Indlæg tagget med magt

Den politiske kritiks afmægtighed

14. april 2013

Vi lever i krisetid. Måske den værste krisetid på denne side af 2. Verdenskrig. Og krisen er ikke kun økonomisk. Den går dybere. Det er også en politisk og kulturel krise.

I den offentlige kritik af den siddende S-SF-R-regering bruges der meget krudt pÃ¥ at pointere, at den førte politik hverken er social(istisk) eller demokratisk. At regeringen fører en diametral anden – liberal-borgerlig – politik, end den, de tre partier stillede vælgerne i udsigt før valget. Men fÃ¥ har stillet spørgmÃ¥let: Hvorfor det er gÃ¥et sÃ¥ galt? Eller, som Informations skribent Rune Lykkeberg formulerer det i weekendudgaven af avisen: “Vi ved, at det ikke er regeringen selv, der har udviklet regeringens politik. Men hvor kommer den sÃ¥ fra?”
Lykkeberg rejser spørgsmålet på baggrund af nogle historier, der har været fremme i pressen de seneste mange uger, og som har det til fælles, at de udpeger det bureaukratisk-teknokratiske embedsmandsværk i ministerierne som de egentlige arkitekter bag den førte politik.
En historie var den om en centralt placeret departementschef i Finansministeriet som skulle have udtalt sig negativt om ‘den danske model’ pÃ¥ arbejdsmarkedet. En anden kunne være den om, at Kommunernes Landsorganisation i forhandlingerne med skolelærerne førte en politik, der for længst var fastlagt i Finansministeriet. Kort sagt dækker disse mediebÃ¥rne historier pÃ¥ en konspirationsteori: Det er magtens teknokrater, der stÃ¥r bag den førte politik. Og politikerne er blot villige redskaber for den konspiratoriske politik.
Svagheden ved Lykkebergs skarpe analyse er, at den ikke kommer længere end til – med den franske sociolog Luc Boltanski – at konstatere, at den slags konspirationsteorier opstÃ¥r i ‘komplekse samfund’, hvor magtudøvelsen bliver ‘uigennemskuelig’ og afstanden i viden mellem magthaverne og borgerne bliver (for) stor. Selv om konstateringen er rigtig, sÃ¥ forklarer den jo ikke, hvorfor politikere, der – før de kom til magten – havde andre grundholdninger, som med et trylleslag lægger holdningerne fra sig og fører oppositionspolitik! Med mindre man vil holde fast i den konspiratoriske tankegang, sÃ¥ er det nødvendigt at spørge: Hvor kommer den politik, som teknokraterne har udviklet for regeringen?
Hvis vi skal væk fra billedet af ‘topembedsmænd’ der sidder bag lukkede døre og – snart – en udemokratisk offentlighedslov og strikker en politik sammen, der ikke er til gavn for den brede befolkning, sÃ¥ mÃ¥ vi have analyseret, hvor de grundlæggende tanker kommer fra? De kommer jo ikke ud af den blÃ¥ luft.
Et af elementerne til en forklaring finder vi i det store fællesskab, som Danmark er medlem af: EU. Hvis vi fx tager udviklingen pÃ¥ uddannelsesomrÃ¥det: den tiltagende kommercialisering af udddannelsessystemet, omdannelsen af institutionerne til kvasi-private virksomheder osv., sÃ¥ er det tankegods, man kan finde i den EU-lovgivning, der alt for sjælden er til offentlig debat herhjemme. Inden vi dæmoniserer embedsmandsværket, sÃ¥ skal vi huske pÃ¥, at embedsmænd gør, hvad de bliver sat til at gøre. De gennemfører de love og bekendtgørelse, der er ratificeret af Folketinget. Og embedsmændenes pragmatik er ikke neutral – og kan ikke være det, fordi den bygger pÃ¥ en liberal-borgerlig politisk tankegang, nemlig den EU fører.
Det kan godt være, som Lykkeberg foreslår, at tingene ville se lidt anderledes ud, hvis regeringen ved sin tiltrædelse havde skiftet embedsmændene ud med nogle nye. Men det ville ikke ændre ved, at også nye embedsmænd ville være underlagt makropolitiske love og bestemmelser.
Noget andet er sÃ¥, om denne overstatslige, strukturelle tvang, undskylder politikernes medløberi? Bør vi ikke som almindelige borgere holde fast i, at det til enhver tid, skal være politikerne, der bestemmer, hvilken politik, der skal føres? Bør vi ikke forvente, at de holder fast i deres grundholdninger og – om nødvendigt – gÃ¥r imod bÃ¥de embedsværk og overstatsmagten for at føre den rigtige politik? Det mener jeg.
Det er udtryk for en afmægtighed, at den politiske kritik bliver hængende i historier om teknokratiske mørkemænd, der bag Christiansborgs mure formulerer en politik, der ikke er til gavn for den danske befolkning. Kritikken må dybere. De politiske kommentatorer og journalister må have fat i politiske forudsætninger for den udmøntede politik. Fx EU-lovgivningen.

