CAPAC

Ja, en af min barn- og ungdoms radiohelte, Hans Otto Bisgaard, fylder 70 i dag d. 7. august. Med baggrund i Brøndby Pop Club, der blandt meget andet arrangerede den allerførste koncert i Danmark med bandet, der blev kendt som Led Zeppelin, blev Bisgaard en af de radioværter, der tog over efter Jørgen (de) Mylius og åbnede op for musik, der ikke kun gjorde sig på hitlisterne og i Melodi Grand Prix.

Sammen med fx Palle Aarslev lavede han det legendariske program Beatrapport, der gav indblik i den ny musik, der rørte på sig i Storbritannien, USA og andre steder. Bisgaard var med til at udvide mit musikalske univers kraftigt. Og tak for det.

Siden blev Bisgaard mere blød i kanten og mere orienteret mod mainstream. Det skal han ikke høre et ondt ord for her, for han sørgede for at Ã¥bne mine ører for en masse spændende musik. Det var bl.a. hos ham jeg lærte at lytte til fx. The Band (Big Pink) og Townshend-Lane “Rough mix”. Bare som eksempler. Til lykke med dagen Hans Otto og – rock on.

I følge Danmarks Radios seneste opgørelse, så har den Israelske stats intervention i Gazaområdet indtil videre kostet omkring 1700 palæstinensere livet, ca. 9000 er blevet såret og et større, ukendt antal (anslået 280.000) er på flugt på Gazastriben. Der er blevet dræbt 65 israelere i samme periode, 63 af dem er soldater. En tredjedel af de dræbte palæstinensere var børn og unge.

Konflikten i Gaza er ikke kun en konflikt mellem den israelske stat og de statsløse palæstinensere pÃ¥ Gazastriben. Konflikten er ogsÃ¥ en ideologisk kamp. Det kom med al ønskelig tydelighed frem i gÃ¥r aftes i DR2s program Deadline (kl. 22.30), hvor man havde et interview med den norske læge Mads Gilbert, der de seneste tre uger har arbejdet pÃ¥ al-Shifa-hospitalet i Gaza. I et Ã¥bent brev til offentligheden har Gilbert kritiseret Israel for at gÃ¥ mÃ¥lrettet mod kvinder og børn i angrebene og har appelleret direkte til præsident Obama om at komme til al-Shifa og tage tragedien i øjensyn (fordi det – i følge Gilbert – ville ændre verdens gang dernede…).

Det var den danske journalist Martin Krasnik, der var i studiet og interviewede Gilbert. Og det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at Krasnik forsøgte at fremstille Gilbert som en læge, der var ude i et politisk ærinde. UnderforstÃ¥et: At Gilbert ikke blev ved sin læst (og lappede de sÃ¥rede sammen…), men politiserede og tog parti for terrororganisationen Hamas. Men interviewet tog en overraskende vending, fordi Gilbert afviste Krasniks forsøg pÃ¥ at sætte sig pÃ¥ talen om Gaza-konflikten. Det lykkedes – set herfra – for Gilbert at flytte problemet over pÃ¥ DR-journalisten, der blev udstillet som en eksponent for den amerikanskdominerede diskurs og ideologi om Gaza-konflikten. I et relativt kort øjeblik (set i det store mediesammenhæng….) blev det tydeligt, at Danmarks Radio med den i øvrigt seriøse Martin Krasnik i spidsen er mere end villige agenter for den herskende ideologi og amerikanernes definitionsmagt i Gaza-konflikten. Det er en øjenÃ¥bner af dimensioner – og man kan kun beklage, at mange flere sÃ¥kaldte eksperter og journalister ikke gÃ¥r i Gilberts fodspor og udøver magtkritik af de herskende medier.

Gense udsendelsen her.

Journalisten Lasse Jensen, der bestyrer det lytteværdige program pÃ¥ P1 “Mennesker og medier”, kommenterer i denne uge en analyse, som medieforskerne Stig Hjarvad og Nete N. Kristensen har udført. De to forskere har gennemanalyseret det sidste tiÃ¥rs ledende artiklers forholden sig til krigene i Afghanistan, Irak og Libyen i de fem førende dagblade. Og de er kommet til det resultat, at lederne generelt afspejler den politiske elites holdninger.

