CAPAC

Som bekendt afgøres den kendte butikkæde HMVs skæbne i disse uger. Skal kæden forsvinde som endnu et offer for internettets magt eller lykkes det for de store pladeselskaber at redde butikkerne på stregen? I den forståelige bekymring hos musikelskere over, at endnu en pladebutik vil forsvinde, så skal vi ikke glemme, at det store internet også åbner for nogle muligheder, som vi engang kun kunne drømme om.

I den engelske avis The Independent gør Elisa Bray opmærksom på, at internettet i stadigt større grad gør det muligt for musikelskere at opdage "gammel", "glemt" musik. Der dukker hele tiden nye arkiver op, der tillader lytterne at finde sjælden musik. Som eksempel nævner Bray folkemusikplademærket Topic Records, der er i gang med at lægge hele sit bagkatalog ud online. Og vi taler om et indflydelsesrigt plademærke, der bl.a. har promoveret Pete Seeger. Andre eksempler er John Peels arkiv og folkloristen Alan Lomax‘ feltoptagelser. Og dertil skal føjes – kunne man supplere – de hundredvis af hjemmesider og blogs, der (mere eller mindre legalt) dyrker nostalgien, samleriet og det nørdede.

Jovist. Der er ingen tvivl om, at internettet giver nogle muligheder, som ingen pladebutik nogensinde kunne give -uanset hvor velassorteret den så end måtte være. Læs Brays udmærkede indspark lige her.

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Næppe er det sidste offer efter terrorhandlingerne i Norge registreret, før eftertanken begynder at arbejde. Splinter af kritik og refleksion melder sig i den unisone solidaritet, der har præget timerne lige efter de tragiske begivenheder.

I gårsdagen aviser kunne man således læse, at nogen sætter spørgmålstegn ved politiets effektivitet og handlekraft. Hvorfor kunne den lyshårede, højreekstremistiske nordmand gå rundt i halvanden time på Utøya, før politiet nåede frem? Og politiet forsvarer sig mod kritikken i dag.

I går kunne man også høre og læse, at mange nordmænd var ‘lettede’ over, at der kun være tale om en højreekstremist fra Norge og ikke den islamiske terrorisme, der har været på dagsordenen i medier og politisk offentlighed de sidste ti år. Lettelsen er både forståelig – og så alligevel ikke helt. Det er en lettelse, når ens værste, bange anelser ikke bliver indfriet. Men omvendt må det være skræmmende, at terroren opstår lige midt i et pænt, borgerligt boligkvarter i Oslo, at den er udført af en mand, der var medlem af Frimurerlogen, tidligere medlem af Fremskridtspartiet og selvstændig erhvervsdrivende, altså indbegrebet af det bestående.

Endnu en eftertanke, jeg tror vil melde sig den kommende tid, gælder selve terrorberedskabet og -bekæmpelsen. For er den lyshårede nordmands succesfulde (!) terrorhandlinger, der efter sigende er planlagt gennem ni år, ikke netop en demonstration af, at anti-terror-tænkningen, vi har set formuleret efter 9/11, og de efterfølgende terrorlove, som har indskrænket almindelige borgeres rettigheder, ikke virker efter hensigten? Den øgede overvågning af og kontrol med civilsamfundet dur ikke. Vi så det også med den enbenede bombemand i København og angrebet på Kurt Westergaard. Den herskende anti-terrortænkning har fejlet.

Og spørgsmålet er, om ikke vi når længere ved at erkende – en gang for alle – at terroren lurer i hjertet af vores civilisation, at den er et produkt af det samfund, vi lever i, og at vi bedst modvirker den ved at bevare et åbent samfund og sætte vores lid til traditionel efterretningsarbejde?

British Pathé er – som man kan læse på hjemmesiden – et af de ældste medievirksomheder i hverden. Det blev grundlagt i 1890′erne i Paris og kom til London i 1902. Fra 1910 og frem har British Pathé produceret nyhedsprogrammer m.m. Her kan du fx se et lille sjovt og interessant indslag om Rolling Stones’ berømte Hyde Park-koncert i 1969 i anledning af Brian Jones’ død. Et tidsbillede med naziikonbesatte rockere, hippier, sommerfulge osv. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så ser man et kort øjeblik Julie Driscoll med puddelhundefrisyre. Der er selvfølgelig også levende billeder af Mick Jagger og bandet. Bemærk i øvrigt speaker-kommentarerne, som også er et stykke tidshistorie…

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig så, at den 35-årige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-årig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er også en påmindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er – generelt set – hybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er også interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgå i vores opfattelse af, hvad der foregår i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, så har de også indebåret en kritik af det bestående syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster så have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, så har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. Altså lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fået punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er måske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. Både de etablerede nyhedsmedier og de sociale….