Politisk Trane-dans: Om Venstres rådne politiske kultur

14. december 2011

På DR Nyhederne i går opfangede jeg partiet Venstres jernlady Ellen Trane Nørby angribe "debatniveauet", fordi nogen havde formastet sig til at opfatte Trolex-sagen som udtryk for en betændt politisk kultur i det tidligere regeringsparti. Hun mente ikke, man skulle trække debatten ned på det niveau.

Nørbys indvending mÃ¥ opfattes som et retorisk trick, som et forsøg pÃ¥ at afspore, hvad "sagen" om Troels Lund Poulsen og Helle Thorning Schmidts skattesag egentlig drejer sig om. Og det er hverken debatniveauet i dansk politik (selv om det ved gud trænger til et serviceeftersyn) eller de jurisdisk indiskutable forhold, som en undersøgelseskommision vil kunne nÃ¥ frem tid. Men – netop! – sagens eksemplariske demonstration af, at Venstre i Ã¥revis har været et parti, der satte magten over andre hensyn – fx hensynet til demokratiske spilleregler, lovgivning, moral og etik.

Selv om undersøgelseskommissionen frifinder de involverede – pÃ¥ grund af manglende beviser – sÃ¥ bør det være klart for enhver, der kan løfte blikket lidt over detaljeniveau, at sagen lugter langt væk af intenderet magtmisbrug. Interessen for Thornings banale skatteforhold har fra starten af haft en skjult politisk dagsorden: Nemlig at gøre hende umulig som statsministerkandidat. Og sagen er blot ét eksempel pÃ¥ den latente magtinteresse. Hvis undersøgelseskommissionen skulle nÃ¥ frem til at lægge ansvaret pÃ¥ den tidligere skatteminister og hans regering, vil det fÃ¥ Tamilsagen til at ligne julehygge anno 2011 og fÃ¥ partiet Venstres hæderlighed og troværdighed til at ligne Kejserens klæder i H. C. Andersens historie.

“Løftebrud” – eller journalisterne som ideologiske medløbere

12. oktober 2011

Siden folketingsvalgets afgørelse er et bestemt begreb dukket op i pressen med en hyppighed, der tankevækkende. Det begreb, jeg tænker pÃ¥, er “løftebrud”. Igen og igen skrives der nyheder og kommentarer, hvor den nye regering kritiseres for at begÃ¥ løftebrud. Og der begÃ¥s sikkert løftebrud af den nye regering. Løfter givet i valgkampens hede brydes, fordi man ikke kan opfylde løfter, nÃ¥r man ikke har et absolut flertal – eller fordi økonomien sætter grænser for, hvad man kan her og nu. Problemet er ikke selve det forhold, at der brydes løfter, men derimod, at der er sÃ¥ ringe forstÃ¥else for de parlamentariske betingelser, som de nuværende regering skal arbejde under – i pressen.

At oppositionspolitikere harcellerer over “løftebrud” er forudsigeligt, men at journaliststanden i almindelighed – for selvfølgelig kan man finde lysende udtagelser – gør det er udtryk for noget andet. Derfor var det lidt sjovt at læse journalisten (!) Jakob Elkjærs indlæg Er journalister hjernedøde? i Politiken i gÃ¥r.

