Indlæg tagget med mad

Madbanker – hvornår dukker de op i Danmark?

7. september 2013

Madbanker – Food Banks – er det fænomen, man finder i USA og Storbritannien. Og disse banker sørger for, at mennesker, der lever i fattigdom (nej, vi skal ikke igen diskutere, hvad fattigdom er, men blot konstatere, at den eksisterer…). Ikke kun hjemløse, men også folk med jobs, der blot ikke tjener nok til at kunne forsørge sig selv og familien. Jeg mener, at vi er godt på vej hen mod den situation her i Danmark, hvor folk smides på bistandshjælp efter to års dagpenge, hvor færre og færre syge kan få tildelt førtidspension eller fleksjobs osv. Afgrunden mellem dem, der har noget, de velbjergede, og dem, der er på røven vokser støt, som en undersøgelse forleden kunne fastslå. Her fortæller skuespilleren Bill Neighy om food banks og om, hvorfor det er en god idé med beskatning af finans- og banksektoren. 

Mad og musik: Yo la Tengo

1. februar 2013

Pladeaktuelle Yo La Tengo (Fade, som Torben har anmeldt for nylig) har ikke dyrket tidens visuelle medie – videoen – ret meget. Lige så nedtonede de har været i deres musik, lige så tilbageholdende har de været, når det drejer sig om at føre sig frem i levende billeder. Men med deres nye plade er der kommet et par videoer. Dels den abstrakte video "Bewfore we run". Og så er der netop kommet en meget enkel video til sangen "I’ll be around", hvor musik forenes med madlavning. God fornøjelse – og god appetit…

Paul McCartney – og kødet

25. oktober 2011

For en halvgammel gut som overtegnede er det ret opmuntrende og motiverende at se en lidt ældre generations aktivitetsniveau. Jeg tænker selvfølgelig på folk som Bob Dylan, Neil Young, Rolling Stones og Paul McCartney. Har disse herrer nogensinde været mere aktive og kreative, end de er i disse år? Der er ikke meget ‘seniorordning’ eller nedtrapning eller otium over d’herrers aktuelle livsudfoldelse. Hvis det er sådan at blive rigtig gammel, så kan man godt glæde sig…

Hvad angår Sir Paul McCartney, så har han ikke alene giftet sig med en noget yngre kvinde og fortsat sin imponerende koncertaktivitet ved siden af. Men han overvejer efter sigende også at konvertere til sin ægtevivs tro – jødedommen – og er i fuld gang med at læse op af jødedommens skrifter. Og så har han udsendt en kogebog, der følger op på de kogebogsudgivelser hans første kone, Linda, var med til at lave. Den nye bog hedder The Meat Free Monday Cookbook. Som titlen antyder følger den op på McCartney-familiens kampagne fra 2009 for indførelse af en kødløs dag i ugen (i øvrigt en gammeldags idé, som min moder praktiserede i halvtredserne og de tidliger tressere…) – for at begrænse verdens voksende forbrug af kød og dermed udledningen af drivhusgasser. På 240 sider giver Macca, familien og en række venner – bl.a. Twiggy og Kevin Spacey – bud på, hvad der smager godt, selv om det er uden kød. Overskuddet fra bogen går til kampagnen. Måske Macca næste gang udgiver en kogebog med koshermad for vegetarer?

Familien Mccartney slår et slag for vegetarmaden

16. juli 2010

Det er agurketid, og meget passende har The Guardian bedt Paul Mccartney og døtrene Stella og Mary skrive lidt om emnet "vegetarianisme". Sir Paul kastede sig allerede over spiser uden kød, da han var sammen med Linda, og har siden været varm fortaler for denne trosretning. Det er dog langt fra så frelst, som det kan lyde. Det handler ikke kun om "kærlighed til dyrene", men også om at reducere CO2-udslippet (hvor animalsk produktion er – indiskutabelt – en stor synder) og om – god mad. Læs selv.

