Æstet og homo politicus – i en og samme person – dét var digteren Erik Knudsen. Han skrev ikke egne digte de sidste sytten år af sit liv, men nåede nogle måneder før sin død at færdiggøre en oversættelse af Rimbauds “Illuminationer”. Læs Thomas Bredsdorffs nekrolog i Politiken.
I denne uge ville den svenske forfatter Astrid Lindgreen være fyldt 100 år. Det markeres behørigt i hjemlandet og her til lands, hvor blandt andet Folketeateret har et stort arrangement for børn og barnlige sjæle.
Astrid behøver næppe nogen introduktion. For flere generationer har hun været og er fortsat uomgængelig lektyre. Min barndom ville ikke have været den samme uden Pippi Langstrømpe, Børnene fra Bulderby, Emil fra Lönneberg, Karlson på taget osv.
Ja, hvorfor ikke? Hvorfor bryde sin hjerne med at finde på en titel på sin næste fantasy-roman, når man kan få en generator til det. Før eller siden må den vel hoste op med en god en…
Tirsdag, d. 27. juni 2006 skrev jeg følgende i min gamle blog:
“Medierne har altid haft svært ved at forstå, at et forfatterskab kan bestå af en enkelt bog eller et par stykker. Hvis en forfatter skriver en bog og derefter stopper, opstår der myter omkring forfatteren. Et eksempel på en sådan lavproduktiv forfatter er J. D. Sallinger, hvis roman Catcher in the Rye (Griberen i rugen, da. overs. 2005) blev en generationsroman, der dannede skole (fx hos Rifbjerg og Panduro). Siden er der ikke kommet meget fra Sallingers hånd, og han har holdt sig langt væk fra enhver form for publicity. Et andet eksempel – ligeledes amerikansk – er den nu 80-årige forfatterinde Harper Lee, der i 1960 vandt Pulitzer-prisen for sin roman To Kill A Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Bogen blev en øjeblikkelig succes og sælger den dag i dag stadigvæk støt. Og den er blevet indlemmet i den amerikanske litteraturkanon. Men ,siden offentliggørelsen af succesromanen har Lee stort set ikke publiceret noget som helst. Og hun har systematisk undgået ethvert interview og enhver offentlighed. Nu er det imidlertid lykkedes for den amerikanske tv-show-værtinden Ophra Winfrey at få Lee til at skrive et essay om, hvordan hun kom til at læse. Winfrey er selv glad for bøger, har gjort det til en mærkesag at fremme visse bøger på tv og har sit eget trykte magasin, hvor hun bl.a. skriver og fortæller om bøger. Her trykkes Harper Lee’s essay. I følge AP fortæller Lee, at hun lærte at læse af sine søskende og var vant til at få læst op af moderen, faderen og onklen. Og at hun stadigvæk er en læsehest… Altså en ganske klassisk historie.”
BBC News fortæller, at George W. Bush har tildelt den aldrende Harper Lee frihedsmedaljen for sit – i mere end en forstand – enestående bidrag til amerikansk litteratur. Harper Lee modtog Pulitzer-prisen i 1961.
Omtalen af “Harper Valley PTA” fik mig til at ihukomme en anden fin sang fra perioden. Bobbie Gentrys “Ode to Billie Joe” fra 1967, hvor den lå på den amerikanske singleførsteplads.
Bobbie Gentry, hvis borgerlige og temmelig usælgelige navn er Roberta Lee Streeter, er en begavet sanger og sangskriver, der stammer fra Chickasaw County i Mississippi, hvor hun kom til verden den 27. juli 1944. Efter sit store hit med sangen om Billie Joe havde hun nogle succesfulde år frem til midten af halvfjerdserne, hvor det gik den anden vej, og hun besluttede at sige farvel til showbiz. En skam, for Bobby Gentry kunne godt skrue en god melodi og en god tekst sammen. For mig er sangen om Billie Joe, der springer ud fra broen, et fremragende eksempel på, at pop- og rock-sange ikke behøver at være ensbetydende med dårlige sangtekster. Her får vi nærmest en lille novelle – en Southern Gothic Tale – serveret og foredraget af Bobby Gentry. En fortælling, der er som grebet ud af hverdagen. Sangen gav anledning til megen diskussion dengang. Hvorfor sprang Billie i døden? Og hvad lavede hovedpersonen på broen sammen med Billie? Var Billie måske sort og pigen hvid og…? En begavet tekst.
It was the third of June, another sleepy, dusty Delta day
I was out choppin’ cotton and my brother was balin’ hay
And at dinner time we stopped and walked back to the house to eat
And Mama hollered out the back door “y’all remember to wipe your feet”
And then she said “I got some news this mornin’ from Choctaw Ridge”
“Today Billy Joe MacAllister jumped off the Tallahatchie Bridge”And Papa said to Mama as he passed around the blackeyed peas
“Well, Billy Joe never had a lick of sense, pass the biscuits, please”
“There’s five more acres in the lower forty I’ve got to plow”
And Mama said it was shame about Billy Joe, anyhow
Seems like nothin’ ever comes to no good up on Choctaw Ridge
And now Billy Joe MacAllister’s jumped off the Tallahatchie BridgeAnd Brother said he recollected when he and Tom and Billie Joe
Put a frog down my back at the Carroll County picture show
And wasn’t I talkin’ to him after church last Sunday night?
