Indlæg tagget med leg

Kalejdoskopisk erindring

8. juni 2008

På vejen hjem med Gravhunden kom jeg til at sparke til noget, jeg troede var en sten. Men i solskinnet kunne jeg se smukke blå og grønne farver danse for mit blik, medens glaskuglen – som det viste sig at være – hoppede og dansede af sted hen over parkeringspladsen.
I min barndom samlede jeg også på små farvede ler- og glaskugler. Vi brugte dem til at spille med. Lige som hønseringene og esserne. Glaskuglerne kunne købes i forskellige størrelser med forskellige ilagte farver. Jeg var meget fascineret af disse smukke glastingester.
I lang tid drømte jeg også om at få et kalejdoskop. En af kammeraterne havde sådan et stort paprør med kalejdoskopisk effekt. Og det var fantastisk at kigge gennem det op mod lyset. Min første psykedeliske oplevelse. Siden forstod jeg godt, hvorfor det kalejdoskopiske blev en del af netop tressernes syrede grafiske udtryk. De sammenløbende farver ved koncerterne. Kalejdoskopet som metafor i rockens lyrik og som inspiration for cover- og plakatkunst. Til sidst lykkedes det mig at få et kalejdoskop. Og det var en stor dag.

Hoola Hop

18. januar 2008

Richard Knerr er død i en alder af 83 år. Navnet siger nok ikke mange så meget. I hvert fald kendte jeg ikke Richard Knerr før jeg læste nekrologen over ham i The Independent. Alligevel har han spillet en vis rolle i min barndom. Og sikkert også i bloglæsernes barndom. For Knerr, der ledede legetøjsfirmaet Wham-O sammen med studiekammeraten Arthur “Spud” Melin, var med til at lancere Hoola-hop-ringen. Denne farvede plastikring, som især pigerne kunne sætte i lystig og imponerende bevægelse, når de først havde fået den placeret omkring maven. I min barndoms baggård har jeg utallige gange set Nuller, Duddi og de andre tøser med stor kunstfærdighed jonglere og turnere disse ringe med mave, arme, ben og sågar hals. Hoola-hop-ringene var genialt legetøj, fordi de var billige, simple og blev et tilbagevendende fænomen. Lige som hinkesten, hønseringe og andet simpelt legetøj.
Det var også Knerr og co., der så tidligt som 1957 lancerede frisbee-tallerkenen, som mange år senere blev en landeplage herhjemme. Det var efter denne amerikanske succes, at Knerr og Melin fik ideen til hoola-hop-ringen. En australsk forretningsforbindelse havde en spanskrørsring med til Los Angeles og viste de to legetøjsfabrikanter, hvordan australienere kunne få den til at snurre rundt om hofterne. Og dermed var ideen født.
Senere fik de to herrer endnu en kæmpesucces, nemlig med superbolden (også kaldet James Bond-bolden). En gummibold, der kunne springe enormt højt og med stor fart.
Med Knerrs død er der sat punktum for et stykke populærkulturhistorie. Uden hans opfindelser ville capacs barndom ikke have været helt den samme…

Legetøjsbiler: Matchbox

17. juli 2007

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Læs mere »

At fløjte – erindringsglimt

16. juli 2007

I går aftes kom vi til at snakke om “modediller” inden for legetøj. I ved: hoolahop-ringe, yoyoer, hinkesten, sjippetov, hønseringe osv. Og pludselig havde jeg den der fornemmelse i munden af et lille stykke metal, der flyttede sig rundt og fremkaldte ekstra spytproduktion. En fløjte til at lave “gadedrengefløjt” med. Det var sejt at kunne fløjte som en gadedreng. Jeg så med beundring op til min far, der kunne fløjte meget højt ved at sætte højre hånds tommel- og pegefinder i mundvigene, folde tunge på rette vis og lukke luft ud.
Fløjten var halvcirkelformet, af blik, havde et lille hul på den ene side, og rigtig placeret i munden kunne den frembringe de herligste frække fløjt, der ville kunne få enhvert pigebarn til at vende sig omkring. Fløjten fandtes også i en billigere plastikudgave, som ikke havde min og de andre drenges interesse. Jeg husker ikke helt, hvor længe vi kunne få fløjten. Men det var vel et par år eller tre. Dengang omkring 1960. Og vi købte den i min barndoms legetøjsmekka “1000 Ting”, der også var leveringsdygtig i mange andre remedier til barnlig leg.
Jeg har  ikke set den siden dengang. Den kan sikkert ikke fås mere. Set med nutidens pædagogiske briller, så var den nok for farlig. Man kunne komme til at sluge den (hvilket skete for mig, men en dåse asparges sørgede for, at den kom igennem systemet uden at volde skade, ligesom den lampeskrue, jeg engang spiste – til min moders store forskrækkelse). Eller man kunne – oh, rædsel – få den i den “gale hals”…

Opdatering 2017: Og se ovenfor. Det er lykkedes at finde et foto af tingesten. Og jeg kan læse mig frem til, at den nu går under navnet “hyrdefløjte”, fordi modellen angiveligt bruges af hyrder til at kalde på deres hyrdehunde.

