CAPAC

“Kulturministeriet fejrede H.C. Andersen for 65 millioner – Søren Kierkegaard må nøjes med 1,75” skriver dagbladet Information i en artikelrubrik. Rubrikken – og artiklen om den mindrebemidlede filosofjubilar – fik mig til at standse lidt op og reflektere lidt over pengenes betydning i samtiden. Er du i tvivl om pengenes – eller økonomiens – betydning for samfundslivet anno 2013, så bladr lige dagens avis igennem eller følg med i de digitale nyhedsstrømme. Der er langt mellem nyheder, hvor pengene ikke på en eller anden måde er en vigtig forudsætning. Og denne konstatering fik mig til at spørge mig selv, om det er så vigtigt at fejringen af Søren Kierkegaard når samme svimlende økonomiske højder som eventyrforfatter H. C. Andersen?

Kan I huske fejringen af H. C. Andersen i 2005? Det, der står klarest for mig, var netop balladen om, hvordan pengene blev brugt. Fx historien om, at sangerinden Tina Turner fik et millionbeløb for at synge et par sange. Altså næsten det samme beløb, som det samlede budget for Kierkegaard-jubilæet løber op i! Sagt på en anden måde: Fejringen af Andersen var lidt af en skandale.

Selv om Kierkegaard er internationalt kendt og regnes for den største danske filosof osv., så er han – til forskel fra H. C. Andersen – ikke en folkelig skikkelse. Hvor de fleste danskere har stiftet bekendtskab med Andersens eventyr og historier – om ikke andet så i Disney-koncernens udvanding – så er det nok de færreste danskere, der rent faktisk har gnavet sig igennem Enten-Eller eller Kjærlighedens Gerninger.

Og Kierkegaards biografi har langt fra samme eventyrlige karakter som Andersens. Kierkegaards liv var – stillestående. Han rejste ikke ret meget – men gik mestendels rundt i København, når han endelig skulle bevæge sig – og oplevede ikke den samme sociale mobilitet som Andersen.

Men – hvad er det egentlig vi skal fejre, når Kierkegaard i år fylder 200 år? Jo, det vi skal fejre er den skriftlige efterbyrd, han frembragte ved sin skrivepult (som kan ses på Københavns bymuseeum…). Det er Kierkegaards skrifter, der for tiden er under udgivelse i 55 tykke bind under titlen Kierkegaards Skrifter, det handler om. Det er her, man møder Kierkegaards tænkning om filosofiske og teologiske problemer m.v. Det er ikke personen Søren, vi primært skal fejre, men den skriftmasse og det tankegods, han efterlod til os – for at vi skulle læse med og bliver klogere.

Min påstand er, at det nok skulle være muligt på et beskedent økonomisk budget at fejre Kierkegaards skrifter med manér. Gennem forelæsninger, foredrag, radio- og tv-udsendelser. Med det formål at ære manden ved at få flere til at læse noget af hans værk. Faktisk mener jeg, at man skulle have gjort det samme med H. C. Andersen. Uanset for kulørt og ‘filmisk’ hans levned var, så er det gennem værkerne de to forfattere lever videre, så vidt det overhovedet er muligt.

"It’s interesting that being in a pop band in the ’60s, for me, my role was not just entertaining. It was also slightly journalistic. … I would talk to people. I would find out what’s going on in their heads. I would observe them very, very closely. I will try to find things about them that would enrich not only my craft, but that would touch them.

"And Quadrophenia grew out of the fact that … for a lot of the time, I didn’t have that kind of access to the audience. I had to just look at the four guys in the band … I had to measure our audience through looking at them. And there were four very, including myself, four very eccentric characters … I still like to think of myself as, above everything else, as an artist with a stroke of journalism."

Pete Townshend

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min var altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion” udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderlgere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hånden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gå galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fået fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er også overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles årets bedste kriminalroman. Og bogen har fået tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da også ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, får et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slår vejen forbi pølsevognen på Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger på hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-årige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 år gammel sag om en niårig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, så synes jeg den mangler både fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række små kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fået dramaturgiske beta-blokkere. Sagt på en anden måde, så forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg på forhånd accepteret som et vilkår ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. Måske har jeg bare for høje forventninger til den så populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og måske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse på det tidspunkt.

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

Memoirelitteraturen vokser i rock- og poplandskabet. Ikke alt er lige interessant. Men når 70-årige Carole King udsender sine erindringer må det påkalde sig interesse hos enhver, der beskæftiger sig med populærmusik. Carole King – eller Klein som hun egentlig hedder – har gennem mere end halvtreds år sat sit markante fingeraftryk på poppen som sangskriver og udøvende kunstner. Samarbejdet med kollegaen Gerry Goffin i tresserne – og solokarrieren med flagskibet Tapestry – er ikke til at komme uden om.

Erindringerne har allerede fået blandet modtagelse, hvor man har hæftet sig ved både karrierens imponerende styrke, men også Kings tendens til at være snakkesalig. Men uomgængelig er bogen under alle omstændigheder. Hør hende selv præsentere den her.

Love makes the World

Hvis man følger bare lidt med i nyhedsstrømmen, vil man vide, at overskriften på dette indlæg ikke er nogen nyhed. Markeringen af forfatteren Klaus Rifbjergs 80-årsdag har været i gang længe.

Jeg har henvist og omtalt Rifbjerg flere gange i denne blog – fx i forbindelse med forfatterskabets 50. år i 2006 og 75-årsdagen – og gør det gerne igen. For han er ganske enkelt ikke til at komme uden om. Alene det forhold, at han er en af Pia Kjærsgaards yndlingsaversioner, giver ham en særlig hædersplads i mit mentale parnas.

