I år ville den amerikanske beat-generation-frontfigur og forfatter Jack Kerouac være fyldt 85. Og i går var det nøjagtig 40 år siden, han betalte prisen for årtiers heftig drikkeri og udåndede på St. Anthony’s Hospital i St. Petersburg, Florida. En passende lejlighed til at læse den nye, ucensurerede udgave af On the Road.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
I’m not sleepy and there is no place I’m going to.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.
Though I know that evenin’s empire has returned into sand,
Vanished from my hand,
Left me blindly here to stand but still not sleeping.
My weariness amazes me, I’m branded on my feet,
I have no one to meet
And the ancient empty street’s too dead for dreaming.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
I’m not sleepy and there is no place I’m going to.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.
Take me on a trip upon your magic swirlin’ ship,
My senses have been stripped, my hands can’t feel to grip,
My toes too numb to step, wait only for my boot heels
To be wanderin’.
I’m ready to go anywhere, I’m ready for to fade
Into my own parade, cast your dancing spell my way,
I promise to go under it.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
I’m not sleepy and there is no place I’m going to.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.
Though you might hear laughin’, spinnin’, swingin’ madly across the sun,
It’s not aimed at anyone, it’s just escapin’ on the run
And but for the sky there are no fences facin’.
And if you hear vague traces of skippin’ reels of rhyme
To your tambourine in time, it’s just a ragged clown behind,
I wouldn’t pay it any mind, it’s just a shadow you’re
Seein’ that he’s chasing.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
I’m not sleepy and there is no place I’m going to.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.
Then take me disappearin’ through the smoke rings of my mind,
Down the foggy ruins of time, far past the frozen leaves,
The haunted, frightened trees, out to the windy beach,
Far from the twisted reach of crazy sorrow.
Yes, to dance beneath the diamond sky with one hand waving free,
Silhouetted by the sea, circled by the circus sands,
With all memory and fate driven deep beneath the waves,
Let me forget about today until tomorrow.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
I’m not sleepy and there is no place I’m going to.
Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,
In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.
Nogen vil indstille Bob Dylan til den litterære Nobel-pris. Og det har selvfølgelig allerede givet anledning til debat. Man fornemmer, at et af problemerne er, at Bob Dylan ikke er en digter af den gammeldags slags. Sådan en, der sidder på sin flade og skriver poesi med blyant, pen, skrivemaskine eller – hvis det går højt – elektronisk tekstbehandlingsanlæg.
Dylans tekster har altid været en del af hans musik. Jeg er sådan ligeglad med, om han får den pris eller ej, for Nobel-prisen i litteratur har altid været kontamineret af (kultur)politik. Mangen en god forfatter har været indstillet uden nogensinde at få den. Eksemplerne er legio. Er man i tvivl om Dylans format som digter, så køb hans samlede lyrik på engelsk (fås i paperback).
Mr. Tambourine Man er måske ikke Dylans bedste stykke poesi, men det er stadigvæk en af mine yndlings-Dylan-sange….
Lige som der er melodier, der følger en trofast gennem livet og minder en om tid og sted på livets roadmap, så er der også tekster fra den store sangskat, som bliver ved med at dukke op i hovedet og kommentere og fortolke hændelser og situationer på dagen og vejen. En sådan tekst er Bob Dylans Balad of a thin Man. Min engelsklærer i gymnasiet ville gerne se den som et billede på situationen ved det grønne klæde. Og det er også en mulighed. Men ellers er sangen en sang om en følelse, jeg tror, vi alle kan blive grebet af, hvor livets meningsfuldhed tynder ud, sprækker, glider os lidt af hænde, og vi bliver sendt tilbage til det eksistentielle nulpunkt, som altid er en mulighed i en kaotisk verden.
Det var forfatteren Jan Sonnergaard, der gjorde op med forestillingen om, hvad man kan betitle et stykke litteratur med. Radiator. Går det? Selvfølgelig gør det. Og man kan også synge om de store danske møbelarkitekter, som Brødrene Olesen gør i sangen “I det hus du kalder dit hjem” (Hårdnakket Idyl, 2003).
“Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
– og Kaare Klint
Mon jeg en dag kunne få lov til at bo….”
Hele teksten kan læses på www.olesen-olesen.dk (sammen med alle de andre).
Et venligt menneske har foræret familien nogle Morten Korch-filmatiseringer. Det er, mellem os sagt, mange år siden, jeg så en af de film. Siden er det kun blevet til glimt, når tv har vist dem. Det er ikke, fordi jeg egentlig har noget mod den genre, selv om den selvfølgelig giver et forløjet og romantiseret billede af, hvordan det engang var på landet. Men et eller andet sted i folkesjælen ligger Morten Korch-idyllen med al dens forlorne, biedermeierske hygge og “folkelighed” og vugger som en forestilling om, hvordan det burde være derude på landet. Som en kulørt brik i det Danmarks-billede, som Dansk Folkeparti dagdrømmer om. Et driftigt liv i pagt med dyr og anden natur – og med kærlighed mellem en mand og en kvinde (som kender sin plads) og happy-end, ja, i enden af filmen. Så er det, jeg tænker, hvordan mon en Morten Korch-film ville tage sig ud, hvis den skulle udspille sig i vor tids moderne, industrialiserede, teknologiske landbrug? Med store økonomiske problemer, gylletanke så store som søer, svinestalde med titusindvis af svin, der bliver maltrakteret – pisket med plastikkæppe – i profittens tjeneste? Er du dus med himlens fugle og skovens grønne trææer?
Om et par dage. Og i NME kan man læse, at et digt af samme Dylan er sat til salg på Christies i næste måned. Digtet med titlen “Little Buddie” er skrevet dengang, han endnu “kun” hed Robert Zimmeman og var en meget ung mand på 16 år – og på sommerlejr i Webster, Wisconcin. I følge rygtene handler digtet om en hund, der dør i armene på en beruset mand. Den unge Zimmerman skrev digtet til sommerlejerens avis i 1957. Det er avisen redaktør, der har gemt digtet, og nu vil hun så sælge det for at skaffe penge til støtte for samme sommerlejr. Det forventes at indbringe 10-15.000 dollars. På auktionen sælges også andre relikvier…
Den engelske forfatter J. G. Ballard har ladet pennen falde, har slukket pc’en, i en alder af 78 år. Dødsårsagen angives at være følgerne af en prostata-kræftsygdom.
Ballard har især skrevet romaner og noveller og betragtes som en af fornyerne af science-fiction-genren. Jeg har ikke læst alt, hvad Ballard har skrevet, men to af hans romaner har været store læseoplevelser for undertegnede. Eller rettere: læse- og filmoplevelser. Det drejer sig om den selvbiografisk funderede Empire of the Sun fra 1984, hvori han fortæller om en drengs oplevelser i Shanghai i årene under anden verdenskrig. Steven Spielberg leverede en fremragende filmatisering af bogen i 1987.
Den anden bog er Crash fra 1973. Også denne bog er blevet filmatiseret, nemlig af David Cronenberg. Efter min mening er det en af de allerbedste film fra de seneste 25 års filmkunst. En tankevækkende, allegorisk fortælling om menneskets fetichistiske dyrkelse og afhængighed af teknologien (i form af automobilet). Den dysforisk-kritisk fremstilling af mennesket i den moderne tidsalder, hvor mennesket er i sine teknologifikserede drifters vold.
Tak for oplevelserne Ballard. Og hvil i fred.
Opdatering: Klaus gør mig opmærksom på, at Ballard skrev sine tekster på en gammel Remington – og derfor ikke på en PC. Vi bekagler.
Da jeg var en 13-15 år brugte jeg megen tid på det lokale skolebibliotek for at synke ned i obskure bøger, der kunne fortælle mig noget om den dragende og frastødende voksenverden, som ventede mig lige om lidt. Og jeg kan huske, at jeg med stor appetit og lyst kastede mig over Tom Wolfes beretning om Ken Keasey og The Merry Prankster med den danske titel “Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget”. Ikke mindst det farvestrålende, hippe omslag (med en dominerende orange farve, så vidt jeg husker) tiltrak mig som en magnet. Jeg tror ikke, at jeg forstod halvdelen af, hvad jeg læste. Men sådan er det jo med læsningen i den alder. Først med tiden går det op for en, hvad man har slugt med åbne og modtagelige øjne og ører.