Drengestreger IV

11. juni 2007

Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. Når vejret var til det (og for det meste også, når det ikke var til det ) var vi ude og lege. Pædagoger og daginstitutioner var ukendte begreber. Fædrene var på arbejde og mødrene gik derhjemme og passede alt vedrørende hjemmet. Og forældrene blandede sig sjældent i børnenes leg. Vi løb rundt i baggårdene, som der var mange af i arbejderkvarterene, og på gader og vej. For der var næsten ingen biler, så risikoen for at blive kørt ned, var til at overse. Der var mange muligheder for at udfolde sig. Ganske vist var der langt til nærmeste kommunale legeplads. Til gengæld var der mange tomme, tilgroede grunde, byggetomter, baggårde, kældre, lofter osv., hvor vi kunne udfolde os.
Et af de steder, hvor vores fantasi fik frit løb, var en stor ubenyttet grund, der lå bag ved et snedkeri. Grunden var indkredset af huskarreer og småhuse, hvorfra mødrene kunne overvåge podernes narrestreger, hvis de ellers havde tid. Grunden var bevokset med store træer og planter og havde i mange år ligget hen som et ingenmandsland midt i byen. Det var også her, nogle af de unge gik hen for at dyrke erotikkens glæder, når de ikke kunne finde privatliv til det i de små lejligheder. Herom vidnede et par diskret anbragte madrasser og nogle efterladte kondomer med knude i den ene ende…
På dette sted var der et kæmpestort træ med en kæmpestor krone, som jeg havde udsigt til, når jeg var hjemme i stuen. I denne kæmpe havde nogen lavet en gynge, bestående af et kraftigt tov med en knude og en kæp for enden. Under dens kølige skygge dannedes en kæmpestor og meget dyb vandpyt, når det havde regnet længe nok. Og så kunne man jo gynge hen over “søen” med risiko for at falde ned i vandet og blive helt og aldeles gennemblødt. Som jeg husker det, forsvandt vandpytten aldrig helt.
På et tidspunkt fik udviklingen også fat på dette barnlige fristed. Der skulle bygges endnu et hus med plads til mange lejere. Og pladsen blev indlemmet i de forskellige tilstødende baggårde og fik et fint cementdække. Væk var legepladsen og fantasiernes frirum. Til gengæld opstod der nye muligheder. Det nye hus stod ufærdigt med stilladser på alle etagerne. Så vi forlagde vores leg til de tomme etager og – ikke mindst – stilladserne. På stilladserne var der anbragt løse, afhøvlede brædder, så man kunne gå på dem – med forsigtighed. Når man nået til enden af et bræt vippede det faretruende, og man skulle skynde sig at springe videre til næste bræt – eller ind gennem de åbne vinduesåbninger. Det fik vi megen tid til at gå med, og udfordrede hinanden til at være mere og mere dristig. Tøsedreng, tør du ikke? Hva’ me dig selv? Og så videre. Og det var spændende og sjovt. Både piger og drenge var med – lige indtil den dag, vi på den øverste etage blev pågrebet af ordensmagten og måtte opgive vores forældres navne og adresser. Det var anden gang, jeg kom i kontakt med politiet.

Drengestreger III

5. juni 2007

“Brænd”- eller “brændeglasset” havde også andre mål end cykelstyrscelloluid. Uffe nævner negativerne i familiealbummet, som gik op i flammer. Det mindes jeg dog ikke. Jeg tror ikke engang, vi havde et familiealbum med fotos. Kun nogle få af slagsen. I det hele taget blev de første 10 år af mit liv ikke særligt godt fotodokumenteret.
Men brændeglasset kunne, som sagt, bruges til andre drengestreger. Jeg kan endnu fornemme varmen fra den solopvarmede husvæg, når vi drenge en sommerdag sad med ryggen mod væggen og med forstørrelsesglasset i hånden og samlede solens stråler i et glohedt fokus, lige dér, hvor tissemyrerne kom op af deres hule i sprækken mellem husvæg og fortov eller i sprækkerne mellem fliserne. Det var næsten lige så godt som at brænde cykelstyrspynt at opleve myrerne vride sig sammen til en lille sort klump i det nu, hvor brændpunktet ramte dem…

