Indlæg tagget med medier

Susan Aglukark

24. januar 2007


SÃ¥ dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet pÃ¥ Ebay-auktionen. Indtil for nogle fÃ¥ mÃ¥neder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende pÃ¥ en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som bestÃ¥r af oprindelige folk fra omrÃ¥derne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 pÃ¥ en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende sÃ¥ megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som ogsÃ¥ kom pÃ¥ hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
PÃ¥ hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler! Læs mere »

Joanna Newsom til DK

24. januar 2007


Joanna Newsom, den lille harpespillende sangerinde med de markante pladeudgivelser har Ã¥benbart tag i lytterne. I hvert fald kan man pÃ¥ diverse pladehitlister over Ã¥ret 2006 se, at hun topper igen og igen. Og nu kommer hun sÃ¥ til Danmark pÃ¥ koncertbesøg. Et enkelt bliver det til. Og det er København, der fÃ¥r fornøjelsen, idet hun med orkester indtager Store Vega den 23. april. Billetsalget Ã¥bner pÃ¥ mandag. Læs mere »

Neil Young og CSN udgiver en film

23. januar 2007

Billboard beretter med David Crosby som kilde, at Crosby, Stills, Nash & Youngs kontroversielle turné Freedom of Speech ’06 i Ã¥r vil blive dokumenteret pÃ¥ en DVD, og at der samtidig udsendes en koncertcd. Ambitionerne er høje, for der skal ikke blot være tale om en simpel dokumentation; filmen skal deltage i diverse filmfestivaler.
Den omtalte tour har Ã¥benbart været en stor succes for de fire musikere. I hvert fald fortsætter turnevirksomheden umiddelbart efter. David Crosby drager sammen med Steven Stills og Graham Nash til Australien og New Zealand; og i starten af marts turnerer Crosby og Nash i staterne. Endelig skulle det ogsÃ¥ være sikkert, at alle fire igen kører landevejene tynde som CSN&Y sidst pÃ¥ Ã¥ret… Aktiv alderdom!

Musik, kopisikring og internet

23. januar 2007

SÃ¥ sent som igÃ¥r skrev bloggen her om den seneste udvikling i kampen for/mod kopibeskyttelse af digitale medier. I dag kan man sÃ¥ læse, at den internationale musikbranche holder møde i Cannes for at diskutere udviklingen. Dels ser det ud til, at det traditionelle musiksalg (cd’er etc.) igen i Ã¥r vil falde, og dels ser det ud til at salget af digital musik vil fortsætte med at stige. Samtidig fremføres der kritik af branchens strategi fra egne rækker. Det hedder nu, at strategien har været forkert, fordi man har brugt for mange kræfter (og ressourcer) pÃ¥ en (mÃ¥ske hÃ¥bløs) kamp mod illegal kopiering, og for lidt pÃ¥ at udtænke og udvikle nye distributionsformer. En af skurkene er den sÃ¥kaldte DRM (Digital Rights Management), der støttes af blandt andet Microsoft. Problemet med DRM er blandt andet, at filer med DRM ikke kan afspilles i verdens mest populære mp3-afspiller, IPoden… Og det er jo, pænt formuleret, ikke særlig smart. Man kan sÃ¥ spørge sig selv, hvor alle IPod-brugerne fÃ¥r deres musik fra? Det hele er vel ikke egne ripninger…
Som blogbestyreren plejer at anføre: Det skal blive spændende at se, hvad de nye selvransagelser fører til.

Normaliteten – og dens grænser – en anbefaling

22. januar 2007

DR2s nyhedsmagasin Deadline har en sektion 2, hvor der er tid til lidt fordybelse. I går aftes var emnet Hvad er normalt? Jes Stein Petersen havde inviteret en forfatter, Merete Pryds Helle, og to medicinere, hhv. Preben Brandt, der er kendt som talsmand for samfundets bærme, og Bent Rosenbaum, der er psykiater fra den Freudiansk-Lacanianske skole.
Selvfølgelig ved vi godt, at normaliteten – som Rosenbaum var inde pÃ¥ – er en konstruktion, en idealitet, men samtidig er den ogsÃ¥ en kulturel og politisk realitet i den forstand, at de “unormale” med alskens midler forsøges indlemmet i normaliteten. Brandt nævnte som eksempel, at det i den nuværende politiske konjunktur er unormalt ikke at have et arbejde. De arbejdsløse, specielt dem, der af den ene eller anden grund, ikke betragter lønarbejde som noget attraktivt, er u-normale. Og Rosenbaum var inde pÃ¥ at ogsÃ¥ normaliteten var behæftet med psykopatologiske træk og nævnte som eksempel den kynisme, man møder fx hos administratorer og arbejdsgivere, der sender mennesker ud i arbejdsløshed under dække af en managementretorik, der slører den vold, der udøves, eller hos politikere, der ligeledes taler i realitets”løse” termer med fatal effekt…