Nu kan jeg så læse på nettet at selvsamme værk, hvis engelske titel er “The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby”, skal filmatiseres. Det er den anerkendte instruktør Gus Van Zant, der påtager sig den “umulige” opgave at overføre boen til lærredet…
Det kunne godt ligne Kurt Vonnegut at sende en hilsen fra det hinsides. I hvert fald forlyder det, at Delacort Press snart udgiver en post-hum novellesamling med titlen “Look at the Birdie”. Og mere skulle være på vej, da Vonnegut efterlod sig en betragtelig manusbunke. I 2008 udkom også Armageddon in Retrospect.
Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.
Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.
Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…
Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.
For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.
Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.
“Jeg forsvarer disse onde, idiotiske, dårlige, smagløse Muhammed-tegninger. Skal de ansvarlige finde sig i mordtrusler? Nej, nej, nej. Der giver jeg mig under ingen omstændigheder. Salman Rushdie har jeg også støttet hele vejen, efter fatwaen mod ham for 20 år siden. Jeg var personligt involveret, da de tyske forlag stiftede et kooperativ, der kunne udgive »De sataniske vers«, fordi intet enkeltforlag ville lægge navn til. Ytringsfriheden må for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.”
Hans Magnus Enzensberger – læs resten her.
Hun var en dark horse i forbindelse med sidste uddeling af Nobels Litteraturpris, og det siger vel alt om hendes internationale renommé. Dansk lyriks Grand Old Lady. Hvorfor skulle hun falde bort nu? Vi er endnu ikke kommet os over Jacs alt for tidlige bortgang! Hvil i fred.
vandtrapper stenhimle vindhuse
luftkældre regnhjerter sandkroppe
klippemunde flodmaver iskøn
snelunger kulhjerner skyfingre
saltnerver jordøjne hjertesorg
(det)
Læs også SUTs nekrolog i Politiken
På torsdag fylder forfatteren til “Catcher in the Rye” – “Griberen i rugen” og “Forbandet ungdom” på dansk – 90 år. Men medierne må til deres store fortrydelse skrive om det, manden var for årtier siden. For Salinger lever tilbagetrukket i Cornish, New Hampshire og lader sig hverken interviewe eller fotografere. Og hans naboer er tavse som graven.
Salinger har ikke udgivet noget siden midten af tresserne, hvor “Hapworth 16, 1924”, en novelle, udkom som samizdat. Nysgerrige sjæle undrer sig over, hvad han mon har fordrevet tiden med siden dengang? Skriver han stadig. Venter der et bjerg af litteratur på udgivelse posthumt – eller smider han det løbende i brændeovnen? Eller sidder han bare og triller tommelfingre og lever af de penge, som Catcher stadigvæk indtjener? Who knows! I hvert fald til lykke med dagen.
Min første tanke var: Hvor er det dog ærgerligt! Kort tid efter at fået Det Danske Akademis store pris for sit særprægede kærlige forhold til vort Modersmål er F. P. Jac død. Selvfølgelig vidste man godt, at Flemming Palle Jacobsen havde brændt sit lys i begge ender og på midten, men alligevel. Dansk litteratur er ikke den samme uden en original som F. P. Jac.
stille og roligt sole sig i verden
Hvil i fred, Flemming Palle…
Den afdøde New Journalism-forfatter, syrehoved og meget mere Hunter S. Thompson, der stod model til Doonesburys tegneseriefigur Duke har posthumt fået udgivet en fem-cd-boks med tanker og refleksioner, som blev indspillet i årene 1965-1975. Optagelserne har ikke tidligere været udgivet, men har ligget på bånd i kælderen i Thompsons hus i Woody Creek, Colorado. Boksættet rummer også en lille bog med sjældne fotos af hovedpersonen og illustrationer af ingen ringere end Ralph Steadman. En oplagt fødselsdagsgave for tilhængere af denne velskrivende galning…
