Indlæg tagget med medier

Sergent Pebersvends Ensomme Hjerters Klub Band- en minderune

5. januar 2007

Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først pÃ¥ eftermiddagen, og pÃ¥ skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni mÃ¥ned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens NytÃ¥rstale… Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og sÃ¥ af sted mod byen for at fÃ¥ fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.
NÃ¥r jeg i dag hører nogen blasert og bagklogt affærdige pladen, sÃ¥ tænker jeg: De havde ikke ører dengang. De ved ikke, hvad de taler om. Eller ogsÃ¥ er de blevet ramt af voksenalderens arrogance og besserwissen. Som Klaus Lynggaard, Informations anmelder, da han for et par Ã¥r siden nedgjorde Sgt. Pepper…
DJ’en pÃ¥ Luxembourg-radioen havde sit hyr med at komme ind og ud af skæringerne, fordi numre umærkeligt gled over i hinanden. OgsÃ¥ uhørt dengang, hvor singlepladedominansen endnu var udbredt. Og sÃ¥ var det mystiske udløbsspor, som blev udsat for alskens fortolkningsforslag (og fortsat gør det…). Efter at have afspillet skiven adskillige gange kom jeg til at lave en lille skramme pÃ¥ pladen, sÃ¥ jeg siden hen har forventet, at der skulle komme en lille knæklyd i et bestemt nummer. Derfor tog det mig lidt tid at vænne mig til cd-versionen, da jeg købte den mange Ã¥r senere. Lyden var næsten for ren, og jeg savnede den lille mislyd som en gammel ven. Til gengæld fik jeg sÃ¥ “løsningen” pÃ¥ omslagets mange mysterier: Hvem er hvem i galleriet? De fleste af personerne havde jeg gættet mig til eller læst mig frem til, men der var et par stykker, jeg ikke kendte. Bloggens skytsÃ¥nd, Oscar Wilde, ser man lige over John Lennons højre skulder.
Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med pÃ¥ min øde ø. Og nÃ¥r jeg lytter til den, sÃ¥ hører jeg stadigvæk den friskhed, musikalske opfindsom og spilleglæde, der væltede mig omkuld dengang i de sene tressere…
Mit favoritnummer dengang var Getting Better. PÃ¥ grund af teksten, som enhver skoletræt ungersvend og -mø let kunne identificere sig med: “The Teachers that taught me weren’t cool. You’re holding me down, turning me round. Filling me up with your rules”. Men især pÃ¥ grund af den hÃ¥rde, metalliske rytmeguitar, der bankede sangen og ordene – den utilpassede Lennons ord – ind i ørerne pÃ¥ mig.


Beatles gav jo ikke koncert dengang. Beatlemania havde gjort det for surt at være udøvende og i øvrig ville det – dengang – være nærmest umuligt at reproducere lyden fra Sgt. Pepper. Men musikken indgik bl.a. i den tegnefilm, der blev lavet om gruppen Yellow Submarine. Her er et klip med netop ovenomtalte musik:

It’s wonderful to be here
It’s certainly a thrill
You’re such a lovely audience
We’d like to take you home with us
We’d love to take you home
I don’t really want to stop the show
…”

To amerikanere i England

4. januar 2007

I tresserne talte man (ikke mindst i US) om The British Invasion (de har jo længe været lidt paranoide derovre…) som betegnelse for det musikalske ryk-ind, der blev sat i gang af The Beatles og alle de andre britiske tresserbands. Invasionen betød konkurrence, og flere af de amerikanske stjerner fik sværere ved at nÃ¥ teenagernes ører pÃ¥ grund af Beatlemania osv. Det gjaldt blandt andet den fine vokalduo The Everly Brothers, der i Ã¥rene før Beatles’ gennembrud havde haft en masse hits over there. For at stimulere interessen forsøgte Don og Phil Everly sammen med deres pladeselskab Warner Bros. at finde en mere kontemporær britisk lyd. Det skete ved at gÃ¥ sammen med The Hollies, en af England fineste vokalgrupper dengang. Medlemmerne af Hollies havde faktisk taget ved lære af de to amerikanske mestre og deltog derfor gerne i forsøget pÃ¥ at booste interessen for de to sangere. Ud af samarbejdet kom pladen Two Yanks in England, der – desværre – ikke blev den ønskede succes. Pladen rummer Hollies-sange, men fx ogsÃ¥ det gamle Manfred Mann-hit Pretty Flamingo – og englænderne leverede rytmegruppen til musikken. Hvorfor pladen ikke blev den store succes, kan man fundere lidt over. Personligt tror jeg, at den – trods anstrengelserne – var lidt for pæn og poleret. De unge kunne godt lidt den engelske vildskab…

Everly Bros. Two Yanks in England

Her er et medley med The Everlys, sÃ¥ man kan høre, hvor gode de vist var engang…

Leonard Cohen, Bob Dylan, Bryan Ferry…

4. januar 2007

Medens vi er ved de musikalske nyheder, sÃ¥ oplyser GAFFA om, at den fint anmeldte dokumentarfilm om Leonard Cohen nu fÃ¥r dansk biografpremiere. Det sker i (første omgang i) Grand Teateret i Kbh. Men mon ikke Ã¥rhusianerne følger hurtigt efter…
Og sÃ¥ forlyder det ogsÃ¥, at den gamle Roxy Music-forsanger Bryan Ferry er i studiet for at indspille 11 Dylan-sange til en ny cd, der fÃ¥r titlen Dylanesque. Det lyder jo spændende, for Ferry kan det der med at fortolke andres sange… Vi tænker selvfølgelig pÃ¥ These Foolish Things fra 1973 (hvor han gav en uforglemmelig version af Dylans A hard Rains a-gonna Fall) og Another Time, Another Place, hvor It Ain’t Me Baby blev udsat for Ferry-isering. PÃ¥ den nye plastikskive bliver flg. klassikere taget under kærlig behandling: “Simple Twist Of Fate”, “Just Like Tom Thumb’s Blues”, “Positively 4th Street”, “If Not For You” og “All Along The Watchtower”. Pladen skulle være pÃ¥ gaden allerede i marts mÃ¥ned.