AACS R.I.P.

22. januar 2007

AACS, der stÃ¥r for Advanced Access Content System, er det seneste forsøg pÃ¥ at lave en kopisikring af digitale medier. AACS er lavet i et samarbejde mellem store firmaer som Intel, Microsoft, Sony, Disney og Toshiba. AltsÃ¥ tunge drenge i branchen. Systemet var tænkt som beskyttelse af de nye supermedier HD-DVD og Blu Ray. Men nu kan on-line-magasinet Gear (der er kendt for afklædte damer pÃ¥ forsiden af deres papirudgave…) berette, at sÃ¥kaldte hackere har knækket koden. Beviset findes pÃ¥ fildelingsnetværket BitTorrent, hvor adskillige knækkede udgaver cirkulerer. Det bekræfter blot, hvad vi altid har vist: At kopisikring er som at tisse i bukserne. Det varmer kun en stund; derefter er man kold i røven og deromkring.

Neil Young graver i arkiverne

18. januar 2007

Niel Young udsendte som omtalt for nylig en forrygende koncertoptagelse Live at the Fillmore. Nu følges den op af endnu en liveoptagelse, fundet i mandens arkiver: Live at Massey Hall (1971). Denne gang er der tale om en soloplade, altsÃ¥ uden Crazy Horse, hvor Neil synger klassiske sange som Ohio, Don’t let it bring you down, I am a Child, Down by the River og flere til. Der er ikke tale om second hand materiale fra Youngs hÃ¥nd. Faktisk overvejde Young sammen med sin producer at udsende pladen dengang i halvfjerdserne, men hans kæmpesællert “Harvest” kom i vejen…
I øvrigt arbejder Young pÃ¥ at realisere projektet “Archives Volume 1”, som han har givet løfte om. Den skulle indeholde ikke mindre en 8 cd’er og 2 DVD’er med studiooptagelser, live-ditto og meget mere.
Medens vi er ved det, sÃ¥ er der udkommet en DVD “Living with War: In the Beginning”, der bestÃ¥r af sangvideoer og dokumentarfilm fra Youngs Living with War-turné. SÃ¥ der er nok at bruge penge pÃ¥, hvis man ikke har et problem med det… [kilder: Billboard og Neils Garage]

PÃ¥ forsiden af Søndags-BT og andre steder…

16. januar 2007

Rolling Stone-cover

Forsider – pÃ¥ magasiner, ugeblade, aviser osv. – taler deres tydelige sprog om den tid, de blev fremstillet i. For samlere og andre nostalgikere er det derfor en sand fornøjelse at browse i gamle blade og forsider. Jeg faldt over denne side med det betegnende navn coverbrowser.com – med undertitlen “explore comic book covers and more”. Her kan man studere lidt af hvert, lige fra Batman-covers over grimme pladeommere til fx Rolling Stone- og Esquire-omslag. Og vel at mærke i et nogenlunde stort format…

