Indlæg tagget med ledighed

Fogh lyver! – Ledighed, løgn og politik

30. oktober 2008

I gÃ¥r læste jeg et dobbeltopslag i en avis (jeg husker ikke hvilken). Det var sÃ¥dan en pÃ¥-den-ene-side-pÃ¥-den-anden-side-opstilling af citater. PÃ¥ den ene side kunne man læse Anders Fogh Rasmussens utvetydelige løfter om, hverken at ændre pÃ¥ dagpengeperiodens længe eller dagpengenes størrelse. PÃ¥ den anden fik man sÃ¥ den anden side af tallerknen: det aktuelle forslag om halvering af dagpengeperioden osv. Det fik mig til at lave en googlesøgning pÃ¥ sætningen “Anders Fogh Rasmussen lyver” og – Mein Gott! – jeg skal love for, at der var respons. Der var oven i købet hel hjemmeside, der ikke handler om andet: Fogh lyver!
Der er masser af eksempler pÃ¥, at Fogh og hans regering fylder os med plat. Vi blev fx lovet “verdens bedste uddannelsessystem”, og hvad har vi fÃ¥et? Jeg spørger bare! Man fÃ¥r en klarere og klarere fornemmelse af, at regeringen siger et og gør noget helt andet. Den har sin egen dagsorden, som den prøver at banke igennem uden at lytte til andre – og uden at tage hensyn til egne løfter og erklæringer. Og den slipper af med det, fordi en stor del af vælgerskaren tilsyneladende er ligeglade. De er nok heller ikke arbejdsløse – sÃ¥dan lige pt.
Apropos ledighed og de varslede “reformer” har Lotte skrevet et læseværdig indlæg, der begynder sÃ¥dan:

Og så til min dommedagsprofeti.

I praksis vil det betyde forøget klapjagt på de få ledige, der er
tilbage. Vi vil få argumenter i retning af, at velfærdssamfundet er
betinget af, at alle påtager sig et arbejde. Der vil ikke
være nogen debat om relevansen af pågældende arbejde set i forhold til
uddannelse, og konkret vil det få den betydning, at de aggressive personager og uoplyste fjloser, der er sat til at puste de få ledige i nakken, de vil af skræk for selv at blive ledige skærpe tonen, og respektløst henvise til forvaltningen, loven og samvittigheden som selve forudsætningen for at finde et arbejde.
Læs videre her.


Little Feat – Apolitical Blues

Farvel A-kasser?

28. oktober 2008

Ledige under The Great Depression

I skrivende stund er regeringen i fuld gang med at smadre a-kasse-systemet. Som tidligere omtalt vil regeringen halvere dagpengeperioden fra 4 til 2 Ã¥r. Men det er faktisk ikke det værste. Claus Hjort “Arbeit Macht Frei” Frederiksen og hans følge vil ogsÃ¥ ændre radikalt pÃ¥ optjeningsretten. Som det er nu skal en arbejdssøgende have 52 ugers fuldtidsarbejde indenfor en periode pÃ¥ tre Ã¥r for at optjene ret til dagpenge. Efter en periode pÃ¥ dagpenge er kravet 26 uger for at genoptjene retten til pengene. Men regeringen vil reducere kravet, sÃ¥ledes at man inden for en periode af to Ã¥r skal have, hvad der svarer til et Ã¥rs fuldtidsarbejde (52 uger) – og bliver man ledig i en kortere periode, skal man starte forfra og optjene 52 uger, før man fÃ¥r ret til dagpenge igen… Regeringens patetiske argument er, at arbejdsmarkedet “skriger pÃ¥ arbejdskraft”, og at dens egne beregninger viser, at skaldede 2000 vil komme i arbejde efter opstramningen. Det sidste er i øvrigt diskutabelt.
Claus Hjort har tydeligvis fordybet sig sÃ¥ meget i sin dagdrøm om det ledighedsfrie, overarbejdende vækstsamfund, at han helt har glemt at kigge ud ad vinduerne pÃ¥ Christiansborg, hvor en anden virkelighed ville kunne fortælle ham, at recessionen er sat ind i Europa og arbejdsløsheden er stigende. Han er ogsÃ¥ fløjtende uinteresseret i, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem manglen pÃ¥ arbejdskraft og den arbejdskraft, der er ledig. For arbejde er – for Hjorth Frederiksen – ét fedt. Noget helt tredje er, at de pÃ¥tænkte stramninger vil fÃ¥ mange til at droppe ud af a-kasserne. For hvorfor betale i dyre domme til et system, det i perioder med stor ledighed vil være mere end svært at komme ind i? I deres blinde tiltro til markedets velsignelser og egne evner ud i økonomisk styring ofrer regeringen det sÃ¥kaldte flexicurity-system, der er en væsentlig del af forklaringen pÃ¥ det danske erhvervslivs økonomiske succes. Oven i hatten sÃ¥ har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti lagt an til en forhandlingsløsning med regeringen. Jeg mener, at de blankt burde afvise forringelserne.

