Indlæg tagget med Litteratur

Blow-up

26. august 2006

Dagens fødselar er den belgisk-argentiske forfatter Julio Cortazar (->), der forlod denne verden i 1984. Det viser sig, at han bl.a. har leveret forlægget til Antonionis filmklassiker Blow Up, der nemlig bygger på forfatterens historie Las Babas del Diablo,  (oversat til engelsk, men vist ikke til dansk). Det kunne jeg ikke huske. Antonionis film tilhører den kategori af film, der ud over at have en bestemt historie at fortælle, også handler om filmkunsten som sådan. Om voyeur-temaet, om forholdet mellem virkelighed og fiktion (ser jeg nu det, jeg ser…) osv. Peeping Tom er anden, Rear Window (Hitchcocks) en tredje. Jeg husker den også som en film, der er meget præget af tressernes smag for eksperimenterende udtryksformer. Fødselsdagen har givet mig lyst til et snarligt gensyn. Læs nærmere om filmen her: http://www.dbhome.dk/martin/film/antonioni/anto3.htm

The Doors in-a-box

26. august 2006

Nostalgiforlaget Rhino udsender om kort tid en boks med The Doors. Titlen er “Perception”, og sættet indeholder gruppens seks officielle pladeudgivelser i remasterede udgaver, plus en DVD med ny 5.1 DTS Sound Surround Mix. DVD’en indeholder sjælne lydoptagelser, videoer, lyrik og fotos. Blandt højdepunkterne på sættet er en hidtil ikke udgiven version af gruppens debutsang “Indian Summer” og alternative takes af flere klassikere, fx Love me two times. I forbindelse med bokssættets udgivelse udkommer også den første autoriserede selvbiografi “The Doors by The Doors” på forlaget Hyperion. Doors-fans glæder sig…

Coveret ovenfor er fra det dobbeltalbum, som The Doors udsendte med titlen Absolutely Live. På det tidspunkt, hvor pladen udkom, var jeg meget ung og havde ingen penge, så det var sin sag at få fat i den musik, man gerne ville have. Men en bekendt af mine forældre havde arbejdet på Thule Airbase og kom hjem med en masse musik, blandt andet denne Doors-lp. Da jeg havde gjort ham en tjeneste (slået græsplæne eller noget i den stil…) fik jeg lov til selv at vælge en plade. Enten Doors-pladen eller en med The Associations (mon nogen kan huske dem?!). Gæt, hvad valget faldt på… Associations, selvfølgelig. Siden fik jeg dog fat på Doors-pladen.

Ole Sarvig – Inspireret af Bo

25. august 2006

Ung nat

Maanen hang og kimede som en elektrisk klokke

i natten,

og alle hørte det.

Men sjælen løb henne paa en mark

og legede som en dreng.

(Ole Sarvig / Jeghuset, 1944)

PS. Den første gang, jeg mødte Ole Sarvigs digtning var i folkeskolen, hvor jeg havde en dansklærerinde, der interesserede sig meget for modernismen i dansk digtning. Hvor mange mon møder ham i dag – i folkeskolen?

Solvognen

22. august 2006

Dagens bogindkøb er Nina Rasmussens bog Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom. Jeg fandt den billigt i Kvicly Extra, men ville nok have købt den alligevel. Dette er jo en nostalgisk blog, og titlen fik billederne til at storme gennem min bevidsthed. Billeder af Solvognens medlemmer udklædt som indianere ved dansk-amerikanernes årlige møde i Rebild Bakker, billeder af medlemmerne udklædt som julemænd i Magasin og Illum, uddelende gaver til de forbipasserende osv. Solvognen forbinder jeg med den kulturelle og kunstneriske frodighed, som den venstresnoede ungdom stod for i 1970’erne med folk som Clausen og Petersens gadecirkus, Jomfru Ane Teater og Band, pladeforlaget Demos, Røde Mors kunstnerkollektiv og band m.fl. Den galskab, vildskab og humor, de stod for, kan jeg virkelig godt savne i disse konforme tider…

Nu er 1970’erne historie og mange af deltagerne i den tids bevægelser skriver nu erindringer. Og det er godt, for så kan vi få et andet og mere nuanceret billedet end det, medierne ofte leverer. Nina Rasmussen er en af dem (og du kan læse et uddrag af bogen her). Ole Grünbaum, den tidligere provo, er en anden (Bar røv i 60’erne).

Nina Rasmussen er nok mest kendt for sine populære rejsebøger, som hun skrev de fleste af sammen med Hjalte Tin (se Ninas og Hjaltes hjemmeside).

Aviser – Bo Green Jensen m.m.

19. august 2006

En syndflod af gratisaviser er over os. De bærer navnet med urette. De er ikke gratis. Indirekte kommer vi til at betale noget for de omdelte produkter. Og aviser er de kun i den forstand, at de bringer telegrambureauerne nyheder i – telegramform.

