Indlæg tagget med medier

Missil-Jens Rohde ser “spioner”

10. november 2007

Med usvigelig sikkerhed bliver valgkampen gradvist mere beskidt som dead-line nærmer sig, og det giver anledning til mere eller mindre underholdende indslag. I dag kan man læse om TV2-Radioens direktør Jens Rohde, der er blevet sendt i skammekrogen af sin overordnede efter at være blevet afsløret som kilde til Ekstra-Bladets “sensationelle” historie om socialdemokraten Henrik Sass Larsens pÃ¥stÃ¥ede “spionage” mod sit eget parti til fordel for Venstre under sidste valgkamp. Vi har i denne blog flere gange kommenteret det forhold, at journalister – inden for disciplinen “spin” – har umÃ¥deligt svært ved at skelne mellem rollen som troværdig, uafhængig journalistisk kommentator og sÃ¥ rollen som politiker eller politisk medaktør. Og nu fÃ¥r vi sÃ¥ oven i købet en mediedirektør, der heller ikke kan holde styr pÃ¥ sit politiske instinkt. SÃ¥ vidt jeg husker er det ikke første gang det tidlige folketingsmedlem for Venstre har trÃ¥dt i den politiske spinat (nemlig, da han som relativt nyudnævnt direktør luftede sin tvivl om Helle Thorning Schmidts lederevner). MÃ¥ske keder Jens Rhode sig i sin nuværende stilling, for der er som bekendt ikke megen gang i biksen.
Nu kan man sÃ¥ bare vente pÃ¥, at det næste politiske missil fra Rohde vender tilbage og rammer ham i nakken. Tilsyneladende slipper han med en reprimande denne gang. Er det acceptabelt med en mediedirektør, der sÃ¥ Ã¥benlyst blander sig i politik? Var der nogen der sagde “medie-bananrepublik”?
Samtidig mÃ¥ man sige, at “episoden” er et symptom pÃ¥, at partiet Venstre er trængt i denne valgkamp.

Spinnets ulidelige tÃ¥geslør – journalistiske valgkampskramper…

8. november 2007

Næppe var Henrik Qvortrup mere eller mindre frivilligt blevet gÃ¥et som valg-tv-kommentator pÃ¥ grund af Naser Khader-sagen, før hans afløser Niels Krause-Kjær mÃ¥ slÃ¥ følge pÃ¥ grund af utidig sammenblanding af journalistens rolle og den politiske kandestøbers. Han faldt i en “venskabelig” pjece skrevet til en konservativ politiker.
Vi har tidligere været inde på den journalistiske troværdigheds skrøbelighed i denne blog og i løbet af valgkampen er det blevet endnu tydeligere, at mange i journaliststanden er sovset ind i spin i en sådan grad, at de ikke kan tænke klart og derfor svigter almindelige journalistiske dyder som fx politisk uafhængighed eller evnen til at kunne se en sag fra mindst to sider.

 

Under foregiven af at være “objektive”, troværdige kommentatorer og analytikere blander de sig det politiske spil, sÃ¥ man kan gennemskue deres egne politiske stÃ¥steder. Forestillingen om journalisten som den seriøse, upartiske formidler, der sørger for at skrælle alle lag spin af og gøre det politiske forstÃ¥eligt for almindelige borgere, har fÃ¥et et alvorligt skud for boven. Det vil mÃ¥ske være rigtigt at gÃ¥ sÃ¥ langt som til at sige, at den politiske kommentator-journalistik er i dyb krise. En etisk krise.
Dette understreges af en kritik, som bliver fremført fra norsk side. I den norske avis Aftenposten angriber redaktør og journalist Per Egil Hegge de danske medier for at svigte deres forpligtelse pÃ¥ troværdighed gennem habilitet og uafhængighed – og kalder landets medieverden for en bananrepublik. Fx undrer Hegge sig over, at Jyllands-Posten ganske ukritisk lader Ralf Pittelkow (der er gift med regeringspartiet Venstres socialminister Karen Jespersen og tidligere har været (!) politisk rÃ¥dgiver for Poul Nyrup Rasmussen) kommentere den seneste tv-duel mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt.
I mediernes strÃ¥lende lys bliver journalister til vor tids funklende stjerner, der ubesværet bevæger sig hen over de forskellige mediers scener. De danser rundt pÃ¥ TV2, de reklamerer for kreditforeningslÃ¥n, mænger sig med de kongelige, gør karriere i det private erhvervsliv samtidig med, at de fungerer som “eksperter” i nyhedsmedier osv. De er fanget i mediernes hyperrealitet og optræder som ufejlbarlige halvguder, indtil de knækker halsen pÃ¥ grund af deres eget overmod.