Kastholm, arbejdet og dovenskaben

18. oktober 2008

I dagens udgave af Berlingeren har Claes Kastholm skrevet et interessant indlæg om dovenskab. Udgangspunktet er et brev fra en bistandsklient, der har været pÃ¥ sociale ydelser i ti Ã¥r og trives godt med det. Bistandsklienten har skrevet sit brev for at berolige alle dem, der frygter at ryge fra understøttelse til bistandsydelse, nÃ¥r regeringen reducerer dagpengeperioden fra fire til to Ã¥r. SÃ¥ slemt er det heller ikke, mener skribenten. Selv om der er smalhans…


Det, der undrer Kastholm er, at nogle danskere frivilligt vælger “et livslangt ferieliv pÃ¥ de arbejdende menneskers regning” i stedet for at “mase pÃ¥ for hurtigst muligt at skaffe sig et nyt arbejde”. Kastholm ærinde er ikke sÃ¥ troskyldigt, som det først ser ud. Det handler ikke bare om en undren over andre menneskers forhold til det at arbejde og dovenskab. Det handler ikke bare om, at nogle mennesker vægrer sig mod at arbejde og foretrækker at dovne.

Nej. Der er tale om et regulært ideologisk felttog mod “vores system”. Og det vil med andre ord sige: det, vi ogsÃ¥ kalder “velfærdsstaten”. Den ideologiske lanse sætter sin spids i med en henvisning til Vaclav Havels udsagn om, at det værste ved det kommunistiske system var, at det korrumperede menneskene moralsk.


Med dette retorisk greb fÃ¥r Kastholm diskret underforstÃ¥et, at “vores system”, der sikrer, at ledige kan fÃ¥ dagpenge eller kontanthjælp, i sin kerne er den rene og skinbarlige kommunisme. Vælfærdsstaten er kommunisme. Og at “systemet” følgelig er moralsk korrumperende.


Den lokale politiske adresse i Kastholms indlæg er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, fordi de angiveligt vil tage “de svages parti”, som det formuleres.


Under Kastholms argumentation arbejder en ideologisk logik, som man igen og igen støder ind i, nÃ¥r borgerlige politikere og skribenter er pÃ¥ færde: At arbejde og dovenskab er simple modsætninger. Hvis du ikke arbejder (=lønarbejder), sÃ¥ er du doven. Det er denne logik, der bærer aktiveringscirkusset omkring de ledige, hvor det hele gÃ¥r ud pÃ¥, at du beskæftiges med surrogatarbejde (ansøgninger, “kurser” osv.), indtil du finder et rigtigt skattegivende lønarbejde. Er du ledig, sÃ¥ er du under mistanke for dovenskab. Og skal kontrolleres og aktiveres i hoved og røv.


Men dovenskab og arbejde er ikke simple modsætninger. Jeg kender et hav af mennesker, der til enhver tid ville bytte deres arbejde ud med lønarbejdsfrihed. Som hellere end gerne ville være fri for det arbejde, de har nu. Mennesker, der drømmer om at gÃ¥ pÃ¥ efterløn eller vinde den store pengegevinst, sÃ¥ de kan trække sig tilbage fra arbejdslivet. Faktisk er drømmen om et lønarbejdsfrit liv en af de store drivkræfter bag den organiserede spillegalskab – Danske Spil m.m. – i dette land.