I går aftes havde jeg opportun lejlighed til at lytte til P1 hele aftenen, og et af de programmer jeg lyttede til, var “Krause på tværs”, som bestyres af journalisten og politisk kommentator Niels Krause-Kjær. I studiet havde han Michael Jeppesen, der har slået sig op som kunstanmelder (senest i Information) og forfatter til en bog om klimatopmødet. Så vidt jeg har forstået er Michael Jeppesen autodidakt i enhver henseende. Og man kan godt mærke på hans tilgang til politik og medier, at han ikke har gået i nogen formel journalistisk skole. Og det skal forstås i positiv forstand. Med en selviscenesættelse, der minder en om den lille dreng i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”, forsøger Michael Jeppesen, hvad enten han ser på ny kunst eller går rundt på klimatopmødet at bilde sig selv og os andre ind, at han som en anden nar kan være med til at fjerne det slør af spin, skjulte dagsordener, skamridte kæpheste osv., der præger vores politiske og kulturelle tid. Og det kan han måske også i et vist omfang.

I hvert fald var det forfriskende at høre hans skråsikre forsvar for sin egen weblog over for Krause Kjærs diskrete , men for mange journalister typiske, nedladenhed over for blogfænomenet. I sin blog på Politiken har Jeppesen blandt andet dokumenteret, hvordan bl.a. TV2 på uheldig vis har været fedtet ind i den såkaldte “Lækagesag”. I Krause Kjærs spørgsmål og i TV2-journalisten Jes Dorph-Petersens kritik af Michael Jeppesens blog lå et latent  forsøg på at kastrere og bagatellisere dette sociale og demokratiske medie. Men Jeppesen holdt fanen højt og angreb de to journalister på deres svage flanke: Han bad dem dokumentere deres påstande om, at bloggens dokumentation ikke holdt, og at debatniveauet var under avisstandard. Det var kosteligt at høre, hvordan den ellers meget forstående og lyttende Krause Kjær for en gangs skyld var trængt og på hælene. Og Jes Dorph Petersen fik et forklaringsproblem. Hør udsendelsen her.

Man skal passe på med at afskrive et medie. Eller en genre for den sags skyld. Grammofonpladen er ikke død, som nogen engang mente at kunne forudsige. Og CD’en dør nok heller ikke, selv om dens nekrolog allerede er skrevet. Den vil gå igen som nicheprodukt. Lydbogen og Kindle vil heller ikke tage livet af de trykte bøger. Og jeg tror heller ikke, at de digitale medier vil gøre en ende på aviserne med papir og tryksværte. Men tingene vil ændre sig. Ingen tvivl om det. Det samme gælder de journalistiske genrer. Hvordan vil det gå med den tradtionelle musikanmeldelse, spørger Musikparlamentet? Er den blevet overflødig som følge af de mange nye sociale medier – weblogs, facebook, twitter osv. – hvor musikinteresserede deler viden og inspiration? Den 11. Marts kl. 17.00 kan man deltage i debatten i Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Det koster 20kr. at komme ind. Og i panelet sider repræsentanter for blogland, forskningen og musikken. Det er også muligt at få en musikalsk oplevelse, idet SilverGleamingSoundMachine giver koncert før debatten. Mere her.

PS. Jeg tror ikke, at de nye medier vil tage livet af den seriøse musikanmeldelse, der bygger på årelang lytten til musik og er drevet af kærlig interesse for musikken. Den vil leve videre – i de traditionelle medier og de nye. Derimod vil de uengagerede, venstrehåndsanmeldelser ( som der ved den søde grød er mange af), hvor anmelderen dårligt nok har gidet at lytte til produktet og bare tørrer sine uforbeholdne meninger af på læsere, med sikkerhed blive udfaset…

For snart mange år siden var jeg med et hold gymnasieelever på besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. Når man så programmet på tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra en bugnende gavebord.

Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.

De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige så godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.

Når det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, så hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. Når vi ser tv-aviserne, så er deres funktion afhængig af, at vi stoler på, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, på Haiti osv.

Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.

“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører måske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.

Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.

Når deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes på ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), så hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse står og falder med sin realistiske troværdighed. Når Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der står bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der måske ikke har set familiemedlemmer i måske 20 år“, så er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mål af (konstrueret) troværdig autencitet.

Der er to dage i mit liv, som jeg erindrer med en særlig tydelighed. Den ene dag var dengang, da nyheden om John F. Kennedy nåede frem til danskerne. Vi var nogle drenge, der om morgenen stod uden for Vestre Skoles gymnastiksal og ventede på at blive lukket ind. Og vi snakkede om den forfærdelige nyhed. Jeg forstod ikke så meget af, hvad der var sket, men havde en følelse af uvirkelighed i kroppen.

Det samme gentog sig, da terrorister angiveligt fløj ind i Word Trade Center den 11. september 2001. På tv i min daværende arbejdsplads’ kaffestue løb billederne af de eksploderende maskiner hen over skærmen som en båndsløjfe, medens nyhedsrapporteren forsøgte at stykke en mening med galskaben sammen. Og jeg sad dér og tænkte: Det er kunne lige så godt være en Hollywood-film.

