CAPAC

Som bekendt afgøres den kendte butikkæde HMVs skæbne i disse uger. Skal kæden forsvinde som endnu et offer for internettets magt eller lykkes det for de store pladeselskaber at redde butikkerne på stregen? I den forståelige bekymring hos musikelskere over, at endnu en pladebutik vil forsvinde, så skal vi ikke glemme, at det store internet også åbner for nogle muligheder, som vi engang kun kunne drømme om.

I den engelske avis The Independent gør Elisa Bray opmærksom på, at internettet i stadigt større grad gør det muligt for musikelskere at opdage "gammel", "glemt" musik. Der dukker hele tiden nye arkiver op, der tillader lytterne at finde sjælden musik. Som eksempel nævner Bray folkemusikplademærket Topic Records, der er i gang med at lægge hele sit bagkatalog ud online. Og vi taler om et indflydelsesrigt plademærke, der bl.a. har promoveret Pete Seeger. Andre eksempler er John Peels arkiv og folkloristen Alan Lomax‘ feltoptagelser. Og dertil skal føjes – kunne man supplere – de hundredvis af hjemmesider og blogs, der (mere eller mindre legalt) dyrker nostalgien, samleriet og det nørdede.

Jovist. Der er ingen tvivl om, at internettet giver nogle muligheder, som ingen pladebutik nogensinde kunne give -uanset hvor velassorteret den så end måtte være. Læs Brays udmærkede indspark lige her.

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Næppe er det sidste offer efter terrorhandlingerne i Norge registreret, før eftertanken begynder at arbejde. Splinter af kritik og refleksion melder sig i den unisone solidaritet, der har præget timerne lige efter de tragiske begivenheder.

I gårsdagen aviser kunne man således læse, at nogen sætter spørgmålstegn ved politiets effektivitet og handlekraft. Hvorfor kunne den lyshårede, højreekstremistiske nordmand gå rundt i halvanden time på Utøya, før politiet nåede frem? Og politiet forsvarer sig mod kritikken i dag.

I går kunne man også høre og læse, at mange nordmænd var ‘lettede’ over, at der kun være tale om en højreekstremist fra Norge og ikke den islamiske terrorisme, der har været på dagsordenen i medier og politisk offentlighed de sidste ti år. Lettelsen er både forståelig – og så alligevel ikke helt. Det er en lettelse, når ens værste, bange anelser ikke bliver indfriet. Men omvendt må det være skræmmende, at terroren opstår lige midt i et pænt, borgerligt boligkvarter i Oslo, at den er udført af en mand, der var medlem af Frimurerlogen, tidligere medlem af Fremskridtspartiet og selvstændig erhvervsdrivende, altså indbegrebet af det bestående.

Endnu en eftertanke, jeg tror vil melde sig den kommende tid, gælder selve terrorberedskabet og -bekæmpelsen. For er den lyshårede nordmands succesfulde (!) terrorhandlinger, der efter sigende er planlagt gennem ni år, ikke netop en demonstration af, at anti-terror-tænkningen, vi har set formuleret efter 9/11, og de efterfølgende terrorlove, som har indskrænket almindelige borgeres rettigheder, ikke virker efter hensigten? Den øgede overvågning af og kontrol med civilsamfundet dur ikke. Vi så det også med den enbenede bombemand i København og angrebet på Kurt Westergaard. Den herskende anti-terrortænkning har fejlet.

Og spørgsmålet er, om ikke vi når længere ved at erkende – en gang for alle – at terroren lurer i hjertet af vores civilisation, at den er et produkt af det samfund, vi lever i, og at vi bedst modvirker den ved at bevare et åbent samfund og sætte vores lid til traditionel efterretningsarbejde?

British Pathé er – som man kan læse på hjemmesiden – et af de ældste medievirksomheder i hverden. Det blev grundlagt i 1890′erne i Paris og kom til London i 1902. Fra 1910 og frem har British Pathé produceret nyhedsprogrammer m.m. Her kan du fx se et lille sjovt og interessant indslag om Rolling Stones’ berømte Hyde Park-koncert i 1969 i anledning af Brian Jones’ død. Et tidsbillede med naziikonbesatte rockere, hippier, sommerfulge osv. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så ser man et kort øjeblik Julie Driscoll med puddelhundefrisyre. Der er selvfølgelig også levende billeder af Mick Jagger og bandet. Bemærk i øvrigt speaker-kommentarerne, som også er et stykke tidshistorie…

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig så, at den 35-årige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-årig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er også en påmindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er – generelt set – hybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er også interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgå i vores opfattelse af, hvad der foregår i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, så har de også indebåret en kritik af det bestående syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster så have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, så har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. Altså lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fået punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er måske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. Både de etablerede nyhedsmedier og de sociale….