Indlæg tagget med ledighed

Kunst er kunst, og arbejde er arbejde – eller?

15. januar 2009

Citat: »Kunstnere er ramt af at blive sammenlignet med det øvrige
arbejdsmarked, selv om de i de fleste tilfælde lever et freelanceliv
med et helt anderledes og mere ustabilt arbejde. Det er helt i orden at
stille krav til kunstnere, men der skal være en respekt og en balance,
så man kan få dagpenge i en periode og samtidig være i fred, hvis man
har arbejdet så og så meget over et år
«. Ordene er Martin Tullinius. Tulinius er teaterchef for Kaleidoskop, der for øjeblikket leverer en slags politisk teater om teaterarbejde og dagpengeregler. Nu skriver jeg “teaterarbejde”, og det er retteligen forkert, set fra Tulinus’ synsvinkel, for teater er KUNST. Og KUNSTNERE bør ikke ‘rammes’ ved at blive ‘sammenlignet’ med ‘det øvrige arbejdsmarked’. Læsere af denne blog, ved godt, at sÃ¥dan der beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen og konsorter ikke pÃ¥ det. For ham er arbejde et fedt. Om du arbejder med KUNST, fiskefilettering eller undervisning, sÃ¥ kommer det ud pÃ¥ ét. Arbejde er arbejde. Og er du ledig,sÃ¥ skal du pÃ¥tage dig arbejde, arbejdets art ufortalt. Punktum. Slut. Finale.
Jeg mener ogsÃ¥, at Tulinius’ argument er kritisabelt. Hvis KUNSTNERNE skal behandles med særlig ‘respekt’ pÃ¥ grund af deres særlige arbejdsforhold, sÃ¥ mÃ¥ samme ‘respekt’ gælde andre faggrupper. Fx de mange højtuddannede akademikere, der er henvist til deltidsarbejde som undervisningsassistenter, vikarer og lignende. I det hele taget er der behov for en ledighedspolitik, hvor man tager højde for den enkeltes specifike kvalifikationer og erfaringer, i stedet for at slÃ¥ alle i hartkorn med hinanden. Og en ny ledighedspolitik haster. Ledigheden stiger nemlig…

Forudsigeligt og fantasiløst – jagten pÃ¥ efterlønnen og dagpengene

29. december 2008

Endnu engang skal man læse en borgerlig økonoms forudsigelige løsning pÃ¥ velfærdsproblemet. Cand. oecon fra Ã…rhus Universtiet og medlem af Arbejdsmarkedskommisionen, Jørgen Søndergaard efterlyser grundlæggende ændringer i sÃ¥vel efterlønsordningen som dagpengene. SÃ¥ flere bliver og kommer ind pÃ¥ arbejdsmarkedet, lyder argumentet. Men det er hamrende-jamrende fantasiløst og forudsigeligt. For det første er de to ideer blevet skudt ned, fordi der hverken er opbakning politisk eller folkeligt til forringelser pÃ¥ det omrÃ¥de. For det andet er det forstemmende endnu engang at se en fremtrædende økonom, der ikke kan pege pÃ¥ konstruktive alternativer til de to ideer. Jeg mener, at man sagtens kan gøre noget for at holde pÃ¥ ældre medarbejdere uden af fjerne den nuværende efterlønsordning. Det kræver blot (!), at man gør noget radikalt ved arbejdsmarkedets indgroede fordomme over for voksne medarbejdere i form af en klar seniorpolitik. Politikerne kunne jo fÃ¥ de offentlige arbejdsgivere til at gÃ¥ i forvejen ved næste overenskomst. Og med hensyn til de ledige – sÃ¥ kunne en mere opbyggelig og motiverende arbejdsmarkedpolitik end den af Claus Hjorth Frederiksen bedrevne klapjagt pÃ¥ ledige med garanti fÃ¥ de sidste arbejdsduelige ud i lyset. Og endelig kunne en omfordeling af skattebyrderne i dette land nok ogsÃ¥ være en del af problemløsningen. Søndergaard taler om, at der skal gøres op med myterne (pÃ¥ de danske arbejdsmarked). Man kunne sige, at der ogsÃ¥ er skattepolitiske myter at gøre op med. Fx den om at nulskat er til fordel for alle – eller den om, at vi alle betaler for meget i skat. Jeg kender mange, der sagtens kunne betale mere uden at gÃ¥ væsentligt ned i levefod…

