Indlæg tagget med Litteratur

Øjeblikket

13. oktober 2006

har ikke noget med Søren Aabye Kierkegaard at gøre (og så alligevel… ). Ind af brevsprækken dumpede det seneste nummer af kulturtidsskriftet Øjeblikket, og da vi her i bloggen gerne vil slå et slag for kulturtidsskrifter, ja, tidsskrifter i det hele taget, og andre skrifter, hvor fribårne, skrivende sjæle får afløb for deres skrivekløe og tankestrømme – og som et minimalt modspil til magthavernes pekuniære opfattelse af kultur – så frem i lyset med Øjeblikket! Om tidsskriftets historie, program m.m. kan man læse på foregående link.
Det nyeste nummer prydes – måske apropos Uffes indlæg om hårfarvning syd for navlen – af en række automatfotos af – ja – netop den del af den (kvinde)menneskelige hårpragt. Et foretagende ved navn KVAN lavede sammen med en flok feminister en happening, hvor de ved hjælp af en fotoautomat og en medbragt mælkekasse (til at stå på) fotograferede x-antal underliv på Københavns Banegårds Perron-9. Der har vist aldrig før været samlet så mange bare røve på det sted.
Projektet “kusser i øjenhøjde” blev til i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts – og indleder tidsskriftets temanummer om nøgent liv. Desværre kan vi ikke bringe en illustration, da skanneren har fået hedeslag. Så husarerne henvises til de foregående to indlæg. Kulturelt interesserede anbefales at købe eller låne tidsskriftet på biblioteket.

Susanne Brøgger – synger jazz…

7. oktober 2006

Jeg kan huske en tv-udsendelse med forfatterinden Susanne Brøgger, hvor hun havde en kendt amerikansk jazz-pianist, Kenny Drew, som klaverlærer. Derfor undrer det mig ikke, at man nu kan læse, at Susanne udsender sin første jazz-cd “Blå Biografi”. Som titlen antyder har sangene – ikke overraskende – rod i Susannes personlige liv. Om sit forhold til musikke siger hun: »Mit forhold til musik er et hjerteanliggende. I musikken er man dejligt fri for at mene noget. For mig er musik et frirum, men ikke kun et legerum”. Amen. På pladen får hun hjælp af en lang række kendte professionelle musikere. Og selv om hun spiller “forfærdeligt”, så er jeg sikker på, at det nok skal være værd at lyttet til. I hvert fald en enkelt gang…

Litteratur i øregangen – igen!

6. oktober 2006

Til dem, der ikke måtte have opdaget det, så fortsætter Danmarks Radion med at podcaste herlige oplæsninger af noveller og historier helt frem til d. 31. oktober. Se her! Denne gang kan man høre følgende litteraturstykker: Læs mere »

Alcohol – dagens suveræne tekst

1. oktober 2006

Alcohol
Here is a story about a sinner,
He used to be a winner who enjoyed a life of prominence and position,
But the pressures at the office and his socialite engagements,
And his selfish wife’s fanatical ambition,
It turned him to the booze,
And he got mixed up with a floosie
And she led him to a life of indecision.
The floosie made him spend his dole
She left him lying on skid row
A drunken lag in some salvation army mission.
It’s such a shame.

Oh demon alcohol,
Sad memories I cannot recall,
Who thought I would say,
Damn it all and blow it all,
Oh demon alcohol,
Memories I cannot recall,
Who thought I would fall a slave to demon alcohol.

Barley wine pink gin,
He’ll drink anything,
Port, pernod or tequila,
Rum, scotch, vodka on the rocks,
As long as all his troubles disappeared.
But he messed up his life and he beat up his wife,
And the floosie’s gone and found another sucker
She’s gonna turn him on to drink
She’s gonna lead him to the brink
And when his money’s gone,
She’ll leave him in the gutter,
It’s such a shame.

Oh demon alcohol,
Sad memories I cannot recall,
Who thought I would fall,
A slave to demon alcohol.

Tekst af: Ray Davies (The Kinks – Muswell Hillbillies, 1971)

Opdatering, mandag 2/9: Efter at have citeret ovenstående opdager jeg, at vi træder ind i uge 40! Og at også vores kindred spirit Klaus er inspireret af alkohol… Læs mere »

Bent Vinn Nielsen får Akademiets store pris

30. september 2006

DR Nyhederne meddeler nu, at Det danske Akademis store pris på 300.000 kr. denne gang går til den 55-årige forfatter Bent Vinn Nielsen. Og det synes blogbestyreren er et godt valg. Ud over at have skrevet en række læseværdige romaner, får Vinn Nielsen også afløb for sin skrivekløe i dagbladet Information, hvor han har en fast klumme, der både har vid og bid. Jeg kan kun anbefale, at man læser dem…

Bøger, læsning og “dannelse”

27. september 2006

Min gode medblogger Uffe har gjort det igen, skrevet et indlæg, som jeg ikke kommer uden om at kommentere. Indlægget hedder Litterære bekendelser og handler om Uffes kærlighed til bøgerne og hans måde at læse på m.m. Absolut læseværdig for bibliofile og andre bogorme!

