Indlæg tagget med Litteratur

Litteraturen pÃ¥ markedet eller Herrens Mark…

8. september 2010

For den siddende borgerlige regering er kunst og kultur noget, Markedet bør tage sig af. Kan lortet sælge, så er det ok. Kan det ikke, så er det bare markedets ubønhørlige logik. Og markedskræfterne skal have lov til at udfolde sig. Også selv om det sker med støtte fra skattekronerne. Tænk blot på TV2 eller den nye privatdrevne public service-radiokanal. Model privat virksomhed med skattekroner bundet i enden.

Men hvorfor bruge penge på litteratur? Det går da godt med at sælge kriminalromaner af feministisk journalistisk kvalitet? Og selv med en kulturminister med en litteraturvidenskabelige baggrund er der ringe forståelse for betydningen af litteraturstøtte. Den såkaldte Litteraturpulje på 11 millioner,som Statens Kunstråd administrer, ophører i år. Og kulturminister Stig Møller vil ikke love, at den skal fortsætte. Også støtten til litteraturen via bibliotekspengene forringes i år.

Nye spirende forfattere mÃ¥ suge pÃ¥ lappen. Eller skrive nogle kriminalromaner, samtalebøger, emailbøger eller portrætbøger af kændisser… Litteraturen pÃ¥ Herrens Mark eller Herrens til Marked…

Mere nekrofili: J. D. Salingers lokum

19. august 2010

null

Penge lugter ikke, siger et gammelt ordsprog (Pecunia non olet – for latinere). Og det er ikke kun Elvis Presleys obduktionsinstrumenter, man kan slÃ¥ mønt pÃ¥, men ogsÃ¥ forfatteren J. D. Salingers lokum. Ikke rengjorte lokum, forstÃ¥s. Det er Vanity Fair, der bringer nyheden om det gamle toilet, der stod i forfatterens hjem i Cornish, New Hampshire. Og vi ved godt, at der udtænkes mange gode tanker, medens blære og tarm udtømmes. Og denne almindelige erfaring bruger sælgeren da ogsÃ¥ i sin markedsføring af det gamle das: Tænk pÃ¥, hvilke tekster, der mon er blevet undfanget pÃ¥ dette lokum? MÃ¥ske inspirationen vil stige op gennem din røv, hvis du køber det og bruger det?! Møblet er sat til salg pÃ¥ Ebay. Prisen: 1 million dollars – inkl. fragt….
PS. Toilettet på billedet er ikke Salingers. Blot en illustration.

Fallstaff-syndromet i dansk politik: Birthe Rønn Hornbech som eksempel

16. juni 2010

For mange Ã¥r siden læste jeg Shakespeare i gymnasiet. Machbeth. Og i forbindelse med sin gennemgang kom min engelsklærer ind pÃ¥ en bestemt Shakespeare-figur: Fallstaff. En nærmest mytologisk-fiktiv figur, der vist har hentet inspiration i en historisk skikkelse. Fallstaff – nogle vil sikkert se Orson Welles’ bredmavede levemand for deres indre blik – var en hedonist, der svælgede i mad, drikke og kvinder. Og ikke bekymrede sig om ret meget andet. Indtil den dag, hvor han – ved skæbnens (u)gunst – skulle beslutte, om han ville overtage et magtfuldt, religiøst embede. Han vælger jobbet til – og derefter ændrer han fuldstændig karakter. Den fiktive figur er selvfølgelig en studie i magtens betydning. I hvad magten gør – eller kan gøre – ved mennesker.

Og jeg kom til at tænke pÃ¥ denne Fallstaff-figur, da jeg – via Lars – læste Niels Krause Kjærs kronik “Tilfældet Birthe Rønn”. Rønn Hornbechs forvandling fra liberal kritisk medlem af Venstres folketingsgruppe til minister i magtens arrogante centrum er eksemplarisk. Selv havde jeg – desværre – forudset, at det ville gÃ¥ sÃ¥dan. For jeg tror, det vil kræve overmenneskelig styrke at sprænge de rammer, en minister er bundet af. Men det kan godt undre mig, at fru Rønn ikke har indset det – eller har været sÃ¥ kynisk at vælge magten frem for sin politiske tænke- og handlefrihed.

