Indlæg tagget med liste

De bedste guitar-riffs…

27. september 2006

Vi skal jo ikke glemme listerne! Listen over guitarsoli bliver nok ikke til noget. Men det gør heller ikke så meget, for efter nærmere overvejelse tror jeg nok, at jeg mere er til guitar-riffs… Følg dette link og hør en række herlige riffs fra efterkrigstidens populærmusik (rock…): fra Carl Perkins (Honey Don’t) over Jimi Hendrix, Richard, Clapton, Page, Eric Braun, Robbie Krieger, David Gilmour, George Harrison, Pete Townshend, Richie Blackmore, Dave Davies til Johnny Buckland. Der er mange perler. På denne side kan man se en liste over de 200 (!) bedste guitar-riffs, over de bedste riff-makers og en oversigt over mindeværdeig bass-lines (dem må vi jo ikke glemme!). Derud over er der links til et hav af andre interessante lister…

Tilbagespoling!

Guitarsoloen, der forsvandt

27. september 2006

Nogle læsere vil måske huske, at bloggen her tidligere har været inde på temaet: rockguitarsoli. Listebyggeriet gled vist lidt ud i sandet. Og det er der sikkert gode grunde til. Men nu har det gode gratismagasin Gaffa rejst spørgmålet: Hvorfor guitarsoloen uddøde? Og det er interessant, fordi der kommer flere gode forklaringsforsøg. Samfundsforskeren Johannes Andersen, der også har en fortid som aktiv rockmusiker m.m., forklarer den manglende interesse ud fra den påståede individualisering i samfundet. Han siger: “sagen er den, at mens Jimi Hendrix åbnede for en søgende, selverkendende stil, hvor man foldede sig ud med et overjeg, er vi nu nået til en ny identitetsdannelse, hvor det er det overvejende jeg, der bestemmer. Nu søger man ikke længere; man ved nemlig præcist, hvordan man vil have tingene til at lyde…”. Hvorvidt den forklaring holder kan man jo diskutere! Mere interessant – set fra min ydmyge stol – er den tekniske forklaring: At udforskningen af guitarsoloens udtryksmuligheder – sådan som man fx så det med Jimi Hendrix’ legendariske udfoldelser – slet og ret er blevet udtømt. I en vis forstand risikerer man at blive anklaget for epigoneri, hvis man kaster sig ud i store lirende guitarkaskader. Og det sidste en kunstner vil være i dag er plagiator. Men der rumler også andre forklaringsmodeller. En mener, at de nye indie-guitarister simpelt hen ikke er dygtige nok til at kreere en ordentlig guitarsolo…

– Måske er det blot et forbigående fænomen som så meget andet i populærmusikken, og så dukker soloen op igen en skønne dag…

Beatleskompilation – sort of…

24. september 2006

Både Henrik og Lars har kastet sig over de fire biller og lavet lister over deres favoritter. Og det har selvfølgelig spøgt i hovedet på en gammel Beatle-fan. For at lave en liste over favoritter vil føre for vidt. Den vil nok ende med at tage det hele med – også det uofficielle materiale. I stedet vil jeg lave en lille liste over Beatles-sange, som jeg har et mere specielt forhold til – deres sangmæssige kvaliteter ufortalt.

Den første er Kansas City fra Beatles For Sale. Det var den første Beatles-sang, jeg fik at høre i en live-opførelse. I en kælder på hjørnet af Strandbygade og Strandbyplads – lige over for Strandbio – i Esbjerg havde nogle drenge fået lavet et øvelokale. Rollefordelingen var på plads (John, Paul, George – og Ringo!). Udstyret var også – næsten – på plads. Den ene af drengene havde en far, der sejlede. Og han havde hjembragt sorte Beatles-støvler til et par af gutterne. Sønnike havde oven i købet fået en læderjakke og læderkasket à la John Lennon. Instrumenterne var det så som så med. Akustiske guitarer og et par plastikspande som trommer. Men begejstringen og indlevelsen – og vildskaben – fejlede ikke noget. Og erindringens følsomme celloluidstrimmel opfangede det væsentlige af den act

Tilføjelse: Som jeg husker drengenes gig (spillet for en håndfuld andre drenge…), så var det ret vildt. Medens jeg skrev linjerne ovenfor genhørte jeg Beatles for Sale og havde svært ved at høre det vilde i Kansas City…

De anden sang – eller rettere – de to sange er We can work it out/ Day tripper, der udkom på samme singleplade i 1965. Min far sejlede på England dengang og havde den med – flere dage før den udkom i Danmark. Det var stort dengang! Jeg har stadigvæk singlen – Made in Britain – men det grimme, billed- og tekstløse cover er forsvundet i mellemtiden. Heldigvis har jeg også den danske single, som jeg fik i fødselsdagsgave det år.
Der kommer nok mere…

The Lejrbåls

10. september 2006

Det kan godt nås endnu, et lejrbål med guitar og sang. Frem med spaden, tændstikkerne og de alkoholiske drikke:

  1. Leonard Cohen: Suzanne
  2. Bob Marley: Redemption Song
  3. Eric Clapton: Let it grow
  4. Joan Osborne: One of us
  5. JJ Cale: After Midnight
  6. Marianne Faithful: As tears go by
  7. Tim Hardin: If I were a carpenter
  8. Kris Kristoffersen: Help me make it through the night
  9. The Byrds: Mr. Tambourine man
  10. Woody Guthrie: This land is your land

– fyld selv på…

Bob Dylan “Modern Times” nr. 1 på hitlisten…

7. september 2006

Det er 30 år siden, Dylan sidst var nr. 1 på hitlisten med et album, men nu er det sket igen. Dengang var det med det fine album “Desire”. Det skyldes nok al den blogomtale…

Medens vi er ved mesteren, så kan man – også i NME – læse, at der skal afholdes en Tribute-koncert til fejring af ham-selv i N.Y. Koncerten finder sted i Lincoln Center d. 9/9 (hvis nogen skulle være i nærheden…), og listen over optrædende omfatter:

Læs mere »

De bedste guitar-riffs

5. september 2006

Her er lidt at gruble over, hvis man ikke kan sove: De bedste guitar-riffs (inspireret af Kims kommentar). Se blot her – og her. The Kinks er med: “Girl, you really got me goin/ You got me so I dont know what Im doin / Yeah, you really got me now /You got me so I cant sleep at night..”. :-D

De 100 bedste rock-guitar-soli!

2. september 2006

Næh, bare rolig. Ingen tøsedrengeliste her i den nye blog! Men på denne side fandt jeg en liste over de 100 bedste, faktisk de bedste 243 soli! Dertil kommer 100 live-soli. Men Lou Reed og Sweet Jane er ikke med. Rolling Stones er ikke særlig godt repræsenteret. I det hele taget, så ved jeg ikke, hvor mange af de nævnte jeg vil have med i min personlige liste, hvis den overhovedet bliver til noget. Men The Kinks “You Really Got Me” skulle under alle omstændigheder med. Den sidder nemlig lige i øret – hver gang. Ellers er det meget svært at beslutte sig…