Linda & Paul – Eat at home

Spise med Price

22. februar 2010

I de forgangne par uger har man kunnet opleve, at madprogrammet Spise med Price – med brødrene James og Adam Price – er blevet en vaskeægte tv-succes. Alene på Facebook har programmet i løbet og nul komma fem fået 9000 fans. Ikke nok med det, så har successen været så håndgribelig, at Danmarks Radio har berøvet den “hemmelige kanal” DR2 programmet og flyttet det over på DR1. Og hvad skyldes så denne succes?

Jeg har selv set programmet flere gang og været ganske godt underholdt, medens jeg konstaterede, at de to herrer i hvert fald ikke blev mindre trinde, efterhånden som serien skred frem. Jeg tror, der er flere forklaringer. En af dem er, at de to brødre (som også skriver om mad i Politiken) går til gryderne med uselvhøjtidelig appetit og en stor portion humor, der bl.a. – og tydeligt – lægger afstand til madsnobberiet, hvad enten der står skrevet Michelin på det eller Meyersk tilbage-til-de-violette-gulerødder og jordbærrene fra Sydgrønland.

Og dels er der et moment af protest mod sundhedsfanatismen i den herskende politiske kultur. Som hos deres salige far – John Price, der også var gourmet og gourmand – fedtes der ikke småligt med piskefløde og lurmærket smør. Man skal ikke følge duoens “kostråd”, hvis man vil passe sine badebukser til sommer!

Der er noget Konrad og Axel i TV-Køkkenet over brødreparrets politisk ukorrekte opprioritering af glæden ved mad, fornøjelsen ved kogekunst og smagsoplevelser og fortrængning af blegsottige sundhedsapostle med en økologisk løgring som glorie. Igen og igen har jeg kunnet høre kendingsmelodien til Konrads og Axels gamle madprogram for mit indre øre, når jeg har set de to tyksakke muntre sig med gode råvarer, vin og alskens køkkengrej. De slår et slag for den madglæde, der i disse år nærmest er blevet tabu. Og jeg tror, at mangen en seer i deres stille sind identificerer sig med den åbenlyse appetit (uden dårlig samvittighed og kalorietælleri).  Og derfor skal de være velkommen på DR1 i de bedste sendetid. DR2 har jo stadigvæk Fru Plum, der også står for det politisk ukorrekte, omend med en lidt anden rustik tilgang. Velbekomme.

PS. På DRs arkivside Bonanza kan man i øvrigt gense Konrad Bjerre Christensen og Axel Larsen i en udsendelse fra 1973. Ren nostalgi.

Mad som vor (mor)mor lavede den… ved Camilla Plum

13. februar 2010

I det nærliggende supermarked var det aktuelle bogudsalg placeret lige ved indgangen med en række store øer, der fristede med trykfriske bøger. Og så pakker min gode vilje sammen og kravler ned og gemmer sig  i lommen.

Bøger er i dag – mere end nogensinde – blevet en vare på linje med alt andet. Meget passende stod bogudsalget, hvor discountvarerne ellers fylder op. Og udbuddet af bøger i dette supermarked afslører, at det drejer sig om købmandsskab og ikke om litteraturformidling. Dan Brown, Stieg Larsson, samtalebøger, portrætter af folk fra underholdningsindustrien, sportens verden og politiken plus det løse.

Og blandt “det løse ” faldt mit blik på et indbydende foto af kåldolmere. En lille bitte bunke af Camilla Plums bog “Mormors mad – mad til dem der ved alt om wok og pasta, men savner mormors gryder” var til fals for 70 kr. Smukt layoutet med nostalgiske billeder fra husholdningens historie og – ikke mindst – appetitvækkende fotos af de omtalte retter. På en tom mave var jeg forsvarsløs over for bogens appel. Hvornår har jeg egentig selv fået rigtig hjemmelavet marmorkage? Eller hjemmelavet biksemad? Denne lidt uglesete delikatesse, som slet ikke kan sammenlignes med de plastikposebiksemadder, som enhver discountforretning faldbyder. For slet ikke at tale om kalvefrikadeller, bøf lindstrøm, bøf stroganof, kalvelever, bankekød, æblekage med gele, kræmmerhuse med flødeskum og jordbærsyltetøj osv. osv.!?

