Indlæg tagget med medier

Gustav Winckler – musik fra skammekrogen…

22. december 2006

På vej gennem det århusianske indkøbsmekka, Bruuns Galleri, slog jeg et smut forbi DSBs billetsalg for at tage et eksemplar af Ud & Se, DSBs månedsmagasin. Jeg har vist nævnt det før, for det er et udmærket magasin med seriøst læsestof. Denne gang var det især portrættet af den gamle entertainer Peter Belli.

Peter Belli er cool. Man kan godt mærke, at han har været undervejs i musikbranchen i henved 50 Ã¥r. En mand, der drikker Four Roses med cola, skal man ikke kimse ad. Og da han undervejs i interviewet klandrer den unge journalist for dÃ¥rlig research (næsten det værste, man kan beskylde en seriøs journalist for), sÃ¥ mærker man, at han ikke tager let pÃ¥ tingene. Han er pÃ¥ arbejde og forventer, at jounalistspiren er lige sÃ¥ velforberedt, som han selv er. Kritikken gjaldt Peter Bellis famøse “Teddybjørn”, en sang, der kræver mere end almindelig sans for sentimentalitet at sluge. Men Belli stÃ¥r ved den. Lige som han stÃ¥r ved alt andet, han har lavet. TV-bingo, dansktop, hashrygning osv. Han fortryder ingenting. En mand af en vis integritet.

Selv foretrækker jeg bestemt pigtrÃ¥ds-Belli. Dengang han i tresserne – sammen med Les Rivals – trykkede den af pÃ¥ Hit-House, Le Carouselle og andre spillesteder. Uslebet, pÃ¥ dÃ¥rligt engelsk, men med en kant i musikken, som man skal lede længe efter i dagens rock.

Belli minder mig lidt om en anden dansk kunstner, nemlig Gustav Winckler. Som barn af Giro-413-generationen havde jeg længe en anstrengt forhold til den trinde sanger. Den gamle Gartner, Hvide mÃ¥ge og et par stykker gjorde min barndoms søndag eftermiddage ekstra lange at komme igennem. Men med alderen gik det op for mig, at der her ogsÃ¥ var tale om et sangtalent, der blev (mis)brugt til dansktopmusik og “folkelig underholdning”. En crooner, der sagtens kunne mÃ¥le sig med de amerikanske pendanter som Bing Crosby, Dean Martin, Perry Como m.fl. MÃ¥ske med undtagelse af Frank Signalhorn…

En dag for snart længe siden faldt jeg i den lokale OBS! over en dobbeltcd med titlen Hans største hits til et sÃ¥ latterligt lille beløb, at jeg ikke kunne lade være med at smide den op i indkøbskurven. PÃ¥ forsiden ser man Gustav med jakkesæt og charmepropel, venligt smilende. Billedet er signeret. Det ligner – nej, det er – et familiefoto. Det kunne lige sÃ¥ vel stÃ¥ pÃ¥ dækketøjsskabet.

Lægger man øre til musikken, der er et gennemsnit af mandens produktion, vil man opleve, at han er en rigtig god sanger. Især i de oplagte crooner-hits som fx Gem Et Lille Smil (Everybody Loves Somebody), BlÃ¥ Roser til en Blond Pige (Red Roses for a blue Lady) m.fl. NÃ¥r man nhører de sange, glemmer man alt om “Salami”, Bent Werther-duetter osv.

 

Gustav Winckler

Lidt Beatlemania: om Stooges, Spiralfrog m.m.

14. december 2006

Blogbestyreren har tidligere omtalt sitet Spiralfrog, hvor man vil kunne høre og downloade musik uden at skulle betale for det, fordi projektet finansieres ved reklameindtægter. Nu gÃ¥r rygtet, at selveste The Beatles’ katalog skal være en del af tilbuddet. The Fab Four har ellers været tilbageholdende med at kaste sig over den digitale distribution af deres musik.
Medens vi er ved rygterne, så forlyder det også, at Iggy Pops gendannede band The Stooges, der udsender deres tidligere annoncerede album The Weirdness den 20. marts næste år vil inkludere en coverversion af det gamle Lennon/Mccartney-nummer I wanna be your man, som engang blev foreviget af The Rolling Stones.