Den tidligere chefredaktør for journaliststandens fagblad Journalisten stikker sin meget polemiske kniv ind lige der, hvor det gør ondt. NÃ¥r journalisterne ukritisk overtager oppositionens retorik (“løftebrud”), sÃ¥ hænger det sammen med, at journalisterne generelt er uvidende om andet end det journalistiske hÃ¥ndværk, de har lært i journalistuddannelsen, suppleret med et mere eller mindre grundigt kendskab til det politiske spil, der foregÃ¥r pÃ¥ Christiansborg.

Med hensyn til historie, økonomi, arbejdsmarkedsforhold, kultur osv. er de temmelig blanke. De bevæger sig inde i den lukkede politiske sfære og ved mere om politisk spin end om fx den globale, økonomiske Ã¥rsager og historiske forudsætninger. Og derfor er de lette ofre for det spin, der hele tiden foregÃ¥r. Elkjær noterer: “Derfor blev medierne benovede, da Anders Fogh Rasmussen importerede kontraktpolitikken fra Tony Blair i Storbritannien og udstedte nogle fÃ¥ konkrete valgløfter, som sÃ¥ stort set blev overholdt. Se, det var professionel politisk kommunikation, som kunne vinde valg – wow!

Til gengæld forstod kun fÃ¥, at økonomien sejlede.”

Fanget i det politisk-retoriske spin er journalisterne ude af stand til at træde et skridt tilbage og kritisk forstÃ¥ begreber som “kontraktpolitik” (som kun giver mening, nÃ¥r man har et absolut flertal – og i øvrigt udøver rendyrket magtpolitik, der lader hÃ¥nt om de demokratiske mindretal) og “løftebrud” (der netop er udtryk for kontraktpolitisk-ideologisk tankegang!).

Elkjær pointerer, at vælgerne godt kan forstÃ¥, at den nuværende regering ikke slet og ret kan gennemføre alle givne løfter – og har forstÃ¥else for de parlamentariske realiteter. Og hans pointe er ikke, at journalisterne IKKE skal være efter S og SF, nÃ¥r de har travlt med at rende fra givne løfter og slippe grebet om de politike ideer, de havde før valget. “Men nÃ¥r reportere og kommentatorer automatisk kalder det løftebrud, at man giver og tager i et flerpartisystem, sÃ¥ skader vi primært vores egen troværdighed.” Den store problem er, at journalisterne generelt set er for dÃ¥rligt skolede til at varetage den kritiske rolle, de burde udfylde i det parlamentariske demokrati. Idealet om at være demokratiets kritiske vagthund er blevet reduceret til en logrende skødehund i de borgerlige magthaveres varetægt. Og prisen er, at journalistikken legitimerende troværdighed gÇ»r fløjten. Det er ikke kun samfundet og økonomien, der er i krise, det er ogsÃ¥ journalistikken.

Indlægget illustrerer ogsÃ¥ et andet forhold. Nemlig, at den politiske kamp ogsÃ¥ handler om at fÃ¥ det symbolske eller retoriske overtag. Vil det lykkes den nuværende regering at vinde kampen om det symbolske? Og fÃ¥ pressen til at acceptere en ny diskurs? Kampen er begyndt. Et eksempel er, at man i den nye regering ikke taler om “ghettoer”, men om “udsatte boligomrÃ¥der”. Om det vil lykkes, kan kun tiden vise. Men kampen ville foregÃ¥ pÃ¥ et helt andet grundlag, hvis journalisterne kendte deres ideale rolle.

OvenstÃ¥ende illustreres med al ønskelig tydelighed i artiklen Kommentatorer: Regeringen er ved at skabe en tillidskløft i dagens udgave af Politiken (!), hvor “politisk kommentator” (og tidl. rÃ¥dgiver for Anders Fogh Rasmussen) Mikael Kritiansen – som, apropos den manglende journalistiske dannelse, ogsÃ¥ er kendt for at ubeføjet at have pralet af en akademisk uddannelse – og “kommunikationskonsulent” Per Rystrøm, der kommenterer “fortællingen om løftebruddene”, men er temmeligt ufølsomme over for den kendsgerning, at de selv er fortællerne…

NÃ¥r Wikien lækker – Wikileaks.