Bogen er en fornem dokumentation af, at SELVFØLGELIG har vi en dansk madkultur – og havde det, før NOrdisk MAd blev den nyeste trend inden for den finere madlavning. For mit vedkommende er bogen en nostalgisk rejse ind i det køkken, min egen mor fremtryllede i sine bedste år.Jeg faldt ned i en tidslomme der midt i supermarkedet.
PS. Jo, jeg blev virkelig forført. For det viser sig ved nærmere eftersyn, at bogen er identisk med bogen Umoderne Mad, som jeg har i forvejen. Jeg er for nem. Nogen derude, der mangler en god kogebog? ;)

TILBAGESPOLING 1TILBAGESPOLING 2

Mere erindringsmad: risklatter

10. oktober 2008

Jeg ved ikke om det var mellemmaden eller den forestående jul (som flere forretninger allerede har taget hul på!), der satte associationen igang. I hvert fald kom jeg til at tænke på risklatterne, som både min mor og min farmor lavede af de risengrødsrester, der blev til overs. Halvtredserne og de tidlige tresser var – for nogle i det mindste – nøjsomme år, og man smed ikke madrester ud, med mindre de var uspiselige. Derfor risklatterne eller klatkagerne. Jeg elskede dem. Måske fordi de var rigtigt tilberedt med æg og reven citronskal – plus det søde: syltetøj, sukker eller sirup. Opskriften findes endnu.

Nosser à la carte

3. oktober 2008

Jeg kommer i tanke om en pikant historie, min far yndede at more sig selv og andre med at fortælle. Den handler om spaniere, tyrefægtning og kogekunst.
En udlænding – lad os bare sige, at det var en dansker – kommer ind på en spansk restaurant efter at den lokale tyrefægtning har fundet sted. Han skal have noget at spise. Ved bordet ved siden af sidder en indfødt. På tallerknen har han to tilberedte tyrenosser med tilbehør. Danskere forespørger tjeneren, om han kan få serveret samme ret. Men desværre, eftersom den tabende tyr kun har to af slagsen, så…
Næste aften vender danskeren tilbage og skynder sig at bestille omtalte ret. Da tjeneren kommer ligger der to små nosser med tilbehør på tallerknen. Danskeren klør sig i håret og henvender sig til tjeneren, der blot trækker på skulderne og siger: Det var tyren, der vandt i dag.

Denne lille historie dukkede op, da jeg læste om en ny bog “The Testicle Cookbook. Cooking with Balls”, der er blevet lanceret. Og hvorfor ikke – kød er vel kød…

Æbler

13. september 2008


Selv om jeg egentlig har besluttet med mig selv at holde igen med bogindkøb (pladsmangel! tidmangel!), så lykkedes det mig alligevel at slæbe en indbunden en af slagsen hjem. Jeg har nemlig fået mig en ny – endnu en! – boginteresse: bøger om mad. Og det er Camilla Plums skyld. Jeg købte for snart længe siden hendes Umoderne Mad, og siden er det blevet til et par stykker mere af samme forfatterinde (som jeg måske vil vende tilbage til) og et par andre, blandt andet Frk. Jensens den berømte kogebog. Og så nu en bog af Per Kølster (der for at det ikke skal være løgn er Camillas ægtemand…) om min yndlingsfrugt: æblet. En smukt illustreret sag, der kommer hele vejen rundt om disse vidunderlige frembringelser på træerne. Og så er der selvfølgelig også opskrifter af… Camilla Plum. PS. Jeg fandt den billigt i Kvickly…

Havregryn kan give kræft

3. april 2008

Jeg var lige ved at få morgenkaffen ned i den gale hals, da jeg læste de seneste forskningsresultater fra videnskabens frontlinjer: Havregryn kan give kræft! Så er mine dage snart talte, for jeg har spist havregryn lige så længe, jeg kan huske. Og det er, som man vil vide, længe. Problemet med havregrynene skulle efter sigende være, at producenterne koger grynene for at fremkalde en nøddeagtig smag (som især er fremherskende i Solgryn). Nøddesmagen kommer fra karamellisering af stivelse i grynene – og det er den, der er skurken. For i karamellen er der noget acrylamid, der er – eller kan være – kræftfremkaldende. Nå, hvad nu? Tja, løbet er nok kørt for mit vedkommende, de mange tons taget i betragtning. Så jeg fortsætter med at spise, som jeg plejer. Dog ikke Solgryn (der er billigere og fuldt lige så gode alternativer). Og økologisk (selv om det i denne sammenhæng ikke gør nogen forskel). Og så skal det nok vise sig, at en anden forsker når frem til en anden konklusion inden længe…

