Endnu et dødsfald. Og måske ikke det sidste her i dette dødsmærkede 2016. Denne gang er det forfatteren Jan Sonnergaaard, der er gået bort. I følge Gyldendal døde Sonnergaard på en rejse til Beograd, hvor hans hjerte sagde stop.
Jeg havde det held at møde Jan Sonnergaard in persona to gange i forbindelse med mit virke som dansklærer. Og begge gange fik jeg indtrykket af en mand, der var helt nede på jorden. Her var ingen forfatternykker eller kændissmageri. Og han brød sig ikke meget om det litterære parnas, hvor atmosfæren var gennemsyret af jalousi, og hvor knivene i ærmerne hele tiden stak ud af ærmegabet.
NÃ¥r man huskes 400 Ã¥r efter sin død, sÃ¥ har man været en vigtig skikkelse i historien. Og det gælder uomtvisteligt forfatteren og digteren William Shakespeare, der regnes for at være en af de allerstørste digtere i verdens litteraturhistorie. Min egen indgang til Shakespeare var skuespillet Machbeth, som jeg læste i gymnasiet. Og det var en stor oplevelse. MÃ¥ske skulle man afsætte tid til at læse flere af hans skuespil? Ellers – mÃ¥ske mere overkommeligt – hans sonnetter?
Samme dag som forfatteren til At dræbe en sangfugl – Haper Lee – døde i en høj alder, døde ogsÃ¥ en af Europas store intellektuelle. Nemlig italieneren Umberto Eco, der især er kendt for sin gennembrudsroman Rosens Navn. Eco var et sjældent eksempel pÃ¥ en intellektuel, hvis virke strakte sig fra seriøs forskning i middelalderen og semiotiken over succesfuld romanforfatteri og til kritisk og tankevækkende kulturanalyse. Der findes meget fÃ¥ forfattere i Europa, der tÃ¥ler sammenligning med ham – om nogen overhovedet. I stedet for at nekrografere mere, vil jeg lade ham selv fÃ¥ ordet og fortælle hÃ¥befulde, unge forfattere noget om deres fælles gerning.
MÃ¥ske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen gÃ¥r i en retning, der pÃ¥ langt de fleste mÃ¥der – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – gÃ¥r den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – bÃ¥de kærligt og knap sÃ¥ kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenÃ¥det rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men ogsÃ¥ stÃ¥r for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem Ã¥rene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende Ã¥rhundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.
Nu er han ikke mere, og dansk Ã¥ndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtÃ¥rn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet pÃ¥ dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, nÃ¥r idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke pÃ¥ det… Farvel Rif og tak for alle ordene.
Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg pÃ¥ at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsÃ¥r gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, stÃ¥r bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sÃ¥dan:
“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stÃ¥ende. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og sÃ¥ kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.
Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.
Men efter min opfattelse er det ogsÃ¥ udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, sÃ¥ var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og sÃ¥ diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at fÃ¥ dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.
“I skipped most of college, becoming a road musician, so I didn’t begin reading seriously until 28 or 29. Then it was Flannery O’Connor; James M. Cain; John Cheever; Sherwood Anderson; and Jim Thompson, the great noir writer. These authors contributed greatly to the turn my music took around 1978-82. They brought out a sense of geography and the dark strain in my writing, broadened my horizons about what might be accomplished with a pop song and are still the cornerstone literally for what I try to accomplish today.”
Bruce Springsteen snakker om litteratur og læsning med New York Times.
N̴, s̴ blev det ikke ham den kenyanske poet. Ej heller den hypede japaner. Eller outsideren Bob Dylan. Men РPatrick Modiano.
“For the art of memory with which he has evoked the most ungraspable human destinies and uncovered the life-world of the occupationâ€, som det lyder i prisgivernes begrundelse.
Jeg har ikke læst en linje af Modiano, og det er tvivlsomt om prisen her vil ændre på det. Men Den store danske beretter følgende om den franske forfatter:
“Patrick Modiano, f. 1945, fransk forfatter. Patrick Modiano debuterede med La Place de l’Étoile (1968) og nÃ¥ede et stort publikum med de følgende romaner, som udspiller sig i besættelsestidens Paris, bl.a. La Ronde de nuit (1969) og Les Boulevards de ceinture (1972, da. Forstædernes boulevarder, s.Ã¥.).
Med besættelsen som en flimrende baggrund, hvor traditionelle venne- og fjendebilleder ofte skifter plads, indfanger disse romaner med psykologisk og stilistisk præcision en omflakkende søgen efter fortid og identitet.
Denne søgen anskues under nye synsvinkler i de senere romaner, bl.a. Rue des boutiques obscures (Goncourt-pris 1978), Fleurs de ruine (1992, da. Askeblomster, 1994) og Dora Bruder (1997), hvor netop de flimrende bevidsthedsbilleder udgør personens identitet.
Med en samling pÃ¥ tre noveller, Des inconnues (1999, Ukendte kvinder), viste Patrick Modiano pÃ¥ ny sin evne til med meget fÃ¥ midler at skabe suggererende fortidsglimt og hensætte sine personer i en fundamental usikkerhed.”.
Man kan så endnu engang konstatere af priskomiteen er gået sine egne veje og har overrasket igen. Og måske er det en styrke ved denne pris, at den har held til at pege på digtere, der ikke er så kendte i den store offentlighed, og som derfor får en chance for at få nye læsere.
I mit fortsatte forsøg pÃ¥ at forstÃ¥, hvorfor krimien er sÃ¥ populær i disse Ã¥r, er jeg kommet til den berømmede journalist, musiker og forfatter Jo Nesbø og hans roman Genfærd. Jeg er halvvejs inde i romanen og mÃ¥ erkende, at jeg nok ikke bliver enig med de lobhudlende anmeldere, der falder i lettere svime over bogen. Jeg synes ganske enkelt, at Jo Næsbo ikke skriver særlig godt. Jeg har svært ved at goutere hovedpersonen Harry Hole og jeg synes plottet i bogen – hvis man ellers kan tale om et plot – er omstændeligt og alt for kulørt indviklet til at fænge min interesse. Bogen er – sÃ¥ langt jeg er kommet med den – et eksempel pÃ¥ den elefantiasis, der har grebet en del af krimierne. Man tror mængden af sider kan kompensere for et godt, stramt styret plot, klart tegnede personer og præcise miljøbeskrivelser. Jeg tror, man ville gøre klogt i at gÃ¥ tilbage til de gamle mestre – fra Christie til Chandler – og lære et og andet om begrænsningens kunst. Men nu vil jeg sÃ¥ læse den færdig og kaste mig over en anden for at se, om det skulle lykkes at finde noget, der bÃ¥de er kriminalistisk spændende og velskrevet.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 15 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 15 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