Lasse Jensen konstaterer tørt:

“Det massive flertal af danske dagblade bekender sig med større eller mindre nuancer til et liberalt samfundssyn. De har stort set alle deres historiske udspring i partierne Venstre, Konservative eller de radikale.

Det har været stort set umuligt at starte eller udvikle aviser med et andet grund-ideologisk udgangspunkt. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet forsøgte, men fejlede.”

At medierne afspejler et borgerligt-liberalt grundsynspunkt er sÃ¥dan set ikke nogen nyhed. Allerede  de tidlige halvfjerdsere kunne pionermedieforskeren Frands Mortensen pÃ¥vise i sin kommunikationskristiske analyse af 22-radioavisen, at et bestemt samfundssyn var dominerende. Forskellen mellem dengang og nu er sÃ¥, at vi de seneste Ã¥r har været igennem – og er det vel endnu – en global økonomisk krise, der netop er kendetegnende ved at have sat flere spørgsmÃ¥lstegn ved den kapitalistiske økonomi og dennes borgerligt-liberale grundideologiske samfundssyn. Men selv om der i det store medielandskab er mange krtiske stemmer, sÃ¥ er det overordnede billede stadigvæk, at man skal lede meget længe i de store nationale medier for at finde journalistiske artikler, der problematiserer det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Det generelle billede er, at medierne afspejler den politiske elites tænkning – og problemet er, at dette spejlbillede ikke afspejler befolkningens holdninger.

“Vi har den presse, vi har. PÃ¥ godt og ondt./ Den gÃ¥r grundlæggende ikke ind for at lave ballade – kun hvis den politiske elite gør det. PÃ¥ den mÃ¥de afspejler den eliten men ikke nødvendigvis befolkningen.”, slÃ¥r Lasse Jensen fast. NÃ¥r det ikke forholder sig anderledes, hænger det snævert sammen med, at de store medier økonomisk og organisatorisk er solidariske med det borgerligt-liberale samfund, vi lever i. De store medier – de store landsdækkende aviser, DR og TV2 – er ikke politisk eller økonomisk uafhængige af de borgerlige samfund, de arbejder i. Af samme grund er de heller ikke særligt kritiske over for samfundet, samfundsøkonomien eller den herskende grund-ideologiske tænkning. Og det er et kæmpemæssigt problem for demokratiet og samfundsudviklingen.

Som bekendt afgøres den kendte butikkæde HMVs skæbne i disse uger. Skal kæden forsvinde som endnu et offer for internettets magt eller lykkes det for de store pladeselskaber at redde butikkerne på stregen? I den forståelige bekymring hos musikelskere over, at endnu en pladebutik vil forsvinde, så skal vi ikke glemme, at det store internet også åbner for nogle muligheder, som vi engang kun kunne drømme om.

I den engelske avis The Independent gør Elisa Bray opmærksom pÃ¥, at internettet i stadigt større grad gør det muligt for musikelskere at opdage "gammel", "glemt" musik. Der dukker hele tiden nye arkiver op, der tillader lytterne at finde sjælden musik. Som eksempel nævner Bray folkemusikplademærket Topic Records, der er i gang med at lægge hele sit bagkatalog ud online. Og vi taler om et indflydelsesrigt plademærke, der bl.a. har promoveret Pete Seeger. Andre eksempler er John Peels arkiv og folkloristen Alan Lomax‘ feltoptagelser. Og dertil skal føjes – kunne man supplere – de hundredvis af hjemmesider og blogs, der (mere eller mindre legalt) dyrker nostalgien, samleriet og det nørdede.

Jovist. Der er ingen tvivl om, at internettet giver nogle muligheder, som ingen pladebutik nogensinde kunne give -uanset hvor velassorteret den så end måtte være. Læs Brays udmærkede indspark lige her.

