Indlæg tagget med medier

England my England – Alan Price

17. oktober 2006

englang my england - alan price
Og dagens gevinst på Ebay (£ 0.99) er Alan Prices plade fra 1978: England my England. Mere om Price her.

The Stooges ud af garagen

17. oktober 2006

Det skulle være sikkert og vist: De gamle garagerockere Iggy Pop & the Stooges har – efter mere end tredive års pause – været i studiet og indspille en plade. I følge musikmagasinerne Gaffa og Billboard fortæller Iggy, at alt er ved det gamle. De samme problemer, de samme skænderier. Det er som at være tilbage i high-school-tiden. I mellemtiden har Iggy haft en solo-karriere, der har budt på en hel del fine albums.
stooges

Se videon Raw Power med Iggy og drengene…

CBGB – R.I.P

16. oktober 2006

CBGB recorded
The Ramones, Velvet Underground, Television, Blondie, Talking Heads, Patti Smith, Suicide, Mink deVille, Blondie og mange flere slog deres tidlige folder i CBGB, den legendarisk musikklub på 315 Bowery, New York. Klubben er overtaget af nogle anonyme advokater, der ønsker at lukke den 33 år gamle klub med udgangen af måneden. Inden da har man afholdt en koncert med Patti Smith (i går faktisk).
CBGB, der egentlig hedder CBGB & OMFUG (Country Bluegrass Blues and Other Music For Uplifting Gormandizers!), har været en central scene for den New York-baserede rock-, new wave- og punk-musik. Den var et af de relativt få steder, hvor ikke-etablerede navne kunne optræde. Det eneste kunstneriske krav, der blev stillet, var, at samtlige numre skulle være originale. Ingen cover-versioner.
Nu er det slut med den gamle klub, der blev indbegrebet af kølig, intellektuel storbyrock. Spekulanter vil noget andet med stedet. Sådan er kapitalismen. Men som Patti Smith usentimentalt gav udtryk for i forbindelse med koncerten: CBGB er “en sindstilstand”, a state of mind. New York-rocken skal nok overleve endda…
cbgb

Roger “Chappo” Chapman

15. oktober 2006

Family
Blogbestyreren lytter til ommestående cd Music in a Doll’s House. Omtalen af sangeren Eric Burdon fik mig på sporet af en anden af tressernes markante engelske sangere, den ligeledes aktive Roger “Chappo” Chapman. Chapman var i 1966 med til at danne det Leicester-baserede progressive rockband Family (der fik navnet på opfordring af den legendariske producer Kim Fowley). Læs mere »

Eric Burdon

14. oktober 2006

Ikke kun Alan Price er stadigvæk musikalsk aktiv. Det samme er forsangeren fra The Animals – Eric Burdon, der er pladeaktuel med Soul of a Man.
Efter at Alan Price i 1965 forlod Dyrene var det reelt slut med den oprindelige konstellation. Flere af de andre medlemmer trak sig også, og Eric Burdon dannede Eric Burdon and the New Animals, der havde notabiliteter med som Andy Summers (senere berømt for sit spil i The Police og en fremragende solokariere) og John Weider, der blev en del af tresserbandet Family.
I 1969 dannede Eric Burdon så partnerskab med gruppen War, der indspillede nogle fine albums, bl.a. Eric Burdon declares War (1970) og dobbeltalbummet Black Man’s Burdon (1971), hvis titel spiller på, at flere af bandmedlemmerne var afro-amerikanere. Efter 1971 gik manden solo, og har været det – bortset fra gendannelse af The Animals (se tidl. indlæg) – siden.
Det er lidt ærgerligt, at Burdon ikke er mere fremme på musikscenen, for han har en stemme, der passer rigtig godt til blues, rhytm-and-blues og den slags…

Anders Ands sexliv

14. oktober 2006

Hvis du hører til dem, der i din barndom undrede dig over, at Anders And-blade – dets fortræffeligheder til trods – var en underlig kønsløs fortælling, så er der interessant at læse i dagens aviser. DR Nyhederne beretter, at ansatte i Disneyland i Paris, iført Minnie Mouse- og Fedtmule-kostumer har simuleret seksuelle handlinger bag kulisserne. Og disse handlinger er blevet videooptaget og lagt ud på nettet (YouTube!), som det sig hør og bør. Efter sigende skulle filmen vise, at Fedtmule giver Minnie en baghyler, og at Chip og Chap og Mickey Mouse er helt “ustyrlige”. Det minder mig om dengang, jeg var til rusfest på Stakladen i de muntre halvfjersere, hvor en af underholdningsindslagene var en pornografisk tegnefilm med Snehvide og de syv små …..
Disney-koncernen har forventeligt taget stærkt afstand fra episoden, som den finder uacceptabel, og videoen er fjernet fra YouTube…
Endnu engang må man undre sig over, hvilke udslag seksualforskrækkelsen kan give i disse såkaldt frisindede tider…

