selv om der er smalhans…


Det, der undrer Kastholm er, at nogle danskere frivilligt vælger “et livslangt ferieliv på de arbejdende menneskers regning” i stedet for at “mase på for hurtigst muligt at skaffe sig et nyt arbejde”. Kastholm ærinde er ikke så troskyldigt, som det først ser ud. Det handler ikke bare om en undren over andre menneskers forhold til det at arbejde og dovenskab. Det handler ikke bare om, at nogle mennesker vægrer sig mod at arbejde og foretrækker at dovne.

Nej. Der er tale om et regulært ideologisk felttog mod “vores system”. Og det vil med andre ord sige: det, vi også kalder “velfærdsstaten”. Den ideologiske lanse sætter sin spids i med en henvisning til Vaclav Havels udsagn om, at det værste ved det kommunistiske system var, at det korrumperede menneskene moralsk.


Med dette retorisk greb får Kastholm diskret underforstået, at “vores system”, der sikrer, at ledige kan få dagpenge eller kontanthjælp, i sin kerne er den rene og skinbarlige kommunisme. Vælfærdsstaten er kommunisme. Og at “systemet” følgelig er moralsk korrumperende.


Den lokale politiske adresse i Kastholms indlæg er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, fordi de angiveligt vil tage “de svages parti”, som det formuleres.


Under Kastholms argumentation arbejder en ideologisk logik, som man igen og igen støder ind i, når borgerlige politikere og skribenter er på færde: At arbejde og dovenskab er simple modsætninger. Hvis du ikke arbejder (=lønarbejder), så er du doven. Det er denne logik, der bærer aktiveringscirkusset omkring de ledige, hvor det hele går ud på, at du beskæftiges med surrogatarbejde (ansøgninger, “kurser” osv.), indtil du finder et rigtigt skattegivende lønarbejde. Er du ledig, så er du under mistanke for dovenskab. Og skal kontrolleres og aktiveres i hoved og røv.


Men dovenskab og arbejde er ikke simple modsætninger. Jeg kender et hav af mennesker, der til enhver tid ville bytte deres arbejde ud med lønarbejdsfrihed. Som hellere end gerne ville være fri for det arbejde, de har nu. Mennesker, der drømmer om at gå på efterløn eller vinde den store pengegevinst, så de kan trække sig tilbage fra arbejdslivet. Faktisk er drømmen om et lønarbejdsfrit liv en af de store drivkræfter bag den organiserede spillegalskab – Danske Spil m.m. – i dette land.

Men ønsket om at slippe ud af lønarbejdsslaveriet  betyder bare ikke nødvendigvis, at alle disse mennesker er dovne.


Det dybt problematiske ved Kastholms optik er, at han kun ser dovenskaben. For selvfølgelig er der mennesker, der ønsker at dovne den og lade det offentlige betale for deres forsørgelse. Lige som der er dovne mennesker alle steder på denne klode. Men langt de fleste på dagpenge og kontanthjælp er uforskyldt havnet der. Fordi vores arbejdsmarked – eller rettere det private og offentlige erhvervsliv – lever højt på, at folk kan fyres efter behov. Fordi voksne mennesker over 45 år ikke er attraktive på samme arbejdsmarked (selv om politikerne prøver at bilde os noget andet ind). Fordi mange mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige -fysisk og eller psykisk – af opslidende og stressende arbejde på arbejdsmarkedet. Og så videre.


Med sit enøjede indlæg leverer Kastholm krudt til den borgerlige kanon, der vil skyde den danske arbejdsmarkedsmodel og “velfærdsstaten” (den rester, der endnu er…) i stumper og stykker.

 

Dagpengeelendighed

12. oktober 2008

LO har undersøgt dagpengenes værdi i relation til den såkaldte reallønsudvikling gennem de sidste 25 år. Resultatet er beskæmmende. Dagpengenes værdi er faldet med 30%. En gennemsnitlig LO-lønmodtager får kun dækket lidt mere end halvdelen af sin lønindkomst ved ledighed. LO kræver – forståeligt nok – at dagpengesatsen hæves. Og gør samtidig opmærksom på, hvad konsekvensen vil blive, hvis ikke man gør noget ved forringelserne af de lediges vilkår: Arbejdsgiverne vil ved kommende overenskomstforhandlinger blive mødt med krav om længere opsigelsesvarsler. Politikerne har fået noget at tænke over inden de forestående forhandlinger om en såkaldt dagpengereform. Vil regeringen ofre arbejdsmarkedsfleksibiliteten i sin iver efter at få flere hænder i arbejde (en i øvrigt usikker hensigt)? Og vil Socialdemokraterne vise, hvor de kommer fra historisk set?