Umoderne mad

17. januar 2008

Stegt flæsk med persillesovs, Kørvelsuppe med pocherede æg og asparges, kalvekotelletter med stuvede nye grøn(t)sager, kyllingesteg med skilt sovs, hvidkålssuppe med baconknas osv. Capac faldt over den gæve kogekone Camilla Plums bog “Umoderne mad” til favørpris i den lokale discountforretning med nettopriser (got that?). Undertitlen er “Til dig der savner mors gryder”. Og det kunne en erklæret anakronist og nostalgiker jo slet ikke stå for. For 95 kroner ukorrekt politisk kogekunst, så tænderne løber i vand. Men skynd dig. Bogen er for længst udsolgt fra forlaget.

Jordbær og gummimænd

30. maj 2007

Hos Irene i Eire spises der jordbær med fløde. Her nærmer vi os jordbærsæsonen. Ganske vist kan vi købe jordbær hele året – fra Spanien, Italien, oversøiske lande osv. Men det er ikke rigtige jordbær, og i øvrigt er de så sprøjtede, at det indebærer en mindre helbredsrisiko at sætte dem til livs.
Ingen tvivl om den sag: Jordbær er en himmelsk spise. Det minder mig om dengang, jeg fik jordbær med rødvin. Jeg var ikke ret gammel – ti år eller deromkring – og var min far ude at sejle. På skibet var der to spaniere, en førstestyrmand og en, der arbejdede i maskinrummet. Førstestyrmanden Juan havde fået til opgave at passe mig, medens far var i byen sammen med andre fra skibet. Og tiden gik med at tegne og spise jordbær – med rødvin. Jeg har ikke selv forsøgt mig med denne spise, men kan tydeligt huske den specielle smag af jordbær, der har trukket i den røde drik.
For igen at citere Uffe fra Stenstropedia igen, så var alting meget bedre i gamle dage. Og det gælder også udbuddet af jordbær. Vi kan sagtens få masser af bær i dag, men udvalget af sorter er begrænset meget i forhold til tidligere. En velsmagende sort som Senga Sengana finder man således ikke i ethvert supermarked. Det er gået lige som med æblerne. Kun de langtidsholdbare sorter satses der på. Man må håbe, at den går med denne ensretning, som det gik med øllet…
PS. Førstestymand Juan var i øvrigt en meget rar mand, der havde det svært ved at være væk fra konen i Spanien. Jeg husker også, at han som katolik med en kone, der havde mange spontane aborter, og af kærlighed til hende ønskede at se stort på Pavestatens forbud mod brug af præservativer og anden anti-konception. Derfor havde min far foranlediget et større indkøb af kondomer i USA. Jeg kan huske lige så tydeligt den dag, min far overrakte ham en imponerende stor rulle “gummimænd” – rullen var på størrelse med magasinet i et af de der gammeldags maskingevær, man havde set i biografen…

Helt ukendt er kombinationen rødvin og jordbær ikke i DK – se fx her.

Madcoaching – eller Claus Meyer-Syndromet

29. maj 2007

Græskar i Frilandshaven

Forleden så capac en udsendelse i serien “Frilandshaven”, der kører på den hemmelige kanal DR2. Friland er sådan en slags fjernsynets glatte svar på det Ny Samfund eller Christiania, hvor man udfolder alternative ideer med rod i halvfjerdsernes alternative bevægelser, mikro-makro, økologi, alternativ energi, alternative boformer osv.

Det kan måske lyde negativt i nogle læseres ører, men faktisk synes jeg, at det er vældigt underholdende og inspirerende – og et levende bevis på, at tanken om et andet samfund, andre livsformer og levemåder end dem, CEPOS og andre ny-borgerlige forfægter, lever i bedste velgående og er mulige og ønskelige.


