CAPAC

Fryns var en betegnelse min far brugte, når han kærligt-kritisk ville irettesætte mig. Husk at tage tallerknen med ud i køkkenet, din fryns! Men det har jo også i dag betydningen frynsegode. Det vil sige noget ekstra – som frynser på fx et stykke stof – man kan få oven i det, man i øvrigt får. Vi kender det fra arbejdspladser, hvor ansatte kan modtage forskellige former for fryns. Og så er der politik.

I går var et meget debatteret emne, EU-politikeres adgang til fryns. I dette tilfælde såkaldte diæter, som danske EU-politikere kan modtage, når de er til møde her i landet. Og med vanlig sans for det skandaløse blev socialdemokraten Britta Thomsen hevet frem, fordi hun bor blot 700 meter fra Christiansborg og alligevel har formastet sig til at hæve omkring 2200 kroner til at dække sine omkostninger (fortæring og overnatning) i forbindelse med et møde. For at gøre ondt værre, så mener Britta Thomsen, at diætordningen er “urimelig”, lige som mange andre lignende ordninger i EU-bureaukratiet. Men, “Nu hører det altså til i det her system, at man gør det”. Som hun nøgtern udtrykker det. Og hun afviser ikke, at hun igen vil gøre det.

Vi malker koen, skattekoen, fordi det er helt legitimt. Det er ikke første gang EU-diæterne er oppe at vende i medierne. Mediernes interesse i sagen er jo indlysende nok. Det handler om de folkevalgtes moral. Er de villige til at modtage penge, som de strengt taget ikke har fortjent og derved belaste det i forvejen belastede EU-budget? Og gode danske borgere er forargede, selv om noget tilsvarende foregår i stor stil blandt danskerne i form af “misbrug” af skattefradrag, tilskudsordninger (renoveringsydelsen…), offentlige ydelser osv. Vi danskere har et – berettiget, synes jeg – ønske om, at netop de folkevalgte skal gå i forvejen og vise et lysende moralsk eksempel i et samfund, hvor denne moral for længst er gået i opløsning og er erstattet af den grådighed, der er drivkraften i økonomien. Vi vil ikke acceptere, at politikernes rolle for længst har bevæget sig bort fra Anker Jørgensen-modellen til noget, der er en blanding af en funktionær, en mediepopulist og en levebrødspolitiker.

Og medierne stiller sig anakronistisk an og foregøgler at være demokratiets vagthund, selv om også de primært er drevet af bekymring for oplags-, lytter- og seertal og den deraf udledte økonomiske virkelighed.

Om et par dage er “sagen” om Brittas diæt gået i glemmebogen, og hun – og mange andre – vil tørre sveden af panden og hæve den næste diæt og den næste. For sådan er den politiske virkelighed anno 2009.

Jeg er nok ikke den eneste, der har undret mig over den medie-virak, der er omkring Hells Angel-rockeren Jørgen “Jønke” Nielsen, hver gang manden har noget at sige, viser sig offentligt eller er involveret i slagsmål og andet. Eller den tilsvarende opmærksomhed som økonomiske svindlere som Klaus Riskjær Petersen, Peter Brixtofte m.fl. får, efter at de er dømt og er kommet i fængsel. Bare vent til Stein Bagger har akklimatiseret sig til brummen…

I dag faldt jeg så over Benny Lihmes kronik “Vold som mentalitet” (om Hells Angels og andre voldsdyrkende grupper), hvor begrebet “accepteret lovløs” bliver brugt. En oversættelse fra amerikansk, “acceptable outlaw“. Og det er vel lige, hvad det drejer sig om i de omtalte eksempler. Ikke? I en tid, hvor underholdning og penge styrer medierne – og ikke politiske og moralske holdninger – så udvides grænserne for, hvad der er socialt acceptabelt, til også at omfatte kriminelle, så længe de garanterer for god underholdning. Den sidste sætning står for min egen regning.

At mediernes eksponering af banditterne så indirekte legitimerer deres livsstil, ja, det snakker vi helst ikke om. Men måske bliver det lettere for befolkningen at udføre lidt sort arbejde, snyde lidt i skat og lave lidt forsikringsfusk, når man ser en Peter Brixtofte skrive en bog om “sit Horserød” eller Klaus Riskjær Petersen i avisspalterne slå sig op til ekspert i sagen om Stein Bagger ?”
Apropos: bandekrigsglamour…

Capac lider af Jackson-forstoppelse. Michael Jackson altså. Medierne er gået bersærk i agurketiden og kolporterer den mindste ubetydelige detalje i mandens rejse mod graven – og sikkert også hinsides. Han dukker med garanti op ved siden af Elvis – på Hawaii eller et andet sted… Men en god ting er der da kommet ud af al den snak. Jeg har fået Nancys og Lees gamle sang “Jackson” på hjernen.

Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne måske godt få den tanke, når man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og så er der måske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at måske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. Altså hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altså ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og måske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer måske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde på alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. Når jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, så er det på grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse på tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann også, at det var blogland, der for tre år siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige så vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – så udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.

I den forgangne uge er der startet en interessant diskussion om de såkaldte kommercielle radioer. En debat, der er interessant, set i lyset af de politiske anstrengelse for at liberalisere mediemarkedet (jf. P2-debatten), men også i lyset af den standende copyright-debat i forbindelse med fildeling osv. Diskussionen er blevet startet af Eric Hansen, der er direktør for Nova FM og The Voice – to af de mere kendte kommercielle radiostationer. Hansen mener, at radioerne betaler alt for meget for den musik, radioerne bruger – og at det er forklaringen på stationernes dårlige økonomi. Men måske skulle Hansen ikke have sluppet den diskussion løs. For Koda og Gramex har svaret igen med et argument, der er svært at gendrive. Gramex’ juridisk ansvarlige markedschef, Lene Rauch, peger på, at selv om musikken fylder rigtig meget – mere end 90% af sendetiden – så udgør udgifterne kun et sted mellem fire og syv procent. For at sætte trumf på udtaler Rauch: “Selv om musikken var gratis, ville de stadig have underskud”. Kodas vicedirektør supplerer ved at pege på det egentlige problem. Til DR siger han, at de kommercielle kanalers problem ikke er, at de skal betale for musikken, men at de stort set ingen indtjening har fra annoncørerne. Eksempelvis nævner han, at Nova FM tjente 6,8 millioner, men stod tilbage med et underskud på 36 millioner i 2008. Og siden 2000 har de kommercielle radioer til sammen tabt en milliard kroner... Eftersom reklameindtægter udgør selve grundlaget for radiostationerne, kan man sige, at dette problem handler om deres eksistensberettigelse. Hvis de ikke kan tjene nok til at drive virksomheden, må de dø. Det er markedets simple logik. Disse faktiske forhold er et problem for regeringen og dens støtter, fordi de har gjort privatiseringen og kommercialiseringen af medierne til et politisk-ideologisk korstog under devisen, at fri konkurrence ville være godt for udbuddet og kvaliteten. Men som landet ligger ser det sort ud. TV2 er ude i dyb økonomisk krise, det samme er de kommercielle radioer. Hvad skal der gøres? I går hørte jeg en journalist spørge kulturminister Carina Cristensen, om hun troede en kommerciel radiostation ville satse på klassisk musik, hvis den fik mulighed for at overtage P2s sendebånd? Og som forventeligt gled hun af på spørgsmålet med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvad de kommercielle radiostationer kunne tænke sig. Ikke en særlig smart manøvre, må man sige, med den erfaring, vi har samlet fra de kommercielle stationer. Når tidens mest populære toner ikek kan trække tilstrækkeligt med annoncekroner til stationer, så er det lidet sandsynligt at en satsning på fx klassisk musik vil kunne gøre det. Man kan være bekymret for, at de ideologiske don quixoter i regeringen og partierne bag medieforliget vil gøre Danmarks Radio til de kommercielle stationers problem og derfor vil forsøge at forringe statsmediets vilkår for at forbedre de kommercielles ditto. Men det eneste, man med garanti vil opnå, er en forringelse af den i forvejen betrængte public service-forpligtelse. Og det må guderne forbyde…

Sagen mellem Woody Allen og lingeri-firmaet American Apparel kom til at dreje sig om førstnævntes markedsværdi. I et tidligere indlæg skrev jeg afslutningsvis: “Sagen er altså en illustration af,
at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret
til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre
grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg,
udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..” Nu er der indgået et forlig i sagen og underbukse-firmaet med det populære, lumre image, har måttet betale 5 millioner dollars til Allen for misbrugen af billedet af Woody som ortodoks jøde. 1-0 til anstændigheden.

Man må lade folkene bag den såkaldte “tænketank” Cepos, at de forstår at møve sig frem i medierne med deres forudsigelige forsvar for fri liberalisme. Jeg lytter ofte til DRs P1 Debat, når jeg kører bil. Og Ceposserne er ofte med. Det samme gælder i DRs journalistiske programmer. De skal selvfølgelig ikke klandres, at de er vakse ved havelågen. Derimod kan man godt undre sig meget over journalisternes valg af “eksperter”. Er der tale om magelighed, dovenskab dumhed eller manglende kendskab til, hvilke “eksperter”, der faktisk findes i dette land inden for økonomi, politik osv.? Eller mener journalisterne virkelig, at Cepos eller 180% grader er centrale figurer i den poliske debat? Jeg tvivler på, at Cepos og 180% grader tilsammen nogensinde vil kunne samle stemmer nok til at komme over spærregrænsen. Hvis de ellers ønskede det. Hvorfor så denne overrepræsentation i medierne? Man kunne med lige så stor ret indkalde talsmænd fra Kommunistisk Parti. Medierne har et problem med rekrutteringen af eksperter og politiske meningsdannere til debatprogrammer. Der er for megen Tordenskjolds Soldater-logik over det. Og Cepos er sådan set bare et eksempel. Hvis journalisterne vil højne kvaliteten, hvilket der er al mulig grund til i disse krisetider, hvor aviser dør som fluer på væggen, så må man også sætte ind på dette område. Ryste posen bedre, så seerne og læserne får en mere nuanceret debat af tidens store problemer…