“I’ll have another piece of apple pie, you know it don’t seem right”
“I saw him at the sawmill yesterday on Choctaw Ridge”
“And now you tell me Billie Joe’s jumped off the Tallahatchie Bridge”And Mama said to me “Child, what’s happened to your appetite?”
“I’ve been cookin’ all morning and you haven’t touched a single bite”
“That nice young preacher, Brother Taylor, dropped by today”
“Said he’d be pleased to have dinner on Sunday, oh, by the way”
“He said he saw a girl that looked a lot like you up on Choctaw Ridge”
“And she and Billy Joe was throwing somethin’ off the Tallahatchie Bridge”A year has come ‘n’ gone since we heard the news ’bout Billy Joe
And Brother married Becky Thompson, they bought a store in Tupelo
There was a virus going ’round, Papa caught it and he died last Spring
And now Mama doesn’t seem to wanna do much of anything
And me, I spend a lot of time pickin’ flowers up on Choctaw RidgeAnd drop them into the muddy water off the Tallahatchie Bridge
“Her er en lektion i creative writing. Førte regel: Brug ikke semikolon. De er transvestitiske hermafroditer, der ikke repræsenterer noget som helst. De viser du, at du har gået på universitetet”
Kurt Vonnegut
– Gode råd for folk med skrivekløe er der altid brug for. Her har vi hugget en fra vores egen citatrulle…
I går udsendtes afdøde Per Højholt længe ventede roman “Hans Henrik Mattesen” om en mand i det sønderjyske med indbyggede forfatterdrømme. Højholt nåede ikke at færdiggøre teksten, og de noter etc., han efterlod, blev stjålet i datterens hus og er ikke dukket op igen. Historien herom kan man læse i weekendens udgave af dagbladet Information, hvor også cheflitteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen anmelder torsoen. Hvad mon Per, der var sådan en perfektionist, ville sige til udgivelsen?
Jeg har blog-wise brokket mig lidt over DRs litteraturformidling, senest fraværet af poesi i Danmarks Radios TV. Og jeg kunne godt tænke mig at brokke mig lidt over samme institutions utilbøjelighed til at slå stort på tromme for de litterære (gen)udsendelser, de faktisk udsender. Vi får til hudløshed forskræp til fx “Forbrydelsen”, men ikke til de smalle programmer. Især ikke hvis de ligger sent om aftenen, hvilket de jo ofte gør (af samme årsag). Som fx gårsdagens store – 90 min. – udsendelse om den amerikanske forfatter Ernest Hemingway Floder til havet.
Litteratur på tv kan godt være en problematisk ting, især hvis litteraturen glider i baggrunden til fordel for persondyrkelsen. Og denne fare er nærliggende, når det gælder Hemmingways liv og levned, der jo er underholdende nok i sig selv. Men i denne udsendelse var der en fin balance mellem den digteriske tekst og det “udvendige”. Jeg fik en frygtelig lyst til at læse hans værker fra A-Z, på engelsk. Sådan er god litteraturformidling.
Det var i øvrigt anden gang udsendelsen løb over skærmen. Første gang gik jeg glip af den.
“Man skriver som Hamsun for at få tiden til at gå. Eller fordi man har arvet en skrivemaskine, fordi man kan lide piger, fordi man anelse om, at man er ulykkelig og vil opdage det ved at sætte ord på det, fordi man er fikseret på sorte damesko eller læderundertøj, fordi man noget at sige, der her helt og aldeles nyt. Personligt tror jeg, at jeg netop nu skriver for ikke at falde i søvn”.
Hugget og fordansket fra åke. Inspireret af en vidtløftig diskussion hos Beologen og læsning af Plants bog om digtning og stimulanser. Hvem forfatteren til ovenstående er, vides ikke.
Et apropos.
Slut med alle spekulationerne. I følge Polæmækken (og filoffen) går prisen til Doris Lessing. I begrundelsen hedder det, at Lessing er “epicist of the female experience, who with skepticism, fire and visionary power has subjected a divided civilization to scrutiny”. Hun modtager 10 millioner svenske kroner og – ikke mindst – æren. Vi gratulerer – og ønsker konkurrenterne bedre vind næste gang…
Læs forfatterinden Joyce Carol Oates artikel om Doris Lessing
Opdatering: Néné – der er on the road i USA – har sendt bloggen et link til en rigtig Nobel-pris-Quiz! God fornøjelse.