Proforma-ansøgninger

12. december 2008

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt pÃ¥ de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har ogsÃ¥ ret. Men, nede i artiklen kunne man sÃ¥ konstatere, at Frederiksen pÃ¥ ingen mÃ¥de har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække pÃ¥ kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altsÃ¥ ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rÃ¥dighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt mÃ¥ man vel sætte et stort spørgsmÃ¥lstegn ved, om der findes sÃ¥dan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt stÃ¥r i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og sÃ¥ videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

115.000 uden a-kasse

25. november 2008

I dagens aviser kan man læse, at 115.000 danskere har valgt at droppe a-kassen. De har angiveligt troet pÃ¥ regeringens prædiken om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen pÃ¥, at det ikke kunne gÃ¥ den anden vej. Det gør det altsÃ¥ nu. Og en række danskere mÃ¥ se i øjnene, at de ender pÃ¥ socialhjælp, nÃ¥r de fÃ¥r fyresedlen. Skal staten ogsÃ¥ gÃ¥ ind og redde dem, lige som man reddede bankspekulanterne og alle dem med dristige lÃ¥n i huset? MÃ¥ske burde man i stedet overveje, at gøre det lovpligtigt som arbejdstager at være med i en offentlig a-kasse. Det ville være i god overensstemmelse med realiteterne i vores kapitalistiske økonomi.

Dagpengereformens udsættelse og Socialdemokratiet

2. november 2008

Efter alt at dømme er den sÃ¥kaldte reform af dagpengene og ledighedsperioden udsat pÃ¥ ubestemt tid. Det lykkedes ikke regeringen at løkke – undskyld: lokke – socialdemokraterne i den fælde, det ville være at gÃ¥ med til markante forrringelser pÃ¥ et yderst tvivlsomt argumentativt grundlag. I følge regeringens egne beregninger ville de pÃ¥tænkte forringelser give 2000 flere i arbejde. Beregninger, der er rejst tvivl om fra flere sider. Til gengæld ville en socialdemokratisk medvirken med stor sandsynlighed have kostet partiet opbakning i partiets traditionelle valgskare. Og det har partiet ikke rÃ¥d til. Lars Løkke Rasmussens forsøg pÃ¥ at gøre Socialdemokraterne til et “økonomisk uansvarligt parti” er ren spil for galleriet og illustrerer blot hans frustration over ikke at kunne forlede partiet til at begÃ¥ en stor brøler.
Derimod må man undre sig dybt over den voldsomme interesse, som regeringen netop har lagt for dagen over for dagpengene og de ledige. Man kunne få det indtryk, at netop dette lille punkt var afgørende for velfærdssamfundet bestående. Det absurde skal ses i forhold til de mange, mange millioner, regeringen netop uden at blinke har postet ud i banker og kreditforeninger.
Set herfra har regeringens nærmest hysteriske optagethed af dagpengeomrÃ¥det karakter af en politisk taktisk – og nu forfejlet – prioritering, der primært har haft til hensigt at sikre regeringen magten i en endnu længere periode ved at svække Socialdemokratiet. Det er sÃ¥ ikke umiddelbart lykkedes.
Noget andet er så, at regeringen kunne have brugt energien til at skabe arbejdskraft på mange andre måder, fx ved at give de i forvejen veluddannede ledige bedre omskolingsmuligheder. Med titusindvis af ledige ville det være oplagt at gøre det.