Jeg har i en længere periode læst Metro Xpress, Urban, JP og, hvad man ellers kunne møde på strækningen fra Århus mod syd. Det er som at spise en lille burger fra McDonalds. En meget kortvarig mæthedsfølelse, afløst af en sult efter rugbrød og andre solide spiser. Hvad, der bekymrer mig mest med hensyn til den nye mediedille, er papirforbruget. Hvor mange hektar skov skal der til for at forsyne danskerne med tre-fire-fem nye gratisaviser? Og hvad vil det gøre ved vores i forvejen hårdtarbejdende affaldssystem? Tænk på, hvor mange tons genbrugspapir, der hver dag vil følge efter de ordinære aviser og blade.

Hvis nu jeg kan slippe for at få dem inden for døren (indtil videre har jeg ikke set nogen…), så fred være med dem. De passer slet ikke til mit avisbehov. Jeg læser ikke aviser for dagens nyheder. Dem kan jeg få på anden vis. TV, radio og internettet bombarderer i forvejen en med overskrifter. Fx dækker tekst-tv fint mit elementære nyhedsbehov. Næ, en avis skal give mig baggrundstof, dybdeborende analyser og kritiske artikler om verdens fænomener.

Da jeg for en del år siden gik pø Danmarks Journalisthøjskole gik det op for mig, at en avis ikke er bedre end summen af de skriverkarle og -møer, der fylder dens spalter. Mange er Tordenskjolds soldater og skriver stort set ens, hvad enten de skriver i Ektrabladet, Berlingeren eller Information. Tænk blot på Lasse Ellegård. Men, de skriver ikke alle sammen lige godt og lige kvalificeret.

For øjeblikket kører der en diskussion i Weekendavisen om Lars Bukdahls evner som litteraturanmelder. Bukdahl har sikkert nogle kvaliteter, fx er han begejstret litteraturlæser, hvilket man ikke kan sige om alle anmeldere, og han fortæller vidt og bredt om de forfatterskaber, han synes om og holder af. Til gengæld lader han ofte de andre ligge. Ud fra et fagligt, litteraturkritisk synspunkt slår hans skriverier ikke rigtig til. Hans æstetiske holdning er pjanket og diffus. Hans forhold til den eksisterende litteraturhistorieskrivning lemfældig. Og ofte svigter han anmelderiets elementære elementer: En anmeldelse er – et eller andet sted – en produktbeskrivelse, en varebeskrivelse. Banalt nok. Derfor har læserne (og de forlag, der stiller anmeldereksemplarerne til rådighed) et principielt krav på, at få fx en ordentlig karakteristik af bogen (digtsamlingen, romanen osv.), en anstændig præsentation af forfatteren osv. Det kan og bør gøres bedre.

Avisen fortjener en fagligt kompetent litteraturkritiker, og det gør avisens læsere også. Så må man for min skyld gerne beholde Lars Bukdahl som underholder og nar i kulturstoffet. Jeg mener ikke, at det er Lars som person, der er problemet, men avisens kulturredaktør… Og man kan undre sig over, at avisen ikke gør brug af alle de ph.d’ere og litteraturforskere rundt omkring i dette land (nogle oven i købet arbejdsledige…), der kunne være med til at løfte niveauet. Til gengæld har avisen gode skribenter på andre områder. Hvad ville filmstoffet i Weekendavisen være, hvis det ikke var for Bo Green Jensen? Bo Green Jensen, som jeg har fulgt siden han var anmelder på det hedengangne musiktidsskrift MM (som jeg af pladsmangel afhændede for en slik engang i 1980’erne, suk!), er en af grundene til, at jeg stadigvæk abonnerer på avisen på trods af, at der også huserer et par irriterende pain-in-the-ass-højresnoede ignoranter blandt skribenterne. Bo Green skriver yderst kompetent, vidende – og ikke mindst dybt personligt – om de film, han har set.

Det personlige er han blevet kritiseret for, men for mig er det en kvalitet. Den personlige ideosynkrasi tillader den tilvænnede læser at skelne mellem det personlige og det almene. Information havde på et tidspunkt en filmanmelder ved navn Henning Jørgensen (jeg fandt aldrig ud af, hvorfor han stoppede!?). Hans høje æstetiske krav til filmene gjorde ham nådesløs. Kun få film slap igennem uden kritiske anmærkninger (Jeg husker kun Antonionis “Profession: Reporter”). Men, når man havde læst tilstrækkelig mange af Jørgensens anmeldelser, kunne man selv lægge to og to sammen og finde ud af, hvilke film, der var værd at se. Han forstod nemlig at lade kvaliteterne skinne igennem i sin kritiske optik. Selv om Bo Green Jensen ikke er tilnærmelsesvis så hard-core med hensyn til filmæstetikken, så har han samme kvaliteter. Man er ikke i tvivl om, hvornår en film er seværdig, og hvornår den ikke er det.