Men det var slet ikke derhen, jeg ville. I gårsdagens program havde den nydelige madlaverske Anne Hjernøe fået den idé, at al den mad, der skulle laves i udsendelsesrække skulle være dansk mad. Ingen af ingredienserne måtte være af nyere dato end 200 år (altså af oprindelse selvfølgelig…), og der måtte ikke bruges noget som helst, der var importeret fra eksotiske lande. Ikke engang sort peber.


Frilandshaven er med andre ord hoppet på den nyeste trend inden for gourmetmadlavningen og madæstetikken: Nordisk Mad – NOMA. Bannerfører for den nye bevægelse er den landskendte madæstetiker og forretningsmand Claus Meyer, der netop fører sig frem på søsterkanalen DR1 med sin nye programrække med den sigende titel Smag På Danmark. Her fører Meyer danske seere rundt til eksotiske steder i Danmark og frembringer spiser af lutter danske råvarer, der er hentet fra havets bund, skovens dybe og stille ro osv. Vi “spiser med” – med øjnene – og får serveret jordbær, håndplukket i Gudhjem, og moskusoksebøftartar fra den smeltende grønlandske indlandsis.


Jeg kan mægtig godt lide Claus Meyers grundliggende filosofi: Det handler om smagsoplevelser. Mad er ikke kun et spørgsmål om ernæring. Det handler om en masse andet: kultur, æstetik, erotik, livsappetit osv. Og Claus Meyer og andre “madeksperter” har fået en lukrativ forretning – og fred være med det – ud af at besynge smagsløgenes forfinelse gennem den rette brug af (allerhelst) økologiske råvarer og udsøgte ingredienser af lokal oprindelse fra alverdens lande. Og nu kun: fra Danmark.


Nu har vi lige vænnet os til at spise chillifrugter, hvidløg, pasta, balsamicoeddike, middelhavssalt, basmatiris osv. Og så skal vi sadle om og tage ud i Marselisborg Skov sammen med det halve af århus for at plukke skovløg, der er det hotteste hotte lige nu, men som næsten ingen ville røre med en ildrager for et årstid siden. Slut med den gode olivenolie, som vi har købt i dyre domme fra den italienske specialhandel, og ind med den koldpressede danske rapsolie, der også kan bruges til automobilet.


Det er fint nok at dyrke madglæden og smagslysterne. Men når der går religion i det, så står capac af og sender bud efter en take-away-pizza – med ekstra hvidløg og chilli – fra den lokale tyrkiske pizzabager. Når mad bliver Gud, når det bliver en vækkelse og et kald og mesterkokken en guru på linje med mere eller mindre selvbestaltede coaching-konsulenter og åndelige vejledere fra det bugnende alternative spirituelle terapimarkeds overdrev, så bliver det ufrivilligt komisk at se på. Så hellere en genudsendelse med Conrads og Aksels TV-Køkken, hvor der var plads til lidt Arla-fløde i sovsen (før det hed Arla), eller The Two Fat Ladies på motorcykel med sidevogn og en smøg og en gin-tonic på molen i en engelsk landsby… bøvs og velbekomme.

Dagens hamstring: Citron Kurt

4. april 2007

Capac har læst, at danskerne hamstrer op til påske. Der er jo også hele to dage frem til lørdag, før vi kan købe ind igen, så man skal være på den sikre side. Gær etc. Blogbestyreren har dog indskrænket hamstringen til delikatessen citronkræm, som et lokalt discountfirma havde på tilbud. Da capac er ynder af Mackays Lemon Curd (ikke afbildet!), og produktet ikke forefindes i lokalområdet til daglig, så måtte der hamstres lidt.

Paul Mccartney og kaffe

22. marts 2007

Det forlyder, at endnu en fødevaregigantkæde slår sig ned i Danmark, nemlig kaffekæde Starbucks, der åbner en shop i København. Samtidig oplyses det i medierne, at selveste ex-beatle, Sir Paul Mccartney har skrevet pladekontrakt med Starbucks, der også opererer i underholdningsindustrien med musikudgivelser. Så når man engang kommer til København kan man sikkert bestille en kop kaffe og to downloads…