Indlæg tagget med medier

Utøya – Norge – eftertanker

24. juli 2011

Næppe er det sidste offer efter terrorhandlingerne i Norge registreret, før eftertanken begynder at arbejde. Splinter af kritik og refleksion melder sig i den unisone solidaritet, der har præget timerne lige efter de tragiske begivenheder.

I gårsdagen aviser kunne man således læse, at nogen sætter spørgmålstegn ved politiets effektivitet og handlekraft. Hvorfor kunne den lyshårede, højreekstremistiske nordmand gå rundt i halvanden time på Utøya, før politiet nåede frem? Og politiet forsvarer sig mod kritikken i dag.

I gÃ¥r kunne man ogsÃ¥ høre og læse, at mange nordmænd var ‘lettede’ over, at der kun være tale om en højreekstremist fra Norge og ikke den islamiske terrorisme, der har været pÃ¥ dagsordenen i medier og politisk offentlighed de sidste ti Ã¥r. Lettelsen er bÃ¥de forstÃ¥elig – og sÃ¥ alligevel ikke helt. Det er en lettelse, nÃ¥r ens værste, bange anelser ikke bliver indfriet. Men omvendt mÃ¥ det være skræmmende, at terroren opstÃ¥r lige midt i et pænt, borgerligt boligkvarter i Oslo, at den er udført af en mand, der var medlem af Frimurerlogen, tidligere medlem af Fremskridtspartiet og selvstændig erhvervsdrivende, altsÃ¥ indbegrebet af det bestÃ¥ende.

Endnu en eftertanke, jeg tror vil melde sig den kommende tid, gælder selve terrorberedskabet og -bekæmpelsen. For er den lyshårede nordmands succesfulde (!) terrorhandlinger, der efter sigende er planlagt gennem ni år, ikke netop en demonstration af, at anti-terror-tænkningen, vi har set formuleret efter 9/11, og de efterfølgende terrorlove, som har indskrænket almindelige borgeres rettigheder, ikke virker efter hensigten? Den øgede overvågning af og kontrol med civilsamfundet dur ikke. Vi så det også med den enbenede bombemand i København og angrebet på Kurt Westergaard. Den herskende anti-terrortænkning har fejlet.

Og spørgsmÃ¥let er, om ikke vi nÃ¥r længere ved at erkende – en gang for alle – at terroren lurer i hjertet af vores civilisation, at den er et produkt af det samfund, vi lever i, og at vi bedst modvirker den ved at bevare et Ã¥bent samfund og sætte vores lid til traditionel efterretningsarbejde?

Rolling Stones, Hyde Park 1969 Рvia British Path̩

6. juli 2011

British Pathé er – som man kan læse pÃ¥ hjemmesiden – et af de ældste medievirksomheder i hverden. Det blev grundlagt i 1890’erne i Paris og kom til London i 1902. Fra 1910 og frem har British Pathé produceret nyhedsprogrammer m.m. Her kan du fx se et lille sjovt og interessant indslag om Rolling Stones’ berømte Hyde Park-koncert i 1969 i anledning af Brian Jones’ død. Et tidsbillede med naziikonbesatte rockere, hippier, sommerfulge osv. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, sÃ¥ ser man et kort øjeblik Julie Driscoll med puddelhundefrisyre. Der er selvfølgelig ogsÃ¥ levende billeder af Mick Jagger og bandet. Bemærk i øvrigt speaker-kommentarerne, som ogsÃ¥ er et stykke tidshistorie…

NÃ¥r en midaldrende mand springer ud som syrisk, lesbisk blogger…

13. juni 2011

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig sÃ¥, at den 35-Ã¥rige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-Ã¥rig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er ogs̴ en p̴mindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er Рgenerelt set Рhybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er ogsÃ¥ interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgÃ¥ i vores opfattelse af, hvad der foregÃ¥r i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, sÃ¥ har de ogsÃ¥ indebÃ¥ret en kritik af det bestÃ¥ende syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster sÃ¥ have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, sÃ¥ har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. AltsÃ¥ lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fÃ¥et punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er mÃ¥ske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. BÃ¥de de etablerede nyhedsmedier og de sociale….

