CAPAC

Pladeaktuelle Yo La Tengo (Fade, som Torben har anmeldt for nylig) har ikke dyrket tidens visuelle medie – videoen – ret meget. Lige så nedtonede de har været i deres musik, lige så tilbageholdende har de været, når det drejer sig om at føre sig frem i levende billeder. Men med deres nye plade er der kommet et par videoer. Dels den abstrakte video "Bewfore we run". Og så er der netop kommet en meget enkel video til sangen "I’ll be around", hvor musik forenes med madlavning. God fornøjelse – og god appetit…

For en halvgammel gut som overtegnede er det ret opmuntrende og motiverende at se en lidt ældre generations aktivitetsniveau. Jeg tænker selvfølgelig på folk som Bob Dylan, Neil Young, Rolling Stones og Paul McCartney. Har disse herrer nogensinde været mere aktive og kreative, end de er i disse år? Der er ikke meget ‘seniorordning’ eller nedtrapning eller otium over d’herrers aktuelle livsudfoldelse. Hvis det er sådan at blive rigtig gammel, så kan man godt glæde sig…

Hvad angår Sir Paul McCartney, så har han ikke alene giftet sig med en noget yngre kvinde og fortsat sin imponerende koncertaktivitet ved siden af. Men han overvejer efter sigende også at konvertere til sin ægtevivs tro – jødedommen – og er i fuld gang med at læse op af jødedommens skrifter. Og så har han udsendt en kogebog, der følger op på de kogebogsudgivelser hans første kone, Linda, var med til at lave. Den nye bog hedder The Meat Free Monday Cookbook. Som titlen antyder følger den op på McCartney-familiens kampagne fra 2009 for indførelse af en kødløs dag i ugen (i øvrigt en gammeldags idé, som min moder praktiserede i halvtredserne og de tidliger tressere…) – for at begrænse verdens voksende forbrug af kød og dermed udledningen af drivhusgasser. På 240 sider giver Macca, familien og en række venner – bl.a. Twiggy og Kevin Spacey – bud på, hvad der smager godt, selv om det er uden kød. Overskuddet fra bogen går til kampagnen. Måske Macca næste gang udgiver en kogebog med koshermad for vegetarer?

Det er agurketid, og meget passende har The Guardian bedt Paul Mccartney og døtrene Stella og Mary skrive lidt om emnet "vegetarianisme". Sir Paul kastede sig allerede over spiser uden kød, da han var sammen med Linda, og har siden været varm fortaler for denne trosretning. Det er dog langt fra så frelst, som det kan lyde. Det handler ikke kun om "kærlighed til dyrene", men også om at reducere CO2-udslippet (hvor animalsk produktion er – indiskutabelt – en stor synder) og om – god mad. Læs selv.

Linda & Paul – Eat at home

I de forgangne par uger har man kunnet opleve, at madprogrammet Spise med Price – med brødrene James og Adam Price – er blevet en vaskeægte tv-succes. Alene på Facebook har programmet i løbet og nul komma fem fået 9000 fans. Ikke nok med det, så har successen været så håndgribelig, at Danmarks Radio har berøvet den “hemmelige kanal” DR2 programmet og flyttet det over på DR1. Og hvad skyldes så denne succes?

Jeg har selv set programmet flere gang og været ganske godt underholdt, medens jeg konstaterede, at de to herrer i hvert fald ikke blev mindre trinde, efterhånden som serien skred frem. Jeg tror, der er flere forklaringer. En af dem er, at de to brødre (som også skriver om mad i Politiken) går til gryderne med uselvhøjtidelig appetit og en stor portion humor, der bl.a. – og tydeligt – lægger afstand til madsnobberiet, hvad enten der står skrevet Michelin på det eller Meyersk tilbage-til-de-violette-gulerødder og jordbærrene fra Sydgrønland.

Og dels er der et moment af protest mod sundhedsfanatismen i den herskende politiske kultur. Som hos deres salige far – John Price, der også var gourmet og gourmand – fedtes der ikke småligt med piskefløde og lurmærket smør. Man skal ikke følge duoens “kostråd”, hvis man vil passe sine badebukser til sommer!