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – ogsÃ¥ selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, sÃ¥ er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslÃ¥, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel pÃ¥ de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, sÃ¥ mÃ¥ disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Næppe er det sidste offer efter terrorhandlingerne i Norge registreret, før eftertanken begynder at arbejde. Splinter af kritik og refleksion melder sig i den unisone solidaritet, der har præget timerne lige efter de tragiske begivenheder.

I gårsdagen aviser kunne man således læse, at nogen sætter spørgmålstegn ved politiets effektivitet og handlekraft. Hvorfor kunne den lyshårede, højreekstremistiske nordmand gå rundt i halvanden time på Utøya, før politiet nåede frem? Og politiet forsvarer sig mod kritikken i dag.

I gÃ¥r kunne man ogsÃ¥ høre og læse, at mange nordmænd var ‘lettede’ over, at der kun være tale om en højreekstremist fra Norge og ikke den islamiske terrorisme, der har været pÃ¥ dagsordenen i medier og politisk offentlighed de sidste ti Ã¥r. Lettelsen er bÃ¥de forstÃ¥elig – og sÃ¥ alligevel ikke helt. Det er en lettelse, nÃ¥r ens værste, bange anelser ikke bliver indfriet. Men omvendt mÃ¥ det være skræmmende, at terroren opstÃ¥r lige midt i et pænt, borgerligt boligkvarter i Oslo, at den er udført af en mand, der var medlem af Frimurerlogen, tidligere medlem af Fremskridtspartiet og selvstændig erhvervsdrivende, altsÃ¥ indbegrebet af det bestÃ¥ende.

Endnu en eftertanke, jeg tror vil melde sig den kommende tid, gælder selve terrorberedskabet og -bekæmpelsen. For er den lyshårede nordmands succesfulde (!) terrorhandlinger, der efter sigende er planlagt gennem ni år, ikke netop en demonstration af, at anti-terror-tænkningen, vi har set formuleret efter 9/11, og de efterfølgende terrorlove, som har indskrænket almindelige borgeres rettigheder, ikke virker efter hensigten? Den øgede overvågning af og kontrol med civilsamfundet dur ikke. Vi så det også med den enbenede bombemand i København og angrebet på Kurt Westergaard. Den herskende anti-terrortænkning har fejlet.

Og spørgsmÃ¥let er, om ikke vi nÃ¥r længere ved at erkende – en gang for alle – at terroren lurer i hjertet af vores civilisation, at den er et produkt af det samfund, vi lever i, og at vi bedst modvirker den ved at bevare et Ã¥bent samfund og sætte vores lid til traditionel efterretningsarbejde?

British Pathé er – som man kan læse pÃ¥ hjemmesiden – et af de ældste medievirksomheder i hverden. Det blev grundlagt i 1890’erne i Paris og kom til London i 1902. Fra 1910 og frem har British Pathé produceret nyhedsprogrammer m.m. Her kan du fx se et lille sjovt og interessant indslag om Rolling Stones’ berømte Hyde Park-koncert i 1969 i anledning af Brian Jones’ død. Et tidsbillede med naziikonbesatte rockere, hippier, sommerfulge osv. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, sÃ¥ ser man et kort øjeblik Julie Driscoll med puddelhundefrisyre. Der er selvfølgelig ogsÃ¥ levende billeder af Mick Jagger og bandet. Bemærk i øvrigt speaker-kommentarerne, som ogsÃ¥ er et stykke tidshistorie…

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig sÃ¥, at den 35-Ã¥rige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-Ã¥rig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er ogs̴ en p̴mindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er Рgenerelt set Рhybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er ogsÃ¥ interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgÃ¥ i vores opfattelse af, hvad der foregÃ¥r i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, sÃ¥ har de ogsÃ¥ indebÃ¥ret en kritik af det bestÃ¥ende syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster sÃ¥ have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, sÃ¥ har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. AltsÃ¥ lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fÃ¥et punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er mÃ¥ske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. BÃ¥de de etablerede nyhedsmedier og de sociale….

