Indlæg tagget med Litteratur

“Das Kapital” – som film

7. december 2008

Det skulle være sikkert og vist, at den berømte russiske filminstruktør Sergej Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin m.fl.) og den irske forfatter James Joyce (Ulysses, Finnegans Wake m.m.) mødtes en novemberdag i 1929, hvor de blandt andet snakkede om filmatiseringen af Joyces “Ulysses” – og Karl Marx’ “Das Kapital”. Samtalerne fandt sted få dage efter det store børskrak, den Sorte Fredag.
Umiddelbart lyder det som et vidtløftigt projekt. Hvad skulle den joyceske roman og Marx’ økonomiske kritik have med hinanden at gøre? Jo, Joyces roman handlede blandt andet om et subjekt, der ikke er tekstens herre, men på det nærmeste flyder med teksten som en prop i Liffey floden og går i opløsning. Og Kapitalen kan læses som en fortælling omvarernes, pengenes og kapitalens odysse – og om bugøjsernes og proletarerne som marionetter i et økonomisk spil, de ikke er herre over. Eisenstein havde æstetiske forestillinger om et filmsprog, der brød med ikke bare den traditionelle linieære fortællestruktur, men også sin egen montage-teknik.

Nu – midt i den aktuelle, globale finansielle krise – tager tyskeren Alexander Kluge – som folk, der læste på universitetet i halvfjerdserne vil huske som medforfatter til bogen ‘Offentlighed og Erfaring’ – tråden op fra Eisensteins idéer og udsender tre DVD’er med titlen Nachrichten aus der ideologischen Antike, Marx – Eisenstein – Das Kapital, der gennem 55 kapitler forsøger at realisere nogle af Eisensteins tanker, heriblandt fremstillingen af dele af Kapitalen i en visuel og musikalsk form.

Bob Dylan – digte fra tresserne

7. december 2008

Ikke alene kommer gode, gamle Bob igen til landet næste år, men han har også udsendt et par håndfulde digte – 23 helt præcist – som han skrev engang tidligt i tresserne. Hollywood Foto-Rhetoric: The Lost Manuscript er titlen på udgivelsen, der ud over Dylan-digtene består af fotografier taget af Barry Feinstein. I følge New York Times anmeldelse består fotografierne af uglamourøse billeder af Hollywood fra dengang. Herunder fotos – ikke altid flatterende – af Hollywood-stjerner som Bette Davies, Jane Mansfield og Judy Garland. Dylans tekster er små poetiske stykker i stil med Beat-generations-digternes værker.

off an runnin
runner up
bound t go
bust the top
just t find out
what i’m missin.

from the outside
lookin in
every finger wiggles
the doorway wears long pants
an slouches
no rejection
all’s fair
in love and selection.

Mads Doss han var en en kon koltringsknæjt

27. november 2008

Her til morgen greb jeg mig selv i at nynne nedenstående sang, som jeg ofte hørte og brummede med på, da jeg gik i folkeskolen. Den var et hit blandt pigerne. Jeg kan huske, at jeg undrede mig meget over, hvad en “kon koltringsknæjt” var for en størrelse. Og min lærer var flink til at forklare det (kon betyder en lille smule, koltring er en halvvoksen knægt).


Mads Doss
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hun swedt, å somti hun frøs,
den drywwen slet ett hun ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sang:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sang, så de gjall owwe mosser og kjaer:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Såen gek da en sommer, å da gik flier.
Lieg kjærrester så de fann o da.
I hien kam di no ikke mier,
men hjemm ve hweranner di lo da.
å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Tekst: St. St. Blicher, 1842

Han flåede hendes BH af…

24. november 2008

”Han flåede hendes BH af, befølte hendes bryster og sukkede: ”Dine blå vener er himmelske.”

Så er tiden inde til dette års “Bad Sex in Fiction”-pris, der vanen tro uddeles af The Literary Review. Blandt de nominerede til den tvivlsomme ære er blandt andre Salman Rushdie, John Updike, Gabriel Garcia Marquez  og Paul Theroux.

Rushdie står for følgende bidrag.

