Endnu engang må jeg erkende, at weekenderne er alt for korte, går for hurtigt, og at der er for få af dem. Og man starter mandagen tidligt med fornemmelsen af, at vi befinder os i en slags generaliseret krigszone eller i hvert fald krisezone, hvor den næste uheldige udvikling venter latent lige omkring næste hjørne. Ja.
Thank you very much for the Aintree Iron, thank you very much, thank
You
Very very very much
Thank you very much for the Aintree Iron, thank you very very very
Much.
Thank you very much for the birds and bees, thank you very much,
Thank you
Very very very much
Thank you very much for the birds and bees, thank you very very very
Much.
Thank you very much for the family circle, thank you very much,
Thank you
Very very very much
Thank you very much for the family circle, thank you very much,
Thank you
Very very very very very very very very much.
You don’t know how much they all mean, they seem better in my dreams
It was simply spiffing and true, let me whisper ‘i love you’
Thank you very much for love (the word ‘love’ is the only word in
The bar
And falls on the second beat of two)
Thank you very much, thank you very very very much
Thank you very much for love
Thank you very very very much.
Thank you very much for the [Sunday joint]
Thank you very much, thank you very very very much
Thank you very much for the Sunday joint and our… (*spoken*)
*Cultural heritage, national beverage, being fat, Union jack,
Nursery rhyme,
Sunday times, napalm bomb, everyone! * Thank you very much, thank you
Very
Very very very, very very very very much
Thank you very much for playing this record, thank you very much,
Thank you
Very very very much
Thank you very much for playing this record, thank you very very
Very much.
Thank you very much for our gracious team
Thank you very much, thank you very very very much.
Thank you very much for our gracious team
(Getting slower) Thank you very very very much!
—
Ja, der er – trods verdens skæve gang, hvor kapitalismen hærger, krige hærger, alt overvåges af Big Brother over there og andre elendigheder – noget at glæde sig over. At lyset strømmer ind i øjeæblerne, når man vågner, at fuglene kvidrer og kæmper om foderkuglerne, at kaffen er varm og god, at man fik endnu et år til samlingen og så videre. Glæd dig, nyd livet.
“Som kunstner har man til opgave at aflede folks opmærksomhed og underholde dem. Folk, der er lidt mere begavede, tænder ikke for tv for at se realityshows. De lader sig underholde ved at kigge på malerier af Picasso eller høre musik af Mozart eller film af Bergman. Men de gør det samme, som reality-folket gør. De nyder det. Og så forlader de museet eller biografen og kommer ud i den virkelige verden – og den virkelige verden er rædselsfuld. Man har det forfærdeligt, men så går man i biografen igen og ser Fred Astaire danse i smoking og drikke champagne i halvanden time, og så har man det godt igen. Det er som et glas koldt vand på en varm dag. Så kan man holde det forfærdelige liv ud igen. Det er kunstnerens opgave at servere det glas kolde vand”
Som læserne af denne blog vil vide, så har den kørt i mere end fem år. Og i den tid, jeg har blogget, har jeg ofte mødt fordomme over for fænomenet weblogging – ofte fra folk, der på den eller anden måde var professionelle kommunikationsfolk. At blogging var overfladisk, ikke kunne matche ‘rigtig journalistik’ osv. osv.
Min egen erfaring som bloglæser har været, at ikke alle, men rigtig mange blogs er mere tankevækkende, eftertænksomme, inspirerende, informative, velskrevne, sjovere osv. end gennemsnittet af de professionelle mediers publikationer. Og et bevis på, at fordommene mest af alt skyldes manglende kendskab til det store, stadigt voksende blogland.
I dag har jeg læst et blogindlæg, som bekræftede mig i den forestilling, at blogs kan noget, som mange andre medier ikke kan. Néné gjorde mig opmærksom på Dereks ‘The Last Post‘. Der er tale om det sidste indlæg, Derek skrev til sin ti år gamle blog. Derek døde for kort tid siden af kræft 41 år gammel. Læs indlægget, kære læser. Du vil blive berørt. Det er et indlæg, der en tid vil efterlade en tavs, fordi sproget krymper sig sammen, og man ikke ved, hvad man kan sige eller skrive. Usentimentalt, bevægende og paradoksalt livsbekræftende er det. Derek har ikke levet forgæves. Hvil i fred.
