Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.
Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig sÃ¥, at den 35-Ã¥rige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-Ã¥rig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!
Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.
Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.
Sagen er ogsÃ¥ en pÃ¥mindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er – generelt set – hybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.
Tom MacMasters fiktion er ogsÃ¥ interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgÃ¥ i vores opfattelse af, hvad der foregÃ¥r i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, sÃ¥ har de ogsÃ¥ indebÃ¥ret en kritik af det bestÃ¥ende syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…
Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.
Skulle MacMaster sÃ¥ have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, sÃ¥ har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. AltsÃ¥ lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fÃ¥et punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er mÃ¥ske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. BÃ¥de de etablerede nyhedsmedier og de sociale….