” … Let’s, you know, caress each other in five places and kiss in
seven ways and make out in nine positions, but let’s not get carried
away.” In reply, Boonyi pulled her phiran and shirt off over her head
and stood before him naked except for the little pot of fire hanging
low, below her belly, heating further what was already hot. “Don’t you
treat me like a child,” she said in a throaty voice that proved she had
been unsparing in her drug abuse. “You think I went to all this trouble
just for a kiddie-style session of lick and suck?”

The Guardian bringer de andre uddrag in extenso her. Nej, der er sørme svært at skrive om erotik.

Update: Og vinderen er.

Onkel Danny på film

6. november 2008

Berlingeren omtaler i dag en interessant film om Dan Turèll. Mon ikke DR snart viser den, sådan som de har for vane med den slags gode dokumentaristiske film? Vi håber…

Oscar Wilde – med Dorian Gray i Læsehippologisk Søndagsklub

22. oktober 2008

Uffe gjorde alvor af en idé, jeg nærede et stykke tid, men ikke fik mig taget samme til at realisere: en lille læseklub i blogland. Læsehippologisk Søndagsklub. Tak Uffe, du er en guttermand! Som det tegner sig nu en uprætentiøs, afslappet meningsudveksling m.m. om udvalgte værker – from the past. Det kan vi kun deltage i.
Det første valg gælder bloggens tænkemester Oscar Wildes roman The Picture Of Dorian Gray, der oven i købet er blevet fordansket for ganske nylig og udsendt på Det Lille Forlag (tag det som et tip til velgørende læsning!). Og jeg måtte grave mit eget eksemplar frem fra reolen. Det drejer sig om en version fra New American Library, anno 1962. En lille hardback-udgave, der også rummer nogle noveller, tekstnoter og en udvalgt bibliografi. Jeg kan tydeligt huske, at jeg købte den i Stakladen – et udsalg i et stort kælderlokale – det år, hvor jeg startede som grøn student på århus Universitet. året var 1973 (jeg har med sirlig rød tusch-skrift allerbagest i bogen noteret, at “denne bog tilhører stud.mag…”. Og det gør de nså stadigvæk. Jeg må være gået i gang med den umiddelbart efter. I bogen er der sirlige lineal-understregninger med blåt blæk af visse Wildeske sentenser. I gymnasiet havde vi læst The Importance of Being Earnest, et stykke, der gav capac smag for det uforlignelige Wildeske vid. Nu er vi så tilbage igen. Nostalgien råder. Parallelt læser jeg også andet. Tilfældigvis Bo Green Jensens erindringsstykker Dag for Dag fra 1998, hvor nostalgien også råder, og hvor Jensen også kommer ind på det med at huske, hvor og hvordan bøger blev læst… Sådan griber tingene på forunderlig vis ind i hinanden.

Balladen om Nobels Litteraturpris

12. oktober 2008

Næppe har den franske forfatter Le Clezio modtaget den prestigefyldte litteraturpris for 2008, før de kritiske røster runger i medierne. Hvorfor blev det ikke en anden? Og har Le Clezio ikke haft sin bedste tid for mange år siden? Og…
Slap dog af! Det er bare en lille svensk komité, der en gang om året afgiver sin ideosynkratiske udmærkelse til et forfatterskab. Ganske vist er der mange penge forbundet med tildelingen (og måske forklarer det en ikke uvæsentlig del af al den ståhej, der er om prisuddelingen!), men i grunden er det blot en lille flok mere eller mindre selvbestaltede smagsdommere, der står bag. Deres vurdering kan være lige så god som andre litteraters, men hverken mere eller mindre. Så tag det ikke for mere end det er. En anerkendelse fra nogle litteraturlæsere.
For mig har denne prisuddeling – som andre prisuddelinger inden for samme felt -kun haft den ikke ubetydelige funktion, at den kastede lyskeglen på et forfatterskab, som man enten kendt i forvejen – eller som var gledet ud i skyggen. Det sidste er tilfældet med Le Clezio, der fik nogle fine anmeldelser herhjemme i firserne, men siden både mistede sin danske forlægger og derfor også anmeldernes omtaler…

Nobels litteraturpris – hvem mon får den?

9. oktober 2008

Netop nu afgøres det, hvem der skal have den prestigefyldte litteraturpris fra Sverige. Die Zeit har ladet en lang række litteraturkendere give et bud på en god kandidat. Og overraskende nok (eller måske netop ikke) peger flere på vores egen lyriker Inger Christensen! Læs selv (på tysk) her.