– And it’s a hard rain gonna fall…:

Joni Mitchell – A Tribute to…

3. januar 2007

Blogbestyreren har tidligere skrevet om den særlige genre, der kaldes Tribute-plader, altsÃ¥ plader, hvor en kunstners musik fortolkes af andre kunstnere. Senest var det Dylans gamle band, The Band, der blev udsat for æren. Og nu – omsider mÃ¥ man vel sige – laves der en til ære for den canadiske sangerinde og sangskriver Joni Mitchell, som har en helt særlig plads i blogbestyrerens musikalske hjerte. Det er Jonis hjemmeside, der bringer den glade nyhed, og det ser faktisk rigtig interessant og lovende ud:

“Free Man in Paris,” Sufjan Stevens
“Boho Dance,” Bjork
“Dreamland,” Caetano Veloso
“Don’t Interrupt the Sorrow,” Brad Mehldau
“For the Roses,” Cassandra Wilson
“A Case of U,” Prince
“Blue,” Sarah McLachlan
“Ladies of the Canyon,” Annie Lennox
“Magdalena Laundries,” Emmylou Harris
“Edith and the Kingpin,” Elvis Costello
“Help Me,” k.d. lang
“River,” James Taylor

Medens vi er ved dette herlige emne, sÃ¥ har Kim gjort bloggen opmærksom pÃ¥ en anden spændende udgivelse, nemlig en tribute-plade til den gamle sanger-/sangskriver/skuespiller m.m. Kris Kristofferson. Kim skriver: “NÃ¥r vi nu taler om tribute-albums vil jeg ogsÃ¥ gerne anbefale albummet “Don’t let the bastards get you down” ……. En hyldest plade til Kris Kristofferson – en fantastisk sangskriver. Der er bidrag af blandt andet Tom Verlaine, Chuck Prophet, John Doe & Poul Burch + en hel del, for mig ukendte, “alternativ Country” kunstnere. Kristofferson har skrevet en pokkers masse gode sange – eksempelvis: Loving her was easier, Me and Bobby McGee og Help me make it through the night.”

Playlisten ser således ud:

1. The Hawk – Tom Verlaine
2. Loving Her Was Easier (Than Anything I’ll Ever Do Again) – Chuck Prophet
3. Just The Other Side of Nowhere – Polara
4. Sunday Mornin’ Comin’ Down – Mother Hips
5. Me and Bobby McGee – John Doe
6. Lights of Magdala – Hannah Marcus and Mark Kozelek
7. Sugar Man – Tom Heyman
8. Casey’s Last Ride – Oranger
9. Help Me Make It Through The Night – Jon Langford and Chip Taylor
10. Law Is For Protection Of The People – Northern Lights
11. Jesus Was A Capricorn – Mover
12. Nobody Wins – John P. Strohm
13. Why Me – Kelly Hogan
14. For The Good Times – Dart
15. Jody And The Kid – Beaver Nelson
16. Pilgrim (Chapter 33) – Paul Burch and the WPA Ballclub
17. Border Lord – Stephen Bruton

Som Kim er inde pÃ¥, sÃ¥ er der mange mindre kendte navne, men det gør bestemt ikke noget…

Og her er en temmelig ung Joni med hittet Big Yellow Taxi. Tag en tur med hende…

Nyheder, nyheder og atter nyheder

27. december 2006

Citat nr. 1:

»NÃ¥r vi er kommet os over benovelsen over, at vi kan fÃ¥ nyheder alle vegne og blive opkoblet hele tiden, sÃ¥ tror jeg, at vi som forbrugere begynder at efterspørge en anden form for kvalitet. MÃ¥ske noget af det, som nicheaviserne kan i dag, eller en helt ny form for journalistik. Det kan være i retning af skarpere holdninger, dybere research og perspektivering, eller det kan være medborgerjournalistik – lokal-lokal journalistik – hvor borgerne selv bidrager med nyheder, osv.”

Citat nr. 2:

“Interviewer: Det er ikke mit indtryk, at det er karriefremmende at være oprørsk journalist i dag?”
»Nej, men det er dét, som giver spændende journalistik. Hvis vi får ledelser, som kun styrer efter markedet, og journalister, som bare passer karrieren og har et godt job, får vi bare mere grød. Så får vi simpelthen en hammerkedelig medieverden, som bliver så glatpoleret, at folk kommer til at kede sig ihjel.«

af Lisbeth Knudsen (af)gået leder i DR. Læs hele interviewet her.

Lisbeth Knudsen

Lisbeth har ogsÃ¥ sin egen blog – Mediebloggen – hvor hun skriver om journalistik m.m. Den vil fremover være at finde i min linksamling.

Lisbeth Knudsen er lige blevet udnævnt til at være formand for Danmarks Journalisthøjskole. SÃ¥ mÃ¥ske er der hÃ¥b for den danske journalistik endnu…