Men ønsket om at slippe ud af lønarbejdsslaveriet  betyder bare ikke nødvendigvis, at alle disse mennesker er dovne.


Det dybt problematiske ved Kastholms optik er, at han kun ser dovenskaben. For selvfølgelig er der mennesker, der ønsker at dovne den og lade det offentlige betale for deres forsørgelse. Lige som der er dovne mennesker alle steder pÃ¥ denne klode. Men langt de fleste pÃ¥ dagpenge og kontanthjælp er uforskyldt havnet der. Fordi vores arbejdsmarked – eller rettere det private og offentlige erhvervsliv – lever højt pÃ¥, at folk kan fyres efter behov. Fordi voksne mennesker over 45 Ã¥r ikke er attraktive pÃ¥ samme arbejdsmarked (selv om politikerne prøver at bilde os noget andet ind). Fordi mange mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige -fysisk og eller psykisk – af opslidende og stressende arbejde pÃ¥ arbejdsmarkedet. Og sÃ¥ videre.


Med sit enøjede indlæg leverer Kastholm krudt til den borgerlige kanon, der vil skyde den danske arbejdsmarkedsmodel og “velfærdsstaten” (den rester, der endnu er…) i stumper og stykker.

 

Dagpengeelendighed

12. oktober 2008

LO har undersøgt dagpengenes værdi i relation til den sÃ¥kaldte reallønsudvikling gennem de sidste 25 Ã¥r. Resultatet er beskæmmende. Dagpengenes værdi er faldet med 30%. En gennemsnitlig LO-lønmodtager fÃ¥r kun dækket lidt mere end halvdelen af sin lønindkomst ved ledighed. LO kræver – forstÃ¥eligt nok – at dagpengesatsen hæves. Og gør samtidig opmærksom pÃ¥, hvad konsekvensen vil blive, hvis ikke man gør noget ved forringelserne af de lediges vilkÃ¥r: Arbejdsgiverne vil ved kommende overenskomstforhandlinger blive mødt med krav om længere opsigelsesvarsler. Politikerne har fÃ¥et noget at tænke over inden de forestÃ¥ende forhandlinger om en sÃ¥kaldt dagpengereform. Vil regeringen ofre arbejdsmarkedsfleksibiliteten i sin iver efter at fÃ¥ flere hænder i arbejde (en i øvrigt usikker hensigt)? Og vil Socialdemokraterne vise, hvor de kommer fra historisk set?

Arbejdsmarkedsharmonisering

10. oktober 2008

Regeringen er godt i gang med at smadre det fleksible danske arbejdsmarkedssystem, der i Ã¥revis har været et forbillede for andre lande. Nu vil man ikke alene reducere ledighedsperioden til to Ã¥r, man vil ogsÃ¥ begrænse de højtuddannede unges muligheder for at fÃ¥ en ordentlig start pÃ¥ karrrieren ved at reducere deres dimittendsats (for enlige). Konsekvenserne er allerede blevet pÃ¥peget af flere. For det første vil endnu flere blive skubbet ud i bistandssystemet og blive tabere i samfundet. For det andet vil udsigten til en usikker tid efter fx et universitetsstudie fÃ¥ nogle – mÃ¥ske mange – unge til at fravælge uddannelsesvejen. For det tredje vil de forringede forhold for ledige sandsynligvis fÃ¥ fagbevægelsen til at kræve større tryghed i ansættelsen for sine medlemmer, fx i form at forlængede opsigelsesvarsler. Noget, der giver de ansat større tryghed, men dræber den lovpriste fleksibilitet. Man kan sige, at regeringen harmoniserer pÃ¥ arbejdsmarkedsomrÃ¥det. Vores unikke model erstattes af noget, de andre er trætte af ude i Europa…