En underlig sangfugl – Joanna Newsom

13. oktober 2006

Ys
Som tidligere nævnt har den lille harpespillende sangfugl Joanna Newsom været på vej med en Van Dyke Parks-produceret EP med den underlige titel “Ys“. Nu er den udkommet. Og Rolling Stone giver den **… Anmelderen skriver, at den er “hård ved maven”. Pladen består af lange numre mellem ca. ni og seksten minutter, og den lille Joannas sang består af “milde vokale særheder, der får Björk til at ligne Kelly Clarkson”. Det er ikke venligt ment. Men vi vil nu ved lejlighed udsætte blogbestyrerens ører for oplevelsen, der må høre til blandt de sjældne…
PS. Kelly Clarkson er vinder af konkurrencen American Idol, hvis nogen skulle have glemt det… Læs mere »

Alan Price – en klaverbokser af guds nåde

13. oktober 2006

Jeg var i weekenden ude på landet og besøge min gode ven, musikeren (tangentspiller m.m.), og hans familie. Noget, der desværre ikke sker så ofte, som det burde. Men sådan er det med hverdagens centrifuge. Den sluger den ene dag efter den anden. Men vi har dog ikke opgivet at ændre på besøgsfrekvensen.
Besøget fik mig til at huske på noget, jeg havde lovet at vende tilbage til i denne blog: musikeren Alan Price. Anledningen var, at jeg ved et tilfælde faldt over en cd, “Metropolitan Man”, med Price – og vandt den. Jeg har den i øvrigt på grammofonplade, så strengt nødvendigt var det måske ikke.
Metropolitan ManI put a spell on you
Alan Price var sammen med fx Brian Auger en af de markante keyboard-spillere i tresserne (Nyt blogtema!). Han grundlagde den berømte, britiske gruppe The Animals, der opstod i kølvandet på Prices egen Ryhtm and Blues Combo og blev et markant indslag i den såkaldte British Invasion. Og sammen med den karismatiske forsanger Eric Burdon, den tidligere omtalte bassist Bryan “Chas” Chandler, guitaristen Hilton Valentine og trommeslageren John Steel lavede de en række stærke rhytm-and-blues inspirerede hits, der stadigvæk – vil jeg påstå – holder 100% den dag i dag. Og en af forklaringerne er blandt andet Alan Prices fænomenale tangentspil og hans evne til at arrangere numrene – fx af klassikeren House of the Rising Sun.
Price forlod gruppen allerede i maj 1965, hvorefter den mistede noget af sin magi. I 1977 gendannedes gruppen dog for en kortere periode og lavede et par – skammeligt oversete – plader: Before we were so rudely interrupted (1977) og Ark (1983).
Efter Animals’ første glansperiode havde Alan Price en succesfuld periode som solist med hitlistetræffere som: Simon Smith And His Amazing Dancing Bear (en Randy Newman-sang), The House That Jack Built (Prices egen) og en herlig udgave af Sunny Rollins’ calypso Don’t Stop The Carnival. Nævnes skal også “Rosetta”, som han skrev sammen med tresserikonet Geordie Fame og sendte ind på de engelske charts. Samme sang blev i øvrigt fordansket af komikerparret Jørgen Ryg og Preben Kås (‘Rosetta, ta’ dit korset a’ – og i den dur…). Sideløbende forsøgte han sig lidt med skuespilleri på film og tv. Optrådte blandt andet i Dylans Don’t look back. Interessen for det filmiske gjorde også, at han fik mulighed for at skrive filmmusikken til den store engelske instruktør, Lindsay Andersons film ‘Oh, Lucky Man’, der havde en ung Malcolm Mcdowall i hovedrollen.
Efter denne succes var der ikke så meget hype om Price, som man siger på nydansk. Men han er fortsat udfortrødent og er stadigvæk aktiv i England. Den afbillede plade er fra denne sene periode og er et udmærket eksempel på, at mandens musik ikke er blevet dårligere, blot fordi projektørerne ikke længere ståler så stærkt længere. Jeg fandt grammofonpladen i en udsalgskasse i en esbjergensisk radioforretning samme år, den udkom, i 1975. Og siden har den hørt til blandt mine favoritter. En sjældent fuldendt plade med et overordnet idé – bymennesket. Altså, hvad man dengang omtalte som et concept-album. Den består af 11 velarrangerede sange, der alle er skrevet af Alan Price. Handlende om storbytemaer som aviser, partneskab, den grådige musikindustri og drikfældighed. Musikerne er håndplukkede blandt tidens bedste folk, der slog deres musikalske folder hos The Yardbirds, David Bowie, Eric Clapton m.fl.
Sammen med dette stykke nostalgi vandt jeg også en opsamlingplade med de fleste af Prices solohits fra I put a spell on you til Hi-Lili, Hi-Lo.