En ting er, at hans forfatterskab aftvinger respekt i kraft af sin høje kvalitet – og sit imponerende omfang. En anden ting er, at Klaus Rifbjerg også har skilt sig ud fra sin ulveflok ved på forbilledlig vis i skrift og tale løbende at kritisere udviklingen – den kulturelle og politiske ikke mindst – i den hjemlige andedam. Selv om han – ud ad til i det mindste – er blevet pænere med alderen, så har der altid været plads til et provokerende debatindlæg i Information eller Politiken. Og han blev læst og hørt! Andre forfattere og intellektuelle burde tage ved lære af ham.

Jeg vil markere dagen på bedste vis ved at læse i hans digte – og passager i Den kroniske uskyld, som jeg som så mange andre fik ind med skolelærdommen i realskolen og som stadigvæk holder i kraft af sin sproglige vitalitet. Det var ordbær for en vordende litteraturmagister dengang i de sene tressere – og er det stadigvæk. Ordbær. Til lykke Klaus Rifbjerg.

Foto: Klaus Rifbjerg, ukendt fotograf 1958, lånt fra Danske Digtere i det 20. Århundrede

Torben har skrevet et digt i anledningen af dagen.

Vi har passeret halvtredsårsdagen (2. juli) for forfatteren, storvildtjægeren m.m. Ernest Hemingways død for egen hånd. Begivenheden er gået relativt ubemærket hen over den sommerferieramte danske avisverden. Informations David Rehling er en af undtagelserne med sin artikel om Papa Macho den 5. juli.

Og måske siger det også noget om vores forhold til denne myteomspundne forfatter, der om nogen var blevet indbegrebet af en mandlighed, som siden tresserne har været under kraftig beskydning – ikke mindst fra feministisk hold – og som i dag er henvist til oldboysomklædningsrum og andre af de få maskuline refugier, der stadigvæk er kvindefrie områder.

Nok var Hemingway en “mr. Macho”, men som hans sidste handling viste, så var det en tvetydig machismo, der bag den handlekraftige overflade gemte på en facetteret skrøbelighed. Rehling fortolker dobbeltheden som ‘at han ikke levede op til sit eget ideal’. En ‘rigtig mand’ sætter ikke jagtgeværets munding i sin mund og blæser knoppen af! Men har man kendskab til det 19. og 20. århundredes maskuline litteratur vil man vide, at macho-idealet altid kun har været et ideal. Machoen har også altid – et eller andet sted – været et bløddyr
Når Hemingway ikke fortjener at blive glemt her 50 år efter sin drabelige død, så er det på grund af hans bøger, på grund af hans skriftsprog, der ikke talte om følelser og i det hele taget lod betydningen ligge mellem linjerne, mellem ordene. Fordommene vil, at mænd helst ikke taler om følelser. Og på den led kan man mene, at også hans litteraturs økonomisering med udtryksmidlerne var et udslag af noget maskulint…

Jeg tror, jeg vil genlæse Hemingsway…

Har man ikke andet at bruge sine sparepenge på, så kunne man jo gå på Sothebys aution i januar og byde på Dylans håndskrevne manuskript til klassikeren “The Times They Are-A-Changin”. Manuskriptet forventes at kunne indbringe mellem 200.000 og 300.000 £. Og så er der tale om en lille stykke misfarvet papir med æselører og signeret: by Bob Dylan. Papiret har været i Kevin Krowns besiddelse. Han var en bekendt af Dylan, dengang han startede på den såkaldte Greenwich Village musikscene. Dylan passede ikke særligt godt på sine skriftlige udfoldelser, så det er et held, at Krown har bevaret dette klenodie. I juni måned blev John Lennons håndskrevne tekst til “A Day in the Life” solgt for 1.2 millioner £, langt over vurderingen. Så mon ikke også det vil ske med Dylans tekst?! Jovist, tressernes “ungdomsoprørere” og rebeller er kommet højt i kurs. [kilde: Telegraph]

I don’t know why I love her like I do
All the changes you put me through
Take my money, my cigarettes
I haven’t seen the worst of it yet
I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river, drop me in the water
Take me to the river, dip me in the water
Washing me down, washing me down

I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river and drop me in the water
Dip me in the river, drop me in the water
Washing me down, washing me down.

Kærligheden har mange metaforer. Vand er en af dem. Havet, floden. Men kærlighedens metafor kan også være et skib, som fx hos Anna & Kate McGarrigle. I Al Greens mesterlige sang “Take Me To The River” fra 1974 cirkulerer den våde metafor med alle dens konnotationer. Det dragende, det farlige, det opslugende og druknende.
Sangen er blevet fortolket i noget, der ligner en uendelighed, hvilket jo fortæller en del om sangens kvaliteter og holdbarhed. En af de bedste fortolkninger, jeg kender, er Talking Heads udgave, som er at finde på gruppens andet, mesterlige album “More Songs About Buildings And Food” fra 1978. Og så tog bandet også nummeret op i filmen Stop Making Sense. Og det giver god mening, for sangteksten er på linje med mysticismen i David Byrnes egne sange.

Take Me To The River – Talking Heads

Det må glæde den halvt intellektuelle, poesiglade Patti Smith, at hun er modtager af den prestigefyldte National Book Award. Også selv om det er i kategorien: fagbog. Prisen får hun for sin erindringsbog Just Kids, der handler om hendes samliv med fotografen Robert Mapplethorpe og hendes kamp for at gøre sig i kunstens verden. Til lykke.