Siden 9/11 været genstand for mange analyser og granskning. Og der er opstået en hel del konspiratoriske teorier om, hvad der faktisk hændte. Var det islamisk fundamentalistiske terrorister, der stod bag? Eller var det i virkeligheden Bush-administrationen, der selv iscenesatte det hele som et spektakulært Hollywoodsk påskud for at drage ud i verden og kæmpe for olierettighederne osv.? Og passede det ikke som fod i hose til argumentet for krigen: At Sadam Hussein havde masseødelæggelsesvåben?

I dagens udgave af Jyllands Posten kan man læse, at en række kændisser – skuespillere, teologer, læger osv. – kræver en uvildig undersøgelse af, hvad der skete dengang. For mig er det først og fremmest en illustration af, hvor uvirkelig den mediale virkelighed efterhånden er blevet – og måske altid har været. Et symptom på det virkelighedstab, som tv-mediet med sine iscenesættelser gør sig skyldig i – og nu mere end nogensinde før. Hvem kender ikke den fundamentale skepsis, der er en tro følgesvend til de journalistiske medier? Hånden på hjertet.

Det var den franske sociolog Jean Baudrillard, der satte trumf på denne erkendelse, da han hævdede, at Golfkrigen aldrig havde fundet sted. Det var en tvfiktion. Et simulakrum. Vil en uvildig undersøgelse mon fjerne vores inderste tvivl om medierne?

Det var vist den nuværende finansminister og Venstreideolog, Claus Hjorth Frederiksen, der kom for skade at sige, at hvis vælgerne vidste, hvad regeringspartiet ideologisk set pønsede på, så ville den ikke blive genvalgt…

Og der skal da heller ikke herske tvivl om, at der bag megen floromvunden tale om “velfærdssamfund”, “borgeren i centrum” osv. ligger en masterplan om at realisere de hede, liberalistiske drømme overalt, hvor det er muligt. Venstre er drevet af en indædt tro på, at fri konkurrence, økonomiske incitamenter (privathospitaler!), markedskræfternes frie spil, udlicitering til private osv. vil være godt for alle. Indiskutabelt godt.

En af de ideologiske kamppladser, hvor den kamouflerede ideologi stikker sit grimme fjæs frem, så enhver idiot kan se det, er kampen om medierne, nærmere bestemt: Danmarks Radios rolle. Danmarks Radio har med sin ubestridelige, folkelige succes været en torn i øjet på liberalisterne. Et synligt eksempel på, at en statsdrevet public service-station både kan leverer kvalitet i bredden og have stor folkelig succes – både på radiosiden og tv-siden.

Det er lykkedes for de borgerlige at få etableret fallitboet TV2, der godt nok har været en succes, men en betinget sådan, fordi man både har villet blæse og have mel i munden. TV2 er jo aldrig blevet et mønstereksempel på en kommerciel mediesucces, fordi den har fået skattekroner intravenøst.  Og stadigvæk får det, selv om institutionen har været ved at tage livet af sig selv på grund af medial storhedsvanvid.

De borgerlige har også igangsat en række kommercielle radiostationer, som har vist sig at være kommercielle flops på stribe. Igen og igen er det blevet demonstreret af konceptet “reklamer, hitlistemusik og tomhjernet snak” ikke er ‘kommercielt bæredygtigt‘. I den forbindelse har det været mere end generende for de borgerlige ideologer at se, at DRs popkanal P3 er løbet med alle lytterne – 2,3 milioner pr. uge, helt præcist.

Derfor er det heller ikke særligt overraskende, at en af Venstres ideologiske løvinder, Ellen Trane Nørby har fået den idé at nedlægge P3. Eller rettere: flytte den over på DAB. Trane Nørby ved nemlig godt, at mange af P3-lytterne holder fast i deres gode, gamle FM-radio og ikke har planer om at investere i en DAB-radio. I stedet skal så en kommerciel radiostation overtage P3s plads på FM-båndet. Smart ikke? Og så skidt med, at det store lytterflertal har talt! Man er vel ideolog!

I forbindelse med den nybagte idé kommer Ellen Trane Nørby med en indrømmelse, der er ganske afslørende. For i første omgang var det jo meningen at nedlægge P2. Nu skal det så være P3 i stedet for. I den forbindelse siger Nørby: “Det er mere naturligt. P2s indhold er ikke og skal ikke være kommercielt bæredygtigt“. En indrømmelse af, at man var villig til at ofre P2 på den økonomiske ‘bæredygtigheds’ alter, selv om man anså kanalen for at være ubæredygtig..

Lykkes det for Venstre og regeringspartierne at skære P3 bort, så skader man DRs public service-funktion, der jo ikke blot handler om ikke-kommercielle udsendelser men også om at have en folkelig bredde. Og den populære P3-kanal vil sandsynligvis følge de kommercielle radioers lemmingegang ud over kanten. Venstres strategi er klar nok. Kan man ikke udkonkurrere DR gennem fri, kommerciel medievirksomhed, så kan man da altid stække DR ved at berøve institutionen dens mest populære aktiver. Hvad bliver det næste? At udlicitere Forbrydelsen III?