2. december 2010

Forleden blev stifteren af Wikileaks, Julian Assange, efterlyst globalt, fordi han i Sverige er under anklage for voldtægt. Hvor mange mon bliver efterlyst globalt, fordi de har fÃ¥et en voldtægtsanklage pÃ¥ halsen? Efterlysningen kaster selvfølgelig et skarpt lys pÃ¥ fænomenet Wikileaks’ projekt: at offentliggør normalt ikke-tilgængelige dokumenter fra anonyme kilder og “internetlæk” med mere. Anmeldelsen siger noget om Wikileaks betydning i den globale politiske virkelighed. Der er ingen tvivl om, at nogle magtfulde personer, institutioner osv. gerne sÃ¥ Assange bag tremmer i hÃ¥b om, at det ville kunne dæmpe den Ã¥reladning af information, som Wikileaks fortløbende bevirker.
Noget af det interessante ved Wikileaksafsløringerne omkring Irak-krigen og de seneste omkring diplomatiets virke er, at afsløringerne giver os almindelige, dødelige borgere i de vestlige, såkaldte demokratier indblik i det dobbeltspil, som foregår. Vi får en fornemmelse af den afgrund, der mellem den officielle politiske virkelighed og det, der foregår bag lukkede døre og (som udgangspunkt) off the record. Selvfølgelig ved vi godt, at det forholder sig sådan. Det har pressen i årevis forsøgt at fortælle os. Det har været den kritiske journalistiks fornemste opgave i demokratiet at gøre. Men med Wikileaks er afsløringerne af dobbeltspillet blevet endnu mere omfattende og uforudsigelig.
Et eksempel er de endnu ikke frigivne dokumenter af den forhenværende, amerikanske ambassadør James Cains e-mail-korrespondance til den tidl. amerikanske præsident George W. Bush. Til Berlingske Tidende afslører Cain, at han i de pÃ¥gældende e-mails forhold sig stærkt kritisk til den danske politiske opposition med Helle Thorning Schmidt i spidsen: »Jeg skrev til præsident Bush, at der var grund til bekymring, hvis der kom et regeringsskifte – fordi jeg vidste, at en socialdemokratisk regering ville være afhængig af Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, og at der derved var udsigt til en kursændring/…/Jeg kendte selvfølgelig til Helle Thorning-Schmidts holdning – og ja, jeg var bekymret for, at hun som ny statsminister i en koalition med SF og De Radikale ville føre en politik, som ikke var den, som USA ønskede«. Vi fÃ¥r se, om de faktiske afsløringer har andre artigheder at byde pÃ¥; men den citerede afsløring viser mÃ¥ske, at den sÃ¥kaldte spionagesag – hvor den amr. ambassade var under anklage for at udspionere almindelige danskere i København – nok ikke var en tilfældighed. Og jeg synes ogsÃ¥, at afsløringen sætter et stort spørgsmÃ¥lstegn ved den siddende regerings ukritiske, vandtætte og blinde loyalitet over for USA som allieret. Hvis ikke amerikanerne kan acceptere en dansk politik formuleret og realiseret af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og de Radikale, hvordan kan vi sÃ¥ ukritisk være deres allierede? James Cain har selv kaldt sine afsløringer “bagateller”, sÃ¥ man mÃ¥ formode, at der er andre saftigere sager pÃ¥ spil, hvilket ogsÃ¥ understreges af, at han pÃ¥ tv i gÃ¥r kaldte Wikileaks-afsløringerne for “højforædderi”…
Er Wikileaks et gode? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Wikileaks vil forstærke magthavernes anstrengelser for at begrænse offentlighedens indsigt i, hvad der foregÃ¥r i magtcentrene. AltsÃ¥ forstærke den tendens, vi har set – ogsÃ¥ herhjemme – specielt efter 9/11. Ud fra et demokratisk synspunkt mÃ¥ vi bifalde Wikileaks arbejde. For kun gennem voksende indsigt i magtens arbejde vil vi kunne styrke det demokrati, der altid er truet af magten.