Der er noget Konrad og Axel i TV-Køkkenet over brødreparrets politisk ukorrekte opprioritering af glæden ved mad, fornøjelsen ved kogekunst og smagsoplevelser og fortrængning af blegsottige sundhedsapostle med en økologisk løgring som glorie. Igen og igen har jeg kunnet høre kendingsmelodien til Konrads og Axels gamle madprogram for mit indre øre, når jeg har set de to tyksakke muntre sig med gode råvarer, vin og alskens køkkengrej. De slår et slag for den madglæde, der i disse år nærmest er blevet tabu. Og jeg tror, at mangen en seer i deres stille sind identificerer sig med den åbenlyse appetit (uden dårlig samvittighed og kalorietælleri).  Og derfor skal de være velkommen på DR1 i de bedste sendetid. DR2 har jo stadigvæk Fru Plum, der også står for det politisk ukorrekte, omend med en lidt anden rustik tilgang. Velbekomme.

PS. På DRs arkivside Bonanza kan man i øvrigt gense Konrad Bjerre Christensen og Axel Larsen i en udsendelse fra 1973. Ren nostalgi.

I det nærliggende supermarked var det aktuelle bogudsalg placeret lige ved indgangen med en række store øer, der fristede med trykfriske bøger. Og så pakker min gode vilje sammen og kravler ned og gemmer sig  i lommen.

Bøger er i dag – mere end nogensinde – blevet en vare på linje med alt andet. Meget passende stod bogudsalget, hvor discountvarerne ellers fylder op. Og udbuddet af bøger i dette supermarked afslører, at det drejer sig om købmandsskab og ikke om litteraturformidling. Dan Brown, Stieg Larsson, samtalebøger, portrætter af folk fra underholdningsindustrien, sportens verden og politiken plus det løse.

Og blandt “det løse ” faldt mit blik på et indbydende foto af kåldolmere. En lille bitte bunke af Camilla Plums bog “Mormors mad – mad til dem der ved alt om wok og pasta, men savner mormors gryder” var til fals for 70 kr. Smukt layoutet med nostalgiske billeder fra husholdningens historie og – ikke mindst – appetitvækkende fotos af de omtalte retter. På en tom mave var jeg forsvarsløs over for bogens appel. Hvornår har jeg egentig selv fået rigtig hjemmelavet marmorkage? Eller hjemmelavet biksemad? Denne lidt uglesete delikatesse, som slet ikke kan sammenlignes med de plastikposebiksemadder, som enhver discountforretning faldbyder. For slet ikke at tale om kalvefrikadeller, bøf lindstrøm, bøf stroganof, kalvelever, bankekød, æblekage med gele, kræmmerhuse med flødeskum og jordbærsyltetøj osv. osv.!?

Bogen er en fornem dokumentation af, at SELVFØLGELIG har vi en dansk madkultur – og havde det, før NOrdisk MAd blev den nyeste trend inden for den finere madlavning. For mit vedkommende er bogen en nostalgisk rejse ind i det køkken, min egen mor fremtryllede i sine bedste år.Jeg faldt ned i en tidslomme der midt i supermarkedet.
PS. Jo, jeg blev virkelig forført. For det viser sig ved nærmere eftersyn, at bogen er identisk med bogen Umoderne Mad, som jeg har i forvejen. Jeg er for nem. Nogen derude, der mangler en god kogebog?

TILBAGESPOLING 1 – TILBAGESPOLING 2

Jeg ved ikke om det var mellemmaden eller den forestående jul (som flere forretninger allerede har taget hul på!), der satte associationen igang. I hvert fald kom jeg til at tænke på risklatterne, som både min mor og min farmor lavede af de risengrødsrester, der blev til overs. Halvtredserne og de tidlige tresser var – for nogle i det mindste – nøjsomme år, og man smed ikke madrester ud, med mindre de var uspiselige. Derfor risklatterne eller klatkagerne. Jeg elskede dem. Måske fordi de var rigtigt tilberedt med æg og reven citronskal – plus det søde: syltetøj, sukker eller sirup. Opskriften findes endnu.