Opdatering: Nej, det blev ikke Inger, der fik den. Heller ikke Philip Roth, selv om flere havde peget på den store amerikaner. Derimod blev det franskmanden Jean Marie Gustave Le Clézio.

Alexander Solsjenitsyn – Den første kreds I-II

25. august 2008

Det var næppe nogen tilfældighed, at det lokale genbrugscenter havde fyldt vinduet op med bøger af Alexander Solsjenitsyn. For det er jo ikke mange dage siden, at den store kæmpe i moderne russisk litteratur takkede af og forlod denne verden. Blandt nogle bogklubudgaver af Kræftafdelingen (capac køber aldrig bogklubudgaver…) lå så førsteudgaven af det digre værk om Den Første Kreds og sprang i øjnene med sit tresser-Gyldendal-typiske omslagslayout i røde og orange farver (af Austin Grandjean). To bind i god stand for 45 kr. Sandsynligvis kun læst en enkelt gang og med den tidliger ejers – I.S.Andersens – navn tilføjet på titelsiden med et lille gummistempel (af den gammeldags slags, der er så blødt, at det sætter spor efter stemplets kant). Små 800 sider fra 1968. Jeg kan endnu huske, hvilken furore Solsjenitsyns bøger gav anledning til dengang. For mig var det et tidligt vidnesbyrd om, at litteraturen ofte kommer sandheden nærmere end alskens journalistiske dokumentationer. Og fænomenet Solsjenitsyn gav mig også tidligt en afgrundsdyb mistro til enhver statsmagts indbyggede tendens til at blive et politisk undertrykkelsesapparat over for befolkningen. Uanset hvilket ideologisk system, det så måtte tjene…

Kafka var en gammel gris!

10. august 2008

En engelsk skribent og akademiker ved navn James Hawes har gjort den sensationelle opdagelse, at forfatteren Franz Kafka var til porno. Han abonnerede nemlig på de degenerede tidskrifter Der Amatyst og Die Opale, hvor man kunne finde “kunstværker”, der gengav både scener med fellatio og girl-on-girl-action. Det er dagbladet Information, der bringer historien om skandalebogen. Og billedet af en Franz Kafka, der med røde kinder og sved på panden studerer obskøne scenerier, passer dårligt ind den helgengørelse, som er blevet Kafka til del. Kafka som det nærmest aseksuelle og fromme menneske, der ikke rigtig kunne realisere et kærlighedsliv og derfor kanaliserede energien over i kunsten. Følgelig må Kafka jo vippes ned af piedestalen, ikke? For man kan jo ikke være til porno eller have seksuelle fantasier, der går ud over de ægteskabelige pligter, uden at være en dårlig kunstner ikke? Det kan vi slet ikke forestille os. Lige som det er forstyrrende at tænke på H.C. Andersen som en flittig onanist, når man lige har læst om den lille havfrue, ikke? Jo, nypuritanismen er sandelig nået frem til litteraturhistorien! Hvad bliver mon det næste? Afsløringen af James Joyce som ægteskabsbryder!? Shakespeare som bifil orgiedeltager?! Vi kan slet ikke vente på de næste afsløringer af liderlige forfattere…

Skriften på stenen – om grafitti, hærværk og kultur

2. juli 2008

 