Arbejdsmarkedsharmonisering

10. oktober 2008

Regeringen er godt i gang med at smadre det fleksible danske arbejdsmarkedssystem, der i årevis har været et forbillede for andre lande. Nu vil man ikke alene reducere ledighedsperioden til to år, man vil også begrænse de højtuddannede unges muligheder for at få en ordentlig start på karrrieren ved at reducere deres dimittendsats (for enlige). Konsekvenserne er allerede blevet påpeget af flere. For det første vil endnu flere blive skubbet ud i bistandssystemet og blive tabere i samfundet. For det andet vil udsigten til en usikker tid efter fx et universitetsstudie få nogle – måske mange – unge til at fravælge uddannelsesvejen. For det tredje vil de forringede forhold for ledige sandsynligvis få fagbevægelsen til at kræve større tryghed i ansættelsen for sine medlemmer, fx i form at forlængede opsigelsesvarsler. Noget, der giver de ansat større tryghed, men dræber den lovpriste fleksibilitet. Man kan sige, at regeringen harmoniserer på arbejdsmarkedsområdet. Vores unikke model erstattes af noget, de andre er trætte af ude i Europa…

Kortere dagpengeperiode

7. oktober 2008

Omsider satte statsministeren ord på den kendsgerning, man alt for længe har kunnet forudse: At dagpengeperioden vil blive forkortet. Med Foghs bløde formulering hedder det: “Nu skal vi indrette det, så de ledige får hurtigere tilbud om job. Til gengæld kan dagpengeperioden være kortere. Så de ledige ikke bliver låst fast på passiv overførsel, men kommer hurtigere i arbejde“. Udtalelsen falder efter en konstatering af, at ledighedsperioden, som den er nu, er indrettet på en tid med “stor ledighed”.
Det springende punkt i udtalelsen er den passus, der siger “så de ledige får hurtigere tilbud om job”. Når man ved, hvordan systemet fungerer nu, kan man kun frygte det værste. Hvornår har du sidste hørt om en ledig, der har fået tilbudt et job?
Og i øvrigt: Hvad vil regeringen gør, når arbejdsløsheden stiger igen? Forlænge perioden? Det vil jeg se, før jeg tror på det.

Danskerne skal arbejde mere

1. oktober 2008

De overarbejdende danskere skal arbejde mere i følge statsministeren. De ledige skal være uledige. De syge usyge. Den rigtige indvandrerhænder og -hoveder skal vandre ind. Og de overarbejdende skal have udbetalt overarbejde i kontanter, som de så ikke har tid til at bruge alligevel, fordi de jo skal arbejde… Danmark som bikube. Arbejdsbier.

Apropos vækst så se denne video og blive klogere… (via Modspil.dk)

Arbejdsløshedens svøbe…

18. august 2008

Selv om capac for tiden arbejder mere end 45 timer om ugen, så er arbejdsløshedens spøgelse ikke forsvundet fra min horisont. I går snakkede jeg med en god nabo, der er kommet i vridemaskinen. Selv om hun er veluddannet akademiker er hun endt nederst i systempyramiden som socialklient. Og man har “tilbudt” hende en ulønnet, femmåneders erhvervspraktik som kassedame – uden løfte om ansættelse bagefter. Hvordan var det nu, det var: Der er masser af jobs derude! Ikke? Men man har ikke tillid til, at en akademiker kan klare mosten som kassedame!?
Og så hørte jeg en socialdemokrat i radioen. Han kunne ikke afvise, at det gamle lønmodtagerparti igen vil være med til at forringe de lediges situation. Hvis bare det gav mere arbejdskraft. Hvis interesser er det nu lige Socialdemokraterne tjener? Jeg spørger bare.
Og endelig kunne man i det seneste nummer af Magisterbladet læse en absurd københavernerhistorie om individuel jobvejledning, der blev forvandlet til masseinformationsmøde og vilkårlig nedladende behandling af de fremmødte.
Så længe politikerne mener, at det er i orden at behandle mennesker på den måde, man behandler ledige på, så bliver verden sandsynligvis ikke et bedre sted at være i…

Arbejdsløsheden som økonomisk kategori

12. juni 2008

Vi har haft en kortvarig periode med såkaldt ‘historisk lav arbejdsløshed’ (vi tillader os lige at se bort fra bagateller som, hvordan arbejdsløshed defineres, og hvordan ledighedsprocenten udregnes…). Og hvis man var godtroende nok, så kunne man forledes til at tro, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen var ved helt at afskaffe arbejdsløheden – for godt.