Hvis Bowie nu var arbejdsløs i Danmark…

10. januar 2007

Jeg fik båndet temaudsendelsen om David Bowie. Fruen skulle se Årgang 0 og Kender du typen?, så jeg måtte vente med at se kamæleonen. Derfor nåede jeg kun at se lidt af den afsluttende koncert, inden det var tid til at se dyner og læse digte af Peter Nielsen.
Bowie var en af mine helte ud i kunsten i halvfjerdserne, og han er det stadigvæk. Arbejderdrengen, der som en anden semi-intellektuel gik ind i showbiz og havde næse for tidsÃ¥nden. Halvfjerdsernes store overskrift – politisk, seksuelt, kulturelt osv. – var Frigørelsen. Og Bowie iscenesatte de tematiske grundsubstanser til et unikt show, en enestÃ¥ende performance, hvor metropoliske musikalske eksperimenter dannede lydbilledet til en fantasiverden, hvor køn og identitet var udflydende, men som ogsÃ¥ var stærkt underholdende.
Siden er frigørelsens idealer blegnet, og det stÃ¥r i dag endnu tydeligere, hvor stor en eksponent for den tid, Bowie var. Ikke sÃ¥dan at forstÃ¥, at han er passé. Snarere som en kunstnerisk pÃ¥mindelse om, at det er muligt at løsne bÃ¥ndene, at sætte fantasien i sving og – ikke mindst – lege med identiteten… PÃ¥ den mÃ¥de er han vigtig ogsÃ¥ i vores konformistiske tider.
Evigtunge Anja funderer over Bowies alder. Anja har set den fine koncert med Bowie på skærmen og kan se, at alderen ikke er gået sporløst hen over den tynde hvide hertug. Bruger han mon paryk, hårforlængelse, hårimplantation (!), botox osv.? Og det lader sig ikke skjule, at håret har fået lidt farve hist og her og huden omkring øjnene er blevet tyndere. De ældes også, idolerne, men vi vil helst ikke være ved det. Vi kan godt se det, vi ved det inderst inde godt, men alligevel forbliver de for vort indre, som de var engang. Jeg læste forleden, at Elvis ville være blevet 72 år. Men jeg ser ham stadig lave de uterlige bevægelser, der gjorde pigerne kulrede. Eller i hvert fald Elvis i stramt læderdress anno 1968 på tv. The Rolling Stones, Bob Dylan, Sir Paul Mccartney osv. De er alle passeret de 60, og aldrig har de været mere populære. Sådan går det ikke for andre tresårige. På det danske arbejdsmarked falder ens værdi som arbejdskraft markant, når man passerer de 45. Her sættes erfaring og modenhed ikke særligt højt. Og det på trods af, at mange af de arbejdsgivere, der skal ansætte folk, selv er på den anden side af de halvtres. Hvorfor denne forskel? Det hænger nok sammen med den måde, medierne fungerer på. I mediernes blanke hypervirkelighed ældes man ikke. Tiden står i en vis forstand stille. Ser man en julefilm med James Stewart i sort-hvid, så lever han på mærkværdig vis. Vi er vænnet til at føle og tænke sådan fra barnsben, og vi fortsætter med at gøre det. Selv om vi godt inderst inde ved bedre.
Hvis nu Bowie var arbejsløs – sÃ¥ ville ingen synes, at han var specielt dejlig…

Læs også Regitze erindringsindlæg

DAVE DEE, DOZY, BEAKY, MICK & TICH

8. januar 2007

De tog prisen som bandet med det mest umulige navn: DAVE DEE, DOZY, BEAKY, MICK & TICH. Og mÃ¥ske var det derfor, de var til at huske. De var en af de utallige engelske popgrupper, der ofte besøgte den tidl. omtalte tyske udsendelsesrække Beat-Club pÃ¥ tysk tv. Jeg sÃ¥ dem mange gange, uden dog pÃ¥ noget tidspunkt at blive fristet til at købe plader med dem. Men nogle af de iørefaldende popsange, de fik lavet, har Ã¥benbart sat sig fast i mit indre univers (for nu at citere Marquis de Sade), for pludselig midt i noget skriveri dukkede melodien Legend of Xanadu op for mit indre øre. Out of Nowhere. Eller mÃ¥ske igangsat af noget, jeg skrev…
Gruppen havde deres storhedstid i perioden 1965-69, hvor de havde en lang række hits, der ud over de nedenfor nævnte omfattede fx Hideaway og Last Night in Soho.
Sjovt nok forlod forsangeren Dave Dee (aka David Harman), der egl. var politibetjent i Salisbury, gruppen for at bliver tv-vært i…Beat-Club. Deres største succes var da ogsÃ¥ i Tyskland. I 1980’erne blev gruppen gendannet – uden Dave Dee – og deltog i diverse tresser-revival-arrangementer.

Her er “Bend it”:

og “Zabadak”:

og “Xanadu”, der ikke mÃ¥ embeddes. Derfor dette link.