Hank Williams og Pulitzerprisen 2010

16. april 2010

A posthumous special citation to Hank Williams for his craftsmanship as a songwriter who expressed universal feelings with poignant simplicity and played a pivotal role in transforming country music into a major musical and cultural force in American life.

Den prestigefyldte Pulitzerpris forbindes almindeligvis med journalistiske og skønlitterære bøger. Men i Ã¥r modtager countrysangskriveren og -musikeren Hank Williams posthumt en pris med ovenstÃ¥ende begrundelse. Specialprisen er et vidnesbyrd om, at sangteksterne i populærmusikken ikke kun er silly lovesongs, men ogsÃ¥ – i bedste fald – en særlig genre, der ophøjer hverdagssproget til poesi. Og i alle tilfælde er der tale om tekster, der sætter begavede ord pÃ¥ generationers kærligheds- og hverdagsliv. Ofte ord, som den enkelte ikke selv kan finde… Til lykke Hank.

PS: Thelonious Monk modtog en tilsvarende pris i 2006, John Coltrane i 2007 – og Bob Dylan i 2008.

I tried so hard my dear to show that you’re my every dream.
Yet you’re afraid each thing I do is just some evil scheme
A memory from your lonesome past keeps us so far apart
Why can’t I free your doubtful mind and melt your cold cold heart

Another love before my time made your heart sad and blue
And so my heart is paying now for things I didn’t do
In anger unkind words are said that make the teardrops start
Why can’t I free your doubtful mind,and melt your cold cold heart
You’ll never know how much it hurts to see you sit and cry
You know you need and want my love yet you’re afraid to try
Why do you run and hide from life,to try it just ain’t smart
Why can’t I free your doubtful mind and melt your cold cold heart

There was a time when I believed that you belonged to me
But now I know your heart is shackled to a memory
The more I learn to care for you,the more we drift apart
Why can’t I free your doubtful mind and melt your cold cold heart

Hans Magnus Enzensberger – Sonningprisen 2010

3. februar 2010

Den tyske digter og intellektuelle Hans Magnus Enzensberger har modtaget årets Sonningpris og har kvitteret med en sviende kritik af EU, der i Enzensbergers optik er udtryk for en politisk kultur, der går tilbage til tiden før det borgerlige demokratis indførelse i Europa.

Universitetets rektor lovpriste Enzensberger som en af de nødvendige intellektuelle, der modsiger det etablerede og dets instititutioner. Det er sådan noget, man siger, når man godt ved, at kritikken ikke har nogen umiddelbar effekt på tingenes tilstand. På den måde spillede Enzensberger narrens rolle. Narren var også i feudal tid den person, der sagde sandheden, den sandhed, andre nøjedes med at tænke, hvis de ville beholde hovedet på kroppen.

Den første gang, jeg stødte på Enzensberger var i gymnasiet, hvor min gode tysklærerinde lod os læse et par digte fra mandens debutdigtsamling verteidigung der wölfe (1957). Og det var en god måde at komme ind i det enzenbergerske univers på, for han er først og fremmest digter. Få fremragende digtsamlinger er det blevet til i det firsår lange liv. For, som han engang gjorde opmærksom på, så handler det om kvalitet, når man skriver digte. Lidt, men godt. Og det er, hvad Enzensbergers digte er udtryk for. Senest er kommet Rebus.

Efter gymnasiet, på universitetet, stødte jeg på den intellektuelle Enzensberger, der dengang insisterede på at skrive sit navn med småt. Hans kritik af de nye medier var uomgængelig i den gryende medieforskning, som dengang blot var en filial af nordiskstudiet. Allerede dengang fik jeg et indtryk af en udogmatisk, partiløs, venstredrejet intellektuel, der med skarpsindige analyser, iagttagelser og dristige teorier kunne sætte spørgsmålstegn ved herskende tankesæt og vedtagne sandheder. Hvilket er den intellektuelles fornemste opgave. Selv om han på bjerget blev kritiseret for at være bærer af en borgerlig bevidsthed. Det var i ideologikritikkens velmagtsdage.

Siden har jeg læst ham løbende, og hver gang med samme fornemmelse af, at han kunne frisætte refleksionen og nære den kritiske tænkning. Og så skriver han godt, hvilket ikke alle intellektuelle kan prale af. Til lykke med prisen.