Indlæg tagget med leg

Kalejdoskopisk erindring

8. juni 2008

PÃ¥ vejen hjem med Gravhunden kom jeg til at sparke til noget, jeg troede var en sten. Men i solskinnet kunne jeg se smukke blÃ¥ og grønne farver danse for mit blik, medens glaskuglen – som det viste sig at være – hoppede og dansede af sted hen over parkeringspladsen.
I min barndom samlede jeg også på små farvede ler- og glaskugler. Vi brugte dem til at spille med. Lige som hønseringene og esserne. Glaskuglerne kunne købes i forskellige størrelser med forskellige ilagte farver. Jeg var meget fascineret af disse smukke glastingester.
I lang tid drømte jeg også om at få et kalejdoskop. En af kammeraterne havde sådan et stort paprør med kalejdoskopisk effekt. Og det var fantastisk at kigge gennem det op mod lyset. Min første psykedeliske oplevelse. Siden forstod jeg godt, hvorfor det kalejdoskopiske blev en del af netop tressernes syrede grafiske udtryk. De sammenløbende farver ved koncerterne. Kalejdoskopet som metafor i rockens lyrik og som inspiration for cover- og plakatkunst. Til sidst lykkedes det mig at få et kalejdoskop. Og det var en stor dag.

Hoola Hop

18. januar 2008

Richard Knerr er død i en alder af 83 Ã¥r. Navnet siger nok ikke mange sÃ¥ meget. I hvert fald kendte jeg ikke Richard Knerr før jeg læste nekrologen over ham i The Independent. Alligevel har han spillet en vis rolle i min barndom. Og sikkert ogsÃ¥ i bloglæsernes barndom. For Knerr, der ledede legetøjsfirmaet Wham-O sammen med studiekammeraten Arthur “Spud” Melin, var med til at lancere Hoola-hop-ringen. Denne farvede plastikring, som især pigerne kunne sætte i lystig og imponerende bevægelse, nÃ¥r de først havde fÃ¥et den placeret omkring maven. I min barndoms baggÃ¥rd har jeg utallige gange set Nuller, Duddi og de andre tøser med stor kunstfærdighed jonglere og turnere disse ringe med mave, arme, ben og sÃ¥gar hals. Hoola-hop-ringene var genialt legetøj, fordi de var billige, simple og blev et tilbagevendende fænomen. Lige som hinkesten, hønseringe og andet simpelt legetøj.
Det var også Knerr og co., der så tidligt som 1957 lancerede frisbee-tallerkenen, som mange år senere blev en landeplage herhjemme. Det var efter denne amerikanske succes, at Knerr og Melin fik ideen til hoola-hop-ringen. En australsk forretningsforbindelse havde en spanskrørsring med til Los Angeles og viste de to legetøjsfabrikanter, hvordan australienere kunne få den til at snurre rundt om hofterne. Og dermed var ideen født.
Senere fik de to herrer endnu en kæmpesucces, nemlig med superbolden (også kaldet James Bond-bolden). En gummibold, der kunne springe enormt højt og med stor fart.
Med Knerrs død er der sat punktum for et stykke populærkulturhistorie. Uden hans opfindelser ville capacs barndom ikke have været helt den samme…

Legetøjsbiler: Matchbox

17. juli 2007

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 Ã¥r. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle fÃ¥ af disse biler. Blandt andet en sølvgrÃ¥ Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstÃ¥ende. Man kunne Ã¥bne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, sÃ¥ hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lÃ¥ et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fÃ¥et den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at fÃ¥ hende pÃ¥ andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten pÃ¥ Matchbox Toys, der siden producerede millioner af smÃ¥ biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Læs mere »

At fløjte – erindringsglimt

16. juli 2007

I går aftes kom vi til at snakke om “modediller” inden for legetøj. I ved: hoolahop-ringe, yoyoer, hinkesten, sjippetov, hønseringe osv. Og pludselig havde jeg den der fornemmelse i munden af et lille stykke metal, der flyttede sig rundt og fremkaldte ekstra spytproduktion. En fløjte til at lave “gadedrengefløjt” med. Det var sejt at kunne fløjte som en gadedreng. Jeg så med beundring op til min far, der kunne fløjte meget højt ved at sætte højre hånds tommel- og pegefinder i mundvigene, folde tunge på rette vis og lukke luft ud.
Fløjten var halvcirkelformet, af blik, havde et lille hul på den ene side, og rigtig placeret i munden kunne den frembringe de herligste frække fløjt, der ville kunne få enhvert pigebarn til at vende sig omkring. Fløjten fandtes også i en billigere plastikudgave, som ikke havde min og de andre drenges interesse. Jeg husker ikke helt, hvor længe vi kunne få fløjten. Men det var vel et par år eller tre. Dengang omkring 1960. Og vi købte den i min barndoms legetøjsmekka “1000 Ting”, der også var leveringsdygtig i mange andre remedier til barnlig leg.
Jeg har  ikke set den siden dengang. Den kan sikkert ikke fås mere. Set med nutidens pædagogiske briller, så var den nok for farlig. Man kunne komme til at sluge den (hvilket skete for mig, men en dåse asparges sørgede for, at den kom igennem systemet uden at volde skade, ligesom den lampeskrue, jeg engang spiste – til min moders store forskrækkelse). Eller man kunne – oh, rædsel – få den i den “gale hals”…