PS. Denne undren skal selvfølgelig ikke forstås som et ønske om, at Cepos skal holdes væk fra medierne. Men som undren over mediernes prioriteringer…

I folkedybet kan man undertiden møde billedet af en politikertype, der kun er foragt til overs for: “levebrødspolitikeren”. Det er den politikertype, for hvem avancement, løn, pension og gode “ben”, er vigtigere end politisk overbevisning. En type, der gerne lader sig kompromittere, hvis blot det kan gøres op i ussel mamon.

Når denne type er genstand for ringeagt i befolkningen, så skyldes det, at han eller hun er et vrængbillede af den demokratiske repræsentants ideal. Den repræsentant, der i følge grundloven kun skal stå til ansvar for sin egen overbevisning.

I de seneste dage har man kunnet følge Ekstra-Bladets og B.T.s jagt på hhv. Bendt Bendtsen og Lene Espersen. De to konservative forgrundsfigurer. Begge er hængt til tørre på de to boulevardblades sider, fordi de i embeds medfør har haft hænderne dybt ned i den statslige klejnekasse eller på anden vis har (mis)brugt de privilegier, der følger med en plads i folketinget eller en ministerudnævnelse.

Jeg vil på ingen måde forsvare de to konservative ministre og finder det ynkeligt og udtryk for mangel på dømmekraft, når Lene Espersen i dagens aviser spiller forurettet i sagen om en kostbar flyvetur og forsøger at tørre ansvaret af på statsministeriets ansatte. At andre er moralsk korrumperede, gør jo ikke ens egne handlinger bedre. Spørgsmålet er blot, om ikke levebrødspolitikeren – eller karrierepolitikeren – snarere er reglen end undtagelsen i dansk politik. I hvert fald synes de idealistiske politikere at være i klart undertal. Ja, politisk idealisme og høj politisk moralsk integritet synes at være en mangelvare i vores repræsentative demokrati….

Nej, dér hvor jeg egentlig vil hen er til de to boulevard-avisers dagsorden. Er det mon tilfældigt, at de kaster sig over to konservative ministre? Ønsker de to boulevard-blade mon at svække det konservative folkeparti på et tidspunkt, hvor regeringspartiet Venstre som følge af minsterrokaden står lidt svagt i meningsmålingerne? Eller er det et forsøg på at svække regeringen slet og ret – og dermed gøde jorden for oppositionens magtovertagelse? I hvert fald kan prioriteringen godt undre en. Hvorfor ikke i stedet kaste sig over Anders Fogh Rasmussens til pligtforsømmelse grænsende fravær i dansk politik i den periode, hvor han har melet sin egen kage i form af jagten på Natos toppost?

På arbejde i går kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp på radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. Så der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke på dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne på Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mål scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mål i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens målestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
Når jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmål er selvfølgelig absurde. Og dog…

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.

Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…

Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.

Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.

Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?

Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…

Digteren Per Højholt skrev engang en tekst om forholdet mellem naturen og kulturen. Forenklet sagt gik teksten ud på, at tekstens jeg ville “gå ud i naturen”, som det så smukt hedder, men fordi mennesket er sprog- og kulturbærer så flyttede naturen sig længere bort, efterhånden som man gik ud i den…
I dagens aviser læser jeg om en såkaldt “reality-tv-stjerne”, der frem til sin død af en kræftsygdom har været i mediernes søgelys. Men reality-tv er en selvmodsigelse. Eller måske en anden virkelighed end Virkeligheden. Som enhver idiot ved, så kendetegner det medierne, at alt – alt – er redigeret, iscenesat. Og netop det fjernsyn, der prætenderer at vise noget virkeligt, er den største illusion. I den virkelighed, du og jeg lever i, er iscenesættelsen praktisk talt umulig. Vi kan planlægge og skrive time-manager-notater, men sjældent går det, som vi forestiller os. Den virkelighed, vi lever i – lad os bare kalde den Virkeligheden – unddrager sig pr. definition mediernes virkelighed. Derfor er længslen efter et liv i mediernes søgelys – de berømte 15 minutters berømmelse, som Warhol forudså – at ligne med drømmen om et liv efter livet…