Michael Jeppesen og webloggen

5. maj 2010

I gÃ¥r aftes havde jeg opportun lejlighed til at lytte til P1 hele aftenen, og et af de programmer jeg lyttede til, var “Krause pÃ¥ tværs”, som bestyres af journalisten og politisk kommentator Niels Krause-Kjær. I studiet havde han Michael Jeppesen, der har slÃ¥et sig op som kunstanmelder (senest i Information) og forfatter til en bog om klimatopmødet. SÃ¥ vidt jeg har forstÃ¥et er Michael Jeppesen autodidakt i enhver henseende. Og man kan godt mærke pÃ¥ hans tilgang til politik og medier, at han ikke har gÃ¥et i nogen formel journalistisk skole. Og det skal forstÃ¥s i positiv forstand. Med en selviscenesættelse, der minder en om den lille dreng i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”, forsøger Michael Jeppesen, hvad enten han ser pÃ¥ ny kunst eller gÃ¥r rundt pÃ¥ klimatopmødet at bilde sig selv og os andre ind, at han som en anden nar kan være med til at fjerne det slør af spin, skjulte dagsordener, skamridte kæpheste osv., der præger vores politiske og kulturelle tid. Og det kan han mÃ¥ske ogsÃ¥ i et vist omfang.

I hvert fald var det forfriskende at høre hans skrÃ¥sikre forsvar for sin egen weblog over for Krause Kjærs diskrete , men for mange journalister typiske, nedladenhed over for blogfænomenet. I sin blog pÃ¥ Politiken har Jeppesen blandt andet dokumenteret, hvordan bl.a. TV2 pÃ¥ uheldig vis har været fedtet ind i den sÃ¥kaldte “Lækagesag”. I Krause Kjærs spørgsmÃ¥l og i TV2-journalisten Jes Dorph-Petersens kritik af Michael Jeppesens blog lÃ¥ et latent  forsøg pÃ¥ at kastrere og bagatellisere dette sociale og demokratiske medie. Men Jeppesen holdt fanen højt og angreb de to journalister pÃ¥ deres svage flanke: Han bad dem dokumentere deres pÃ¥stande om, at bloggens dokumentation ikke holdt, og at debatniveauet var under avisstandard. Det var kosteligt at høre, hvordan den ellers meget forstÃ¥ende og lyttende Krause Kjær for en gangs skyld var trængt og pÃ¥ hælene. Og Jes Dorph Petersen fik et forklaringsproblem. Hør udsendelsen her.

Musikanmeldelsens fremtid?

8. marts 2010

Man skal passe pÃ¥ med at afskrive et medie. Eller en genre for den sags skyld. Grammofonpladen er ikke død, som nogen engang mente at kunne forudsige. Og CD’en dør nok heller ikke, selv om dens nekrolog allerede er skrevet. Den vil gÃ¥ igen som nicheprodukt. Lydbogen og Kindle vil heller ikke tage livet af de trykte bøger. Og jeg tror heller ikke, at de digitale medier vil gøre en ende pÃ¥ aviserne med papir og tryksværte. Men tingene vil ændre sig. Ingen tvivl om det. Det samme gælder de journalistiske genrer. Hvordan vil det gÃ¥ med den tradtionelle musikanmeldelse, spørger Musikparlamentet? Er den blevet overflødig som følge af de mange nye sociale medier – weblogs, facebook, twitter osv. – hvor musikinteresserede deler viden og inspiration? Den 11. Marts kl. 17.00 kan man deltage i debatten i Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Ã…rhus C. Det koster 20kr. at komme ind. Og i panelet sider repræsentanter for blogland, forskningen og musikken. Det er ogsÃ¥ muligt at fÃ¥ en musikalsk oplevelse, idet SilverGleamingSoundMachine giver koncert før debatten. Mere her.

PS. Jeg tror ikke, at de nye medier vil tage livet af den seriøse musikanmeldelse, der bygger pÃ¥ Ã¥relang lytten til musik og er drevet af kærlig interesse for musikken. Den vil leve videre – i de traditionelle medier og de nye. Derimod vil de uengagerede, venstrehÃ¥ndsanmeldelser ( som der ved den søde grød er mange af), hvor anmelderen dÃ¥rligt nok har gidet at lytte til produktet og bare tørrer sine uforbeholdne meninger af pÃ¥ læsere, med sikkerhed blive udfaset…