Mark Chapman – apropos Beatle-Johns fødselsdag

11. oktober 2006

Dagen efter årsdagen for John Lennons fødsel fik hans morder Mark Chapman for fjerde gang afslag på en ansøgning om prøveløsladelse. Den nu 51-årige Chapman, der har siddet indespærret i New York’s Attica Correctional Facility siden 1980, har ifølge oplysningerne opført sig tilfredsstillende under sin fængsling, men fik afslaget på grund af sin forbrydelses “bizarre” karakter. Der vil således gå mindst to år, inden en ny prøveløsladelse kan komme på tale. Bedømmelsespanelet, der interviewede Chapman i hele 16 minutter, lagde til grund, at Chapman, der op til mordet på John Lennon led af alvorlige psykiske problemer, skød ex-Beatlen med fuldt overlæg, og at det ikke vil være til fordel for det øvrige samfund at slippe ham løs… [BBC]
Lennon og Chapman

Coney Island Baby

9. oktober 2006

I 1975 udsendte Lou Reed sit berømt-berygtede white-noise-dobbelt-album Metal Machine Music, der mest af alt bestod af lyd lavet med en guitarsynthesizer (jævnfør Lous egen kommentar på live-pladen Take no prisoners ). Rygtet gik, at det skete i protest mod kontraktbetingelserne på det pladeselskab, han var tilknyttet. På denne måde ville han opfylde sin del af kontrakten, mente han. I stedet kastede det Lou ud i et økonomisk og personligt morads, hvor han måtte tage til takke med et værelse på Gramercy Park Hotel og overleve fra dag til dag. En leder i RCA-pladeselskabet, som åbenbart godt kunne lide Lou Reed, gav ham en chance: Han skulle indspille en rock-plade. Resultatet blev Coney Island Baby, hvor Lou vendte sig væk fra sine tidligere storby-tematikker (samfundets udskud, seksuel perversion etc.) mod det personlige, der i titelsangen handler om at blive en del af det lokale fodboldhold og være med i fælleskabet. Med denne plade kom han et skridt nærmere det ideal, han selv har sat for sine kunstneriske ambitioner: at lave et adult rock’n roll album. Her fremstår han med en ny modenhed og følsomhed, som nedturen sikkert har været katalysator for, og lægger lidt afstand til de foregående pladers anderledes vilde og eksperimenterende ånd. Som det sig hør og bør er genudgivelsen tilført nogle ekstranumre osv. I hvert fald er det rart at se, at et af mine favoritalbums med den gamle Velvet Underground-stjerne bliver fejret på behørig vis.
Coney Island Baby

Easy Rider – soundtracket

7. oktober 2006

easy rider soundtrack
Som nævnt spiller soundtracket en betragtelig rolle for filmen Easy Rider, der beskriver nogle hippiernes tragiske odysse gennem forstokket, småborgerligt USA og dermed også den kulturelle opspaltning, som de sene 1960’ere var kendetegnet ved. Læs mere »

Litteratur i øregangen – igen!

6. oktober 2006

Til dem, der ikke måtte have opdaget det, så fortsætter Danmarks Radion med at podcaste herlige oplæsninger af noveller og historier helt frem til d. 31. oktober. Se her! Denne gang kan man høre følgende litteraturstykker: Læs mere »

Oppe i træet – Keith Richard igen…

5. oktober 2006

Her i bloggen følger vi nøje den gamle rullesten Keith Richards færden. Se her og her . Det lykkedes ham at få udsat den succesfulde turne med rullestenene, fordi han angiveligt var kravlet op i et træ på Fiji-øerne og derfra var faldet ned og havde slået hovedet. Men nu afmytologiserer Keith historien. Hvad der faktisk skete var, at Keith havde været ude og svømme og havde derefter sat sig på en træstub på ca. seks fods højde. Af en eller anden grund faldt han og knaldede hovedet ind i træstubben. Just a litte stumble along the way, som han udtrykker det. Og han tilføjer, at det ikke er det første møde med døden, han har haft. Jeg tror, at det, jeg har lært, er: Sid ikke i træer mere! Keith kommenterer selv oplevelsen med et ord: embarrasing
Keith med spaden på USA-turen..