For ikke så længe siden aflagde jeg Assistens Kirkegård i København et besøg. Kirkegården er en oase i København. Og et historisk og kulturelt monument over byens liv. Her ligger videnskabsmænd, filosoffer og digtere side om side med andre borgere, der på hver sin måde har bidraget til storbyens liv. I dagens aviser kan man læse, at H. C. Andersens gravsten har været udsat for grafitti. Nogen har skrevet “69 DANSK KULTUR” på stenen ((1. Uden at vide det, kunne man tænke sig, at “69” er en henvisning til et noksom bekendt ungdomshus på Jagtvej, der blev revet ned på skammeligste vis. Siden vågnede nogle politikere op og gav de unge et andet sted at være. Godt så. Men måske man så skulle overveje at give de unge lidt dannelse også, når man nu alligevel har pungen fremme. Så havde man måske undgået hærværket mod eventyrdigterens sidste sten…)) Og selv om man har forsøgt at fjerne det fra sandstensmonumentet, så er det stadigvæk læseligt. Hærværk? Ja, for grafitti er pr. definition hærværk. Det hører med til grafitti-udtrykket, at det krænker – ejendomsretten, love, regler, forordninger osv. Alt, hvad der repræsenterer den offentlige orden. Når grafittien ophøjes til “kunst”, civiliseres på dertil indrettede skriveflader eller lige frem indlemmes på kunstmuseer, så er det ikke længere grafitti.
Forklaringen på H. C. Andersen-hærværket skulle være, at man er begyndt at rense muren rundt om Assistens Kirkegård for grafitti. At der derfor er tale om en slags hævn. Intet er helligt for grafittien. Den er respektløs, grænsesøgende, grænseoverskridende. Derfor er den forbudt. Den er en moderne arvtager til fortidens udskårne hjerter på træerne, lokumspoesien og de indristninger, der har fulgt mennesket siden tidernes morgen. Den repræsenterer et aspekt ved skriften som sådan, ved poesien, litteraturen. Et basalt aspekt, der vedrører det at sætte sig spor. Kilroy was here.

Apropos: Gravfred

Franz Kafka smiler

2. juli 2008

I gymnasiet var tysk et af mine yndlingsfag. Og Franz Kafka en af mine litterære idoler. Jeg skrev stile om hans noveller, godt hjulpet på vej af Villy Sørensen. Franz er stadigvæk en af mine yndlingsforfattere. Man kan ikke rigtig blive færdig med ham. Sådan er det med store forfattere og digtere. I morgen ville han så være blevet 125 år gammel, hvis altså ikke han allerede havde forladt denne verden i en alder af kun 40 år.
I en artikel kan man læse om den lyse side af mennesket Franz Kafka. Som om det skulle være nogen overraskelse, at mennesket bag bøgerne også havde en lys side. Han var jo et menneske. Men sådan noget er overraskende, når man ikke kan skelne litteraturen fra mennesket bag. Derfor finder nogen det også interessant, at H. C. Andersen skrev ned, hvor mange gange han onanerede og, at Karen Blixen led af efterveerne efter en syfilisinfektion…

Raymond Chandler om det at skrive…

21. juni 2008

Everything a writer learns about the art or craft of fiction takes just a little away from his need or desire to write at all. In the end he knows all the tricks and has nothing to say.

Jeg kan ikke få min citatgenerator til at virke, efter at jeg er gået over til WordPress 2.5, så i må nøjes med et citat i ny og næ. Jeg kunne ikke stå for ovenstående af Raymond Chandler.

Michael Strunge, 50

16. juni 2008

I dagbladet Information læser jeg, at digteren Michael Strunge nu ville være 50, hvis han altså ikke var sprunget ud af et 4-sals-vindue i 1986. Nu kan jeg flyve, var vist hans sidste ord. Det kunne han ikke. Men, som andre for tidligt døde unge kunstnere fik han en form for udødelighed. I mit hovede i hvert fald. Jeg kan slet ikke forestille mig Michael Strunge som halvtredsårig. Som Jim Morrison er han forever young. Den alt for tidlige død satte tiden i stå. Det er selvfølgelig noget forbandet vrøvl, men sådan er der så meget, når det drejer sig om erindringens og bevidsthedens fornemmelse for tid.

Salman Rushdie og de politiske proportioner

14. juni 2008

“It’s extraordinary at one level that a 600-page literary novel should elicit this response, in the same way as those silly cartoons. These are so small. Meanwhile there’s Muslim-on-Muslim genocide taking place in Darfur . . . That’s a massacre. This is a cartoon. How can it be that the cartoon leads to the outrage, and not the massacre?”

Der skal en forfatter, en digter, til at fortælle os noget om verdens rette sammenhæng. Medierne forfører og forvrænger, styret af jagten på den nyeste nyheds og dens salgsværdi. Hvad der er en katastrofe den ene dag er glemt den næste. Hurtigt videre. Who wants yesterdays papers? (Jagger/Richard).

Læs resten af artiklen om og med Salman Rushdie her.