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. På DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning på dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsånd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnå det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke få virkeligheden til at rykke nærmere på læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille måned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sårede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det må være at opholde sin på et landområde, der er på størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel på diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstå og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, så handler Politikens nye linje ikke så meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-så-vil-og-skal-vi-også-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere på en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i går var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død på stuegulvet. Den døde mand havde ligget sådan i fem uger i sommervarmen. Og på afstand så man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der også gemmer på en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Som læserne af denne blog vil vide, så har capac et horn i siden på medierne. Især tv-mediet. Et grundsynspunkt for min kritik er, at al tv-produktion er iscenesættelse, fiktion. Sagt på en mere bramfri måde, så er en god del af det, vi sluger med øjnene, forbandet digt og opspind. Noget andet er så, at politikerne i højere og højere grad (mis)bruger tv-nyheds-mediet til manipulation i politisk øjemed. Det var Jean Baudrillard, der med et skarpt blik og en lige så skarp pen, fik os til at se, at Golf-krigen primært foregik i på tv – som simuleret virkelighed. Den fandt i virkeligheden slet ikke sted, som han påstod med vanlig provokatorisk sans.
For øjeblikket bliver vi dagligt genstand for grov manipulation i tv-mediets behandling af konflikten i Gaza. Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan tro vores egne øjne længere? Når tv-mediet fx viser os israelsk producerede “dokumentationer” af præcisionsbombninger, så bliver tv-mediet – og tv-seerne – gidsler i et politisk PR-stunt, som vi almindeligvis ikke har en chance for at bedømme troværdigheden af. Men pointen er, at vi sidder tilbage med et diffust indtryk af, at israelerne er dygtige til det, de laver ( i hvert fald til at manipulere med os…). Hos Néné er jeg faldet over en fin artikel fra BBC, hvor der sættes afgørende spørgsmålstegn ved en af disse præcisionsbombningsvideoer, som israelerne har ladet medierne – inklusive YouTube – viderekolportere til verdensoffentligheden. Læs den og tænk over, hvad du hører og ser i aftenens tv-avis.

Selv om EF-domstolen i dag har fastslået, at TV2 ikke – som påstået af konkurrenterne bag Viasat og SBS – har modtaget ulovlig statsstøtte fra 1995, så er koncernen problemer langt fra løst. Med dommen annullerer EF-domstolen en EU-kommisionsafgørelse fra 2004, som påstod det modsatte og hævdede, at TV2 skulle tilbagebetale et beløb på 628 millioner plus renter og renters rente. Ialt i omkredsen af 1,1 milliard. TV2, der som tidligere omtalt i forvejen står i økonomiske problemer, slap altså med skrækken. Denne gang. For siden dengang har staten igen pumpet skattekroner i foretagendet for at holde det oven vande. I 2004 foretog man en såkaldt rekapitalisering – og Viasat og Co. startede en ny og uafsluttet sag i EU. Dertil skal så lægges, at staten for ganske nylig har tilført flere midler i form af et 500 millioner stort lån for at forhindre skuden i at synke brat…
Problemet med TV2 er vel grundlæggende, at staten både vil have en public service-station (og konkurrent til DR) og drive TV2 som en semi-privat-reklamefinansieret virksomhed. Man vil både blæse og have mel i munden. Set fra konkurrenternes synspunkt må det være særdeles irriterende med en sådan hybrid. Og måske ville det også være mere rimeligt, at TV2 blev helt privatiseret – med public service-forpligtelser. Så kunne vi jo få en demonstation af, hvor umuligt det er… Men indtil videre må vi nok afvente, hvor længe plimsolleren kan holde sig flydende. Ved årsskiftet skal TV2 nemlig tilbagebetale statslånet.

Nu hvor fejringen af TV2-jubilæet er overstået, er der ikke meget at danse til eller grine af. Med en gæld i størrelsesordenen en kvart milliard og udsigt til faldende reklameindtægter som følge af digitaliseringen af sendenettet bevæger den borgerlige mediekæledægge sig mod afgrundens rand. Med et EU-godkendt statslån på en halv milliard kroner er institutionen også i realiteten “nationaliseret”. Inden længe vil politikerne stå med en meget varm kartoffel i hænderne. Vil de redde foretagendet – der langt hen ad vejen selvforskyldt har bragt sig ud i et økonomisk uføre på grund af perspektiv- og tankeløse projekter som fx den kommercielle radiostation, som forblev en fis i en hornlygte – ved at pumpe masser af danske skattekroner ud? Og derved illustrere en himmelråbende forskelsbehandling af Danmarks Radio? Eller vil de tage konsekvensen og privatisere butikken 100%? Det nemmeste ville selvfølgelig være, at lade TV2 gå konkurs og lade institutionen lide mediedøden. Men det ville jo være et kulturpolitisk nederlag af dimensioner for alle de politikere, der stod bag oprettelsen af TV2…