Indlæg tagget med Litteratur

Colombo Рog s̴ mig

21. september 2006

Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo ogsÃ¥ kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, nÃ¥r nu serien er en global succes og har været det i mange Ã¥r (uden, at det skal forstÃ¥s sÃ¥ledes, at jeg gÃ¥r ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er mÃ¥ske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! NÃ¥r jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, sÃ¥ keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
MÃ¥ske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen pÃ¥, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmÃ¥let whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager mÃ¥ske med en forklaring pÃ¥ problemet. Læs mere »

Miss Marple

18. september 2006

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde pÃ¥ min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genÃ¥bnet” pÃ¥ DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud pÃ¥. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar pÃ¥ Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt pÃ¥ samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og sÃ¥ er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En pÃ¥ samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgÃ¥derne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med pÃ¥taget naivitet fÃ¥r de involverede politifolks undersøgelse til at fremstÃ¥ som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fÃ¥et bÃ¥ndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet pÃ¥ dvd. Julegaveønsket er pÃ¥ plads, og sÃ¥ kan jeg i aften sætte mig pÃ¥ plads og nyde “Hun døde ung”, nÃ¥r den ruller over skærmen kl. 22.00.

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til sÃ¥ mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var Ã¥ndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Dødt stinkdyr på midten af vejen

15. september 2006

Apropos “dagens artikel” om stinkdyret fÃ¥r I dagens sangtekst af Loudon Wainwright III (fra hans tredje album):

Crossin’ the highway late last night
He shoulda looked left and he shoulda looked right
He didn’t see the station wagon car
The skunk got squashed and there you are!

You got yer
Dead skunk in the middle of the road
Dead skunk in the middle of the road
You got yer dead skunk in the middle of the road
Stinkin’ to high Heaven! Læs mere »