Men så kommer Nationalbankdirektør Nils Bernstein og river os ud af vores dagdrøm. Han ønsker, at ledigheden skal stige! Af hensyn til ‘balancen i økonomien’. Og det er meget upassende i en tid, hvor regeringen har reduceret store dele af socialpolitiken til arbejdsmarkedspolitik ud fra devisen, at arbejde er godt for snart sagt alt. Bernsteins utidige kommentar er et vidnesbyrd om, at ledighed primært er en økonomisk kategori, et økonomisk værktøj, i den kapitalistiske markedsøkonomi. Og ikke først og fremmest et social og kulturelt problem.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Claus Hjorth Frederiksen afviser Nationalbankdirektørens ønske, for hvis man således vil acceptere arbejdsløsheden som en nødvendig del af samfundsøkonomien, så nytter det vel ikke at blive ved med at forringe de lediges situation ud fra en illusion om, at ledigheden blot er et forbigående fænomen? Det ville jo være uanstændigt, ikke?! Og det er netop, hvad Frederiksen siger. Det er ‘dybt uanstændigt’ at ønske mere arbejdsløshed. Spørgsmålet er blot, om Frederiksens idealisme på dette område ikke kommer til kort over for de økonomiske realiteter – og at konsekvenserne kommer til at regne ned over dem, der uheldigvis er ledige, når krisen sætter ind?

Ubesatte jobs og arbejdsgiveransvar

20. april 2008

Som bekendt har vi her i bloggen nøje fulgt beskæftigelsesministerens klapjagt på de ledige, hvor den ene absurde aktiveringsstramning efter den anden har gjort livet som ledig surt. Men når det gælder arbejdsgivernes rolle, så har samme minister været påfaldende inaktiv med hensyn til krav og stramninger. I dagens avis kan må læse, at formanden for HK-Handel, Jørgen Hoppe, mener, det er på tide, at arbejdsgiverne påføres forpligtelser, der svarer til de krav, ledige møder. For tiden går 1100 HK’ere rundt i ledighed, selv om der er jobs derude. årsagen er, i følge Hoppe, at arbejdsgiverne er “kræsne”. De vil kun have “perfekte medarbejdere”. HK beretter om flere eksempler på, at arbejdsgivere i stedet for at bruge HKs jobformidling forsøger at headhunte andre virksomheders medarbejdere. Det skal blive spændende at se, hvad Claus Hjorth Frederiksen vil stille op med de forkælede, kræsne arbejdsgivere! (Mit gæt er: Ingen verdens ting…)

Aldersdiskrimination – “ærlig snak”

7. april 2008

Formanden for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær (55 år), ønsker en blåstempling af aldersdiskriminationen på arbejdsmarkedet. Til DR-Nyhederne udtaler han: “Ingen sjæl har glæde af, at de lidt ældre ledige skal sende udsigtsløse ansøgninger til stillinger, hvor arbejdsgiveren på forhånd har besluttet at ansætte en yngre ansøger“. Derfor ønsker han en lempelse af lovgivningen.

Det lyder da også besnærende, når Askær efterfølgende taler om, at det skal være muligt at søge arbejdskraft efter alder, så man kan få en aldersmæssig spredning på den enkelte arbejdsplads. “Vi ved jo, at man ikke kan have en afdeling, hvor alle er 25 år eller alle er 60 år“.

Askærs forslag kommer efter at tre sager om aldersdiskrimination er kommet frem i lyset. Nogle arbejdsgivere har være så “skødesløse”, at de har begrundet afslaget på ansøgningerne med, at ansøgerne (til lederstillinger) var for gamle.

Enhver med tilknytning til arbejdsmarkedet kan berette om eksempler på aldersdiskrimination. Det seneste eksempel jeg har hørt kom fra en kvindelige ansat i et større telekommunikationsfirma. Hun skulle sortere i en bunke ansøgninger og fik af sin (over halvtredsårige) leder at vide, at hun godt kunne sortere alle over 45 fra med det samme.

Det foregår. Vi ved det. Og det eneste Askærs forslag vil ændre er, at det vil blåstemple arbejdsgiveres ret til at vælge og vrage blandt de arbejdssøgende – uden hensyn til vores demokratiske ligestillingsidealer. Følger vi Askærs logik, så blive det næste vel, at vi ikke må have for mange kvinder i den fødedygtige alder på samme arbejdsplads eller for mange med en “anden etnisk og kulturel” baggrund!?