Drengestreger II

5. juni 2007


Drenge søger spænding og udfordring i deres lege. Nogle mere end andre. Og et højdepunkt var dengang Charlie – en lidt større rod end os andre rødder – havde fået fat i en luftpistol. Jeg husker den endnu tydeligt. Den havde et lakeret trægreb med fine slebne riller og et relativt langt, sort, blankt løb. For os drenge, der ofte sad nedsunket i Phønix-biografens sæder og forsvandt ind i cowboydrømmene med John Wayne, Gary Cooper m.fl, var det næsten den rene vare. Noget ganske andet end de pistoler og geværer med krudtlugtende, røde knaldperleruller, som vi lod os nøje med i øvrigt.
Charlie var en forkælet knægt, “spoleret” var det ord min mor brugte (og som jeg ikke fattede meningen med), vores omvandrende sex-leksikon og guide ud i drengestregernes univers. Han havde sikkert havde fået lov af sin ofte fraværende far, der var sætteskipper og manglede det ene ben (jeg troede i min drengefantasi, at han havde træben som piraterne) til at låne pistolen og en dåse med blandede hagl. Der var små støbte hagl og små pile med farvede haler. Pistolen gik fra hånd til hånd til grundig inspektion og beundring. Hvorefter vi gik ud i den store baggård for at afholde skydeøvelse. Til formålet blev der brugt et metallåg fra en malerspand. Låget placerede Charlie et stykke derfra – uden at tænke over det hus, der lå i baggrunden og som rikochetterende hagl ville kunne ramme – og ramte. Det hus, som mine forældre og jeg boede i… Og så begyndte skyderiet til udelt begejstring for de medvirkende. Indtil en mørk skygge kastedes over vores små kroppe. En tilkaldt politibetjent lagde beslag på pistolen og noterede samtlige “forbryderes” navne og adresser op med henblik på kontakt med vores respektive forældre. De fleste af os slap dog, så vidt jeg husker det, med skrækken. Kun pistolejeren måtte afgive forklaring. Det var i øvrigt første gang, jeg kom i forbindelse med politiet – på den måde. Anden gang vender jeg tilbage til…

Læs også Linda Solskins beretning om haglgeværskydning i det vilde, vilde Jylland. Her. Forskellen mellem min beretning fra det vilde Esbjerg og Lindas er sandsynligvis, at vi skød inde i baggården, hvor alle de omkringboende kunne overvåge vores drengestreger. Det skænkede vi selvfølgelig ikke en tanke…

Drengestreger I

4. juni 2007

Omtalen af Den Farlige Bog For Drenge fik mig til – tilskyndet af et billede af den baggård, hvor jeg som purk løb rundt med ramponerede knæ, at ihukomme nogle af de drengelege, som vi kastede os over – og som nutidens pædagogik nok ikke ville bifalde. En af dem var at “skrælle” nabolagets cykler for det celluloidagtige plastmateriale, som cykelstyrene var udstyret med. Det foregik enten i de småskumle, hengemte, urinstinkende cykelkældre, med vagter placeret ved udgangene eller – hvis spændingen skulle have en tand til ved husmurene, hvor cyklerne stod parkeret. De fleste voksencykler – som jeg husker det – var store, tunge sorte turistcykler med brede sadler og solide bagagebærere. Og for damemodellernes vedkommende: Store flettede cykelkurve.
Hvilket formål – ud over at være pynt – dette sorte, riflede materiale tjente, aner jeg ikke. Men i hvert fald havde vi fundet ud af, at det kunne ose gevaldigt, når det først var antændt ved hjælp af et forstørrelsesglas – kaldet: et brændglas – og solens stråler. Med en lommekniv eller en dolk – ja, sådan en gik jeg med fra jeg ganske lille – blev det sorte bånd befriet fra styret og helst i et stort stykke. Når det først var antændt bredte ilden sig med en sydende lyd, indtil der kun var asken og lugten tilbage. Hvis det sorte stads først blev pakket ind i papir var effekten endnu større. Pyroteknik for begyndere i baggården. Selv om vi blev forfulgt af uforstående voksne, der truede med tærsk og andre afstraffelser, og vi ofte måtte tage benene på nakken, fortsatte afbrændingen, indtil der ikke var mere at komme efter.