PS. Medens vi er ved Rullestenene, så kan man på nme.com læse, at selveste Martin Scorsese (Taxi Driver m.fl.) skal instruere en ny dokumentarfilm i forbindelse med deres koncertturne. Se også www.gaffa.dk.

Videoer fra dengang, der ingen videoer var …

2. oktober 2006



Der var engang, hvor der ikke eksisterede videoer. Hvor tidens pop- og rockstjerner måtte ty til andre medier for at promovere deres musik. The Beatles var en opfindsomme med hensyn til tv-mediet. Ud over at lave film med musik i – A Hard Days Night, Help! og Let it be skabte de også tv-fortællingen Magical Mystery Tour. Faktisk lavede de også noget, der kunne være en slags video – før videoen blev opfundet. Således udsendte de en promotionfilm for sangen “Hello Goodbye”. Det er den første “video”, jeg mindes at have set dengang i tresserne. Læg i øvrigt mærke til uniformerne, som vi kender fra coveret til Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band:

I tresserne var rock – eller som det hed dengang beatmusik – ikke hverdagskost på tv. DR sendte nogle få fremragende udsendelser, og var man blandt de heldige, der kunne se svensk, engelsk eller tysk tv, så var der mulighed for blandt andet at se BBCs Top of the Pops eller den fremragende tyske Beat-Club, hvor jeg havde lejlighed til at opleve næsten alle de store amerikanske og europæiske navne. Fx den fabelagtige gruppe The Move. Se dem give nummeret I can hear the Grass grow fra 1968 i en for den tid typisk sort-hvid scenografi:

I øvrigt kan man læse om Beat-Clubs 40-årige historie på Radio Bremens hjemmeside.

Tak til Uffe for support!

Opdatering: jeg kan ikke lade være med at lægge endnu en video med The Move ind. Hvor den stammer fra, ved jeg ikke. Men musikken er helt ok:

Blackberry Way

Kampen om historien

2. oktober 2006

Som bloggens kvikke læsere nok allerede har bemærket, så er den borgerlige såkaldte “tænketank” CEPOS på banen med en bog, hvori en række borgerlige forfattere vil kaste borgerligt lys over, hvordan det såkaldte “velfærdssamfund” blev til. Blandt andet vil de gøre op med diverse socialliberale og marxistiske myter om “velfærdssamfundet”. I den forbindelse havde Jes Stein Petersen i går aftes på DR2 – Dead-line 2. sektion – inviteret Christopher Arzrouni og kulturhistorikeren Morten Thing i studiet til en diskussion. Jeg kan kun anbefale historisk og politisk interesserede at se udsendelsen, der bliver genudsendt d. 3.10. kl. 00.05 på DR2 og d. 9.10. kl. 11 på DR1. Udsendelsen var interessant ved, at den gode Morten Thing, iført ternet skjorte, brune fløjlsbukser og behagelige trainers ganske kompetent tog luften ud af den liberalistiske Arzrounis forsøg på at gøre op med blandt andet den påståede marxistiske dominans i fortolkningen af Kansergadeforligets betydning. I det hele taget fremstod Arzrouni mest af alt som en skinbarlig ideolog, der som sådan ikke helt havde styr på de faktiske historiske sammenhænge og fx hang fast i den udokumenterede myte om, at de gamle 68’ere havde sat sig på alle vigtige offentlige positioner og nu sad og mæskede sig på flæsket.

Morten Thing satte også præcist sin kritik ind ved at spørge om, hvilken “borgerlighed”, CEPOS egentlig tænkte på – og dernæst henviste til, at CEPOS kritikerne helt og aldeles overså, at deres yndlingsaversion Georg Brandes faktisk var en borgerlig intellektuel…

PS. Jeg har tænkt over termen “tænketank”. Hvorfor mon det hedder sådan? Skulle det være, fordi en tank kan være tom? Tanketom.