“Livet er en stolprevej. De kender historien om Thales, filosoffen: Han så altid op mod stjernerne og faldt derfor ned i graven. Den trakiske mø lo over det; og blev berømt på grund af sin spot. Vi stolprer alle nu og da – og på den måde kommer vi fremad”
(Hans Magnus Enzensberger)
Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid; og sandt at sige, så savner jeg det ikke. Der er “for langt mellem snapsene”. TV-mediets kvalitet er omvendt proportionalt med antallet af satellitkanaler og sendetimer. Fred med dem, der synes, at “Vild med Dans” og “X-Faktor” er en kulturel berigelse. Jeg vil helst være fri for at blive beriget på den måde…
Men der er da – heldigvis – undtagelser. I går kom jeg tilfældigvis – sådan er det som oftest – til at se en engelsk dokumentar om det amerikanske kor Young@Heart . Det specielle ved koret er, at aldersgennemsnittet er 80 år – og de synger sange af Talking Heads, The Clash, Coldplay og lignende. Selv om dokumentarfilmen ikke kunne lade være med at indlægge “smarte” videolignende “underholdnings”-indslag ind i filmen, så kunne det ikke skjules, at filmen først og fremmest var en hyldest til livet. Det liv, der ikke stopper den dag, man går på efterløn eller pension, men først når døden indtræder. Og dermed en diskret kritik af fx det indeklemte, småfedtede menneskesyn, der præger det danske arbejdsmarked, dansk politik og den danske offentlighed.
Det mest rørende ved filmen var næsten de gamles engagement, entusiasme og livsbekræftende humor. På trods af sygdom og aldersskavanker, så insisterede de på at være med og komme igen, hvis det var muligt. Som en af de medvirkende gentog: “Vi har masser af liv!”.
Selvfølgelig kan man ikke altid løbe fra, at man er fyldt firs og kroppen ikke altid er helt så toptunet, som da man var fyrre. Men det ændrer ikke ved, at man stadigvæk kan deltage og bidrage med noget. Det viser filmen med stor tydelighed.
Young@Heart Chorus – I will survive
Young@Heart & David Byrne – One Fine Day
Nu til dags skal man gerne have styr på tingene. Man skal have sin personlige coach på livets landevej. Leve livet efter en opskrift. Fx Simple Living. Men, nej tak. Jeg foretrækker som den amatør, jeg er, at tumle mig gennem livet uden kompas og åndelig vejleder. Jeg foretrækker Complicated Life. Det er mit koncept, fordi livet er kompliceret…
Well I woke this morning with a pain in my neck,
A pain in my heart and a pain in my chest,
I went to the doctor and the good doctor said,
You gotta slow down your life or you’re gonna be dead,
Cut out the struggle and strife,
It only complicates your life.
Well I cut down women, I cut out booze,
I stopped ironing my shirts, cleaning my shoes,
I stopped going to work, stopped reading the news,
I sit and twiddle my thumbs cos I got nothing to do,
Minimal exercise,
To help uncomplicate my life,
Gotta stand and face it life is so complicated,
Ladi dah di dahdah, ladi dah di dah dah,
You gotta get away from the complicated life, son,
Life is overrated, life is complicated,
Must alleviate this complicated life.
Cut out the struggle and strife,
It’s such a complicated life.
Like old Mother Hubbard
I got nothin’ in the cupboard,
Got no dinner and I got no supper,
Holes in my shoes, I got holes in my socks,
I can’t go to work cos I can’t get a job,
The bills are rising sky high,
It’s such a complicated life,
Gotta stand and face it,
Life is so complicated.
Ladi dah di dahdah, ladi dah di dah dah
Gotta get away from the complicated life, son,
Life is overrated, life is complicated,
Must alleviate this complicated life.
Gotta get away from the complicated life, son,
Gotta get away from the complicated life.
Complicated Life
»Det er først, når man er sig døden bevidst for alvor, at man kan erkende virkeligheden og dermed livet. Når man fornemmer sin dødelighed, lærer man at nyde livet, og det er vel det, der adskiller ungdommen fra alderdommen. Da jeg var ung og levede livet, forstod jeg ikke at nyde det. Men dødens nærhed gør mange mennesker ubehageligt til mode, fordi vi har indrettet os, som om vi skulle leve evigt.«
Ole Grünbaum i et interview i Berl. Tidende