I gÃ¥r aftes havde jeg opportun lejlighed til at lytte til P1 hele aftenen, og et af de programmer jeg lyttede til, var “Krause pÃ¥ tværs”, som bestyres af journalisten og politisk kommentator Niels Krause-Kjær. I studiet havde han Michael Jeppesen, der har slÃ¥et sig op som kunstanmelder (senest i Information) og forfatter til en bog om klimatopmødet. SÃ¥ vidt jeg har forstÃ¥et er Michael Jeppesen autodidakt i enhver henseende. Og man kan godt mærke pÃ¥ hans tilgang til politik og medier, at han ikke har gÃ¥et i nogen formel journalistisk skole. Og det skal forstÃ¥s i positiv forstand. Med en selviscenesættelse, der minder en om den lille dreng i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”, forsøger Michael Jeppesen, hvad enten han ser pÃ¥ ny kunst eller gÃ¥r rundt pÃ¥ klimatopmødet at bilde sig selv og os andre ind, at han som en anden nar kan være med til at fjerne det slør af spin, skjulte dagsordener, skamridte kæpheste osv., der præger vores politiske og kulturelle tid. Og det kan han mÃ¥ske ogsÃ¥ i et vist omfang.

I hvert fald var det forfriskende at høre hans skrÃ¥sikre forsvar for sin egen weblog over for Krause Kjærs diskrete , men for mange journalister typiske, nedladenhed over for blogfænomenet. I sin blog pÃ¥ Politiken har Jeppesen blandt andet dokumenteret, hvordan bl.a. TV2 pÃ¥ uheldig vis har været fedtet ind i den sÃ¥kaldte “Lækagesag”. I Krause Kjærs spørgsmÃ¥l og i TV2-journalisten Jes Dorph-Petersens kritik af Michael Jeppesens blog lÃ¥ et latent  forsøg pÃ¥ at kastrere og bagatellisere dette sociale og demokratiske medie. Men Jeppesen holdt fanen højt og angreb de to journalister pÃ¥ deres svage flanke: Han bad dem dokumentere deres pÃ¥stande om, at bloggens dokumentation ikke holdt, og at debatniveauet var under avisstandard. Det var kosteligt at høre, hvordan den ellers meget forstÃ¥ende og lyttende Krause Kjær for en gangs skyld var trængt og pÃ¥ hælene. Og Jes Dorph Petersen fik et forklaringsproblem. Hør udsendelsen her.

Man skal passe pÃ¥ med at afskrive et medie. Eller en genre for den sags skyld. Grammofonpladen er ikke død, som nogen engang mente at kunne forudsige. Og CD’en dør nok heller ikke, selv om dens nekrolog allerede er skrevet. Den vil gÃ¥ igen som nicheprodukt. Lydbogen og Kindle vil heller ikke tage livet af de trykte bøger. Og jeg tror heller ikke, at de digitale medier vil gøre en ende pÃ¥ aviserne med papir og tryksværte. Men tingene vil ændre sig. Ingen tvivl om det. Det samme gælder de journalistiske genrer. Hvordan vil det gÃ¥ med den tradtionelle musikanmeldelse, spørger Musikparlamentet? Er den blevet overflødig som følge af de mange nye sociale medier – weblogs, facebook, twitter osv. – hvor musikinteresserede deler viden og inspiration? Den 11. Marts kl. 17.00 kan man deltage i debatten i Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Ã…rhus C. Det koster 20kr. at komme ind. Og i panelet sider repræsentanter for blogland, forskningen og musikken. Det er ogsÃ¥ muligt at fÃ¥ en musikalsk oplevelse, idet SilverGleamingSoundMachine giver koncert før debatten. Mere her.

PS. Jeg tror ikke, at de nye medier vil tage livet af den seriøse musikanmeldelse, der bygger pÃ¥ Ã¥relang lytten til musik og er drevet af kærlig interesse for musikken. Den vil leve videre – i de traditionelle medier og de nye. Derimod vil de uengagerede, venstrehÃ¥ndsanmeldelser ( som der ved den søde grød er mange af), hvor anmelderen dÃ¥rligt nok har gidet at lytte til produktet og bare tørrer sine uforbeholdne meninger af pÃ¥ læsere, med sikkerhed blive udfaset…