Det må betegnes som en stor idéhistorisk, filosofisk og litterær begivenhed, at det lille eksklusive forlag Politisk Revy nu udgiver den tyske filosof Walter Benjamins storværk “Passageværket” i en dansk oversættelse af Benjamin-kenderen Henning Goldbæk. To bind på ikke mindre en 1256 sider er der tale om. Hatten af for forlæggeren Johannes Sohlmann, oversætteren og evt. støtter. Wikipedia sammenfatter, hvad Passageværket kan siges at være: “The Passagenwerk … was Walter Benjamin’s lifelong project, an enormous collection of writings on the city life of Paris in the 19th century, especially concerned with the roofed outdoor “arcades” which created the city’s distinctive street life and culture of flânerie. The project, which many scholars believe might have become one of the great texts of 20th-century cultural criticism, was never completed. Written between 1927 and 1940, it has been posthumously edited and published in many languages in its unfinished form.”. Der er noget at gå i gang med i de lange mørke vinteraftener…
Walter Benjamin
PASSAGEVÆRKET, bd 1-2
Oversat fra tysk og med efterskrift af Henning Goldbæk
Rævens Sorte Bibliotek nr 70
ISBN 978 87 7378 279 8 (begge bind samlet)
i alt 1.256 sider, kr 748
Udkommer torsdag, den 13. september 2007
Arrangement på Københavns Universitet fra 12-16 samme dag
og om aftenen kl. 17 reception i Literaturhaus, København-Nørrebro og
kl. 20 samme sted off. arrangement om PASSAGEVÆRKET (entré kr. 40)
Da capac gik på gymnasiet for mange år siden, var Odysseen om ikke ligefrem obligatorisk læsning, så dog en referenceramme, man ikke kom uden om, hverken i Old, Dansk eller andre fag. I 1. g. havde vi gymnasiet rektor til dansk, og han henviste os på et tidspunkt i forbindelse den obligatoriske læsning af svensk litteratur på svensk til Eyvind Johnssons gendigtning af Odysseen “Brændingen brus” (“Strändernas svall”, oversat af Ib Kruuse-Rasmussen, 400 sider) fra 1948. Siden har jeg gjort et par halvhjertede forsøg på at få fat i et eksemplar, uden held. Det har jeg så nu, som man sikkert allerede har gættet. Efter at have blogget lidt om bogen i Mattias’ blog, lagde jeg bogen ind på min ønskeliste på antikvariat.net og – dagen efter – kom et tilbud om en halvlæderindbundet udgave. Det er til at blive helt overtroisk af…
I øvrigt skrev jeg lidt om Odysseen for nylig i forbindelse med min omtale af filmen Bourne Ultimatum. Og det hele kommer nok af, at jeg genlæste James Joyce Ulysses i sommerferien…
Tilføjelse: I gymnasiet fik jeg Otto Gelsteds fordanskninger af Odysseen og Illiaden – i flidspræmie (mon sådan noget findes mere?).
En svensk anmeldelse af genudgivelsen.
For et par dage siden (22/8) fyldte SF-forfatteren Ray Bradbury 87 år. Han er stadig aktiv. New York Times fortæller, at han – efter et hjertetilfælde i 1999 – dikterer sine nye fiktioner til sin datter via telefonen til Arizona, hvorefter hun optager, det nedskriver det og returnerer de redigerede tekster pr. fax… Inden længe udsender Bradbury en mængde materialer fra sit arkiv. Tidlige skriverier og eksperimenterende udkast. “Now and Forever”, der udkommer til september, indeholder de ikke-offentliggjorte noveller “Leviathan 99” og “Somewhere a Band is playing”. Sidstnævnte udsendes samtidig – på et andet forlag – i en udvidet, limited edition. Leviathan 99, der blev skrevet i halvtredserne, betegner Bradbury selv som en “Moby-Dick i det ydre rum”! I stedet for den hvide hval, jages en stor hvid komet… Somewhere a Band is Playing er en fortælling om en by, hvor tiden står stille. Ingen dør, ingen bliver ældre – og der er ingen børn.
Andre udgivelser er undervejs. “Match to Flame: The Fictional Paths to ‘Fahrenheit 451″ rummer materialer om klassikeren Fahrenheit 451, udkast, breve etc.
Godt nyt for fans af den amerikanske beat-generation. Jack Kerouacs hovedværk og kultroman “On the Road“, der senest blev omsat til dansk i 1988 af Arne Herløv Petersen under titlen “Vejene”, udgives nu i, hvad man måske med en cinematografisk allusion kunne kalde, author’s cut: En ucensureret udgave, hvor diverse sex-scener og navne (fx Alan Ginsburgs) kommer med. Så er der arbejde til den danske oversætter igen…
Bloglands Pave-wannabe Lars gør i dag opmærksom på et lille interessant interview med den skandaleramte forfatter, filminstruktør, digter m.m. Jørgen Leth. Interviewet er interessant, fordi Jørgen Leth sammen med programmets tilrettelægger fremlægger en læsning af den berømt-berygtede passage med den unge tahitianske pige. I al sin korthed – seks minutter – klæder Leth den samlede sensationslystne presse af som dårlige tekstlæsere og – med hensyn til Tahitis kultur og historie – uvidende mælam. Som Lars også gør opmærksom på, så stopper samtalen på et tidspunkt, hvor det altid spændende emne – erotikken – lige er begyndt at åbne sig…
Interviewet kan høres – og downloades – her på P1