 

Miro – fjernsynsskærm til internettet

4. november 2007

Det er efterhÃ¥nden rigtig længe siden, jeg har anvendt Windows Media Player. Og jeg ville nok afinstallerede den, hvis ellers jeg kunne. I stedet bruger jeg – til musik – Foobar2000 til at afspille musik. Foobar2000 er freeware. Af en eller anden grund, sÃ¥ er lyden fortræffelig i denne simple afspiller, der stort set ikke fylder noget pÃ¥ harddisken eller i hukommelsen. Den største mangel, Foobar2000 har, er, at der ikke forefindes en volumenknap. Men det problem er til at overse…
Hvad levende billeder angår, så har jeg mest brugt den alternative medieafspiller, som man kan hente gratis på nettet. Den fungerer uden problemer.
Og som det nyeste skud pÃ¥ stammen har jeg installeret Miro, der er en all-round-video-og tv-afspiller med meget mere. Miro er open-source og ganske gratis. Og indtil videre har den levet helt op til mine forventninger… Miro er i øvrigt afløseren for Democracy, der ogsÃ¥ var et godt produkt. Miro Installer fylder 28 MB. Programmet fylder ca. 82 MB installeret.

Journalistikkens hyperrealitet: Fra Nybroe til Larrain

31. oktober 2007

PÃ¥ Center for vild analyse har man ogsÃ¥ kastet sig over fænomenet Paula Larrain og diverterer med en interessant psykoanalytisk inspireret analyse af konflikten mellem Paula Larrains kendis-kandidatur og opponenten Helle Sjelle, der mener, at det gælder om selv at bidrage med noget. Begge har et problem med den demokratiske repræsentation. Paula mener, at det er nok at være kendt, Helle, at det er nok at bidrage. Men hvor er det repræsenterede? I det repræsentative demokrati repræsenterer man jo nogen. Man er “folkevalgt” og repræsenterer – formelt set i hvert fald – “folket” eller “folk”. Men det synes ikke at bekymre de to damer.
Nu er det ikke første gang, vi i denne blog har behandlet journalisternes problem med repræsentationen. For et stykke tid siden omtalte vi tv-journalisten Jeppe Nybroe, der fik ørerne i maskinen, fordi han tog let pÃ¥ repræsentationen af “virkeligheden” ved at pynte med lÃ¥nte granatknald. Han opdigtede med andre ord.
Man kunne udkaste den teori, at det, vi er vidne til med Nybroe og Larrain, er journalistikkens bevægelse i retning af en Baudrillards hyperrealitet. En realitet, hvor tegnenes henvisning til andet end sig selv bliver mere og mere ligegyldig. Forestillinger som “troværdighed” og “objektivitet” spiller en mindre og mindre rolle, og det er kun public-service-institutionen DR som seriøsitetens sidste bastion i tv-mediernes række, der endnu – for en tid – kan forfægte “troværdigheden” som et journalistisk ideal. I den journalistiske hyperrealitet er repræsentationen sat pÃ¥ spil – i enhver betydning af dette udtryk.
Man kunne se den lethed, hvormed Larrain har bevæget sig fra speakerrollen over TV2 bonede dansegulve til det Konservative Folkepartis mediebårne kandidatur, som et godt argument for sådan en tanke.

Ikke-stripperen Paula Larrains første dag som folketingskandidat

31. oktober 2007

Som man vel kunne forvente har Paula Larrains tidligere tv-kolleger fundet det interessant at følge med i hendes nye karriere som folketingskandidat. I hvert fald pÃ¥ TV2! I gÃ¥r kunne man sÃ¥ledes se hende blive interviewet i sin bil pÃ¥ vej til et foredrag om glæden ved at arbejde (vist nok…). Og her fremførte hun et af sine politiske forslag, indførelsen af morgensang pÃ¥ alle landets skoler, efterfulgt af lidt Grundvig…
Ellers har den tidligere tv-speakerinde fÃ¥et fortidens boomerang i nakken: Hun har tidligere talt nedsættende om den nuværende – konservative – kulturminister Brian Mikkelsen, som hun i forbindelse med nedskæringerne pÃ¥ sin gamle arbejdsplads, DR, har kaldt “den stakkels lille kulturminister, der er for lille til sin plads”. Paula har selvfølgelig ret, men det er bare ikke sÃ¥ heldigt, nÃ¥r man bagefter vælger at opstille for den lille mands parti. Næ, det er mindst lige sÃ¥ svært at begÃ¥ sig i dansk politik som pÃ¥ dansegulvet i Vild med Svans.