Jeg kommer i tanke om en pikant historie, min far yndede at more sig selv og andre med at fortælle. Den handler om spaniere, tyrefægtning og kogekunst.
En udlænding – lad os bare sige, at det var en dansker – kommer ind på en spansk restaurant efter at den lokale tyrefægtning har fundet sted. Han skal have noget at spise. Ved bordet ved siden af sidder en indfødt. På tallerknen har han to tilberedte tyrenosser med tilbehør. Danskere forespørger tjeneren, om han kan få serveret samme ret. Men desværre, eftersom den tabende tyr kun har to af slagsen, så…
Næste aften vender danskeren tilbage og skynder sig at bestille omtalte ret. Da tjeneren kommer ligger der to små nosser med tilbehør på tallerknen. Danskeren klør sig i håret og henvender sig til tjeneren, der blot trækker på skulderne og siger: Det var tyren, der vandt i dag.

Denne lille historie dukkede op, da jeg læste om en ny bog “The Testicle Cookbook. Cooking with Balls”, der er blevet lanceret. Og hvorfor ikke – kød er vel kød…

Selv om jeg egentlig har besluttet med mig selv at holde igen med bogindkøb (pladsmangel! tidmangel!), så lykkedes det mig alligevel at slæbe en indbunden en af slagsen hjem. Jeg har nemlig fået mig en ny – endnu en! – boginteresse: bøger om mad. Og det er Camilla Plums skyld. Jeg købte for snart længe siden hendes Umoderne Mad, og siden er det blevet til et par stykker mere af samme forfatterinde (som jeg måske vil vende tilbage til) og et par andre, blandt andet Frk. Jensens den berømte kogebog. Og så nu en bog af Per Kølster (der for at det ikke skal være løgn er Camillas ægtemand…) om min yndlingsfrugt: æblet. En smukt illustreret sag, der kommer hele vejen rundt om disse vidunderlige frembringelser på træerne. Og så er der selvfølgelig også opskrifter af… Camilla Plum. PS. Jeg fandt den billigt i Kvickly…

Jeg var lige ved at få morgenkaffen ned i den gale hals, da jeg læste de seneste forskningsresultater fra videnskabens frontlinjer: Havregryn kan give kræft! Så er mine dage snart talte, for jeg har spist havregryn lige så længe, jeg kan huske. Og det er, som man vil vide, længe. Problemet med havregrynene skulle efter sigende være, at producenterne koger grynene for at fremkalde en nøddeagtig smag (som især er fremherskende i Solgryn). Nøddesmagen kommer fra karamellisering af stivelse i grynene – og det er den, der er skurken. For i karamellen er der noget acrylamid, der er – eller kan være – kræftfremkaldende. Nå, hvad nu? Tja, løbet er nok kørt for mit vedkommende, de mange tons taget i betragtning. Så jeg fortsætter med at spise, som jeg plejer. Dog ikke Solgryn (der er billigere og fuldt lige så gode alternativer). Og økologisk (selv om det i denne sammenhæng ikke gør nogen forskel). Og så skal det nok vise sig, at en anden forsker når frem til en anden konklusion inden længe…

Stegt flæsk med persillesovs, Kørvelsuppe med pocherede æg og asparges, kalvekotelletter med stuvede nye grøn(t)sager, kyllingesteg med skilt sovs, hvidkålssuppe med baconknas osv. Capac faldt over den gæve kogekone Camilla Plums bog “Umoderne mad” til favørpris i den lokale discountforretning med nettopriser (got that?). Undertitlen er “Til dig der savner mors gryder”. Og det kunne en erklæret anakronist og nostalgiker jo slet ikke stå for. For 95 kroner ukorrekt politisk kogekunst, så tænderne løber i vand. Men skynd dig. Bogen er for længst udsolgt fra forlaget.