I øvrigt kan det undre en, at Askær overhovedet ikke kommer ind på spørgsmålet om kvalifikationer. Er det ikke i virkeligheden den eneste forskelsbehandling, vi kan acceptere? At nogle er bedre kvalificeret – fagligt set – end andre? Og er det ikke det, arbejdsgiverne burde bekymre sig om?

I hvert fald må Askærs hovsa-forslag give vores beskæftigelsesminister noget at tænke over, når han pisker voksne ledige rundt i jobsøgningsmanegen. Måske burde han lempe kravene for dem, indtil aldersdiskriminationen er fjernet?

 

Jobcenter bestormet af ledige

3. marts 2008

Som tidligere beskrevet i denne blog skal ledige fra og med 1. januar i år hver uge bekræfte deres jobsøgning ved at aktivere deres cv på www.jobnet.dk. Og da denne absurde, pavlovske regel blev indført forudså flere, at det ville føre til en yderligere administrativ belastning af jobcentrene og til frustration hos alle de ledige, der ikke havde tilstrækkeligt med it-kompetencer osv. I dagens avis kan man læse, at Københavns jobcenter er blevet “bestormet” af ledige, der ville sikre sig, at deres tilmelding var i orden. 10.000 flere henvendelser i januar måned. Og det skal ses i lyset af, at jobcenteret har ansat fire (!) ekstra medarbejdere til at klare “problemet”. Jeg kan mageligt forestille mig den frustration, som arbejdssøgende ledige med utilstrækkelige it-kundskaber føler i den situation. Det er absurd og uværdigt.

Fru Møller på banen – arbejde, aktivering, ledighed

15. februar 2008

I den fortsatte saga om den lovløshed, vilkårlighed og nedværdigende behandling, som ledige medborgere møder i dagens Danmark, så vil jeg gerne henvise til Fru Møllers seneste beretninger fra sine egne erfaringer. Beretninger, der med al ønskelig tydelighed viser, hvor horrible, hvor absurde, hvor latterlige de betingelser, ledige stilles over for, er. Læs med hos Fru Møller – også kaldet Valkyrien.

Akademikere på Herrens mark – at være ledig

11. februar 2008

Så kom den da. Undersøgelsen, der dokumenterer ikke mindst jobcentrenes afmagt, når det handler om kvalificeret støtte og rådgivning til ledige akademikere.
Medens den generelle arbejdsløshed er faldet til under 75.000, svarende til 2.7 % (vi ser lige bort fra udregningsmetoden her…), så er akademikerarbejdsløsheden kun faldet til 4.3 %. Og en af forklaringerne er, at jobcentrene – som det var tilfældet med forgængeren Arbejdsformidlingen – ikke er, som det udtrykkes, gearet til at hjælpe ledige akademikere, hvilket enhver ledig akademiker vil kunne skrive under på. Tværtimod oplever man at blive modarbejdet (jf. mine egne tidligere beskrevne erfaringer) og demotiveret.
De nye undersøgelser, der er foretaget af henholdsvis Gads Research og Akademikernes Centralorganisation, afslører, at akademikerne føler sig på Herrens Mark, når de møder jobcentrene, men også a-kasserne og de private konsulenter (trejdepartsaktørerne).
Hvad akademikerne møder til hudløshed er: informationer en masse om ledighedsreglerne og – kontrol af deres jobsøgning.
Igen skinner det igennem, at alle behandles ens i systemet. Nemlig som arbejdskraft slet og ret. Alle er “et fedt”.
Sådan var det måske relevant at betragte de ledige i industrisamfundet. Men i det såkaldte viden(s)samfund, hvor folks kvalifikationer, “kompetencer” og erfaringer står helt centralt er det en arbejdsmarkedpolitisk anakronisme.

Ornli’ sygt samfund

24. januar 2008

Medens beskæftigelsesministeren slår knuder på sig selv for at finde mere arbejdskraft til det hungrende arbejdsmarked, så producerer samme arbejdsmarked syge medarbejdere en masse… I dagens avis kan man således læse, at antallet af danskere på sygedagpenge (ca. 90.000) i 2007 var større end antallet af arbejdsløse på dagpenge! De samlede udgifter beløb sig til 14 milliarder. Bag undersøgelsen, der blandt andet bygger på kommunernes egne statistikker, står AE-Rådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), som samtidig opfordrer til, at man gør noget ved problemet. Så vidt jeg husker var dette problem ikke med, da beskæftigelsesministeren forleden præsenterede regeringens jobplan!? Det ville ellers være oplagt at gøre noget ved det problem, når beskæftigelsesministeren nu mener, at det er så vitalt for mennesker at være i arbejde… Måske det var vigtigere end fiflerier med supplerende dagpenge?