Indlæg tagget med Litteratur

Finnegans Wake med musik

1. april 2015

James Joyces hovedværk Finnegans Wake er nok et af de mere svært tilgængelige stykker moderne litteratur fra det tyvende Ã¥rhundrede. Et hovedværk, de færreste har læst, men som ikke desto mindre er meget kendt – af omtale. Nu har nogen fÃ¥et den udmærkede idé at sætte teksten til musik. Waywords and Meansigns hedder projektet, der forvandler den joyceske tekst til en moderne audio. Det vil mÃ¥ske give nogen mulighed for at høre ordene ogsÃ¥? I hvert fald fortjener Joyce at bliver læst – ogsÃ¥ i dette Ã¥rhundrede. Lyt til smagsprøver lige her.

Pippi Langstrømpe – nu uden negerkonge

14. februar 2015

 

Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg pÃ¥ at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsÃ¥r gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, stÃ¥r bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sÃ¥dan:

“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stÃ¥ende. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og sÃ¥ kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.

Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.

Men efter min opfattelse er det ogsÃ¥ udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, sÃ¥ var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og sÃ¥ diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at fÃ¥ dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.

 

Bruce Springsteen og litteraturen

1. november 2014

I skipped most of college, becoming a road musician, so I didn’t begin reading seriously until 28 or 29. Then it was Flannery O’Connor; James M. Cain; John Cheever; Sherwood Anderson; and Jim Thompson, the great noir writer. These authors contributed greatly to the turn my music took around 1978-82. They brought out a sense of geography and the dark strain in my writing, broadened my horizons about what might be accomplished with a pop song and are still the cornerstone literally for what I try to accomplish today.”

Bruce Springsteen snakker om litteratur og læsning med New York Times.

Ã…rets Nobelpris i litteratur: Patrick Modiano

9. oktober 2014

N̴, s̴ blev det ikke ham den kenyanske poet. Ej heller den hypede japaner. Eller outsideren Bob Dylan. Men РPatrick Modiano.

For the art of memory with which he has evoked the most ungraspable human destinies and uncovered the life-world of the occupation”, som det lyder i prisgivernes begrundelse.

Jeg har ikke læst en linje af Modiano, og det er tvivlsomt om prisen her vil ændre på det. Men Den store danske beretter følgende om den franske forfatter:

Patrick Modiano, f. 1945, fransk forfatter. Patrick Modiano debuterede med La Place de l’Étoile (1968) og nÃ¥ede et stort publikum med de følgende romaner, som udspiller sig i besættelsestidens Paris, bl.a. La Ronde de nuit (1969) og Les Boulevards de ceinture (1972, da. Forstædernes boulevarder, s.Ã¥.).

Med besættelsen som en flimrende baggrund, hvor traditionelle venne- og fjendebilleder ofte skifter plads, indfanger disse romaner med psykologisk og stilistisk præcision en omflakkende søgen efter fortid og identitet.

Denne søgen anskues under nye synsvinkler i de senere romaner, bl.a. Rue des boutiques obscures (Goncourt-pris 1978), Fleurs de ruine (1992, da. Askeblomster, 1994) og Dora Bruder (1997), hvor netop de flimrende bevidsthedsbilleder udgør personens identitet.

Med en samling pÃ¥ tre noveller, Des inconnues (1999, Ukendte kvinder), viste Patrick Modiano pÃ¥ ny sin evne til med meget fÃ¥ midler at skabe suggererende fortidsglimt og hensætte sine personer i en fundamental usikkerhed.”.

Man kan så endnu engang konstatere af priskomiteen er gået sine egne veje og har overrasket igen. Og måske er det en styrke ved denne pris, at den har held til at pege på digtere, der ikke er så kendte i den store offentlighed, og som derfor får en chance for at få nye læsere.

SÃ¥ alt er ved det gamle med den pris…

 

 

Krimilæsning – den fortsatte saga om den dÃ¥rlige litteratur

24. april 2014

I mit fortsatte forsøg pÃ¥ at forstÃ¥, hvorfor krimien er sÃ¥ populær i disse Ã¥r, er jeg kommet til den berømmede journalist, musiker og forfatter Jo Nesbø og hans roman Genfærd. Jeg er halvvejs inde i romanen og mÃ¥ erkende, at jeg nok ikke bliver enig med de lobhudlende anmeldere, der falder i lettere svime over bogen. Jeg synes ganske enkelt, at Jo Næsbo ikke skriver særlig godt. Jeg har svært ved at goutere hovedpersonen Harry Hole og jeg synes plottet i bogen – hvis man ellers kan tale om et plot – er omstændeligt og alt for kulørt indviklet til at fænge min interesse. Bogen er – sÃ¥ langt jeg er kommet med den – et eksempel pÃ¥ den elefantiasis, der har grebet en del af krimierne. Man tror mængden af sider kan kompensere for et godt, stramt styret plot, klart tegnede personer og præcise miljøbeskrivelser. Jeg tror, man ville gøre klogt i at gÃ¥ tilbage til de gamle mestre – fra Christie til Chandler – og lære et og andet om begrænsningens kunst.  Men nu vil jeg sÃ¥ læse den færdig og kaste mig over en anden for at se, om det skulle lykkes at finde noget, der bÃ¥de er kriminalistisk spændende og velskrevet.