Fab Four

The B52’s flyver igen, ja…

12. december 2006

Part I

The B-52’s flyver igen

11. december 2006

Det meddeles nu, at det gamle 80’er-band The B-52’s, efter en pause pÃ¥ 15 Ã¥r, udsender en ny plade i begyndelsen af 2007. Pladen bliver produceret af Steve Osborne, der har stÃ¥et bag knapperne hos New Order, Happy Mondays, Suede m.fl. The B-52’s var et af de mindeværdige musikalske indslag i 1980’erne. Gruppen fra musikarnestedet Athens, Georgia, adskilte sig pÃ¥ mange mÃ¥der fra tidens mainstream-pop-rock. Dels ved at have to iøjne- og iøre-faldende sangerinder, Cindy Wilson og Katie Pierson, i forgrunden sammen med vokalisten Fred Schneider, hvis bidrag mest bestod i udrÃ¥b og talebrokker. Dels havde de en markant guitarist i Ricky Wilson, broder til Cindy. Han døde desværre 32 Ã¥r gammel af AIDS i 1985.
Bandets fandt uden tvivl sin inspiration i New Wave-rocken, men blandede dennes speedede rock med elementer fra Beach Boys’s glade surferdage og fra amerikansk danseorienteret popmusik fra de foregÃ¥ende par Ã¥rtier. I det hele taget trak gruppen pÃ¥ det bedste fra 50’ernes, 60’ernes og 70’ernes pop- og rockmusik. Dertil skal lægges en god portion humor, som blandt andet kom til udtryk i gruppens outfit, fx pigernes tresser-retro-bee-hive-frisurer (hvis øgenavn var B52’s) og tøjstilen.
En af de grupper, de er blevet sammenlignet med, er Talking Heads. Og de var da ogsÃ¥ en slags Talking Heads light. Teksterne har lidt af den Byrneske galskab, og musikken noget af den samme dansante appeal: “If you see a faded sign by the side of the road that says/15 miles to the… Love Shack! Love Shack yeah (I’m headin’ down the Atlanta highway,/lookin’ for the love getaway/Heading for the love getaway, love getaway,/ I got me a car, it’s as big as a whale/ and we’re headin’ on down/ To the Love Shack/ I got me a Chrysler, it seats about 20/ So hurry up and bring your jukebox money”…

Man kan læse mere om pladeprojektet på gruppens hjemmeside og på Gaffas.


Pigen i cafeen

8. december 2006

Feel-good-film er efterhÃ¥nden blevet et begreb, der dækker over en sammenkogt ret af romantik, humor, kvikke dialoger og gerne en hÃ¥ndfuld kendte eller – bedre – gode skuespillere. Amerikanerne kan godt lave dem, nÃ¥r de tager sig sammen og ikke forfalder til for meget af den ene eller anden ingrediens eller satser pÃ¥ tidligere tv-stjerner med et begrænset talent. Men, især englænderne kan det der med letbenede, lystspilagtige film, der kun er bagateller, og som alligevel tÃ¥ler at blive set igen og igen og igen…
SÃ¥dan var det med Fire bryllupper og en begravelse, der mest af alt er en bunke, vellykkede filmiske episoder, der er knyttet sammen af de fem begivenheder. Og sÃ¥dan var det med Love Actually, der ogsÃ¥ er en hoben smÃ¥ historier om kærlighedens væsen og uvæsen, udsat for uforskammet intelligent dialog og en flok af Englands bedste skuespillere – og som i de forkerte hænder ville være blevet en katastrofe…
Fælles for de to netop nævnte film er, at de er skrevet af den samme mand, nemlig Richard Curtis. Og han kan bare det der med at skrue dialoger sammen, så de både virker ganske dagligdags og alligevel ofte er fuldstændig overrumplende.
I gÃ¥r aftes havde man mulighed for at se endnu en film med Curtis som manuskriptforfatter, nemlig The Girl in the Cafe. Jeg havde overset den avisens programoversigt, men Fruen havde set den før og mente, at den mÃ¥tte jeg se. Argumentet var, at jeg skulle se den engelske skuespiller Bill Nighy, som jeg sætter stor pris pÃ¥. Alle, der har set Love Actually og har moret sig over den gale, halvgamle rockmusiker, der elsker sin tykke manager og vil smide kludene pÃ¥ tv, hvis blot hans skodplade bliver et hit, ved, hvem jeg taler om. I Pigen i cafeen spiller han en musegrÃ¥, desillusioneret embedsmand, der har fortrængt sine ungdomsdrømme om at blive rockmusiker sÃ¥ eftertrykkeligt, at de dukker op i hans natlige drømme som invitationer om at blive medlem af The Rolling Stones… En dag møder den kejtede, engelske embedsmand en ung studine – spillet af den unge, skønne, skotske skuespillerinde Kelly Macdonald (Trainspotting, The Cock and Bull Story m.fl.) – i en café, og sÃ¥ slÃ¥r kærligheden ned som en forhammer i de to. Historien om rejsen til G8-mødet pÃ¥ Island og de emotionelle og politiske problemer, der følger med, er kun en bagatel, og det er ogsÃ¥ ret lige meget; for det er samspillet mellem de to, de skæve replikker – der ping-ponger frem og tilbage og fastholder tilskueren i spændt forventning om den næste returnering – der gør filmen værd at se. En film om en temmelig umulig kærlighed, der fÃ¥r lidt indflydelse pÃ¥ verdens skæve gang. Den egner sig perfekt til at skubbe den værste juleitis lidt i baggrunden et par timers tid…

Her kan man læse lidt om filmen og se en trailer.

The Girl in the Cafe