Opdatering 2017: Og se ovenfor. Det er lykkedes at finde et foto af tingesten. Og jeg kan læse mig frem til, at den nu går under navnet “hyrdefløjte”, fordi modellen angiveligt bruges af hyrder til at kalde på deres hyrdehunde.

Drengestreger IV

11. juni 2007

Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. NÃ¥r vejret var til det (og for det meste ogsÃ¥, nÃ¥r det ikke var til det ) var vi ude og lege. Pædagoger og daginstitutioner var ukendte begreber. Fædrene var pÃ¥ arbejde og mødrene gik derhjemme og passede alt vedrørende hjemmet. Og forældrene blandede sig sjældent i børnenes leg. Vi løb rundt i baggÃ¥rdene, som der var mange af i arbejderkvarterene, og pÃ¥ gader og vej. For der var næsten ingen biler, sÃ¥ risikoen for at blive kørt ned, var til at overse. Der var mange muligheder for at udfolde sig. Ganske vist var der langt til nærmeste kommunale legeplads. Til gengæld var der mange tomme, tilgroede grunde, byggetomter, baggÃ¥rde, kældre, lofter osv., hvor vi kunne udfolde os.
Et af de steder, hvor vores fantasi fik frit løb, var en stor ubenyttet grund, der lÃ¥ bag ved et snedkeri. Grunden var indkredset af huskarreer og smÃ¥huse, hvorfra mødrene kunne overvÃ¥ge podernes narrestreger, hvis de ellers havde tid. Grunden var bevokset med store træer og planter og havde i mange Ã¥r ligget hen som et ingenmandsland midt i byen. Det var ogsÃ¥ her, nogle af de unge gik hen for at dyrke erotikkens glæder, nÃ¥r de ikke kunne finde privatliv til det i de smÃ¥ lejligheder. Herom vidnede et par diskret anbragte madrasser og nogle efterladte kondomer med knude i den ene ende…
PÃ¥ dette sted var der et kæmpestort træ med en kæmpestor krone, som jeg havde udsigt til, nÃ¥r jeg var hjemme i stuen. I denne kæmpe havde nogen lavet en gynge, bestÃ¥ende af et kraftigt tov med en knude og en kæp for enden. Under dens kølige skygge dannedes en kæmpestor og meget dyb vandpyt, nÃ¥r det havde regnet længe nok. Og sÃ¥ kunne man jo gynge hen over “søen” med risiko for at falde ned i vandet og blive helt og aldeles gennemblødt. Som jeg husker det, forsvandt vandpytten aldrig helt.
PÃ¥ et tidspunkt fik udviklingen ogsÃ¥ fat pÃ¥ dette barnlige fristed. Der skulle bygges endnu et hus med plads til mange lejere. Og pladsen blev indlemmet i de forskellige tilstødende baggÃ¥rde og fik et fint cementdække. Væk var legepladsen og fantasiernes frirum. Til gengæld opstod der nye muligheder. Det nye hus stod ufærdigt med stilladser pÃ¥ alle etagerne. SÃ¥ vi forlagde vores leg til de tomme etager og – ikke mindst – stilladserne. PÃ¥ stilladserne var der anbragt løse, afhøvlede brædder, sÃ¥ man kunne gÃ¥ pÃ¥ dem – med forsigtighed. NÃ¥r man nÃ¥et til enden af et bræt vippede det faretruende, og man skulle skynde sig at springe videre til næste bræt – eller ind gennem de Ã¥bne vinduesÃ¥bninger. Det fik vi megen tid til at gÃ¥ med, og udfordrede hinanden til at være mere og mere dristig. Tøsedreng, tør du ikke? Hva’ me dig selv? Og sÃ¥ videre. Og det var spændende og sjovt. BÃ¥de piger og drenge var med – lige indtil den dag, vi pÃ¥ den øverste etage blev pÃ¥grebet af ordensmagten og mÃ¥tte opgive vores forældres navne og adresser. Det var anden gang, jeg kom i kontakt med politiet.