Jeg vil da gerne bidrage til bekendelserne, til bekendelseslitteraturen, om man vil. Også jeg har det som Uffe: Jeg læser gerne flere bøger på samme tid. 5-6 stykker er ikke noget problem. Selv om der er en øvre grænse – lad os sige 10. Så længe min hukommelse er så god, som den er, er det en lise at læse flere gode bøger på samme tid. Læs mere »

Alfabetisme 2 – nogle strøtanker…

26. september 2006

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slå op i ODS, så Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse på dansk, selv om det da findes på andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fået Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid på bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og måske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle år siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi så, men vi snakkede også – sådan er det jo, når fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par år tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel på (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhånden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur måtte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle få undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han så en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde råd til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gå – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen også findes i Danmark, og at det måske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del år har jeg fx set, at vi får flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi får flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (århus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har også oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke på, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …

Mere markedsafkast

23. september 2006

Det blev ikke kun til musik og erotik på det hollandske marked, hvor den flinke mand ved døren forsikrede mig om, at der ikke blev fyldt mere på bordene denne gang… Godt så. Lidt faglighed kom der også ind i billedet. Faldt over Sven Møller Kristensens klassiske Digtning og livssyn fra 1959 (1. udgave, indbundet med næste helt smudsomslag og med et ex libris, der viser en munk fordybet i læsning i sit refugium – bep regeur…). Kristensen læser I.P. Jacobsen, Pontoppidan, Johs.V.Jensen, Jakob Knudsen, Nexø – og som den yngste, den desværre lidt glemte, H.C. Branner. Læs mere »

Frække bøger – mere fra det herrens marked

23. september 2006

Som lovet vil jeg vende tilbage til det meget omtalte hollandske marked, der kører en stund endnu. Jagten på interessante billigbøger lettedes af, at man kunne se forlagsikonerne på ryggen af bøgerne: Gyldendals traner, ugler, bekasiner osv., Hasselbalchs mølle, Stig Vendelkærs SV osv. Der var et væld af især Gyldendals klassikere fra glansperioden i tresserne, fx det meste af Hans Scherfigs romanserie.

Men, fundet af Uden en trævl og dens ‘milde og venlige porno’ fik mig ført i på erotiksporet. Nogen vil måske sige: fik ham afsporet… Hvorom alting er, så faldt jeg over to spøjse titler. Den ene var Den lystne Abbed ved L.H.Walker. Bogen udkom engang i tresserne (præcist hvornår fremgår ikke) på forlaget Obelisk, der også har andre artige sager på samvittigheden i den periode. Det var Lotte Wagner Smitts forsidetegning (dat. 1966), jeg faldt for. En smilende ungmø med fagre former og lille smilende abbed på hendes højre knæ. Tegningen har den uskyldige tone, som man ofte finder i datidens beskæftigelse med det erotiske. Den er svær at finde i dag…

Historien skulle ifølge Walkers oplysninger bygge på Abbeden af Choisys egne oplevelser med det smukke køn, inden han fik nok og lod sig præstevie. Man sporer den let moraliserende tendens, som også var typisk for datidens erotika. The Lascivious Abbot er oversat af Jørgen Bruun, der må have haft et muntert oversætterliv i tresserne.

Den lystne abbed mener jeg, at jeg er stødt på før uden at lade mig forføre til køb. Det gælder til gengæld ikke Karlo H. Petersens roman Og så er der bal bagefter (Thaning & Appel 1966). Romanen handler om en boksers liv i ringen og i sengen. Kort fortalt. Det interessante ved romanen er, at den er vinder af en romankonkurrence, udskrevet af EkstraBladet. Opgaven gik ud på at skrive den bedste danske erotiske roman. I bedømmelsesudvalget sad: Tove Ditlevsen, Ove Brusendorff (der var en stor kender af erotika og bl.a. udgave flere bøger om emnet), digteren og kritikeren Tom Kristensen, forfatteren og sprogmennesket Knud Poulsen (kendt for bl.a. sine tekster til teateret og tv) og – Ekstrabladets legendariske redaktør og Ditlevsens husbond – Victor Andreasen. Dengang tog man erotika alvorligt!
Bogen har ingen forbindelse til den danske film af samme navn (Edward Flemming, 1970). Jeg mener ikke at have set andre bøger fra Karlo H. Petersens hånd, men det er måske værd at undersøge. Det vil et nærmere studie afsløre…

Med i posen kom også en ordinær udgave af første bind af Bengt Anderbergs efterspurgte antologiserie Kærlighed med erotiske noveller, skrevet af gode svenske forfattere. Et udvalg fra de forskellige bind udkom for få år siden. Så meget om den erotiske lektyre.