Günter Grass, Waffen SS – og Salman Rushdie

17. august 2006

Danske og udenlandske medier har tærsket langhalm den sidste uges tid eller mere på den berømte tyske forfatter Günter Grass‘ afsløring af, at han som hvalp var medlem af det berygtede Waffen SS under naziregimet. Det har haglet ned med kritik og nogle udenlandske medier har krævet, at Grass fratages den Nobel-pris i litteratur, han modtog i 1999. Det har Nobelpris-komiteen dog blankt afvist. Nu kommer den engelske forfatter Salman Rushdie Grass til hjælp i et avisinterview, hvor han påpeger, at Grass jo ikke har været involveret i krigsforbrydelser af nogen art, og at hetzen mod Grass har karakter af noget “medieskabt” (manufactured, er det ord han bruger). Grass selv har fra starten af understreget, at han har haft det skidt med sit ungdommelige engagement, at han ikke selv kan forstå, at han (som så mange andre unge!) lod sig forføre af nazismens retorik, og at han havde behov for at lette sin samvittighed, inden det er for sent. Grass er født i 1927.

Igennem de sidste årtier har vi set flere eksempler på sådanne mere eller mindre frivillige “afsløringer” af forfatteres, intellektuelles og andres nazistiske fortid. Lad mig i flæng nævne Knut Hamsum, Martin Heidegger, Paul de Man og den danske Niels Bukh. Der er selvfølgelig generelt set et behov for et opgør med forhistorien. En kritisk gennemgang af, hvad de enkelte sagde og gjorde dengang i nationalsocialismens periode. Men der er også brug for forståelse, overbærenhed og endda tilgivelse i nogle tilfælde. Der er behov for at forstå, om engagementet hører ind under de ungdommelige vildfarelser, der hører ungdommen til, dvs. den slags fejltagelser og tåbeligheder, vi alle gør som unge, og som er med til at danne og modne os som mennesker. Eller om der er tale om det voksne menneskes bevidste engagement i en forbryderisk ideologi. I nogle tilfælde – fx Martin Heideggers – er analysen vanskelig, fordi der indiskutabelt er en forbindelse mellem filosoffens samarbejde med nazisterne og hans filosofiske tænkning. I Grass’ tilfælde stiller sagens sig ganske anderledes: Hele sit voksne liv har Grass været pacifist og har stået som et humanistisk forbillede for mange tyskere i deres bearbejdning af fortiden. At køre voldsom hetz mod Grass er udtryk for mediernes grasserende nyhedshysteri. Det er nok ikke tilfældigt, at det netop er den fatwa-dømte og forfulgte Salman Rushdie, der så klart har sagt det.

Også den amerikanske forfatter John Irving har forsvaret Grass. I en email til AP skriver han: “Grass remains a hero to me, both as a writer and as a moral compass; his courage, both as a writer and as a citizen of Germany, is exemplary, a courage heightened, not lessened, by his most recent revelation”.

I den tyske avis die Zeit forklarer en tysk historiker opstandelsen omkring Grass indrømmelse med, at navnet Waffen SS tages i brug. Waffen SS var også involveret i de mest modbydelige forbrydelser (fx Auschwitz-kz-lejren) og vækker derfor de mest fjendtlige følelser hos folk. Det ændrer imidlertid ikke noget ved, at Grass deler skæbne med mange andre fra samme generation, der mere eller mindre ufrivilligt blev indrulleret i Waffen SS og andre nazi-grupperinger. Som historikeren udtrykker det: Grass historie er en ganske almindelig biografi fra den periode…
Ironisk nok har debatten om Grass’ fortid sat skub i salget af hans netop udkomne erindringer, og man må endnu engang erkende, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og at det oven i købet kan være den bedste reklame… Bogkræmmerne har sendt “At pille løg”, som bogen hedder i dansk oversættelse, på gaden to uger før planlagt for at – ja – høste frugterne af den standende debat.

Chelsea Hotel, 23rd St. West, New York

16. august 2006

Jeg vender lige tilbage til det berømte hotel, som fik Joni Mitchell til at skrive “Chelsea Morning”: Chelsea Hotel. I det foregående indlæg omtalte jeg en dokumentarfilm om stedet og dets beboere. Det ville være rart at se den igen. Men indtil videre kan man fornøje sig med en tre timer lang tema-udsendelse om dette mytologiske sted. Det er DR 2 – altså radioen – der d. 5. august i år sendte programmet, hvor krimi-magister og Politiken-journalist Bo Tao Michäelis og Anette Brun Johansen guider igennem. Programmet er garneret med musikalske indslag (fx Patti Smith) og oplæsninger af litteratur, der knytter sig til stedet. Programmet kan høres on-line.