CAPAC

“Kulturministeriet fejrede H.C. Andersen for 65 millioner – Søren Kierkegaard må nøjes med 1,75” skriver dagbladet Information i en artikelrubrik. Rubrikken – og artiklen om den mindrebemidlede filosofjubilar – fik mig til at standse lidt op og reflektere lidt over pengenes betydning i samtiden. Er du i tvivl om pengenes – eller økonomiens – betydning for samfundslivet anno 2013, så bladr lige dagens avis igennem eller følg med i de digitale nyhedsstrømme. Der er langt mellem nyheder, hvor pengene ikke på en eller anden måde er en vigtig forudsætning. Og denne konstatering fik mig til at spørge mig selv, om det er så vigtigt at fejringen af Søren Kierkegaard når samme svimlende økonomiske højder som eventyrforfatter H. C. Andersen?

Kan I huske fejringen af H. C. Andersen i 2005? Det, der står klarest for mig, var netop balladen om, hvordan pengene blev brugt. Fx historien om, at sangerinden Tina Turner fik et millionbeløb for at synge et par sange. Altså næsten det samme beløb, som det samlede budget for Kierkegaard-jubilæet løber op i! Sagt på en anden måde: Fejringen af Andersen var lidt af en skandale.

Selv om Kierkegaard er internationalt kendt og regnes for den største danske filosof osv., så er han – til forskel fra H. C. Andersen – ikke en folkelig skikkelse. Hvor de fleste danskere har stiftet bekendtskab med Andersens eventyr og historier – om ikke andet så i Disney-koncernens udvanding – så er det nok de færreste danskere, der rent faktisk har gnavet sig igennem Enten-Eller eller Kjærlighedens Gerninger.

Og Kierkegaards biografi har langt fra samme eventyrlige karakter som Andersens. Kierkegaards liv var – stillestående. Han rejste ikke ret meget – men gik mestendels rundt i København, når han endelig skulle bevæge sig – og oplevede ikke den samme sociale mobilitet som Andersen.

Men – hvad er det egentlig vi skal fejre, når Kierkegaard i år fylder 200 år? Jo, det vi skal fejre er den skriftlige efterbyrd, han frembragte ved sin skrivepult (som kan ses på Københavns bymuseeum…). Det er Kierkegaards skrifter, der for tiden er under udgivelse i 55 tykke bind under titlen Kierkegaards Skrifter, det handler om. Det er her, man møder Kierkegaards tænkning om filosofiske og teologiske problemer m.v. Det er ikke personen Søren, vi primært skal fejre, men den skriftmasse og det tankegods, han efterlod til os – for at vi skulle læse med og bliver klogere.

Min påstand er, at det nok skulle være muligt på et beskedent økonomisk budget at fejre Kierkegaards skrifter med manér. Gennem forelæsninger, foredrag, radio- og tv-udsendelser. Med det formål at ære manden ved at få flere til at læse noget af hans værk. Faktisk mener jeg, at man skulle have gjort det samme med H. C. Andersen. Uanset for kulørt og ‘filmisk’ hans levned var, så er det gennem værkerne de to forfattere lever videre, så vidt det overhovedet er muligt.

"It’s interesting that being in a pop band in the ’60s, for me, my role was not just entertaining. It was also slightly journalistic. … I would talk to people. I would find out what’s going on in their heads. I would observe them very, very closely. I will try to find things about them that would enrich not only my craft, but that would touch them.

"And Quadrophenia grew out of the fact that … for a lot of the time, I didn’t have that kind of access to the audience. I had to just look at the four guys in the band … I had to measure our audience through looking at them. And there were four very, including myself, four very eccentric characters … I still like to think of myself as, above everything else, as an artist with a stroke of journalism."

Pete Townshend

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min var altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion” udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderlgere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hånden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gå galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fået fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er også overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles årets bedste kriminalroman. Og bogen har fået tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da også ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, får et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slår vejen forbi pølsevognen på Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger på hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-årige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 år gammel sag om en niårig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, så synes jeg den mangler både fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række små kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fået dramaturgiske beta-blokkere. Sagt på en anden måde, så forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg på forhånd accepteret som et vilkår ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. Måske har jeg bare for høje forventninger til den så populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og måske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse på det tidspunkt.

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

Memoirelitteraturen vokser i rock- og poplandskabet. Ikke alt er lige interessant. Men når 70-årige Carole King udsender sine erindringer må det påkalde sig interesse hos enhver, der beskæftiger sig med populærmusik. Carole King – eller Klein som hun egentlig hedder – har gennem mere end halvtreds år sat sit markante fingeraftryk på poppen som sangskriver og udøvende kunstner. Samarbejdet med kollegaen Gerry Goffin i tresserne – og solokarrieren med flagskibet Tapestry – er ikke til at komme uden om.

Erindringerne har allerede fået blandet modtagelse, hvor man har hæftet sig ved både karrierens imponerende styrke, men også Kings tendens til at være snakkesalig. Men uomgængelig er bogen under alle omstændigheder. Hør hende selv præsentere den her.

Love makes the World