På Herrens (hollandske) mark(ed)

22. september 2006

Så lykkedes det mig omsider – igen – at kigge ind på dette hersens Accord-marked ved siden af Netto, der ligger ved siden af det, der engang hed Biografen, men nu hedder et eller andet med Cine… Og, som man vil vide, hvis man læser Lars’ og Carstens blogs, så er det svært at undlade at købe noget, når man er til bøger, plader, cd’er osv. Med eller uden blød rygrad. Især, når prisen er helt nede i 10 pr. objekt.

Allerede inden for døren, hvor der stod et stort bord med plakater og deslige, var fælden ved at klappe. En stor plakat for en Warhol-film nærmest sprang op i ansigtet på mig, og det var kun, fordi jeg ikke anede, hvor den kunne komme op at hænge i hjemmet (hvor meget billedmateriale – blandt andet min elskede James Dean-plakat fra ungkarledagene – i forvejen er forvist til kælderen), at det køb ikke blev til noget. Selv om fristelsen til at forsøge igen i morgen lurer. Til gengæld faldt jeg så for meget andet.

I Henriks gamle blog har Jens Bjørneboes forfatterskab – i hvert fald den mere skandaløse del – tidligere været på tapet, og se, om ikke jeg faldt over et eksemplar af Uden en trævl. Den måttet jeg selvfølgelig have med hjem. Jeg husker endnu tydeligt den ufrivilligt komiske danske filmatisering af bogen med filmstjernen Ib Mossin (kendt fra adskillige Morten Korch-filmatiseringer) som Dr. Petersen og Anne Grete Nissen som den unge pige. Bogen koster mange penge i almindelig antikvariathandel, skal jeg hilse at sige. For slet ikke at tale om anden del.

Jeg måtte også have Klaus Rifbjergs Synderegisteret. Ikke, fordi den tilhører den bedste del af hans omfangrige forfatterskab, men fordi jeg har de to øvrige i den trilogi (der i øvrigt er udgivet i et samlet bind siden hen): Tidsmaskinen og Facitlisten. Begge også købt for næsten ingen penge… Men også, fordi jeg godt kan lide fabulanten og provokatøren Store Klaus for fuld udblæsning.

Selv om markedet har været i gang i lang tid, så var der nok af fristelser. Fx kunne man få det meste af Hasselbalchs (berømte) kulturbibliotek, flere af Jens August Schades skrifter og et hav af klassiske danske og udenlandske romaner. For slet ikke at tale om grammofonpladerne! Der var mange, der tydeligvis ikke havde tilbragt mange minutter på afspillerne. Og hvis man ellers kan huske, hvad der rørte sig i fx 1980’erne og 1970’erne kunne (kan!) man gøre gode køb.

Når fristelserne er svimlende, så bliver jeg nødt til at begrænse min søgning. Denne gang valgte jeg at (forsøge) at fokusere på billigbøger. Hvad kan man mon finde af spændende ting og sager. Det blev i første omgang til endnu en bog af nordmanden. Nemlig hans hovedværk og debut: Før hanen galer. Den handler om efterkrigstiden og koncentrationslejrene. Også en bog, der udkom på Stig Vendelkærs forlag. Den kan man stadigvæk købe antikvarisk for beskedne penge. Men det er jo heller ikke blød porno…
Mere i morgen om erotica m.m..

Colombo – og så mig

21. september 2006

Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo også kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, når nu serien er en global succes og har været det i mange år (uden, at det skal forstås således, at jeg går ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er måske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! Når jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, så keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
Måske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen på, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmålet whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager måske med en forklaring på problemet. Læs mere »

Miss Marple

18. september 2006

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde på min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genåbnet” på DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud på. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar på Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt på samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og så er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En på samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgåderne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med påtaget naivitet får de involverede politifolks undersøgelse til at fremstå som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fået båndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet på dvd. Julegaveønsket er på plads, og så kan jeg i aften sætte mig på plads og nyde “Hun døde ung”, når den ruller over skærmen kl. 22.00.

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til så mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var åndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der består af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder på Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom på, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med håret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, går han også i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter også hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green også ind på spørgsmålet om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det også er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – så har alderen kun betydning på den måde, at ca. 25 års intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forståelse, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green også pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos på en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Dødt stinkdyr på midten af vejen

15. september 2006

Apropos “dagens artikel” om stinkdyret får I dagens sangtekst af Loudon Wainwright III (fra hans tredje album):

Crossin’ the highway late last night
He shoulda looked left and he shoulda looked right
He didn’t see the station wagon car
The skunk got squashed and there you are!

You got yer
Dead skunk in the middle of the road
Dead skunk in the middle of the road
You got yer dead skunk in the middle of the road
Stinkin’ to high Heaven! Læs mere »